Hvad venter vi på?

Nårhmen, det tungsind, der. Jeg har normalt et princip, som hedder, at jeg ikke vil dele noget uden nogen retning eller uden et formål. Men lige her er jeg ikke sikker på formålet med indlægget, og jeg er heller ikke sikker på, jeg har nogen retning. Det er mest af alt bare at åbne toppen af hovedet og så hælde strøtankerne ud på en tallerken, og håbe de lander rigtigt.

I sidste uge mistede min kærestes familie en god ven. Og en familieveninde mistede sin far. Han var kun i 60’erne og netop nået dertil i livet at skulle nyde sit otium. Det er så hamrende uretfærdigt. Nogen lever til de er 102, og andre når ikke at fylde ti. I morgen skal vi til begravelse og give familien den kærlighed og opbakning, de skal have.

Jeg selv har været ganske forskånet. Jeg har mistet min højt, højt elskede farfar for syv år siden. Dengang var jeg sytten år. Det var kort før, jeg mødte min kæreste, og farfar blev begravet den 14. februar 2007. Det tog (mange) år at hele det hul, og jeg kunne på ingen måde se nogen højere mening med tabet. Han havde været syg i knapt tretten år, var selv i 60’erne, da han blev ramt af en blodprop i hjernen.

Jeg bliver ved med at tænke, at det er uretfærdigt, når nogen skal herfra alt for tidligt, og så prøver jeg at tvinge mig selv til at tænke, at der er en højere mening med tabet. At der var brug for dem et andet sted. Men det er der jo ikke – der er jo ingen mening med det.

Det er et eddersvært emne, og sikkert også alt for tungt og for meget på de her regndage. Sikkert hammerusexet i stedet for et outfitbillede eller en kageopskrift. Jeg håber, I vil prøve at hænge i alligevel, for når livet byder på sådan et hak i pladen, da jeg selv mistede eller at vide andre har mistet tæt på en, så sætter det bare gang i en million tanker. Jeg kan egentlig godt tænke, at det da er lidt trist, at så store jordskælv i livet skal til, før de følgende tanker rammer, men derfor hælder jeg dem altså også ud her. Så husker jeg dem måske på min vej, og måske kan det også give jer en lille smule.

Jeg har talt meget med min kæreste om livet på det seneste. Han siger mest af alt, at det altså er alt for stort og tungt at tage hul på sådan efter arbejdstid. Men mit hoved kører hele tiden. Jeg vender tilbage til dén tanke, der hedder: “Hvad er det, jeg venter på?”.

Har I nogensinde hørt jer selv sige: “jeg gør det i morgen!”. Eller “NU skal jeg også snart…”. Eller “jeg vil gerne lige etablere karrieren først?”. Der er jo masser af afarter af den sætning. Og jeg kan være så slem til det. Jeg hører mig selv sige, at NU skal jeg altså også til at passe på mig selv; begynde at træne og spise sundere. Jeg siger til mig selv, og min kæreste og jeg siger til hinanden, at vi da også skal til at få os en bil, så vi kan besøge vores bedsteforældre på landet, så længe vi nu har dem – det er jo på lånt tid, når de efterhånden har nået 80’erne. Vi vil bare gerne liiiige tjene lidt flere penge, så vi kan få den rigtige bil. SÅ vil vi da egentlig også bare liiiige vente med at få børn, til vi når næste trin på karrierestigen. Tjene lidt flere penge, så vi har råd til det helt rigtige bryllup. På vores arbejde siger vi, at vi liiiige vil vente med at sende den der vigtige mail, vente med at rykke på nye eller flere karrieremuligheder, for vi vil liiige have lidt anciennitet/ramme det rigtige tidspunkt/have mere erfaring. Måske er det også de her år vi er i i livet lige nu. Mange ting sker, vi rykker os, folk omkring os rykker. Men nogen gange kan vi blive fanget i et venteværelse. Men hvornår er det rigtige tidspunkt? Det tog os tre-fire år at beslutte, vi skulle flytte…

På en eller anden måde føles det lidt som om, at vi går og venter på livet? Altså ikke hele tiden. Og det er jo ikke fordi, at vi skal kaste os hovedkulds ud i ugennemtænkte beslutninger. Og man skal da også være fornuftig for filan! Men… Hvad er det egentlig, vi venter på? Ja, nogen ting kræver tid. Mange ting kræver tid. Og flid. Tålmodighed. Især de store emner i livet. Men nogen gange skal man da også bare gå for det! Satse på det. Tro på det! Vove!

Da jeg var på Smukfest, sagde én af mine chefer til mig; “Du har kun én billet til livet, så du skal fanme sørge for at få noget ud af turen!”. Det er en kliché så det batter, men en kliché fordi det jo egentlig er rigtigt.

Jeg sagde jo, det var strøtanker… Men nogen gange skal man jo bare gå den tur NU, selv om det regner. Stoppe med at kaste i sig med usunde sager og passe på sin krop (læs: “mig” og “min”). Tag den chance på arbejde og gå for den. Få de børn, for man bliver vel aldrig rigtig klar. Stoppe med at vente på, hvad der kommer efter “liiiige”…

Der er absolut ingen højere mening med at miste. Ingen. Men så må det da i det mindste give noget for eftertiden, en lille flig at tage med sig. Og det skulle da være at nyde det. Være i det lige nu og her. Og lad være med at vente til i morgen. Det rigtige tidspunkt er nu og i dette minut.

Jeg holder blogfri i morgen i stedet for lørdag, og så vender jeg tilbage i weekenden.

English recap:
A good friend of the family passed away last week and tomorrow we are attending the funeral. It doesn’t make any sense to lose someone in there 60s and my thoughts are very much with the immediate family. I have been spared of loss most of my life though. I lost my grandfather, he died 7 years ago after being sick for 14 years. I was very close to him and it took years to heal the heart and his place in it will never be filled again.

If there is one thing, and only one thing, to take out and with you in a loss it is to not wait. My boyfriend and I have the worst habit of always speaking in “should”. “We should make babies, but let’s just wait till our carreers are stabile”. “We should get married but let’s just wait till our finances are even better”. “We should start to exercise and take care of one and other, but let’s just wait till Monday”. 

My boss said something to me a few weeks back “You only get one ticket in life. You better not waste it”. It’s a cliché but it’s true. What happened to taking chances? Taking a leap of faith? To dare? A loss reminds me very much not to waste life. Not to wait till Monday. This is it. And life is happening very much in this moment.

62 kommentarer
  1. Puha… I dag er det 3 måneder siden jeg mistede min 59årige far til kræft… Dit indlæg ramte mig. Tak fordi du hælder ud – det er befriende.

    Kram fra en trofast følger og lytter

    1. Kæreste Mette,
      hvor er jeg ked af at høre, du har mistet din far. Det er alt for tidligt for ham og alt for tidligt for dig. Jeg sender mange varme tanker i din retning og et stort kram retur! Knus og kram

  2. Hej vidunderlige Cathrine!
    Dette indlæg rammer meget aktuelt ned i mit liv lige nu. I går fik jeg at vide at en familieven er ramt af kræft og har et halvt til to år tilbage… Jeg har aldrig mistet nogen jeg har været tæt på (er kun 16), og håber at det først sker om mange mange år! Men at han, 57 år, har så kort tid tilbage rammer mig virkelig! Jeg føler mig sindsygt heldig, har begge mine forældre, fire besteforældre og endda et par oldeforældre tilbage, men der er andre som har mistet et barn, en bedste ven, en kæreste eller en forældre. Og hvad er det også for en fucking uretfærdig besked at få at man har et halvt til to år tilbage?!?! Hvad skal man så stille op? Man skulle vel holde hovedet højt, men det må fandme være svært… Jeg føler mig som et brokkehoved når det kan bringer mig ned ikke at føle mig helt til rette i klassen, være allergisk over for pelsdyr eller hvad det nu kan være.. Jeg kendte en pige for et par år siden, en navnesøster, som jeg gik til en fritidsaktivitet med. Jeg nåede aldrig at kende hende særlig godt, men hun var altid utrolig sød og smilende. Hun stoppede så til aktiviteten og vi fik af vide at hun havde kræft. Et par år senere kom det mig for ører at hun var død. Kun 11 år!!! Det ærgede mig altid at jeg aldrig nåede hende at kende, og at der var så meget hun selv aldrig nåede. Tænker tit på hendes forældre. Dette er også bare en ordentlig tankestrøm og jeg ved ærlig talt ikke om der er nogen som helst som kan bruge dette til noget, men trængte bare til at komme ud med det, hvilket jeg går ud fra at det var den samme følelse som du havde. Vi -de heldige- må bare nyde alt det vi er heldige med, og værtsætte hvert et øjeblik. Og så selvfølgelig ikke udsætte tingene for meget, jeg tror at man skal samle på oplevelser her i livet. Hold op det blev dybt det her, undskyld hvis min kommentar er alt for lang.. I hvert fald, jeg synes du er skøn, Cathrine, du har helt ret; vi må alle lade være med at udsætte alting og være så negative! Alt det bedste fra Ida

