“Så fik du endelig snørret ham”

IMG_3067

Der tegner sig så små et billede af en fest. Festlokation. Tjek. Kirke og præst. Tjek. Fotograf. Tjek. Gæsteliste. Næsten tjek. Oh så er der alle følelserne. Tjek. Jeg så en semi-kikset brudevalsvideo på Youtube forleden med hele Danmarks Jens Werner, som jeg synes er ret fantastisk.. Og så græd jeg, lige ned i tastaturet. I fredags var jeg ude med veninder, og en af mine bedste veninder og jeg fulgtes hjem. Vi endte med at sidde i bilen og snakke lidt. Jeg fik fortalt, at jeg bare glædede mig så meget til dét øjeblik, hvor dørene går op i kirken, og jeg kan se min kæreste i øjnene for første gang. Og så blev stemmen helt grødet.

Katrine skrev forleden spørgsmålet:

?? er du glad for at I ?først? skal giftes nu? Hvor lang tid har det været på tale hjemme hos Jer, hvis det altså har? Har I planlagt/gjort overvejelser ift. hvad der skulle komme først af børn og bryllup eller hvordan? :-)?

Hun har været sammen med sin kæreste i to-et-halvt år, og de er begge i starten af 20’erne. De har været til deres første vennebryllup, og nu flyver tankerne.

Boy, do I know how that feels, haha!

Det allerførste bryllup vi var til som par, var tilbage i 2011. Det var min kærestes storebror og svigerinde. Kors, hvor var de smukke. Hele dagen var smuk. Min svigerindes one-shoulder fra Jenny Packham med den flotteste ryg, jeg endnu har set. Deres ja. Deres første kys som hr. og fru. Brudevalsen, festen, morgenmaden dagen derpå.

Dengang var bryllupper ikke en del af mine tanker som sådan, ikke som noget der lå lige til for os. Vi havde været sammen i fire-og-et-halvt år. Det var den bedste dag, weekend med. Og selvfølgelig holdt vi i hånd og jeg tænkte helt sikker også; “IH jeg glæder mig”. Men det var det.

Men sådan noget spreder sig altså så småt. Ligesom når vennegrupper får børn; først det ene par, snart dem alle.

For et par år siden begyndte vores nære venner at blive gift. Dér begyndte jeg at glæde mig til os. Vi er tre par i vennekredsen, som mødtes på samme tidspunkt for snart ni år siden. Vi havde altså alle været sammen i lige lang tid. Jeg kan huske at sidde i kirken, faktisk som jeg tog det her billede, til et af bryllupperne. De tanker, lige på dét tidspunkt. At det snart skulle være os.

Allerede efter de første nære venneforlovelser for ca. tre år siden, begyndte det at rykke i mig. Jeg begyndte selv at vente og vente og vente. Vi var på den ene romantisk tur efter den anden. Barcelona, Paris, Rom, New York. “Tænk hvis det sker”. Da vi skulle til Cuba, min 30-års-fødselsdagsgave til min kæreste, da besluttede jeg mig at fri til ham, når vi kom hjem. Man kender jo hinanden – jeg har altid været dén der skulle tage initiativet til det meste. Måske skulle jeg bare gøre det? Men af selvsamme grund var det faktisk ret vigtigt for mig, at han friede til mig og ikke omvendt. Jeg havde altid været førerhund. På et tidspunkt blev lysten til at blive hans, han blev min, langt større end min egen ære; at falde på knæ og få et nej. Jeg har elsket ham så længe.

Det hele faldt til jorden med et nej, og det var en rigtig kedelig historie – men hey, den førte nyt med sig. Vi tog et andet skridt; huset. Det handler jo i bund og grund om at vælge i hinanden til, ikke bare inde i sit eget hoved, men at vise hinanden, at man forbinder sig. Det kan man gøre på andre måder også.

Spørgsmålene blev dog over tid tiltagende; “Hvornår er det jeres tur?”. Det er det mest akavede at svare på, når man står og holder sin kæreste i hånden. “Tja. Når min kæreste gider?” “Vi venter lige lidt”. “Aldrig”. 

 

Det blev på en eller anden måde som en elefant i forholdet. Sikkert ikke i min kærestes hoved. Men jeg følte mig fravalgt. Det kunne jeg faktisk først mærke, efter vi blev forlovede. En aften i San Francisco, som vi skulle til at sove, kom det over mig. Det var blevet bygget op over så længe. Følelsen af… Ja, jeg ved egentlig ikke om, jeg kan finde ord for det i et forum, hvor der er andet, andre, end min egen hjerne, som skal tygge på det. Det var blevet til et lille bitte svigt igennem flere år. Det blev en joke fra andres side; vi var dem, der ikke blev gift. At min kæreste sagde nej, da jeg friede. At vi var sammen så længe – ham velvidende om, at jeg ønskede mig ham. Ønskede han skulle tage mig, vælge mig og det for en gangs ikke var mig, der bad om at flytte sammen, købe hund osv. osv.

Hvis jeg skal gå Freudiansk på den, så ved jeg godt, at jeg, siden jeg var helt lille, har gjort meget for min fars anderkendelse. Ham boede jeg ikke ved, og hans kærlighed var ikke at føle på samme måde som min allestedsværende mors. Jeg gjorde meget for gode karakterer, så jeg stolt kunne ringe til ham. Han er stadig dén, jeg vil ringe til som den første, når store ting sker på arbejdet.

Jeg har aldrig været vanvittig god til at passe på mig selv ifht. mænd; det er en kliché. Pigebørn af skilsmisser har et somewhat anstrengt/manglende/tyndt/anderledes forhold til faderfigur, på evig jagt efter mænds anderkendelse og opmærksomhed. Min kæreste er dén, der har vist mig mit værd i forhold til mænd.

Men over tid gjorde det altså ondt, det gjorde så ondt at der gik et lille hul i mit hjerte. Det handler jo ikke bare om at have pæne bordkort og holde en stor fest. Det er et spørgsmål om virkelig at tro, at tro på hinanden. Især at vise den tro og tiltro. Jeg følte et lille svigt, en afvisning, som en nat i San Francisco pludselig viste sig. Jeg græd og græd og græd. Det var en sær forløsning. Det der øjeblik, hvor virkeligheden rammer; Gud, du mener det. Du vil have mig helt og fuldstændigt. Det samme øjeblik, hvor det virkelighedsbillede, der var blevet; joken, der aldrig skulle giftes, krakelerede.

Jeg havde ventet længe. Ikke på et frieri. Men på ham. På at han skulle stå det samme sted som mig.

Da vi kom hjem fra USA var der mange kommentarer à la: “Der fik du ham endelig, hva´?”. “Så lykkedes det dig at snørre ham!”. “Der var vist heller ingen tvivl, det stod jo skrevet i panden på dig; “SÅ FRI DOG!”. Det er altså ret sårende. Der bliver tegnet sådan et billede af kvinder, mig som kvinde, der hovedløst render rundt med en vielsesattest i hånden og fråde om munden, klar til at gifte sig med den første og den bedste.

