20 smutveje til at føle dig (endnu) skønnere

glæde_col

Indlægget er udgivet i samarbejde med Veet

Det er mandag. Rigtig mange vender tilbage på den knirkende kontorstol. Jeg kan huske, hvordan jeg altid lovede mig selv, at når jeg nu vendte tilbage til skolen, så skulle jeg altså læse ALT. Lave ALLE opgaver. Jeg strøg mit undertøj inden første skoledag efter ferien, så jeg fra inderst til yderst var klar. Ligesom nogen bruger januar på at sætte nye mål, så har jeg også haft sådan en følelse og lyst til at genoprette status quo efter sommerferie.

Men i stedet for at punke mig selv for ikke at have løbet nok, læst nok, spist sundt nok, som jeg måske har tenderet før, så tror jeg, jeg vil vende den lidt ind ad i år. Jeg vil give mig selv plads til at føle mig god – lige som jeg er. Også selv om jeg stadig har Afgrunden af Kim Leine liggende ved sengen uden at have vendt så meget som en side. Jeg vil være min allerbedste ven og gøre alt, hvad jeg kan for, at jeg føler mig ligeså skøn en mandag på vej på arbejde, som en lørdag på vej i byen.

En del af mit samarbejde med Veet går altså også ud på værdier, følelser, skønhed som ikke bare handler om glatte ben og og god makeup, men ligeså meget om dén der kommer indefra. Så lad mig udbygge min “40 ting der spreder glæde”-liste med en liste, der bare drejer sig om ens egen lille navle. Her får du tyve små tricks, som måske kan give dig et nøk op ad skønhedsstigen. Skønhed kommer indefra – heldigvis, for den kan vi faktisk arbejde med. Her er mine små favoritter til, hvordan jeg i hvert fald skruer på selvværdsbarometeret.

GOD mandag!

? VÆR din egen bedste ven. Først og allerfremmest. Hvis der er én du kan stole på hele livet, så er det dig selv. Du kender dig selv bedst, du kender dine træk bedst. Det der lille ar du fik på knæet, fordi du var væltede på cykel eller var fuld på Roskilde – det er dit. Og det er din historie, og du kender den. Jeg har brugt meget, MEGET, krudt på at være sur på mine abearme, og på den lille plet på min fortand – jeg ville have en hel ny fortand. Men nu ser jeg hverken abearmene eller pletten. Jeg ser mig selv, for jeg kan ikke gøre noget ved hverken det ene eller andet. Sådan er jeg lavet, og jeg kan godt lide, at jeg ikke er en stangvare.

? FLIRT! Om du har en kæreste eller ej – flirt! Hånden på hjertet, når man har været kærester med den samme mand i et lille årti, så kan man godt miste lidt af troen på egne evner. Kan jeg stadig? Er der stadig nogen, der synes jeg er spændende? JA! Det er der, og det nyder jeg altså at mærke i ny og næ, lige sende snøren ud og mærke efter og så trække i land igen. Jeg synes virkelig, mit indre selvtillidsbarometer får et nøk op, når jeg mærker, at andre end min kæreste synes, jeg er interessant. Det er lidt sundt, tror jeg.

? VÆLG dine venner med omhu. Jeg gider faktisk ikke længere have venner i mit liv, der kontinuerligt aflyser, taler grimt om eller til mig. Jeg har haft nok oplevelser, hvor jeg har følt mig skuffet, tilsidesat og uønsket, og det gider jeg ikke. Om jeg så skal kunne tælle mine venner på én hånd, så vil jeg hellere have to gode end ti lunkne. Gode venner er ærlige – ikke noget med at stå i prøverummet og sige “DEN SIDDER FANTASTISK!”, når man i virkeligheden får fire baller i de jeans. Gode venner bygger mig op og klapper mig på skulderen. Selv prøver jeg at være en bedre ven, og det kan jeg altså ikke være for ti lunkne heller. Less can be more.

? DRESS up – det kunne næsten ikke være mere simpelt, men hvis jeg har en kedelig dag, så må jeg gribe efter tyl, glimmer. Så må jeg tager skønheden på udefra og lade den påvirke ind mod hjertet.

