Hvis vægge kunne tale

 photo rosen_col_zps7dbf851d.jpg

I dag har vi fået tømt det allersidste ud af vores gamle lejlighed. Den er blevet rengjort, og på tirsdag er den klar til at blive overdraget. Fem gode år er det blevet til i Rosen, som den er blevet kaldt. Eller Rosentjansen. Den har haft mange gode kælenavne. Som jeg gik derfra i dag og ned i huset, fældede jeg en lille tåre på vejen. Det kom meget bag på mig. Men nøj hvor er der sket meget på de fem år, vi har boet sammen i den gamle rede! Det føles meget virkeligt nu sådan at sige farvel til de gamle vægge.

Jeg, vi,  har virkelig mange vidunderlige minder i den lejlighed. Min kæreste og jeg flyttede sammen for fem år siden. I sin tid ville jeg gerne flytte sammen efter vores første år som kærester. Dengang skulle vi begge flytte hjemmefra. Han havde en lejlighed, jeg havde ikke. Det passede jo bare perfekt, manner! Men det gad han sgu ikke! Haha! I stedet flyttede han sammen med en roomie. 

På det år vi boede hver for sig, havde vi en del diskussioner om, hvornår vi ligesom skulle bo sammen. I kender dem måske; “vi er altid hos dig”, “hvorfor flytter vi ikke bare sammen” bla bla bla. Jeg var bare en rigtig tøsetøs, og jeg ville så gerne flytte sammen. At vi ikke flyttede sammen, da jeg gerne ville, tog jeg som et skår i kærligheden. Jeg har især som yngre ofte haft ret travlt med “det næste skridt”. Min kæreste har altid været en sloooooow mover.

Jeg husker især én diskussion, eller selve diskussionen husker jeg ikke rigtig – den var med garanti også dum. Men jeg husker, at den handlede om at flytte sammen. Og klokken var to om natten. Det var januar-agtigt, skidekoldt, sne, storm. Jeg var blevet sur, rigtig tøsesur efter endnu en “hvorfor-vil-du-ikke-bo-med-mig”-diskussion, og så fik jeg gjort det rigtig dumme: Jeg truede med at tage hjem. Har I prøvet det? Haha! Det er så dumt, for hvis man ikke får et “pleeease bliv her”, så er man ligesom nødt til at fuldføre sin trussel og tage hjem. DUMT!

Jeg fik ikke lige den reaktion, jeg ligesom drømte om. Så jeg tog mig god tid til at pakke alle mine ting. Ingen reaktion. Tog mit overtøj på. Ingen reaktion. Éeeen vante ad gangen, haha! Tog mig god tid. Ingen reaktion. Og så måtte jeg tage alle mine sager på ryggen. Forlade min kærestes lejlighed. Stadig uden en reaktion. Det stormede så sindssygt, og det hele var så dumt – jeg griner stadig hver gang jeg tænker på den historie! Jeg nåede fra Forum og op til busstoppestedet ved Søpavillonen – det er ikke særligt langt, FYI! Og så blæste det for meget, til at jeg kunne cykle hjem til min lille lejlighed i Laksegade. Stormen rev i min oppakning bag på cyklen, helt indtil den faldt af og ned i sneen. Men som jeg sad der i busstoppestedet og gloede ud i luften midt om natten, ringede min kæreste ENDELIG, “kom nu bare hjem…”. Mig tilbage; “NEJ! Jeg er nået helt ind til Rådhuspladsen!” – løgn, men skulle sikkert lige markere hvor stort et “offer”, det var, hvis jeg vendte om, haha! Men på en eller anden måde kom jeg alligevel hjem til hans varme lejlighed. Ja ja, jeg var 19 år, mega følsom! Og få måneder efter flyttede vi sammen. På vores to-års-dag. Jeg har spurgt min kæreste mange gange, om han synes, det var tidligt efter to år. Det synes han heldigvis ikke, og det er jo også gået fantastisk med os!

Vi har haft det så vidunderligt på Rosen. Vi har holdt et utal fester – eller jeg har i hvert fald. Jeg er festaben i foretagendet. Vi har danset sindssygt meget til John Mayer på stuegulvet. Bare ham og mig. Vi har set tonser mange film på grå søndage. Spist vores yndlingsret, tacos, i sofaen uendeligt mange gange. Vi er gået fra to til tre med lille Frida. Vi har malet, vi har lavet køkken, vi har bygget en rede. Vi er blevet mega gode makkere. Vi er virkelig makkere. Vi har grædt og grint. Jeg har drukket for meget rødvin og haft svært ved at komme hele vejen op på fjerde sal, haha! Væltepeter! Vi har fejret nytår, en flot finale i Eurovisionen sidste år. Vi har set fyrværkeri over Rådhuspladsen, over Tivoli fra soveværelset. Vi har leget pudekamp, lagt puslespil på gulvet, ligget i ske i en solstråle. Vi har diskuteret, en sjælden gang i mellem skændtes, måske endda smækket med døren en gang eller to. Og sovet på sofaen er vist sket én enkelt gang. Men sådan er det med et hjem. Man skal kunne det hele; ærlige, nøgne, grimme, grinende, dansende, grædende, råbende. Og væggene står stadig.