Sådan er det jo ikke. Hele den proces op til et frieri, hvis man har været sammen så længe, alle de følelser, snakke, bryllupper man går igennem – det er noget kun det ene par forstår. Der er vel ikke noget finere i denne verden end at ville ægte sin kæreste. At turde gøre det klart for gud og hver mand, at til det ene liv vi har fået på jorden, der ønsker vi os at dele det med én særlig. Ventetiden har været lang, og jeg har været ked af det, og jeg har overvejet om det virkelig var os. Jeg tror, jeg har vendt hver et hjørne og en lomme af vores historie, af os, og set tilbage er jeg blevet klogere. Også på min kærestes valg af at vente. Hvis min kæreste havde friet for tre år siden, så havde processen sikkert ikke været den samme. Men man skal altså også lige nå dertil. Begge to.

Hvis det her er langhåret og svært at forstå – I get it. Jeg prøver virkelig ihærdigt at sætte nogle ord på nogle følelser, som aldrig har været nævnt, andet end for min kæreste dén San Francisco-nat, og for min veninde i bilen i fredags. Man kan på ingen måde sætte sig ind i andres forhold, før man har været i dem. Nogen vil slet ikke giftes, andre er klar efter første date. Jeg havde brug for at føle mig valgt til, at blive spurgt, i stedet for at jeg altid sad på førersædet af forholdet. Derfor var det også vigtigt for mig, at brylluppet kom først, jf. spørgsmålet: bryllup før babies? Jeg havde brug for en commitment til mig, kun mig, før børn. Børn vil altid binde folk sammen, og ja det er selvfølgelig en større commitment end en vielse. Jeg ville gerne føle mig valgt – for mig, uden nogen børn eller andet til at forvrænge billedet.

Katrine – din lyst til at ville din kæreste er intet mindre end den største bekræftelse i dit forhold til din kæreste indtil videre. Du kan mærke, at det måske er ham? (men også måske lidt mærke en lyst til tyl og slør, hehe, det kunne jeg da!) Nyd den. Hvis jeg skal være gammelklog, så er jeg glad for, at vi først skal giftes nu, jf. dit spørgsmål – nu har vi nemlig råd, hehe… Rent lavpraktisk bliver det hurtigt dyrt med et bryllup, og jeg havde på ingen måde haft råd for fem år siden. Jeg er også glad for, at vi har taget nogle skridt sammen. At vi har boet et par steder og skabt et hjem. At vi har købt et hus. Sammen. At vi har en glad hund. At vi har nået at købe bil. Der er mange små “første”, som jeg er glad for, vi har haft. Og dem havde vi ikke nået for seks år siden. Alting til sin tid – for mig krævede det bare en stor portion tålmodighed. Hvis bare jeg havde vist størrelsen på den portion, så havde det været lidt nemmere, hehe 🙂

Godnat og sov godt <3

 

82 kommentarer
  1. Først vil jeg lige ønske dig tillykke med (det nærtstående) bryllup og så sige at du er da vanvittig god til at sætte ord på dine følelser! Jeg sad og kneb en lille tåre da jeg læste indlægget- hvor er det dog dejlig ærligt og ikke mindst så skønt velskrevet 🙂 jeg har fulgt din blog i noget tid, men aldrig kommenteret – det gør jeg dog nu fordi jeg synes du skal vide at du fremstår som en virkelig skøn person der fortjener det bedste. Og selvom jeg ikke kender dig, er jeg rigtig glad på dine vegne 😀

    1. Jeg er totalt overvældet Pernille. Af den glæde på min vegne og opbakning. Tusinde mange tak for ordene. Fanme god timing at lægge en kommentar på det her indlæg, især nu jeg var i tvivl, om det gav mening – TAK <3 KH

  2. Tak for et fantastisk blogindlæg.
    Du er ikke alene med de følelser. Jeg har også haft lige netop de følelser, du beskriver i forhold til at blive valgt til af sin kæreste.

  3. jeg vil gerne sige tak. Bare tak. Min kæreste og jeg har siden dag 1 snakket om at det skulle være os to og endda snakket om hvordan brylluppet skulle være (og vi har kun været sammen i tre år). Vi har ikke nogle par venner og er generelt set nok også ret unge. Men en gang imellem føler jeg mig, for at sige det lige ud, lidt røvrendt. Man er sammen, man snakker om foreviget, men der sker ikke noget!?!?

    1. Det er så svært… Jeg havde én ting at gøre godt med. Det var tålmodighed…. Og masser af den. Det var nærmest først, da vi stoppede med at tale om evigheden, at jeg fik den. Hvis det giver mening… Men alle forhold er forskellige. Hvis du er sikker på, det er ham, så er der måske kun én ting at gør; at vente. Min kæreste sagde engang, da vi talte om et vennepar, at ingen mand frier, når han bliver bedt om det. Det er måske svært at lade være som tiden går… Men det skal nok blive 🙂 KH

  4. Åh. Det er så fint beskrevet.

    Du rammer lige præcis hovedet på sømmet: “Det føles som et svigt, hvor følelsen bare blev bygget op”

    Det er nemlig sådan det er. Min eks og jeg skulle have været gift. Først var det mig, der ikke synes, at jeg var gammel nok”. Var vist 28 eller der omkring og ville gerne vente lidt.

    Så fik vi det planlagt, arrangeret, kjole købt, invitationer printet og lavet. På dagen de skulle sendes ud, da folk allerede var blevet adviseret om datoen, da aflyste han. Følte sig ikke klar. Rimelig sent at komme i tanke om, når man selv er den, der har friet 5 år tidligere!

    Men det måtte jeg jo respektere. Man kan jo ikke tvinge nogen til at gifte sig med en.

    Det ændrer bare ikke på, at det var et KÆMPE svigt for mig. At blive valgt fra i sidste øjeblik, det sad virkelig i mig, fyldte i dagligdagen, andre købte hus, fik børn, blev gift. Der skete bare intet i vores afdeling og vi endte med at gå fra hinanden nogle år efter. Ikke pga brylluppet, men et forhold begynder jo at gå dårligt (eller kan gøre det), når man bliver i tvivl om den andens engagement og det blev jeg, virkelig.

    Så luk ørerne og vær glade for at I gjorde det på jeres måde. Du havde ikke været nær så lykkelig, hvis du havde skullet presse ham til det. Nu ved du at han er klar klar og ikke gjorde det, fordi han følte han skulle. Det betyder jo alt.
    Hvad andre folk mener?
    Screw that.
    Jeres forhold er jeres og kun jeres og du fortjener al den lykke, du kan labbe i dig.

