#rockpapersingapore

rockpaperdresses, cathrine nissen, singapore Kender I den leg, der går ud på at gætte byer ud fra oversættelser? Nårh, ikk’? Så har I ikke været på nok bilferier, hah! Jeg har leget den rætti, rætti meget. “Bådplads til salg”? = Køb-en-havn. “Lej en kvittering”? = Liss-a-bon. “Syng en grøntsag”? Sing-a-pore! Og det er lige nøjagtig hvor jeg er på vej hen. Singapore. For tredje gang – for fire år siden var Adam og jeg der af to omgange på en Malaysia-backpacker-tur. Vidunderligt sted!

Jeg sidder på en lille bænk ved gate 39 – sidste stop inden man falder i Øresund. Så langt ude man kan komme i Købenahvns Lufthavn, hvis man ellers tænker bort fra lavpristerminalen (der jo i virkeligheden burde have svensk postnummer). Jeg har brugt 500 kroner i bladkiosken, så jeg skal bare ikke have noget at spise de næste par dage, haha! “When I first moved to New York and I was totally broke, sometimes I bought Vogue instead of dinner. I just felt it fed me more.” – I kender sikkert afsenderen; Carrie Bradshaw. Så det prøver jeg lige, nu jeg har brændt pengene af.

Det blev til en lille omvæltning. For jeg havde læst min rejseplan, som om jeg skulle af sted i morgen. Mia, som har booket min rejse, var så sød at skrive til mig i går aftes. Spurgte mig om jeg var klar til at rejse i morgen (som jo så er i dag). “I morgen?!”. Jøsses! Klokken var over otte om aftenen, jeg havde ikke vasket tøj til turen. Jeg havde travlt med at se Carrie Diaries, sæson to. Og så havde jeg mange planer for i dag – skole, arbejde, have fikset benenes nåleskov hos mine beautydamer. Og vigtigst af alt – sove sammen med min kæreste, inden jeg rejste. Han tog lidt pludseligt til Jylland tirsdag aften med arbejde for at revidere, og da troede jeg, vi ville nå at sige farvel i dag. Og netop fordi jeg havde været alene siden tirsdag, så lignede huset et bombet posthus op til jul – vanvittigt meget pap, plastik,, pakker, kuverter, rod! For ikke at tale om opvask, støv og pigedimseri – OVER ALT.

Jeg begyndte først at flæbe lidt. Ændring af planer pludseligt – det er jeg ikke god til. Slet ikke, når jeg ikke har mine vante rammer – ingen hund, ingen kæreste, ingenting. Ingen til at hjælpe eller bede mig om at trække vejret og falde ned. Så jeg ringede til min mor! Hun er en sikker vinder, haha! Lyden af min mors bløde stemme – omsorgen, kærligheden og et kærligt “det klarer du altså lige, det, du har i vente, er jo en fantastisk oplevelse” – det hjalp. Jeg træk vejret, satte første vask over. Fandt kufferten. Begyndte at pakke. Sendte mails til alle, jeg havde aftaler med i dag. Facetimede Adam, tudede lidt over, at vi ikke nåede at sige ordentligt på gensyn. Og så tænkte jeg lige over, alle mine fantastiske veninder, der er udenlands på 3.-4.-5. måned. Carina i New York. Anna på New Zealand. Tanja i San Diego. Catharina i Kuala Lumpur. Stine i Oslo. De undværer altså på dag 90. Jeg skal trods alt kun undvære i otte dage.

Og på den måde lykkedes det mig at får checket ind på nettet. Vasket fire vaske. Pakket kuffert. Opladt computer, telefon, kamera. Fandt mit pas. Og nu sidder jeg her. Og griner lidt over mig selv – hold kæft, hvor er det bare typisk, haha! Jeg er fanme sådan et rodehoved. Utroligt de lader mig have hund og realkreditlån, sådan som mit hoved sidder kronisk under højre arm.

Jeg er vildt spændt. Nervøs. Glad. Jeg er inviteret af Singapores turistråd. Jeg er den eneste danske blogger, der skal med. Sammen med en masse europæiske blogger. Alle andre kommer i sæt; to svenskere, to franskmand etc. Det bliver måske lidt hårdt, men jeg håber, de er søde! Hvorfor skulle de ikke være det? Og så håber jeg, de gider hjælpe mig med et par billeder eller to. Det er min første rejse, langt væk alene. Jeg har været i Indien men det var med gode veninder. Det tæller ikke. Her rejser jeg til den anden side af jorden. All by myself. Jeg flexer lige en emoti-arm i stolthed.

Det bliver ikke en ferie. Det er en pressetur. Det betyder program fra kl. 09-23, stort set hver dag. Jeg kommer til at være udkørt og få en på opleveren. Men det bliver også vildt spændende, fortryllende.