    1. Kæreste Ida,
      det lyder meget voldsomt at have mistet en jævnaldrende, da du var 11 år. Det er sådan noget der sætter sig, og som minder en om, hvor skrøbeligt livet kan være. Det er bare i en meget tidlig alder at lære det.
      For knapt to år siden døde to drenge i en motorcykelulykke i Australien. Det var to danske fyre, og jeg husker dem fra den ydre omgangskreds i folkeskolen. Jeg var ikke tæt med dem, men jeg har hilst på dem og delt en øl. Det gør indtryk, at de så ikke længere er her.
      Mine tanker er med din familie – at få sat en tidsbegrænsning på sin færd på jorden på være uudholdeligt. Tak fordi du tog dig mod til at skrive så ærligt og meget, Ida! Kram

  3. Hvor er det bare et godt indlæg Cathrine.. Du sætter virkelig nogle gode tanker igang.. Jeg er nygravid, og lige startet i nyt job, og har gået og haft lidt dårlig samvittighed over at jeg skal på barsel om 6 måneder.. Men det vil jeg stoppe med, og nyde min graviditet i stedet 🙂

    1. Sødeste Louise, NYD din graviditet. Det er nu den er her og du får den igen så få gange i livet. Selv om jeg forstår dig så udemærket, det her med at man gerne bare vil gøre det godt og det rigtige for andre. Men nu skal du mest af alt tænke på dig selv og den voksende mave. Kæmpe til lykke 🙂 KH

  4. Jeg har selv lige mistet en veninde i sidste uge. Hun gik i seng om aftenen og vågnede aldrig igen, dette skete nøjagtig en måned før hendes 21 års fødselsdag. Det er så forfærdeligt og så hamrende uretfærdigt at nogle mennesker får så kort et liv – i en alder af tyve år er éns liv jo nærmest kun lige begyndt. Det satte rigtig mange tanker i gang hos mig, og jeg genkender mange af de ting du skriver, såsom lige at tage sig sammen og få gjort de ting du gerne vil, i stedet for at vente på det der gyldne øjeblik.

    Hav en rigtig god aften 🙂

    -Nikoline

    1. Åh wauw, Nikoline… Hvor er det dog bare uden mening. En pige der kun er i starten af sit eventyr. Tak fordi du skrev, og lad os så ikke vente med de ting vi drømmer om til næste uge. Hav en dejlig søndag! KH

  5. Normalt kommenterer jeg ikke. Jeg nyder bare at følge med i dit og andre bloggeres liv. Som en ekstra veninde, som et kært afsnit af en god serie.

    Jeg er 21, og jeg har mistet otte tætte familiemedlemmer i min levetid. 4 x oldeforældre, 2 x bedstefædre og to onkler. Især de to sidste var forfærdelige, fordi den ene selv endte livet og den anden var min fars mindste lillebror med tre børn, og inden da havde han været syg i mange år. Der var ingen retfærdighed eller mening at finde der. Begge mine bedstefædre døde også alt for unge. Det virkede også unfair og forkert.

    Måske meget naturligt deraf, er jeg holdt op med at lede efter en “mening” eller et “mål”. Helt nøgternt, så skal vi alle sammen dø. Vi er her ikke for noget større mål, end at vi skal forsøge at bruge vores tid så godt, så vi efterlader et positivt aftryk. Om det aftryk er at have skabt fred i verden, fået mange efterkommere eller bare haft spist rigtig mange gode kager må man som udgangspunkt selv om. Jeg tror bare på, vi skal forsøge at være så søde ved hinanden som vi kan, mens vi kan. For mig er det selve rejsen, som skal være det værdifulde, så er målet faktisk mindre vigtigt.

    Jeg vælger de fag på uni jeg synes er sjove, jeg smiler til ham mit hjerte helst vil smile til lige nu. For når man så mange gange i et relativt kort liv oplever, at nogen når enden før man troede de ville, så mister “målet” sin betydning. Det havde været fantastisk, om min onkel kunne have fulgt sine døtre til alters, og det havde været fantastisk, om min morfar kunne have givet mig studenterhue på. Men skidt med det. Det vigtigste er, at de begge efterlod sig gode aftryk og minder, mens de var her.

    Mit forhold til død er anderledes end mange jævnaldrenes, og det er nok fordi jeg har oplevet så mange og så hyppige tab. Døden er blevet naturlig for mig, og det var ikke svært, da min oldefar døde. Vi savner ham, og han efterlod sig et hul hos os, men døden er en naturlig del af livet.

    Døden bør ikke stille spørgsmål. Den bør give svaret. Nemlig, at vi kun er her kort tid, og vi ved ikke hvor længe, derfor må det være her og nu som tæller, og ikke om fem minutter eller ni måneder. Dør jeg i morgen, har jeg ikke fået de børn jeg ønsker eller er blevet gift med ham jeg holder af, men forhåbentligt har jeg alligevel efterladt mig noget godt. Jeg nåede ikke de “mål” jeg havde tænkt, men det stykke jeg nåede af rejsen var helt OK.

    Det er det hårdeste i verden at miste ved dødsfald. Det og hjertesorg har uendeligt meget tilfælles. Det eneste der hjælper lidt er de gode minder, og det understreger kun, at rejsen er vigtigere end målet. 🙂 Mange tanker til dig og dine. Det er uendeligt svært at sørge.

    1. Kære Kat
      Det du skriver her er så meget lige på kornet.
      Shit hvor er du sej!
      Jeg er 32 og kæmper alt for meget med de ting Cathrine også skriver om. Lader mig opfylde af de tunge tanker i stedet for at vende den om og sig ‘tak for nu’ og tænke tilbage med en kærlig tanke.
      Det vil jeg prøve at gøre fra nu af.

      Tak for dit indlæg Catherine. Det sure er også en del af livet desværre. Men så bliver kageopskriften så meget dejligere, når vi får den 🙂
      /Pernille

    2. Jeg vendte lige tilbage for at læse kommentarerne, fordi de ofte sætter nogle gode tanker i gang og er en god forlængelse af indlægget. Og den her kommentar ramte mig virkelig. Så godt beskrevet, Kat.

    3. Jeg kan sagtens følge dig langt hen ad vejen – det giver for mig rigtig fint mening. Det er rejsen man skal nyde og ikke kun stirre sig blindt på målet. Men nogle gange er man nødt til at stirre sig blindt på målet for netop at kunne nyde rejsen 😉 Jeg har i mange år ikke troet på Gud, jeg har haft svært ved at forholde mig til det at tro. Jeg syntes, at det var svært for hvordan skal man tro på en højere magt, hvis man har dage hvor man knap nok kan tro på sig selv? Det virker jo nærmest umuligt.

      Men jeg har siden fundet ud af, at det altså ikke gjorde det lettere for mig i min egen tilværelse – jeg synes derimod den dag i dag, at det er vigtigt at have noget at tro på – hvad man så end vælger at tro på. Det er en kæmpe støtte – i hvert fald for mig.
      Du skriver at “Vi er her ikke for noget større mål” – men det ved du jo faktisk ikke. Det ved ingen af os – det kommer jo igen an på hvad man tror på?

      Jeg nægter at tro på at man er til bare for tilfældighedens skyld – det er livet og universet alt for gennemtænkt og fantastisk til, tror jeg. Det kan godt være, at det hele ikke drejer sig om os, mennesker kun – men det drejer sig måske om nogle helt andre ting. Noget, vi er alt for små og ikke kloge nok til at kunne forstå. Meningen er måske, at vi slet ikke skal forstå. Vi skal måske bare fokusere på noget andet. Ofte vil man gerne se tingene før man kan tro på det, men jeg tænker måske at man i virkeligheden skal tro på det, førend man kan se det.

      Og til det du skrev, Cath – ja hvad venter vi på? Nogle gange er det godt at vente – jeg er en af dem, der er god til det. Men det er vigtigt at finde en balance. Og det kan man kun finde ud af selv – hvor ens egen er. Og den er du måske selv ved at finde ud af, Cathrine?

      Der er i hvert fald heller ingen grund til at blive pessimist og tro at alt ender i morgen – det er svært at leve alle dagene, som om det er ens sidste. Men det er måske rigtig klogt at stoppe op og tænke sig lidt om, fundere lidt over om man er det sted, i sit liv som man ønsker 🙂 Og hvis ikke, så handle ud fra det.