    1. Åh, mit hjerte gør altså ondt for din historie, C. Jeg synes virkelig, det er stærkt, at du blev så længe og troede på kærligheden. Man er nødt til at tro på hinanden. Det må være det allermest grundlæggende… Jeg har talt med veninder et par gange om, at en eneste er kun din, hvis du også er hans. Det går hundrede procent begge veje, det er jo konceptet.
      Heldigvis er min kæreste ikke til at presse, stærk og stædig, haha, men jeg er glad for, at vi er på samme side nu. Kram til dig

  5. Virkelig smukt blogindlæg. Jeg sætter pris på, at du deler så meget.
    Hjertelig tillykke med forlovelsen.

  6. Tusinde tak for et fantastisk velskrevet indlæg med nogle gode refleksioner.
    Jeg forstår præcis, hvad du mener.

    1. Tak Julie, det er jeg glad for du gør. Det er så rart, når mine inderste tanker bliver modtaget, som jeg håber. TAK! KH

  7. Hvor er det smukt skrevet. Jeg kan genkende hver og en af de følelser du beskriver. I min ekskærestes og mit forhold var jeg også altid den, der tog initiativet til de nye skridt i forholdet. Lejligheden blev købt (jeg fandt den) hunden blev valgt (den skulle vi jo have) og til sidst kom bilen (den som jeg mente passede). Det var som om, jeg stykkede et liv sammen efter en opskrift som min kæreste slet ikke kunne lide.
    Til sidst endte vi med at sidde over en romantisk middag – som jeg selvfølgelig havde planlagt, hvor han kigger mig dybt ind i øjnene med ordene “Jeg kan slet ikke se mig selv i det her mere”
    Min verden braste sammen, men i dag er jeg noget så lykkelig for hans mod. Vi skulle ikke være sammen, for han ville aldrig have valgt mig aktivt til.
    Jeg er så glad på dine og As vegne – lykkelig helt ned i maven for jeres kærlighedshistorie. Det virker helt rigtigt, at han skulle tage den store beslutning i hans eget tempo og kæmpe klapsalve til dig for at vente!
    Du er og bliver min yndlingsblogger.

    /Cecilie, følgeren gennem mange år!

    1. Åh mand, din historie. Det er præcis sådan, jeg har følt det. Jeg har langt hen ad vejen malet et billede af et liv, som han ligeså godt kunne have vendt sig imod. Det var virkelig modigt og helt sikkert også svært, for din ekskæreste at tage den beslutning nu det hele lå lige for. At det var det rigtige kunne tiden vise. Og heldigvis for det. Hvor er det stærkt, at du er kommet igennem det. Det må være det mest essentielle behov; at føle vi hører til, valgt til. KH

  8. Ihh et godt indlæg! Jeg friede selv til min ex gennem 9 år, han sagde nej.. Det var for stor en forpligtelse for ham. Jeg forlod ham en måned senere.. Kæft det var hårdt.
    Men nu har jeg en ny dejlig kæreste som jeg virkelig håber på at blive gift med en dag. <3

    1. Hold kæft hvor er det bare pisse sejt at du tog konsekvensen. Det overvejede jeg også, men det føltes forkert. Hele det der følelsesregister, at skulle mærke og mærke og mærke. Det er fanme sejt, at du fandt en vej og en sandhed for dig. Sådan – jeg håber på alt det bedste for dig og din nye kæreste! KH

  9. Et kæmpe tusind tak for det aller fineste svar og indlæg Cathrine! Hvor er det sejt og modigt, at du deler noget så personligt med os læsere! 🙂 Du er et kæmpe forbillede, og jeg suger alle dine fine og kloge ord til mig <3

    Jeg er helt sikkert blevet grebet af stemningen og pludselig kunne det hele kun gå for langsomt! Jeg øver mig i at være i nuet og nyder alt det vi har sammen lige nu. Vi skal helt sikkert også tage nogle flere skridt sammen inden vi når dertil hvor I er nu. Jeres historie bekræfter mig heldigvis i, at vi nok skal nå det hele når tiden (og økonomien) er inde til det 😉

    TAK TAK TAK!

    1. Du er sød Katrine, mange tusinde tak for spørgsmålet, der fik mig til at tænke over tingene, sådan helt igennem. Tusinde tak! Du vil garanteret blive revet med et par gange, og det skal du bare nyde. Jeg er blevet genforelsket mange gange oven på bryllupper i min kæreste. Det er noget særligt at være en del af en kærlighedsfest, og det drysser som regel på selskabet 🙂 KH

  10. Endnu et fantastisk indlæg. Hold nu fast hvor skriver du vidunderligt og medrivende! Tak for din deling. Din blog gør en kæmpe forskel for mange mennesker <3.

    1. Du aner ikke, hvor glad de ord gør mig. Og også lidt fyldt med æresfrygt 🙂 TAK Camilla, det er meget, meget store ord! KH

  11. Så smukt og fint og fyldt med ømhed og ynde. Stor respekt for dit evige mod til at dele.
    Havde en klump i halsen hele vejen igennem.

    Sov godt til dig og tillykke :*

    1. TAK Olivia, virkelig tak. Jeg kunne ikke bede om smukkere ord og finere forståelse. TAK! Sov godt 🙂 KH

  12. Amen, sister!
    Jeg elsker at læse dine personlige indlæg, så tak for din ærlighed <3
    Det glæder mig helt oprigtigt, at du endeligt får din drømmemand! Igen, stort tillykke!

    Håber det samme sker for mig en dag. Jeg har manden, men kigger langt efter brylluppet og følelsen af at blive valgt sådan rigtigt til. Det gør altså en lille smule ondt, det svigt.

  13. Av, det ramte lidt for præcist på noget, jeg ikke har kunnet sætte så mange ord på.
    For mig gælder der også: Kærester på 10. år, nyforlovet på 4. måned; Jeg har været klar så længe – først i mit stille sind, så mere og mere udtalt. Nu er mig og min kæreste (/forlovede!) samme sted, vi er rige på 10 års skønne års oplevelser sammen, vi er klar til forårsbryllup og meget glade!
    Og så smerter det simpelthen sådan i hjertet med de der spydige kommentarer og såkaldte jokes, der blot er fyldt af misforståelser og uvidenhed! Uf.
    Stort og hjerteligt tillykke med jer to! Det er fantastisk for jer! Jeg ønsker for jer, at lige præcis det her tidspunkt, det her tempo, den her plan viser sig at være det helt rigtige for jer.

  14. Pyha, det gik lige i følelserne! Mit lille hjerte kunne mærke nej’et, tvivlen, de sårede følelser over andres kommentarer, ventetiden og endelig forløsningen, der både gjorde ondt og gjorde godt. Så fint og ærligt beskrevet, jeg er glad for, at du ville dele med os. Mon ikke vi alle på en eller anden måde kan se os selv i dine ord – jeg kan i hvert fald. Tak for det. 🙂

  15. Kan kun tilslutte mig de andre og nikke til, at det er så overordentligt fint beskrevet.

    Ved ikke helt hvad jeg mere skal skrive (plejer aldrig at kommentere, så det er lidt uvant haha) – men du skal blot vide, at det rørte mig, og jeg ønsker dig alt godt.

