Damernes Dag // Jeg slap med skrækken

Jeg har slet ikke fortalt jer om Damernes Dag i søndags, men jeg har nogle fine billeder derfra at vise jer. Her får I først mit outfit fra dagen! I den rigtige lyserøde Støt Brysterne-farve.

Jeg har taget lidt afstand til

55 kommentarer
  1. Ja, det gør jeg, for jeg er også utrolig bange for kræft. Jeg har haft det på tæt hold, og det er ikke rart. Det kan ødelægge et menneske og dets familie indefra. Og ikke nok med kræften, så er der så mange psykiske sygdomme, der følger efter – også hvis man bliver rask. Det er en helt igennem uretfærdig sygdom og er en af grundene til, at man skal nyde hvert sekund af sit liv. For det kan ramme os alle, lige meget hvor sundt vi lever. Jeg er glad for at høre, at du slap med skrækken, men hvilken skræk! Lægerne kunne godt have været lidt mere blide, lyder det til.
    Knus Emma

  2. Åh for pokker Cathrine, du gav mig helt gåsehud i det næstsidste afsnit. Hvor er jeg glad for, at der ikke var noget galt med dig! Det må have været nogle hårde dage.
    Du skriver forresten fantastisk, men det har jeg vist fortalt dig et par gange efterhånden 🙂

  3. Kære Cathrine. Jeg får helt tårer i øjnene af at læse dit fine fine indlæg. Hvor må det være frygteligt at finde en knude i sit bryst og så lige imens at hovedet i forvejen er fyldt op med kræft, heldigvis slap du med skrækken og det er fantastisk for dig. Kræft er sådan en frygtelig og modbydelig sygdom som alle flere gange får alt for tæt på. En af mine tætteste veninder mistede hendes mor til brystkræft sidste år alt alt for tideligt. Jeg selv mistede min fantastiske morfar til kræft for nogle år tilbage, også alt for tideligt og efter et meget kort forløb. Min bedste veninde slap også med skrækken sidste år og jeg kender snart ikke nogen der ikke har mistet mindst et familiemedlem til denne forfærdelige sygdom. Selvom jeg flere gange har haft sygdommen tæt inde på livet, tjekker jeg stadig ikke mine bryster..Det er virkelig dumt og uansvarligt i virkeligheden, så tak for opsangen! og gudskelov at der ikke gemte sig noget farligt i dit bryst.

  4. Jeg har lige haft en lignende oplevelse. Min læge var dog lynhurtig til at konstatere, at det “bare” var muskelspændinger.
    Er glad for du slap med skrækken, selv om det er hårdt at skulle igennem flere dages bekymring.
    Din historie og andre i samme stil understreger hvor vigtigt det er, at man kender sine bryster godt og ved at vævet kan forandre sig lidt uden det betyder der er noget galt 🙂 OG at man hellere skal være “fjollet” og gå til lægen en gang for meget end en gang for lidt 🙂

  5. Så intenst indlæg, og meget gribende. Jeg sidder helt paf tilbage, men bliver lige nødt til at sige et eller andet til dig.
    Fordi du er så sej at skrive sådan et indlæg, hvor du bare er helt sårbar.
    Hvor er jeg glad for, at du er okay – og tak for reminderen!

  6. Det må jeg sige, det var et indlæg hvor jeg sad med gåsehud under hele læsningen. Mulighvis fordi jeg ikke lige havde fået læst overskrift med at du slap med skrækken, men også fordi emnet netop er så skræmmende. Det første jeg tænkte efter jeg havde læst indlægget var “hold da op, jeg nominerer lige indlægget til Femina Blog Award”, så det er jeg gjort i kategori 1 og 3. Jeg vil fremover tjekke mig selv for knuder, netop på baggrund af dette indlæg.
    Tak for det.

  7. Hej Cathrine,

    Sådan et fint indlæg! Hvor er det bare super vigtigt at du gør opmærksom på at man faktisk kan, og SKAL undersøge sig selv for evt. knuder. Jeg har haft en oplevelse som din, hvor jeg en aften også mærkede en knude i mit højre bryst. Jeg blev så overrasket og jeg kunne mærke hvordan at varmen den pludselig spredte sig i kroppen! Jeg ringede til min egen læge næste morgen og fik en tid dagen efter. Hun bekræftede min frygt, at der VAR en knude men at det formentlig ikke var kræft, i og med at jeg kun var 23 år på det tidspunkt. Jeg fik en henvisning til en ultralydsundersøgelse og jeg var så heldig at få en tid 5 dage efter. Jeg husker dagen som var det igår. Jeg trådet ind i lokalet og mine hænder var så fugtige og mit hjerte det hamrede derudaf. De der 10 min. føltes urimeligt lange! Beskeden fra lægen var at jeg havde fået et fibroadenom, nærmere betegnet en knude i kirtelvævet. Det er ikke selve kirtelvævet, men det væv, der ligger omkring kirtlerne, der danner knuden, og derfor er der ikke en øget risiko for, at der udvikles kræft i et fibroadenom… Pyh ha!

    Det skal dog nævnes at jeg går til kontrol hvert andet år, og ved sidste kontrol blev der fundet yderligere 3 knuder! Alle ufarlige, men de er der!

    Så damer, lyt til jeres krop og de signaler som den sender! Man kan aldrig være for sikker!

  8. Åh kære Catrine, sikke en slem forskrækkelse du har fået dig! Og hvor er dejligt at høre, at der ikke var noget 🙂
    Jeg fik samme slemme forskrækkelse for nogle år siden, og heldigvis var der heller ikke noget. Nok en muskelknude som dig. Dog gik der 1 ½ år(!!!) før jeg fik min ultralydsscanning….
    Jeg tror at det er et fællestræk for særligt sensitive at tænke meget over tingene. For jeg gør selv det samme, og bruger nogle gange for mange kræfter på at tænke over tingene. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over nogle ting. Men det er ikke lige sådan at ændre 🙂

  9. Åh hvor jeg føler med dig!!! Har selv sidet her i vinters med en læge som pludselig blev lidt bleg og talte noget anderledes end hun plejer. Dog ikke i forbindelse med kræft men med en pludselig meget forhøjet risiko for blodpropper… Meget meget ubehageligt! Og jeg har selv kræften tæt inde på livet… Min mormor døde af brystkræft i en alder af 38 år… Min mor var 18. Hun bliver nu selv screenet hvert år og begge min mormors søstre har haft bryst kræft et par gange… Så frygter dagen hvor fingrene støder på noget som ikke bare er bryst… Er glad for at du slap med skrækken og for at du deler så tungt og svært et øjeblik med os!! Tak!!

  10. Virkelig godt og stærkt indlæg. Et af dine bedste til dato.

    Jeg undersøger mig selv så vidt muligt, men jeg har koloenormt bryster, hvilket gør hele processen enormt svær. Hvornår er noget bare fedt, og hvornår er det en knude? Og hvad nu, hvis der sidder en knude inde midt i brystet, som jeg ikke kan mærke, fordi den er omgivet af almindeligt brystvæv? Scary shit.

