Best series I’ve watched in 2014

Juleferier betyder naturligvis masser af godter, tid med familien, men måske også en chance for at ligge på langs og se serier? Jeg har samlet en top seks over de allerbedste serier, jeg har dyrket i 2014, og hvis du ikke har set dem, så kom igang! Jeg vil næsten garantere, at de alle kan fange dig.

Accepter på forhånd at sige farvel til livet, som du kender det, hah! Jeg har i al fald set mig opslugt og oplevet den ene aften efter den anden forsvinde for næsen af mig i deres selskab.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
WALKING DEAD

Helt uden tvivl en af de bedste serier, jeg har set i 2014. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg var til zombieserier. Jeg elsker for filan SATC og Gossip Girl! Jeg er en glittergås uden lige (nyt begreb jeg har lært her). Men jeg er åbenbart også vild med monstre og blod og råddenskab, jeg har virkelig fået udvidet horisonten i år.

Rick vågner af koma til en apokalyptisk verden, hvor hans kone og søn er væk og intet er som han kender det. Det handler om overlevelse så snart han træder ud af sin sygestue, og han skal være hurtig. Han møder mange nye mennesker på sin vej, men hvad er mennesket, når alt er ude af funktion – orden, ro, relationer og venskaber?

Dét, jeg elsker, ved Walking Dead er uden tvivl spillet mellem menneskene – zombierne er faktisk ret sekundære. Det handler om, hvordan mennesket opfører sig, når alt hvad vi kender og har bygget et samfund op om er væk. Det er nogle fabelagtige skuespillere, der er med, og det kan virkelig vride sig i mig, når de er nødt til at træffe de sindssygeste valg for at overleve.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
GIRLS

Arvtager til SATC siger nogen? Jow, byen New York, antallet fire, veninder og sex, det har de tilfælles – som en ret grundlæggende præmis i virkeligheden. Men jeg synes ikke, at sammenligningen ellers holder – GIRLS (rettet nærmere kvinder i 20’erne) er også til en lidt yngre målgruppe end SATC (retter sig nærmere mod kvinder i 30’erne).

SATC er klart mere fiktiv – hvem finder i virkeligheden en en 700 $ rent controlled lejlighed på Upper East Side, har råd til nye Manolos og byture hver weekend kun på en klummeløn? Ja ja, 110 % fiktion, og jeg elsker det. Girls? Fire usikre unge piger, der skiftesvis sover hos hinanden, hos forældrene, hos fremmede fyre. Der ikke har noget job og må bede om hjælp hjemmefra. Det passer lidt bedre på, hvordan virkeligheden kan se ud i 20’erne.

Dét jeg elsker ved Girls, er persongalleriet, og hvordan de især udvikler sig. Så er der den del der fokuserer på tabuer, som vi kæmper med i det her årti af vores liv – sexliv, hvor meget skal man have for at være “normal”? Hvorfor blev vi ikke bare færdiguddannede og fik det job, som vi drømte om? Jalousi, usikkerhed, at finde sig selv. Lena Dunham er en dygtig manuskriptforfatter!

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
HOUSE OF CARDS

Kevin Spacey for president! Han er så SINDSSYGT dygtig, det er en ære at glo på. Og i rollen som Frank Underwood? Han er jo bindegal! Hvis ikke du er hoppet på House of Cards endnu, så gør det 1. januar, please. Den ligger frit tilgængeligt på Netflix, og den er bare så mega god! Jeg elsker politiske serier – Borgen røg også lige lukt ned. Men House of Cards tager den bare niveauer over.

Frank Underwood er kongresmedlem og gruppeformand for den demokratiske gruppe i Repræsentanternes Hus på Capitol Hill, DC. Følelsen af at være blevet snydt og ikke fået den position, han mener er retsmæssigt sin, får ham til at starte en krig. Der er kun ét stop – og det er ved toppen. Og han er klar til at bruge og slagte alt på sin vej, for at nå dertil.

Dét, jeg elsker ved House of Cards, er indblikket i Capitol Hill. House of Cards er sikkert en overdrevet og tunet udgave af stedet, men man efterlades virkelig med en følelse af, at der kunne være noget sandhed i det? At politik er pisse forurenet og beskidt. Og så er Frank Underwood en karakter, jeg ikke kan andet end holde af og være frastødt af på samme tid. Vanvittigt skuespil.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
TRUEBLOOD

Jeg er ikke den store fantasy-fan, men jeg er vild med Trueblood. Nu har jeg set min andel af Buffy og Angel i 00’erne på seriesøndag, men det her er altså vampyrserie 2.0. Hele universet, med varulve, vampyrer, ferier, vampyrfeer, hamskiftere og helt almindelige mennesker – dét hoved der har udtænkt det – wow!

