H o n e y m o o n – CHECK!

Processed with VSCOcam with f2 preset

Badetøjet er købt, guidebogen er købt – de faste og første trin mod en ny ferie er taget! (Bikini fra Triangl, her)

SÅ er bryllupsrejsen i hus! Jeg troede ærligt talt ikke, at det lige skulle lade sig give sig, for 1) det er altså “planning” nok at lave et bryllup, og på mange måder har jeg også været underligt rejsemæt efter vores store Californien-tur og 2) så er pengene ligesom også begrænsede, når man står med et stort bryllup foran sig.

MEN. Det lykkedes. Rejsen er faldet på plads i denne uge, OG VI SKAL TIL… BALI! Jeg glæder mig så uendeligt meget lige pludselig. Rejsemæthed er glemt! Det hele er kommet i hus ved, at vi talte alle pengene sammen – hvor mange penge kunne vi skrabe sammen til sensommeren, dedikeret til rejsen. De penge tog vi til Yaneeda (reklamelink), et lille aarhusiansk rejsebureau, som jeg har læst lidt om hos kære MM. Konceptet er ligesom, at de stykker en rejse sammen for de penge, man kommer med – så kan man sige ja tak eller nej tak til det tilbud, de har stykket sammen.

Vi var rundt om Sri Lanka, Mexico og Marokko, før vi endte med Bali. Lige siden jeg så Eat, Pray, Love med en spirituelt transformeret Julia Roberts, har jeg haft øen på drømmerejselisten. Rismarker, yoga, krystalklart vand. Det lyder optimalt til at koble af oven på brylluppet. Og efter min kærestes ønske får vi fem dage på Gili-øerne også. Vi er gået med Gili Air, og det ser den ondebrodermig godt ud, mand!

Selve programmet er allerede ved at falde på plads – hoteller, ture og byer, og det skal jeg nok dele som inspiration, når vi kommer lidt tættere på. Lige nu glæder jeg mig bare over, at vi kommer af sted og så til så vidunderligt et sted. God mad, tid i en hængekøje og at tale alle minderne igennem med min på det tidspunkt nyvundne mand. Tænk at jeg bliver nogens kone. Det kan jeg sgu godt lide. Mange af mine veninder foretrækker at blive til hustruer, og det er da også en yndig titel. Men jeg vil herregerne bare være Adams kone. Vi må dog vente med at forene vores navne i passene til efter ferien, sådan er det – det går nok lige. Så kan jeg være en Nissen lidt længere endnu.

Jeg kommer helt sikkert til at bede jer om gode tips, når vi har rejsen mere på plads og vi kommer tættere på. Jeg har hørt, at de har den vildeste madkultur og masser af gode salat-/kaffe-/juicebarer og alt muligt andet godt. Vi tager først af sted 28. august, så der er herre lang tid til, men kors, hvor jeg glæder mig, mand!

NU tager jeg i Ikea, på den eneste rigtige måde man kan gøre det, vel at mærke. I joggingtøj. Mere dejligt provinsielt bliver det ikke, man er vel fra Fredensborg.

bali_colBilleders oprindelse: her, her, her, her, her, her, her

35 kommentarer
  1. Hvis I har tid, så tag et par dage til giliøerne. Er selv lige hjemvendt fra en lang jordomrejse. Og især gili air, var noget af det vildeste. Paradis om man vil. Glæd jer!

    1. Ahh hvor er det fedt at høre! Vi har booket fem dage på Gili Air – det glæder vi os så meget til! KH

  2. Hanna Stefansson, min all time muse har mange Bali billeder og sikkert tips på hendes blog og instagram profil. Tjek det ud 🙂

  3. Årh hvor skønt, der er så dejligt på Bali! Du kan godt glæde dig 🙂 Du skal SÅ meget prøve at dyrke yoga et sted, det er helt fantastisk og autentisk! PS har du ikke nogle gode tips til pæne joggingsæt, som man netop kan tage på i IKEA, uden at man ligner én, der kommer direkte fra campingpladsen eller sengen? 🙂

    1. Hahhaha, jeg er sgu bare på sådan en gang træningstights fra Nike og en frakke – ikke så sexet og vistnok forbudt at gå i “leggings” til offentlig skue, men altså – dovenskab længe leve. Jeg har lige gået tur med Frida i pyjamasbukser, vinterjakke og gummirøjsere. Villavejs-livet længe leve 😀 Jeg fik et tip om yoga længere nede, så det SKAL jeg 😀 KH

  4. Eeeej, hvor er I heldige! Jeg vil SÅ gerne til Bali 🙂
    Jeg har længe overvejet at købe samme bikini-model fra Triangl – hvordan synes du den er i størrelsen? Jeg har det altid lidt svært med netshopping fordi jeg gerne vil prøve tøjet på 😉

