Nytårsaften 2015

nyecol

Der er tre dage til årets sidste aften. Har I planlagt den? Skal I selv holde fest, eller skal I til stor fest? Eller bliver I bare hjemme?

Vi har taget en beslutning om at være hjemme. Adam, Frida og mig. Vi har prøvet udlandet, vi har prøvet store fester, vi har prøvet middag et sted og fest et andet sted. Vi har været sammen med nogen det ene år, og nogen andre det andet. Nu skal vi være hjemme, bare os.

Det kom sig lidt af forskellige ting. Vi har begge arbejdet en hel del – jeg har ikke haft juleferie, så selv at stå for noget som helst stort, det har ikke rigtig ligget i kortene. Vi har også en anden stor fest på tapetet, og det er rigeligt for nu. Og så er vi i år lidt i sådan en mellemposition. Mange af vores venner er enten gravide eller har små børn – de er VIDUNDERLIGE! Men, der er vi ikke (endnu), og det gav os lidt tanken, at vi måske bare lige i år skal springe Kidibul-festen over. Og så ville vi bare gerne have en rolig aften uden for meget knald på. Og så er nytår også bare altid sådan en fjollet aften – “ÅRETS fest”. Vi har prøvet at cykle tværs over byen klokken midnat for at nå en åndet fest, der viste sig at være mega kedelig, da vi kom frem. Vi har også stået og frosset og ventet på en taxa. De sjoveste aftener har egentlig været dem uden forventninger og for meget hurlumhej.

Jeg spurgte min kæreste, om det ville være helt mærkeligt bare at være os – vi har heller aldrig været sammen med Frida til nytår, fordi vi har rendt. Det syntes han, lød som en strålende idé! Men jeg kan godt fornemme, at andre synes, det er sært. Der er kommet flere; “I må altså gerne komme hjem til os, hvis det er”. Og det er jo ren kærlighed og rart med sådanne venner. Det virker lidt som om, det ses som sølle at være kun to? Eller ensomt? Min farmor er altså klar på holde juleaften for sig selv, og hvis hun kan det, så kan vi altså også sidde to alene til nytår. Selv om det virker uhøfligt at takke nej, når man ikke har aftaler med andre.

Men vi har jo en date! Og vi glæder os faktisk lidt. Jeg gør i hvert fald, sådan til at tage pænt tøj på og hæle til, min kæreste i butterfly og blazer. Han er allerede begyndt at planlægge menu og laver olier – vi skal vist have laksetatar, beef wellington med pommes anna og tiramisu. Der bliver ingen stress om at nå nogen steder hen, ingen der brokker sig over manglende kammuslinger eller hvad ved jeg. Og vi skal ikke dele champagnen med andre end os selv. Er vi blevet gamle? Måske… Men der er nu nået fint over at slutte 2015 med ham, der får den vigtigste rolle i mit 2016. Hvis ikke jeg kunne holde ud at holde nytår med Adam alene, så er det altså op ad bakke resten af livet. Jeg synes sgu, det er lidt hyggeligt. Og jeg får sikkert lov at DJ’e! Ingen til at fucke playlisten op! G-E-N-I-A-L-T.

Vi har nogen rigtig søde venner, der bor for enden af vores vej, som vi har talt lidt med – om vi skal mødes til et skål klokken midnat og en cocktail. Men det ville heller ikke genere at blive hjemme. Er jeres aften fastlagt? Apropos i går håber jeg meget, at min kæreste kan lokkes til outfitbilleder på dagen – jeg har fri og har hele dagens gode lys, hurra!

(Billeder: her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her, her)

41 kommentarer
  1. Vi har de seneste år faktisk bare været os nytårsaften, og det har været SÅ hyggeligt. Min lillebror har også været forbi, men ellers har der egentlig ikke været de store fester på programmet. Jeg synes sgu det er lidt hyggeligt at skåle i champagne med sin kæreste, se Dronningens nytårstale mens han kokkere i køkkenet, gå en tur hånd-i-hånd gennem byen og generelt bare nyde hinanden. Sådan bliver det nok også i år – mest fordi vi befinder os på den anden side af jorden 😉 Vi har dog set at der er en 90’er fest i nærheden af hvor vi skal bo i Adelaide, så måske hopper vi med på den, haha.

