Hvor lykkelig har du lov at være?

 photo Skaeligrmbillede2014-04-08kl201955_zps014e4c34.png

Jeg fik følgende kommentar fra Maria i går eftermiddag. Og først var jeg vildt provokeret: “Kvalmende”, “virket som”, “dårlig kioskroman”, “græd” i citationstegn, “top-overfladisk”, “over-and-out”. Bum manner, tag lige den. Normalt hvis læsere forlader skuden, så er det ligeså stille, som de ankom hertil, men her bliver der smækket med døren.

De ord skubbede virkelig til den lyserøde leverpostej! Så det her indlæg kunne handle om tusinde ting. “Jeg er også bare et menneske”Hvordan min kæreste glemte vores årsdag. Hvordan jeg frygter for jobfremtiden – jeg er trods alt freelancer – festen kan slutte i morgen! Hvordan jeg har sår på sjælen osv. Men det der provokerede mig mest, det var “Til lykke med din lykke”. Min lykke er simpelthen blevet for meget af det gode. Men hvor lykkelig har man egentlig lov at være? Og hvis man er sådan rigtig lykkelig, skal man så ikke bare holde sin kæft i stedet for at overdynge andre med den slags?

Så Maria, tak for inspirationen! Nu er det så bare skideærgerligt, at du vistnok er smuttet? For det er en mega interessant debat, en debat vi også diskuterede lidt i kommentarfeltet her, hende og jeg, og som også foregik på Facebook. Jeg elsker at blive prikket lidt i maveskindet, tak!

Pt. er jeg rimelig tilfreds med tingenes tilstand. Lykkelig? Momentært, ja. Mere end normalt? Ja. Sgu. Sidste år var en rodebutik af et år – I, der har læst med så længe, ved det. Der har været gråd. Brok. Stress. Så indtil videre er jeg godt tilfreds med 2014. Men vi er jo danskere, vi kan altid finde noget at brokke os over! Vi længes efter sol og sommer, men når den kommer er det bare for varmt til vi kan holde det ud. Vi elsker det! Det vælger jeg lidt at glide uden om i øjeblikket. De gode ting er for store og for gode til, at de skal væltes af løbne strømpebukser, broccoli mellem tænderne. Selv revne bukser. Og jeg ved også, at lykken er flygtig. Den næste hundelort ligger jo om det næste gadehjørne.

Ida beskrev det luftige begreb “lykke” ret fint i går:

Jeg tror bestemt ikke, at man kan være FOR lykkelig – mest fordi jeg ikke tror, at lykke kan opgøres på en skala, som kan overstiges/sprænges. Lykke er om noget en abstrakt og subjektiv størrelse – hvad der er lykke for én person, er det ikke for en anden. Hvad der er lykke for dig én dag, er det ikke nødvendigvis den næste. Desuden er lykken jo (desværre) heller ikke for evigt – som en grundfølelse strakt over livet, jo måske kan man så (retrospektiv) være overvejende lykkelig. Men lykke på den der “shit-livet-er-fedt-og-det-kilder-i-maven”-måde er mest af alt en flygtig følelse, som man blot skal stor-nyde, når den viser sit pastelfarvede fjæs!  

Det skøre er dog, at vi (læs: jeg) tit kommer til at sammenligne egen og andres lykkestadie, som var det en rationel og konstant størrelse, vi kan måle og veje, og dermed misunde i troen, at lykken skal fordeles ligeligt og så vil vare til evig tid.

Og det bringer mig så til næste punkt Kan man være for lykkelig? Ikke ifølge Ida. Ej heller i min bog. Jeg synes ikke, jeg selv kan være for lykkelig. Men andre? Hold nu kaje, det kan være liiidt svært at rumme andres lykke til tider. Ja, jeg er en skiderik! Jeg vil altid gerne rumme andres lykke, og det kan jeg også godt tvinge mig op til, men det kan dælme være svært. Især når jeg ikke lige selv kan bestille mig et stykke af den samme “lykke”. Det er nemlig ofte sådan, at når jeg kan mærke andres lykke, så smitter det. Så vil jeg sgu da have det samme som dem! Jeg ville ikke have en baby før, men nu hvor jeg kan se mine gode veninder med julestjerner i øjnene, så vil jeg også have en bid af den lykke. 

En veninde gik igennem et brud for et år siden. Den slags gør ondt. I en periode havde jeg ikke lyst til at dele min kærestes og mine lykkeøjeblikke, for “det var salt i såret”. Og heller ikke vores problematikker, for “vi er i det mindste stadig sammen”. På et tidspunkt fik vi vendt det, og hun sagde, hun var ked af, jeg ikke følte, jeg kunne dele. “Vi kan altid rumme hinanden”.

Nu er der gået et år, og hun dater, hvad der lyder til at være en ret fantastisk fyr. Mr. Perfect. Bruger laaang tid på at lave den helt rigtige kop kaffe til hende efter maden. Inviterer hende i bif. Fylder hende med kærlighed. Og så sidder jeg dér. Med en kæreste på 7. år, der glemte vores årsdag. Ingen gave, ingen “til lykke”, ingen søde sms’er, ingen dateinvitation. Ingenting. Nada. Mor var skuffet. Mere “lunken leverpostej” bliver det ikke. Så ærligt talt? Jeg bliver lidt misundelig på den gode kaffe og de hede kys. “Gid det var mig”. Alle de “første…” de har i vente… Men jeg under hende det. Både fordi hun fortjener lykken, og så er græsset egentlig også rimelig grønt på min egen banehalvdel, hvis ellers jeg gider åbne glukkerne; have, hund, hus, vanen, trygheden, tilliden. Jeg har jo haft de hede kys og den gode kaffe. Og i ny og næ dukker det op igen.

Min egen mulighed for lykke er oftest i fare, når jeg sammenligner. Sidste år, da de fleste venner i min ældre venneflok holdt bryllupper, og vi ikke gjorde, så var jeg skide ked af det. Altså ikke hele tiden, bevares, det er eddersørme gode fester, og vennerne er den undelynemig gode venner, som vi elsker og under al lykke. Men jeg ville give ben og arme – måske ikke det sidste, for så ved jeg ikke, hvor ringene skulle sidde – for at få den lykke, for at få den oplevelse, som de gennemgik. Frieriet, brylluppet. Jeg synes faktisk ligefrem, det var lidt synd for mig, at “alle de andre… men ikke mig” – det lyder som noget, jeg har sagt til mine forældre i folkeskolen. Jeg havde svært ved at stoppe sammenligningen. “De er så lykkelige, og nu skal de giftes. Vi kan da ikke være særlig lykkelige, siden vi ikke skal giftes. Hvorfor fa’en skal vi ikke giftes?! ER DU IKKE LYKKELIG ELLER HVAD!!?!!”

I min iver efter at få andres lykke var jeg lige ved at skyde min egen mulighed for den ned. Men så gav jeg slip, månederne gik. Og så tog vi vores eget skridt; købte hus. Og nu er vi her. Med ny sofa, støvpølser om anklerne og en fin adresse. Med fare for at lyde som en kiosk-roman og “top-overfladisk”, hehe…

Jeg synes at konkludere, at lykken er umulig at måle. Men den er din. Nogen gange er den i den virkelig gode kop kaffe. Eller at regnen endelig er stoppet, som du er på vej fra arbejde. Eller i den skideflotte og mega dyre taske du netop har købt. Din sidemand synes ikke nødvendigvis, at kaffen er ligeså god. Og nogen gange vil du få at vide, at du skal holde din bøtte, og stoppe med at plapre om den skide kaffe, for så god kan den ikke være. Men lige i dag, jow, der var den det, sgu. Og det skal ingen tage fra dig.

For lykken er foranderlig. Den kan opstå ud af det blå, den kan være i maven ganske kort. Den kan brede sig ud over flere dage. Den skal passes på, og så skal den deles. Den ægte lykke smitter. Og for det rigtige publikum kan den sprede sig som motivation, den kan blive til andres lykke. For de venner der kan rumme dine tordenskrald og din hængerøv, de kan også rumme din glæde. Det er balancen. Nyd den for pokker! Nyd andres lykke for pokker! For rundt om hjørnet ligger en hundelort, og den jokker du med garanti i, eller din “über-cool-det-hele-lykkes-bare-for-mig-veninde” jokker i den, og så er det sgu rart at være polstret med gode oplevelser. Som perler på en snor. Ulykker skal til, og de kommer, revnede bukser og det der, men de er mest til, for at du virkelig kan mærke rigtig, ægte glæde. Og med den slags følger chancen for ægte lykke. 

Du kan aldrig være for lykkelig. Og de der ikke kan smile med dig, ligesom de græder med dig, de trænger til en virkelig god kaffe. Kvæl det i god kaffe! Og ellers kan de rende og hoppe. Som Emma skrev:

 MAN SKAL IKKE VÆRE BANGE FOR LYKKE – man kigger jo ikke tilbage på sit liv og tænker “ej puha der var jeg vist liiiiige lidt for glad hva?”

Tak for alle jeres tanker på FB. I satte en masse i sving!

 

99 kommentarer
  1. Du skal aldrig være ked af at vise din egen lykke eller fortælle os andre om den…. Din positive ånd inspirerer og får mig til at lede efter det positive i selv den værste gråvejrs dag 🙂

  2. Lækkert indlæg, som sætter nogle spændende tanker igang! Jeg har fulgt bloggen i en del tid nu, men har aldrig smidt en kommentar. Men må lige sige nu, at jeg er tosset med dine “lykken er..” indlæg. Jeg kan ikke lade være med at stoppe op og tænker over de små glæder i livet, som giver en lykkefølelse man tit overser i en travl hverdag.
    I en stresset eksamensperiode gav dit sidste indlæg et lille smil, og tak for det! =)
    “Little things, Big pleasures” som jeg ser det, er noget man burde påskønne noget mere i hverdagen!

  3. Jeg med en ret seriøs krise i forholdet, og læste dit indlæg for noget tid siden, hvor du beskrev et skænderi mellem din kæreste og dig, hvor du tog afsted mit om natten …. Det trøstede mig, for jeg har altid tænkt “okay, vi skændes – this is it! Det er slut, man kan ikke have romantik, når man først har skændtes en gang!” .. Men i er jo stadig sammen 🙂 Så helt ærligt, hvem har ikke lyst til at være glad? Glæde er den BEDSTE følelse i verden!!!!!!! Så helt ærligt, fuck da den kommentar 🙂

  4. Super godt indlæg! Næsten synd Maria har forladt din blog, tror faktisk dét her var noget af det hun savnede. Det har i hvert fald været noget af det jeg har savnet. Men jeg kan derimod godt unde dig lykken, og selvom det er svært at sætte sig ind i at du har grædt fordi du forlader din lejlighed, så under jeg jer det, og så springer jeg bare over de indlæg når jeg synes det bliver lidt for meget. Heldigvis har du nogle rigtig søde læsere, som ELSKER når du skriver om den slags. Og det er det gode ved din blog – der er plads til alt muligt. Både de her indlæg, som jeg værdsætter, dem der ligger op til debat, og hvor man kan sidde med en god kop kaffe (eller vand, for jeg er hverken til te eller kaffe), og rigtig læse med spænding. Min veninde derimod ÆÆÆLSKER dine indlæg om det her, bryllup (dem er jeg også med på!) og hund, og selvom det kan virke lidt “overfladisk” for os andre, så betyder det noget for dig, for det er din lykke, og man kan ikke betvivle hinandens lykke, og da slet ikke kalde den overfladisk. Det er jo dit hjerte nært. Jeg synes simpelthen du er et modigt og dygtig menneske, som tåler kritik, og får noget godt ud af det, og det er fandme en sej egenskab. Al held og lykke til dig fremover! Jeg følger hvert fald stadig med, selvom et par af dine indlæg i ny og næ bliver sorteret fra. Det gør dig ikke mindre værd eller mindre dygtig i min bog!