  16. Åh nu sidder jeg og tuder ned i min morgenkaffe ☺️ Hvor er det godt skrevet, og hvor er det bare dejligt at du endelig føler dig valgt! Jeres bryllup bliver bare fyldt med kærlighed! ❤️

  17. Smuk og heftig morgenlæsning herfra. Jeg er heldigvis kun i starten af 20’erne og har på ingen måde travlt med etablering. Men min kæreste og jeg har alligevel været samme i over 2 år, og vennerne begynder så småt på forlovelse/hus/børn, så snakken går da af og til. Hvad med os? For nyligt erklærede min kæreste, at han kun vil giftes for kvindens skyld (om det bliver mig eller en anden), da han ved hvor meget det betyder. Han er lige glad, og synes det er forældet. Han vil ikke engang gå med en eventuel vielsesring. Det var altså noget af en kamel at sluge for en skabsromantiker som jeg, der lever rimeligt uromantisk, men har drømt om den store kærlighedsfest siden barnsben.. Det er ikke en dealbreaker, men det er noget af en øjenåbner!

    Jeg er så lykkelig på jeres vegne, over at I endelig har fundet det samme sted at stå, og at tvivlen nu kan få ro. Kærligheden er det største! ❤

    // http://www.moonlitmadness.dk

  18. Kære Cathrine

    10.000gange tak for at være ærlig og sætte ord på noget jeg aldrig selv har kunne forklare! Dit indlæg ramte helt præcis mine følelser, og efter at have grædt højlydt i 10min har det lettet helt sindssygt at der findes bare et andet menneske der også har siddet og haft det sådan her. Her hjemme har det nogle gange ført til små scener og tude ture, når min ellers verdens bedste kæreste spørger om det at vi vil det samme i det lange løb ikke er godt nok, men at timeingen bare er forskellig.. Tror jeg vil kysse min søde kæreste en ekstra gang idag!
    Stort tak, bare tak ❤️

  19. Hvor er det smukt skrevet – og jeg føler så meget med dig! Hjemme hos os er det spørgsmålet – hvad med barn nr. 2?? Jeg er så klar men det er manden ikke! Det gør ondt jeg føler mig valgt fra som kvinde 🙁 men jeg vælger familien til, og krydser fingre for at han skifter holdning.
    Knus og kram Camilla

  20. Jeg beundrer virkelig din ærlighed! Og jeg synes, du fik forklaret dine følelser og tanker rigtig rigtig fint. Tak, tak, tak (!) fordi du deler sådan nogle dybe tanker. Jeg er så glad på begge jeres vegne. Det bliver et meget smukt bryllup 🙂

  21. Sikke et fantastisk indlæg, med mange gode aspekter, som rammer helt plet!
    Selv er jeg skilsmissebarn, grim skilsmisse, og i dag har jeg valgt min far fra, hvertfald for nu, hård beslutning, men det bedste jeg har gjort for mig selv nogensinde.
    Det er rart at du sætter ord på, det at ville vælges til af sin kæreste, og med det aspekt at du er skilsmissebarn. For hold op jeg har haft dumme, grimme og ikke særlig gode forhold til mænd, fordi jeg søgte anderkendelse. Nu har jeg på tredje år en kæreste, som jeg føler mig ligeværdig med, og som viser mig, at mænd kan være fantastiske! Og måske vil jeg alligevel giftes en dag, vise alle andre at vi tror på hinanden og vil hinanden resten af livet….

    Tak fordi du sætter ord på tanker som mange af os går rundt med!

  22. Kære Cathrine,
    Tusind tak for et (endnu) et velskrevet blogindlæg. Du formår i den grad at få sat ord på de der lidt svære følelser.
    Omend jeg er i en anden situation, kan jeg så godt følge dig. Jeg har været sammen med min kæreste i et år og et par måneder, og i sommer faldt han pludseligt, meget uventet – for os begge! – på knæ og spurgte, om jeg ville dele mit liv med ham. Til det kunne jeg ikke andet end at svare “Virkelig?!” og dernæst meget ufortrødent selvfølgelig “ja!”. For der er virkelig intet, jeg hellere vil, og det, som han og jeg deler, er noget som kun vi kender til.
    Efter at have holdt det for os selv i tre uger som en skøn, vidunderlig hemmelighed, valgte vi at dele det med venner og familie. Det fleste ganske nok overraskede, men også meget glade på vores vegne. Hvor er det dog også skønt at have en kæreste, der “bare ikke kunne lade være”. Men hvor er det også bare sårende, at der er nogle mennesker, der kan finde på at sige, at “de er chokerede” eller at “det er alt for hurtigt”.
    Ja, det er hurtigt, men hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Hvorfor er det mere rigtigt at vente 20 år end 1 år? Når begge er klar, er det vel det rigtige tidspunkt? Vi nyder for eksempel, at vi har god tid til at planlægge og spare op, da vi satser på 2017.
    Så jeg kan virkelig godt forstå dig med de sårende kommentarer. Men der vil vel altid være folk, der ikke kan unde en den rene lykke?
    Stort tillykke til dig og Adam. Jeg er sikker på, at I fortjener hinanden. Jeg synes, at det er stærkt, at I og især DU har ventet. Efter at få et nej, ville de fleste nok være tilbøjelige til at give op. Men du blev ved, og jeg er sikker på, at jeres kærlighed er stærk!
    Kh Amanda

  23. <3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3

    Jeg bliver så rørt over det her. Allerede da jeg læste titlen på indlægget, fik jeg en klump i halsen. Hvor er det dog frækt af folk at fyre sådan noget af.

    Det du beskriver i forhold til at være den der tit tager initiativ ramte lige hvor det gør allermest ondt. Det har været lidt af et tema for mig på det sidste. Med min ekskæreste følte jeg altid at jeg ville forholdet mere end ham, hvilket fik mig til at afslutte det. Først dér fortalte han, at han havde ønsket, at vi skulle være sammen for evigt. Hvor kommer den der tvivl og følelse af utilstrækkelighed fra? Og hvorfor kunne han ikke bare have sagt det til mig? Hvis "skyld" var det?

    Efterfølgende har jeg haft et par flirts. Dem der står skarpest i min hukommelse, er dem hvor jeg har lagt mere i det end de har. Som for at pine mig selv endnu mere.

    Nå, nu er jeg så begyndt at se denne her vildt fantastiske mand, som lige er kommet ud af et langt forhold. Og han vil ikke være kærester med mig. Eller nogen overhovedet, siger han. Åh, den situation kender vi jo allesammen godt……. Det tager mig videre til det du beskriver med at man skal vælge hinanden til på andre måder. Det prøver jeg virkelig på at huske mig selv på, inde i mig selv. Hvis man godt selv ved, at man let kommer til at føle sig som den der vil det mest, kan man også blive i tvivl om det overhovedet er berettiget at føle sådan. Og så er det godt at huske på at han vælger at bruge sin fredag aften med mig, og at han ringer til mig, hvis der er sket noget specielt. Det er hans måde at vælge mig til lige nu (små skridt 😉 ).