      Puha – en masse strøtanker der røg ud der – håber bare halvdelen af det gav mening 🙂

      1. Jeg må ærligt indrømme, at jeg tænker ligesom Lika; at jorden og universet er for fantastisk til at vi bare er sat her for tilfældighedernes skyld. Men som min mor sagde, “det eneste sikre i livet er, at vi skal herfra”. Heldigvis for de fleste af os, så ved vi ikke hvornår eller hvordan.
        Når jeg nu tænker mig om, så mistede fem børn ud af fireogtyve deres ene forældre i min folkeskoleklasse. Et sæt tvillinger mistede deres mor i en trafikulykke og resten til kræft. Den ene var min dengang bedste venindes mor. Jeg har også mistet mine older, men det husker jeg ikke særligt godt. Og så min farfar. Selv om det da egentlig også er en væsentlig del, så er det stadig ikke “normalen” for mig. Jeg synes stadig, det er så uendeligt trist og hårdt og uretfærdigt. Og sammenligningen med kærestesorg er ikke så langt fra, synes jeg.

        Jeg er vild med din sætning, Kat: “Døden bør ikke stille spørgsmål. Den bør give svaret. Nemlig, at vi kun er her kort tid, og vi ved ikke hvor længe, derfor må det være her og nu som tæller”. Det er så rigtigt og lige på kornet.

        KH

  6. Hej Cathrine.

    Først og fremmest – tak for en fantastisk blog. Jeg følger dig med den største glæde, og synes simpelthen du virker som sådan en dejlig person! <3

    Jeg selv er 23 år gammel, blev gift som 22-årig, og fik mit første barn d. 2. juli i år. Jeg har altid vidst at jeg gerne ville have børn tidligt, og at jeg så har været så heldig at finde manden og få dem med, er jo bare fantastisk. Men jeg forstår netop heller ikke hvad det er vi skal vente på?? Jeg er simpelthen så glad for at jeg har fået min lille prinsesse i så tidlig en alder. Tænk alle de år hende og jeg kan få sammen – det tror jeg at både hun og jeg bliver glade for!
    Selvfølgelig skal man heller ikke kaste sig ud i noget hvis man på ingen måde føler sig klar til det, men jeg synes da at man på dine indlæg kan fornemme at du står sådan et godt sted i livet at i sagtens kan springe ud i det der skridt med børn. Du har helt ret i at man nok aldrig kommer til at føle sig 100% klar til at få børn – men så snart barnet kom så var jeg bare "mor" med stort M!!! Det er det mest fantastiske i verden 😀 Så jeg kan kun anbefale dig/jer at komme igang 😉

    1. Hvor er det altså bare dejligt, F! Virkelig også nogle super livsbekræftende øjeblikke du har nydt; bryllup og baby. Fantastisk! Jeg har taget anbefalingen til mig sødeste F; mor med stort M <3 Og kæmpe til lykke med dine store skridt! KH

  7. Jeg lærte desværre i en meget tidligt alder, hvad det ville sige at miste. Min mor begik selvmord, da jeg var 10 år gammel, jeg husker intet af de efterfølgende uger – og alligevel husker jeg alt. Det var sindssygt hårdt, og det er noget, man aldrig rigtig kommer til at forstå hundrede procent, men man lærer at leve livet videre. Det har virkelig sat mange tanker i gang hos mig mht. at nyde og elske mine tætte i den tid man har dem. I en lang periode var jeg sønderknust, hvis jeg var uvenner med nogen. Min verden brød sammen og jeg følte så meget skyld. Fordi jeg var bange for, at jeg ville være uvenner med dem, når de pludselig gik bort. Så jeg gik meget op i, at jeg aldrig måtte skændes med nogle. Dog kom jeg frem til, at jeg simpelthen bare blev nødt til at leve mit liv. Hvis jeg har lyst til at være pisse sur på min far, så er det bare sådan, det er. Jeg kan ikke gå og frygte, at han dør. At leve i en konstant frygt for at folk omkring mig går bort, er livet ikke værd. Jeg prøver bare at nyde, dem jeg har omkring mig og få det bedste ud af det hele.
    Tak for et fantastisk indlæg! 🙂

    1. Åh et tab, og så så tidligt. Det er tidligt at få den lektie, at man skal huske at nyde livet, fordi det i det store hele er så kort. Når man er ti ved man ofte knapt nok hvad døden vil sige; man kender ikke sin egen dødelig endnu…. Tak fordi du deler dine tanker og oplevelser, Sandra! KH til dig

  8. Et rigtig godt, velskrevet, velformuleret og gennemtænkt indlæg. Tak for det.
    Jeg har selv oplevet døden tæt på med både mormor og morfar, men det værste var nok, da min bedste venindes far døde, da vi begge var 11 år. Det var en meget hård oplevelse, som hun stadig har meget svært ved at snakke om her 9 år efter. Døden er generelt bare meget uforståelig, uretfærdig, og sorgen håndteres altid på vidt forskellige måder, og ingen måde er mere rigtig end en anden.

    Selv går jeg tit og tænker på, at jeg glæder mig til at leve livet. Som om jeg ikke lever nu, hvilket er fjollet, da jeg som sagt har levet 20 år af mit dyrebare liv, og alligevel tager jeg tit mig selv i både at tænke og sige højt, at “jeg glæder mig til, at mit liv begynder”. Det ærger mig, at jeg tænker sådan, for jeg ønsker virkelig at kunne leve i nuet, men jeg har så svært ved at glædes over mine egne successer, og jeg tænker hele tiden på, at jeg skal nå mere og blive mere og gøre mere. Som om at jeg er præget af en tanke om at være unik og opnå noget specielt.

    Måske er problemet med mange mennesker ofte, at vi har svært ved at leve i nuet og huske at nyde hinanden og sig selv. Vi bekymrer os om alting, frygter for fremtiden, nutiden og fortiden, selvom vi måske intet kan gøre for det. Det er måske også derfor, at det skønnes, at hver femte dansker har angst. (Jeg selv inkluderet) Det er en sørgelig tendens, og jeg håber på, at både jeg og alle andre mennesker bliver bedre til at værdsætte nuet og lade være med at bekymre sig hele tiden.

    Tak for et godt indlæg. Hav en god aften og god blog-fri dag i morgen.

    Kh Clara

    1. Min bedste veninde i folkeskolen mistede også sin mor til kræft. Vi var 14-15 år, mindes jeg. Puha.
      Det der med at man reagerer så forskelligt, det er også det, der gør, at det er så svært at trøste, at sige det rigtige – det er jo intet rigtigt. Intet der kan hjælpe eller reparere…
      Vi er i hvert fald også et sted, hvor vi virkelig vender og drejer alt og alle mulighed – alt skal gøres smartest muligt på det bedst tænkelige tidspunkt… Det må da give (præstations-)angst i livet! Tænk man gjorde noget forkert! KH

  9. Åh, sikket pudsigt tidspunkt du udgiver det her indlæg på, søde Cathrine!

    Jeg har så sent som i lørdags haft verdens længste samtale med mine veninder omkring døden og livet og tilfældigheder og at få gjort ting – for lige pludselig er døden skræmmende tæt på og jeg begynder at frygte at jeg aldrig får gjort alt det jeg vil.

    Nyligt døde min nabo – far til to piger og med en kone – uden grund, og min venindes kærestes roomie blev kørt ned for nogle uger siden. Det er simpelthen så pisse-uhyggeligt! Jeg er begyndt kontant at gå og frygte at alle omkring mig skal dø og når de bare er sene på den, er der fordi de er døde, pyyha, det er en skræmmende tanke!

    Der er absolut noget om det med at få ting gjort – ting som man jo gerne vil.. Hvorfor så vente, hvis man kan gøre det?
    Hm, jeg må lige få sat gang i nogle ting – tænk sig alt hvad man kan klemme ud af livet, hvis bare man tænkte sådan? Endnu en kliché(og jeg hader at sige klichéer, men): måske skulle vi give os til at leve som vi døde i morgen. Og give mig selv den cola til aftensmaden fordi det gør mig glad.

    1. Jeg elsker tanken om at klemme lidt mere ud af livet. Det er lige præcis dét det går ud på! Vær til stede og brug livet… Stort kram til dig!

  10. Hej Cathrine.

    – Hvor var det et rart indlæg at læse. Det åbnede op for samme tankestrømme jeg i mine 22 år har gået med. Jeg har siden jeg var 6 år gammel, deltaget i minimum 1 begravelse om året. Den der tog mest hårdt på mig, var da jeg som 7-årig mistede min sjæleven, min farmor. Aldrig i mit liv har jeg følt noget så uretfærdigt, som det var at miste hende på grund af en lægefejl.

    Du har så evigt ret i, at vi mennesker går og venter på livet skal begynde – i stedet for bare at leve det nu og her. Mange mener vi skal leve livet i en bestemt rækkefølge; først skal du få en uddannelse, så skal du få dig et fast arbejde og helst være der et par år, så du er sikret arbejde efter endt barsel – hvis du da har tid til at stifte familie! Derefter kan du begynde at få børn, og så skal de helst så hurtigt som muligt kastes ind i vores samfund.
    Men hvorfor skal vi vente? Hvorfor skal det hele foregå i et tempo alle kan følge med i? Hvorfor gør vi ikke hvad VI føler er rigtigt for os? Fra den ene dag til den anden kan der ske SÅ meget. Vi mennesker er heldigvis indrettet sådan at vi glemmer hurtigt, og oftest glemmer vi at være taknemmelige for at vi vågner (forhåbentlig) sunde og raske hver morgen.