    1. Det kunne jeg virkelig også godt tænke mig at vide, altså hvordan størrelserne ca. er. Synes det er lidt svært at gennemskue med deres s og s+, s++ …
      Og den er rigtig flot, den du har valgt – og dødmisundelig på Bali! 🙂

      Kram

  5. Fuuuuck hvor lyder det LÆKKERT!
    Må jeg spørger – ingen kritik, bare interesse – om du ligesom MM får noget af rejsen sponsoreret af Yaneeda?
    Og nu hvor jeg allerede har givet frit løb for min nysgerrighed må jeg lige høre, er I kommet frem til det fælles navn endnu? Jeg glæder mig sgu egentligt også til at blive nogens (forhåbentligt min kærestes 🙂 ) kone engang.

    1. Selvfølgelig må du spørge Katrine, altid! De har købt to indlæg hos mig – altså helt almindelige “sponsorerede/i samarbejde med”-indlæg, som kommer tættere på rejsen, det ene, og efter rejsen, det andet 🙂 Det kan være jeg lige skal sætte et “reklamelink” ind i indlægget her – better safe than sorry, og jeg skal i hvert fald ikke se ud som om, jeg prøver at narre nogen 🙂
      So far er vi landet på Widunok Wichmand – en kombination af begges mellemnavne 🙂 KH

  6. Hvor dejligt for jer! Tilbragte selv en måned der af min barsel. Men vil meget anbefale jer Gili Meno frem for Air. Vi tog Air da Meno er endnu mere isoleret og vi ikke orkede en ekstra bådtur med en baby. Måske vi var uheldige, men Air var slet ikke så smuk, afdæmpet og rolig som vi forestillede os. Det var den ene ting jeg fortrød ved turen.

    1. Åhh! Det kan være vi kan undersøge det en ekstra gang. Det er i hvert fald et super tip Anna! Nåede I også at se Meno? KH

  7. Wuhuuu, det lyder som et KANON valg!! Jeg håber I får endnu en dejlig rejse, som runder brylluppet af på den helt rigtige måde, hvis man kan sige det? Jeg vil lige tippe, for jeg elskede at have to sæt badetøj sidst jeg var afsted. Og smukt badetøj findes der meget af, River Island har lavet ret meget fint efter min mening, specielt det her: http://www.asos.com/river-island/river-island-mix-print-bustier-bikini-top/prod/pgeproduct.aspx?iid=5731916&clr=Blueprint&SearchQuery=river+island&pgesize=36&pge=2&totalstyles=144&gridsize=3&gridrow=2&gridcolumn=3
    Meeen meget af deres andet er også flot, de giver den gas med mønstre og farver! 😀 God weekend!

    1. Jaaa, det kan man i hvert fald – det er jo præcis det sådan en rejse skal 😀 Giv tid og ro til at tænke alt igennem. Og GODT tip med badetøj! Jeg har også altid været glad for H&M, jeg tror nærmest jeg har købt et sæt derfra hvert år de sidste mange år 🙂 KH

  8. Udbrød højlydt til min kæreste “De skal til Bali!”, da jeg læste dit indlæg! Det bliver nok ikke lige i dag, han falder på knæ for mig 😉
    Men det bliver da simpelthen den bedste og smukkeste sløjfe I kan binde på jeres bryllup!
    Har virkelig lyst til at komplimentere dig (og jo faktisk også Adam), for jeres evne til at holde fast i kærligheden. Det er på alle måder jer to det her handler om, og som det naturligste skal I selvfølgelig også på et drømme-eventyr ovenpå jeres drømmebryllup 🙂

    1. Hahaha, hvor er du herlig Tina, jeg ELSKER simpelthen jeres indlevelse. Det er simpelthen så mega varmende og rart at opleve, det må jeg altså sige. Jeg er også så glad for, at vi har fået det til at lykkes og sparet nogle andre steder. Den rejse bliver så vidunderlig og helt perfekt oven på nogle garanteret travle dage 😀 Tak Tina, også for de søde ord <3 De er givet videre til Adam også! KH