    1. Hvor er det bare hyggeligt Laura. I er også så gode sammen I to. En hånd-i-hånd-tur lyder eminent sådan en aften. Hav en vidunderlig fest – det ved jeg, den bliver, når Vengaboys ryger ud af højtalerne 😉 Pas godt på jer selv på den anden side af jorden. KH

  2. Jeg synes det lyder som en fabelagtig aften! 🙂

    Jeg selv har et virkelig anstrengt forhols til nytår…nu er det meste jo hvad man gør det til og tagee det rimelig roligt, det er alle ansres attitudd omkring det der freaker mig ud. Den unspoken rule om at nu står den på fuldskab og morskab og “den vildeste aften nogensinde” no matter what….altså jeg mener, hvis alle nu bare kunne slappe lidt af og bare tage den aften som det kommer…

    Hvis jeg havde en vennegruppe der fast hvert år holdt nytår sammen og planen var lækker mad og dans og hygge (og ingen spurt til en dårlig fest kl. midnat) så ville jeg være solgt til stanglakrids over Nytårsaften 🙂 Men mine veninder/venner holder spredt over det hele, og hvert år er der panik over hvem der holder hvor og så ender man med at sidde til et selskab med en masse fremmede menneskee, og det gider jeg ikke rigtigt – lige nytårsaften…

    Sidste år holdt jeg nytår alene med een af mine allerbedste veninder – bare os to, i min families hus på Ærø…og det var det FEDESTE! Vi lavede lækker mad, drak bobler hyggede og dansede gik i seng kl. 1 og vågnede op uden tømmmermænd og gik en tur på stranden. Dét er da en måde at starte det nye år på 🙂

    I år skal jeg med mine forældre og bror til Hamborg henover nytår…det glæder jeg mig også til – mit eneste krav i år var nemlig at jeg ville væk fra København 🙂

    1. Ja det er lidt folks attitude, der er fjollet. Ikke længere i min alder, synes jeg. Altså der er ikke rigtig nogen længere, der taler om den der ultimative fest. Omvendt er der altså stadig nogen der synes, det er lidt trist, vi sidder alene 😀 Well, well, jeres aften på Ærø lød fabelagtig, og det er jeg sikker på, vores også bliver. Jeg har købt hatte, haha! Det skal nok blive godt. God tur til Hamborg! KH

  3. Kæresten og jeg plejer faktisk altid bare at blive hjemme. Nytårsfester er alligevel overvurderede. Og så har vi to katte, som det er rarest at være hjemme ved på sådan en aften.
    Nogle gange er vi helt alene. Nogle gange er vi sammen med familie. Men det er altid hyggeligt

  4. spot on.. ! jeg synes, det lyder som en dejlig aften, I går imøde. Vi snakkede om det samme sidste år, da vi så os selv sidde til en abefest med dans på bordene og egentlig bare have lyst til at være hjemme sammen med vores kattekilling. Det er som om, folk får ondt af en, når man vælger samfundets normer om årets fest fra og i stedet vælger sin kærlighed og nærværet med sine kære til. Jeg er helt uenig, jeg synes, det er SÅ befriende at vælge det rigtige for en selv, hvad det så end er. Det er bare utroligt at folk har så travlt med at dele deres meninger om vores valg, fordi de er lidt anderledes end flertallet. I bund og grund tror jeg, at de fleste helst valgte en aften som den I planlægger jer, men de tør ikke, fordi de springer normerne. Lidt trist. Jeg stemmer for at vi vælger med hjertet, også når det gælder “årets aften” 🙂
    tak for et dejligt indlæg <3 kh Katrine

