Brud, kend din kjole (og din krop)

Brudekjoleshopping kan være det mest fantastiske – vække følelser, tårer, kærlighed til det materielle og til det store øjeblik i kirken. Det kan give selvtillid at se sig selv, helt smækker i en kjole, der bare sidder. Men det kan også være stressende, varmt; budgetter der bliver overskredet, en krop der bliver vist fra en kedelig vinkel og assistenter, der bare gerne vil lave et salg. Kommunikation er nøglen – og sproget i en brudebutik helt sit eget.

Det gik meget hurtigt op for mig, at brudekjoleverdenen har sit eget sprog. Et sprog jeg kender på overfladen takket være tidligere nævnt mediesociologi-opgave om Say Yes to the Dress (tænk at min omgang binge watching ville komme in handy så længe efter). Min bedste veninde, som var med ude og se på kjoler første gang, var tabt. Fuldstændig. Og det er også en ny verden. Der bliver kastet om sig med gloser og kjoleslang, og udgangspunktet for en kjoleprøvning er spørgsmålet: “Hvad forestiller du dig?”.

Der kan man sagtens gå hen og hive fat i en kjole og vise, gøre tegn og lave fagter. Men at kende assistenters sprog, at kunne beskrive, hvad man egentlig kan lide – det hjælper ekspedienten til at finde noget, der matcher dig. Et ret godt udgangspunkt for en succesfuld kjoleshopping.

Jeg har prøvet én kort – den var hi-lo (læs indlægget og bliv klogere på, hvad det er), en column, en ball gown og et par modificerede a-line kjoler. Det er klart, at nogen kjoletyper klæder min krop bedre end andre – det handler om min kropsform, hvorfor jeg nederst har et lille afsnit til at afdække dette. Men selv om ens krop måske kalder på en særlig kjoleform, så synes jeg ikke nødvendigvis, man skal bukke under for det. Ud af de tre kjoler jeg prøvede i lørdags, kunne jeg sagtens se, hvilken kjole der sagde kapow! på. Men det var ikke den, der talte til mit hjerte.

SÅ brug-og-smid-væk-kulturen fungerer også her – tag det med, du kan bruge, og smid resten væk. Mange kjoler kan passe til mange figurer med det rigtige stof valg, lidt rynket stof, et bælte i taljen, et påsyet ærme. Ekspedienterne er super gode til at spotte kropsformer, men nogen gange vil hjertet noget andet, og det skal man sige højt.

I vil måske opdage, at nogle af ordene er fjollet oversat; The flared dress kan egentlig oversættes med en tragtformet kjole; den smalle kjole med et større skørt. De fleste lyder bare bedre på engelsk, og så har jeg ikke en skrædders know-how til at forklare præcis, hvad det hedder på dansk.

Jeg håber, I kan bruge det!

brudekjolesilhuetter, rockpaperdresses, cathrine nissen

Foto: Popsugar

MERMAID // En lettere sexet men stadig passende kjoleform, der viser kroppen frem. Denne kjole sidder til på overkroppen og følgerne hofterne og lårene. Lige under knæene går skørtet ud, det der hedder “flare”. God til timeglasfiguren, der har mod på at vise former. Dens ulempe er, at den viser alt (det kan dog camouflere lidt at vælge draperet stof), og så er den ikke super at bevæge sig i på dansegulvet.

COLUMN/SHEATH // En simpel kjole, der viser kroppen frem men på en ikke-tætsiddende facon. Denne kjole sidder naturligt tæt til kroppen uden at være stram, så man får konturen frem, men uden at føle sig “afsløret”. God til petite størrelser, der ikke forsvinder i stof, og til slanke kvinder generelt. Undgå den, hvis man er pæreformet, da man kan komme til at se ubalanceret ud.

MODIFIED A-LINE // Et sted mellem mermaid og a-line finder du den modificerede a-line. Den har lidt mere plads ved hofterne at bevæge sig på og et lidt mere flared skørt end mermaid-kjolen. Det giver den mere bevægelse, når du går. Fordi den ligger mellem a-line og mermaid, så får du den smukke bevægelse i stoffet fra a-line-kjolen og plads til din bevægelse, men med det kropsnære look.

