Postkort # 3 San Diego til Palm Springs

cali3_1
cali_3_5^^^Stadig den bedste morgenmad på turen indtil videre – de der æg (selv om de ligner en hundelort)! På Ace Hotel, Palm Springs
cali3_8
cali3_7^^^Leftovers fra The Donut Bar
cali3_6^^^ Oh SO happy 😀
cali3_5^^^Designated co-driver
cali3_4^^^Vindmøllepark på vej til Palm Springs
cali2_1^^^Badenymfer i La Jolla (bikini fra Ganni)
cali3_3
cali3_2^^^Riiimelig bidske søløver i La Jolla!
cali2_13

^^^ Downtown San Diego

Når man kommer hjem til Lou er der væg-til-væg-tæpper med lodne hår. Til venstre for døren hænger der et skilt; “This is a man cave”. Og det er det. Stor sort lædersofa man kan flyde i. Forkromet glasbord. Et køleskab som er modellen lige efter dem, man lagde en isblok i. I fryseren ligger der en gallon Smirnoff-vodka og en Caramel Core Ben&Jerry’s. Lou har altid en udvekslingsstuderende boende, det har han haft siden hans søn flyttede hjemmefra. Han laver apps og har flere ansatte i Asien. Han lyder som en stor mand. Men om natten sover han på sofaen, fordi han har lejet os sit værelse. Sin brune cigarkasse. Vi er sippede. Begge to. Bryder os ikke om støvede væg-til-væg-tæpper eller de gamle cremer til venstre for håndvasken på toilettet. En gammel Matas-solbeskyttelse, faktor 30, er dækket af støv. Vi har to nætter, og hvad vi Lou mangler af rengøringsfærdigheder har han i hjertevarme og hjælpsomhed.

Mandag aften låner vi to af hans cykler. Havelåger. Cykler hele strandboulevarden ude ved Mission Beach. Stopper ind og får tacos. På Oscars Mexican Seafood på Emerald street efter tip fra Diana. Rigtig gode tacos. Vi er meget tæt på Mexico, så majsskaller er hofretten. Det bliver koldt om aftenen, og efter et kort stop i CVS for at købe vand med hjem, så triller vi igen videre, hjem til mandehulen.

Vi vågner tirsdag og skynder os i bad. Lyserøde fliser og grønt badekar. Knapt så mandehulet. Vi smører os ind i solcreme, kommer i tøjet og forlader hulen på stranden. Vi finder et sted med “best acaibowl in San Diego”, Lazy Hummingbird. Den deler lokaler med et postkontor, men damerne laver en god acaiskål – frosne acaibær med frugter på og knas i bunden af skålen. Endnu en hofret i San Diego. Og så kører vi til Gaslamp Quarter, et yndigt kvarter i downtown San Diego. Jeg køber tre vinyler i Urban Outfitters; Taylor Swift, Beyoncé og Beatles. Og en USB-oplader til cigarettænderen. Den bliver brugt flittigt. Efter et par timer kører vi mod The Donut Bar, der er på USA Today’s liste over bedste donuts i USA. Vi trækker parkerer bilen, banker på. Den lille spinkle mand på den anden side ryster på hovedet og mimer “closed”. Men det er flere timer inden officiel lukning. “But we drove all the way from Copenhagen to taste your donuts” (næsten i al fald). “Let me see what I can do”. Og så kom hans kollega ud med en brun æske. I dén lå 15 donuts, alle deres leftovers, og dem fik vi. “Are you for real?!” spørger jeg, mens min stemme går i overgang. Nærmest i ekstase. “Yes! Take ‘em!”. “But… Do you want one?”. “I eat too many already” siger han og tager sig på maven, der virker krammeklar.

Vi sætter os på kanstenen ved bilen. Kaster os frådende over dem. Vi deler tre, og så er vi ved at revne. Resten tager vi med hjem til Lou.