  5. Kære Cathrine.
    Og nu skriver jeg kære – selvom jeg ikke kender dig og du slet ikke kender mig. Men jeg har fulgt dig. Jeg har læst mange blogs. DIY-blogs, mode-blogs, mad-blogs og hvad der ellers findes. Men din – den vender jeg tilbage til!
    Og det er fordi jeg – i frygt for at lyde som en lidt for sentimental og klicheramt stalker – virkelig føler jeg har “fulgt” dig. Du har ikke et tema som sådan. Jeg ved temaet udadtil er mode måske. Men for mig at se er det nærmest en livsblog. En hverdagsblog.
    Ligesom ALLE andre mennesker har du fuldstændigt ekstatisk-lykke-dage og dage hvor man vader byen rundt med revnede bukser, og dage hvor man ikke orker noget andet end at tude.
    Nogle gange tager jeg mig selv i at tænke at du er lidt af en “Carrie” for mig. Og ikke kun fordi du har lige lidt mere tyl og lidt flere stiletter end jeg. Men også fordi du suser der ud af med stort smil, smukt tøj og spændende oplevelser. Derfor kan man sommetider sidde med den der følelse af at Carrie bare er FOR heldig. At det hele bare fucking lykkes. Og jeg vil gerne indrømme at jeg selv rynkede på næsen af din lykke-eksplosion. Men så tænkte jeg på dengang jeg så din video, hvor du med gråd i stemmen og blanke øjne fortalte om at “den der dumme følelse” var ved at komme tilbage. Og at alting gik for hurtigt og at der var for få timer i døgnet til at nå det hele, når nu man bare gerne ville være god og glad og måske også lidt perfektionistisk. Og jeg tænker på hvor lettet jeg var over at se hvordan du jo også bare er en helt almindelig pige – almindelig på den fineste måde.
    Det fik mig til at tænke, at når din lykke-eksplosion rammer bloggen, så bliver jeg simpelthen så glad på dine vegne. Uanset mit eget humør. For du er netop ikke et omvandrende tandpasta-smil med evigt gode hårdage.
    Du er menneske.
    ALLE mennesker fortjener at være lykkelige.
    INGEN mennesker fortjener dårlig samvittighed over at være lykkelige.
    Så helt oprigtigt og hjerteligt: Tillykke med din lykke!
    Nyd den mens den varer, snak om den, skriv om den, fotografer den!
    For der kommer helt sikkert perioder med stress, glemsomme kærester og sovsekander i julegave.
    Men der kommer helt sikkert også endnu flere dage hvor man svæver som en lallet lykke-ballon!
    Bedste hilsener og tak for en sjov, spændende, rørende, til tider provokerende men ikke mindst ægte blog!
    Cæcilia

  6. Kære Cathrine,
    sikke et fint indlæg! Jeg synes det er virkelig fedt at du tager den her debat op, for har tit også siddet og taget mig selv i at tænke overfor mine veninder ”hvorfor har du lov til at være så lykkelig, når jeg sidder her og har det elendigt?” men min misundelse forsvinder hurtigt igen og jeg under dem alt den lykke de netop har fortjent, ligesom når det kommer til dig! Du gør det så godt og med kæreste, nyt hus og søde Frida, så kan man da ikke være andet end lykkelig? Jeg synes det er super fedt at vi får lov til at se dig fra de sårbare sider, men ligeså meget de gode. Det er da det der gør dine indlæg så ærlige og helt vildt interessante at læse, at man får lov til at se dig på både dine gode og dårlige dage. Det gør din blog så menneskelig og helt anderledes end alle de andre blogs man pt. kan læse. Normalt kommenterer jeg aldrig, men følger dig hver evig eneste dag – men i dag, der blev jeg sgu nødt til det. Dine indlæg lyder bestemt ikke som en ”kioskroman”, de byder på så meget mere <3

  7. Tak for endnu et godt indlæg! Det er en fornøjelse at følge dig…. Sjældent jeg kommenterer dog, men du skal vide at du går et super stykke arbejde med din blog. Det er i hvert fald min mening 🙂 Jeg vil endda vove at påstå at du bringer lidt lykke ind i mit liv når jeg sidder og læser dine indlæg (og tro mig det er tiltrængt!) Så tak tak tak.

  8. Kære Cathrine,
    Det er et virkelig spændende debat du har sat i gang. Lykke kan være en svær ting, men under den virkelig til alle de mennesker omkring jeg ved der har fortjent den fuldt ud. Men når det så er sagt, kan man selvfølgelig sidde tilbage og tænke om sin veninde ”hvorfor har du bare ALT???! hvorfor er du så lykkelig, når jeg sidder tilbage og har det elendigt?” Men ligeså hurtigt de tanker kommer hos mig og jeg mærker en lille snært af misundelse, så ved jeg at vi alle ender med at mærke den lykke på et tidspunkt, det rammer os bare altid på forskellige måder og på bestemte tidspunkter. Men det vel egentlig også bare fedt, så vi kan sprede lykke og glæde til hinanden?
    Jeg følger din blog hver evig eneste dag, men tror det er første gang jeg kommenterer. Men Catrine, du fortjener i den grad at være lykkelig, fuldt ud! Hvem ville ikke være det i din situation? Et trygt forhold, nyt hus og sødeste Frida, det er da fantastisk og skal bare nydes! Du har fortjent det så meget efter det hårde 2013. Vil også sige her til sidst, at dine indlæg langt fra er en dårlig ”kioskroman”. Jeg synes det er så fedt at vi får lov til at se både de gode og dårlige dage i dit liv, du er så menneskelig og vi får hele pakken. Derfor er det vigtigt, at man både kan håndtere det hårde vi læser, men også under dig den lykke du fortjener i denne fantastiske tid!!!! 🙂 Kæmpe stort krammer herfra!

  9. Tak for (endnu) et utrolig velskrevet indlæg fyldt med interessante tanker.
    Jeg er meget enig i, at man ikke kan være for lykkelig – og hvor skal du bare nyde det lige nu. Det fortjener du!
    Det er skønt, at du vil tage så forskellige ting op til debat og dele dine tanker. Det skal du endelig blive ved med – også når det er de lykkelige af slagsen, det er skønt 🙂

  10. Og en lille sidekommentar; jeg tror sku ikke på at man kan blive for lykkelig! Jeg kan sagtens følge tanken om, at man må tilpasse sit valg af, hvordan man udtrykker sin glæde, alt efter hvem der lytter, men er generelt tilhænger af, at man skal have lov til at vise omverdenen, at man er glad og nyder livet =)

  11. Det er en super fed debat! Personligt elsker jeg “lykken er…”-indlæggene, netop fordi de tvinger mig til selv at se lidt nærmere på tingene og sætte pris på de små ting. Nej, jeg holder ikke månedsdag hver måned med min kæreste, til gengæld får jeg eksamens-blomster og lov til at bruge den fælles opsparing på indretning til VORES hjem. Den slags skal man ikke kimse ad! 🙂 Med det sagt, så kan jeg godt lidt følge Maria.. I nogle sammenhænge kan tingene i min optik godt blive kvalmt sukkersøde i en sådan grad, at jeg er tæt på at kunne smage morgenmaden igen. Dette er dog ikke rettet imod din blog specifikt, men nærmere blogverdenen i det hele taget – for hold nu kæft hvor har jeg aldrig set så mange “tulipan-i-den-perfekte-vase-men-først-skal-det-dokumenteres-at-de-blev-købt-i-matchende-tøj”-billeder før i hele mit liv, som efter blogs blev mainstream. 🙂

  12. Hamrende interesant emne, fin refleksion over kritisk kommentar og super fint skrevet. Jeg er SÅ enig i dine betragtninger, synes det er meget interessant hvordan variabler og omstændigheder gør folks udgangspunkt for lykke og “det gode liv” så forskelligt. Med fare for at lyde for kliché agtig, er det noget af det jeg elsker i mit job som sygeplejerske – at høre om folks lykkelige (og ulykkelige) stunder, måder at mestre på og ikke mindst, bygge en familie og livskonstallation de er tilfredse med. Stemmer klart for, at nyde så længe det varer – Og øse ud af det, ofte smitter glæden jo..

  13. Jeg smider SJÆLDENT kommentarer både hér og på facebook, men debatten igår var simpelthen for god til at lade stå til. Jeg gennemgår selv en periode p.t., hvor jeg synes at jeg ikke træder i andet end hundelorte rundt om hvert enkelt gadehjørne – men alligevel prøver at hive mig op og grine af det, fordi jeg VED, at jeg ikke kommer nogle vegne med at være træt af livet og at ingenting synes, at gå min vej.

    Jeg står netop i situationen, at jeg er opsagt på min arbejdsplads pr. 31. maj og skal finde på noget nyt. Jeg besluttede mig hurtigt for at søge ind på et studie jeg tidligere læste på, for at færdiggøre dette og i samme ombæring gøre det i min yndlingsby; Aarhus. Det er angstprovokerende at tage det skridt, når jeg har svært ved at finde hoved og hale i livet lige nu. Men på dagene hvor sovsen klumper og det hele flyver lidt for hurtigt om ørerne på mig, husker jeg mig selv på glæden ved endelig at skulle flytte til min yndlingsby og alle de oplevelser og gode minder, som vil vente på mig. Dét er lykke for mig, lige nu. Og hvor er det befriende at have et sted at kunne skrive det ned – så mange millioner tak for din debat på facebook og hér i aften. Du er edderbrodermig en stor inspiration på mange punkter. Beundringsværdigt. Husk altid på det!

  14. Jeg har lyst til at skrive en masse, men jeg ved sgu ikke helt hvad. Jeg sidder faktisk og bliver liiidt rørt over alt det du skriver. Det gør mig glad at læse med herinde. At du skriver så godt og kan dele din tanker med os. At du kan forklare lykke så godt uden at definere hvad det egentlig er, fordi det jo er individuelt. Jeg har lyst til at sige tak, men det virker også mærkeligt. Jeg kunne bare ikke gå forbi indlægget uden at vinke, vifte med flaget, smile og rose. For alt det fortjener det her indlæg virkelig! Tak, Cathrine! Hvis du en dag står uden job (livet som freelancer, som du siger), så ansætter jeg dig gerne til at skrive updates til min familie, så de kan følge med i Københavnerlivet, motivations-sms’er til mig selv når dagene bliver for lange og hvor dine ord nu ellers kan glæde og hjælpe! Haha.

  15. Amen.
    Det er bare det, jeg har lyst til at sige. Lykke er individuel, lykke kan aldrig blive for meget. Det kan være provokerende for andre, det kan være kedeligt for andre, men det er jo ikke andres lykke. Det er ens egen. Og den skal man fan’me have lov til at mærke og nyde. ENJOY!

  16. Hvor er jeg bare enig altså!! Jeg kommenterer aldrig på blogs, men dette her indlæg er nok det bedste jeg nogensinde har læst, og det fik mig direkte til tasterne.

    Jeg kan så godt følge din logik med, at man nedtoner sin egen lykke eller tilværelse for ikke at træde andre over tæerne. Jeg har en tendens til altid at nedgøre min kæreste overfor mine singleveninder sådan at de ikke skal føle at de går glip af noget?!
    Ligeledes blev min søster for et års tid siden meget nyforelsket i en mega sød mand, som bombarderede hende med flotte og imponerende gaver. Jeg sad med en kæreste på trejde år, og kunne nærmest ikke rumme hendes lykke i min egen misundelse. Jeg endte sågar med en mindre klagesand overfor min egen kæreste. Hvad er det dog for noget?

    Jeg sender en kæmpe opfordring om at vi skal blive bedre til at dele lykken – og kunne tåle andres! Man kan aldrig blive for lykkelig!