  24. Åh Cathrine, hvor er det godt skrevet! Jeg kan fuldt ud sætte mig ind i dine tanker. Jeg har været sammen med min kæreste i +6 år og vi har haft et lidt ”atypisk” forløb: Min kæreste har boet 3 år i Hamborg nu bor han i Dublin, hvor han har boet i 2 år. Så ja, vi har ikke taget den klassiske vej, men har kørt langdistance det meste af tiden. Jeg har da også et par gang sat spørgsmålstegn ved, om vores forhold kunne holde til det – men det kan det altså. Der er faktisk rigtig mange fordele ved langdistance. Jeg tror faktisk ikke, at vi ville være sammen den dag i dag, hvis han ikke var flyttet til udlandet og vi bare var flyttet sammen for måske 5 år siden. Men hvor får vi ofte spørgsmål om, hvornår vi flytter rigtigt sammen, hvornår vi skal have børn osv. Det er ualmindeligt trættende, når det efterhånden bør være klart for de fleste, at der nok går lidt længere tid med den slags i og med at vi reelt set ikke engang bor sammen endnu (vi har dog købt en lejlighed sammen). Jeg glæder mig bare til han kommer hjem permanent og vi kan få en rigtig hverdag sammen. Det er jeg nemlig klar til nu – og det er han heldigvis også. Hurra for kærligheden!

  25. Tak for et fantastisk indlæg, Cathrine, og stort tillykke med det kommende ægteskab.
    Jeg kæmper også selv en gang imellem med tvivlen om, hvor meget min kæreste vil mig. Vil han mig lige så meget som jeg vil ham? Jeg føler jo selv, at jeg gør alt muligt for at vise, hvor meget han betyder for mig, og bliver nogle gange skuffet når han ikke kommer op på samme niveau.
    Men her er det bare så vigtigt, at forstå at mennesker er forskellige. Hvad der for én føles helt naturligt, kan være en kæmpe udfordring for en anden. Derfor har jeg virkelig lært, at jeg ikke skal måle min kæreste ud fra mine forventninger til mig selv som kæreste( jeg gør i hvert fald mit bedste 🙂 ). Det betyder selvfølgelig ikke at man ikke må have forventninger eller ønsker til sit forhold, men man skal give hinanden plads til at være sig selv og altid være ærlig overfor sig selv og hinanden.

    Endnu en gang tillykke og tak for et fantastisk indlæg.
    /Rebecca

  26. Nej et fantastisk indlæg! Det giver helt klart nogle tanker- selvom jeg er 22 år og aldrig har haft en kæreste, så vi kunne nok ikke være mere forskellige. Men tager til mig, at hver ting til sin tid 🙂
    Kan ikke sige nok hvor meget jeg knuselsker din blog, fordi den er fyldt med så mange forskellige temaer! Både et lette og det tunge. Græder seriøst hvis du en dag lukker bloggen 😀

  27. Meget fint skrevet. Og generelt noget af en følelsesmæssig rutsjetur du alligevel har været på! 🙂
    Personligt var mine egne frustrationer lidt to-delte; Jeg ville meget gerne undgå at få mit første barn i for sen en alder (i min verden ikke ældre end 30 år), men ville også giftes inden – lidt ud fra samme device som dig; og så dét at børn er så meget større en beslutning end bryllup i min verden, så hvorfor udskyde bryllupsbeslutningen? Så jeg var faktisk mere presset på børne-tingen, da jeg jo godt kunne vente med at blive gift – og var faktisk bange for at jeg skulle fravige mit bryllups-mantra mod at få børn før 30.
    Ikke desto mindre, så har jeg gået med ring på fingeren et par måneder nu, og vi er i gang med at planlægge bryllup til august (ligesom jer) – og hvor er jeg glad for, at jeg ikke har presset på. Bevares, jeg har i min fuldskab bjæffet en del om de der børn og med bævrende læbe spurgt om jeg da ikke skulle være mor til min kærestes børn, men selve frieriet har jeg slet ikke lagt skjul på, var noget der var hans del – og har desuden gjort mig ret umage med, at når tanken og et frieri strejfede mig, så skød jeg den straks til side, dels for ikke at skulle blive skuffet (faktisk med inspiration fra dine skriverier om ikke at blive friet til eksempelvis i NYC) og dels for at lade mig overraske. Og boy, blev jeg overrasket og vildt glad! 😉 😀
    Noget lidt andet – du har simpelthen allerede booket fotograf?! Jeg er med på, at du nok har ret godt styr på dét at fotografere, men jeg synes godt nok, at det er en jungle – ikke mindst ift. den høje pris man lægger. Hvis du vil dele dine tanker, så tager jeg imod med kyshånd 🙂

  28. Kære Cathrine

    Mange af mine veninder er helt uforstående overfor, hvorfor det er så overordentligt vigtig for mig at blive gift før børn. Jeg har virkelig bakset rundt med, hvordan jeg bedst forklarer, hvorfor det betyder så meget for mig, fordi de virkelig har haft travlt med at fortælle mig, at børn jo er den største gave, man kan give hinanden. Jeg er for så vidt enig, men jeg er så også den eneste af os, der ikke har produceret nogle afkom endnu, og jeg har egentlig heller ikke særlig travlt med at skulle igang med den proces. Ingen af dem er gift, og jeg har egentlig ikke helt regnet ud, hvor vigtigt det egentlig er for dem. Jeg har aldrig lagt skjul på, at det er enormt vigtigt for mig, at jeg først bliver gift og derefter kan begynde på livet med børn. Jeg klappede i mine hænder, da jeg så, hvad du skrev om netop denne holdning til at blive gift før børn. Du skriver : “Derfor var det også vigtigt for mig, at brylluppet kom først, jf. spørgsmålet: bryllup før babies? Jeg havde brug for en commitment til mig, kun mig, før børn. Børn vil altid binde folk sammen, og ja det er selvfølgelig en større commitment end en vielse. Jeg ville gerne føle mig valgt – for mig, uden nogen børn eller andet til at forvrænge billedet.” – og må jeg bare sige “hallelujah”. Det er netop sådan, jeg også har det. Og det er vel heller ikke forkert? Må man ikke gerne give selv lov til at føle sig valgt til af den, man elsker, og gerne ser være far til sine børn. Sådan har jeg det, og jeg er så glad for, at du har sat ord på det. Jeg er ikke selv skilsmissebarn, men har istedet oplevet enorme svigt særligt i ét af mine tidligere forhold, og jeg tror, at jeg derfor har et stort behov for at vide, at min kærlighed er gengældt i form af at blive valgt til… kun mig.