  5. Det lyder som en fantastisk aften i mine ører 🙂 Jeg har det selv lidt stramt med nytåret. De sidste par år har vi dog haft nogle gode nytårsaftener med masser af gode venner, god mad og udsigt til Københavns fyrværkeri fra en smuk tagterrasse. Sidste år havde jeg netop fundet ud af jeg var gravid og ingen vidste det – så der var vi til fest og jeg forsøgte at ’spille med’ på festlighederne uden nogen måtte ane uråd. Min kvalme 1. januar skyldes graviditet og ikke alkohol. I år ammer jeg den dejligste lille kærlighedsklump og vi havde også overvejet at være bare os tre. Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg egentlig holdt nytårsfest fordi ‘jeg’ synes man skulle eller fordi ‘man’ synes det er det rigtige. Om det var noget jeg havde lyst til, eller noget jeg gjorde fordi andre ville synes det var sært at lade være som du siger. Nu er vi endt på en mellemting – vi smutter ud i provinsen og spiser med mine forældre og spiller måske et brætspil og tager det roligt. Jeg tror faktisk det bliver ganske fint 🙂

  6. Åh, nytårsfester er SÅ overvurderede! “Årets fest” min bare… det bliver det jo aldrig? Jeg håber bare på en hyggelig aften og ingen tømmermænd d. 1. januar. Det er simpelthen den værste måde at starte det nye år på.
    I år skal jeg være sammen med 6 af mine gamle og dejlige gymnasieveninder, mens min kæreste sidder i Afghanistan. Vi skal have tapas til forret/hovedret, gartou marcel til dessert og hvidvin/asti ad libitum hele aftenen, mens vi spiller brætspil og ser alle klassikerne i TV. Og det glæder jeg mig til! 🙂 Egentligt synes jeg altid nytårsaften bliver hyggelig nok, når det kommer til stykket, men at planlægge den er altid et helvede. Ville elske at fejre det udenlands med min kæreste (altså ferie-udenlands, ikke Afghanistan), så man slap for al hurlumhej omkring, hvor man skal være og med hvem. I år gik det heldigvis nemt. Sikke en rodet besked, det her pludselig blev, haha! Nå, men sejt, at I holder det bare jer to! Jeg synes det lyder super dejligt 🙂

  7. Jeg elsker jeres plan og synes det lyder som den perfekte nytårsaften! Min kæreste og jeg har lige fået hundehvalp, og jeg foreslog derfor at vi skulle være hjemme bare os to (tre). Det synes min kæreste var lidt sølle på selveste nytårsaften (“der er da ingen andre der sidder alene hjemme nytårsaften”) så nu får vi to vennepar til spisning og så er der nok nogle der tager videre til fest efter midnat og jeg bliver hjemme med vuffi. 🙂

  8. Jeg har også valgt at sidde alene nytårsaften – altså bare mig. Jeg har fået så mange medlidenshedsfyldte blikke, at det faktisk er alt for meget. Jeg har jo VALGT det. Jeg var i forvejen blevet inviteret til både den ene, den anden og den fjerde fest, men jeg kunne bare mærke at det, jeg har allermest brug for, er at bruge årets sidste dag i selskab med mig selv.
    Så stor thumbs up for at mærke efter og gøre det, som man selv har lyst til. Håber I får en dejlig nytårsaften 🙂

  9. Jeg kan godt lide, at der er plads til alle slags nytårsaftener. Jeg gider generelt ikke gå ud for at finde en fest, for det ender altid med at den ikke er god. I mange år var vi nogle venner der holdt en stor fest den 28. december i stedet. Så inviterede vi alle vores venner og kunne holde den fest vi havde lyst til. Fordi alle er altid spredt til alle mulige fester på selve nytårsaften. Den fest gjorde, at forventninger til nytårsaften blev langt mindre. Vi havde ikke brug for årets fest.