Og som jeg sidder her; med en kaffe købt på mit lille firmakontokort, som jeg lavede for et par måneder siden, til den smule løn som lønnen inddriver. Med min computer i skødet. Pas, boardingpass. Så bliver jeg helt på røven over, at jeg er så heldig. At I sådan set sender mig af sted til Singapore. De ville aldrig hive fat i mig, hvis det stadig kun var min far og mor, der læste med og min svigermor som den eneste kommentator. Det er altså jer. Det er sgu vildt, og jeg er mega stolt. Så tårerne er tørret væk for længst. Modet er fundet frem. Rockeren er klar til at indtage Singapore!

Vi ses derude :-*

 

English recap:

I am off to Singapore! I am over the moon excited to see the country, the city again: Read the translation of my words HERE.

24 kommentarer
  1. Shit Cathrine, du har været effektiv! FIRE vaske!!? Din vaskemaskine må være hurtigere end min! Jeg hader i forvejen at pakke og var uden tvivl begyndt at tude, hvis jeg havde været i din situation i går, haha 🙂
    Rigtig god tur 🙂 Jeg vil glæde mig til at læse om dine oplevelser og de andre (søde) bloggere.

  2. Haha, jeg fristes helt til at sige, at det er typisk dig. Er det for aggressivt, når jeg teknisk set ikke kender dig? :b

    Jeg kan så levende forestille mig panikken. Man kan jo ikke bare lige miste en dag på den måde! Kæmpe overskudspoint til dig, for at nå det hele på så kort tid. Sejt klaret!

    – og så ved jeg godt, at du hele tiden får komplimenter for din skrivestil, men 1) hvem elsker ikke komplimenter? 2) lige dét kompliment kan man vel aldrig blive træt af og 3) hold nu op, hvor er det her godt skrevet. Elsker den rant om Gate 39 haha. Godt skrevet 😉

  3. Kanon indlæg, Cathrine. Når jeg sidder og kan mærke panikken i egen krop, så er det sgu godt skrevet 🙂 Jeg elsker, elsker, elsker dine lange indlæg – det er så vældig rart og hyggeligt at læse. Jeg håber, at du får verdens bedste tur og glæder mig til at du vil fortælle lidt om det, når du er vel hjemme igen til hund og mand.

  4. Puh kan godt forholde mig til hvordan du må have haft det i går aftes, jeg havde fandme også tudet og mest af alt have lyst til at droppe det hele.

    Når det er sagt, så håber jeg at du får en fantastisk tur, og måske også laver en guide eller to til Singapore, da jeg regner med selv at skulle afsted der ud til næste år, og det kunne være fantastisk at gøre med din guide i baglommen 😉

  5. Hold da op, hvor er du vild! Jeg havde nok ikke sovet hele i natten (rædselsslagen for at have glemt noget til turen). Pøj pøj med det – glæder mig til at høre om dit eventyr i “Syng en grøntsag” 😀 KH Shanice

  6. Rigtig god tur 😀 Det bliver da vildt spændende! og vildt, at du er eneste dansker afsted. Til gengæld er du den bedste repræsentant DK kan ønske sig 😀

    Stort kram

  7. som relativ ny læser – har dog bounced en del mellem nye og gamle indlæg, så føler jeg med dig. kan på bedste vis forestille mig hvordan panikken langsomt har bredt sig i kroppen på dig, begynder nærmest selv at svede ved tanken om det… men hey, du klarede det og er allerede på vej 😀 rigtig go’ tur og er sikker på at de andre bloggere er mega søde 😉

  8. Puha! Godt Mia skrev til dig! 🙂 Har også flere gange booket forkert dato på både fly og hotel eller overbevist mig selv om, at jeg skulle afsted på en anden dato 🙂
    Men det lyder jo mega spændende med en rejse til Singapore! Har selv været der mange gange (min far kommer fra Malaysia), det er altså et helt fantastisk sted!
    Rigtig god tur 🙂

  9. Det med at oversætte byer gør jeg nu stadig. Dog danske byer til engelsk: eelcastle, yearhouse – det vil ingen ende tage.. 🙂

    Hav en rigtig god tur 🙂

  10. Åh… den der panikfølelse lyder frygtelig bekendt, dog har jeg ikke taget fejl af rejsedatoer, men jeg er gået i panik mere end en gang når jeg har skulle afsted, både med fly men også når jeg har haft aftaler i den anden ende af landet og jeg har skulle med DSB på et bestemt tidspunkt.
    Så du er ikke ene om den der panik og ramme nedsmeltning, når planen ramler.

    Men hvor jeg dog under dig den tur til Singapore, og mon ikke de andre bloggere er rigtig fine mennesker?