  17. Jeg fulgte faktisk med i din debat i går på FB, og det satte virkelig tankerne i gang! Virkelig et fedt og super inspirerende indlæg… Og gu’ kan man da ej være for lykkelig! Lykken skal spredes, for det smitter, eller i hvert fald på mig!
    Hav en fantastisk aften 🙂

  18. Fik aldrig læst dine klummer i Woman, men så er det godt, du hælder din skrivemagi ud på bloggen her. Sidder med en kop jasminte og labber din lykke-filosoferen i mig. Tak til Maria for at starte det indlæg op. Selvom jeg nu tror at overskud giver overskud. Faktisk har instagram gjort mig mere lykkelig. Ja, det er skørt. Men den der småglimtslykke, der dyrkes på insta, gør at jeg fokuserer meget på det gode. Og jeg har fået mine øjne op for, hvordan en smilende livsindstilling letter tilværelseskampen. Din livstemperatur ligger i et lunt leje for tiden, og det er bare dejligt for dig. Så tillykke med din lykke – og det mener jeg helt fra hjertedybet.

  19. Hej Cathrine!

    Allerførst – stort stort tillykke med din lykke! Det er nogle gode tanker, du gør dig. Jeg tror, at der ligger mange ting i det – misundelse, savn, lykkeforestillinger og kulturforskelle.
    Jeg kan huske en episode, hvor jeg efter at have plaget min nød til en veninde over, hvor ked af det jeg var over de ekstra kilo, der var røget på under speciale skrivningen, blev rigtig harm. Hun afbrudte mig nærmest og begyndte at fortælle, om alt det tøj hun ikke kunne passe mere fordi, at hun havde tabt sig. Jeg blev helt paf og endnu mere ked af det – jeg var/er rigtig glad på hendes vegne, men hun lavede nærmest en monolog – i hendes lykkefølelser var der ikke plads til mine. Hvis hun derimod var indgået i en dialog og havde delt tips – jamen så tror jeg, at det var en helt anden sag. Så anerkender man den andens følelser.

    Lykke er en svær ting – og lykke er så individuel – nogle mennesker ser det kun som en peak og andre som en mere jævn tilstand. Det “skal” gå op og ned, men for mig kan man også godt være lykkelig i tider med modgang – det kommer an på, hvad man fokuserer på, og hvad der fylder mest.

    Nu er jeg kæreste med en vestjyde – og der er kulturforskelle så det batter (selvom jeg stadig er jyde). Han kiggede for nyligt på mig og sagde jeg holder af dig – og jeg blev helt paf – holder af – det er noget man gør af sine venner.. ligesom han siger ok, når ting er godt. For ham kan det være overvældende, når jeg kommer med mine malende og store følelser og begreber.

    Alt i alt – man kan ikke være for lykkelig, så længe man er lykkelig. Det handler om at være autentisk – om at kunne rumme det gode og det dårlige og til stede så man kan mærke menneskerne, følelserne mm. omkring en.

    Og hvor er jeg glad på dine vegne – helt oprigtigt! (og lidt misundelig;) )

  20. Fy for dyffer – et flot indlæg du har formuleret der! Wow. Virkelig! Stor respekt herfra.

    Man kan aldrig blive for lykkelig, hvis du spørger mig. For som Emma rigtig fint siger – vil man da aldrig ærge sig over at man var glad, lykkelig. Nej, man skal glæde sig over lykke. Lykke kommer og går. Oplever man den, skal man i hvert fald ikke lukke den inde. Aldrig. Man kunne jo være så heldig at den smittede <3

  21. Hvor er det sjovt, så forskellige vi kan være. Jeg har efterhånden fulgt din blog rigtig længe, men aldrig rigtig kommenteret – “for jeg er jo ikke typen der kommenterer på blogs”. Men da jeg læste dit indlæg i går, fik jeg faktisk oprigtigt talt lyst til det. Men så igen.. “Jeg er jo ikke typen der kommenterer på blogs”. Det jeg ville skrive var, at jeg altid har holdt meget af at følge dig. Både når det er gået op men også når det er gået lidt ned. Men aldrig så meget som nu. Jeg bor hverken på en fancy adresse, har en kæreste eller lever et liv i overhalingsbanen med bloggerevents og lignende. Men jeg lapper alligevel dine fine skriverier i mig og jeg glædes sammen med dig over alle dine lykkestunder (er det lidt mærkeligt, når jeg faktisk ikke kender dig, selvom det føles lidt sådan?). I hvert fald skal du bare vide, at jeg bliver hængende! You win some, you lose some 🙂 KH M

  22. Dette er også min første kommentar!
    Jeg er helt enig, man kan ikke blive for lykkelig!
    Jeg har fulgt dig i et par uger, og hvert et blogindlæg giver mig et smil på læben, en af dagens lyspunkter er når der er tikket et nyt velformuleret og livsbekræftende blogindlæg op på skærmen fra dig!
    I medgang og modgang så må vi huske også at nyde andres lykke!
    Huske at møde verden med et smil og et tak, det koster ikke noget og kommer som regel dobbelt igen…
    Så derfor, af hjertet tak for at få lov til at følge dig, din færden, dine billeder, dit smil, din total fede tøjstil og flair for at gøre dit hjem til et der afspejler dig, love it!

  23. Jeg bliver, jeg er ikke smuttet nogle steder! Keep up the good work, du forstår om nogen at være nuanceret og lade din blog være i konstant forandring – det er nemlig det fine, som du mestrer på bedste vis <3

  24. Det er godt nok noget af det mest reflekterende, jeg nogensinde har læst, herinde fra blog-verden!

  25. Tak for et super inspirerende og velskrevet indlæg. Det har givet stof til eftertanke! Ida har virkelig sat nogle fine ord på lykke, og jeg kan kun tilslutte mig 🙂

  26. Jeg er egentlig lidt den stille læser, som klikker forbi så ofte som muligt og nyder dine blogindlæg HVER gang! Du er en af de få bloggere, som jeg elsker at følge og som inspirer mig rigtig meget. Jeg synes vitterligt det er synd, når andre ikke kan kaperer andres lykke – for dælen da, alle mennesker fortjener at føle lykken i ny og næ, og hvorfor ikke fokuser på de øjeblikke og nære dem, for de giver jo glæde – måske især på de lidt mere grå dage.
    En af grundene til, at jeg elsker din blog utrolig meget, er at jeg selv kæmper rigtig meget med en depression, og jeg har sgu svært ved at “finde lykken” og troen på at ting sgu godt kan lade sig gøre. Men når jeg så klikker herind og læser nogle af dine indlæg hvor du beskriver din lykke, snakker om din hverdag eller viser farverige outfits, så (det her kommer til at lyde en kende underligt) bliver jeg faktisk glad. Det lidt som om dine skriverier og dine billeder lyser lidt op i en hverdag, der for mig godt kan være meget grå til tider. Du deler både lykken og de mindre heldige øjeblikke og det får mig tit til at tænke, at mit liv jo nok egentlig slet ikke er så slemt, at når en almindelig pige som dig kan, så kan jeg jo egentlig også. Så fortsæt endelig med at dele din lykke (og også de mindre heldige episoder), for de er super inspirerende og de smitter også lidt igennem skærmen til os, der godt kan sukke lidt efter den dér lykke!
    Det blev en lang smøre, men du skal vide, at vi er mange som ELSKER din blog og som kun synes det fedt, at tingene går godt for dig! Jeg smutter i hvert fald ingen steder 😉

  27. Haha, Emmas kommentar fik mig til at grine: “Ej puha der var jeg vist liiiiige lidt for glad hva?”!! Og nu til mit lille indspark i en spændende debat. Jeg bliver sådan lidt vred. På danskerne. For Maria, som nu er “over-and-out”, er billedet på den der virkelig øv-agtige jantelovs-holdning, der er i blandt os… “Du skal ikke tro du er noget, og du skal endelig ikke tro, at vi andre gider høre om det. Og da slet ikke 3 blogindlæg i træk?!”.
    Catherine! Jeg ELSKER din blog, jeg elsker dine indlæg, dit farverige tøj og humør, og så ELSKER jeg, at du inspirerer mig på så mange punkter. Når jeg tager et lidt mere vildt outfit på, spørger jeg ikke mig selv “hvad ville Carrie gøre”, men “hvad ville Catherine gøre”?? Hatten af for dig og det, du har opnået. Jeg er slet ikke færdig med dig og rockeren…..

  28. Åh et dejligt indlæg (igen). Det var tilpas ærligt og optimistisk uden at virke som nogen candyfloss parodi! Spot on 🙂

  29. Kære Katrine. Tænk engang: så mange tanker hos så mange læsere dit indlæg har sat igang. Folk der åbent deler dybe ting i små kommentarfelter. Jeg ville være stolt hvis jeg var dig. Om dit emne vil jeg gerne dele noget jeg selv har gemt i længe og tit vender tilbage til. Det er et citat. Ib Spang Olsen er en yndling hos mig på mange måder. Om lykken har han sagt følgende: “Du spørg, om jeg kan sige noget om lykken. Den ved jeg egentlig ikke så meget om, men jeg kan sige, at den kan komme, når man ellers har det godt, og helt der udover kan være så heldig at opdage, at lige nu er lykken her. Den kommer, når den kommer, man er lykkelig så længe den er her – men man ejer den ikke. Den går igen – når den går.”

  30. Første gang jeg kommenterer 🙂 men jeg vil bare lige sige, ligesom så mange andre at du skriver helt fantastisk både om op og nedture. Dine “lykkelige” indlæg og øjeblikke giver mig et smil på læben og en dejlig positivitet, man kan næste drømme med dig om jeres fremtid i det nye hus, som jo også indebærer rod, støv og hårdt arbejde. Nå men ville egentlig bare sige at du skal dele lige det, du har lyst til, for du gør det så godt.
    OG så ELSKER jeg din stil!! Efter jeg begyndte at læse din blog, går jeg meget mere i farver, hvilket jeg faktisk synes påvirker mit humør positivt ;D
    Keep up the good work 😉
    Vh. Line

  31. Du får sgu tankerne sat i gang. Det er derfor jeg elsker, at læse din blog. Du er sgu ikke bange for at vise hvem du er. Hvordan du har det, om end du er lagkage-lykkelig eller stresset, på-kanten-til-et-mentalt-sammenbrud-ulykkelig.. Du er noget for sig og jeg kan lide det.

  32. Tak for et super godt og ærligt indlæg! Jeg har savnet den slags indlæg, du ved.. De lange indlæg, der sætter tankerne i gang 🙂 Jeg vil ikke kommentere for meget på det, for jeg kan se, at der allerede er rigtig mange kommentarer og jeg er sådan set enige med de fleste! Derimod har jeg en lille bøn: Jeg tænkte på, om du ikke har lyst til at lave et indlæg med inspiration til “dates”. Du har flere gange fortalt, at dig og din kæreste har skiftedes til at arrangere dates og jeg kunne virkelig godt bruge noget inspiration til den slags, så det hele ikke bare bliver kedelig hverdag. KH

  33. Kære Cathrine,

    Hos dig følger man med i et liv. Et helt liv med op- og nedture, hvor der er fantastiske dage og dage, hvor det hele bare har været rigtig svært. Og det er ærligt, og fint og rigtigt, det kan ingen tage fra dig. Det er også det, der gør, at din stemme i radioen er lidt som en kær venindes. Jeg har lyttet til dig, når jeg har siddet på mit skøre, seje studiejob og blevet bekræftet i, at det er ok, at karrieren ikke kun er noget, der starter efter uddannelsen, men du har også været en velkendt stemme på en trist aften. Det har du netop været, fordi du og dine skriverier rummer det hele. Tak for det og tak for en herlig, vedkommende og altid oprigtig blog. Kh

  34. Det er så skidefarligt, at lykken som fænomen er totalt relativ, og alligevel vil vi så gerne relatere den til andres lykke.