    Den store fest er lagt på hylden, men det gør ikke at jeg har fået højere forventninger. Et år var vi 3 veninder der holdt nytår sammen. Vi lavede god mad, klædte os pænt på og endte med at spille spil og danse til Dodo and the dodos indtil kl. 4 om morgenen. Det var genialt!

  10. Vi har gjort det et par gange nu. Både før og efter prinsessen blev født. Og det har været så hyggeligt! I år tager vi dog hjem til min kusine, vi er jævnaldrende, og drt bliver også hyggeligt. Low key og dejlige mennesker! Har også været igennem møllen med kæmpe fester og renden rundt, men de hyggeligste og bedste aftner har været dem endten bare os to/tre eller med de tætteste venner!

  11. Jeg kan sagtens følge dine tanker; Lysten til at være “alene” og tankerne om hvad andre tænker. Men jeg tør næsten godt love jer, at du og Adam får en helt perfekt aften!
    De seneste år har jeg HVERT år haft eksamen enten den 2., 3. eller 4. januar, og det har selvsagt sat sine begrænsninger på årets sidste dag. Derfor har min kæreste og jeg flere gange været alene – Bare os. Vi har, som du også selv fortæller at I vil gøre, taget pænt tøj på, dækket et flot og festligt bord, indkøbt og lavet god mad, poppet en pagne og alt hvad der hører sig til. Og så har vi gjort alting i vores eget tempo, set et afsnit serie på Netflix efter aftensmaden og inden klokken 00.00, snakket en masse, spist alt det kransekage vi kunne og bare haft det rart og nydt hinandens selskab på en måde som man sjældent når i en travl hverdag. Det kan kun anbefales! Også selvom andre måske synes det lyder lidt underligt – Det første år vi gjorde det, turde jeg slet ikke indrømme det overfor andre end mine nærmeste veninder og familie. Sidste år var jeg helt ligeglad. Og det håber jeg også at I kan være 🙂
    I år bliver også stille og roligt – Jeg er gravid med termin i foråret, og da jeg er en af de få som ikke stopper med at kaste op selvom jeg snart er seks måneder henne, så orker min kæreste ikke selv at lave det helt store festmåltid. Derfor har vi besluttet at fejre det kommende år hos mine forældre sammen med min moster. Og jeg er sikker på, at det bliver helt perfekt – Med god mad, et lille glas pagne, hjemmebagt kransekage og snak til langt ud på natten 🙂

    1. Eksamen de første dage i januar, åh.. mindes det med gru. Hold op hvor kan det sætte en dæmper på både jul og nytår.

      På andet år havde jeg en eksamen uden hjælpemidler 3. januar, så mig og to studiekammerater fejrede nytår sammen og der blev drukket maks halvanden genstand den aften og vi var alle i seng inden klokken 1.
      Men den stille aften var rigtig fin.

  12. Nytårs date er alle tiders idé!

    Det første år min forlovede og jeg boede sammen gjorde vi netop det! Vi trissede rundt i torvehallerne, sov middagslur og lavede alt fra bunden. Vi tog pænt tøj på, lavede vores personlige playliste og havde et brag af en aften 🙂 De andre år har vi gjort noget andet, men det er en af de bedste nytårsaftner jeg har haft, og tænker kun tilbage på den med gode minder og glæder mig til at det skal ske igen 🙂

    Tak for en god blog – glæder mig til at følge dig i 2016 også!
    Godt nytår :*

  13. Jeg er SÅ enig med dig! “Årets Fest” – som om…. 😉
    Min kæreste og jeg kører til Ischgl i Østrig den 30. og så står vi på ski og hygger os sammen bare os 2 og jeg GLÆDER mig!