    Det er så vigtigt at huske de små ting i livet – at være taknemmelig for hvert eneste øjeblik vi får med dem vi elsker.
    Hver evig eneste dag skal vi være taknemmelige, aldrig beklage os over alder, for tænk på hvor mange mennesker der slet ikke nåede den alder vi har og de oplevelser der fulgte med.

    Tak for din blog.

    Maria

    1. Jeg kunne simpelthen ikke sige det meget bedre, Maria. Du skriver det så smukt. Tak for det, og tak fordi du tog dig tiden. Dine ord er lige til at klippe ud og sætte på væggen. KH

  11. Du har virkelig en evne til at ramme hovedet på sømmet. Hvad venter vi egentlig på? Jeg vil ikke sige en masse kloge ting, for du har sagt det hele. Du har en skøn evne til at minde mig om selv de mest simple ting. Hvad dælen venter jeg på…

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

  12. Af hjertet tak. Af hjertet tak for dette indlæg og så utrolig mange af dine andre indlæg. For hold da karry, du er god til at tage de emner op, som gør sig gældende for din, min og så utrolig mange andres hverdag. Du er enormt inspirerende og livsbekræftende – ja det er stor, men jeg mener det altså. Jeg sidder her med tungt bankende hjerte og våde øjne.

    Denne sommer har jeg gået rundt med præcist de samme tanker som du giver slip på i dette indlæg. I starten af sommeren mistede min bedste veninde hendes storebror. Han fik hjertestop, lige pludselig, totalt uventet, på ferie, i slutningen af tyverne – hans hjerte gav op af uforklarlige årsager. Et par uge senere mistede jeg min oldefar på 96, han ville op til oldemor, det tror jeg hun er blevet glad for. I går fik jeg at vide at en bekendts mor var død i et biluheld.
    Jeg har flere gange været tæt på at miste min storebror og må nive mig selv i armen for at huske på hvor fandens heldig jeg er, at jeg har ham.

    Det har i den grad fået sat hverdagen i perspektiv, den hverdag hvor jeg går rundt med alle de samme tanker som dig. Uddannelse, karriere, kæreste, børn, fremtid. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvad skal der ske? Hvornår skal de ske? Jeg bliver helt træt. Bliver træt af at jeg ikke har svar og ikke ved hvor jeg skal finde dem henne. Men det nytter ikke noget at bruge sin energi på det. Jeg har efterhånden fået gjort det til vane, at når jeg kan mærke jeg skal til at brokke mig over noget så lige stoppe op og tælle til så meget jeg har brug for, til jeg har fået sat det i perspektiv og fundet ud af om det virkelig er noget jeg skal bruge kræfter på.

    Dagen i går får vi ikke igen.

    Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her, men nok bare give dig ret. Give dig ret i at vi er her nu og det skal vi nyde. Men også at det er godt at være ked. Det bedste ved at være ked er, at man ved man ikke er ked for altid. Vi smiler altid igen.
    Jeg kondolerer med dig, din kæreste og hans familie. Livet er til tider en kælling, det er den bare og øv hvor kan det gøre ondt. Mange tanker til dig og dine.

    Og tak, fordi du gider at blogge.

    1. Mit brug af ordet kondolerer var absolut ikke uhjerteligt ment. Håber ikke du opfatter det uvarmt, hensigten var en anden 🙂

      1. Nej nej nej sødeste Aus, ikke det mindste. Det er mig der ikke kan finde ud af at bruge det. Det er nemmere på skrift synes jeg, end når man står og skal kramme efterladte foran kisten. Der virker kondolerer ikke varmt nok, kan du følge mig? Jeg ved i virkeligheden ikke hvad man skal sige… Der er jo ingen der alligevel kan varme og trøste i sorgen… Det var kun tænkt på min egen facon, da jeg stod foran kirken efter begravelsen og ledte efter de rigtige ord… Kh

    2. Du er så sød, Aus. Det var bestemt ikke meningen, at det skulel trække i tårekanalen. Nu ville jeg lige tage mig tid til at skrive til dig, andet end lige kort. Det var bestemt ikke møntet på dig – kender du det, “kondolerer” fungerer bare så godt på skrift fordi det ligesom siger det hele. Det ord er bygget til den kontekst, og vi forstår det. Men når jeg står i virkeligheden med en grædende familie foran mig, så synes jeg det virker mig så fjernt. Så ukærligt. Det er altså mærkeligt. Så det var bare kontrasten fra virkelighed til skrift, jeg funderede over.
      Sikke alt for mange tab der har været rundt om dig på det seneste. Én ting er alderdom – det er jo aldrig nemt at miste og tage afsked. Men de uforklarlige og uventede dødsfald. Det er de værste. Til min farfars begravelse sang jeg “Om lidt” i kirken (forstår i dag ikke, hvordan jeg kunne). Men jeg tænker meget på ordene “fik du set det du ville? fik du hørt din melodi?”. Når man er 90 er svaret som oftest “Ja”. Men det er det jo ikke for en mand i slut-20’erne. Det er dér det er så uretfærdigt. Jorden er så funderligt et sted, og det er dybt uretfærdigt, når man ikke når at se mere af den.
      TAK fordi du skrev! Kram til dig

  13. Kære Cathrine.
    Jeg har meget ofte tænkt over det samme, alt ‘hvad venter vi på?’. For faktum er at der jo altid er noget man venter på. Man ventede på at starte i skole, derefter ventede man på at blive færdig og få videre på gymnasiet/hf/teknisk osv, derefter ventede man på at blive færdig, oh komme videre på uni/ i lære og så videre. Og derimellem gik man selvfølgelig og glædede sig til diverse fødselsdage/fester/events. Og i alt den ventetid, der glemmer man eddermane at huske at nyde nuet I det skønne liv man er midt i. Så jeg er holdt op med at vente. Og i stedet nyde at være til, lige her, lige nu.
    Forresten tror jeg på at vi med tyngdens ofte tænke større og dybere tanker fordi vi tør sætte spørgsmål og reflektere.
    Så kære Cathrine, Kys til dig og dit smukke tungsind.

    1. Ja det er nemlig lige nøjagtig det – hvornår er der ikke et hjørne vi skal rundt om? Første runde fødselsdag. Første skoledag. Konfirmation. Student. Færdiguddannet. Anciennitet. Pension. Det bliver jo ved! Jeg kan være noget så slem til at tænke på det næste og planlægge livet at jeg glemmer nu’et. Kram til dig kære Ida!

  14. Jeg er meget glad for din blog, både lækre outfits og alvorlige strøtanker. Jeg er glad for, du giver plads til det hele. For det er der jo. Og hvis døden ikke sætter tanker igang om livet og prioriteringer, hvad skulle så? Jeg kan godt forstå dig. Man skal ikke altid vente. Nogle gange skal man bare gøre.
    Tanker til dig og dine, må I mindes ærespersonen imorgen og fremover med smil i sindet.

  15. Hej Cathrine.
    Jeg har nu læst din blog i et halvt år ca., og sikke nogle indlæg du kan skrive! Du virker som en de sødeste personer på jorden, hvis jeg skal være helt ærlig. Hver gang du udgiver et nyt blogindlæg, så lever det helt op til forventningerne. Men det her indlæg er noget specielt. Og det skal du vide, fordi vi lever jo ikke for evigt, så du fortjener ros for alt det du gør!
    Jeg er 17 år, og min farfar har i mange år døjet med en masse sygdom, og nu er han så blevet indlagt på hospitalet. Jeg tænker meget på det her for tiden, fordi jeg slet ikke er parat til at sige farvel. Min mors forældre er begge døde, så jeg vil så gerne have, at min farfar og farmor når at opleve deres børnebørns bryllupper. Lige nu har jeg en sød kæreste, så jeg kan da håbe på, at jeg gifter mig med ham, så de i det mindste har nået at møde ham.
    Men jeg er bange for de måske ikke når det.. Det er jeg slet ikke klar til. Derfor hjælper det her indlæg. Det minder mig om, at jeg ikke er den eneste, som frygter at miste nogen alt for tidligt.
    Jeg sender mange tanker til dig og dine 🙂