  11. Måske det var et tegn på hvor presset du faktisk har været. Pueha, jeg ville sgu også flæbe et stykke hvis jeg ikke kunne kysse og kramme min kæreste farvel. Jeg flæber endda når jeg siger farvel. Det lyder nu som om du klarede det! Jeg håber turen til Singapore bliver fantastisk (den leg med byerne kender jeg i øvrigt godt! Klassikker til familieweekender!). Jeg havde fået i hovedet at du skulle besøge en veninde på udveksling dernede, don’t know how. Måske fordi de er spredt for alle vinde og at én også sagtens kunne have været i Singapore? Well. God tur i hvert fald 😀

  12. Hvor lyder det bare skønt med sådan en tur, lige nu hvor det eneste der stråler i dk er regnen !!! Håber du får en fantastisk ‘rocker’ tur …. Glæder mig til at følge dig – pas på dig selv derude :))

  13. Åhh – håber du får en fantastisk tur! 🙂

    Jeg kan næsten mærke hele din forvirring og samtidig lettelse, nu hvor du er godt på vej 🙂 Godt du ringede til din mor! 🙂 Jeg lavede samme nummer i slutningen af januar, da jeg skulle flytte et halvt år til Bruxelles. Jeg stod ude i Kastrup med al min bagage, da lufthavnsdamen fortalte mig, at de ikke kunne tage mig med, pga. (for meget) overvægt – så jeg måtte drøne ned i den anden ende af lufthavnen og købe en ny (rocker-dyr) kuffert til al min overvægt, og så i øvrigt også betale ekstra for at få denne ekstra kuffert med i flyet… Og jeg var i forvejen for sent på den i lufthavnen 😀 efter at have panikket op til flere gange, nåede jeg endelig ind gennem security. Midt i al den dyre parfume og special price kæmpeslikposer brød tårerne frem, og det eneste rigtige var at ringe til mor – der heldigvis fik mig ned på jorden igen 🙂 Så med fornyet mod endte jeg med at sidde og grine lidt af mig selv, da jeg endelig gik ombord på flyet 😀 De mødre kan altså et og andet! 🙂

    Og så har jeg i øvrigt altid spillet gæt-en-by-legen som Køb-en-havn = Anskaf en anløbsbro 😀 Meget sjovt at få ‘bådplads til salg’-versionen med også! I øvrigt en leg, man burde tage op igen – måske i selskab med en øl eller to 😀

  14. Nå ja, det er jo faktisk os der har sendt dig afsted 😉 hehehe.. det var så lidt. Men stod det til mig, så havde du lige fået lov til at rejse en dag senere, så du ikke skulle stresse og du kunne nå at sige farvel til din kæreste. Men er sikker på det nok skal blive godt alligevel og at du får en god tur! Vildt så meget du alligevel fik nået inden afrejse. Nogle gange er man bare super effektiv “med kniven for struben” om man så må sige. 🙂

  15. Hvor var det bare et sødt indlæg, Cathrine! Kender godt følelsen af, at det hele da ramler, fordi ‘nogen’ pludselig ændrer ens planer ;)..

    Jeg håber at Singapore har taget godt imod dig, med sine varme, klamme arme! I 2011 var jeg på udveksling og det var et fantastisk ophold. Hver gang nogen skal derud, så føler jeg at Singapore cheater på mig – det er jo MIT Singapore (velvidende at landet indtages af mange udvekslingsstuderende, expats og turister hvert eneste semester…).

    Så min bedste anbefaling må være en tur til Little India – der er nogen super gode, og meget autentiske spisesteder. Den bedste butterchicken får du på toppen af Mustafa centret i deres restaurant ‘Kebabs’n’curries’ og de krydrer den med den flotteste udsigt!

    Nyd Singapore og nyd de søde og sjove Singaporianere, og husk at sig -lah efter hver sætning, når du taler med dem!

    Enjoy your trip, lah…

  16. Puuuha, jeg er dæleme heller ikke god til pludselige ændringer, så kan sagtens følge dig. Men din mor havde jo ret – og afsted kom du 🙂 Det lyder som en helt vild mulighed, og glæder mig til at læse mere om hvad turen har budt på!

    Jeg har selv rejst (alene!) til Kina af et par omgange efterhånden – og hver gang flæbende fra Kastrup efter at have sagt på gensyn til kæresten, som jeg efterlod herhjemme. Av! Når jeg tænker over det, så var jeres pludselig adskillelse måske at foretrække? Det andet trak sq tænder ud. Men ja, 8 dage og så ser du ham igen!

  17. Intet mindre end fantastisk skrevet. – og fantastisk godt nået!
    Din energi og referencerne i dette indlæg er virkelig spot on. Stoppede ikke op en eneste gang, da jeg læste!
    Se, det er derfor, at du bliver sendt til Syng-en-grønsag. Haha!
    Rigtig god tur. Jeg er sikker på at alle dine følehorn og sanser nok skal blive fyldt op. :-*

Læg en kommentar