? OBSERVER og lad være med at dømme! Jeg har strækmærker på hofterne og på lårene. Jeg har hår på armene og dun på kinderne. Jeg har et godt langt ar på maven efter min blindtarm. Jeg har en plet på min fortand og et bump på næsen. Jeg ser det hele, men jeg prøver bare undgå at se det som fejl, der skal udbedres. Selv synes jeg ofte at andre små “fejl” er de smukkeste – mellemrum mellem tænderne, fregner og alt dét, som de sikkert har bandet over som små.

? SMIL – jeg er tit blevet spurgt ind til mit smil – hvordan kan jeg smile så meget og hele tiden. Det er faktisk ret simpelt. Jeg synes virkelig, jeg ser pænere ud, når jeg smiler. Såre simpelt. Når jeg sidder og kigger outfitbilleder igennem til et indlæg, så tager jeg mig selv i at smile tilbage til computeren. Mit eget smil smitter mig selv – det er sørme banalt, haha! Smil smitter og spreder glæde, og den glæde får man tilbage i andres ansigter. Og den kan man altså også ganske billigt give sig selv – smil til dig selv i spejlet.

? PAS på dine tænder – noget så simpelt, men lidt i tråd med det store smil, så gør jeg meget for at de bliver ved med at se fine ud, bisserne, så jeg har lyst til at vise dem frem. Tandtråd. Tandstikker. Eltandbørste og god tandpasta.

? KRAM – jeg krammer meget. Første gang jeg møder nye mennesker, så får de hånden (med mindre de står ved siden af nogen, jeg krammer, så synes jeg, det kan være akavet at stikke poten frem, når jeg lige har krammet damen før). Næste gang jeg skal sige farvel eller på gensyn, så er det altså på kram. Jeg kan virkelig mærke, at min grad af velvære stiger, jo længere krammet varer. Det er lige før, at jeg hellere vil kramme min kæreste hårdt og længe end at kysse – heldigvis er der plads nok til begge her på matriklen.

? NØJES med et tak – jeg gør det rigtig tit. Hvis jeg får et kompliment, så underminerer jeg det. “Flot bluse!” – “Nårh, tak, det er bare sådan en billig t-shirt fra H&M”. Det behøver jeg sådan set ikke. Jeg kan bare nøjes med at sige TAK! Efter de her festivalsendinger har vi også fået fine ord med på vejen fra kolleger, og der kommer jeg tit til at undskylde for noget, der ikke er blevet pointeret; “Åh det var bare så svært at sende, fordi der gik noget galt med timing bla-bla-bla”. BARE SIG TAK! Tag det til dig og sig tak. Jeg øver mig lige på den.

? VURDER og vær realistisk – Ja, sådan en Victoria’s Secret-dame er skarpt skåret; store bryster, smal talje. Men gider du stå i fitnesscenteret flere timer dagligt? Gider du tælle kalorier, sige nej tak til kage på kontoret og nej til byture? Hvis du gider at lægge arbejdet i det (for det kræver det), så bliv ved med at drømme om de kropsidealer, du måske har. Men hvis ikke – så værdsæt din krop, for den dejlige størrelse den er. Om den løber rundt om søerne eller til bageren. Om den har hængeknæ eller silikonebryster. NYD at den står op for dig HVER dag, og lad så være med at sammenligne. Sammenligning er lykkens tyv!

? SPIS god mad – når jeg er alene hjemme til aftensmad, så går jeg tit i knækbrødet og i slikskuffen. Jeg gider ikke lave mad til mig selv. Men jeg ved også, at når klokken er 21.00, så har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke har givet min krop noget ordentligt. Jeg er nødt til at oppe mig på det punkt! Kroppen arbejder hele tiden, og den skal have ordentlig mad.

? FIND farverne frem – jeg tror altså på det. Folk der bruger farver bliver en smule, måske bare en my, gladere end de der fornægter alt andet end sort. Kæreste fine Marie, som jeg lavede en lille fis med her, er faldet i malerbøtten, og hun siger selv, hun aldrig har følt sig så tilpas. Selvfølgelig er der forskel på at ligne et fastelavnsris som mig og så bare bruge en fin, pink læbestift. Når jeg ser på min instagram er der langt flere billeder af regnbuer og smukke solnedgange end af nattens sorte himmel. Jeg tror, vi tiltrækkes og glædes ved vidunderlige farver. Om man så lige skal vænne sig til det.