  16. Kære Cathrine

    De indlæg jeg bedst kan lide, er dem, hvor du bare hælder ud. Så føler jeg mig nemlig ikke så alene og sær med mine tanker om livet, om den er pludselige følelse af ensomhed, selvom jeg er omgivet at mange fantaktisk dejlige mennesker, om at have minus på selvtillidskontoen osv. Jeg har stadig lidt minus på selvtillidskontoen, det har jeg haft det meste af sommeren. Jeg føler at mit liv er gået helt vildt meget i stå lige nu. Jeg er 24 år gammel, single, færdiguddannet og “går bare på arbejde” 8-16 mandag til fredag. Når jeg siger til mine veninder, at jeg er lidt rastløs og ikke kan finde ud af mig selv lige nu, siger de, du har jo den lækre lejlighed, styr på økonomien og er færdiguddannet, du har hele livet foran dig! Og de har jo egentlig ret. Min base er lagt og det er nu, lige NU, jeg bør vove. Jeg er ikke afhængig af nogen eller noget, jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til, men jeg har svært ved at finde modet til det. I stedet kan jeg for det meste ikke se skoven for bare træer. Jeg synes jeg er gået i stå. Men dit indlæg er tankevækkende. Så nu liker jeg det, både fordi det er godt, men også fordi jeg så hurtigt kan finde det frem igen og læse det om og om igen, ligesom det indlæg med selvtilliden. Og så håber jeg, at jeg snart vender igen og ser lyset og finder modet til at gøre noget. For der er jo kun mig selv til at tage ansvar for, at der sker noget…
    Tak 🙂

    Mange hilsner Camilla

  17. Det er den vigtigste pointe i livet, du beskriver lige dér! 🙂 I 2007 var min mor en nat fra at dø, da hendes blodprocent var alt for lav. Dengang fik jeg en øjenåbner, men var ikke helt gammel til helt at tage det til mig… Den dag i dag er det for mig de små ting der tæller. I perioder går det hele liiidt for stærkt, jeg lægger vægt på det vasketøj der skal ordnes, gulvet der kunne trænge til at blive vasket og vindueskarmene, der trænger til at møde en klud. Det hele bliver praktisk, og vægten bliver lagt på de “ligegyldige” ting. Nogle gange skal man stoppe op, tage en dag på sofaen med sin anden halvdel, eller besøge sin familie i stedet. Ingen kan love dig i morgen, og når du lægger dér på vej til et andet (forhåbentligt) godt sted, vil du så tænke på det vasketøj, du fik vasket i går, eller den tid du fik brugt sammen med dem, du elsker?

    Man skal leve efter sin mavefornemmelse og huske at fortælle dem vi elsker, at vi elsker dem. Vi skal huske at bruge tid på de ting vi elsker og nyde hver en dag. Vi skal passe på os selv, for vores egen og vores medmenneskers skyld. Dengang jeg røg, sagde min kæreste til mig: “Jeg har intet imod, du ryger, men jeg vil så gerne have, jeg og dine børn har dig så længe som muligt, og at du når at opleve så meget af livet sammen med dem og mig.”

    Der er ingen mening med, at nogen vi elsker går bort, men vi må acceptere det og nyde den tid, vi har med dem, være til stede der hvor vi befinder os og lade være med at vente på de ting, der betyder noget for os.

  18. Dine tanker og ord gav i den grad mening for mig. Jeg tænker tit det samme. For 6 år siden mistede min kæreste sin far. Han var kun lige fyldt 60, og det gav ingen mening for mig overhovedet. Det var første gang jeg oplevede et tab så stort. Udover to oldemødre som døde af alderdom, så er det også det eneste tab jeg har oplevet. Jeg har stadig alle mine fire bedsteforældre, mine forældre, mine søskende, onkler, tanter og hvad ved jeg. Efter min svigerfar døde, søgte jeg virkelig efter en mening, men her 6 år senere har jeg stadig ikke fundet den. Det fik mig virkelig til at se livet på ny, og jeg er ikke bleg for at holde mig tilbage med at tage ud i verden for at opleve, for at få mest muligt ud af livet mens det er her. TAK for de dybe ord, der satte tankerne lidt ekstra i gang her på den anden side af jorden.

  19. Hej kære Cathrine

    Jeg er for dårlig til at få kommenteret på dine indlæg, men jeg læser dem ALLE. Du formår at ramme plet hver gang! Du er så velformuleret, og selvom et indlæg som dette måske ikke har noget formål formår du at sætte ord på tanker som også flyver rundt i mit hovede. Det er så befriende at læse med på din blog, jeg nyder hvert eneste indlæg. Bliv endelig ved i samme stil, jeg elsker at du er så god til at sætte ord på dine tanker og at du er ærlig!

    Keep up the good work, og nyd en weekend i familiens skød. Ovenpå sådan en uge har man brug for en weekend i selskab med dem man elsker allermest. 🙂

  20. Er så meget med på hvad du snakker om, og har det sådan i rigtig mange henseender.
    Min kæreste har meldt ud, at han er klar til børn. Men mig… Eeeej, nu venter vi lige. Vi skal liiige rejse en lang tur (eller mange lange ture), vi skal lige finde den rigtige lejlighed, skal liiige være længere i studierne. Vi er begge 23, har været sammen 5 år så selvfølgelig er vi “unge”. Men det er da også åndssvagt at gå at vente på at blive gammel? For vi ønsker jo at vores børn skal have glæde af deres bedsteforældre. Og man ved jo aldrig om de bedsteforældre bliver 100 eller 65.
    Tak for dine tanker!

  21. Hold da op hvor var det vildt at læse dette indlæg. Ikke blot fordi, at indlægget kommer med nogle rigtig fine tanker og pointer, men mest af alt fordi at det rammer totalt alt hvad jeg går igennem lige nu. I juni måned mistede jeg 2 bedsteforældre og et tredje familie medlem, alle inden for 3 uger. Et kæmpe tab, som jeg stadig ikke er sikker på jeg helt har forstået. Men i morgen er jeg på den igen, min venindes mor døde i sidste uge og skal begraves i morgen. Din tankestrøm minder meget om hvad jeg selv har gået og tænkt det sidste stykke tid.. Og hvor er det fedt at læse noget man 100% kan relaterer til… Så TAK for (endnu) et fantastisk indlæg – hilsen en trofast læser, der normalt aldrig kommenterer, men simplethen ikke kunne lade være denne gang 🙂

  22. Hej Cathrine
    Som et par af de andre stemmer jeg også i kor med at være én af dem, der aldrig kommenterer, men som trofast og med stor fornøjelse følger med i og læser alt hvad du skriver.

    Jeg har mistet alle mine bedsteforældre. Tre af dem døde dog mens jeg stadig var lille, så jeg nåede aldrig rigtig at lære dem at kende. Min morfar døde for 9 år siden i et trafikuheld, og den oplevelse var vildt hård.

    Det er dog ikke det værste, jeg har mistet. For 6 måneder siden gik min kæreste fra mig. Han var 32, jeg er 29. Vi var sammen i 7,5 år, og boede på 4. år i en dejlig lejlighed på Østerbro. Vi havde alt. Alt var godt. Jeg elskede ham højere end ord kan beskrive. Han var min bedste ven, fremkaldte de bedste sider af mig. Han var pæn, klog, aktiv, betænksom, omsorgsfuld og sjov. Han trøstede mig, når jeg var ked af det, og gav mig komplimenter hver dag. Jeg var kun 21, da vi mødtes, men jeg husker som var det i går, hvor nemt det var at lære ham at kende og blive forelsket. Det føltes som om vi havde kendt hinanden altid.

    Så hvad gik der galt? Et spørgsmål min underbevidsthed stadig plager mig med hver dag, selv om der nu er gået mere end 180 dage, siden vi gjorde det forbi. Den 14. september ville have været vores 8-års dag.

    Well, jeg troede, at vi ønskede det samme. Ville i den samme retning. Vi talte med jævne mellemrum om bryllup og børn. Børnene kunne godt vente, men jeg ville super gerne giftes. Noget jeg havde meldt klart ud mange gange, og som han også sagde, at han gerne ville.

    Juleaften den 24. december forærede han mig en rejse til New York. I kortet skrev han, at vi skulle afsted over Valentines Day i februar. Jeg var henrykt og var OVERBEVIST om, at han vil fri til mig i NY.

    Så blev det nytår, og pludselig gik alt galt. Han fik usædvanligt travlt på arbejde og blev nødt til at arbejde mange nætter, hvor jeg lå søvnløs og ventede på, at han skulle komme hjem. Derudover begyndte han pludselig i weekenderne at tage på de vildeste byture og kom sommetider først hjem næste morgen. Noget han ALDRIG havde gjort før. Det fortsatte, og jeg var konstant ked af det, fordi jeg kunne mærke, at der var noget riv-ruskende galt, og forsøgte flere gange at italesætte det over for ham. Han lyttede, men sagde sjældent særligt meget, hvilket var endnu mere uforståeligt og frustrerende.

    Den sidste uge i januar havde vi to store sammenstød. Vi var ellers sådan et par, som aldrig skændtes. Vi havde altid lagt stor vægt på at give hinanden plads. Efter det 2. sammenstød meddelte han, at han ville flytte ud af vores lejlighed. Han havde lejet et værelse i 3 nætter via Airbnb. Jeg gik totalt i opløsning og tiggede og bad ham om ikke at flytte. Han krammede mig og sagde, at han stadig elskede mig og at vi stadig var kærester, og at det ville være godt for os at være væk fra hinanden, så vi kunne begynde at ‘date’ igen. Wtf!?!

