25

 photo foslashller_1_zps48654c2a.jpg

Godmorgen

I går aftes havde jeg sådan nogen dejlige øjeblikke. Vi grillede lidt god mad (kyllingebryster med lidt hvidløgs-castello-ost på pakket ind i serranoskinke med blomkål, det hele i en foliebakke på grillen tilsat olie, salt, peber – det kan anbefales), og så gik jeg og fjernede lidt ukrudt mellem fliserne, vandede og gødede alt planteværk, plantede de nye pelargonier jeg havde købt, omplantede en hortensia. Jeg gik bare og dimsede den i gården i flere timer, indtil solen var helt væk. Det var så hyggeligt. Og selv om min aktivitetskalender for i går aftes sikkert lød som min mormors med ukrudt som største prioritet, så følte jeg mig faktisk henslægt til min barndom.

Jeg har haft uendeligt mange aftener i haven som barn. Typisk spiste min mor og jeg aftensmad tidligt, så koldskål til dessert (nogen gange bare som aftensmad), og så skulle vi i haven. Vi lugede ud, plantede, slog græs. At være sammen, men helt i stilhed. Fuglene der sang os godnat til solen gik ned og hænderne var ligeså sorte af jorden som himlen. Det var vidunderligt. Og selv om jeg nok så det til tider som en sur pligt som 9-10-11-årig, så ser jeg nu tilbage på det som små glimt af lykke. Havearbejde med min mor. I går aftes, da jeg gik dér, i vores egen lille gård. Fuglene sang i den fuglerede, der er lige ved hoveddøren. Det var så idyllisk, og jeg kom til at tænke på alle stunderne i haven som barn. Dem har jeg ikke tænkt på i årevis. Jeg savnede min mor lidt men grinede lidt ved tanken; nu er det min tur. Jeg er voksen nu.

Jeg talte med min lillesøster forleden om eksaminer. Om hvordan man hele tiden bliver større, dygtigere og mere og mere “duelig”. Når man går i 4. klasse, kan man slet ikke forstå, hvordan dem i 9. klasse er blevet så store. Så kommer man i 1. g og tænker, “hvordan skal jeg dog nogensinde blive student??”. Det er da alt for svært! Men så en juni-dag, så står man der med huen på hovedet og føler sig ærligt talt lidt som kongen af denne verden. Jeg gjorde i hvert fald, kan jeg huske. Så flytter man hjemmefra, starter studie og tankerne rammer igen; “SPECIALE?? BACHELOR?? HOW??”. Men tiden går, og man møder folk der siger, “Du kan godt, gør det!”. Og så kan man. Gør det.

Jeg er efterhånden blevet så klog, at jeg ved, jeg kan meget. Hvis jeg finder modet frem og TØR. Hvis jeg tør spørge om hjælp. Hvis jeg tør tænke store tanker. Hvis jeg tør lade tiden arbejde for mig. Hvis jeg tør at give slip og læne mig tilbage, hvis det går i hårknude. 

Måske kan jeg ikke alt, men jeg kan meget. Og det kan jeg fordi jeg har vidunderlige mennesker omkring mig. De der tager telefonen, når jeg ringer og har fået en skør idé. Dem der siger “JA! GØR DET!”. Dem der giver et kram, når det så ikke lige lykkes i første omgang; helt ærligt det gør det jo sjældent. Man skal fejle et par gange i livet, så man kan mærke, at man virkelig vil det, at livet virkelig er værd at leve og kæmpe for.

Min far og mor blev aldrig STX-studenter, det var ikke så moderne for 40 år siden. Men det blev både min søster og jeg med god hjælp fra vores forældre. Jeg flyttede hjemmefra to-tre dage efter huen sad på hovedet, og selv om det må have gjort lidt ondt i min mors mave over, at jeg nærmest “flygtede” hjemmefra så hurtigt som alt skulle gå, så hjalp hun mig. Så kom jeg på uni. Og jeg blev optaget på udveksling i Helsinki, og min kæreste sagde “GØR DET!”. Men så kom jeg på Talentholdet, fordi mine dejlige studieveninder sagde, “Du skal! GØR DET!”. Og så fik jeg bloggen, selv om flere spurgte “hvorfor gør du det?”, haha, men jeg gjorde det, og jeg fortsatte fordi I sagde, “Gør det!”. 