  11. Det var et rigtig godt indlæg – og en god reminder til andre piger, at man skal tjekke sig selv. Meeeeeen, måske er jeg skadet af, at være et barn af lægeforældre, men damn, jeg synes altså, at du overreagerer sådan helt vildt vanvittigt meget inden du vidste noget som helst om resultatet? Det har du al ret til, men det hjælper ikke rigtig andre lidt forsigtige piger med sådan en dramatisk historie, hvor udfaldet jo var langt fra skræmmende – det var jo aldrig en sygdom? Hmm, hvad jeg prøver at sige er nok, at det er meget sundt, hvis man lægger den der lægefrygt på hylden og tager en chill-pill og slapper af, indtil man for sure ved, at man fx har kræft? Jeg har fået fjernet nogle modermærker af den slemme slags, men aldrig i livet freakede jeg, tog da bare på hospitalet og fik dem fjernet alene uden at sige noget som helst. Så kunne min mor læse min journal senere, no big deal. Og heller ikke noget big deal, hvis jeg var blevet syg, så skulle jeg starte behandling, men drama har virkelig aldrig hjulpet nogen. Jeg føler lidt, at mange piger (og drenge, men på en anden måde) lider af lægeskræk og flipper fuldstændig ud ved det mindste tegn på sygdom. Det skaber en kultur af frygt over for kræft og selvfølgelig er det without saying det værste man kan blive udsat for … så er din fortælling en lille bitte smack in the face til folk, der rent faktisk så har fået et dårligt resultat? Det er lidt som om, at du prøver at skabe drama om et rutineret undersøgelse, som er hverdag for alle læger.

    Er meget glad på dine vegne over, at der ikke skete noget og du skriver også selv, at du var lidt en dramaqueen – men hvad med næste gang du får en cancer scare uden nogen grund? Føler måske bare, at dette kunne være blevet et godt og positivt indlæg sådan “hey, få lavet en test, jeg klarede det uden problemer og jeg er sund, men do it girls” og i stedet blev det en pseudo-kræft fortælling på utrolig mange paragraffer? Det fremstår meget svagt?

  12. Aj, men altså papirkjole-ven! Sikke et drama, jeg fik jo kuldegysninger, godt du er tip top! Det er da også svært at skulle reagere på sådan noget, samtidigt med, at man for sin egen skyld ikke skal overreagere.. Altså man kunne jo skrive alt muligt her, men jeg ville bare sige “hej du skriver så dragende, godt dine kasser er intakte!”…<3

  13. Du ser dejlig ud! 🙂

    Nu stiller jeg lige et vældig irrelevant spørgsmål – jeg håber at det går an..
    Hvordan kan det være, at du er begyndt at købe så meget dyrt tøj/accesories? Jeg kom til at tænke på, at da jeg begyndte at følge bloggen gik du allermest i highstreet, hvor det nu er skiftet ret meget til den anden boldgade.. Jeg spørger simpelthen bare af ren og skær nysgerrighed – Tror du måske at du (lidt ubevidst) er blevet påvirket af blogverdenen og al dens hype af dyre brands?
    Jeg håber at det er i orden at stille et sådant spørgsmål 🙂

  14. Kære Sofie og Cathrine!

    Jeg bryder mig virkelig ikke om, når folk går kommentar-amok på hinanden, så jeg vil meget gerne gøre det klart over for dig, Sofie, at det bestemt ikke er intentionen her. 🙂

    Jeg synes, det er rigtigt interessant, det, du skriver med lægeskrækken, for jeg mener absolut også, at den er både farlig og lever i bedste velgående. Det er dybt irrationelt, at så mange af os (jeg selv inklusive) frygter lægens respons på noget, når denne i virkeligheden er eneste mulighed for at få ro i sjælen – eller, om nødvendigt, den rette behandling. Med det sagt er det jo netop følelser, det irrationelle, der træder i kraft, når man oplever den forskrækkelse, det er for de fleste (vil jeg vove at påstå – men hvor ville jeg dog gerne kunne være cool som dig! 🙂 ) eksempelvis at finde en knude i brystet.

    Jeg har prøvet det samme, og med en god håndfuld kvindelige slægtninge, der både har måttet kæmpe med og dø af netop brystkræft, blev jeg panisk bange. På den der ubehagelige måde, hvor jeg forsøgte at være afslappet udadtil, men havde konstant hjertebanken og ondt i maven. Det tog ikke mere end et besøg til min læge, der bare ved at føle på knuderne (jeg har en festlig portion af dem, og de kan virkelig føles skræmmende store og hårde) – og sikkert også ved at sammenfatte dem med min alder på 26 på daværende tidspunkt – kunne berolige mig med, at de føltes helt normale. Og dér blev jeg lige dele lettet og flov over mit forhåndshysteri. Men når du, Sofie påpeger, at den kan virke provokerende over for dem, der rent faktisk får – eller har pårørende, der får – den svære besked, vil jeg vende den om og sige, at jeg synes, det ville være provokerende over for min elskede, elskede moster, der desværre tabte kampen til brystkræft for fem år siden, og som jeg savner hver dag, hvis ikke jeg havde taget min skræk alvorligt. Når jeg blev så bange og skrøbelig, er det jo kun fordi jeg virkelig elsker livet, men desværre har set, hvor hurtigt det kan ændre kurs. Selvfølgelig er der aldrig nogen grund til at piske en stemning op, og det synes jeg egentlig heller ikke, jeg gjorde, da jeg kun valgte at indvi min kæreste i min frygt. Men at jeg inde i mig selv havde en knude af angst og grimme associationer kunne jeg ikke selv styre, og derfor er den mest naturlige reaktion på at “gå fri” også lettelse og glæde. Alt andet ville da være mærkeligt, når man gerne vil livet.

    Så i virkeligheden vil jeg nok bare gerne understrege, at jeg er dybt misundelig over din evne til at tænke køligt og tage tingene i strakt arm – hvor må livet på mange måder være dejligt nemt for dig! Prøv om du kan glæde dig over det, imens du husker på, at vi ikke alle er indrettet på den måde. 🙂

    Og til dig, Cathrine, vil jeg bare sige tak for din evige ærlighed! Jeg kan sagtens følge Sofies råd om, at det ikke nytter noget at overdramatisere situationen, men vores tanker og følelser er vi nu engang ikke selv herre over, og så tror jeg egentlig, det bedste middel er at sætte ord på dem.