    Men han flyttede aldrig hjem igen, og 10 dage efter fik jeg besøg af en veninde som fortalte, at hun havde mødt ham på gaden i Hellerup arm i arm med en anden pige. Min verden brød i grus, pludselig gik alt super stærkt, og 2 dage efter mødtes vi og gjorde det forbi. Han nægtede, at han havde mødt en anden eller været utro. For første gang satte han ord på og sagde, at han syntes, “vi var vokset fra hinanden”. Hvad fanden betyder det egentlig?!

    Nu sidder jeg så her i min “nye” lejlighed, som jeg har boet – alene – i i 5 måneder. Jeg er 29, og alle mine drømme er knust og jeg skal starte totalt forfra.

    I en uendelig lang periode har jeg haft følelse af, at han var død. Han forsvandt så brat ud af mit liv, at jeg stadig ikke rigtig forstår, hvad der præcist skete, og hvordan 7,5 år kunne slutte så brat. Jeg mistede min bedste ven og den person jeg elskede mest i hele verden nærmest “overnight”. Nogle aftner føles verden stadig uendelig tom. Men han er ikke den eneste, jeg har mistet. Jeg mistede også verdens dejligste svigerforældre, hans storebror og kone og deres to vidunderligt skønne unger, som jeg har kendt, siden de kom til verden. Her et halvt år efter har jeg netop fået et postkort fra hans forældre hvor de skriver, hvor meget de savner mig. Det kom ligeså meget bag på dem, at han forlod mig, og de var overbeviste om, at jeg ville blive deres svigerdatter.

    At miste er brutalt. Så husk for fanden at nyde det gode, mens det er der, for du ved aldrig, hvornår det slutter. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

    KH Vibeke

    1. Åh, Vibeke.. Hvor er det bare trist at læse! Jeg håber du er kommet godt ud på den anden side – selvom det lyder så vagt at sige. Da jeg gik fra min ekskæreste igennem længere tid for et par år siden, synes jeg også det var absurd hårdt, for jeg havde egentlig troet det var ham jeg skulle blive gammel med. Som tiden gik kunne jeg dog godt mærke på mig selv, at vi simpelthen var to forskellige steder rent mentalt – især når jeg nu et par år efter tænker tilbage på “de små ting”. For mit vedkommende var det rigtigt svært lige pludselig at skulle bo alene, og vænne mig til al den alenetid, men det hjalp mig meget, at fokusere på alle de små og gode ting ved situationen: “hvor er det skønt at alle mine ting kan fylde på badeværelset”, “jeg kan se alle de dårlige serier jeg vil” osv. osv. Det lyder totalt banalt, men den positive tankegang hjalp faktisk overraskende meget, selvom det slet ikke lapper hullet i hjertet. Jeg håber, at du trods alt har fået det bedre nu!
      God aften til dig. 🙂

    2. Åh hvor din kommentar rører mig, kære Vibeke.
      Du kommer helt sikkert (som i; ingen tvivl. Overhovedet) stærkere ud på den anden side, jeg ønsker dig alt det bedste.

      Virtuelle kram fra mig

    3. Kære Sara og Lisbeth
      Tusind tak for jeres søde komentarer, det var helt uventet, men de varmer rigtig meget!
      Selvom jeg ikke troede, at det var muligt, går tingene i den rigtige retning. Det tager bare ufatteligt lang tid. Heldigvis er jeg den stædige type, som holder fast i håbet om, at det på et tidspunkt bliver godt igen.
      Rigtig god weekend til jer begge.

  23. Cathrine – jeg føler det her indlæg er skrevet til mig.
    For en måned siden mistede jeg min alt for unge og smukke mor der kun nåede at blive 45. De sidste 13 år har hun været dødsyg og jeg har altid vidst at hun ikke blev 100 år, men håbet er hvad der har holdt mig oppe og holdt mig igang, og pludselig bliver hele ens porcelænsskrøbelige liv kastet på gulvet med stor kraft (og kræft) og nu står jeg her og ingengang superlim kan hjælpe. Intet kan hjælpe. Og at erkende at livet med et split sekund kan stoppe og at man aldrig kan lave det om igen, det er det sværeste jeg nogensinde er blevet stillet overfor. Jeg kan aldrig acceptere det og jeg kan aldrig vende mig til tanken. Alting bliver sat i perspektiv og selvom jeg kan kaste op af sorg og skrige af gråd, så kan ingenting hjælpe mig. Jeg ved ikke hvor min mor er henne, jeg kan ikke finde hende og jeg kan ikke se hende eller holde om hende mere. Det eneste jeg kan, er at ære hende og vie hele mit liv til at gøre hende stolt og til at leve alt det, hun ikke selv kom til at leve. Og jeg vil vise hende at de 13 år med smerter og elendighed, hvor hun har kæmpet som den sejeste jeg kender, de er ikke spildt. Jeg skal leve for to nu. Og med min mor i hjertet og sindet og i alt, så er jeg klar til livet. For man dør fordi man lever. Ikke fordi man er syg. Men fordi man lever.

    1. åh jeg ville sådan ønske at nogle ville kommentere på min kommentar. det er tit problemet, vi lever og gør alt for at forlænge livet og når døden nærmer sig på nogen måde, så bliver folk så bange og forskrækkede og prøver at ignorere det og lade som ingenting. fordi det gør så ondt. men alle mennesker vil opleve døden på et tidspunkt. det er uundgåeligt. ville sådan ønske at døden ikke var så tabubelagt og at man kunne snakke åbent om det og lade det være det skrækkelige men naturlige som det egentlig er.

  24. Hej Cathrine. Sikke et fantastisk indlæg! Jeg følger din blog, men skriver normalt aldrig kommentarer. Har ikke rigtig haft behovet før nu, da jeg altid bare nyder dine sjove og eftertænksomme opslag. Det du skriver om er forfærdeligt! Jeg kondolerer. Det er aldrig sjovt at miste! Men hvor kan man dog glæde sig over alle de tanker det sætter i gang og forhåbentlig også sætte lidt handling igang! Jeg har selv lige haft et par dårlige dage, som du jo også før har skrevet om. De der dage, hvor man bare er ked af det.. Hvorfor de kommer er man jo ikke altid klar over, men der kommer som regel noget godt ud af det. For mig kom der det ud af det, at jeg mindede mig selv om, hvor glad jeg er for min kæreste og det, at vi lige nu står mit i at starte vores fælles liv sammen! Vi mødte hinanden for fem måneder siden og blev i juni enige om, at vi to da egentlig gerne ville bo sammen. Istedet for at trække det i langdrag og være snusfornuftige tog vi springet. Og det er jeg SÅ glad for vi gjorde! Og på trods af flyttestres og -rod vil jeg bare huske at glæde mig over det nye kapitel i mit liv!

    Tak for en fantastisk blog og tak for, at du minder os alle om at nyde de små stunder, ikke kun idag, men i alle dine indlæg. Hvis man ikke glæder sig over en gråvejrsdag i en fin kjole eller et flygtigt kys fra kæresten, så er der jo ikke meget, der hjælper en igennem hverdagen…

  25. Kæreste Cathrine, sikken et fint indlæg, der sætter en million tanker i gang hos mig og får tårene til at trille.. For du rammer spot on! Jeg mistede min kære far (42år) som 16 årig og her er der bare intet retfærdighed til. Jeg er den ældste af tre, så jeg er blevet voksen lidt hurtigere end de fleste, eller det var jeg nød til. Det betyder idag at vi tre søskende har det bedste sammenhold og vi passer sgu på hinanden.
    Idag har jeg lært at leve med at min far er et andet sted og passer på mig derfra, men puha altså jeg kommer aldrig til at forstå livets gang. Vigtigst er vel at man husker sig selv og hinanden på at hver eneste dag er vigtig! Lidt som du selv skriver så skal man ikke vente på at leve men gøre det hele tiden.

  26. Tab har det med at få en til at reflektere grundigere end man normalt ville; der er kommet et tilpas stort brud i hvordan man ser på den hverdag der omgiver en — den sikkerhed man troede at man havde i sin verden.
    Men om det så faktisk bliver en katalysator for, om man kommer til de overvejelser du har gjort dig her eller ej, det afhænger af mennesket der skal gøre de overvejelser, tror jeg. Og endnu vigtigere: Vil man gøre noget ved de overvejelser, eller sidder man for fast i hvad der var?

    For mig handler det om at få andre med. Det har det gjort hele mit liv. Min store udfordring har altid været at gøre ting, træffe beslutninger, uden at sikre mig at alle andre havde fået deres mening hørt, og jeg havde overvejet hvordan alle andre ville have det, hvis jeg gjorde lige præcis dét jeg overvejede. Det er fjollet. Man skal huske at lade være med at overtænke alt, og lade være med at smække en mærkat med “det gør vi senere” på alt.