  14. Jeg har flere gange valgt at holde nytår helt for mig selv. Gået i biografen om formiddagen, gå en tur i Torvehallerne og handle ind. Lave lækker mad og læse en god bog for så at gå i seng inden midnat. Jeg er vågnet op d. 1. Januar med ro i sindet og overskud til at gå eller løbe en tur gennem København, der altid føles lidt som en spøgelsesby dagen derpå. Eller gå endnu en tur i biografen. Det er simpelthen fantastisk.
    De seneste par år har jeg holdt nytår sammen med en 3-4 nære veninder, hvor vi har bestilt mad ude, og så ellers hygget, spillet spil og danset til de bedste 90’er hit. I år bliver vi bare to – min gravide veninde og mig. Vi har flottet os med take away fra Nimb og skal bare hygge, snakke og glæde os over et fantastisk år.
    Hav et rigtig godt nytår og tak for en dejlig blog!

  15. Jeg vr lidt i vildrede over nytår i år. Netop fordi hverken kæresten eller jeg gad en kæmpe fest (som ofte skuffer alligevel). Derudover kan jeg ikke just være med på alkohol-fest-bølgen alligevel, pga. det lille menneske, der vokser indeni mig. Derfor har vi valgt noget nyt; vi har booket hotel i Malmø, hvor vi tager over allerede d. 30/12 sammen med et vennepar, og så har vi booket bord til en lækker middag på en restaurant til nytårsaften. En aften med god mad, godt selskab, rolig og hyggelig stemning, champagne/cider og cocktail (virgin til mig, tak) er lige hvad jeg har lyst til i år 🙂 Næste år er der en baby, så der ender vi sikkert med at være hjemme… derfor ville jeg også gerne “noget mere” her på vores sidste år alene.

  16. Jeg synes simpelthen også, at det lyder super hyggeligt! Det er da en skøn måde at træde ind i det nye år på – kæresten i hånden og ro i sindet. Jeg har været til ‘årets fest’ et par gange, da jeg var yngre (wow, nu lyder jeg gammel – 25 er vel også en slags alder, haha), og husker tilbage på det som fede tider! Men jeg er bare ikke der mere, hvor det er ligemeget hvem, jeg fester med, bare alkoholen flyder… Det var fandme skægt, men nu får jeg tredages tømmermænd og synes ikke længere, blackouts er særlig charmerende 😉 Dertil kommer, at jeg de sidste år har haft eksamen 2. januar. Det lægger ligesom en dæmper på, så sidste år var jeg hos mine forældre og fil lækker mad og gik i seng 00.30, mens de festede videre 😉 I år ligger min eksamen godt nok først den 7., men har alligevel meldt afbud til den fest, jeg egentlig havde planlagt, da jeg fandt ud at min veninde/roomie ville sidde hjemme. Så nu er planen at lave sushi i lange baner, sidde i nattøj under dynen og hygge med min veninde, som jeg har kendt i 20 år – jeg glæder mig!

  17. Jeg er overhovedet ikke fan af nytår, jeg synes det er stor ståhej for ingenting, det er jo bare et tal der ændre sig. Jeg har bare været hos min veninde de sidste 2 år og skal det igen i år, vi ser gyserfilm i nattøj og sidder i vinduet ved midnat. Den største fest er jo aldrig den som netop har den betegnelse, det altid den man ikke forventer. Men jeg er nu også altid mere med på en hygge aftale end en hvor jeg skal have ømme fødder 😀 haha.

    Chris B

  18. Det lyder som en mega hyggelig aften, Cathrine. Og for dulan, jeg er misundelig på din playliste-eneret! Jeg forventer at en stor del af min aften kommer til at gå med at råbe med champagne-decibel “NEJ – ikk’ skift'” og slå folks kransekagefingre væk fra min Spotify. 😉

  19. Sådan skal jeg, min kæreste og moppen Carl også holde nytår. Dog i en lille lejet hytte ud til havet 🙂 Jeg glæder mig også – for ja, man har prøvet alt det andet 🙂
    Godt nytår til jer 3 🙂

  20. Vi gør præcis det samme i år. Vi har aldrig holdt nytår sammen før, men jeg glæder mig virkelig til, at det bare skal være min kæreste og jeg. Har netop også skrevet et indlæg om mange af de samme følelser angående nytårsaften. Pudsigt nok skal vi også have beef Wellington (helt efter min kærestes ønske), se 90års fødselsdag og selvfølgelig dronningens nytårstale.