Og nu står jeg her. 25 år i dag. Og jeg synes sørme, jeg er godt på vej i livet. Jeg har verdens bedste hund. Jeg har min kæreste på 7. år. Jeg har ikke en gigantisk vennekreds, men de, jeg har, er guld værd. Jeg har godt nok ikke fået min uddannelse i hus – det havde jeg nok regnet med for 10 år siden. Men det kommer en dag. Jeg har et dejligt arbejde. Og et hus! Og en have med ukrudt og pelargonier. Jeg har det så godt, og jeg er så taknemmelig. Panik omkring alder kommer, tror jeg, når man ikke har indfriet egne forventninger. Når man ikke er der, man troede man ville være. Jeg er slet ikke dér, hvor jeg troede, jeg ville være. Men panikken udebliver. Jeg er et meget bedre sted. Et sted der overgår selv min vildeste fantasi.

Tak for mine første 25 år til mor og far. Til min søster, din drillepind – at sende kanelfyldt fødselsdagskort! Tak til alle de mennesker, jeg møder på min vej. Tak til min kæreste, der bare er der. Altid. Til min bedste veninde. Du er i virkeligheden min sjæleven. Til jer, alle de af jer, der sidder og læser mine alt for mange ord hver eneste dag. Tak til dem, der siger “GØR DET!”. Hvis ikke jeg gjorde, så var jeg ikke her. Tak er et utroligt lille ord, men det virker helt på sin plads i dag.

Hav en helt vidunderlig torsdag, den 22. maj. Min yndlingsdag.

39 kommentarer
  1. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid bliver rørt når jeg læser dine lange indlæg med tanker om livet. Men det gør jeg altså, lidt. Jeg er blevet sentimental her på mit 24. år. Jeg vil gerne sige dig tak fordi du altid er så fin og ærlig i dine indlæg, det gør det virkelig værd at læse. Og nå ja: Tillykke, for pokker. Må du have en fremragende solskins-dag! Kh Julie

  2. Hvor er det helt igennem skønt den følelse du har af at være, der hvor du skal være lige nu.

    Du er så sej, sød og skøn, og jeg håber du bliver her på bloggen maaaaange år endnu.
    Jeg er “lidt” ældre end dig, men du er inspirerende på så mange forskellige fronter, så tak for dig!

    Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen 🙂
    Jeg håber, du får en helt fantastisk dag fyldt med glæde og forkælelse 🙂

  3. Stort tillykke med fødselsdagen, søde Cath!!!

    Blev helt glad for at læse dit indlæg, fordi det faktisk beskriver nogle tanker, som jeg selv har haft i mit lille hoved det sidste stykke tid Det der med, at man opnår noget. Faktisk meget mere, end man selv havde regnet med, trods sin unge alder. Snakkede om emnet med min mor så sent som i går. Meget sjovt sammentræf, men også rart at høre andre, som oplever den samme fase. 🙂

    Det er så vigtigt at have folk omkring sig, som siger ‘Gør det!’. Dem er jeg også selv omringet af, hvilket gør, at man kan nå stjerner – og når man ikke kan nå dem, så hjælper de med at finde en taburet eller en stige. Det er så vigtigt at have mennesker i ens liv, som gør en modig – det er jo netop dét, som giver livsværdi.

    Hav den dejligste dag. You deserve it <3

  4. Kæreste Cathrine – Tak for du er som du er! Tak fordi du gør noget ved mig indeni, som ikke blot får mig til at læse alle dine indlæg, og som de allerførste hver eneste dag, men som jeg også tager til mig og udvikler mig af! Det synes jeg er sejt, at du formår!
    STORT TILLYKKE! Må du få en fantastisk dag og blive fejret lige så behørigt som du fortjener det!

  5. Først og fremmest KÆMPE stort tillykke med fødselsdagen! Jeg håber, du får en helt fantastisk dag! Og wauw for et indlæg, jeg bliver helt rørt af at læse det! Tak til dig for i sin tid at have oprettet denne blog. Dine tanker har hjulpet mig mange gange, og jeg håber, du fortsat vil dele dine dem med os. 🙂

  6. Tillykke med dig! Du er et livsstykke og en fornøjelse at følge – tak for mange gode indlæg og nyd din fødselsdag!

  7. Sikke et dejligt indlæg! Jeg kommenterer ikke normalt, men er en af snyderne, som læser din blog med glæde, mens jeg aldrig siger et ord. Men idag. Så ramte dit indlæg mig lige i maven.