    Det lyder som om, du har fat i den lange ende. De tab du har lidt (det gør mig ondt, i øvrigt) har sat noget i gang i dag. Det er helt i orden at du grubler – og dejligt at du deler!

  27. Nok er det bare strøtanker, og måske ville det være mere appetitligt med et outfitbillede, men dét her.. Det er tanker, man har brug for hjælp og sparring til at håndtere. Jeg kan begrave mig dybt i meningsløsheden på de dage, hvor det hele virker hult og ligegyldigt, og det er på dé dage, at jeg ikke ved, om jeg skal satse på at blive 30 eller 90. Altså skal jeg sætte lidt penge i banken til senere i livet, eller skal jeg satse alt nu og her, for i morgen kan det være slut? Jeg ved det ikke, ingen ved det jo rigtigt.. Men indlæg som de her, de er rammende og vigtige – jeg bliver glad for, at jeg ikke sidder alene midt i tankemylderet. Tak for det!

  28. Din indlæg rammer mange af de samme tanker, min kæreste og jeg har gået med. Vi skulle liiige vente på at tiden var rigtig til at blive gift og få børn. Da min mor sidste år fik konstateret kræft, håbede vi at hun kunne nå at opleve det hele sammen med os. Men ret hurtigt måtte vi indse at det hurtigt gik ned ad bakke. Min kloge svigermor sagde på et tidspunkt midt i det hele, at man ikke kan gå med livrem og seler, og vente på at tiden er rigtig – for det er den aldrig. Det satte tankerne i gang hos min kæreste, og han faldt på knæ en måned efter min mor blev syg. Vi fiksede et bryllup på 2 måneder – oveni købet samtidig med at også min far fik konstateret uhelbredelig kræft. Min mor nåede at være med til brylluppet, men 4 måneder efter hendes død, stod jeg med en positiv graviditetstest, og jeg har været SÅ ærgerlig over at vi har ventet til tiden var rigtig, for det betyder at min mor aldrig nåede at opleve at få børnebørn.
    Umiddelbart tror jeg at det er nemmere at tilpasse sig tingene, selvom det ikke er det helt rigtige tidspunkt, fremfor at være ærgerlig over at ha’ misset en tid, der senere viser sig at ha’ været den helt rigtige.

  29. Kære Cathrine

    Jeg ville egentlig gerne skrive noget rigtig langt og gennemtænkt til dig. Men der er jeg bare ikke lige nu. Jeg bruger så meget krudt på mit nye, utrolige arbejde og mit “projekt-jeg-skal-da-købe-en-husbåd”, at jeg bare ved med mig selv, at jeg ikke får skrevet noget vildt velovervejet senere i løbet af weekenden. Det sjove er nemlig, at jeg tror i den grad, at jeg er begyndt at leve NU…… Jeg er i starten af tyverne og har virkelig ikke levet i det der ‘nu’ i maaange år. Jo altså, glimtvis. Engang imellem. Og det føltes så dejligt. Og så fik jeg for travlt med alt muligt andet; det forkerte studie for mig som var meget prestigefyldt, men som helt seriøst var ved at tage livet af mig (fik alvorlig belastningsstress efter laaaaang tids kæmpen); at leve op til ALLE mulige afskygninger af forventninger (jeg nævner i flæng – samfundets, underviserne på studiet, chefer på mine arbejder, mine forældres, mine veninders, mine venners, mine kæresters og ja, så selvfølgelig også mine egne – daværende (!!!) – tårnhøje forventninger til mig selv). Jeg siger dig, det var fandme ikke nemt at være inde i min – dengang meget ’slidte’ og stressede (kun 22årige!!! :'( ) – krop.
    Men! Jeg HAR ændret kurs nu. Det var en hård omvej jeg skulle gå for at mærke, hvad der EGENTLIG er vigtigt for mig og mit liv.

    Jeg vil super gerne skrive noget mere til dig en dag. Men så kommer jeg for sent hen til min bedste ven som står og laver middag lige nu. De regner helt vildt lige nu…. Men det er sgu egentlig okay – jeg tager da bare mine gummistøvler og min nye regn-anorak på. For som Bob Marley så fint sagde: “Some people feel the rain – others just get wet”. Og jeg vil ikke nøjes med bare at blive våd af regnen… Jeg vil da ud at mærke den 😉 Jeg beklager, hvis det lyder helt livsjubel-agtigt… Det er jeg nu ikke. Jeg har lige tudbrølet over, hvor overvældende mit nye job er fx – men det betyder ikke, at det så ikke er det rigtige for mig. Det skal nok blive godt! Men indkøringsfaser i noget nyt er sjældent gnidningsfrie. Og slet ikke når man arbejder med små, sårede, misforståede børn, der har lidt mere krudt i kroppen end det gennemsnitlige barn (læs: nogle ville med det samme give disse børn nogle store bogstaver, men det gider jeg ikke. De børn er altså så meget mere end de fire bogstaver der giver dem et kæmpe stempel i form af en diagnose).

    Hav en FANTASTISK weekend, søde og sjove Cathrine!!!!!

    Mine allerbedste hilsner
    Cecilie 🙂

  30. Jeg gik for nogle år siden til psykolog, hvor vi bl.a. snakkede om dette emne, da det optog mig meget – døden, det endelige punktum. Jeg havde i bund og grund svært ved at forstå meningen med livet. Hvorfor er vi til, hvorfor er lille bitte jeg til? I sidste ende når man kigger tilbage på livet i det store hele, har jeg så gjort en forskel? Jeg var deprimeret, og tanken om livets håbløshed og mine tanker derom fyldte meget. Min psykolog fortalte mig, at vi i vores tid, i det vestlige samfund, ikke har noget forhold til døden. Vi koncentrerer os om at forlænge vores livstid ved at motionere og på at leve livet fuldt ud ved at rejse, tage på,restaurant o.l. Men hvorfor bruger vi ikke tid på at forholde os til vores egen dødelighed? I ældre tider var samfundet og individet i højere grad tilknyttet kirken el.l. og derved et forum, hvor man funderede over døden og menneskets dødelighed.
    Efter den samtale med hende har jeg ofte undret mig over, hvordan jeg som et enkeltstående menneske og samfundet generelt forholder os til vores dødelighed. Jeg er glad for at fx Anders Lund Madsen har taget emnet op i nogle programmer, men generelt er det jo ikke noget, der bliver brugt meget spalteplads eller cafebesøg på. Er emnet for deprimerende? Det ændrer jo i så fald ikke ved, at det er et emne, der optager mange.

    Så kære Cathrine, ros til dig for at tage emnet op uden at gøre det til hverken mere eller mindre end det er.

  31. Jeg har været der, af flere omgange igennem livet – hvor det hele vendes på hovedet og bøtten rystes, så man står lidt lamslået tilbage og tænker – hvorfor og hvad er meningen.

    Jeg har set to alt for unge mennesker tage herfra uden grund, samt min mor der fik en blodprop i hjernen dagen før nytårsaften 2012. Så mange mennesker kommer sig uden mén efter en blodprop, andre mister talen, noget bevægelse og meget andet – min mor mistede livet.

    Jeg syntes det er smukt det kat skriver – “døden burde ikke stille spørgsmål, men besvare”. Jeg læste på et tidspunkt, noget omkring man skulle stoppe med at finde retfærdigheden i døden, fordi der er ingen. En kræftsyg vil absolut ikke få det bedre over at tænke på, om det er retfærdigt de er for tur – har de ikke været ‘gode nok’ mennesker, siden de skal staffes og den slags tanker.
    Jeg har dog også haft følelsen af uretfærdighed over min mors død – for gu’ da nej, var det ikke fair! Nogle kan totalskade en bil og kravle ud med et blåt mærke på knæet, andre skal dårlig vælte på cykel før de tager billetten, det er et lotteri hvor vi ikke kender oddsne.

    Jeg tror det handler om at nyde rejsen dertil, i stedet for hele tiden at jagte det her gyldne mål i selv realiseringens navn samt hele tiden tro på at græsset er grønnere på den anden side. Hverdagen er det bedste vi har, så vi skal huske at stoppe op og ’smell the roses’.

  32. Hej Cathrine.

    Fantastisk dejligt indlæg der fuldstændig rammer mange af de tanker jeg selv tumler med…

    Det er pisse hamrende uretfærdigt, når nogen skal her fra alt for tidligt og jeg nægter at tro på, at der er en højere mening med det. For hvad skulle den højere mening være med, at min far døde i en alder af 43 år. Jeg var 20 år og min lillesøster 10 år. Jeg kan og vil ikke tro på, at der er en mening med det. Det er nu syv år siden min far døde og jeg savner ham så uendeligt meget. Jeg blev mor for knap tre måneder siden og jeg er så ked af, at han ikke er her til at blive morfar, at han ikke har mødt min kæreste, faderen til mit barn og at han ikke er der til at følge mig op af kirkegulvet, når jeg en dag skal giftes.