    Rigtig godt nytår til jer! <3

  21. Min kæreste og jeg har et vennepar, som vi har holdt nytår med de sidste tre år og også skal i år. Vi går all in på lækker mad, laver hver især lidt af retterne. Nogle gange er der kommet andre forbi senere på aftenen, men sidste år og i år, bliver det bare os fire. Nå ja, og så har de fået baby i år, som også kommer med, så det bliver en helt stille og rolig aften, hvilket også passer mig ganske udmærket! Kan jeg bare få lækker mad og se fyrværkeri til midnat, så er jeg faktisk godt tilfreds 🙂

  22. Hej Cathrine! Det er fedt nok at holde nytår uden kæmpe fest, det er jeg heller ikke ret meget fan af. Sidste år blev det så for meget for mig med al den “åh det bliver årets fest” at jeg holdt nytår med min mormor – og det var så mega hyggeligt! Slet ikke stresset 🙂
    Jeg vil egentlig godt spørge dig om noget; tror du jeg bliver træt af Singapore hvis jeg bor der i 2 måneder? Jeg er blevet mega inspireret af dine posts om landet/byen og har efter at jeg er droppet ud af mit studie pludselig tid og penge til at tage ud og tage en Cambridge eksamen et spændende sted – en kæmpe chance! Har du flere tips end dem i dine Singaporeindlæg så vil jeg rigtig gerne høre dem. Mit valg står mellem Singapore, San Fransisco og London, hælder selv mest til førstnævnte, men andet er bestemt ikke dårligt.. Kram og tak for en masse hyggelig læsning og inspiration 🙂

  23. Synes det lyder skønt! Vi føler os også pensionistagtige her i Aarhus, hvor vi oven i købet har bestilt lækker gourmet 4-retters, som vi afhenter tidligt på dagen. Vi gjorde det samme i 2010 – der var det svært! At fravælge festen som 20-årig – jeg ved sgu ikke lige hvad vi tænkte på. Men efter 4 år med fest prøver vi igen – lidt mere voksne, og med eksamener over hovedet, så glæder jeg mig til at se sippe champagne og se gamle danske film ;D

  24. Sidste år sad jeg helt alene- lidt selvvalgt og så måske alligevel lidt i trods. Når der ikke var nogen der spurgte mig hvad jeg skulle før på selve dagen gad jeg sgu´da heller ikke være sammen med dem. Hmrf…
    Det krævede lidt tårer og tøsefilm at være alene på lige dén dag. Jeg bestilte en røvfuld sushi, yndlings-isen, lækker vin og havde kransekage. Da klokken slog 12 var jeg ret øv over ikke have nogle at kramme eller kunne ønske godt nytår. Aftenen blev brugt ret meget til refleksion- lige dén aften over hvorfor dælen jeg lige sad alene… (Meget Bridget Jones-agtigt, haha)..
    Men når alt kommer til alt hyggede jeg mig faktisk ved ikke at skulle lave en døjt- men mest over ikke at have det dårligt den 1. januar. Det var på en måde rart at vågne op og føle jeg havde hele verden for mig selv på løbeturen på årets første dag.
    Derud kom jeg frem til at når jeg kunne “overleve” en nytårs aften alene er der fandme (pardon my french) så meget andet jeg også kan alene. Så i efteråret tog jeg alene til Sydamerika- og på hele turen var vi mantra at selvfølgelig kan jeg det! Selv repelling ned af en bygning i Bolivia! Og i 2016 vil jeg gøre det igen. Jeg kan mærke at jeg er vokset 10 cm i 2015. Alt i alt noget der startede for snart et år siden da jeg sad alene og var (lidt) ynkelig nytårsaften!