    Selv igennem skærmen sprudler du og giver mig jævnligt lyst til at digitalkramme dig, og derfor under jeg dig også al lykke i verden! Der, hvor jeg på det sidste er begyndt at stå af, er, når du midt i den lykke, du egentlig ret eksplicit og på gladeste vis får hyldet, samtidig får indflettet en lille smule verbal-flæberi. Jeg ved godt, det ikke er din mening, men jeg bliver altså lidt provokeret af din, synes jeg, nyere tendens til at dyrke det, der går dig imod.

    Til jul var du helt ude af den over at skulle undvære din familie. Mens du – helt selvvalgt – sad på lækre Cuba med din kærlighed. Ved overdragelsen af jeres lejlighed lød det næsten traumatisk, da du blev nødt til at vende tilbage efter et skab, som køberne alligevel ikke ville have. Mens du havde fået fingrene i en millionbolig på Frederiksberg, som jeg vil vove at påstå, meget få 25-årige vil kunne få fingrene i. Og selvom jeg sagtens kunne forstå, du blev stresset, da du i en periode påtog dig for mange jobs, kunne du jo bare sige op.

    Forstå mig ret: jeg glæder mig over alt det gode, du oplever, men jeg har det efterhånden også lidt som om, at jeg ser et meget glamourøst tv-program, når jeg tjekker ind her. Og det er helt fint, at bloggen har taget den drejning, men jeg savner som læser nogle gange lidt perspektiv.

    Selv er jeg efter en endt cand. mag. bosiddende i mit elskede Århus, som jeg hver dag drømmer om at blive i. Men det sker aldrig, for min kæreste og jeg er gymnasielærere, og med vores løn er det en realitet, at vi bliver nødt til at gå på kompromis med den by, vi skal bo i. Jeg arbejder i døgndrift og kan virkelig tale med om stresssymptomer. Men jeg har ingen mulighed for at sige op, for jeg har ingen andre indtægtskilder. Jeg kunne aldrig drømme om (og ville selvfølgelig aldrig have råderum til) at bruge i nærheden af de summer på tøj, du gør, men selvom jeg oprigtigt tror, penge ikke er kernen til lykke, ville jeg da elske at kunne tage på den slags ferier, I gør.

    Det er din blog, og det er din dagsorden. Men dine perspektiver kan godt såre en smule. Du bor i dit drømmeområde i dit eget, lækre hus, du har en hengiven kæreste, et økonomisk råderum til at købe fede møbler og lækkert tøj og desuden tage på ferier, din karriere kører på skinner, og du er 25. Det er helt igennem imponerende og fantastisk! Men det er også svært at have ondt af broccoli mellem tænderne eller hundelort på tåspidsen. Så helt grundlæggende må mit bidrag til debatten være, at du har lov til at lykke i verden. Men du har simpelthen ikke lov til at brokke dig over petitesser! Jeg har nogle gange indtryk af, at du netop skriver om dine “dårligdomme” for at afbalancere lykke-regnskabet over for dine læsere, som så lettere skal kunne relatere til dig, men når det vitterligt er meget små dårligdomme, får det den helt modsatte effekt på mig, og mine problemer kommer pludselig til at virke enormt store. Stå hellere ved din lykke, helt uforbeholdent og uden forsvar – dét kan jeg forholde mig til og glæde mig over!

  35. Jeg er vild med din blog! Bum, der sagde jeg det. Det kan godt ske, at nogle tænker ‘top-overfladisk’ og ’sukkersødt’ og ‘kvalmende’, men jeg synes at du er ærlig. Bund-ærlig, simpelthen, og mere ægte end så mange andre blogs jeg læser. Jeg føler, at du deler ud af dig selv og dit liv, og så kan det godt ske, at det handler om at du græd i jeres gamle lejlighed, men det er meget mere reelt og ægte end et ‘dagens’ og et billede af, hvad du spiste til aftensmad igår (selvom jeg virkelig også holder af de indlæg, misforstå mig ikke!). Jeg kan godt unde dig din lykke. For jeg har fulgt med længe, og læst indlæg om mobning, stress og nedture. At lykken tilsmiler dig, synes jeg bare er dejligt. Ud over det får du mig til at grine, gang på gang, senest med indlægget om dine revnede bukser, for jeg kan relatere til det! Så tak for en god blog, og tak fordi du er så ærlig!

  36. Jeg synes, at din lykke er dejlig og inspirerende og jeg nyder, at du deler den med os!

    Min egen lykke er lige nu, at jeg ikke er syg. Har været under udredning for sclerose siden januar, og det har været så forfærdeligt og sat alt i perspektiv – derfor er den store lykke for mig at være sund og rask. Det måtte jeg lige dele, bare fordi, at det stadig gør mig glad, helt ned i maven.

  37. Usmagelig kommentar. Havde hun ikke fulgt dig i dine ups & downs? Jeg husker tydeligt en videoblog med søde dig, hvor man tydeligt kunne se en trykket og stresset Cathrine. Vi ved da godt dit liv ikke er sukkersødt all the time, men jeg smiler stort, hvergang du poster noget postivt, er det ikke den normale reaktion? Og hvad nu hvis dit liv altid var sukkersødt og lykkeligt? Er det ikke okay?
    Jeg er ret forarget over kommentaren.. Men fantastisk indlæg, virkelig. Cathrine nyd din lykke.

  38. Noget som jeg tror, at Maria prøvede at formulere er denne sådan vekselvirkning mellem LYKKELIG (!!!!) og så min-kæreste-er-ikke-god-nok-buuuhuuu, sat på spidsen 😛 Du har skrevet mange indlæg på det sidste om, hvordan alting er begyndt at lykkedes med hus osv, som selvfølgelig er en kæmpe ting i livet! Og som skal fejres! Men når du så skriver dette indlæg, og ikke kan stoppe dig selv for at shame din kæreste for ikke at huske årsdag, så får jeg lidt kvalme. Jeg føler lidt, at du samler på positive oplevelser og lykke og værdsætter dem – men at du i lige så høj grad samler på issues og små ting, som du kan blive kærestetvær over? Og det er sgu ærgerligt at bruge energi på det. Der har været mange eksempler, fx med at bytte sovsekanden til jul, at græde på Cuba og generelt tro, at din kæreste er tankelæser? Som læser kan man godt sidde og tænke, jamen for helvede (!), I har købt hus sammen, han er i 30’erne og alligevel kan du blive slået ud over noget så trivielt om han har husket en årsdag? Hvis det betyder så utrolig meget for dig, hvorfor har I så ikke snakket om det? Hvorfor har du ikke snakket om dine forventninger til gaver? Eller til alt muligt andet? Som læser er det meget forvirrende, at der males et billede af utrolig idyl, og så skriver du her, at du var pisse ked af, at din kæreste ikke friede til dig? Som om det overskyggede det faktum, at du har en fantastisk kæreste. Hvorfor snakker i for hulan da ikke om den slags?! Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år, og vi har da haft den samtale maaaange gange. Et frieri bør aldrig være en overraskelse, man bliver gift når begge partnere er enige om det, når økonomien er der, når det passer.

    Jeg tror simpelthen at de sidste par indlæg har været for instagram-agtige, selvom du har ment dem alvorligt. Netop fordi det aldrig virker som om, du lærer af dine skuffelser? Og at man som læser blot venter på et indlæg om, hvordan din kæreste så har glemt et eller andet halløj i det nye hus, og du har flippet ud… og dette vil blive ved blandet med lykke-indlæg dagen efter :-/

  39. Hold da op. For et indlæg. Det er åbenbart nødvendigt at påpege, at ens liv ikke er perfekt, før at man kan tillade sig juble flere gange i træk, uden at blive kaldt overfladisk. Øv, det synes jeg er sgu er trist! For det er ganske tydeligt, at hvis der er noget, du netop ikke er, så er det overfladisk. Tak for en ærlig, reel blog, og tak for din glæde – her smitter den kun, og det er skønt! Sej måde at tackle den kommentar på. Og de sure miner på triste dage, dem tager vi også med når de kommer. Ligesom glædesudbrudende. For de er alle sammen virkelige, og der er plads til det alt sammen.

  40. Sikke et fantastisk indlæg, Cathrine. Jeg føler umiddelbart, at vedkommende som skrev kommentaren, ikke har fulgt med på bloggen længe nok. Det der er så befriende ved netop din blog, er, at du deler dine tanker og oplevelser med os. Vi (læsere) får både indblik i opture og nedture, og nu hvor du nærmest løber ned af bakke (hæhæ) i fuld fart, så synes jeg egentligt bare, at man skal være glad på andres vejene. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg faktisk glad, når jeg læser om din lykke og ser alle dine glimmer og tyl- outfits – det er god karma. Keep up the good work.

  41. Det er så mig, der har sat gang i hele debatten. Og har så ikke helt smækket med døren endnu. Overvejer faktisk at blive. For det er netop ovenstående blogger-indspark, som er værd at læse, og som giver stof til eftertanke.
    Jeg fornemmer på mange, at de tror, det her handler om den sædvanlige ‘Du skal ikke tro, du er noget-følelse’.
    Det kan jeg med sikkerhed sige: Det er det IKKE. Jeg under virkelig andre mennesker lykke. Min ‘tillykke med din lykke’ skulle vitterlig ikke forstås ironisk (men sådan er det, når man udtrykker sig på skrift)
    Jeg synes egentlig, at Anna her i kommentarfeltet beskriver min pointe ret godt. Og jeg er enig i mange af hendes betragtninger. Helt ærligt, det er jo vitterlig igenting at rende rundt med en revne i bukserne en hel dag. Eller træde i en hundelort. Flovt og fandens osse? Ja. Katastrofe og et indlæg værdigt? Nej, mener jeg.
    Min kritik udspringer nok i virkeligheden af en generel frustration over, at mode/blogger-verden er en underlig størrelse. Dels kan man ikke lade være at blive inspireret og fascineret af de smukke opstillinger. Dels er det kvalmende læsning, når det bliver fortalt med sukkersøde ‘rom-com-agtige’ floskler.
    Jeg vil gerne læse om bloggernes glade stunder og se deres nyeste indkøb/gaver. Men hvorfor er det nødvendigt at pakke lykkebeskrivelserne ind i lyserøde klichéer, som man allerede kan læse i damebladene. For mig bliver det kunstigt og ren ’showoff’. Hvorfor er det nødvendigt at fremstille sig selv som en fordansket udgave af Carrie B. for at inspirere sine læsere? Jeg ved godt, at modeblade taler til bestemte målgrupper og skal please annoncører. Men det er jo ingen hemmelighed, at bloggerne efterhånden er endnu mere attraktive reklamesøjler, fordi de er mere jordnære og nemmere at relatere til. De er vores alle sammens digitale veninder.
    Og selvfølgelig deler Ganni fx et billede på Instagram af Cathrines outfit. Virkelig smart og billig markedsføring for dem.
    Diskussionen om det intelligente dameblad har kørt i mange år. Og vi piger bliver ved med at synes, det er federe at læse Euroman, når man ønsker at blive klogere, mens modebladene giver os vores materielle fix (som jeg så sandelig også har brug for)
    Men hvorfor kan man ikke få kloge og inspirerede ord samtidig med nyeste pip om, hvad der rør sig i den materielle verden. Cathrine, nu taler jeg i generelle termer. Du har nemlig flere gange leveret velskrevne og debatskabende indlæg. Og måske var det også derfor, jeg fik nok af dine seneste indlæg, som er gået i en anden og mere overfladisk retning, synes jeg.
    Overordnet ville det være fantastisk, om bloggerne kunne gå forrest i kampen om at levere mode og livsstil med hjerte og livsnerve. Jeg ved godt, at de fleste blogs har fokus på tøj, livsstil og mode. Men jeg undrer mig fx altid over, hvorfor intelligente piger som dig, Cathtrine, og en blogger som Emily Salomon for den sags skyld, ( I er hamrende inspirerede mode- og livsstilsmæssigt) ikke har lyst til at sætte gang i flere debatter, hvor vi tøser gerne vil give vores besyv med. Tage udgangspunkt i aktuelle samfundsbegivenheder og i nyhedsbilledet. Måske ville det virke malplaceret den ene gang at vise sit dyre impulskøb fra Ganni frem og så den næste gang skrive om politik, uddannelse, litteratur, parforhold/singleliv, reality, tv-serier, musik osv. på den der debatskabende måde. Men det ville for mig give blog-siderne mere dybde og perspektiv. Det hele behøver ikke være tyl, designerkøb, skønne opskrifter og ‘knuselskende’ kluns.