BALL GOWN // Det er en ægte prinsessekjole! Kjolen har en tætsiddende overdel, en naturlig talje dvs. kjolen skærer, hvor din talje er, og så har den et stort og fuldt skørt. Til et sommerbryllup kan man vælge underskørtet i et lettere materiale fx silketyl og om vinteren kan man gå all in på et kraftigere materiale som duchesse satin. God til mere drengede kropsformer, som går mere “lige op og ned”, fordi den giver illusionen af former med sit store skørt. Den er også god til høje kvinder, da den giver mere fylde i bredden end i de lange linjer. Undgå den, hvis du er petite, da du hurtigt kan forsvinde, og undgå den også hvis du har tendens til en større overkrop (stor barm, større overarme etc.), da den kan få dig til at se større ud, end du egentlig er.

TEA-LENGTH // Den går til midt på læggene og til tider også længere mod anklerne. Men den kortere kjole er ved at gøre comeback, og Delphine Manivet leverer nogle smukke af slagsen. Den kan fåes i flere versioner. Fx hvor den er skåret rundt og altså er lige kort hele vejen, men den findes fx også i en hi-lo-version, hvor den er kort foran men lang bagpå. Begge dele får benene i fokus. Den kan fåes i uendelige versioner hvad angår udskæring, ærmelængde, detaljer etc. Undgå den, hvis du er meget lav, da den kan få dig til at se lavere ud.

TRUMPET // Den bliver ofte blandet sammen med mermaidformen. Den store forskel er, at der ikke er det samme “knæk” mellem det kropsnære og skørtet. Denne form sidder stadig tæt ved hofterne og omkring midt på låret “flarer” den diskret ud, uden synlig overgang. Igen, den er lidt nemmere at bevæge sig i end en klassisk mermaid. God til kvinder med timeglasfigur, som også har mod på at vise dem frem, og til den mere drengede rektangulære krop, der kan syne af mere form ved kjolens hjælp. Undgå den, hvis du er æbleformet.

A-LINE // Den mest populære kjoleform, fordi den er super klædelig til de fleste kropstyper. Den får petite kvinder til at se højere ud, og giver masser af talje til kurvede kvinder. Den sidder tæt foroven og skærer typisk lige under nederste ribben. Derfra går den ud i en trekant i en smuk, forlænget linje, før den når gulvet – deraf A-formen. God til de fleste kropsformer! Dog sætter den fokus på taljen, så hvis du ikke ønsker det, så gå uden om a-line. Det er også en meget romantisk kjoleform, så undgå den hvis du ønsker noget mere sexet og kantet.

brudekjolesilhuetter, rockpaperdresses, cathrine nissen

Og så er der det med kropsformerne. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor jeg ligger, men jeg tror, jeg er et sted mellem timeglas (et meget lille timeglas, haha) og den mere drengede kropsform – den rektangulære. Husk, at man også kan få masser af hjælp af shapewear og de rigtige detaljer som bælter, perler etc. til at fremhæve og skjule de ønskede kropsdele. Selv har jeg en ting med mine arme, som jeg i al fald vil arbejde på at få tonet, og ellers vil jeg gå med et lille ærme.

ÆBLEFORM // Smuk i empiresnit (som, Jesper Høvring dog engang sagde, kun hører til på gravide brude), a-line-kjoler og kjoler med en løstsiddende overdel. Man kan også vælge halterneck/one shoulder eller andet der sætter fokus på overdelen frem for maven.

Kvinder, du måske kender: Angelina Jolie, Jennifer Hudson og Fergie.

PÆREFORM // Smuk i a-line, der sidder tæt på overkroppen og skjuler hofterne, såvel som ballgown, der yder samme service. Gå for en overdel med fokus; fx masser af perler for at skabe balance.

Kvinder, du måske kender: Beyonce, Kate Winslet, Jennifer Lopez og Shakira.

OMVENDT TREKANT-FORM // Smuk i kjoler med mere fylde på underdelen, så det skaber balance. Fx a-line, ball gown og empiresnit. Det må gerne være kjoler med V-udskæring eller U-udskæring, så man ikke ser så boxy ud. Et bælte i taljen vil sætte fokus på taljen i stedet for skuldrene.

Kvinder, du måske kender: Dolly Parton, Renee Zellwegger, og Charlize Theron.

TIMEGLAS // Damn you! De fleste kjoler klæder dig men smukkest i mermaid, trumpet eller column, der viser formerne frem. One-shoulder og stropløs er gode til at vise din figur, og undgå gerne for løstsiddende toppe – mest fordi de skjuler dine smukke former.

Kvinder, du måske kender: Scarlett Johansson og Kim Kardashian.