    Held og lykke med det hele – og jeg er sikker på, vi er mange, der glæder sig enormt på dine vegne og ikke mindst til at følge med i udviklingen af #rockpaperwedding.

    Mange kærlige hilsner
    Louise

  29. Super godt indlæg, er blæst bagover af din ærlighed ifht. så følsomt et emne!
    Jeg kender kun alt for godt følelsen af ikke at føle sig 100% valgt til…
    Vi har været sammen i over 17 år (!!! Ja, vi var meget unge, da vi mødte hinanden) og føj hvor gør det ondt, når folk spørger, om man ikke også snart skal have børn, om man ikke snart skal giftes osv.
    Hvad skal man svare?? “Min kæreste har ikke lyst, så her i starten af 30’erne overvejer jeg, om jeg vil blive ved med at satse på ham…?!!?”
    Vi fik for to måneder siden en dejlig søn sammen, og min kæreste har også “indvilliget” i at blive gift.
    Jeg skriver “indvilliget i”, fordi jeg har bragt det op ifht. efternavnet til vores søn og han syntes heldigvis “at det giver mening, når man har et barn sammen”.
    Så ikke noget romantisk frieri og forlovelsesring til mig, men det er helt ok, for jeg skal giftes med den jeg elsker!
    -og så kan vielsesringen passende blive en ordentlig badass diamant-sag!! ?
    Hav en dejlig dag!!

  30. ps: jeg har aldrig været i tvivl om, at min kæreste elsker mig, han har bare en kæmpe bias imod at være hr. Og fru Danmark-agtig… Hvorimod jeg ikke har noget imod at være ligesom alle andre, når det kommer til børn og bryllup…
    Så jeg har omhyggeligt sørget for at bakke ham op ifht. At beholde sin ikke-børnevenlige Porche…. ??

  31. AMEN! Jeg er mega enig i alle dine pointer Cathrine!!
    Det er virkelig hårdt, at gå og vente på, at ens kæreste ægte og offentligt tilvælger én. Det kan ske for både mænd og kvinder – det der med at vente på at den anden er samme sted i forholdet. Men jeg giver dig ret i, at der hurtigt opstår et ‘desperat kvinde’-label på kvinder, som man i mindre grad hører omkring mænd. Der er ikke retfærdigt. Stop det.
    Det der med at folk til bryllupper (eller hvor som helst) spørger til, hvornår man skal giftes/have børn, er jo for sindsygt ubehøvlet. Det er bare så ubehageligt, at skulle stå der sammen med sin kæreste foran andre og forklare status pt på ens forhold – der kan være masser af ekstremt personlige årsager, som har betydning, til tingenes tilstand, men som ikke rager andre det fjerneste. Æv, stop med det!
    Jeg sad for to måneder siden sammen med min kæreste gennem et par år til endnu et bryllup. Vi stod for at flytte sammen i hans hjemland efter to år med langdistanceforhold. Vores historie, blev åbenbart et spændende samtaleemne for bordet, men det var bare ikke særlig behageligt for os. Vi har haft mange bump på vejen og knas i forholdet. Vi prøvede at svare høfligt og kom til at sige ting lidt i forskellige retninger, fremlægge historien lidt forskelligt og sådan. Være blev det, at han fik kolde fødder og endte forholdet to dage efter festen. Jeg ved godt, at det ikke var folks spørgsmål, som havde den endelige betydning for, at vores forhold endte og vi var uden tvivl kommet dertil alligevel på et tidspunkt. Vi kunne og burde vel også selv have slået spørgsmålene bort. Ikke desto mindre er det ubehageligt og uden for folks domæne at spørge kærestepar ud om så private sager såsom planer for at blive gift og få børn sammen. Don’t do it!
    Du er sej Cathrine, at du har stolet på, at jeres forhold føltes rigtigt, blevet i det og givet din kæreste tid til at kunne være den, som der spørger – også selvom der har været bump på vejen. Jeg håber, at de relativt mange år I har haft sammen som kærester forinden I vælger hinanden til og bliver gift, giver jer et rigtig godt fundament for at have et stærkt partnerskab og kærlighedsforhold fremover.
    Til sidst vil jeg bare kommenterer, at jeg personligt tror, at de fleste (også dem, som ikke er skilsmissebørn, har fader/moderkomplekser mv.) ønsker, at give og modtage kærlighed, blive respekteret for lige præcis den, man er og have et relativt ligevægtigt forhold. Det er jo fantastisk at have en, som er ens kæreste person og at den ligeledes føler, at man er den kæreste for den. Det er målet og håbet, men det er sku ikke let, hverken at nå dertil eller at blive i det.
    Så for hulen, sørg nu for at nyde de perioder, når det går godt!!! Og nyd når man har lyst til at være sammen også i morgen! Nyd de små ting, mandage og andre hverdage sammen – dem kommer der nemlig flest af 🙂

  32. Jeg vil også bare lige sige tak for et fantastisk indlæg. Det giver rigtig god mening at du gerne ville vælges bare for dig, uden børn 🙂

  33. Først og fremmest – tillykke!
    Jeg har fulgt med i jeres forhold på sidelinjen i flere år efterhånden. Hvor er det dejligt, at I begge har lyst til at vælge hinanden til for evigt og altid. Der er ikke noget galt med at skulle bruge lidt tid – hellere være sikker end at haste ud i noget, man måske ikke har hjertet med i. Jeg er sikker på at din søde kæreste har glædet sig lige så meget, som du har. Han virker som sådan en dejlig mand med fødderne solidt plantet på jorden.
    Jeg kommer selv fra et forhold, hvor rollerne er byttet om, og jeg tror at det er SÅ sundt at man er lidt forskellige.
    Stort tillykke til to vidt forskellige, men helt fantastiske mennesker.
    Tusindevis af knus og kram.

  34. Det er “sjovt” som nogle mennesker, ikke kan være glade for andres lykke.
    Jeg er dog glad for, at I endelig er kommet på samme side, og at du i bagklogskabens lys kan se, at det er bedst I først nu har taget skridtet til at få papir på hinanden. Det hele er nu bedst, hvis man er på den samme side.

    Jeg selv har ikke behov for at blive gift endnu. Jeg er også “kun” 24 år, så det med at binde sig resten af livet, det behøver ikke komme endnu. Også selvom jeg er ved at være temmelig sikker på, at min kæreste er ham jeg skal leve med til døden os skiller.