    Jeg ville ønske jeg kunne tænke som Kat, der skriver længere oppe, men det er bare slet ikke muligt for mig. Jo, der er et mål med livet og hvert menneske er bare en lille brik i det store billede, men jeg tillader mig at være så egoistisk, at jeg har sindssygt ondt af mig selv, over at miste min far så tidligt i livet!

    Når man så bliver udsat for så tragisk en oplevelse bliver der pludselig vendt rundt på prioriteringerne. Hvor jeg før i tiden kunne græde over at jeg skulle til eksamen, kan det ikke røre mig mindre i dag. Der er andre ting, der er meget værre end en eksamen.

    Jeg har altid troet, at jeg skulle giftes inden jeg fik børn, men lysten til at få børn var bare større end prinsessebrylluppet. Så nu sidder jeg og kigger på min højt elskede lille søn, der i morgen bliver 11 uger gammel. Han er det bedste der nogensinde er sket mig, og Cathrine, jeg kan kun sige én ting til dig – få så de børn! 🙂 Lad være med at vente til i morgen, for du ved ikke hvad der sker i morgen.

    For mig er en vigtig del af livet at stifte familie og noget jeg altid har vidst jeg ville. Jeg kan for eksempel SLET IKKE forstå de mennesker, der ikke vil have børn. Altså hvorfor?! Er det ikke det der er meningen med livet? At sætte sit aftryk og føre familien videre… Det lyder måske gammeldags, men det er sådan jeg tænker.

    Det blev vist en rodet kommentar, men jeg håber at budskabet er til at se. Hvor klicheagtigt det end lyder, så husk at leve livet mens du har det!

  33. Kæreste Cathrine.

    Jeg har nu læst det her indlæg 2 gange, jeg måtte lige gå og tygge lidt på det hele over en dags tid. Tygge på begrebet “tab”, overveje hvad man egentlig kan kategorisere som et tab. Alt vel? Hvor dybsindigt…

    Da jeg var 12, døde en veninde meget pludseligt – Jeg kan ikke huske så meget om hvordan det hele forløb sig efterfølgende, og så alligevel. Jeg husker begravelsen som var det lige i eftermiddags, og ikke for 12 år siden. Et par måneder efter døde verdens bedste mand, i min verden, min elskede farfar. I virkeligheden forsvandt min farfar længe før han egentlig døde, for han havde kræft i hjernen som trykkede på alle de centre, som gør os til den vi er. Alligevel husker jeg ham, og hans sidste ord helt tydeligt, og jeg kan stadig i en alder af 24 tage en ordentlig tudetur over jeg aldrig nogensinde skal kigge på alle de fine stjerner med ham, igen – det var nemlig vores ting. Samtidig smiler jeg hver gang det er stjerneklart. Savn er en mærkelig størrelse. Min farmor døde et par måneder efter, og hvordan jeg kom igennem det, det ved jeg ikke. Jeg tror ikke at jeg havde fundet mine fødder efter tabet på min farfar, så jeg var på ingen måde forberedt på endnu et tab af den størrelsesorden. Jeg husker ikke rigtig månederne efter.

    Da jeg var 18, tog en af mine bedste venner sit eget liv. Det kan lyde mærkeligt, men det var hele vennegruppen (og vi var mange!) helt okay med. Han havde haft det rigtig svært, og været meget syg. Han trængte til fred. Vi savner ham alle stadig, på trods af at ingen i gruppen snakker sammen mere efter den oplevelse. Igen, savn er en mærkelig størrelse.

    Nu står den her så igen. Muligheden for tabet, og sorgen. Min bedste veninde, igennem 8 år, og jeg – vi har hinanden. Ikke så mange andre. Der har selvfølgelig været studiekammerater, jovist. Men aldrig i samme grad som det vi har. Vi har reddet hinandens røv mange gange, som bedste veninder nu gør. I så lige i én grad mere. Følelsen og ikke mindst synet af at åbne en dør, ind til et lokale hvor ens bedste veninde er midt i at komme herfra, tror jeg aldrig at jeg kommer over, selvom det er 3 år siden. Følelsen af at vende ryggen til sin bedste veninde, siddende grædende på en seng, på Risskov, fordi JEG har sat hende der, den æder én op. Noget gik tabt den dag. Det kan jeg stadig blive trist over. Til gengæld glædes jeg over at jeg stadig har hende. Hver eneste dag.

    Tab kan komme både i form af død, men også i form af andre “handlinger”. Det ændrer ikke på at det at miste, det er noget lort. Hold kæft hvor er det bare pisse uretfærdigt. Uanset form.

    – T.

  34. I april var det 10 år siden jeg mistede min far. Han blev 52 år, og døde (sådan officielt) af et hjerteanfald, men i virkeligheden nok ligeså meget det liv han levede med en masse stress, kaffe, fester og øl. Da han døde, så gik min lillebror og jeg sådan helt i det mode, som du beskriver ovenfor, og det tog mig en rum tid inden jeg kunne slippe det igen, for for mit vedkommende var det ikke sundt. Jeg burde have rejst mere, skrevet mere, taget mere uddannelse, fået børn, blevet gift, taget kørekort, osv. Men ærligt talt, så tror jeg mere det handler om hvad man har LYST til. Hvis du har lyst til at få børn, så skal du gøre det. Hvis du har lyst til at besøge bedsteforældrene, så skal du gøre det. Hvis du har lyst til at det skal være den rigtige bil, så beløån huset til over skorstenen og køb den. Jeg har bare lært, at jeg har tit har lige så meget lyst til at se en film på sofaen, som jeg har lyst til at gå i byen og danse rundt på høje hæle til klokken 6 om morgenen. Jeg har også lært, at jeg ikke har lyst til at få børn. Ikke at jeg ikke synes at tiden er rigtigt, at økonomien ikke er i orden, osv. Men jeg har ganske simpelt ikke lyst. Til gengæld fandt jeg ud af at jeg ikke havde lyst til mit kontorjob. Og jeg fandt ud af at jeg havde lyst til at tegne, Og tage en eller anden form for uddannelse. Så jeg kvittede jobbet som mit liv var for kort til, og sprang ud som selvstændig, fordi det var der lysten var. Og det går jo faktisk meget ok, og jeg er glad og stolt når jeg ser en der linker til min side, eller når jeg ser mine tegninger i Femina, men jeg tror ikke jeg havde været lige så glad og stolt hvis det ikke var fordi jeg lavede noget jeg havde lyst til.

    Puha, det blev en længere omgang. Min pointe var egentlig bare, at jeg kender udemærket den der følelse af, at nu skal vi have noget ud af livet, for vi ved hvor kort det kan være. Jeg tror bare det er vigtigt, at man husker at have lysten med, og ikke bare springer hovedkuls ud i alting fordi der er en eller skabelon for hvordan livet ’skal’ være. Gør det hele hvis du har lysten til det, både børnene, bilen og bedsteforældrene. Så bare skid hul i det hele og kom i gang 😀

  35. Kære Cathrine
    Jeg læste dette indlæg for flere dage siden, og har tænkt meget på det. Du har så ret. Der skal lige netop “store jordskælv” til, før vi sætter tingene i perspektiv. Vores liv i perspektiv. Jeg har mistet mange, i mit 19 år lange liv. Alle fire bedsteforældre, hvor af jeg aldrig nåede at møde den ene. Og i dag er det 3 år og 7 måneder siden, at min far tabte kampen til kræften. 54 år gammel. Det føles så forbandet uretfærdigt, at det lige var MINE bedsteforældre der skulle dø, MIN far, der skulle rejse væk herfra alt for tidligt. MIN far der ikke kan give mig huen på, MIN far der ikke kan følge mig op ad kirkegulvet. Så når mine veninder snakker om deres fædre, hvor irriterende de er, hvor pisse trælse de kan være, så tænker jeg bare, at de i det mindste skal være glade for, at han lever. Men sådan hænger livet jo ikke sammen – at sige nogen ikke må være kede af det, fordi andre har det værre, er jo det samme som at sige, at man ikke må være glad, fordi nogen har det bedre. Men jeg har det som en af dine andre (kloge!) læsere; et helt andet forhold til døden, og livet generelt, end mange andre af mine jævnaldrende. At sidde og holde sin dødssyge far i hånden, imens han tager sin sidste vejrtrækning, det gør noget ved én. Derfor har jeg også indset, at døden er en naturlig del af livet, og prøver derfor, så vidt det er muligt, at se det positive og smukke ved det hele. Mine bedsteforældre kommer ikke tilbage. Min far kommer ikke tilbage. Men så længe de er i mit hjerte, i erindringen og i minderne, vil de aldrig helt dø.

Læg en kommentar