    Du svarer mig, at bloggen er en dagbog fra din ægte, ærlige virkelighed. Men er det så for at lette noget hos dig selv, du skriver. For at blive høj af de mange digitale skulderklap? Eller er det for at inspirere andre og give stof til eftertanke?

    Dbh Maria, som måske alligevel vælger at hænge ud herinde.

  42. Sikke et skønt indlæg!
    Jeg synes aldeles ikke, man kan være for lykkelig. Det handler vel netop om at slubre al den lykke op, der er blevet hældt i ens vandskål.
    Jeg elsker, når jeg kan se, at andre mennesker har det godt, og jeg kunne ikke drømme om at lade være med at læse med hos dig, fordi du er “for lykkelig” – det er da den mest fjollede grund i hele verden.
    Blogs og personerne bag er jo ikke konstante størrelser, og hvis man følger en person, vil denne jo bevæge sig op og ned engang imellem. Jeg er så glad på dine vegne over, at det går dig så godt, men jeg er også taknemmelig for, at du deler, når det ikke går så godt – og her er det absolut ikke de revnede bukser jeg tænker på. Det var bare en sød og sjov historie og et lille vidnesbyrd om, at du er menneskelig 😉
    Jeg har dog lært, at jeg skal lade være med at sammenligne mit liv med dit eller andres, for så vil jeg uvægerlig få følelsen af, at der er noget, jeg mangler. Jeg føler pludselig, at jeg mangler pengene til et baghus og et smukt sæt fra Gardenia, jeg mangler den lille hund, min dumme andelsforening ikke vil tillade, og forrige lørdag da en af mine bedste veninder fortalte mig, at hun var gravid, blev jeg helt bange for, at jeg nu også manglede et barn. Men jeg mangler ingenting. Det er heldigvis realiteten. Jeg kan drømme om hus, hund, lidt ekstra på kontoen og et barn en dag, men andres lykke betyder ikke min ulykke, og i stedet for at misunde dig og min veninde, kan I inspirere mig til at arbejde hen imod noget og fokusere på, hvad det egentlig er, jeg drømmer om.
    Og hvis du virkelig var en kioskroman, ville jeg købe dig og stille dig på reolens æresplads. Bum.

  43. Jeg ved ikke, om min kommentar er gået rigtigt igennem. Så har måttet skrive den igen. Just in case.

    Ja, det er så mig, der har sat gang i hele debatten. Har så ikke helt smækket med døren endnu. For det er netop blogger-indlæg som ovenstående, der gør, at jeg har lyst til at følge med lidt endnu.
    Jeg fornemmer, at mange ser min kritik som et udtryk for den klassiske ‘Du skal ikke tro, du er noget-tankegang’. Det er ikke tilfældet, kan jeg med sikkerhed sige. Jeg under virkelig andre lykke. Og min ‘tillykke med din lykke-bemærkning’ skulle vitterlig ikke opfattes ironisk. ( Men sådan er det, når man udtrykker sig på skrift)
    Cathrine, jeg synes, du mange gange før har skrevet nyttige og begavede indlæg. Og måske var det også derfor, jeg stod af i går, fordi dine indlæg på det seneste har virket for overfladiske og med lidt for mange lyserøde klichéer i dine ordvalg.
    Jeg synes egentlig, at Anna her i kommentarsporet beskriver min pointe meget godt. Og jeg er enig i nogle af hendes betragtninger. For er det virkelig et indlæg værd, at man har revnet sine bukser og trådt i en hundelort. Flovt og fandens osse? Ja da. En katastrofe der kræver digital ytring? Ikke i min optik. Måske en enkelt Facebook-opdatering.

    Jeg vil meget gerne læse om bloggeres lykkestunder og se billeder af de nyeste indkøb og foræringer.
    Men når beskrivelserne bliver pakket ind i ‘rom-com-agtige’ floskler, så står jeg af. Dem er der rigeligt af i damebladene

    Og apropos den verden. For i virkeligheden udspringer min kritik nok af en generel frustration over den overfladiskhed og manglende lyst til at skabe kloge debatter, der hænger som en glimmerbefængt lyserød sky over mode/blogger-verdenen. (Bemærk at jeg nu taler i generelle termer og ikke specifikt om din blog). Du har hidtil været et skønt og usnobbet alternativ til det.
    Men hvorfor virker det som om, at formlen på en lykkelig og succesfuld blogger er at fremstille sig selv som en fordansket udgave af Carrie B?

    Diskussionen om det intelligente dameblad har kørt i mange år. Nogle har prøvet at skabe universet. Men uden succes, og vi synes stadig Euroman er bedst at læse for at blive klogere, mens damebladene giver giver os vores materielle fix- som jeg så sandelig også har brug for.

    Men hvor ville det være befriende, om intelligente bloggere som dig og en af mine andre yndlingsbloggere som Emily Salomon gik forrest og var med til at ændre det billede. I har så sandelig forudsætningerne for det. Skriv flere debatskabende indlæg med hjerte og livsnerve. Hvorfor fx ikke engang imellem tage
    udgangspunkt i aktuelle samfundsbegivenheder og måske endda i nyhedsbilledet. Pippe om kultur, musik, reality, film, politik osv. Måske vil det for nogen virke malplaceret den ene dag at vise sit nye køb fra Ganni frem og så den næste dag skrive om noget større samfundsmæssigt. Men det ville for mig give blog-siderne langt mere tyngde og perspektiv. Det hele behøver ikke være tyl, designerkøb, skønne opskrifter og ‘knuselskende’ kluns.

    Du skriver, du er inde i en god periode og har fokus på at skabe dit nye hjem, og at du tidligere har skrevet om stress og nedture. At dit liv ikke kun er pastelfarvede baghuse.
    At din blog er mere end materielle goder. Men er alternativet til Dagens og Lykken er.. så indlæg om stres og dårlige oplevelser, når den skal have andet indhold, end hvad der er i den lyserøde leverpostej?

    Det behøver det da ikke at være.

    Måske misforstår jeg hensigten med bloggen. Men er hovedformålet ikke at inspirere og kunne give stof til eftertanke? Du skriver godt nok, at din blog er din ærlige dagbog. Jeg værdsætter ærlighed i indlæggene. Men jeg bliver så i tvivl, om du i virkeligheden skriver for at komme af med noget selv. For at få et fix ud af de mange digitale skulderklap. For hvad kan jeg som læser bruge det til?

    Du svarer mig i det andet indlæg, at forskellen på dine fortællinger og de til tider kvalmende ord i modebladene er, at hvor de taler til en særlig målgruppe, så er din blog ærlige beskrivelser fra dit liv. Din virkelighed, som du med store ord beretter om.
    Men det jo ingen hemmelighed, at bloggere efterhånden er endnu mere attraktive reklamesøjler end modemagasinerne. Bloggere virker mere jordnære og er nemmere at relatere til. Vores alle sammens digitale veninder.
    Og ja, dit svar vil måske være, at uden annoncer og jobbet som fysisk tøjstativ, ville du ikke kunne drive bloggen og komme ud med dine ord til os.
    Og selvfølgelig skal Ganni dele et billede af dit impulskøb på Instagram. Det er eddermame smart og billig markedsføring for dem. Jeg ved, det er spillets regler. Men netop derfor synes jeg, det ville tilføre en blog langt mere power at lægge op til fx noget mere debat i indlæggene.

    Jeg synes under alle omstændigheder, at denne her debat med al tydelighed viser, at læserne ønsker mere end beretninger fra #mitfinefrederiksberg.

    Men mon annoncørerne og modebranchen ville synes godt om mindre lyserødt og mere regnbuefarvede fortællinger? Se, det kunne passende blive diskuteret i en ny debat.

    I bedste mening. Maria 🙂

  44. Hej Maria.

    Jeg er simpelthen så glad for at høre fra kvinder som dig, der efterspørger den kvindelige pendant til Euroman (og nej, det er Eurowoman bestemt ikke – uopnåeligt dyr mode, intet af indholdsmæssig karakter). Jeg er helt klart med på den holdning.

    Jeg synes dog, det er lidt unfair at placere al frustrationen over manglende intelligente kvindlige medier her på Cathrines blog. Cathrines blog har altid, i mine øjne, været et finurligt og inspirerende univers, fremlagt på en sprogligt lækker måde. Men jeg har aldrig som sådan set det som værende en kvindelig modpol til Euroman. Med al respekt for dit indhold på bloggen, Cathrine (jeg nyder virkelig dit univers), så har det aldrig været politik, samfundsforhold i større termer eller kulturguides, der har præget bloggen – det har været hverdagsfilosofi og skøn inspiration.

    Min pointe er, at det kan virke som om, at du pludselig gør det til Cathrines lod at redde det kvindelige køn fra overfladiske medier 😉 Og min pointe er også, at jeg ville for så vidt være enig med dig, hvis bloggen havde ændret markant karakter over tid, men det synes jeg ikke, den har. Jeg synes, Cathrine er tro mod sig selv og konceptet. Det ville måske nærmere virke forceret, hvis hun pludselig begyndte at blogge om politik.

    Så din generelle kritik er jeg helt med på – for filan, hvor vi mangler noget indholdsmæssigt at læse i til kvinder. Noget der ikke handler om at blive bikiniklar, finde 10 must-have sommer-ting, og hvordan man fyrer op under sexlivet. Men det er en helt andet debat i mine øjne.

    Nå det så er sagt, så er jeg – sammen med min gode veninde – netop ved at etablere en blog, der netop skal tage fat på lidt større samfundsmæssige udfordringer, kulturlivet, rejser og politik. Vi håber meget på, at du der kan finde lidt af det, du efterspørger, i vores univers. Til gengæld vil du kunne finde så meget andet her i Cathrines univers (personlige indlæg, følelsen af at komme tæt på mennesket bag bloggen, etc.), som du ikke vil kunne finde på vores blog i samme grad.

    Jeg håber på, at vi med vores blog kan være målrettet med til at udfylde det hul, der helt klart er i medielandskabet ift. kvinder, der efterspørger mere indhold og mindre overflade.