Sookie Stackhouse er særlig, men hun ved ikke helt hvorfor. Af samme grund er hun jaget – alle vil have en bid af hende. Hvem kan hun stole på i en by, hvor de fleste væsner er alt andet end mennesker, og hvor alle jagter det evige liv og at kunne gå i solen?

Dét, jeg elsker ved Trueblood, er Alexander Skarsgaard – haha! Ej, ikke kun ham. Hvor Girls, Newsroom, House of Cards og Homeland er serier, der læner sig vældigt meget op af virkeligheden, så er Trueblood en lille låge til en parallel virkelighed, hvor det utænkelige er muligt. Og så er der altså nogle SÅ fede karakterer i serien, fx Pam, en vaskeægte vamp og tidligere bordelmutter, og Lafayette, der er medium og ultratøset – for en stor, sort mand at være, han er fantastisk!

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
HOMELAND

Serien jeg har slugt allerhurtigst. Jeg har set serien på telefonen, som jeg er gået til metroen, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har seriøst slugt den hurtigere og vildere end min lakridskalender fra Bülow.

Carrie Mathison er CIA-agent, og hun kommer hjem fra opgave i mellemøsten med den faretruende information, som hun i øjeblikket, hun får den, ikke ved hvad betyder; “en hjemvendt er blevet omvendt”. Men hurtigt går det op for hende, at Brody, der er hjemvendt soldat efter mange år i fangeskab, kunne være manden, der er blevet omvendt. Hun sætter alt ind; sine udmærkelser, sit ustabile sind, for at kunne bevise at Brody, den hjemvendte helt, er terrorist.

Dét, jeg elsker ved Homeland, er, evnen til at få mig til at sidde på kanten af sofaen. I en tid hvor droneangreb, overvågning og terrorisme er daglige overskrifter i medierne er det så fængende at se en serier, der virker så ægte, som tager mig med bagom. Hvor meget magt har CIA? Og hvordan ser en terrorist ud i dag? Det billede medierne har skabt de sidste ti år; en mand med kalashnikov og tørklæde om hovedet, er ikke retvisende, og dét er så hamrende interessant. Og så er Carrie bare en vidunderlig, stærk, sindssyg karakter, der sætter alt ind på sin mavefornemmelse.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014
NEWSROOM

Rigtig mange af mine veninder arbejder på nyhederne; på TV2, TV2 Lorry, Ritzau. Når man arbejder i en medieverden, der lever højt på at levere nyheder og helst først i feltet, så er det rigtig interessant at komme bag om og se, hvilke beslutninger der skal træffes, før der bliver sat “breaking” på tv’et. Det lyder umiddelbart usexet, men karaktererne og følelserne, der ikke kan lade være med at dukke op, når man skal levere nyheder om terrorangreb, naturkatastrofer – det fanger mig totalt.

Will McAvoy er ankervært på ACN, en nyhedskanal på kabeltv, der har lavet det samme i årevis og derfor er brændt ud. Men en ild tændes, en drøm om lave de store historier, først, et håb om overlevelse i en medieverden der er kannibalistisk, hvor kolleger gerne sælger dig ud for den gode historie.

Dét, jeg elsker ved Newsroom, er, at de store begivenheder vi faktisk har oplevet de senere år; skyderiet på Gabrielle Giffords under en tale (amerikansk kongreskvinde), wikileaks, droneangreb – de har valgt at bruge en del virkelige historier som benzin på maskineriet. Men maskineriet er spændende i sig selv; karaktererne, presset i mediebranchen. Jeg æder den.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014

BREAKING BAD

Tænk at jeg kunne glemme lige nøjagtig Breaking Bad i første udgivelse! Jeg måtte lige tilføje den efterfølgende, som Pernille mindede mig om den. Jeg startede jo 2014 med at se Breaking Bad, og jeg så alle sæsoner sammen med min kæreste i en ruf!