Om aftenen prøver vi en Uber for første gang. Det er godt nok smart! 16 dollars for at køre os ude fra Mission og til downtown. Vi kører direkte til La Puerta, der eftersigende har noget af den bedste meximad i byen. Men man skal vise ID, som jeg har glemt hjemme i cigarkassen. Og selv om jeg har et billede af mit kørekort på min mobil; “they can easily photoshop this, sorry, ma’am”, så får jeg ikke lov at komme ind. Det er vores night out. Så vi tager en Uber hele vejen tilbage til Mission og tilbage til La Puerta. Vores chauffør, Michael, arbejder i flåden, som har en kæmpe base i San Diego. Det har han gjort i sytten år, så han må snart pensionere sig. Han planlægger at køre 3-4 timer som Uber-chauffør hver dag efter en 11 timers arbejdsdag på basen. Han har en datter på seks år i New York, som han savner. Men hun besøger ham i ny og næ, og så surfer de. Det er hans første aften som chauffør, og han har vand og snacks i lommen bag på forsædet; “if you got the munchies”. Den slags madcrave man får efter at have røget pot. Men det skal vi altså ikke. Ryge pot. Han får tre ugers ferie om året. To om sommeren og en til jul.

Vi får hentet ID, kører tilbage til downtown. Spiser den vildeste omgang meximad; La puertas signaturret. Asada beef fries. Pommes fritter. Guacamole. Krydret oksekørd. Mere sovs. Grøntsager. I en store pærevælling. Vi får stærke drinks, betaler regningen og går mod, hvad de kalder “the hipster neighborhood”. Vi tager en drink til. Og så falder vi næsten i søvn, så mange oplevelser, hver dag. San Diegos baseballhold, Padres, tæver konkurrenterne i aftenens kamp, og vi kan ikke få en Uber-hjem og må vente en times tid. De har travlt med at fragte tilskuere ud af stadion.

Vi kommer hjem, falder om i de brune lagner. Dagen efter står vi op og surfer med Lou. Det er hammersvært og mega sjovt. Men efter at have fået hovedet under et par gange trækker jeg mig. Min kæreste bliver ved. Og det er herligt at se ham blive bedre og bedre og ende med at kunne komme op at stå på brættet, omend det kun er for korte øjeblikke.

Vi giver Lou et kram, og så smutter vi af sted mod næste stop; ørkenen. Palm Springs, hvor vi har taget en enkelt nat på det lækreste hotel. Ace Hotel. Et ældre renoveret motel fra 1960’erne. Bygget i byens storhedstid. Faldefærdigt gennem 80’erne og 90’erne og så istandsat. Til den fineste lille ørkenperle.

Turen tager nogle timer, og så snart vi træder ud af bilen på p-pladsen bliver vi ramt af ørkenens alvor. Det er en ovn. Slet ikke meningen for mennesker at bo derude. Men det gør de. Vi får vores værelse, med pladespiller på værelset og egen patio. Og så drikker vi frozen piña coladas ved poolen og hører Beach Boys ud af højtalerne. Om aftenen spiser vi til lyden af græshopper og den ørkenmelankolske spinkle dame med langt tyndt hår, der i bedste True Detective-stil, står med en elguitar og synger sit hjerte ud. The desert blues. Vi går tilbage og lægger os på vores patio, ser på stjerner. Lidt berusede. Dejser om i sengen og står op til en ny dag. Vi flotter os og bestiller roomservice-morgenmad. Den slags gør vi ellers ikke. Vi har en lang køredag foran os, der får os ud i de mest øde egne af ørkenen. På route 66 and beyond.

cali3_10^^^… Og min far troede boardet var for billedets skyld! Hah! Jeg surfede sørme, true San Diegan style!

10 kommentarer
  1. Søde Cathrine, det lyder som om, I har the time of your lives. Jeg elsker dine rejseopdateringer. Det giver mig en lille følelse af også at have oplevet noget nyt 🙂 Jeg husker f.eks. stadigvæk, hvordan det var at stige ud af lufthavnen i Tanzania med din mor for nogle år siden 😉

  2. Det lyder helt fantastisk og det føles næsten som om man er der selv når man læser dine ord. Jeg glæder mig til at høre mere.

  3. Hvor ser det hele bare helt fantastisk ud! Det er så fedt at følge med på sidelinjen – I er helt klart grunden til at jeg også en dag skal på roadtrip i USA!

  4. Hej Cathrine.

    Hvor lyder det bare dejligt, og hvor er det hyggeligt at følge med. Jeg har selv boet i San Diego i et halvt år, og har hængt en masse ud med Lou – han er en skæg type og altid klar på at give en surfleksion! Det lyder til, at I har en fantastisk tur – jeg kommer virkelig til at savne Californien, når jeg læser med 😀

  5. Du skriver fantastisk. Med din helt egen stemme, der gengiver stemninger, små detaljer og delikate øjeblik. Det er en fryd for øjet at læse – og ikke mindst at se på dine billeder, både her og på instagram.

Læg en kommentar