    Rigtig god torsdag 🙂

  45. Man må gerne være lykkelig og man må gerne skilte med det – så længe man stadig kan rumme andres glæder og sorger også. Men dit indlæg var enormt berigende at læse for mig. Og YAY nu er du også i min radio 😀

  46. Netop og nyd din lykke, det er jo med at nyde den, når den er her (er der mere at sige?) 🙂

  47. Jeg faldt selv i sur-kælling-kategorien for lidt over to år siden, hvor min gode veninde var SÅ forelsket. Jeg undte hende det, det gjorde jeg virkelig! For mig var der bare et eller andet der kom galt i halsen på mig.. Jeg troede på dét tidspunkt, at det var hendes lykke der var blevet for meget for mig – og jeg indrømmer gerne, at jeg “savnede” lidt at høre hende fortælle om bagsiden af medaljen; lidt ud fra devicen, at der MÅTTE jo for fanden være bare en enkelt øv-dag ind i mellem og hvis ikke hun kunne fortælle mig det, hvor gode veninder var vi så? Oveni følte jeg at hun havde en tendens til at bade i sin egen lykke og fortælle alle os andre at det var præcis sådan det skulle være – deres måde at have deres forhold på måtte jo være den eneste rigtige, eftersom de var så lykkelige – og dét havde jeg det stramt med. Det er fint at være lykkelig, men at gå så overboard at man mener man har fundet opskriften for alle.. virkede mildest talt ikke for mig.
    Men ja..
    Jeg har smilet over din lykke – men også i mit stille sind tænkt at jeg nok ville stå i ovenstående situation igen.. Men igen med en afstikker til, at jeg ville håbe at vi var så gode venner, at du gav mig en smule modpol og fx fortalte om din årsdags-skuffelse.. Det kan godt være at det er dansker-jantelovs-mentalitet, men.. Jeg kan bare ikke arbejde med, hvis det _kun_ er lyserødt. Herinde kan jeg godt – fordi her vælger du, og du vælger lyserødt – men ude i den “virkelige verden”, der har jeg altså brug for begge sider af historien, hvis jeg skal tage et venskab seriøst og tro på det der bliver sagt 🙂

  48. Jeg synes det er skønt af bloggen er som den er. Det er dejligt når “konceptet” udvides. Men jeg vil give Tina ret: bloggen har ikke markant ændret karakter eller koncept. Det ville den gøre hvis den skulle blive en politisk og samfundskritiske blog. Og det ville også resultere i at nogle læsere sprang fra. Det er i sidste ende op til bloggeren selv hvad man har lyst til at skrive om – og ikke mindst hvad man føler man har at byde på. Det dejlige for bloggeren er jo netop at skrive om hvad lige netop de føler er spændende og noget de kan sige noget interessant om. Og det gode for blog-læsere er at man kan altid læse flere blogs. Er der ikke én der har det hele må man jo læse to. Eller tre. Eller en modeblog og en avis. Det er, efter min mening, ens egen opgave at finde det man har lyst til at læse. Og selve “jagten på den gode blog” kan jo også være sjov 🙂

  49. Når jeg en (desværre for) sjælen gang får lagt baby på hylden og kigger forbi dit univers, så bliver jeg (nu altid) så lykkelig over et indlæg som dette! Jeg elsker når du sætter ting i perspektiv og sætter gang i tankerne hos mig.

    Du er et af de mest sprudlende, hårdtarbejdende og dejlige mennesker jeg (ikke) kender. Ovenpå 2013 fortjener du al lykke i verden. Mon ikke din veninde med kaffen glæder sig til bare at kunne “være” med Mr. perfect som du er med A? Ikke altid at skulle forklare sig eller sige noget – man kender hinanden og kan se det.

  50. Min mave trak sig helt sammen ved synet af den kommentar.. ARGH! Vi kan ikke alle rumme andres lykke, men vi kan altså i det mindste prøve. Nu sidder jeg med verdens største smil på – TAK for at sætte skub i tankerne!
    Kram

  51. DER ER IKKE NOGET VÆRRE end de der folk, der ikke kan glæde sig på andres vegne! Folk, der kritiserer ens spritnye bil fordi den er for lille. Folk, der siger tillykke med forfremmelsen ved at kommentere på, hvor travlt man nu får. Folk, der ikke anerkender at man er lykkelig, lige der hvor man er, men fokuserer på, at man snart skal til at have børn. Der er simpelthen ikke noget mere demotiverende end de folk, der ikke bare magter at sige “Hvor er det dejligt for DIG!”.
    Kære Cathrine – jeg æælsker din blog! Den er farverig og glad og giver mig et fantastisk lille pusterum i en til tider hektisk hverdag, og jeg ved ikke noget bedre end at lukke mig ind i min lille bobbel og fordybe mig i dine indlæg. Jeg skraldgrinede mens jeg fældede en tåre da jeg læste indlægget om skænderiet med din kæreste. Jeg boblede over af lykke da du fortalte om jeres nye lille hjem og alle de ting, I skal opleve sammen med de fire vægge som udgangspunkt.
    Og ja, der er altid modgang, men det gælder jo netop om ikke at lade sig drukne i den. Jeg synes i den grad vi lever i en verden der forstår at sætte fokus på elendighed i alle aspekter, og vi har altså behov for en modvægt til det. Og det er her, jeg bruger din blog. Til at bekræfte mig i, at trods al elendighed i verden, så skaber vi vores egen lykke ved at fokusere der, hvor vi har det bedst.
    Så tak for en fantastisk blog! Jeg glæder mig allerede til næste indlæg 🙂

    PS: Jeg skal til et dansk-arabisk bryllup til maj med den smukkeste, smukkeste irakiske pige og den sødeste, sødeste danske dreng. Og 100 % inspireret af dig sidder jeg nu og designer og skal til at sy en nederdel – en konservativ, men frisk fortolkning af tyl og glimmer i et struttende skørt 🙂

  52. Super godt skrevet! Og for hulen, hvor jeg har til gengæld svært ved at rumme, at man kan smække med døren på den måde. De fleste blogs er en glansbillede, for de færreste mennesker har lyst til at udstille sig selv i dårligt lys for længe ad gangen. Og måske er det godt. For måske kan andres lykke og fokus på de små ting netop hjælpe os selv til at gøre det samme.
    Og man kan aldrig blive for lykkelig.
    Bedste hilsner
    Luna Bærmonster
    baermonster.wordpress.com

  53. Fedt du kommer på banen igen, Maria.
    Jeg overvejede også, om din kommentar mon ikke var blevet misforstået… for jeg har også det sidste stykket tid tænkt (og følt), hvad Anna og dig begge skriver.

    Cathrine er en god blogger – og hun gør sin ting godt. Men jeg savner også indimellem noget perspektiv… fx med skab der skal flytte eller bukser der revner. Er det nedture? Måske. Men så, ja, er det måske, perspektivet mangler lidt.

    Jeg synes, det er fedt at tage debatten, for jeg savner flere af mine yndlingsbloggere. Inspirationen kan jeg stadig finde, men jeg hos flere bloggere mistet elementet af identifikation/personlighed/troværdighed, og så vil jeg næsten hellere læse et modemagasin. Og det er hos flere blogs, jeg oplever det. Måske fordi de bliver små virksomheder (med sponsorgaver og tid til masser af livstil)?
    Hvad tænker I? Er der andre, der har det på samme måde?

    Jeg føler mig efterhånden lidt dum, når jeg læser med, mens bloggerne smutter fra det ene pr-arrangement til det andet… Som læser synes jeg ikke rigtig, at jeg får noget ud af det.

    Det er også som om, der er sket en eksplosion i blogland af begejstringen for farven lyserød, skøre adjektiver som “knuselsker” osv. Det ville være underligt, hvis bloggere ikke inspirerede hinanden, men jeg savner virkelig lidt personlighed, perspektiv, kritisk stillingstagen i bloguniverset… også selvom det handler om mode, livsstil og hverdagsskriverier.

    Det her er generelle overvejelser, og Cathrine (Hej Cathrine 🙂 ) er faktisk én af de bloggere, der har mere personlighed.

    Men ja, jeg kan godt følge følelsen af “at få nok” – nok som en reaktion på bloguniverset – og ikke som sådan Cathrines blog.

    Ps. jeg undskylder stavefejl osv. Det skulle lige gå hurtigt.

  54. Jeg er mundlam – sikke et fantastisk indlæg som sætter tingene i perspektiv. Jeg nyder at følge din lykke, da det hjælper mig med at sætte ord på min egen. TAK! 🙂

  55. Kort kommentar giver vel større chancer for at blive set og læst:
    Du er nice. Sådan rigtig nice; fucking cool, ærlig og åndssvag på en god måde. Men mest af alt dygtig.

    Så tak, fortsæt alt det gode, som du har gang i, og god dag!

  56. wauw! cathrine!
    du fik mig til at smile, undres, blive rørt, blive provokeret (eller den er vist mere til maria), tænke, filosofere, grine og give mig lysten til at forfølge min lykke endnu mere end jeg gør nu. for jeg skulle lige blive mindet om, at lykken virkelig er det bedste, der findes! og at den kan findes i alt! det er fantastisk. TAK for et smukt skrevet og opløftende indlæg med masser af humor og gode tanker.
    ha’ en så smuk dag! 🙂

  57. Hej Cathrine.
    Hvor skriver du bare godt! Du rammer præcis det, der i mine øjne, er sandheden omkring lykke – og danskere. For jeg tror desværre, nogle af os kan være lidt for ‘dansker-agtige’ nogen gange. Og bevares, vi er jo danskere. Men jeg tror helt seriøst, nogle danskere lever lidt for meget efter den jantelov. – ‘du skal ikke tro, du er bedre, og du skal ikke tro, du er lykkeligere end mig’. Men JO! Det skal du! For selvfølgelig har du lov at sige, når du er lykkelig! Du har sgu lov til at skrive et blogindlæg om, hvor lykkelig du er. Hvorfor skulle du ikke det!? Du har fået din drøm om hus i opfyldelse, og det kan jeg godt forstå, du vil dele med os andre. Det er da (skide) fedt. Jeg synes, du er sej! og jeg synes godt, du må skrive, hvor lykkelig du er. Det ville jo nok også være galt for nogle, hvis du hele tiden brokkede dig. Så ville der sikkert også komme kommentarer til dig om, at du brokkede dig for meget og skulle være lykkelig for det, du har. Vi skal have noget at brokke os over – desværre.. Jeg tror bare desværre, mange danskere har svært ved at være lykkelige over hinandens lykke. Det er ærgerligt.

    Jeg kender godt det med at være lykkelig. Man har lyst til at råbe det ud til hele verden, så ingen er i tvivl om, du har fået det, du har drømt om.

    Thumbs up til dig søde Cathrine. Og kom endelig med nogle flere lykke-blogs!
    (Det er sikkert skrevet lidt rodet den her kommentar, men jeg håber du kan se, hvad jeg mener :-))

  58. Personligt ELSKER jeg at høre/læse om folk der er glade – især, hvis de godt og grundigt har fortjent det. Helt ligesom du har! Jeg forstår ikke at folk kan få “ondt i røven” over de glade stunder, du og din kæreste oplever og fremtidigt går i møde. Det er jo lige netop dén slags, man kan dele på sin blog, og som jeg elsker at læse, da det i den grad gør det hele lidt mere personligt.
    Hver gang jeg klikker ind på din blog, og læser endnu et indlæg om din pisse fantastiske (og misundelsesværdige) hverdag, så bliver jeg så glad. For det er lige præcis sådan jeg også gerne vil have det en dag!
    Livet er hvad du gør det til – så man kan lige så godt få det bedste ud af det!

  59. Jeg ved godt, at indlægget er skrevet og det måske er lidt sent at tilføje til diskussionen, men jeg tror ligesom mange af de andre, at lykke er en individuel ting. Men det som der måske adskiller din og andres oplevelse af lykke er 1. din evne til at udtrykke det, og også 2. din mulighed for at dele det gennem din rigtig fine blog.
    Jeg tænker tit når jeg læser din blog at du formår at favne de lykkelige øjeblikke og beskrive dem rigtig fint og malende, og sa tager jeg mig i at føle, at jeg aldrig har det sådan.
    Men det er jo slet ikke rigtig, jeg føler mig lykkelig efter to timer ved stranden og skoven med en uldtot som flyver rundt i fuld firspring, med en is i hånden i mine svigerforældres sommerhus på vestkysten, over at ligge arm i arm med min kæreste og vores hund på maven eller over tanken at der bor en baby i min mave. Men fordi jeg ikke nedfælder de følelser i ord, er det som om det er lidt mere flygtigt.
    Der tror jeg bloggen giver dig lov og mulighed for at forlænge og dvæle lidt ekstra ved den der flygtige lykkefølelse du havde en morgen på frederiksberg eller den aften du sad i dit nye hus og spiste aftensmad på gulvet.