  15. Puha, det er ikke en rar oplevelse. Jeg har selv en knude i mit ene bryst, som jeg er blevet tjekket for for et års tid siden, hvor jeg blot var 19 år. En lidt rystende oplevelse, selvom lægerne var meget søde og dygtige. Det viste sig at være en godartet knude, som jeg dog skal være opmærksom på, hvis den evt skulle blive større osv. Nu er den til gengæld måske lidt gal med det andet bryst, så det skal jeg også snart til lægen med at få tjekket. Det er noget rod med de bryster 😉 hehe.. men satser selvfølgelig endnu engang på, at det ikke er noget, den sygdom (og alle andre kræftsygdomme og sådan set også mange andre) er virkelig forfærdelig, og den vil jeg helst ikke ud og kæmpe mod lige her og nu.
    Godt at du er rask og fit for fight! Hav en dejlig aften! <3

  16. Wow. Jeg er fuldstændig mundlam over denne kommentar. Synes, den er forfærdelig ufølsom og decideret nedladende. Hvis jeg var dig, ville jeg skamme mig gevaldigt over at dømme en anden persons følelsesmæssige reaktion på noget, der potentielt kunne være livsfarligt. Vi har ikke alle lægeforældre og ved, hvor ofte en knude er godartet, så naturligvis ringer der alarmklokker, når man bliver sendt til videre undersøgelse, og naturligvis sætter det nogle tanker i gang. Især hvis man er følsom af natur, hvad du, Sofie, tydeligvis(!) ikke er.

    Indlægget er Cathrines oplevelse af situationen. Hvis hun havde skrevet et hey-alting-gik-fantastisk-selvom-jeg-opdagede-en-knude-indlæg, så havde det været en lodret løgn. I stedet skrev hun et meget personligt, modigt og ærligt indlæg og får så smidt i hovedet af en tilfældig lægedatter, at hun “overreagerer sådan helt vildt vanvittigt meget” og er “svag”… Det er satme ikke i orden. Øv.

  17. Puha Cathrine, det gjorde helt ondt at læse, Jeg har mistet flere af mine aller nærmeste til kræften, senest for to måneder siden og det er formentlig ikke den sidste, desværre. For nej, man kan bare aldrig vide sig sikker med den sygdom!

    Jeg er lykkelig over at du slap med skrækken! Det var skræmmende med virkelig velformuleret og flot læsning 🙂

  18. Jeg er 22 og har lige været igennem det samme – forfærdeligt..

    Der var heldigvis heller ikke noget hos mig, en bindevævsknude gik jeg fra røgtenklinikken med.
    Dog lidt spøjst din læge siger man først skal være bekymret for knuder når de ikke gør ondt – mine to læger sagde det præcis modsatte.

    Dejligt du slap med skrækken, ved hvor lettet man er bagefter!

  19. Sådan Emma, det handler jo bare om at kende kroppen så godt, at vi kan se forandringerne, når de er. Du har fuldstændig ret, det ødelægge ikke kun kroppen, de syge men også venner og familie omkring. Lægerne var nu fine nok, jeg er bare hypersensitiv 🙂 “Kræftpakke” er selvfølgelig et voldsomt ord, for nogen der ikke er i faget, men udover det, var de relativt rolige 🙂 Tak for omsorgen! KH

  20. Det gik faktisk glimrende ugen op til. Det var kun søndag, der var helt skæv. Men det er vel forventligt – uvisheden er jo den værste. Og tusinde tak Anne-Li, tak for evig opbakning. KH

  21. Ja jeg føler mig heldig – det er jo ikke fordi jeg har undgået noget, for der har jo aldrig været noget. Men uvisheden, skrækken, mareridtet – det er alt sammen mere end rigeligt. Det er den grimmeste sygdom. Jeg er ked af, at både du og din gode veninde har mistet – det er så uretfærdigt. Det gør helt ondt. Se at få tjekket brysterne, det er nemt, koster ingenting, og det giver ro 🙂 KH

  22. Det er jo også helt almindeligt – det var også dét, jeg havde. Men det er jo betryggende at lægerne tager situationen alvorligt. Det er jo det – kroppen, brysterne, det hele er foranderligt, som oftest uden det er sygt. Så det er godt at mærke efter, og så skader det virkelig ikke at ringe til lægen. De skal nok vurdere, om der er noget at være nervøs for 🙂 KH

  23. Det er jeg glad for Laura, det var ypperste formål med indlægget. Sørg for at mærke efter – hele kroppen – det er en god idé 🙂 KH

  24. Hvor er jeg glad for du skriver, Signe. Jeg tænkte meget på, om det var mere skræmmende end brugbar læsning. Men det handler jo bare om at være opmærksom på kroppen, mærke hvornår den er anderledes 🙂 Tak for de varme tanker! Kh

  25. Se det er jo også ganske normalt. Men det vigtigste var sådan set, at du blev undersøgt. Hellere at blive kigget på en gang for meget end en gang for lidt!
    Godt vi slap med skrækken begge to, Sabrina. Ren lettelse! KH

  26. Det er jeg så ked af at høre Ida, det er så dybt uretfærdigt. Nej man kan aldrig være sikker med den sygdom, så lumsk. Det er også uvisheden, det er uudholdelig. Tak for opbakning og omsorgen ikke mindst. KH

  27. Tak Benedikte 🙂 Selvfølgelig er det okay. Jeg tror, den simple forklaring er, at jeg tjener nogle andre penge end for 1-2 år siden. Man bliver jo voksen og nyder at købe lidt bedre kvalitet med tiden. Silke, uld, læderstøvler. Det er nok en ret almindelig udvikling for de fleste kvinder i takt med voksenjob. Det har intet med andre bloggere at gøre, men når muligheden er for at købe en drømmejakke/-taske, så er det jo noget nemmere, når man tjener pengene til det. Og så vil jeg lige sige, at jeg bestemt stadig går i highstreet; COS, & Other Stories, H&M – ellers siger min bonuscheck vist noget forkert 😉 Bare for sjov skyld, så læs evt. dette indlæg http://rockpaperdresses.com/2013/07/shoeshamed-a-girls-right-to-shoes/ Du stiller bare de spørgsmål, du har lyst til! KH

  28. Det var med tårer løbende ned af kinderne, at jeg læste dette indlæg. Som jeg skrev fornyligt herinde, så har jeg næsten lige mistet min søster til kræft, og at læse dette bragte en masse minder tilbage fra da vi først opdagede at hun var syg.

    Jeg er glad for at det viste sig, at knuden ikke var noget alvorligt. Men hvor er det godt at din læge tog dig alvorligt og at du selv tog dig alvorligt. Ingen kender vores krop bedre end os selv og det er med at lytte til sit instinkt når noget ikke mærkes som det plejer. Min søster måtte virkelig holde fast i sin overbevisning om, at noget var galt, da hendes læge blot mente det var migræne. Men det viste sig så at være en hjernesvulst. Havde hun ikke taget på skadestuen selv til sidst havde hun ikke overlevet længe, og nu fik vi da i det mindste 5 år mere med hende.

  29. Kære Sofie, Cathrine, Annea, Miriam og Sara.

    Jeg blev lidt stødt, da jeg læste indlægget.

    Herfra hvor jeg skriver, lever Cathrine et prviligeret liv med studie og arbejde og fritidsliv. Det kan jeg ikke. For jeg har ikke de fysiske kræfter til det.

    Jeg er det sidste års tid kommet en del på hospitalet, da jeg er fast patient. Jeg har en kronisk sygdom, der er en del af mit liv. Den er ikke synlig, farlig eller særlig dramatisk. Men for tiden begrænser den min hverdag. Og mine muligheder. Og de mest almindelig gøremål kan være en kamp.
    Mit største håb pt. er at jeg vil kunne passe et fuldtidsarbejde og få et almindeligt liv med (fysisk) overskud til min kæreste og mine venner – og til en dag at få børn.