Nu er det blevet andres tur til at fylde væggene med minder og danse på brædderne. Og vi er rykket videre til det næste sted. Fabrikken. Og her skal vi spise mange middage, høre høj musik, sove den ud på sofaen, lave babyer. Det hele. Og vi har fået de bedste rammer til det. Rammer som pt. er møgbeskidte og rodede, men det er en del af charmen.

14 kommentarer
  1. Så fint et indlæg, Cathrine. Det er altid mærkeligt at flytte, og jeg har efterhånden gjort det mange år i mine kun 21 år. Det er spændende, skræmmende og lidt sørgmodigt. Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen, når I gør Fabrikken til et helt, ægte hjem.

  2. I sin tid, skrev jeg speciale om stedsidentitet. Her til aften hvor jeg læser dit indlæg, er jeg bare tilbage til alle de tanker jeg gjorde mig under specialet; hvordan de minder og erfaringer man gør sig, alene eller sammen med andre, ændrer stedets identitet, parallelt med at man selv udvikler sig. Jeres “Rosen” eksisterer lige så konkret for jer i jeres minder, som lejligheden stadigvæk og fortsat gør fysisk. Det synes jeg er smukt. Jeres udvikling som par og som individer, er bundet til de vægge som var jeres i fem år, og som, i minderne, stadig er jeres — og det tager I med jer.
    Så kom det sentimentale og tænksomme lige frem 🙂 Men det lå og truede — min gamle lejlighed får en ny beboer denne weekend, og er officielt ikke længere min, som den har været.
    Men uanset, jeg glæder mig til at følge jer i jeres nye hjem 🙂

  3. Helt fantastisk indlæg – IGEN! Jeg bliver så glad og postiv efter, jeg har læst din blog, det er så dejligt med nogle glade tanker på sådan en lektie fyldt søndag!

  4. Det er rigtig smukt skrevet, Cahtrine! Forleden da jeg skulle hente nogle venners barn i børnehaven, hørte jeg to børn på omkring 4 år snakke sammen: “Jeg elsker at flytte”, “Ja, for så får man nogle gange en swimmingpool”, “Jeg glæder mig virkelig til vi skal flytte”. Det var mærkeligt at høre. Børn uden bekymringer. Hjem er hvor mor og far er. Nu hvor jeg er blevet ældre, flyttet hjemmefra sammen med min kæreste, så er mit hjem blevet vores, vores base, vores trygge rammer

  5. Sikke et dejligt indlæg. Det må jeg virkelig huske at finde frem igen om et år, når min kæreste og jeg flytter sammen. Jeg er nemlig ligesom du var: Jeg har så travlt, så travlt. Nogen gange glemmer jeg helt, at det hele nok skal komme på et eller andet tidspunkt helt af sig selv. Men jeg håber i hvert fald, at jeg kommer til at skabe lige så mange minder som du, når tiden engang er til det 🙂

  6. Sikke et skønt indlæg! Bliver helt rørstrømsk ved tanken om, at kæresten og jeg flytter fra vores lille lejlighed en dag. Alene pga den måde du så fint beskriver jeres første fælles hjem sammen. Alle de minder!!
    Jeg glæder mig til at se mere fra jeres nye fine hjem 🙂 Og nye minder!

  7. Cathrine. 🙂 Jeg er først begyndt at læse med for ganske nylig, men jeg er simpelthen nødt til at tage hatten af og meddele, at du på ingen tid er havnet på min absolutte top-2 over yndlingsbloggere! Tak tak tak for en skøn blog. Du virker som et helt fantastisk menneske – både her og på P3.

    Kh Maria

  8. Det er altid sørgmodigt på den ene eller anden måde, at flytte fra et hjem. Især når der er så mange minder forbundet. Men det er godt, at det er flytte-på-den-gode måde, hvor I rigtigt skal til at starte rede et andet sted, og det ikke er på baggrund af en dum ting, som fx økonomi eller andet.
    Er sikker på at Fabrikken får flere minder, og større minder, som I helt sikkert kommer til at glædes over. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge med i det eventyr, som I nu så småt er ved at starte 🙂

  9. Sikke et dejligt indlæg! Hvor fint 🙂
    (hilsen hende, der nægtede at flytte sammen med sin kæreste, indtil hun blev overtalt og derefter flyttede sammen med ham 4 dage før 2årsdagen). Giver mig ærlig talt ro i sjælen, at I har klaret den så fint! 🙂

  10. Sikke et fantastisk indlæg. Jeg sidder her med tårer i øjnene og ser rundt på mine egne vægge og drukner i minder.
    Tak <3

  11. Ord kan ikke beskrive hvor begejstret jeg er for din måde at skrive på og din evne til at variere indlæggene. Man får lidt af det hele herinde. Men det jeg bider allermest mærke i – og er mest vild med – er din måde at skrive på! Hold da op! Normalt er teksterne på blogs lidt la-la. Ikke herinde. Jeg slubrer alle ord i mig og glæder mig til at vende tilbage og læse næste indlæg. TAK TAK TAK!

  12. Wow hvor skriver du godt! Det lyder virkeligt som om i har haft det rigtig dejligt i det hjem, og jeg håber i får det mindst lige så dejligt i jeres nye!

Læg en kommentar