Et par dage i det fri

Måske I lugtede lunten? Her blev så stille. Jeg stak af til Sverige i lørdags med min kæreste. Vi ville fejre vores kærlighed gennem seks år på Ystad Saltsjöbad. Så slukkede jeg telefonen ved ankomst, og det holdt næsten 24 timer. På nær en lille arbejdskrise tsk tsk… Typisk!
Min kæreste tog en masse billeder af mit outfit i går, men min computer staller fuldstændig. Den er helt umulig at få til at arbejde med mig, så jeg nåede kun at redigere dette ene billede – og det blev ikke engang færdigt. Men nu får I det, også bare for at jeg kan stikke hovedet ind og sige, jeg stadig lever. Og hvis min computer også gjorde det, så skulle I bare se løjer, hah! Så ville der også være indlæg til jer, ja ja… Det er så kritisk med min fire år gamle Mac, at jeg i morgen må forbi Æblehuset og høre lidt om nye computervenner. Frygter for en pludselig sad mac, et vredt motherboard eller at jeg i arrigskab hælder min Cocio ned i den. Så grelt er det.

Men! Til noget positivit! Jeg vil sige jer et sindssygt stort tak for, at I har stemt som gale – jeg kunne forstå, at nogle af jer ikke kunne få siden til at virke – I må have været så mange på, at den er gået ned, haha! Vi er rykket fra en 13. plads til en 6. plads på få dage, og så længe vi er i top ti, er vi med i lodtrækningen, så det er fanme vildt mand, af hjertet tak! Det tror jeg også, min kære veninder siger. Og jeg har faktisk en lille gave til en af jer senere, bare en lille ting! Kryds fingre for at den dumme computer virker.

9 kommentarer
  1. Hej Cathrine. Jeg er en helt ny læser, faktisk kun to dage gammel. Jeg kender dit navn fra radioen, og synes du klarer det utrolig godt! Jeg har læst et par af dine nyere indlæg og kan forstå at alt ikke er nemt, heller ikke for en blogger. Æv.. Jeg håber, at forårsvejret kan hjælpe dig lidt på rette vej igen.
    Du er utrolig sød at se på og læse om, og jeg vil gøre mit for at blive en ny trofast læser. Jeg har også lige et spørgsmål: har jeg forstået det rigtigt, at du arbejder i den nye butik &other stories? I så fald ved du vel hvad den blå/denim kjole du har på koster, og om der stadig er et rimeligt udvalg af den tilbage i butikken? Jeg håber at den stadig er der til jeg kommer til Kbh igen om to ugers tid.

    Cyperspace-agtige knus fra en ny læser.
    PS: man skal ikke blot vente til uvejret er ovre, men lære at danse i regnen :-)))))

  2. Jeg stemmer også flittigt på dig hver dag! 🙂
    Og så sender jeg også lidt godt karma til din computer, der er ikke noget værre end når elektronikken strejker.

  3. Det lyder da bare som en skøn weekend! Tillykke med de seks år sammen – og tillykke med en weekend væk, det lyder som om den har været tiltrængt.

    Er din computer “bare” blevet gammel og langsom, og vil den ikke længere multi-taske? For så lyder det som om den har fået samme sygdom som min har – alderdom.
    Jeg har en fire år gammel MacBook Pro, der efterhånden var så langsom, at jeg også var begyndt at overveje en ny. Men min kloge storebror foreslog, at jeg bare kunne sætte en ny SSD-harddisk i, der hvor cd-drevet sidder nu. Det er samme type harddisk, som de nyere MacBooks har, og de er altså markant hurtigere end en klassisk harddisk. Og så er det noget med, at den selv finder ud af at lægge de filer og programmer, du daglig bruger, på den nye harddisk – og så alt andet, du sjældnere har fat, på den gamle.
    Så jeg har nu bestilt sådan et vidunder og har en aftale med min bror om at montere den senere på ugen (cd-drevet skal pilles ud og den nye harddisk sættes i samme sted – det tør jeg altså ikke selv).
    Det lyder omstændigt, men jeg skulle kunne få en computer ud af det, der næsten er som ny – og så skal jeg kun af med lidt over 1000 kr, hvilket er inklusiv et eksternt cd-drev.

    Jeg ved ikke, om din Mac fejler det samme – men det er værd at undersøge før du kaster dig ud i at købe en helt ny 🙂

    Og så fik jeg forresten aldrig skrevet, hvor hyggeligt det var at hilse på dig i & Other Stories. Jeg var en af dem, der var forbi på åbningsdagen – og selvom klokken var halv seks om aftenen, og du havde været i gang i mange timer, så du stadig pivgodt ud 🙂

  4. Se det var nu også ret snedigt! Sikke en sej bror du har, der lige kan tippe og fikse den slags 🙂 Hurra for storebrødre! Min computers batteri er desværre så træt, at det ikke holder en forelæsning, så det skal skiftes ud også. Jeg tror bare, jeg er lidt træt af det med at skulle lappe. Kender du det? Altså forrige år skiftede jeg gear og saddel på cykel – 1500,-. Sidste år måtte jeg så købe en ny til 5000. Så nu går jeg linen ud og storbløder. Bye bye feriepenge! Men den er hamrende flot! Og jeg glæder mig til at få den. Men hvor er du altså sød at skrive en lang og gennemført computer-tip-kommentar, du er da for sød Amalie. Jeg håber, du sagde hej til mig i butikken, ellers må du gøre det næste gang 😉 KH

  5. Du er kær Stine, TAK 😀 Jeg har købt mig en ny computer nu, jeg har bandet over denne gamle sag i 1 år. Nu må det være 🙂 KH

  6. Åh du er så kær! Tusinde tak Mette. Jeg tror faktisk, generelt, det er lidt svært at være ung? Altså alle de ting vi gerne vil på en gang. Vi kan det hele, i hvert fald i teorien, men i praksis glipper det nogle gange. Men hverdagen er blevet bedre synes jeg. Selv om lunten er blevet noget kortere for, hvornår jeg synes, jeg har for meget.
    Jeg takker mange gange for dit nye følgeskab og dine dejlige varme ord, og så kan jeg glæde dig med, at kjolen, så vidt jeg husker, koster 350/450. Og vi havde 4 hængende, da jeg gik i dag 🙂
    Cyberkram tilbage! – og så fine og helt rigtige ord med regnen 😉

  7. Det ER virkelig snedigt med sådan en storebror – ham holder jeg også godt fast på 🙂
    Åh, jeg kender det godt. Jeg skiftede batteri for to år siden og satser på at kunne få i hvert fald et år mere ud af min computer med den nye harddisk. Men det er også lidt nemmere at overskue, når lappeløsningerne kommer efterhånden. Det ville føles lidt dumt at skulle “lappe” sin computer for halvdelen af hvad en ny koster. Især når de nye med Retina-skærm er så lækre som de er!

    Jeg fik heldigvis hilst på dig, og det var rigtig hyggeligt. Jeg var imponeret over hvor frisk og smilende du stadig var efter så mange timer på benene – thumbs up herfra 🙂

Læg en kommentar