Walter White finder ud af, at han er uhelbredeligt kræftsyg og har kort tid tilbage at leve i. Han er en god mand og vil gerne efterlade penge til sin familie, så de kan overleve, når han ikke er der. Der er bare ikke meget at rutte med, når man er offentligt ansat kemilærer. Så der må tænkes i alternative baner, og da han får et tilbud fra en tidligere elev om at fremstille metamfetamin, siger han efter store overvejelser ja. Og dét starter det vildeste, farligste og mest knudrede eventyr, han kun kunne forestille sig i sin fantasi. En kamp om magt, stoffer, penge, kærlighed, på kanten af loven.

Dét, jeg elsker ved Breaking Bad, er, at Walter, lidt ligesom Frank Underwood i House of Cards, har et ganske uskyldigt udgangspunkt, men som han får spundet sig ind i det vildeste net af løgne, fare, stoffer og penge, så skifter han fuldstændig karakter. Han er en antihelt af bedste skuffe, og jeg elsker, hvordan Walters første intention om at give familien sikkerhed får ham ind i det vildeste, mafia-, narkomiljø, som faktisk ender med at risikere alt og alle omkring ham. En af de bedste serier. Nogensinde.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014

TRUE DETECTIVE

Ej! Jeg glemte også True Detective. ALTSÅ! Jeg har set for mange serier, det må være svaret. Jeg kan ikke huske dem alle! Denne her så vi faktisk nærmest på en weekend – der er ikke så mange afsnit og foreløbigt kun ens sæson, selv om nummer to kommer.

Klart den sværeste serie at give et kort referat af, hah! Rust og Marty har været kriminaldetektiver engang i 90’erne sammen, hvor de søgte at opklare en bizar mordsag. Men på et tidspunkt forlader Rust politiet i uvenskab med Marty. Og sagen forbliver uopklaret. Flere år senere genåbnes sagen og Rust, der nu lever et komplet andet liv med alt for mange øl, bliver forhørt af politiet for at komme til bunds i sagen, der har udviklet sig til at have flere ofrer.

Dét, jeg elsker ved True Detective er så overleget skuespillet. For helvede de er dygtige. Det her er en serie, hvor du skal have tungen lige i munden – vi kører i flere tidsperioder. True Detective er en relativ tung serie, og til at starte med fattede jeg ærligt talt ikke så meget. Ligesom True Blood foregår den i sydstaternes USA – som jeg elsker; accenterne, kulturen, typerne. Det her er så noir og dystert, som det kan blive og Matthew McConaughey er en stjerne. Det er Woody Harrelson i øvrigt også. Se den for de vildeste karakterer, og McConaugheys pragtpræstation.

Rockpaperdresses, cathrine nissen, walking dead, girls, house of cards, serier du skal se i 2014

DEXTER

Dexter fik jeg først set i år, og det var min kærestes skyld. Ofte var den altså for voldsom for mig, så det er klart den serie jeg har set mest med hænder for øjnene.

Dexter er seriemorder men har lært at styre sin dyriske drift og behov for at dræbe. Han arbejder til dagligt hos politiet som blodanalytiker – et job, han af natur er rigtig dygtig til. Og i sit arbejde med politiet har han fin mulighed for at holde øje med forbrydere. Og de der slipper under radaren? Forbrydere der slipper mellem politiets fingre? Dem fanger Dexter og giver dét, han mener, er rette skæbne. En ligeså modbydelig død, som de selv gav deres ofre. Men Dexters politiarbejde kommer lidt for ofte på kant med hans undercoverarbejde, og han er i fare for at blive afsløret som det dyr, han egentlig er.

Dét jeg elsker mest ved Dexter er jo antihelten, Dexter! Endnu en serie med den mest ucharmerende og onde hovedkarakter, men som man ikke kan andet end holde af. Han er et dyr, der bliver mere og mere menneske som serien udvikler sig. Især holder jeg meget af, at Dexter på et tidspunkt bliver far – hele hans frygt for at have smittet sin dreng med samme “sygdom” som ham – det er rigtig fint. Dexter er jo nærmest blevet kult. I al fald herhjemme, hah!

 

 

Derudover har jeg også set Carrie Diaries –  som dog ikke kom med på en topplacering, og HIMYM (How I met your mother) – som jeg dog ikke har set fra ende til anden i år, Orange is the new black – som jeg dog døde lidt på i anden sæson, og Greys Anatomy – men den har jeg også kun set de sidste par sæsoner af i år.

