Postkort #5 Grand Canyon til Zion

cali5_1^^^Targets fineste firemandstelt
cali5_2

cali5_3^^^Sure vandretæer
cali5_5
cali57^^^Vores lille bil der fik os hele vejen til San Francisco
cali5_6^^^Lykken ved at ramme en ny stat “VI RYKKER!”

Vi vågner, som solen står op i vores brandbare nylonhule i Grand Canyon. Vi kører camperstilen fuldt ud; intet bad. Vi åbner bare baggagerummet, finder tøj og tandbørste, skifter undertøj bag bildøren. Teltet bliver pakket sammen, for vi har kun én nat på sydsiden.

Vi kører op til fællestoiletterne, for at nette os. Fjerner det værste søvn i øjenkrogene. Det har været en gennemkold nat i skoven, så vi har ligget helt tæt med hver vores uldne skitrøje om kroppen. Men som vi står der og børster tænder under nåletræerne, og solen kilder ned mellem nålene, varmer forsigtigt kroppen op, så er det glemt. Vi er spændte på første dag i vandrestøvler.

Som campingnovicer har vi selvfølgelig ikke tænkt på beværtning. Vi købte kun det mest skrabede udstyr i Target; telt, luftmadras, en sovepose til deling. Vores naboer og genboer har installeret samtalekøkkener i det fri og laver skramlede æg. Vi har kun Mega stuffed Oreos i kølertasken og en flaske vand, så vi beslutter os for at køre ud af parken for en kort stund, ned til Tusayan der har seks restauranttilbud, heraf én McD og én ?We cook pizza and pasta?, som holder hvad den lover og i øvrigt får bedste ratings på Yelp. Så ved vi, hvor vi skal spise i aften. Vi vælger dog en café, der serverer ?gourmet coffee? og quick-grød. Havregryn i plastikbøtte, som kun skal tilsættes kogende vand.

De laver også wraps, og for at være en smule forudseende køber vi et par wraps med til rygsækken. Vi fortsætter over til byens general store, og her træder mit hidtil godt gemte B.S.-gen frem.

?Vi skal have salte nødder, så vi kan holde på væsken?.

?? Kokosnøddevand er fyldt med mineraler og hydrerer hurtigt og godt?. ? ?Og tørret ingefær kan være ret godt, hvis vi skal undgå at blive tørre i munden?.

?Og så skal vi medbringe minimum én gallon hver, det står der på skiltet?, siger jeg og peger hen på Hiker?s checklist, som hænger ved kassen.

I don?t travel light, heller ikke på lange gåture, erfarer jeg.

Før vi skal ud og være tætte med naturen tager vi dog en tur i helikopter. Det er booket hjemmefra, og det var klart mit ønske. Jeg har aldrig siddet i en helikopter og hviner kort, som en lille gris, da jeg, efter vi alle er blevet vejet én for én på flyvestationen, får en rød billet i hånden, modsat de andres gule. Jeg vejer det samme som den lille damepilot, vi har fået tilskikket, så jeg skal sidde ved siden af piloten allerforrest. Den plads, der har glasgulv og kort til knapperne.

Selv om det et kort øjeblik er ærgerligt ikke sådan at kunne holde hinanden i hånden, som vi suser ud over klippeafgrunden, så glemmer jeg det hurtigt, som jeg stirrer ned i dybet. Ned ad klippeskråninger. Ned i stenenes gigantgab.

Vi er i luften i ca. 30 minutter, og jeg knipser masser af billeder, men helikopteres glasbur giver genskin, så det lykkes ikke rigtigt at fange dét; stenene, dybet, farverne, træerne. Nogen ting kan også kun opleves ægte og helt i virkeligheden, i øjeblikket.

Efter sikker landing, hopper vi tilbage til bilen. Fuld aircon på, og så af sted mod Bright Angel Trail; en af de mere krævende hikes, som kan laves fuldt ?rim til river?, eller i etaper. Vi tager det i etaper.