    Jeg har de sidste 3-4 år kæmpet med en depression, som on/off har vist sit grumme sorte ansigt og gjort tingene svære – til tider umulige. Alt i mens jeg har kæmpet med det, har jeg knoklet mig gennem min universitetsuddannelse, som ind i mellem har virket uoverskuelig, når livet altså har tænkt sig at komme i vejen sådan.

    Nu sidder jeg i specialets slutface, og jeg er snart færdig. Og jeg får det ligesom dig. Jeg gjorde det! Jeg kunne. Og jeg gør det 🙂

    Tillykke med fødselsdagen og tak fordi du mindede mig om, at det faktisk er en selv, der får tingene til at ske 🙂

  8. Er vild med det her indlæg. Får mig til at tænke på at vi alle skal slappe lidt af og bare tage tingene i vores eget tempo, og at det er helt okay at være MEGET forskellige steder i livet når man er i 20’erne. Nogle med børn, nogle med karriere, nogle der fester, nogle der studerer, nogle der rejser… Der er ikke noget rigtigt svar, det vigtigste er bare at man selv er tilfreds. Og du lyder bare så tilfreds og glad. Tillykke med dagen fine Cathrine, og tak for de smukke solstråler som jeg nyder fra en læsesal i indre Kbh.

  9. Stort tillykke med dagen 🙂 Den 22. maj er også en af mine ynglingsdage, da min kære far har føl’er ligesom dig (selvom jeg i forbindelse med ham godt kan panikke lidt over, at han bliver ældre – det synes jeg næsten er sværer at acceptere, end at jeg selv gør).

    Jeg læser altid dine indlæg med en særlig følelse i kroppen, og holder meget af, at du er så bund ærlig, og tillader dig selv at vende store og små emner, med lige stor opmærksomhed, så jeg vil også gerne sende dig et stort TAK, for at du GØR DET!!!!! 🙂

  10. Tillykke med fødselsdagen 🙂 Og husk at ikke alting behøves gå så hurtigt. Jeg blev færdig med min uddannelse da jeg var 28 år. Nu sidder jeg 7 år senere, og laver noget hel andet end min laaaange uddannelse var beregnet på 🙂 Men heldigvis føles det alligevel ikke spildt.

  11. Er ved at DØ over hvor nuttet Frida ser ud på de billeder. Jeg vil også have en lille hund!
    Og med hensyn til din alder, så har du nået vildt mange ting, selvom du havde troet det ville være anderledes. Men sommetider skal man også nyde livet, i stedet for at rutsje igennem det hele, uden at kigge tilbage, og en gang imellem lave det som DU selv finder interessant. Du kan godt være stolt. Og alder er bare et tal.
    Bliver selv snart 23 år, men jeg føler mig som en på 20. Og derfor anser jeg ikke mig selv som gammel endnu, og det er du heller ikke – du har hele livet foran dig 🙂

  12. Kæmpe stort tillykke med fødselsdagen! Med sådan nogle tanker og sådan en positiv indstilling, som du har i indlægget, så kan dagen og resten af livet da kun blive godt. Og tak for det gode vejr og altid velskrevne indlæg!

  13. Først: tillykke med fødselsdagen! Og for det andet, enormt godt indlæg. Jeg er simpelthen så enig i, at det langt hen ad vejen er eget initiativ der driver en frem. Det at gøre noget er så vigtigt, i hvert tilfælde hvis man vil forme sit liv til at blive lige som man drømmer om – eller endnu bedre end det.

    Hold fast i at gøre noget, du gør det jo godt!

  14. Iiiih, hvor jeg banker mig selv i hovedet over jeg først har fundet din blog nu (for ca. 1 måneds tid siden). Tror jeg brugte de første 3 dage på bare at trykke ‘læs mere’, og læse alle de indlæg jeg kunne (håber der kommer en ’side’ vælger, så jeg kan læse endnu længere tilbage :-). Jeg bliver helt rørt – sad med tårer i øjnene, ved slutningen af det her indlæg (og ved mange andre).. Nå, lang smørre… Det jeg ville sige var bare: HOLD OP hvor virker du som et dejligt menneske, og hvor er din blog god 🙂

  15. Kæmpe tillykke med de 25 år!
    Du bliver smukkere for hver dag, der går!
    Hver dag glæder jeg mig til at kigge forbi din blog og bare nyde det at læse dine fine sætninger! du skriver så godt og jubler når der er ekstra meget at læse!
    Tillykke med huset! jeg håber snart at du og din kæreste (og jordens sødeste Frida) falder 110% til i jeres nye hus, jeg glæder mig på jeres vegne når de sidste billeder kommer op at hænge på væggen! 🙂
    Til slut vil jeg bare sige at jeg også slutter dagen af med at lytte til dit aftenprogram på p3!