  9. I vil ikke fortryde valget af Bali! Det er fantastisk, og jeres smuttur til Gili Air skal nok få jer om muligt endnu længere ned i gear. Jeg har selv været 8 uger på Sumatra, Bali og Lombok med min kæreste (herunder også Gili Air og Gili Meno), og her er et par tips:
    – Undgå Kuta, medmindre I er klar på FEST og at blive tilbudt stoffer utallige gange, også på vej ud efter morgenmad… Til gengæld er bølgerne, solnedgangen, afstanden til lufthavnen og de før omtalte fester i topklasse, så får I lyst til den slags, er det her det går ned!
    – Spis kun seafood ved kysterne, selvom hygiejnen generelt er fin på Bali, er de ikke så hysse med temperaturer på den slags. Til gengæld er dagens friske fangst grillet over trækul udsøgt!
    – Nasi campur ved gadeboderne er en billig og fantastisk spise, hvor der er mulighed for at prøve alt hvad hjertet begærer! Vi gik specielt amok på Night Market i Sanur, og blev glade og stopmætte til ingen penge (og uden dårlig mave). Balinesisk mad er generelt mega lækkert…
    – Få så meget massage du kan! For hvad der svarer til 25-30 danske kroner kan du få en times skøn massage, og det er efter min erfaring absolut ikke interiøret der afgør kvaliteten.
    – Dykning og/eller snorkling er næsten et must, vi var glade for Tulamben og Menjangan Island.
    – Ubud er skønt og et rigtigt “hippie-centrum” på den fede måde. Masser af yoga, musik, dans og sund mad. Vi lejede scootere og tog en dagsudflugt til “håndværksbyerne” omkring Ubud, hvor vi kunne købe blandt andet sølvsmykker med hjem (Celuk, og køb IKKE ved den første den bedste, det lærte vi også på den trælse måde..)
    – Og til sidst et hjertenssuk: Undgå alt med elefanter, “tamme” aber og delfiner…. Been there, done that, og nu fortryder jeg meget..

    Sig endelig til hvis du har spørgsmål. Det er så spændende at læse med og høre om alle jeres skønne planer, elsker når jeg kan se på Facebook at der er nyt herinde! Det er nærmest ligesom at få post 😀

    1. Ej okay altså! SINDSSYGT gode tips Mai Marie!! Virkelig! Sanur er vist på tegnebrættet, men når planen er mere på plads og vi er lidt tættere på, så skriver jeg noget mere. Æij altså, det er SÅ fedt at have så kære og berejste læsere altså 😀 Kuta bliver kun de første par dage, så vi kan akklimatisere, fordi vi ankommer skævt på dagen. Ubud er også på listen, og den glæder jeg mig umanerligt til! KH

      1. Vil lige anbefale jer at finde et andet sted at aklimatisere end Kuta (så hektisk!)
        Husk, at Bali er på størrelse med Sjælland, så det er virkelig de ekstra 45-60 minutter i taxa værd fx at tage direkte til Ubud.
        Jeg var i hvert fald lykkelig for at lande på et max roligt sted på min bali-bryllupsrejse i 2014. Vi valgte at starte med et par dage inren Eat-Pray-Love stil på et resort uden for Ubud.
        Ps. I bliver NØDT til at spise på Locavore i Ubud. Og bestille bord et par uger før.

  10. Ej hvor er det altså sjovt… Jeg skal selv giftes til august og har netop selv kontaktet Yaneeda for at få planlagt vores bryllupsrejse til Bali. Fantastisk at du også skal dertil, så kan jeg suge til mig af alle de fif du og dine søde læser har 😉 Håber I får en fantastisk tur! Hvem ved – måske jeg spotter jer dernede =)

    1. Så siger du sgu hej! Der er intet som dansker-træf på den anden side af jorden 😀 Det har fungeret ret upåklageligt med bureauet, så det håber jeg også, det gør for jer! KH

  11. Nej – hvor sjovt. Min kommende mand og jeg har netop også lige booket vores bryllupsrejse til Singapore, Lombok, Gili Air og Bali. Vi skal bare afsted i juni. Lidt sjovt 🙂 Jeg er helt enig med dig i, at det virker som en god honeymoon destination.

    Derudover så jeg din kæreste igår i Troelstrup, da vi var inde og købe min kærestes tøj til vores bryllup. Jeg var så tæt på at sige hej til ham, da jeg kort troede, at det var en jeg kendte. Indtil det hurtigt gik op for mig, at det var kun fra billeder her på bloggen at jeg “kendte” ham – hihi 🙂

    1. Haha, Adam siger “der sad kun én pige derinde, så det må være hende” 🙂 Jeg håber, I fandt noget fint. Min kæreste leder videre, men der er stadig god tid 🙂 Stort til lykke med den kommende dag! Kh

  12. Fedt, Indonesien er helt fantastisk 🙂 Jeg var lige en måned omkring jul på Bali/Lombok/GiliA/Lembongan.

    – Dyrk yoga på YogaBarn i Ubud. Kom i god tid til timen så du får plads! 🙂 Og spis på Watercress og Kismet, rigtig god mad hvis I får lyst til noget lækkert ikke så asiatisk 🙂
    – Dyk på Nusa Lembongan hvis I har erfaring. Der er stærke strømme men det er af det bedste dyk du kan få omkring Bali området.
    – Lej en scoter – det er sjovest at komme rundt på den måde, både på Bali og Lombok. På Lombok er der dog lidt scams en gang imellem så man skal passe lidt mere på sig selv der.
    – Bali er dejligt men turistet. Lombok har lidt mere ro på, og da I er af sted i den tørre periode skal I absolut bestige nogle vulkaner på begge øerne! Gili Air er perfekt for afslapning, det er meget meget smukt.
    – Der er en relativt ny restaurang i Uluwatu der hedder Suarga. Det er en dansk kok der har arbejedet på Noma og som har flyttet til Bali og åbnet en restaurang der som kører på lokale råvarer i en miks af asiatisk og vesterlændsk mad. Det er virkelig lækkert og for en god pris!

