Dagens: Pink panther


Ingen tømmermænd i dag er en succes, eftersom vi dansede og festede og spiste og drak fra kl. 13 i Nylars Kirke til kl 05.00 på gård i nat. Musklerne i kroppen til gengæld er en anden historie. Selv om vi ikke kendte meget mere end brudeparret i går og en enkelt gæst, så havde vi et brag af en fest.

Vejret var fantastisk – 30 grader, dog lidt meget “frisk-til-let-vind” (derfor de mange “glo-ned”-billeder for at undgå “Nick-Carter-“situation med pandehåret). Vi var i rundkirke til vielse, og bruden Mia var så flot. At se hende komme ind i kirken og smile absolut fra øre til øre, mens hun holdt arm med sin far, var så stort. Det er nok mit yndlingsøjeblik til brylluppet. Brudens indgang. Gommens tale. Brudevalsen. Mine tre favoritøjeblikke. Hendes kjole var Jenny Packham-inspireret, som I måske kunne se på Instagram i går. Helt simpel, hvid, svævende chiffon, der bølgede i vindens væsen. De smukkeste små detaljer. Hun havde små blondeærmer med diskrete sølvsten på, det smukkeste slør også med små sølvsten. Hun var så smuk. Og strålede fra første øjekast. De sagde ja til hinanden og kyssede, og bagefter gik turen til hendes barndomsgård. Her var der kølige drinks, lyserød champagne, små sukkerkys. Og bryllupskage! Gommens mor havde lavet en af de bedste bryllupskager, jeg har smagt til dato. Med blåbær, hyldeblomst-hvid-chokolade-lime-creme. Luftige bunde. Det var vidunderligt. Helt igennem. Og så tog vi hjem og skiftede tøj, afsatte Frida på gården vi bor – hun havde en date med Møffe. Gårdens egen mops. Og så af sted igen. Min kæreste var så flot, som jeg nogensinde har set ham. Græsgrønt suit, blå skjorte, selvbunden butterfly, bølget hår, brune sko. Jeg bliver stadig bjergtaget.

Da vi kom tilbage til gården var der telt i haven, kongespil, croquet. Så til bords og spise den mest vidunderlige menu. Bornholms slagteri er gået konkurs og lukket, vi fik de sidste Bornholmerhaner derfra. Tre retter og dertil vinmenu. Alt var lavet til perfektion, og kokken præsenterede hver ret på syngende Bornholmsk. Der var et utal af taler. Tror aldrig, vi har oplevet så mange, men parret er elsket af mange. De nåede knapt nok brudevalsen før midnat. Og så gik bandet på. De spillede fra kl. 24 til 08.00 – de havde aldrig oplevet så god en fest at spille til. De plejede kun at spille i 3-4 timer. Og de var on fire! Min kæreste og jeg dansede til næsten alle numrene. Gommen fortalte os, at folk havde rykket væk fra dansegulvet for bare at se på os danse. Vi gør det dælme også godt, haha! Vi giver den alt, hvad vi har og griner og laver high kicks og salsa og hele molevitten. Vi fik grillpølser og Cocio kl. 02.00, og da klokken var 05.00, og min kæreste gik op til bandet og sang Justin Timberlakes Lovestoned med dem, så vidste jeg, at det var på tide at smutte hjem.

Vi sov som sten til klokken 12.30, og dagen har bare bestået i en mislykket jagt på en pluk-selv-jordbær-mark og et kort visit hos brudeparret for at sige tak for sidst. Nu står den på middag med en god kammerat og hans familie, der også er på Bornholm på ferie. Desserten finder vi vist i Svaneke; en kæmpe gammeldags is. Behøver jeg at sige, at vi har det fantastisk?

Der er et helt outfit til fra om aftenen, det får jeg snarest gjort klar til jer!

14 kommentarer
  1. Fik helt kuldegysninger 🙂
    Og fedt med en mand der gerne vil danse natten lang. Min egen mand kunne jeg knap nok lokke på gulvet til vores egen brudevals 😉

  2. Årrrh, hvor lyder det som et skønneste sommer bryllup fyldt med kærlighed og glæde 🙂 Lyder som om I havde en fantastisk dag og kom helt ind inder huden på bornholmerne – love it 😉

    Og nææ, det behøver du slet ikke, er allerede død misundelige 😉

  3. Hold kæft hvor ser du godt ud! Og hvor lyder det cool med dig og din kæreste – du har fundet dig en mand, der kan danse 😛 Det er altså ikke sådan lige normen nu til dags synes jeg?

  4. Gagaga, nude Louboutins på græs, det ville jeg ikke turde! Men så igen, hvis man er for sart med sine sko, så får man dem jo aldrig brugt… (Sagde hende, der pt ligger inde med ubrugte Balenciaga, YSL og Jimmy Choos… Dårlig stil, Miriam.)

  5. Det lyder til at I har haft et brag af en fest 🙂 haha jeg ville gerne have set A give den gas med bandet, han synger jo også ret godt!! 😉
    Møs til min pinke kusine

  6. Sikke en foxy lady 🙂
    Din beskrivelse af det hele er simpelthen så malende og fin! Jeg fik helt gåsehud af at læse det – det lyder bare som (endnu) et helt perfekt bryllup, I har været til.
    Og så kan jeg umuligt være den eneste, der godt gad se et billede af din kæreste i den fine mundering!

  7. Haha! Kan man mon booke et 30 minutters lynkursus i high kicks og salsa hos jer specifikt rettet mod kæresterpar som Pete og jeg uden dansekoordination? 😉

  8. HVOR HVOR HVOR har du købt den fuldstændig fantastiske
    kjole? Åh hvor er den bare smuk!! Du ser skøn ud. //Louise

Læg en kommentar