    I år har jeg stadig ingen at kysse på når slaget slår tolv- tror ikke min veninde syntes at det er en god ide 🙂

    PS. dermed ikke sagt at det på nogen måde er sølle at I er sammen bare jer tre nytårsaften!! På ingen måde! jeg er bare mest af alt misundelig 🙂 KÆMPE GODT NYTÅR til jer alle tre !

    1. Stor respekt for din beslutning for sidste nytårsaften, godt for dig 🙂 Klap dig selv på skulderen for det du har opnået for dig selv i år!

  25. Jeg skal holde nytår hos min kæreste og hans roomies som holder middag/fest hvert år. Men kun for deres vennegruppe + kærester. Jeg har været lidt trist over at jeg ikke kommer til at se mine veninder nytårsaften, men det er altså bare federe at være ét sted hele aftenen hvor der er middag og fest, i stedet for at skulle fare rundt i byen efter en fest som altid bliver slatten…
    Egentlig havde min kæreste og jeg planlagt at tage på skiferie, men der kom alt muligt i vejen… 🙁
    Jeg håber at I får en dejlig aften <3

  26. Smutter på “forlænget weekend” til en ødegård i Sverige med et vennepar som også har et lille barn. Så kan vi smide ungerne tidligt i seng og nyde god mad og vin uden at en af os skal holde sig ædru og køre hjem midt om natten 🙂 1. Januar står så på gåtur i de svenske skove og pandekager over bål 🙂

  27. Jeg er så sølle at jeg holder den med mine forældre og i år også med min bror.

    Det startede for fem år siden hvor jeg boede hjemme efter studieafslutning, mens jeg ventede på at kunne flytte for mig selv igen.
    Året efter havde jeg egentlig planer om en nytårsaften alene på sofaen med dynen godt op over ørerne og film i flimmeren, men den plan spolerede mine forældre, så jeg blev inviteret på god mad og sådan har det været lige siden.

    Jeg gider ikke druk nytårsaften, har prøvet det og den fest var lidt mehh.. og jeg vil hellere dresse op til fest på alle andre tidspunkter af året.

    Men jeg er glad for at læse at der er flere som også foretrækker nytår helt nede på jorden.

  28. Jeg er en af de få i dette kommentarfelt der ELSKER nytårsfesterne med vennerne. De sidste fem år har vi fejret nytår med de samme tre par, og der kommer altid nogle ekstra gæster med. Hvert år har vi tema (i år er det 1920’erne og ja, fjerboa, cigaretrør og paillethårbånd er naturligvis indkøbt). Desuden er der quizzer, god mad, rigeligt vin og fantastisk stemning. Men jeg vil sikkert også nyde at tilbringe aftenen i selskab med min søde kæreste – evt. et dejligt sted uden for landets grænser. I år er en af gæsterne gravid, og eftersom den slags har det med at smitte, så sætter jeg ekstra meget pris på vores festlige nytårsaftener – hvem ved, hvornår det er den sidste i samme gode selskab. Nu er de fleste af os fyldt 30, så selvom det er svært at indse, så bliver vi pludselig (næsten) voksne. 🙂
    Jeg håber at I får en fantastisk aften – ud fra ovenstående lyder det ihvertfald til at tegne godt.

  29. Hvad er det egentlig for noget pjat?
    Nytårsaften ligger super ubelejligt ( hvis man godt må sige sådan noget)
    Sidste år ville jeg gerne være helt alene. Det var helt umuligt at få lov til, uden nærmest at komme på regulær suicidewatch! Jeg måtte lave en aftale og så melde mig syg på dagen for at slippe.
    I år har jeg været nødt til at lyve. Jeg har sagt til mine venner i Kbh at jeg er i Aarhus og til mine venner i Aarhus at jeg er i Kbh. For jeg kan ikke bare få lov til at tage en stille hjemmearbejde d.31.12.
    Jeg synes at jeres aften lyder helt perfekt og det synes I jo tydeligvis også – så godt nytår! Og nyd jeres aften,

Læg en kommentar