Dagens: Gannisæt

Jeg er totalt bukket bag over, gået bagvendt i bro, over alle jeres vildt fine og kærlige betragtninger til gårsdagens indlæg. Jeg kommer til at vende tilbage til jer, hver og en! Jeg er vild med, at Ida citerer Miley Cyrus: “Forget the haters for somebody loves ya!” – der er jo altid nogen, der elsker os, og det er i virkeligheden dem, vi er her for. Og nu taler jeg ikke om bloggere men om mennesker. Vi er her på jorden for dem, vi elsker, og som elsker os. Og også Miss Muffins betragtninger: “Jeg ser altid blogs som et total enevælde med en matrone af en monark på toppen; hver evig eneste blog er et enevælde og kan man ikke lide det, så må man hoppe videre til næste og se om monarken dér er mere tiltalende.” Christina skrev: “Det der koncept med, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin kæft, det synes jeg egentlig er ret fint. Skal vi ikke genopfinde det?” – og den er jeg helt klart også enig i et langt stykke ad vejen. Med internettet er det bare blevet så nemt for os at brænde det krudt af kollegaen eller naboen skulle have haft, fordi de har klippet dit æbletræ uden at spørge.

Jeg kunne blive ved med at diske op med ret fine betragtninger fra jer. I er kloge, og jeg håber, I selv engang imellem dykker ned i kommentarfeltet, for som Kathrine skrev: “… Kommentarfeltet er ofte rigtig, rigtig givende læsning, med så mange fine anskuelser på de emner du tager op -fra stort til småt.” – ofte er mit indlæg bare toppen af isbjerget, og i kommentarfeltet bliver det hele vendt og drejet og trukket i. Det er faktisk en ære at se det ske gang på gang. TAK!
 photo dagens130814_3_zpsdbccf5fb.jpg
 photo dagens130814_1_zps2cd997dc.jpg

Contains adlinks: Skirt (as pants here) + Jacket – Ganni // Top – Asos Salon // Bag – Decadent // Sandals – Birkenstock “Arizona”

Et lille sæt tøj fra onsdag for en uge siden – det var den eneste dag, jeg deltog i modeugen, og jeg var kun forbi Munthe og Ganni.

Kan I huske, at jeg engang skrev, at det var VILDT, at jeg var kommet på H&M’s presseliste og altså fik lov til at se den hellige gral, som er H&M’s showroom? Det var stort – et trin på bloggerstigen, så ved man ligesom, man er noget ved musikken. En eller anden musik.

Det lyder garantrisset topåndssvagt, men der er bare nogle brands, som er en ære at blive inviteret på besøg hos. Det er lidt ligesom ham den flotte fyr, som går en årgang over dig – du ved, han er way out of your league, men han er bare så pæn, så du drømmer og drømmer og drømmer. Og hvis han så meget som kigger din vej, så står det ud af alle svedkanalerne. I 6. klasse var det Morten fra 7. der stjal mine skjulte blikke (som spurgte om jeg ville være kærester, da jeg kom i 9. og så var jeg nødt til liiiige at prøve, og så var vi kærester i et par uger, til jeg fandt ud af at fantasien overgik virkeligheden). I dag er det bl.a. Ganni (kald mig bare materialistisk). Brugte en formue i foråret på at kunne dyppe kroppen i guldpallietter til P3 Guld.

Og så var jeg altså så edderheldig, at Ganni inviterede mig til deres show for første gange denne sæson. Jeg gennemgik samme “ej-det-må-være-en-fejl”, som til Elle Style Awards, da jeg så invitaitonen med mit navn på. SÅ indtrådte den klassiske “hvad-skal-jeg-ha-på?!?” – men jeg har trods alt set nok dame-mode-blade til at huske, at de store stjerne som Victoria Beckham fx bærer det brand de nu skal til show hos (og på den måde fik jeg let og elefant trukket sammenligninger mellem mig og VB, hæh). Så jeg tog mit nyeste indtog i garderoben på – et rosa/pink-sæt (som var overdrevent varmt i solen) fra Ganni.

… Til bonusinfo kan jeg fortælle at den lille knude var gået op, da jeg var inde i byen og skulle på en taxa med Marie for at komme hen til showet. Hvor lang tid den havde været bundet op og således hvor længe mine underbukser (som klart den dag ikke var de pæneste) havde været til fuld skue, glædes jeg mig over ikke at vide. Jøsses.