    Cathrines oplevelse og skræk er fuldstændig berettiget. Men jeg bliver stødt, fordi jeg synes, hun gør risikoen for sygdom til et show. Den dramatiske udlægning af frygten, provokerer mig lidt, fordi den nærmest bliver fremstillet lidt eksotisk.

    Som delen med kæresten og hvordan han ikke må forlade hende. Dér sidder jeg og tænker: slap nu af.

    Jeg har ikke kræft eller en farlig sygdom, men min kæreste tager hver dag ekstra hensyn. Og det er ikke særlig fedt. Eller romantisk. Og det var det heller ikke, da jeg fik diagnosen.

    Tanken med Cathrines indlæg er god, men jeg synes ikke, det er ufølsomt af Sofie at sætte spørgsmålstegn ved, om oplevelsen med undersøgelsen måske bliver overdramatiseret.
    Og hvad meningen med denne overdramatisering er? Det er Cathrines oplevelse og følelser, og dem har hun self. ret til at føle og skrive om, men måden hvorpå de bliver skildret (og iscenesat?), kunne måske godt have været mere fintfølende.

    Jeg læser lidt indlægget som om, at Cathrine nærmest skriver som om, at hun nu har fået et indblik i, hvordan det er at have kræft eller være syg. Og gudskelov var hun det ikke, og nu kan hun så vende tilbage til sit liv i højt tempo, og føle sig lidt fjollet over, at hun var ih-åh så dramatisk.
    Og den opbygning og fortælling af undersøgelsen, synes jeg er, at gøre noget alvorligt til iscenesættelse og et (unødvendigt) show.

    Cathrines blog er meget ærlig, og det synes jeg er modigt, og det er også derfor, at jeg er fast læser herinde.

    Men her, i dette indlæg, synes jeg lidt, at det var som om, der blev overskredet en eller anden grænsen for, hvad der er elegant og god stil.
    For indlægget forekommer mig egentlig en anelse ufølsomt over for folk, der er uheldige og får en kræftdiagnose, eller folk som mig (Jeg kan jo kun tale for mig selv), der hver dag lever med en kronisk sygdom.

  30. Kære Cathrine, Sofie & Co.

    Er lidt i tvivl om, om min kommentar blev uploadet, så forsøger lige igen.

    Jeg kommenterer normalt ikke på bloggen, men her, synes jeg, at det giver mening, for jeg blev (også) lidt stødt, da jeg læste indlægget.

    Herfra hvor jeg skriver, lever Cathrine et prviligeret liv med studie og arbejde og et fritidsliv. Det kan jeg ikke. For jeg har ikke de fysiske kræfter til det.

    Jeg er det sidste års tid kommet en del på hospitalet, da jeg er fast patient. Jeg har en kronisk sygdom, der er en del af mit liv. Den er ikke farlig, synlig eller særlig dramatisk. Men den begrænser mig i min hverdag. Og mine muligheder.
    Mit største håb pt. er at jeg vil kunne passe et fuldtidsarbejde og få et almindeligt liv med (fysisk) overskud til min kæreste og mine venner – og til en dag at få børn.

    Cathrines oplevelse og skræk er fuldstændig berettiget. Men jeg bliver stødt, fordi jeg synes, hun gør risikoen for sygdom til et show. Den dramatiske udlægning af frygten, provokerer mig lidt, fordi den (frygten) nærmest bliver fremstillet lidt eksotisk.

    Som delen med kæresten og hvordan han ikke må forlade hende. Jeg sidder og tænker: slap nu af.

    Jeg har ikke kræft eller en farlig sygdom, men min kæreste tager hver dag ekstra hensyn. Og det er ikke særlig fedt. Eller romantisk (!). Og det var det heller ikke, da jeg fik diagnosen.

    Tanken med Cathrines indlæg er god, men jeg synes ikke, det er ufølsomt af Sofie at sætte spørgsmålstegn ved, om oplevelse med undersøgelsen måske bliver overdramatiseret.
    Og hvad meningen med denne overdramatisering er? Det er Cathrines oplevelse og følelser, og dem har hun ret til at føle og skrive om, men måden hvorpå følelserne bliver skildret (og iscenesat!), kunne godt have været mere fintfølende.

    Jeg læser lidt indlægget som om, at Cathrine nærmest skriver som om, at hun nu har fået et indblik i, hvordan det er at have kræft eller være syg. Og gudskelov var hun det ikke, og nu kan hun så vende tilbage til sit liv i højt tempo, og føle sig lidt fjollet over, at hun var ih-åh så dramatisk.
    Og den opbygning og fortælling af undersøgelsen, synes jeg er, at gøre noget alvorligt til iscenesættelse og et unødvendigt show.

    Cathrines blog er meget ærlig, og det synes jeg er modigt, og det er også derfor, at jeg er (for det meste en begejstret) fast læser herinde.
    Men her, i dette indlæg, synes jeg lidt, at det var som om, der blev overskredet en grænse for hvad, der er elegant og god stil.
    For indlægget forekommer mig egentlig en anelse ufølsomt over for folk, der er uheldige og får en kræftdiagnose, eller folk som mig (jeg kan jo tale for mig selv), der hver dag lever med en kronisk sygdom.

  31. Puuuuha 🙁 Jeg fik helt ondt i maven over det her indlæg! Hvor er det bare forfærdeligt at du har gået rundt med den angst! Det ønsker jeg i hvert fald ikke for en så livsglad pige som dig – kan virkelig godt forstå du nærmest friede til A! For nogle år tilbage fik jeg selv konstateret celleforandringer i livmoderhalsen, og gik helt og aldeles ned med flaget, på det tidspunkt havde 3 andre nære familiemedlemmer uhelbredelig kræft, så jeg kunne slet ikke håndtere, hvis jeg også skulle til at være en del af den statistik – gik til kontrol i et par år, og hver eneste gang jeg havde været til tjek og gik og ventede på svar, var forfærdelig! Det er heldigvis gået i sig selv igen – men for et halvt års tid, fik jeg indkaldelsen til det ordinære tjek, man bliver tilbudt hver tredje år, og angsten meldte sig endnu engang, for hvad nu hvis det var vendt tilbage? Angsten er der stadig, men håber jeg bliver bedre til at håndtere den med tiden! Så jeg ikke oplever angsten så kraftigt næste gang, jeg skal tjekkes. Som du siger i dit næste indlæg – det handler så meget om følelser – alle reagerer forskelligt – og har ret til at føle som man gør!

    Jeg er virkelig glad for at du er den blogger du er! Du deler dine personlige oplevelser, som nogle måske kan nikke genkendende til, og det skaber en fantastisk opmærksomhed og eftertænksomhed hos læserne (i hvert fald hos mig – kan jo også kun tale på mine egne vegne) – synes altid du rammer plet – og fantastisk at der bliver skabt noget opmærksomhed om emner som kræft og håber mange nu vil tænke over at huske at undersøge sig selv!