  60. Det her er nok et af de bedste indlæg jeg har læst på din (eller nogen anden) blog. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal svare, bortset fra at jeg har lyst til at rejse mig op og klappe. Hvilket nok er en lidt dårlig idé da jeg sidder på arbejdet. Men jeg er bare så enig og synes det er så fint formuleret, og viser så stor ærlighed og god indsigt fra din side. Selvfølgelig skal du dele din lykke, folk der får kvalme af den er nok ikke værd at samle på alligevel. Deres misundelighed må ligesom være deres problem, det er jo dem der ikke kan se at vi alle har vores dele af skygge og sol og skal have lov at nyde solen når den skinner.

  61. Synes dette er så relevant, og jeg kan se mig selv i mange af de situationer, hvor jeg tænker “hvorfor helvede har de lov til at være så lykkelige og perfekte”? Men når man læser en blog, så ved man tvivlsomt hvordan hele historien forholder sig, og det skal man også selv som bloglæser huske. Og hvis man får for meget, så må man skippe indlægget, og læse det en dag, hvor man kan rumme folks lykke.

    Har engang selv taget mig i, at brække mig over, hvor lykkelig den norske blogger “fotballfrue” lyder, og det var lige præcis i en periode, hvor jeg ikke kunne finde mig selv i livet, og havde nogle virkelig svære dage. Det kunne jeg ikke rumme. Men når jeg selv begynder at blive gladere, så rummer jeg det fint, og ønsker mine veninder og medmennesker alt det bedste.

  62. Kære Cathrine

    Først og fremmest: Til lykke med din lykke (i den allermest positive tone jeg kan sige)! Hvor er det dejligt at høre om, både dine kiosk-romaner, tudeture, Værnedamsvej og Frida.

    Jeg læste dette fine indlæg på vej til Uni i morges. Heldigvis er der et stykke fra Roskilde til CBS på Frederiksberg, så jeg kunne nå at læse det flere gange. Det fik mig virkelig til at tænke over de postive ting der foregår i mit liv lige nu – at jeg på trods af mine betænkeligheder og fornuft, har fuldt mit hjerte og flyttet sammen med min kæreste, hans snorken, at jeg kan cykle frem og tilbage i det dejlige vejr og ikke mindst alle de dejlige mennesker omkring mig. Og alle de andre 1000 ting som gør mig lykkelig.

    Dog sker der også dårlige ting; en tæt venindes bedstefar har fået konstateret kræft, og flere ældre mennesker jeg har omkring mig, må desværre døje med skrantende helbred. Selv med disse dårlige ting, tog jeg mig selv i at smile til mig selv og til fremmede i morges efter at have læst dit indlæg. På trods af sygdomme og andre småting som en fyldt opvaskemaskine og en fyldt vasketøjskurv, kunne intet tørre mit smil af. Tak! Tak for at give mig en dejlig start på dagen med dit dejlige udbrud – det var lige hvad jeg havde brug for. Tak for at få mig til at smile over at følge mit hjerte, og de positive ting i mit liv. <3 <3 <3

    De kærligste hilsner
    Jannike

  63. Fantastisk indlæg!

    Jeg har indtil videre været lidt af en silent reader, men jeg må ærligt indrømme at du skriver så godt, dragende og beskrivende at jeg føler mig lidt som en bekendt, og vi sidder og drikker (god!) kaffe sammen og diskuterer om dit og dat – og nu må jeg vist godt snart blande mig lidt 😉

    I princippet var Marias kommentar meget dansk, synes jeg. Det var min første tanke, “helLO Jantelov!” Og som du selv skriver, så kan vi danskere altid finde noget at brokke os over. Men jeg synes dit svar på tiltale er lige i øjet – og du starter en interessant debat. Jeg synes at specielt i dag, hvor vil alle lever så hurtigt og skal nå så meget, så kan det være svært at få sig selv med. Og med alle de sociale medier, som – let’s face it – kun giver os alle stress over at skulle portrætere hvor fantastisk og spændende et liv vi lever og samtidig gør os mega jaloux på andres lykke, så bliver hverdagen meget hurtigt grå og kedelig og stressende.

    Man skal huske på alle de små ting. Gøre hverdagen sjov. Jeg gjorde i sidste uge rent i høje hæle en ganske almindelig tirsdag – bare fordi. Gav den gas med makeuppen en anden dag – bare fordi. Stopper midt på gaden og kigger op, hvis det er godt vejr, og nyder det – bare fordi. Nogengange skal man ikke tænke så meget, bare gøre. Det er de små ting der gør en lykkelig, tror jeg. Og selvom det nogengange er svært at rumme andres lykke, så skal man huske på at hvis man husker at vande sin egen græsplæne så bliver den ligeså grøn som naboens. Der er kun en der kan gøre noget ved det, og det er én selv 😉

    Så tusind tak for en god blog, tror jeg egentlig bare jeg ville sige. Ligeså meget som jeg nyder dine outfits og inspiration, mopse billeder og interior billeder – ligeså meget nyder jeg dine ord og tanker.

    Tillykke med din lykke! 😉

  64. Hej Cathrine
    Du sætter virkelig tankerne (og drømmene om baggårdshus) igang.
    Du inspirerer! Og din lykke inspirerer!
    Selvom din blog er en modeblog, har du altid formodet at holde den personlig og overhovedet ikke overfladisk. Og da slet ikke dine lykke-indlæg – det er netop indlæg som disse, og indlæg om revnede bukser, der gør den personlighed. Bloggen har humor, selvironi, personlighed og inspiration til hoved og shoppegenet, som ingen andre blogs har. Og netop derfor vender jeg tilbage hver eneste.
    Du har virkelig skabt noget fantastisk her!
    Kh Kirsten

  65. Wow! Wow! Wow! Godt skrevet! 🙂
    Jeg må sgu indrømme, at jeg er total enig med dig, kære Cathrine! Altså, det der med lykken og det der med, at man i høj grad skal passe på med IKKE at sammenligne sig selv eller sin lykke med andres. Jeg har en veninde, som har kendt sin kæreste i et halvt år, og nu skal de giftes…. ET HALVT ÅR!!!!! Og faktisk vil jeg ikke giftes LIGE NU, for ærlig talt, har kun kendt min kæreste i to et halvt år, men alligevel. Av, den stak! Og hvorfor skal vi så ikke også giftes og bla bla. Jeg er altid fucking godt tilfreds med mig selv og mit liv, indtil jeg sammenligner mig selv med andre, der er flottere, har større bryster, en flottere røv, skal giftes, har råd til en dyr taske osv… Men ved du hvad? Jeg har det jo så godt så godt, og det skal jeg da ikke være flov over! 🙂 Så del du bare ud af din lykke her på DIN blog – og så synes jeg iøvrigt også, at du er smadderhamrende god til også at nævne de mindre lykkelige stunder/ting og sager her på bloggen… Så overfladisk, det synes jeg altså ikke du er! Men ligesom de fleste blogge, er det jo et slags glansbillede, der bliver postet… og det ved vi læsere jo! Kender i hvert fald ingen som dig, der kan få det til at lyde sejt og fashionabelt at revne sine bukser 😉 hæhæ! Så klap dig selv på skulderen og nyd din lykke! 🙂 You deserve it!

  66. What, Nina, blev simpelthen bare lige nødt til at reagere på din kommentar! Jeg har også været under udredning for sclerose siden januar. Det er virkelig en hård omgang at blive trukket igennem, men fantastisk at høre at du er rask! Jeg er med 99% sikkerhed ikke lige så heldig, men har heldigvis mange andre gode ting i mit liv, som jeg prøver at fokusere på.

    Alt det bedste til dig!

  67. Cathrine – Jeg syntes din blog er helt fantastisk! Emilys (emilysalomon.dk) og din blog, er to blogs jeg bare MÅ læse hver dag. Når jeg læser jeres blogs stiger mit humør altid 10 %, og jeres blogs giver inspiration til også, at se glæden i de små ting i hverdagen 🙂
    Så har jeg en dårlig dag, ja så klikker jeg bare ind på din blog – og vupti, så blev dagens straks lidt bedre 🙂

  68. Jeg erklærer mig helt enig i overstående, kunne ikke have formuleret det bedre selv. Desuden synes jeg det er en helt vild fed debat! Jeg er efterhånden faldet fra ved rigtig mange andre blogs, men her har jeg holdt fast! Du er så skide dygtig til at formulere dig (det er der efter min mening rigtig rigtig mange herinde i blogland, der ikke kan finde ud af) og så elsker jeg at blive hevet ind i dit univers. Jeg er absolut ikke skredet, men jeg synes at du skal tage nogle af tingene her i debatten til eftertanke. PS bliver selvfølgelig hængende herinde for evigt!

  69. Hallo!!

    Kære alle, der tror min kritik handle om jantelov og have ondt i røven over andres lykke. Hold nu op!!!
    Læs venligst mit tidligere lange svar i denne tråd. (Som vist er postet i to versioner pga. teknikbøvl, sorry)

    Og til de, der tror, jeg nu mener Cathrine bør løfte den tunge og næsten umulige opgave at lave en version af Euroman til kvinder.
    Lad nu vær’. Selvfølgelig gør jeg ikke det.
    Jeg bruger de kvalmende dameblade som eksempel på, når det bliver for lyserødt. For det samme er tilfældet på diverse blogs.
    Og nogen bloggere kan jo godt gå forrest i kampen om at sætte gang i brugbare debatter. (Cathrines indlæg er et klasseeksempel)
    Og nej da!!
    Det behøver slet ikke handle om politik eller noget samfundskritisk.
    Jeg efterlyser bare mere intilligent debat og stillingtagen til modeverdenene i stedet for til tider ren ‘lyserød show-off’.
    Og dermed mener jeg ikke indlæg og stress, depressioner osv. Det modsatte af de lyserøde indlæg er ikke kulsorte af slagsen. Overhovedet ikke. Jeg elsker farver, men gerne flere af dem på en nuanceret palet.

  70. SÅDAN!! Stor tommel op ad, høj femmer og hele baduljen. Du er så sej(lykkelig eller ej)!

  71. En lille bemærkning: Måske er det mere læserne end bloggeren der mangler perspektiv? Vi lever efterhånden i en verden, hvor vi kan få alt serveret lige til døren. Der er efterhånden en tendens til at alt er on-demand – når vi vil, hvad vi vil (mad, musik, tv, film, nyheder, mode – altsammen lige til døren når det passer os), og den tendens er måske lidt ærgerligt også at forsøge at lægge ned over blogs.

  72. Virkelig berigende læsning, tak for det! 🙂

    … PS. Jeg synes, du var lidt hård ved Kidd i radioen i morges, hehe.

  73. WAUW! De flyver så mange tanker rundt i mit hoved, så jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte….

    “Hvor lykkelig har du lov at være” – helt vildt meget lykkelig. Det er en faktor der bare slet ikke må eller skal skrues ned på. Det er jo lige præcis graden af lykke, der beskriver hvordan man har det. Og nej, den kan ikke måles eller vejes, men det vigtigste er, at den er der!