God dag!
 photo dagenes130814_4_zps794065f9.jpg
 photo dagens130814_2_zpsc1f65819.jpg
 photo dagens130814_5_zps766ba4e4.jpg

7 kommentarer
  1. Se – det er dét, der er så fint ved dig og din blog: At du lige fortæller detaljen med underhylerne også 🙂

    Speaking of modeugen, så var jeg på åbningsdagen kommet til at lyne mine underhylere fast i min nederdel, så kunne ikke tisse hele dagen…. Rimeligt træls! Og var iført lange ruskindsstøvler, der var eddervarme i solen, fordi stresshjerne simpelthen ikke kunne overskue at pelse bentøjet. Not so fashion… 😉

  2. Åh, hvor jeg dog bare elsker din blog, du er så jordnær og sød. Det er så fedt at du er ærlig og ikke tager dig selv så højtideligt – både i dine beretninger om at blive inviteret til modeuge, samt din ups’er med synlige trusser 🙂 Du er så cool.

    Knus
    Sisselykke.dk

  3. Kære Cathrine.
    Jeg har egentlig gået noget tid og funderet over denne kommentar. Skal – skal ikke? Det er som sådan et lidt skævt emne, men som du selv skriver, er det jo nemt at kommentere på noget på internettet, så længe ens identitet ikke bliver tilkendegivet. Alligevel synes jeg faktisk, det er svært at skrive det alligevel. Nåmeeeen…

    For det første: Jeg synes det er helt vildt irriterende, at vi som læsere bliver trukket så meget ind i dit univers. Det hele er simpelthen ALT for personligt.

    Du tænker sikkert: ”Og hvorfor er det så irriterende, om jeg må spøøøøøørge?!”

    Jo nu skal du høre! Jeg bor også på Frederiksberg (Gammel Kongevej), og hver gang du beskriver et område af ”dit” (host, mit) Frederiksberg, fortæller en fjollet historie, deler et billede af dig selv, din hund, kæreste, fod eller lignende – Ja, så føler jeg, at jeg lærer dig at kende. Man kommer sgu tæt på! Faktisk føler jeg til tider, at jeg kender dig så godt , at jeg tager mig selv i at have lyst til at skrive ”Hey, skal vi ikke lige smutte ned på The Laundromat og få en kaf’, så kan du jo lige fortælle mig mere om den der herre sjove historie du delte på din blog forleden?” Akavet.

    Ja sgu. Akavet! Jeg kender dig jo overhovedet ikke? Og endnu mere syret: Du kender overhovedet ikke mig?! Dét må være en mærkelig fornemmelse!

    For det andet: Én ting er, at man som blogger udstiller sig selv og muligvis har narcissistiske tendenser (sagt med et glimt i øjet). Vi læsere derimod, vi er sgu lidt nogle stalkere. Det synes jeg aldrig der bliver snakket om? Men helt ærligt, vi som læsere sidder jo dagligt/ugentligt og følger med i en anden eller flere personers liv?
    Når det er sagt, er det virkelig mærkelig fornemmelse at føle, at man ved hvem en person er, fordi man læser de ord de deler på blog (det er altså liiiiige en skrive-gave der vil noget, faktisk).

    Jeg følger dig ugentligt (som en af de eneste bloggere jeg rent faktisk gider læser i min fritid, da mit arbejde generelt går ud på at ”stalke” blogs), og jeg synes det er sååå hyggeligt at få en bid af dit eget personlige univers hver gang jeg klikker ind – og uanset hvor mange sure opstød du får fra tid til anden, så må du altid huske på, at de selv at valgt at klikke ind og læse om dig og DIN verden – og lige meget hvor selvhøjtidelige de end lyder, så er de ikke andet end én stor omgang stalkere ;-P

    Så til slut vil jeg bare fortælle dig, at jeg håber at du bliver ved med at dele lidt af det hele, og at du i hvert fald har én læser der ikke kunne drømme om at smække med dørene 🙂

    Bedste hilsner
    Josefine

    (Det blev sgu lidt en rodet omgang, men nu får du den alligevel!)

  4. Jeg tilslutter mig Christina og Sisses ord omkring din blog! 😉
    Det er altså de færreste, der kan gå rundt i byen med uventet udsyn til underbukser OG stadig være vildt cool. Men du kan! 🙂 Måske bliver du i grunden bare mere cool af sådan et lille ‘uheld’ -fordi du kan bære det! 😉

  5. Er jeg den eneste der savner det ‘for kendt til det her sted’ indlæg, som du efterhånden lovede os for noget tid siden? 😀 eller har jeg bare misset det?

Læg en kommentar