? EKSPERIMENTER med din makeup. Mange af os hænger i samme gamle makeuprutiner. Jeg gør i al fald! For et par år siden opdagede jeg fx concealeren. MIT BEDSTE VÆRKTØJ! Og jeg som har lagt makeup i henved 12 år, tænk jeg ikke har givet den en chance! Den er altså genial til at friske mine øjne op og jeg bruger den HVER dag. Den “opdagede” jeg kun ved at have lidt tid til overs foran spejlet, så jeg kunne lege med min makeupskattekiste.

? DANS – og det behøver ikke være til zumba, i fitnessens spejlkabinet. Det kan ligeså godt være hjemme på stuegulvet til vanvittig høj musik. Smæk denne her på, og giv den hele armen. Mærk pulsen stige, smilebåndet arbejde, kroppen føle sig tilpas og fjollet. Det er så godt.

? BÆR det tøj, du føler dig godt tilpas i. Oven på fire lange festivaler med rigelige mængder øl og usund mad så indrømmer jeg gerne, at jeg bliver en kende oppustet. Så pt. trækker jeg helst i løst tøj. Jeg gider ikke være opmærksom på min krop, suge maven ind osv. Lige nu skal den lige komme sig, og det gør den altså fint i flagrende tøj. Jeg orker heller ikke rigtig alt for korte kjoler længere, jeg gider ikke være så bevidst om, hvordan tingene sidder, hvor meget jeg afslører. Jeg vil hellere koncentrere mig om dem, jeg er sammen med.

? LÆS en bog. Det er helt klart en selvfølge for mig. Men når jeg sidder hjemme i sofaen en lørdag aften, så går jeg tit til computeren eller ipaden. Men når jeg tager mig sammen. Dykker ned i noget så analogt som en bog, så kan jeg virkelig mærke balsammen sprede sig i tykke lag udover sjælen. Det er velvære. Meget mere end computertid nogensinde bliver.

? FORKÆL dig selv med en hjemme-spa-aften – den trækker lidt på det samme som det gode sæt tøj. Hvis du er lidt mast indeni, så nyd et godt, lunt bad. Brug god tid på en ansigtsscrub i badet (min favorit er Rudolph Cares på collagen, som både renser, fugter og giver glød – uden at love noget, den ikke kan holde til). Brug en hårkur. Dub dig tør bagefter. Fjern hårene på benene, så de er silkebløde. Tør håret og brug en rundbørste og giv dig selv en frisørværdig treat. Hør evt. lidt af denne her, mens du er igang. Smør dig ind i den fedeste, bedste creme du har. Nyd det hele og din egen lille hule ude på det tilduggede badeværelse. Tilføj lidt parfume inden du tager tøjet på. Det er min spanight. Ahh!

? UNDERTØJ! Det er næsten vigtigere for mig, end det folk ser uden på. Hvis jeg har gjort noget godt for mig selv, taget et lækkert sæt undertøj på, så føler jeg mig altså 10 % mere oven på. Det er så simpelt. Når jeg lader bomuldsunderhylere blive i skuffen, men tager mit yndlingssæt på (dét på collagen har jeg i nudefarvet, og det er min KLARE favorit, det sidder så pænt), så stiger min selvtillid. Jeg elsker dét at gøre noget godt for sig selv, som ikke er til glæde for nogen andre end mig.

? DYRK motion (og sex, haha!) – det er altså en klassiker, men når endorfinerne kører rundt i kroppen, kinderne bliver røde, og pulsen banker i ørerne, så sker der altså noget på selvværdskontoen. Men vi er altså ikke alle fødte maratonløbere. Brug noget tid på at finde en sportshylde. Rigtig mange steder kan man få en gratis prøvetime eller betale et symbolsk beløb for selvsamme. Min mor dyrker yoga et par gange om ugen. Min bedste veninde løber marathon. Jeg blander løb, styrketræning og hot yoga og har en fin balance. Men jeg tror, jeg skal dyrke ballet igen til efteråret – det var sjovt. Motion skal først og fremmest være sjovt, så du kommer af sted. Lad være med at punke dig selv for, om du kommer af sted én gang om ugen eller seks gange om ugen. Det vigtige er, at du gør lidt men godt for dig selv.

? RING til din mor, far eller dine bedsteforældre – udover at de er nogen af de klogeste, du (nok) kender, så er det også de mennesker, der kender dig bedst. Og de elsker dig af hele deres hjerte. Den eneste betingelsesløse kærlighed er dén mellem børn og deres forældre. Bare at høre deres kærlige omsorg i telefonen, deres ro, det giver i hvert fald mig en følelse af at høre til.