  35. Det er virkelig et godt indlæg og jeg har stor respekt for din ærlighed!!
    Men jeg kan slet ikke tilslutte mig koret. Jeg har været sammen med min dejlige
    kæreste i 9 år og vi skal have en datter her i oktober måned.
    Jeg har intet behov for at blive gift og det har han heller ikke, vi tror aldrig, at vi bliver det.
    Jeg synes, at det er tusind gange mere romantisk at blive sammen i 30-40-50 år,
    end det er, at blive gift og så skilt nogle år senere.
    Jeg er også af den tro, at nogle papire, en fest og en ring ikke ændrer noget som helst i forhold
    til den kærlighed, man har til hinanden.
    Desuden ejer man ikke hinanden og ens lykke må ikke være afhængig af en anden person.
    Det virker meget surt, men jeg havde bare behov for også at dele denne holdning, da jeg kan
    se i kommentar feltet, at de fleste er enige med dig.
    Håber ikke du tager det surt, men bare tænker over, om det virkelig ændrer noget i forhold
    til jeres kærlighed til hinanden?
    Jeg vil takke dig for den bedste blog i blogland og rose din måde at skrive, tale og være på!!! 🙂

  36. Så fint et indlæg!

    Som så mange allerede har pointeret, så rammer du virkelig hovedet på sømmet og har helt vildt mange gode pointer!

    Især din pointe omkring, hvordan folks kommentarer om ens forhold kan ramme en på en meget sårende og ubehagelig måde. Jeg har været sammen med min kæreste i 7 år. Vi studerer begge to i københavn, men bor ikke sammen – jeg bor i min egen lejlighed alene og han bor sammen med to af sine rigtige gode kammerater. Det fungerer fint for os, måske egentlig mest for mig, for jeg kan rigtigt godt lide at bo alene, men når vi er ude sammen, så kommer der tit kvikke bemærkninger med, hvornår vi nu skal flytte sammen, om det ikke snart er på tide osv.. Og det er bare aldrig rart, at skulle stå dér, foran sin kæreste og en hel masse andre og argumenterer for, hvorfor man ikke er flyttet sammen endnu. Og det handler jo på ingen måde om, at man ikke vil den anden, men begge parter skal være samme sted i forholdet, før det kan fungerer.

  37. Du er min yndlingsblogger, fordi du tør! Du tør fortælle om de ting, som gør ondt. Du tør vise dig- og ikke kun et glansbillede af dig. Og det er bare så pisse sejt. Punktum.

  38. Et fantastisk indlæg! Tusind tak fordi du deler en følelse som mange kvinder tydeligvis kan genkende, men som ingen taler om. Fortsæt med det du gør Cathrine, det betyder meget for os alle, at du er så bundærlig.

  39. Super godt indlaeg. Hvor er det godt skrevet! Du toer at saette ord paa et meget foelsomt og personligt emne, og det synes jeg er total sejt. Du har lige hjulpet mine tanker en hel del! (Jeg undskylder de manglende danske bogstaver, men jeg foelger med i din blog fra NYC)

    Knus fra
    Christina

  40. Stort tillykke med det forestående bryllup! Og nøj hvor er det dejligt at læse dette indlæg!
    Du sætter ord på rigtig mange af de tanker jeg går og bliver lidt ked af. Min kæreste og jeg har været sammen i seks år og forlovet i tre. Så det er ikke så meget forlovelses delen men snarere det at committe til et faktisk bryllup, et ægteskab. Jeg vil gerne giftes, rigtig gerne. Men min kæreste er ikke klar. Vi var tæt på at bryde forlovelsen for er år siden, men det gjorde for ondt. Det føles rigtig meget som at blive valgt fra, som ikke at blive tilvalgt. Og jeg kan mærke at det gør mig rigtig ked af det. På en måde har jeg ikke brug for at det skal ske indenfor et år eller to, jeg har bare brug for at vide at der faktisk bliver et bryllup. At han bliver klar en dag. Indtil videre finder jeg trøst i de andre små commitments vi laver til hinanden. Vi har f.eks. lige købt en lejlighed sammen.
    Men jo det er hårdt, og jeg forstår virkelig hvad du mener.

  41. Hvor synes jeg bare det er et fint og rammende indlæg. Jeg er selv hende dér der ikke har den store drøm om brylluppet og kjolen, og måske er det også min erfaring som skilsmissebarn: jeg ved ikke om jeg tror på det. Men jeg tror på kærlighed. Så meget, at jeg er flyttet til Australien for at læse min kandidat, efter tre år i et forhold med en australier. Jeg havde dog aldrig behovet for, at han lovede mig noget, at han kunne se os blive gamle sammen. Jeg har aldrig spurgt ham. For jeg tror kærlighed handler om at leve i nuet, tro på det man føler lige nu og her. Vi er alle sammen forskellige og tak guderne for det – hvor er dine følelser bare forståelige og hvor er du god til at beskrive dem. Men jeg håber at vil lytte til Catherines sidste råd og nyde nu og her: tag tingene som de kommer. Alle jer der sidder med følelsen og tankerne omkring “hvad nu hvis han en dag frier”, kan prøve at huske på at sætte pris på det jeres kærester gør nu og her. Min erfaring fortæller mig, at vi alligevel aldrig kan forudse hvad der sker i livet 🙂

    1. Du har så ret, virkelig. Alles behov er forskellige, og drømme ligeså. Vi kan ikke forudsige, og selv om det kan være svært, det syntes jeg i al fald, når kærligheden er stor at væbne sig med tålmodighed og være i nuet, så er det som oftest det eneste “middel”. Til lykke med den australske kærlighed – jeg elsker et smukt eventyr! KH

  42. Åh! Her sidder jeg i sweatpants med syg mus og tegnefilm på Netflix og TUDER lidt.. Elvira kigger undrende på mig: ” mor græder?” Jeg kan SÅ godt nikke genkendende til den følelse! Har mange veninder som har den endnu. Du er slet ikke alene 🙂 Jeg har også friet til Jeppe – flere gange 😉 Har kun fået NEJ – det var hans job. Frieriet var planlagt før jeg blev gravid, men der stod jeg altså på en badebro: tyk på maven og med en mand på knæ. Jeg endte med at sige “nej, nej, nej, nej” i ren overraskelse. Modsat dig, kunne jeg ikke vente med at fortælle det til omverdenen. De næreste veninder, mine forældre og min søster fik et opkald, og så lå ringen på instagram.

    Jeg elsker, du er så følsom, og du ikke er bange for at dele det 🙂

  43. Virkelig flot og velskrevet – du imponerer mig gang på gang med din eminente måde at formulere dig på!
    Puha. “Jeg har elsket ham så længe”. Den gjorde ondt at læse; den går ind og rammer alle de følelser, jeg havde – og stadig har – til min ekskæreste. Ham der ikke var klar, ham der talte om at det skulle være os, ham der bakkede ud. Og mig der ventede, ventede og ventede lidt mere, fordi han skulle jo nok gøre alvor af det han talte om. Men det skete ikke. Svigtet gør fandme så ondt stadigvæk. Min første rigtige kærlighed.
    Jeg er så glad på dine og Adams vegne, og jeg glæder mig over at du deler så mange stunder omkring brylluppet her på bloggen – man bliver fuldstændig grebet af stemningen, gejsten omkring at du skal prøve kjole, krydsede fingre for at I fandt den perfekte lokation, det hele simpelthen.