 

***
Some of the best tv-shows I have watched this year, and if you haven’t already seen them – do it! ASAP! Especially Homeland, House of Cards and Walking Dead. Definitely my top three!

34 kommentarer
  1. True Blood og The Walking Dead er mine favoritter. De er så gode. Især The Walking Dead. Som du også skriver, så er det samspillet mellem menneskene, og det at bygge et samfund op. Der er så mange etiske spørgsmål, som gør den nervepirrende 🙂

    1. Ja, det er lige nøjagtigt dét, jeg også elsker – pyt med zombierne i virkeligheden, det er menneskene. SÅ spændende psykologisk! KH

  2. Jeg kan virkelig anbefale Breaking Bad, hvis du ikke allerede er hoppet med på den. Min kæreste og jeg har netop afsluttet hele serien. Det er virkelig en af de bedste jeg har set!

    1. Jeg vidste, jeg havde glemt én 😀 Den er kommet på! Den så jeg i starten af året og havde helt glemt den! SÅ GOD! KH

      1. Ja helt åndssvag god! Vi slugte 6 afsnit fredag aften, og igår blev vi bare nødt til at se de sidste tre, selvom det betød at min kæreste måtte nøjes med 6 timers søvn 😉

  3. Ej, hvor er jeg glad for, at du har the Newsroom med på din liste. Den serie er ellers fløjet lovligt meget under radaren, synes jeg. Jeg mangler at se det allersidste afsnit og glæææder mig til at smide det på i aften – samtidig med, at det selvfølgelig er lidt trist, at det er slut….

    1. Uh den er fantastisk synes jeg, men du har ret – den får ikke megen opmærksomhed. Og det er altså synd! Jeff Daniels er sgu god! Jeg har også sidste afsnit til gode i aften 😀 God fornøjelse! KH

  4. Ja for pokker, The Walking Dead er bare hammer god! Folk kunne måske godt blive lidt afskrækkede af de der zombier, men det er bare slet ikke det vigtigste. Fokus er klar på mennesket, som du også siger. De mest uhyggelige sider af mennesket, som er i os alle, men som vi meget sjældent vil stå ved. Viljen til at overleve, etik og moral når verdens regler er sat ud af spil. Zombierne er jo slet ikke det mest farlige – det er mennesket! Så jeg støtter lige op omkring din anbefaling: Se den, for filan 😀

    – Sara // http://www.sarasskab.blogspot.dk

  5. Cahtrine jeg kan virkelig anbefale dig at se Suits og Modern Family! To meget forskellige serier, men fantastisk gode på hver deres måde!

    1. Suits har min kæreste også set og været ret glad for. Måske jeg skulle prøve den? Moderne Family har jeg set et par sæsoner af, men den har endnu ikke helt fanget. Jeg er nok en spændings-kinda-gal 😀 KH

  6. Newsroom er intet mindre end fantastisk. Jeg har desværre lige set seriens allersidste afsnit, og er ret trist over ikke at skulle se dem alle igen. Jeg var især vild med Sloan og Don, og til tider MacKenzie!!!!!

  7. Jeg startede også året med at sluge Breaking Bad råt, dernæst fulgte House of Cards, Orange is the new Black og senest Homeland! Desværre fik jeg set sidstnævnte lidt for sent til at se fjerde sæson på DR, så jeg venter nu i spænding på at fjerde sæson lander på Netflix 🙂 Indtil da er jeg dog i gang med Suits, som jeg indtil nu har set tre afsnit af – Det tegner godt, og mine veninder har lovet mig at det kun bliver bedre og helt fantastisk! Og efter det, ja så venter Walking Dead 🙂

    1. SÅDAN Ida, GOD stime af serier 😀 OITNB har jeg også set, men faldt lidt af på 2. sæson faktisk, den må jeg lige få kværnet 😀 KH

    1. Masters of sex har jeg set, men gik lidt død på anden sæson – True Detective mangler klart, den tilføjer jeg senere! KH

  8. Du MÅ simpelthen se Sons of Anarchy! Tror lige det vil være noget for dig! De første fem sæsoner er på den danske Netflix og den er fandeme bare super spændende og interessant. Lidt ligesom i Breaking Bad har man anti-helten i form af en motorcykelklub(bande) i USA der dealer med alle den slags ulovligheder, som de nu engang gør (våben, prostitution, blod-hævn og stoffer), men midt i alt det kriminelle er der et medlem der gerne vil redde klubben og få den på rette kurs – Jax Teller, spillet af Charlie Hunnam (shit en snack!). Og så handler det ellers om hans forsøg på, at hive klubben og dens medlemmer ud af det kriminelle miljø og så sker der selvfølgelig alt muligt i form af farlige alliancer, forræderi og et par mord eller to. 😉