  16. Stort tillykke!! Jeg elsker dine skriblerier, du gør mig så glad 🙂 Håber din mand og Frida fejrer dig godt!

  17. Stort tillykke med din fødselsdag 🙂
    Virkelig fint indlæg, jeg nyder at læse med hver gang!

  18. Tak for et smukt vejr, som for undertegnedes vedkommende nydes indendøre med vinduerne fuldt åbne –
    mens BA-skriverierne står på.
    Stort tillykke med din fødselsdag. Det er på sin vis weird (for mig) at kommentere, men som en gestus over at du har en skide dejlig blog, så får du hermed en kommentar med. Jeg tænker ofte at det virker lidt malplaceret at kommentere, men hey – men hvis blogger-piger mangler lidt vibes fra os udefra, så er det hermed modtaget.
    Hav en rigtig skøn og dejlig fødselsdag i dit nye hus.
    Kh Christine

  19. Wow, er det eneste, jeg kan sige lige nu! Virkelig smukt skrevet, og mange gange tillykke med fødselsdagen! Hvor kan du bare skrive. Hvis jeg bare kunne sætte mig ned, og skrive så meget og så godt, så var jeg sgu stolt. Men nu er jeg jo også kun 15… Hvor lyder det bare som om du har det godt, og det er jo det bedste. Jeg håber, jeg kan slå mig ned en dag, og have det så godt som dig. Tak for en lækker blog! “GØR DET”

  20. Ej hvor var det bare et fint indlæg og kan skam godt forstå at den 22 maj er ynglings datoen 😉

  21. Sikke et dejligt indlæg. Din positive energi smitter virkelig. 🙂
    Og stort tillykke med dagen – 25 år er ingen alder (siger den 26-årige, der også er et helt andet – men dejligt – sted i livet, end hun havde forestillet sig).

  22. Stort tillykke til dig og sikke et dejligt indlæg. Håber du har haft den bedste dag.
    Knus fra hende der selv eeeelsker at have fødselsdag, selvom den næste blir den sidste i 20’erne. Og intet er som jeg troede det ville være på nuværende tidspunkt. Men det ska sgu nok komme og det er for pokker bare et tal 🙂
    Hurra for dig!

  23. Det er fantastisk hvordan du formår at føre alles tanker ned på skrift. Hvor er din smukke kjole fra?

  24. Ajjjj tillykke med dagen og tak til dig (og min allerførste, dejlige veninde, der også har fødselsdag i dag) for helt fantastisk vejr 🙂 Jeg kan kun sige at jeg finder dig vildt inspirerende, tak for hjælpen med at holde 3 hårde år i gymnasiet ud, nu er der kun 5 eksamener tilbage og jeg gør det! Ligesom jeg håber du bliver ved med det på alle tænkelige måder, så folk kan blive lige så opløftede af din energi som jeg gør. Fødselsdagskram herfra 🙂

  25. Din barndom lyder bekendt – jeg havde også de unikke sommeraftener med mine forældre. Blev helt glad ved tanken om dem igen. Tak – og tak for et dejligt indlæg 🙂

    Tillykke og hurra fra mig
    /Linda

  26. Et forsinket men stort tillykke med dagen til verdens bedste blogger! 😀
    Det så, at dømme ud fra Instagram, ud til, at du havde en flot dag og blev fejret på aller smukkeste vis – Præcis som du fortjener!

    Tak for en fantastisk blot Cathrine – Tak fordi du dagligt giver min hverdag et ekstra smil og lidt ekstra kulør! 😀

  27. Hvor er det bare super godt skrevet. Jeg er selv en af dem som om præcis 1 måned svinger den længe ventede studenterhue, og selvom jeg er nervøs ved tanken om de eksaminer, så har du jo ret – jeg kan jo godt. Tak for det 🙂

Læg en kommentar