    Jeg sad lidt og ventede på at høre noget om damernes dag, fordi du jo havde fortalt du tog afsted, og jeg tænkte at det var perfekt mulighed for at skabe noget opmærksomhed på en frygtelig sygdom – men av, hvor kan jeg godt forstå at det må have været ret så ambivalent at være afsted 🙁 Er umådeligt glad for at du slap med skrækken! 🙂

    Nu blev det en kæmpelang kommentar – men du fik lige sat nogle tanker i gang 😀

  32. Hej Anonym. Jeg lever også med en kronisk sygdom, som er blevet gradvist værre, og det sidste år har jeg været sygemeldt, ude af stand til at passe mit studie. Jeg ved godt, hvordan det er, og jeg føler mig ikke stødt af Cathrines indlæg. Tværtimod synes jeg hendes voldsomme reaktion er fuldt berettiget NETOP fordi jeg ved, hvordan ens liv bliver totalt forandret af en sådan diagnose.

    Jeg ser ikke den der overdrivelse og selviscenesættelse, I bliver ved med at påpege. Jeg ser en oprigtig skrækoplevelse beskrevet hudløst ærligt. Sproget er jo bare Cathrines. Hun skriver godt, og så bliver alting helt naturligt lidt mere dramatisk. Jeg gør det samme.

  33. Wow.. Det er altså noget af en omgang. Men jeg kan kun sige, at jeg kan relatere mig til dig – eller relatere og relatere. Here goes; jeg blev for nogle måneder siden indkaldt til møde på sygehuset, da jeg skulle have taget en gentest. Mange i min familie har haft kræft, og derfor var det lidt rutinemæssigt. Jeg gik derfra med en helt fin følelse, for selvfølgelig havde jeg da ikke kræft! Jeg er 18 år gammel, spiller fodbold og går i 2.g på gymnasiet. Men! Så kom vi ind en måned efter, og testen var positiv. Det betyder at jeg har omkring 80% risiko for at udvikle bryst eller æggestokke kræft. Det er noget af en besked at få! Men jeg kan begynde til mammografi en gang årligt fra jeg er 25, og undersøgelser for æggestokkræft fra jeg er 35. Alligevel foreslog lægerne, at når man har fået de børn man skal have, så er det en god idé at få fjernet æggestokkene – så forsvinder risikoen jo. Men puha… For en sund og rask pige, der er fuld af liv, er det godt nok et slag i hovedet. Jeg vænner mig heldigvis mere og mere til tanken, og har taget det som et af livets vilkår. Og hvem ved – det er jo altså ikke sikkert, at det lige netop er mig der bliver syg.
    Jeg ville bare fortælle historien, da du i hvert fald ikke er alene om at have den frygt, for at blive syg. Men som du selv skriver så fint; “Og hvis livet en dag vil give mig den udfordring, er der ikke meget andet at gøre end klæde mig på til kamp.”
    Tak for et ærligt indlæg.

  34. Jeg ELSKER, elsker elsker elsker, din måde at skrive på. Jeg er fuldstændigt fanget hver gang du smider de fantastiske tekst-fyldige indlæg afsted. Ofte “gemmer” jeg (venter med at læse) disse, så jeg har noget aftenlæsning til inden jeg skal sove – hvilket sikkert er grunden til, at jeg af og til drømmer om dig, hahahaha! 😀

    Jeg undersøger ikke mine. Men det vil jeg gøre fremover nu! Tak for påmindelsen. 🙂

  35. Jeg undersøger kun mig selv sporalsk og det er for dumt. Min mor overlevede brystkræft for snart 13 år siden og lever så fint nu. Men jeg ved godt jeg bør undersøge migselv regelmæssigt.

    Jeg er glad for at høre det ikke var noget særligt og jeg er endnu mere glad for at høre du blev taget alvorligt.

    Hurra for livet.

  36. Puuuuha 🙁 Hvor er det dog frygteligt at du har oplevet den angst! Det er så forfærdeligt at gå med 🙁 For nogle år tilbage fik jeg også konstateret celleforandringer i livmoderhalsen – på samme tid som 2 nære familiemedlemmer var uhelbredeligt syge af kræft, og jeg gik helt ned med flaget, og kunne slet ikke klare, hvis jeg skulle blive en del af den statistik! Gik til jævnlige kontroller i flere år, og var som lammet i tiden omkring undersøgelserne, fordi jeg konstant fik det svar at de stadig var der – indtil de en dag heldigvis forsvandt! Men da jeg for nylig var til det ordinære tjek man får tilbudt hver tredje år, efter man er 23, kunne jeg igen mærke angsten for, hvad svaret ville sige – måske er det irrationelt, men det er jo hvad jeg føler, og som du siger i dit næste indlæg, så kan ingen negligere det, eller stille sig til dommer over følelserne!

    Kan virkelig godt forstå du har følt det nødvendigt at tage lidt afstand til din ambassadørpost. Men er samtidig så glad for at en blogger som dig fortæller om dine personlige oplevelser. For det rammer noget i folk (eller i hvert fald i mig – kan jo ikke tale på andres vegne) 😉 Du er fantastisk – og jeg er så glad for at man kan bruge blogs på denne måde også, for når du gør det, så er jeg sikker på at du får nogen til at være eftertænksomme, og huske at undersøge sig selv 🙂 Og det i sig selv er jo et kæmpe skulderklap 🙂

  37. Hej Miriam,

    Vi kan vel godt være uenige om, hvorvidt indlægget er for dramatisk skrevet eller ej 🙂
    Jeg skrev i min kommentar, at jeg kun kan tale for mig – og hvordan jeg har det med indlægget, da jeg ikke har til hensigt at generalisere på vegne af andre (der lever med en kronisk sygdom).

    Og jeg er 100 % med på at indlægget og følelserne er berettiget. Det er sproget, der er min anke. Skrivestilen, og de sproglige virkemiddel, der bruges, synes jeg, benyttes til at skabe en unødvendig dramatik og fatalisme.

    Og så var meningen med min kommentar også at støtte op om Sofies kommentar. At hun sætter spørgsmålstegn ved den dramatiske udlægning, synes jeg ikke gør hende til ufølsom.

  38. Lige en ekstra kommentar 🙂

    Tror også mit “problem” med indlægget er, at jeg ikke kan identificere mig med det – og den dramatiske tilgang til undersøgelsen.

    I mit forløb, når det er blevet alvorligt og med udsigt til potentielle konsekvenser, så bliver jeg ikke helt åh-gud jeg vil fri til min kæreste og han må aldrig forlade mig.

    Livet og hverdagen bliver på en måde mere virkelig (og ikke drama romantisk), hvor det er ting, som at kunne løbe en tur, have energi til hverdagen og til at være tilstede, der betyder noget, og som jeg vil gøre alt for at kunne bevare. Og risikoen for forværring, tænder altså ikke bryllupstrang og romantiklyst i mig.