REKTANGULÆR/”DRENGET FORM” // Smuk i kjoler, der sætter fokus på hofterne, så gerne ballgown, a-line eller fx den korte kjole. Undgå kjoler, der har en lavtsiddende talje, da det får dig til at se ud som om du har en endnu længere overkrop.

Kvinder, du måske kender: Cameron Diaz, Gwyneth Paltrow og Natalie Portman.

Til indlægget har jeg fundet hjælp herfra og fra Jesper Høvrings bryllupsbog og fra min The Knot: Complete guide to weddings

12 kommentarer
  1. Først: kæmpestort tillykke med forlovelsen!

    Jeg skal selv giftes til næste år, og jeg synes virkelig det er svært at finde den rette kjole. Jeg synes at mange “typiske” brudekjoler er alt overpyntede, volumiøse, marengsagtige og bare ikke pæne. Du har så god stil, så må jeg spørge hvor du har prøvet kjoler/skal prøve kjoler? Når jeg kigger på diverse kjolesaloners hjemmesider er jeg bare ikke særlig vild med udvalget.

  2. Kære Cathrine
    Du må se på disse kjoler fra mærket Lihi Hod. Jeg kendte det ikke, før min veninde lavede noget modelarbejde for dem – men hold nu op hvor er de smukke! Meget forskellige, meget bedårende og ikke kun fra 2015 collektionen!

    http://www.lihihod.com/2015collection/

    Tillykke med forlovelsen – jeg er beæret over at følge med i processen.
    Kamilla

    1. Sej veninde Kamilla 😀 De er super super fine og meget klassiske for israelske brudekjoler, som jeg lige umiddelbart kan se de er. De er meget fine, synes jeg, nok lidt for glam til mig. Men flot håndværk, ser det ud som om! Det er sådan en fornøjelse at dele oplevelser med jer henad vejen.
      KH

  3. Hej Cathrine,
    Dejligt indlæg for en, der selv skal giftes i nærmeste fremtid. Jeg aner vitterligt ikke, hvordan brudekjolen skal se ud – jeg ved bare, hvordan den ikke skal se ud! Det er i hvert fald nogle gode start-råd at have med, når jeg inden længe skal ud at prøve kjoler.
    Jeg tænkte på, om du har nogle gode steder (i København), hvor man kan samle inspiration? Min mormor vil gerne forære mig kjolen, og jeg kan mærke, at jeg hælder til at få den syet specielt til mig, men jeg mangler inspiration!
    Hvis du skal lave flere indlæg med brudekjoler, så ville jeg sætte pris på en, der omhandlede de forskellige neckline cuts. Selv er jeg slet, slet ikke til, når der er korset eller ingen stropper eller ærmer. Jeg må desværre konstatere, at rigtig mange kjoler er stropløse, og det klæder ganske få. I hvert fald ikke mig, der ikke har de mest tonede arme – hvilket jeg kan forstå også er dit tender point.
    Men hvad klæder egentlig kvinder med en lille barm eller en større barm? Små, men utrænede arme – eller sportskroppen? Altså foroven.

    Kh Amanda

    1. Søde Amanda, jeg har faktisk ikke prøvet én eneste stropløs kjole indtil videre – det er nemlig heller ikke mig. Jeg har kun været ét sted indtil videre, men når jeg har været flere steder vil jeg gerne tippe 🙂 Tjek evt. også denne side for flere tips på kjoletyper.
      I dag er corsager ikke rigtig moderne, det er ikke så tit, jeg er stødt på det med mindre man går for ball gown-kjolen 🙂 Hvis du har en sportskrop, altså lang og slank og uden stor barm, så ville jeg synes, du skal vise kroppen frem i fx columntypen. Og hvis du gerne vil have lidt mere form på kroppen er a-line så fin. Den findes også med overdel som ikke er stropløs. Nu kender jeg ikke dit budget men kig på Rime Arodaky, Delphine Manivet, Jenny Packham – evt. bare til inspiration før du får syet. Selv om du vil have syet ville jeg gå ud og prøve færdige kjoler først 🙂 GOD fornøjelse! KH

  4. Tak for den lille forklaring på brudekjoler, for betegnelserne vil også kunne bruges af de som skal til gallafest i løbet af foråret -samme gode råd kan også bruges her.

    Men jeg morer mig forsat over kropsbetegnelserne, synes ofte at kvindekroppen bliver smidt i nogle ret snævre kasser og fandt for nogle år siden på google en side hvor man ved hjælp af sine mål kunne blive kastet i en given kasse der beskrev ens kropstype.

Læg en kommentar