Rudolph Care ansigtsscrub // Marvis tandpasta // BH // Trusser

21 kommentarer
  1. Wow Cathrine! Tusind tak for skøn liste! Glæde og velvære ligger i de små ting. Fx kan jeg blive helt glad når jeg har lagt rent senetøj på eller har fået en fine farve på neglene eller måske når kaffen bliver serveret for mig. Det tæller så meget mere i det lange løb.
    Den vil jeg helt sikkert vende tilbage til!
    Hav en skøn dag

  2. Du er skøn Cathrine! Virkelig.
    Du har det mest fantastiske lyse sind.

    Personligt er jeg (også) en af de der naive jubelidioter, der altid har noget at glæde mig over, eller til. Bare bittebittesmå ting. Det er jeg glad for jeg kan, begejstres over hverdagen og banaliteter.

    Det er så nemt at finde ting man kan være ulykkelige over, men heldigvis er verden overordnet et forbandet dejligt sted, og din blog bekræfter mig gang på gang i netop det.

    I disse dage glæder jeg mig til at skulle til Paris, hvis du har ekstra meget trafik på dine posts om Paris, så er det bare mig.

    Hav en dejlig mandag.

  3. Så mange dejlige og SANDE ting! Jeg er en af dem, der er født på en aggressiv stjerne – jeg griner altid højlydt, men jeg kan også altid finde noget at brokke mig over. For lidt at bekæmpe det (men uden at lægge låg på den sunde udluftning haha) suger jeg virkelig til mig, at gode tips til en glad hverdag. Og det virker! Efter jeg begyndte at bruge læbestift i hverdagen steg min lækkerhedsfølelse med 110%. Jeg køber hurtigst muligt nye blomster, når den gamle buket er død, så der er noget kønt at kigge på, og jeg sætter en ære i at passe på mig selv med både hjemme-manicure, pæne ting og massevis af gode bøger.

    Man kan nå nok så langt med slid og slæb, men hvad nytter det, hvis man er for udkørt til at nyde det?
    – når det er sagt, så skal jeg dog også tage mig sammen dette semester… HAHAHA, yeah right 😉

    // http://www.moonlitmadness.dk

  4. Årh Cathrine, jeg elsker dig og jeg elsker at få smasket sådan et indlæg her i hovedet. (Jeg kører allerede den bedste “love with an open heart” stil her – det går godt!
    Jeg synes det er så vigtigt at huske at værdsætte disse små ting ved sig selv, og ikke mindst investere i det. Vi har en forfærdelig tendens til at hakke os selv ned over alt det vi ikke når eller kan, fremfor at værdsætte det vi faktisk er i stand til. Det var også et nyt mål jeg satte for mig selv sidst jeg var til yoga: At bruge timen til udelukkende at fokusere på alt det fantastiske min krop kan fremfor det jeg ikke kan.
    Så tak for denne lille liste.

    .. Jeg fik i øvrigt fortalt for nylig af en fitnessinstruktør at et kram der varer mere end 20 sekunder får kroppen til at danne flere lykkehormoner, hvilket mindsker stress. Så hold godt fat i kæresten når først du har fat i ham 😉

    Kh Tina

  5. Dejligt indlæg om en reminder om, at det hele ikke handler om at se ned på sig selv, men også at hygge lidt om sig selv. Det vil jeg prøve at tage til mig, efter en temmelig hård uge 🙂
    Jeg starter først studie om et halvt år, så det med alle skole forsætterne, dem gemmer jeg lige lidt endnu.

  6. Tak for dejlige tips! Min kæreste er netop taget til Afghanistan med forsvaret, så jeg kan bruge alle tips til at holde humøret højt. Der er masser at glæde sig over, og det er herligt, men indrømmet er det også lidt svært at huske, når han ikke sidder ved siden af i sofaen. Han tog afsted i formiddag. Phew, er halvt år er lang tid.

    1. Siden jeg var helt lille har min far også taget afsted som feltpræst ofte, også 6 måneder af gangen. Det var så hårdt at sige farvel og de første dage/uger, men hurtigt kommer der en ny rutine, hvor man ikke tænker over at han mangler hele tiden. Og så pludselig er han hjemme igen. Jeg kan huske vi lavede en kalender hvor vi hver dag satte kryds over det tal som stod, som var hvor mange dage der var tilbage. Det skal nok gå hurtigt 🙂

      Og til Rockeren, tak for det dejlige indlæg! Jeg elsker når der er ryddet op, og jeg har været i bad så føles alting lettere på en eller anden måde 🙂

  7. Jeg har fulgt din blog i et år, men aldrig kommenteret noget. Sikke et dejligt indlæg, det ramte i hvert tilfælde noget i mig.
    Du har en fantastisk blog, og jeg bliver ved med at følge med.