    Kærligheden, mine venner og min kæreste, betyder også alt. Men den der romantiske dramatik, finder jeg lidt for dameblads-agtigt, og jeg kan ikke identificere mig med den.
    Måske fordi jeg ikke ville kunne leve, hvis jeg skulle køre sådan et dramatisk show samtidig…

    Og derfor støder dramatikken og romantikken i dramatikken lidt, fordi jeg finder den følelse priviligeret – for mig har det intet med virkeligheden og sygdom at gøre.
    Jeg har det lidt som om, at der kun er plads til de følelser, når det endnu ikke er virkeligt – men igen, det er jo forskelligt, hvordan man har det osv.

    Det blev lige til en ekstra forklaring 😉

  39. Hej Anonym:)

    Jeg har selv (uden nærmere omtale) haft sygdommen meget tæt inde på livet og kunne også fornemme at jeg blev lidt stødt over Cathrines udlægning af oplevelsen….kunne bare ikke forstå hvorfor!? For jeg synes jo også, at det er flot af Cathrine at sætte fokus på at få undersøgt sig selv…

    Efter at have læst din kommentar tænkte jeg “Ahaaa, ja! det er den dramatiske skrivestil (som jeg ellers elsker i denne blog) der støder mig lige i denne situation”. Jeg synes også at det virker privilligeret at tænke romantiske tanker i et forløb hvor jeg egentlig bare nyder de små øjeblikke.

    Jeg synes at du skriver din kritik meget fint! (ros til dig!) -og med respekt for Cathrines følelser og ellers meget fine blog;)

    Tror man skal tænke på, at vi alle læser et meget følelsesladet indlæg fra hvert vores udgangspunkt – derfor virker det meget forskelligt på os.

    Til Cathrine: Masser af ros for en super fed blog!!!!

  40. Kære anonyme,
    Jeg synes din kommentar er rigtig fin og respektfuld <3 Og du beskriver den følelse jeg selv sad med, da jeg havde læst indlægget.

  41. Åh hvor er det altså en interessant orddebat! Virkelig! Tak for den 🙂 Det er ret interessant hvor forskelligt vi kan tolke nuancer, toner, følelser ud fra de samme ord ud fra den baggage vi alle kommer med. Jeg skriver generelt set ret detaljeret i mine fortællinger, det er virkelig min skrivestil – I har vist læst med længe, de fleste af jer, så I kender jo stilen 🙂 Det er sjovt, det jeg hører som en “dramatisk skrivestil” fra jer, opfatter jeg selv som forholdsvis nøgtern i dette indlæg. Jeg skriver nok ret malerisk, og det kan virke dramatisk, som om I er med – det er en anden “bivirkning”. Det kan sagtens tænkes, at det ikke er en passende skrivestil i lige præcis det her tilfælde, men det ligger bare så meget til min skrivenatur, at jeg ikke har tænkt over at ændre.
    Spørgsmålet om indlæggets iscenesættelse, om at det var direkte uforskammet over for læsere, der faktisk var syge og min dramatisering af de sidste 12 dage – det er så interessant. Sygdom er et sindssygt svært emne, og jeg var også 2 % i tvivl om jeg skulle fortælle. Det er så følsomt, og vi tackler alle sygdom/ikke-sygdom (altså “du-er-alligevel-ikke-syg-ikke-sygdom) vidt forskelligt. Men hvornår er man berettiget til at være ked af en oplevelse? Og hvornår skal man lade de, der har det rigtig skidt fylde og ikke sig selv?
    Jeg ville aldrig kunne skrive et; “hey jeg havde en knude, den er blevet tjekket, alt er i top”-indlæg. Det er slet ikke min stil – selv om opfordringen i sidste ende er den samme – “mærk så på de bryster”.

    Jeg er et sensitivt menneske og oplever mange syns-, hørelses-, duftøjeblikke, som jeg – mens jeg oplever dem – noterer på min indre notepad. Nogle gange bliver de til indlæg, andre gange ikke. Hvorfor jeg så er så følelsesmæssigt påvirket i dette tilfælde udover min sensitive natur? Jeg blev i samme ombæring ambassadør for Støt Brysterne, læste op på statistikker. Det påvirker. Hørte Bircow fortælle om sine oplevelser. Det påvirker. Min mormor er svært kræftsyg og har været det i mange år. Det påvirker. Min mors årlige ekstraundersøgelser påvirker. Jeg er blevet undersøgt før. Det påvirker. Og så skriver jeg faktisk også, at det gik skidegodt indtil den sidste dag, hvor mine egne tanker fik det bedste af mig. Jeg skriver også selv – “jeg kan være så skide dramatisk”. At jeg får lyst til at fri til min kæreste ved det sygdomstankespind, at jeg ikke skulle være her længere – det er vel kun dejligt, at det er min tanke 🙂 Det er det jeg vil, den dag mine dage er talte. Jeg har bare lyst til at have ham, så meget jeg kan, så længe jeg kan.

    Jeg tænkte meget over – hvad gør jeg med bloggen, min ambassadørpost, min normale 100 % ærlighed på bloggen, HVIS jeg er syg? Fortæller jeg? Hvordan fortæller jeg? Og hvis jeg ikke er syg? Jeg besluttede mig for, at hvis der ikke var noget at finde, så ville jeg dele min oplevelse om undersøgelsen med jer. Dels fordi jeg stadig står inde for budskabet om, at vi skal kende vores krop og turde råbe højt, hvis vi er bange/utrygge eller kan mærke den opfører sig anderledes. Men også fordi jeg oprigtigt var bange.

    Hvad var jeg så bange for? Jeg havde jo ingen farlig besked fået? For mig var det uvisheden. Uvisheden – “hvad nu hvis”. Det gik glimrende med at skyde det ud af hovedet, som jeg skrev før, alle dage på nær den sidste. Min bedste veninde sagde endda i telefonen i mandags, at hun var ret imponeret over, hvor cool og fattet jeg havde været efter “kræftpakke” og “brystkræft” var smækket på bordet. Det var først den sidste dag, jeg blev nervøs.

    Jeg vil ikke på nogen måde nedgøre andres reelle sygdom, men blot fortælle om min egen dybeste skræk – en skræk jeg faktisk ikke delte med nogen som helst mennesker i den uge. Jo måske min mor. Jeg tror, de fleste af os er bange for, at skulle herfra før tid. Måske ikke en angst der fylder 100 % af tiden (forhåbentligt ikke) men måske bare 1 %?

    Jeg lever livet med 100 km/t. Jeg er et kontrolvæsen med styr på livet, drømme, planer. Jeg har en dejlig familie – som er relativt sund, hvis man tænker bort fra min mormors genkommende kræft, min farmors rystesyge og min farfar der desværre ikke er her længere men døde tidligt efter mange års kamp for livet efter en blodprop i hjernen. Ja, jeg har oplevet min bedste veninde i folkeskolen miste sin mor til kræft, men nej, jeg har selv været forskånet for lige kræften. Derfor kan jeg også blive ganske forskrækket ved tanken, og især når tanken bliver italesat af en læge. Det liv jeg har så travlt med at leve hver dag – jeg aner ikke, hvornår det tager en ny drejning. Det tænker jeg ikke over i hverdagen, men lige den torsdag hos min læge – det blev jeg i et splitsekund gjort opmærksom på min egen dødelighed. TÆNK hvis. Tænk hvis livet vil noget andet for mig.