  44. Jeg læser ikke blogs, så er det sagt – Det gør jeg så nu!!!!
    Jeg følger med på instagram og efter dit fine kjole billede i dag, trykkede jeg alligevel på linket.
    Jeg har ALDRIG læst noget SÅ godt beskrevet!!!

    Du er for vild!

  45. Det er altså et virkelig modigt og ærligt indlæg. Kæmpe respekt og stort tillykke med det forestående bryllyp 🙂

  46. Virkelig, virkelig godt skrevet, og det gjorde helt ondt at læse det! Folk skulle skamme sig, sku de!
    Du er og bliver min yndlingsblogger. Og så ser jeg selvfølgelig frem til #rockpaperwedding i 2016 🙂

  47. Hold nu op så sidder jeg her på mit arbejde og tuder over dette indlæg. Troede jeg var den eneste med de tanker. Har selv en kæreste gennem mere end 10 år 2 børn, hus, sommerhus, 2 biler osv. Men ingen der har lyst til at gøre mig til sin kone. Jeg er også førerhunden i vores forhold men på dette punkt må han simpelthen komme på banen. Men er også så træt af alle spørger mig om det ikke snart er vores tur da vi efterhånden er de sidste i vores omgangskreds der ikke er gift. Syntes det er så uhøflig altid at skal bringe det på banen. Men alligevel skal det altid kommenteres. Det er jo ikke svært at regne ud hvem der skal tage initiativet til det. Men dejligt at læse der er nogle derude som dig. Dejligt indlæg 🙂

  48. Åh, Cathrine. Nogle gange føles det altså som om, at du skriver helt ind i sjælen på mig. Du er så dygtig. Sikke et flot indlæg! Hvor er du åben og sårbar i det, det er virkelig smukt. Så vildt, at du deler så meget af dig selv med os. <3

    Det er fantastisk, at I endelig er forlovede! Endnu engang kæmpe tillykke med det! Kan helt klart sætte mig ind i din tankegang med at du ville vælges til. Især din passage med skilsmissebørn, der har kæmpet hårdt for deres fars kærlighed. Særligt på det boglige. Av. Den ramte bare 100 % plet på mig. Min far skrev et brev til mig, da jeg blev konfirmeret, i stedet for en tale, og jeg tudbrølede, mens jeg læste det (og får tårer i øjnene af at tænke på det stadig). For første gang ordene "Jeg elsker dig" og "Jeg er stolt af dig".

    Nå. Alt dette for at sige, at jeg forstod præcis, hvad du skrev i indlægget her. Det kan være svært at sætte ord på de følelser, men du gør det til perfektion. Jeg forstår dig i hvert fald.

    Tillykke med jer. Og tak for dette indlæg! Jeg føler faktisk næsten, det gjorde mig klogere på mig selv. Ønsket om at skulle vælges til. Jeg tror, vi har mange ligheder dér. Tak for at gøre mig klogere på ikke kun dig men også mig selv!

    Take care. 🙂

  49. Smukt indlæg. Og hvor er det genkendeligt. Vi havde også alle mærkedagene – og han, syntes jeg, alle chancerne til at fri. Da vores 10års dag kom og gik uden frieri bekendte jeg grædende kulør. Og så kom frieriet et par måneder efter. Lidt uromantisk at jeg selv skulle bede om det, men det er (næsten) glemt nu 🙂
    Dejligt at følge med i Jeres bryllupsplaner!

  50. Hold kæft hvor jeg dog bare ELSKER din blog, dine billeder, din åbenhed og dine skriverier.
    Jeg er kommet sent til, og jeg fortryder, at jeg ikke opdagede din blog før. Jeg kommenterer sjældent – dette er min første herinde, men jeg bliver simpelthen nødt til at dele min begejstring. Det er super fascinerende at følge dig i din gøren, og formåen. Det virker som om du lever dine drømme ud, på flere måder, og det beundrer jeg. Jeg kan både relatere, og blive super inspireret på samme tid.
    TUSIND tak for god læsning. Jeg føler mig top motiveret når jeg læser din indlæg til selv at forfølge mine drømme, og kæmpe for det.
    + tillykke med forlovelsen, dejligt at I nu står på samme sted og parate til et stort og dejligt skridt. Vidunderligt at du tør dele dine inderste følelser. Ha en dejlig aften. Dbh Sille

  51. Cathrine. ❤️
    Der fik du en 21-årig single, der på ingen måde går i gifte- eller børnetanker, til at græde stille tårer. Wow, hvor er du sej! Tænk at kunne dele så svære tanker, total blottet for selvmedlidenhed.
    Du er så dejlig ukrukket, både i radioen og real life, og jeg er oprigtig glad for, til trods for at jeg på ingen måde kender dig i virkeligheden, at du endelig får din drøm opfyldt. Du fortjener det om nogen!
    Hav en fantastisk weekend og tak for en blog, der altid giver et smil på læben og sætter tankerne i gang.

  52. Jeg har lige brugt aftenen på at finde det her indlæg, fordi det er mit favorit indlæg. I love it. Period. Det giver så god mening for mig og du skriver det så godt. TAK og happy wedding om 9 dage <3

    1. Sødeste Louise, TAK! Det gav også rigtig god mening at skrive det og følelserne hænger stadig ved omkring emnet. God søndag! KH

  53. Hejsan!
    Jag har precis hittat din blogg och läser därför tillbaka i arkivet. Blev helt paff, men varm, när jag läste detta inlägg. Har aldrig läst något liknande och tackar dig för din totala ärlighet. Wow!

  54. Tak for dette indlæg! Du sætter ord på nogle følelser, der ligner mine for tiden. Det er så svært at holde masken når nogen siger “SÅ skete det endelig. Dét har du da også ventet længe på!”. For det er slet ikke det det handler om. TAK!

    1. Det er så ufølsomt sagt af folk – er ked af, hvis du skal høre på sådan noget Ina, MEN til lykke til jer begge med jeres forlovelse. Det er den dejligste tid <3 KH

  55. Kære Cathrine. Jeg ved slet ikke om du ser kommentarer på så gamle indlæg, men hvis du gør, vil jeg bare sige at du sætter så fint ord på mange af de følelser jeg går og bakser med for tiden. For det gør altså ondt, når man er sammen med ham man elsker på 7. år og står på sidelinjen som en forsmået tilskuer til bryllupper og babyer i først hans og nu min vennekreds mens man smilende forsøger at undvige spørgsmålet om “hvornår det mon er vores tur?” For her er det også ham der stadig ikke er klar. Og som tiden går, gør det mig altså usikker. Og det er derfor jeg har genlæst dit fine indlæg et par gange. For det giver mig en fornyet tro på, at vi stadig godt kan være rigtige for hinanden alligevel <3

Læg en kommentar