    1. Stella McCartney – der er links nederst. Det er VIRKELIG en favorit her. SÅ velsiddende og let elastisk i silke og blonde. Perfekt til mig i al fald 🙂 KH

  8. Yay, fantastisk indlæg Cathrine! 🙂 Er helt enig! Jeg har mange veninder der undrer sig over at jeg gider at gøre noget ud af mit tøj og hår og makeup når jeg feks “bare” skal ud på universitetet…men jeg elsker at føle mig lækker, og når jeg føler det spiller så synes jeg bare det hele er lidt sjovere 😉 Derfor er jeg også fan af høje hæle, de er bare sjovere! Tror ikke engang jeg har grimt afslapper/joggingtøj…kan ikke fordrage at føle mig sjusket haha 😉

    Nåja een ting jeg ikke er enig i…og det er at alle jer farve-elskere skal holde op med at presse det ned over hovedet på alle os der ikke elsker farver. Jeg holder feks selv kun af hvid, sort og grå 😉 Jeg kan hverken holde ud at gå klædt i eller bo med farver…og jeg er altså en person der smiler hele tiden dagen lang 😉 Min hjerne kan bare ikke kapere farver – men jeg jeg synes det er pænt på de der foretrækker farver, derfor siger jeg heller ikke til andre at de skal gå mere i hvid og grå 😉

  9. Ååh for et dejligt indlæg, Cathrine! Jeg danser HVER dag foran spejlet :b Det er simpelthen så rart at ryste røv, vrikke hofter og svinge med håret, også selvom det kun er til mig selv 😉 Jeg tænkte faktisk på dig, da jeg stod på et dansegulv lørdag aften, og DJ’en spillede op til dans med Spice Girls’ “Wannabe”. Det er lidt skørt, men en af de første tanker, jeg havde, var altså, at “den her ville Cathrine have danset vildt til” haha 😀 Det forestiller jeg mig i hvert fald 😉 Min veninde kommenterede, at jeg var begyndt at gå med læbestift. Jeg har altid syntes, jeg var “for ung” og for lidt “damet” til den accessory, men efter jeg er begyndt at læse din blog og se dine billeder med virkelig fine læber, tænkte jeg, at næh nej, så kan jeg som 25-årig altså sagtens bevæge mig ned ad den sti. Så tak for, at du inspirerer sådan! 🙂

  10. Det her kommer til at lyde komplet åndssvagt, men synes nu alligevel jeg vil tilstå, at jeg halvvejs nede igennem listen tænkte “Hun lyder til at være en dejlig person”. Og til min egen overraskelse blev jeg i helt godt humør af at læse den liste. Hvis jeg skulle komme med én enkelt udtalelse om din blog, så ville det være, at du er SPRUDLENDE i ord og billeder ( skrev hun og følte sig som en total creepy fangirl haha 😀 ).

  11. – Den her liste kan jeg li’ !
    Er for nyligt flyttet til Sydney for at studere et semester der, og gud hvor bliver ens selvtillid sat på prøve, når man er væk fra sin familie, venner og kæreste og de trygge og kendte rammer. Så jeg har selvfølgelig købt de fineste pastel-polkaprikkede shorts for at give humøret et nøk opad, og jeg har ikke været til at skyde igennem siden.
    Hurra for at selvtillid engang imellem kan boostes gennem pasteller og polkaprikker! 🙂

  12. Dejlig liste og virkelig skønt indlæg! Især punkt 1 er jeg så vild med – vi skal nemlig huske at behandle os selv ordentligt i stedet for at punke os for dellen på maven, den ekstra is, vi spiste i går eller noget helt andet. 🙂

  13. Åhhh, jeg kender det med armene
    Den lille dreng som jeg var Au-Pair for i London sagde til mig en gang, mens han kørte hånden på min arm, Eij, du føles ligesom et får(!). Dog tror jeg mere det var ment som et kompliment og synes nu heller ikke at det helt føles som et får 🙂

Læg en kommentar