    Det er absolut ikke dårligt at blive mindet om livet, hvor kostbar en størrelse det. Mærke taknemmeligheden for at have en rask krop, men også have så meget respekt for den og for livet, at reagere hvis det er dét, der føles rigtigt. Hvordan hovedet så vil reagere er uvist. Det kan stikke af sted og digte egne historier, før man når at pille dem ned og få kontrollen.

    Jeg er faktisk ked af, I er blevet stødt af mine følelser – om de er for meget eller ej er et spørgsmål om øjne, der læser. Men hvis jeres øjne er stødt, så er det virkelig ikke min hensigt.

    Jeg vil dog slutteligt (og det er vist blevet en lang rodet affære fordi kommentarfeltet efterhånden er to cm bredt, og jeg har svært ved at læse med den lange tråd på kommentaren) sige, at jeg ikke er tilhænger af teorier om, at jeg ikke må levne min aftensmad “for der er sultne børn i Afrika”. Jeg ikke må glæde mig over min kæreste, selv om min bedste veninde har kærestesorger. Det er jo ikke ment som en hån, om mit “jeg-slap-med-skrækken” skulle kun være en opfordring til at få tjekker jeres dejlige bryster. Vi har alle hver vores udgangspunkt at læse med – syg eller ej – jeg tænkte egentlig, at jeg godt kunne skrive et “godt-jeg-ikke-er-syg”-indlæg uden at håne. Men igen – sproget er en levende størrelse. Jeg lærer hele tiden 🙂

    Til ALLERSIDST – jeg føler ikke selv jeg har været “svag” i min egen oplevelse af undersøgelsen – det bryder jeg mig heller ikke om, andre skal være dommere overfor. Jeg reagerer, som jeg reagerer, andre vil reagere anderledes. At jeg så skriver om det – det er nok forskellen. Men jeg tager fuldstændig ansvar og står 100 % bag mine følelser. Sådan er jeg med min baggage i livet 🙂 Jeg er heller ikke lægedatter og har ingen til at give mig de gode statistikker 🙂

    TAK for den generelle sobre tone fra jer alle! Og tak for ekstratankerne – I har virkelig fået mig til at arbejde på højtryk i min indviklede hjerne 🙂

    KH

  42. Kære Cathrine.

    Jeg har først set og læst dit indlæg nu. Det er faktisk første gang, jeg kommenterer på et blog-indlæg. Men jeg kunne virkelig relatere til din historie. Jeg var igennem samme oplevelse for 5 år siden. Dengang var jeg kun 18 år gammel og fandt en ret stor knude i mit venstre bryst. Så stor at den faktisk skulle opereres ud. De kunne ikke fortælle mig med 100% sikkerhed, hvorvidt det var kræft eller ej, før knuden havde været undersøgt efter operationen. Min knude var heldigvis godartet. Jeg ved præcis hvilke følelser, du må have haft. Ventetiden er ulidelig og man når at gøre sig alt for mange tanker. Jeg var ikke blot ude af den – jeg syntes også, at det var svært at fortælle mine omgivelser. Jeg ved ikke, om det måske på den tid handlede om min alder. Men jeg følte at det var pinligt og ydmygende – fordi det er noget, der er så tæt knyttet til ens kvindelighed.

    Tak for et godt og personligt indlæg. Fortsæt endelig din åbne og gode stil – det er virkelig beundringsværdigt, det du gør.

    Kærlige hilsner fra Nete (jeg serverede for din kæreste og dig på Kadeau på Bornholm 🙂 )

  43. Hej igen 😛
    Tak fordi du ikke flejnede fuldstændig ud over min kommentar – som mange bloggere desværre ofte gør mod (lidt) modstridende kommentarer. Jeg synes hånden på hjertet ikke, at min kommentar var ufølsom, alene af den grund, at du ikke var syg! Hvis udfaldet var anderledes, så kunne man råbe og skrige så meget følelser som man ville, men det som jeg prøvede at skrive det var, at det nogle gange hjælper mere, hvis man liiiiige tager en slapper og netop ikke skriger KRÆFT hver gang man skal have lavet en undersøgelse. Det er grunden til at fx næsten INGEN ringer tilbage, hvis de får at vide, at deres fx celleprøve er abnormal, det ved jeg fra min mor. Folk er så freakin’ irrationelle fordi de er bange for at være syge og så bliver det et ret farligt loop, hvor sygdom, der kunne være taget i opløbet bliver til noget meget værre. Og ligeledes med ret milde undersøgelser som din! Du skulle trods alt ikke under kniven som jeg har været mange gange? Så jeg følte bare, at du skræmte mange unge piger til også at flippe ud ved det mindste kræft-tegn, for så bliver livet virkelig hårdt, når man rent faktisk HAVDE rigtige kræfttegn (som jeg havde). Kan du se, hvorfor det var en lille bitte slap in the face over for en som mig? Måske også en reminder til dig selv om, at disse ting nogle gange kan undgås – tænk på hvor bedre din uge havde været, hvis du ikke brugt al tiden på, at tænke at din kæreste skulle blive enkemand etc etc. Nogle gange skal man faktisk mande sig selv op og netop ikke lade følelserne tage fuldstændig overhånd – også ud fra et hensyn til din kæreste, det er jo pissehårdt med den slags 🙂

  44. Jeg har aldrig (!) skrevet, at hun er svagt – tværtimod, så roser jeg faktisk hendes indlæg og skriver, at jeg er meget glad på hendes vegne… men det har du så ikke set. Jeg skriver, at indlægget virker svagt, netop fordi der ingen sygdom var. Hvad men næste gang dette sker – og hvis hun rent faktisk bliver syg. Så vil dette stå som en lille bitte bagatel, der blev blæst ud af proportioner. Jeg er ikke en tilfældig “lægedatter” (btw elsker at du smider det som en insult, lol det er langt fra det), jeg ved sgu heller ikke hvornår en knude er godartet, men jeg flipper ikke ud, jeg får det bare undersøgt!

  45. Der skal være plads til forskellige synspunkter, følelser osv. Det jeg tror, der trykker mig i din kommentar er “at flippe/flejne ud”. DET er ufølsomt fra din side – det er et meget farvet og hårdt udtryk. Det gik jo sådan set fint hele ugen, så absolut! Ingen panik, ingen angst, kun rationalitet. Men den sidste aften var ikke særlig sjov – men det er i min bog ikke at flippe ud. Jeg blev trods alt ikke båret hen til lægen 🙂 Jeg var i øvrigt også mut og stille hele dagen – det er jo heller ikke at “flippe ud”. Jeg har trods alt behersket mig 😉 Og at jeg spurgte min kæreste, om vi skulle være sammen for evigt – det gør jeg flere gange om ugen. Men min egen tankeproces, da jeg skrev indlægget var mere spørgende i det spørgsmål. Og min mor ville gerne med til lægen, men sagde også nej tak til hende. “Flipper ud” støder mig – for vi er forskellige. Og følelserne er forskellige. Jeg har ikke flippet ud på noget tidspunkt – min veninde, som jeg skrev, mente endda jeg havde underreageret. Jeg har hverken grædt snot, skrevet testamente eller lignende – blot været mut, haft enormt mange tanker, men de er foregået hos mig og ikke udbasuneret for familiens ører.