Jeg har tydeligvis et fuldformet B.S.-gen, som for første gang lader sig vise. Outfit lyder; uldne hikerstrømper. Læderstøvlerne fra Ecco, som kan klare sig gennem floder. Denimshorts, der kan klare lidt af hvert. En let hør-t-shirt (der dog er en semismart Marant for H&M-udgave, som B.S. nok ville rulle øjne af. Bøllehat, solbriller, faktor 50. Trailrygsæk med dertilhørende vandsystem, så jeg kan have hænder fri for vandflasker. En læbepomade med SPF der giver mig hvide læber, som var jeg på skitur i Alperne. Jeg ser semiprofessionel ud. Og de salte nødder er selvfølgelig i mesh-lommen uden på rygsækken, så jeg nemt kan komme til dem.

Vi hopper næsten ned ad klippeskråningerner; ?det er nemt, hva???. Jeg pønser på at overtale min kæreste til, at vi skal gå ned til floden – hele vejen. Men han er den mere autoritetstro type, den fornuftige nok, som læser skiltene med alvor: ?DO NOT ATTEMPT TO HIKE TO THE BOTTOM. PEOPLE HAVE DIED TRYING?. Jeg tænker stadig stille, at vi ser, hvor langt vi kommer.

Der er to vandstationer undervejs, og midt imellem dem giver min kæreste op. Hans knæ er trætte, og vi er egentlig også gennemsvedte begge to. Solen har stået på os i tre timer, og det er 43 grader. Jeg er fast besluttet på at nå næstsidste vandpost inden floden (derfra er der stadig flere timers hike til floden), så han sætter sig i skyggen og venter. Jeg hopper af sted.
Det tager ca. 20 minutter at nå posten. Det var slet ikke så slemt, og jeg kan skylle mit æble og nyde det i skyggen. Og så vender jeg om og begynder opturen igen. Og NU er det hårdt. Nu forstår jeg, at folk står op i nattens mulm og mørke og tager turen uden solens fangearme. Jøsses, jeg er jo dumsmart! Men der er kun én vej, og det er op. Og jeg hoster og pruster og min astma er ikke ligefrem en hjælper. Jeg lyder som en storryger med KOL-lunger, som jeg samler min kæreste op, der har siddet mageligt på en stor sten i skyggen og nydt den storslåede udsigt.

Det tager os et par timer, og så er vi oppe igen. Fuldstændig gennemsvedte, trætte og med gummiben. Vi har booket og betalt en nat hjemmefra på nordsiden af canyon’en i en lille hytte, men dengang tog vi ikke lige bestik af, at det tager 4-5 timer at køre tre centimeter på kortet med alle bakker, nålesving og 25 MpH. Vi beslutter os for at droppe hytten og i stedet for at campe foretrækker vi et bad og håndklæder, og det kan man få på den lille bys lodge; The Grand Hotel. Komplet i hyttestilen (på amerikanermåden naturligvis – en gigant hytte) med bjørnehovedet på væggen, pejs i lobbyen og bjælker, der ser noget plastik-ficerede ud. Og der er wifi – hvilken lykke!

Vi sover tungt i konvolutten – hoteller laver altid konvolutter, når de reder seng, hvor man knapt nok kan smyge sig under lagenet. Dagen efter vågner vi. Spiser havregrød og så kører vi mod næste stop; Antelope Canyon, Arizona. På jordens overflade intet andet end en revne i jorden, men som vi klatrer ned ad metalstigerne åbner sig en helt ny verden. Alle stenene ser så bløde ud, at jeg får lyst til at klappe og nusse dem. Et vidunder. Jorden er sgu da fantastisk, er den ikke? Alle stenene er formet af årtusinders flash floods – store vandskyld der i timer eller dage vælter igennem de smalle passager. Jeg går med munden åben det meste af turen, lige i hælene på vores Navajo-guide, som den gode elev.

Efter en times tid kravler vi op fra dybet, på i solens varme igen, og vi løber til bilen, brænder lårene på de sorte lædersæder, aircon på for fuld kraft, og så er det af sted mod næste prik på kortet; Zion National Park!

cali5_21^^^Under overfladen på Antelope Canyon – billedet er i øvrigt uredigeret
cali5_4

^^^På overfladen af Antelope Canyon

21 kommentarer
  1. Jeg er ikke fan af folks feriebeskrivelser. Jeg synes ofte, at de er kedelige og opremsende, og at man helt tydeligt skulle have været der selv, for at få noget ud af dem.