    Ønsker det var mig der kunne komme af sted igen 🙂

    1. Fanny! Du er en skat 😀 Især de der yoga- og madtips 😀 Genialt! Min kæreste er desværre ikke glad for at dykke efter en gammel og dårlig oplevelse, men snorkle kan vi gøre i lange baner 😀 TAK for tips! KH

    1. Det kan jeg faktisk ikke huske, men de har en ret god sizeguide på siden, som du sagtens kan bruge til at vurdere 🙂 KH

  13. Hvor lyder det bare som en fantastisk rejse I har valgt at fejre starte jeres nye liv som mand og kone med! 🙂

    Jeg så en bikini forleden og kom til at tænke på hvor godt du ville se ud i den, hahaha – creepy, måske, men når man ikke selv har kroppen til sådan en, så må man vel tænke på sine (lidt mere veltrænede) medkvinder derude!

    http://www.beachcafe.com/tanzania-wild-one-bikini.html?siteID=QFGLnEolOWg-6axcJD7O2RblhGLJ68ddGw

    (okay, den er dyr, men den er fa’me også fin!)

  14. Lyder dejligt med Bali!
    Må man spørge, hvilken størrelse du har købt bikinien i? Det er virkelig fint, men det er så forvirrende med deres størrelser, og så vidt jeg ved, kan man kun købe det på nettet? Kom der told på dit?
    Kh

  15. Åh, Bali. Der vil jeg også vildt gerne til en dag. Jeg har kun hørt vidunderlige ting om øen, og hvor er det bare dejligt at I kommer afsted. Skønt for jer! 🙂

    Jeg har bidt mærke i, at du flere gange har skrevet, at du glæder dig til at blive nogens kone. Hvis det er noget, du har lyst til at dele, er jeg meget nysgerrig på at høre, hvad det er, du mener der er anderledes fra at være kærester til at være mand/kone (udover at man selvfølgelig foreviger sin kærlighed for hinanden, og de mere kedelig juridske ting). Måske er det bare mig, der er tabt bag en vogn haha, men jeg har bare aldrig selv tænkt på, at den dag jeg skal giftes med min kæreste, at det så ville være anderledes, fordi jeg så kan kalde mig nogens kone (igen, udover det med kærligheden og det jurdiske :)). Men det at blive gift, betyder jo også noget forskelligt alt afhængig af hvem man er osv. Jeg synes bare, at det er rigtig interessant, fordi mennesker er så forskellige, og jeg elsker at blive klogere på andre.

    Kh,

  16. Bali er fantastisk! Har selv rejst der med min kæreste i en måned. Dog blev 10 af dagene brugt på tre Gili-øer, da vi elskede det så meget 😉 Hvis I har lyst til at bruge en ekstra sum penge på et luksus hotel, så er jeg simpelthen nødt til at anbefale Hanging Gardens i Ubud!! Det smukkeste og mest romantiske sted – jeg er overbevist om I vil elske det!
    Rigtig god tur!

    Ps. jeg sluger alle dine rejsetips til USA, da jeg er ved at planlægge roadtrip fra NYC til SF til sommer. Så 1000 tak fordi du deler 🙂

  17. Hej,
    Lækkert med Bali!

    Hvordan passer bikinien i størrelser (især trusserne) – jeg har længe luret på deres bikinier, jeg er bare i tvivl om størrelse.

  18. Bali er paradis på jord! Uden tvivl, har selv været der 10 plus gange, så ja det er helt klart anbefalesværdigt..
    Tag til Ubud og bo, der er et yoga sted som hedder ubud yoga house, ligger ud til rismarkerne og er helt fantastisk!!! spis morgenmad på det turistede sted, men mega lækkert alligevel og verdenklasse betjening – sisterfields.
    Sørg for at rejse rundt på øen, uluwatu, lovina, canggu (godt surf sted) der er uendeligt mange steder 🙂

    Book en massage hos prana spa bare en enkelt gang, det er lidt mere pricy. men også det værd.
    Jari menari massage er også noget af det bedste massage jeg har prøvet rundt om i verden.

    Få tips, håber de kan bruges 🙂

    Ha en helt fantastisk ferie

Læg en kommentar