    Det er jo et spørgsmål om ordvalg og min beskrivelse her. Min maleriske tilgang bliver dramatisk i dine og andre øjne. Men det er ikke mit udgangspunkt – det er skrivestilen for mig og som kendetegner bloggen i al almindelighed. Så er det er et spørgsmål om den er passende – det var den for mig i det givne tidspunkt.

    I don’t know hvad rigtige kræfttegn er, udover en knude, smerter, bekymrede læger. Jeg har ingen til at fortælle mig, at jeg intet fejler, og at det bare er rutine.

    Spørgsmålet er måske hos dig, om jeg overhovedet skulle have skrevet indlægget? Givet at jeg aldrig ville have været falsk rolig og sagt “10/4 her, få tjekket jeres bryster”. Måske ikke. Men følelserne fyldte i mit hoved – følelser jeg kan se andre læsere også genkende. Og min blog har ofte givet øjebliksbilleder af min hverdag. Det var en del af min hverdag. Det skete oven i købet oven i mit ambassadørskab. Jeg havde brug for at give min ærlighed videre, mine ærlige tanker (selv om jeg også erkender i indlægget, at jeg kan være så “skide dramatisk” på indersiden af hovedet). Hvis nogen er skræmt fra at gå til lægen og få undersøgt deres bryster, hvis de finder knuder, ved at læse mit indlæg, så beklager jeg dybt. Det absolutte modsatte af mit ønske og hensigt. Men hvis jeg er “kommet til” at skræmme en enkelt eller to til at gå til lægen, og få undersøgt det de er usikre på, så beklager jeg ikke 🙂

    KH

  46. Hej Josephine,

    jeg er rigtig ked af at høre, indlægget har trykket på nogle af dine knapper. At det har stødt dig og gjort dig ked af ikke mindst.

    Det er svært for mig at skrive noget tilbage til dig uden at virke ufølsom, da du er fuldt berettiget din mening også med henblik på din sygdom og din hverdag. Jeg prøver alligevel.
    Jeg starter indlægget med, at jeg ikke skal være et offer. Indlægget har mange facetter i mit hoved. 1) Bliv undersøgt, hvis du er i tvivl. 2) Kend din krop. 3) De der dybe følelser, som man ikke aner man har, men som kommer til overfladen med uvisheden. 3) At blive lillebitte og miste lidt af kontrollen inden i, når en læge bare nævner “farlige” ord. 3) Hvad det vigtige i livet er – at holde i hånd, at have en der gider gå med til lægen, at holde sig sund, aldrig stoppe med at planlægge og være i livet, selv om man potentielt kan blive kastet ud af kurs.4) At blive overrasket over sin egen reaktion. Det er i hvert fald brøkdele af, hvad jeg tænker.

    Jeg mener ikke, at jeg har overdramatiseret men skrevet et indlæg som er meget i tråd med min skrivestil på bloggen – den er ekstremt detaljeorienteret, malerisk osv. Du lader til at have læst med længe, så du kende den 🙂 Det kan måske virke dramatisk i denne situation, da den giver en stor indlevelse, og derfor sætter følelser i gang på den anden side af skærmen. Nogle gange griner I med mig, når jeg malerisk beskriver situationer. Her synes du så, den skrivestil ikke er passende. Men den er mig. Den er ægte. Jeg tror, vi kan tale om overdramatisk skrivestil – det er et spørgsmål om smag – over overdramatiske følelser. Den sidste del er ukontrolleret, noget vi ikke er herre over. Og så vil jeg, som jeg også skrev tilbage på en anden kommentar, understrege at jeg ikke har været overdramatisk ifht. mine følelser. Jeg har været helt cool og fattet dagene op til. Men en sen aftentime, når realiteten rammer, og jeg egentlig gerne vil forberede mig på hvad som helst – så kom følelserne. Dem tror jeg til gengæld er naturlige, og det lader til, at jeg ikke er den eneste med et par dybe tanker, inden en undersøgelse.

    Jeg er ked af, at skrivestilen har ramt dig og virket usmagelig. Men selv om det viste sig, at jeg ikke var syg, så synes jeg stadig godt, jeg er berettiget til at fortælle om mine følelser i forløbet.

    KH

  47. Åh Dorte, det er jeg da stolt over! Tusinde tak for det. Det er virkelig nemt at tjekke brysterne, ikke bare for at lede efter knuder, men også for at lære dem at kende, og få en føling med, hvordan de skal føles.
    KH

  48. Er sq ikke sikker på at du nogensinde ser min kommentar, når der nu er så mange andre haha 🙂 Men læste dit indlæg, og jeg forstår virkelig hvordan du har/havde det.
    Jeg har så prøvet det to gange. Første gang var jeg en 19-20 år, og “fandt” en knude i mit ene bryst. Jeg insisterede på at få det tjekket (min farmor havde kræft, og jeg gik lidt i panik), så jeg måtte først scannes, og derefter have taget en prøve på hospitalet. No worries, alt var som det skulle være. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det.

    Da jeg så, for et år siden, kunne mærke en rimelig stor knude (som faktisk kunne ses når jeg lå på ryggen!), blev jeg bekymret og gik til lægen igen. Jeg fik en henvisning og fik et brev fra Rigshospitalet, hvor jeg blev scannet. Der var mange knuder! En 4-5 knuder i det ene bryst, og 3 i det andet. Bum! Jeg fik taget prøver. Da jeg blev kaldt ind for at få svar på prøverne, fik jeg at vide at det var utydeligt. Det kunne ske hvis man var gravid… WHAT?! Var jeg gravid? Nej…vel? Gravid og knuder i brysterne. Shit! Jeg skulle gå hjem, tage en test, og ringe hvis jeg var gravid. Ellers ville jeg få et brev med en dato for ny undersøgelse med den store nål. Jeg var ikke gravid, og fik taget prøve med den store nål. Avs! Først får man et lille snit, så stikker de nålen ind og så springer den ud og tager en prøve, ved hjælp af en lille fjeder.
    Jeg fik en ordentlig blå-grøn-gul plet på mit bryst, og min kæreste kom til at kalde mig for franken-bryst, for at være sjov. Det var IKKE sjovt! Jeg brød sammen fordi jeg var så pisse bange, og det hele bare var noget lort!

    Men men men, det var heldigvis ikke noget, og pletten gik væk efter et par uger (lang tid!), og så var jeg “normal” igen (inkl knuder) 😉 Så ja, kan sq godt forstå at du reagerer som du gør.
    Din krop, dine følelser!

Læg en kommentar