    Jeg er frygtelig slem til at fokusere på de dårlige ting i stedet for de gode ting… Hvorfor skal vi ikke også giftes? Hvorfor skal vi ikke købe hus og indrette? Hvorfor har jeg ikke lige så fed en garderobe som Cathrine?
    Men jeg er alt for hård ved mig selv – jeg har en lille baby, der vokser i maven og beriger vores liv på alle mulige måder til juni, vi bor i en kæmpe lækker andelslejlighed midt på Frederiksberg med Landbohøjskolens have som baghave, jeg har den skønneste kæreste, der elsker mig på godt og ondt!
    Jeg er sgu da også lykkelig! Jeg glemmer det bare nogle gange…

    Jeg NYDER at læse din blog fordi du inspirerer mig på alle mulige måder. Jeg synes du er vildt modig; at dele ud af din ærlighed på bloggen til skue for alle mennesker, at iklæde dig det vildeste tøj og samtidig se drønlækker ud, at stoppe med studiet, selvom du ved at du burde færdiggøre det….
    Din blog emmer at Cathrine. Eller det ved jeg jo ikke, fordi jeg ikke kender dig i virkeligheden, men jeg føler at du er dybt ærlig når du skriver og at vi får lov til at lære den rigtige Cathrine at kende – på godt og ondt.
    Selvfølgelig får vi ikke alle detaljer og er det i bund og grund ikke sjovest at skrive om de sjove og gode ting, end at fortælle om de dårlige ting. En blog er vel bare toppen af isbjerget…

    Modemæssigt er du en kæmpe inspiration for mig. Jeg er typen, der ALTID har i hvert fald et stykke sort tøj på, men hver gang jeg ser dine tøj-indlæg bliver jeg mindet om, at jeg skal huske at skifte noget af det sorte ud med farver..
    I går var jeg SÅ tæt på at købe guld-ganni-sættet fordi du bare er drønlækker i det, MEN jeg har ingen anelse om, hvornår jeg skal tage det på. Og jeg tror endda det ville være alt for grænseoverskridende for mig overhovedet af få det brugt, så fornuften sejrede trods alt og pengene blev sparret 😉

    Ved ikke rigtigt, hvad jeg ville med dette indlæg og om det bare blev alt for rodet, men mest af alt vil jeg bare takke for en virkelig inspirerende blog. Jeg synes du gør det skide godt! High-five til dig og stort held og lykke med den nye bolig. Glæder mig til at se flere billeder!

    Kh. Rikke – rikkelisberg.dk

  74. Kære Cathrine

    1000 tak for et rigtig godt og et rigtig tankevækkende indlæg. Det er sådan et indlæg, jeg vil gå ind og læse næste gang jeg er ulykkelig, lykkelig eller bare midt i mellem.
    Min bedsteveninde og jeg siger altid; “du kan ikke nyde kagen, hvis du ikke har smagt lorten”. Du kan jo aldrig komme helt op, hvis du ikke har været helt nede. Det skal man huske at minde sig selv om i de dårlige tider. For der er sgu en mening med galskaben.

    For to uger siden gik jeg fra min kæreste gennem 3 år. Det har selvfølgelig været rigtig hårdt, men jeg havde overvejet det så længe, at jeg nok egentligt var ret klar til det. Mere klar end jeg lige selv gik og troede. Jeg har haft det overraskende godt de sidste to uger – ja, jeg vil nærmest sige lykkelig. Men det forventes af mig, at jeg er helt nede i kulkælderen, så jeg har faktisk rigtig svært ved at rumme den form for lykke, som jeg føler lige nu. Ja, for lykken kan jo vise sig i mange afskygninger – lige nu viser den sig nok i form af lettelse og frihed. Men det er ret tabu, så lige nu undgår jeg nok at vise min omverden hvor glad jeg egentligt er – men dit indlæg har inspireret mig til at gøre det. Jeg er klar til at vise alle, at jeg er lykkelig, og så håber jeg, at alle er klar til at rumme min lykke.

    Det blev en liiiidt forvirrende kommentar, har jeg på fornemmeren. Men det skulle lige ud, hurtigt, direkte fra hjertet. Tak for en god og inspirerende blog. Det har været dejligt at læse om din lykke – det smitter jo for fa’en!!!!

  75. Vil da give Maria ret i, at nogle af dine indlæg godt kan blive sukkersøde og rosenrøde, men hvis ens liv er sådan, hvorfor skulle man så holde det inde? Det er vel den slags stunder, som det handler om virkelig at nyde og huske på til de tider, hvor den rosenrøde farve måske falmer en smule – den slags sker jo.

    Cathrine, jeg hører dig til tider i radioen og følger din blog, og alt respekt for dig – det virker virkelig som om, at du formår at stoppe op og nyde de stunder, som virkelige er gode. Noget jeg så gerne selv vil blive bedre til.
    Og nej, man kan da aldrig blive for lykkelig 🙂

  76. Kan se det allerede er kommet en masse indlæg, men blev så provokeret at jeg er nødt til at skrive.
    Man kan så absolut ikke være for lykkelig, det er så dansk og jantelov at man ikke kan få lov til at glæde sig på sine egne veje når tingene bare kører. Jeg har da helt sikkert også nemmere ved at ‘tåle’ din lykke, fordi jeg selv er et godt sted i mit liv. Men lige som dit tøj inspirerer mig, så inspirerer din glæde til livet mig også. Du finder altid det gode frem, og det gør også mig glad.

    Synes virkelig du er beundringsværdi, og vil hjertens gerne høre om din lykke. (Hvis jeg bare boede i København kom jeg ind til dig i aften og fik et kram (et kram er altid godt) og sagde der her ting til dig). Bliv ved med at være dig 🙂

  77. Hov, det lignede ikke den gemte da jeg skrev den første kommentar under ”Louise D”, mærkeligt. Så kommenterede igen, bare under midt mellemnavn Louise B 😉

  78. Altså, hvis du ikke må være super glad for Jeres overlækre nye hjem hvad søren må du så være?

    Når vi en gang skal flytte fra vores nuværende hjem, så vil jeg sidde midt på det tomme stuegulv og stor græde. Det var her vi fandt ud af at jeg var gravid. Det var her vores drenge tog deres første skridt, det var her de havde den første del af deres barndom. Det var her vi levede i mange år og fjollede, skændes, grinede, fejrede og bare var. Det kan man da godt blive lidt emotionel over at skulle forlade. Må man ikke det?

    Og jeg synes ellers nok du har skrevet når tingene gik lidt i den anden retning. Du er bare inde i en stime af forår, gode, dejlige, lyse og positive ting lige nu. Det skal du da have lov til at fortælle os. Det er vel også en form for ytringsfrihed!?

    Op på hesten igen og derud af med det gode og mindre gode liv *Kram og gode tanker 🙂 *

  79. Altså, hvis du ikke må være super glad for Jeres overlækre nye hjem hvad søren må du så være?

    Når vi en gang skal flytte fra vores nuværende hjem, så vil jeg sidde midt på det tomme stuegulv og stor græde. Det var her vi fandt ud af at jeg var gravid. Det var her vores drenge tog deres første skridt, det var her de havde den første del af deres barndom. Det var her vi levede i mange år og fjollede, skændes, grinede, fejrede og bare var. Det kan man da godt blive lidt emotionel over at skulle forlade. Må man ikke det?

    Og jeg synes ellers nok du har skrevet når tingene gik lidt i den anden retning. Du er bare inde i en stime af forår, gode, dejlige, lyse og positive ting lige nu. Det skal du da have lov til at fortælle os. Det er vel også en form for ytringsfrihed!?

    Op på hesten igen og derud af med det gode og mindre gode liv *Kram og gode tanker 🙂 *

  80. Jeg læser med fordi det gør mig glad. Reflekterende indlæg, flotte billeder, god stil og positivt livssyn. Hvis jeg vil have samfundsdebat læser jeg en avis. Hvis jeg vil høre brok og se, hvordan helt almindelige mennesker sønderstyler en forvasket H&M t-shirt med tvivlsomme spejlselfies, så findes de også i hobetal her på internettet. Du gør det godt, Cathrine, og DU bestemmer!

  81. Jeg er helt enig med dig i den betragtning, Laura! Og det eneste, jeg fortryder i mit indlæg, er retorikken, hvor jeg forbyder hende at brokke sig. Den er virkelig uheldig og overhovedet ikke op til mig. Jeg kan ønske noget, men ikke kræve eller pådutte. Mine formuleringer blev bare sat lidt på en spids, fordi jeg var lidt debat-ophidset! 😉 Beklager den formulering.

    Med det sagt lægger mange af bloggerne jo selv op til on demand-input, når du efterspørger, hvad vi læsere gerne vil have mere af. Til det har jeg aldrig forslag, for jeg vil egentlig gerne have det umiddelbare indlæg, som bloggeren selv føler for, og hvis ikke det var fordi, jeg holder så meget af bloggen her, kunne det heller aldrig falde mig ind at bede om lidt mere ydmyghed. Jeg synes jo gennemgående, at Cathrine er mere en fantastisk, og derfor stikker tendensen, jeg brokker mig over (ha!) i ovenstående indlæg lidt ud for mig.

  82. Hej Cathrine
    Jeg synes det er så dejligt at læse om din lykke. Du sætter pris på de små ting, og det får mig til at få øjnene op for alle de dejlige ting der er i mit eget liv. Det er virkelig inspirerende 🙂 Så tak for fokus på alt det dejlige der omgiver os! (en hilsen fra hende der tidligere brokkede sig over et brok-indlæg 😉 )
    I min verden smitter smil – og indlæg og glæde er smil på skrift. Jeg smiler i hvert fald når jeg læser med. Tak 🙂
    Håber der er meget mere lykke at læse med på i fremtiden 🙂

  83. Åh Hazel… Det er jeg så ked af at høre. Det har været et sindsygt hårdt forløb, det fik fuldstændig skovlen under mig og jeg havde det helt forfærdeligt. Jeg krydser alt hvad jeg overhovedet kan, for at den sidste 1% vil overvinde de dårlige odds hos dig! Og virkelig sejt, at du fokuserer på det positive, det kan være svært i den situation. Sender dig rigtig mange varme og positive tanker.

  84. Hvis man ikke må dele sin lykke, hvad er det så for en verden vi lever i?? Så kan vi bare gå rundt og brokke os, og hvis der er noget der er drænende at høre på, så er det da brok. I hvert fald i større mængder 🙂 Jeg synes din blog er dejlig, og jeg bliver altid i skønt humør af at læse den. Selvfølgelig skal du dele ud af din lykke!!! Alle ved da godt at man ikke render rundt på en lyserød sky hele tiden…det er vel ingen af os der gør. Men det er de lykkelige stunder man har lyst til at dele ud af. Så fortsæt endelig med det!!!

  85. Åh, Cathrine… Det er så sjovt, at du tager det her op! Jeg diskuterede faktisk netop det samme med en ny veninde, som jeg mødte i Belize, da jeg var der. Hun og hendes kæreste levede på samme måde et rejseliv, som mig og min kæreste gør, og vi snakkede faktisk netop om dette med, om man mon kan være FOR lykkelig.

    Det var særligt noget, jeg tænkte en del over, da det var vinter i Danmark, og folk lagde den ene sure status efter den anden op på Facebook. Alt dette med forsinket metro, lortevejr, tørre læber, forkølelse… Jeg kender det jo. Og der i februar magter man bare ikke mere pis med det vejr eller mere sygdom. Og der sad jeg i Caribien (og havde været der siden december) med verdens største smil og verdens mest ustyrlig lykkefølelse i hele kroppen!

    Men jeg stoppede ofte mig selv i at dele det. Ville ikke være hende dér, der bare sidder med tæerne i sandet og blærer sig helt vildt over for vennerne på Facebook. Så jeg skruede ned for det. Rykkede det over på rejsebloggen, men så alligevel ikke…

    Det er svært at forklare, men dér midt på vores lille ø-paradis i Belize, med rum punch nr. 4 den aften i hånden, der var det fantastisk at snakke med nogle andre, der har samme “problem” som os. Det er så svært at finde ud af, hvornår det er ok at dele sin lykke. Jeg har været én stor lykkeboble siden vi forlod Danmark (ikke så meget pga. Danmark, men mere fordi vi nu oplever verden!), og det kan måske også godt blive for meget? 5 måneders ren lykke uden filter, kan sikkert godt virke kvalmende…

    Tak for dit fine indlæg. Jeg synes, vi skal være bedre til at rumme hinanden – også hinandens lykke! Jeg sidder med verdens største smil, hver gang jeg læser dine lykke-indlæg! Du fortjener det så meget! Og din lykke smitter jo. 🙂 Naturligvis skal man ikke tvære sin lykke ud i fjæset på folk, der er inde i en dårlig periode, men man skal heller ikke lægge låg på sig selv.

    Go crazy. girl! 🙂

Læg en kommentar