    Jeg slugte de fem sæsoner på under en måned, så god var den :p

  9. Er så meget med dig på Girls! Den allerallerbedste serie! Især fordi man nemt kan sluge en sæson på én dag! Har ikke fået set den nyeste sæson, men det kunne være, jeg skulle sætte mig ned og gøre det i juleferien, som belønning for at have skrevet min eksamensopgave færdig (når dét altså sker…)! <3

    Glee var også en god serie engang! Indtil de prøvede for meget, og det hele faldt sammen.

  10. Det forfærdelig ved serier er bare, at de sluger alt ens liv og fritid, hvis ikke man passer på! Jeg forsøger desperat at holde mig til én ad gangen, men jeg vælger selvfølgelig dem med 10 sæsoner af 22 afsnit eller sådan noget vildt, så jeg når aldrig i bund haha.

    Stort set alle serierne på din liste er nogen jeg har overvejet at give mig i kast med, når fritiden er der. Især True Blood, som jeg plejede at følge religiøst med i. Har stadig ikke fået set den sidste sæson, og det piner mig lidt.. Skal også have set True Detective, og være færdig med Gossip Girl, og måske kaste mig over Flemming og, og, og…

    Hvis jeg må give dig én anbefaling ind i det lidt syrede men utroligt underholdende (og mega hyldede!) så skulle det være BBC’s Doctor Who. Start fra genoplivningen i 2005 og bevæg dig frem til i dag. Det første sæsonen byder på rædselsfuld grafik, men historien og karaktererne er bare så fantastiske, at man ikke kan andet end at elske det realistiske urealistiske univers (:

  11. “House of Cards” og “Homeland” er også to af mine favorit serier. Genkender helt klart det du skriver med, at sidde på kanten af sofaen, når man ser “Homeland”. Tiden flyver afsted, og jeg tror ofte ikke på at der er gået hele 45 min, når et afsnit af “Homeland” slutter. Det er virkelig en serie, der får mig helt op at køre og jeg bliver virkelige revet med af handlingen. Den er FANTASTISK!

  12. “Dét, jeg elsker ved Trueblood, er Alexander Skarsgaard” HAHAHAH!

    Dør over den kommentar, som i at jeg skraldgrinede 😀 Er selv stor fan af True Blood, og jeg giver dig altså ret. Desuden synes jeg da at Sookie skulle være sammen med Erik i stedet for Bill?!?!? ALTSÅ HALLO!

  13. Jeg er VILD med det her indlæg. Jeg har set Breaking Bad, Walking Dead og lige blevet færdig af sidste afsnit af HIMYM! Så nu vil jeg videre med din liste – tak! 🙂

  14. Tak for tip 🙂 På barsel er seriekiggeri et most når man bliver for træt af go’ morgen DK 🙂

    Jeg er netop igang med “The good wife” – kan anbefales! Men må da helt klart huske din liste næste gang der skal vælges serie 🙂

  15. Uh, jeg er også seriegal som du. Med Breaking Bad, Girls og den fuldt fortjent hypede True Detective som øverste favoritter! Men jeg kan se at du har Hannibal til gode !?!

  16. Juhuu, klapper i mine hænder over dette indlæg! Har næsten lige lavet et lignende ovre på bloggen. Fik også først set Breaking Bad i år, og jeg er SÅ enig i din beskrivelse af den! HELT fantastisk serie. Det samme med True Detective. Og Dexter – jeg elsker Dexter helt vildt. Havde det lidt “meh” med slutningen, men har man ikke tit det?

    Jeg tror i øvrigt, jeg snart vil kaste mig ud i at se GIRLS! Nu har mange af mine veninder snakket om den, og nu anbefaler du den også… Åh! Men det er farligt. Det der med at starte på en ny serie. Man bliver så hurtigt fanget og misser arbejde. søvn og kærestetid! :O

  17. Hov! Synes du mangler Boardwalk Empire. Hvis du ikke har set den kan jeg klart anbefale den. Gangster drama i 1920’ernes USA. Fantastisk skuespil og uimodståelige kostumer! 😀

Læg en kommentar