    Men hold nu op, hvor jeg elsker dine! Jeg gad altså godt med dig og Adam på ferie…

    1. Næste ferie taler vi allerede om, så det er fint at vide at vi er tre næste gang 😛 Tak for dine søde ord :-* KH

  2. Det lyder som en fantastisk rejse, perfekt blanding af glam og wildlife! Den eneste opgradering til BS-listen er problemet med jeres kolde nætter. Først tænkte jeg, åh stakkels pus, øv at i har frosset, men som gammel spejder må jeg bare lige slå fast, at en sovepose først varmer når den er lukket og man er én i den, ellers fungerer den bare som et tyndt vattæppe! 😉 Men det er selvfølgelig ikke helt så hyggeligt når man er to afsted som jer.
    Takk fordi vi har måtte følge med, det har givet så meget inspiration, gid det var mig! 🙂

    1. Haha, vi var bare for nærige til at købe to – og så tænkte vi nemlig også, som du skriver, at det ville være såååå romantisk at dele. Well, vi krøb da nærmere hinanden 😛 Og tak tak tak for de søde ord, det har været en absolut fantastisk ferie! KH

  3. Hold nu op…. Hvor er jeg bare imponeret! Af din skriftlige og metaforrige intelligens. Af dine billeder. Og af hvordan du i dine postkort formår at tage mig helt og holdent med på din og Adams ferie. Det er fantastisk Cathrine! Du er en sand skribent, historiefortæller og forstår virkelig at fange de små finurlige detaljer i dine billeder. Du skal vide, at bag denne skærm sidder en, hvis mål er, at kunne formidle ligeså flot som du. TAK fordi du gang på gang inspirerer mig!

  4. HVORFOR har jeg først nu fundet ud af, at du også har en perfekt blog? Har så længe fuldt din instagram! Trods din stil er meget modsat min, er du den største inspiration! Der er en smule carrie bradshaw over dig, også alligevel overhovedet ikke…. Du er en kæmpe inspiration! (Og jeg er fra nu af fast følger af bloggen)

  5. Det lyder som om, I har haft en fed tur! Vi var også selv på de kanter for hhv. to og tre år siden. Næste år går turen til Colorado, Wyoming og Montana (herunder Yellow Stone og Glacier National park) – vi har lige købt flybilletter og er allerede langt nede i guidebøgerne. Det bliver så fedt 🙂

  6. Måtte le over din beskrivelse af konvolutter på hotelværelser! Jeg kalder det det samme, og var sikker på jeg var eneste, som kalder det det, eftersom alle kigger skævt når jeg siger det. TAK Cathrine, jeg er ikke så underlig længere 🙂

  7. Hej Cathrine! 🙂
    Min kæreste og jeg skal til USA til sommer, og jeg vil SÅ gerne sove i telt! Hvor, hvordan og hvorledes bookede I teltplads i Zion?
    Ser ud til at have været en skøn tur!!!

    1. Det var SVÆRT 😀 Vi ankom sent om aftenen og sov på et bed&breakfast, hvor vi var HELDIGE at få plads. ALT er stort set booket i højsæsonen. Dagen efter kørte vi ned til campen TIDLIGT og nuppede en god plads og slog telt op – og så tilbage for at spise morgenmad. Man skal være tidligt ude! KH

  8. Jeg tænkte mere, hvilken hjemmeside I bookede igennem hjemmefra? Det virker en smule uoverskueligt :). Ja, vi kan godt lidt fornemme det, vi arbejder på sagen – ret spontant det hele nemlig! :p

    1. Vi bookede ikke i Zion – det kan man desværre ikke… Det er først til mølle og det er der mange af parkerne der er :/ KH

  9. Hej Cathrine,
    Jeg har et spørgsmål som jeg virkelig håber du kan hjælpe mig med 🙂 Min kæreste og jeg skal til USA til sommer, og vi vil gerne se Yosemite national park. Vi er dog lidt sent ude og kan se at alt overnatning omkring parken er booket. Jeg kan se, i en af dine feriebeskrivelser, at I boede i Bridgeport. På google maps står der, at køreturen varer ca. 4 timer fra Bridgeport til Yosemite. Kan det passe, at I kørte så langt hver dag for at se parken?

    Venlig hilsen
    Cecilie

    1. Hej C, nu har jeg sikkert været for sløv. Det tog ca. 30 minutter for os at komme fra Bridgeport til Yosemite. Parken er kæmpe, så hvis google maps har sat nålen midt i hele parken, så er det måske derfor 🙂 KH

Læg en kommentar