“Welcome to the 42,2 club”

loeb_col1
loeb_col2
Lige siden i torsdags har der været én ting i mit hoved. Det åndssvagt lange løb, som fik sin ende i går omkring klokken 14.00. De første måneder af året, måske endda frem til april, var jeg frem og tilbage. Skulle jeg? Hvor dumt er det på en skala fra 1 til 10? Jeg havde endda fået trykket mig til en billet, fået bekræftelse på mail – og jeg var stadig i tvivl. Jeg har talt enormt meget om det, læst enormt meget om det, skrevet om det.

Men fra midten af april var jeg ikke længere i tvivl. Det skulle jeg. Og jeg gjorde det. Hvordan var det så?

Altså fra en der nærmest fnøs af sin bedste veninde, da hun for første gang for år tilbage sagde, at hun ville løbe et maraton – det er ikke for tøsedrenge.

Al forarbejdet var gjort. Det var som at forberede sig til eksamen. Og mine Master Jedis var de seje fartholdere på mit søndags-Spartahold. De havde beordret, at vi klippede tånegle allerede i sidste weekend for at undgå sår og vabler på tæerne. And yes, it will get more graphic. Jeg havde fulgt deres løbeplan den sidste uge; max tre ture inden søndag. Torsdag begyndte jeg også at carboloade, dvs. øge indtaget af kulhydrater. Primært i drikkeform og ellers ris.

Lørdag tog jeg den sidste lille tur. Sørgede for at spise en masse små måltider. Gjorde min sædvanlige løbermorgenmad klar; køleskabsgrød. Jeg sparede benene, lagde tøjet frem. Ikke noget nyt tøj – en rookie mistake er at tage sit spritnye og smarte tøj på. Jeg løb i min ældste sports-bh, som jeg købte, da jeg flyttede til København for otte år siden.

Om morgenen, søndag, stod jeg op og spiste første morgenmåltid klokken 06:30. Fik et stort glas æblejuice. Min kaffe (oh you runners out there – I ved, hvor vigtig den er). Dagens “treat” var en saltpille med mineraler i for at undgå at blive alt for dårlig i varmen. Sådan en bøv fik jeg ca. én af i timen indtil klokken 12.00. Klokken 07:30 – andet måltid. En skrive hvidt brød – IKKE med smør; kun med syltetøj på. Og det var endda min fødselsdag. Den flittige elev skulle også sørge for helt klar urin inden løbet – det var i hvert fald en del af lektien fra Spartas Jedis. Mere behøver vi ikke tale om det.

To keep it some kind of short – jeg havde gjort ALT, hvad jeg vidste og havde lært og læst.

Og så stod jeg dér. Klokken 09.38 kunne min gruppe sætte igang. Og humøret var HØJT! Jeg fik endda et højt hurra på dagen. Jeg løb lige i røven af mine fartholdere, som jeg har lært at kende de sidste mange søndage. Det er SUPER vigtigt mentalt. At ligge lige i måsen af sine fartholdere. Følelsen af at kunne følge med.

Det gik skidegodt. Vi kom ud omkring Østerbro første gange. Over Dronning Louises Bro første gang – SHIT en stemning!! Al den hep! Jeg blev helt høj. Og grådkvalt. Så ind omkring Kongens Nytorv. Ud mod Vesterbro.

Og hér begyndte det at blive liiidt hårdt. Vi løb i bagende sol, ned ad Ingerslevsgade – minimalt med skygge. Op ad bakken mod Dybbølsbro. Ned ad Skelbækgade – helt okay den ene vej, ned ad bakken – knapt så meget, da jeg ti minutter senere skulle løbe op ad selvsamme bakke. Jeg var på det her tidspunkt så dødsenstørstig, at jeg tømte tre glas vand. I ren og skær kropspanik. Følelsen af indvendig tørke. Ørken. Og så ramte jeg halvmaratonet; 21,1 og så kom sidestikket. Alt for meget væske! Og det varede ved. LÆNGE! Jeg mistede min gruppe under vanddepotet, fortsatte alene, men lidt af gejsten forsvandt, og jeg kunne umuligt løbe dem op. Rigtig meget af sådan et langt løb, det foregår i hovedet. At kunne følge med sin gruppe er så vigtigt, og det er et lille slag i ansigtet, når man ikke kan følge med. Gav jeg op? Nej!

Benene skulle videre, og det kom de. Jeg begyndte at tænke løsninger på sidestik imens. What to do? Jeg prøvede at løbe igennem det i to-tre kilometer. Tænkte, jeg måtte holde ind til siden og stille mig i kø til et toilet – måske jeg havde for meget væske i kroppen. Havde hørt mange historier om, hvordan folk bare tisser, mens de løber for ikke at tabe tid – men man er vel en dame! Det tog lige ti-femten minutter af min tid, men what to do?

Jeg kom videre. I let løb og lidt lunten. Og lidt gående. Jeg kæmpede mig ud til Østerbro – de der siger, at CPH Marathon er verdens fladeste fortjener… En flad! For de har tydeligvis aldrig kæmpet sig op ad Skelbækgade ELLER over Langeliniebro. Fucking Østerbro. 31 kilometer. Jeg var DØD. Men så løb en sød pige op på siden, Kirsten. Vi løb lidt sammen, indtil vi skiltes. Jeg satte musik i ørerne for at holde gejsten oppe. Intet som lidt rap ikke kan holde kørende. Jeg måtte bare se mig slået omkring 35 km.

Solen bagte. Folk lå i vejkanten med samaritter og krampede. Nogle få og meget uheldige kørte væk i ambulance. Jeg havde det sådan ikke skidt som sådan. Jeg var bare træt. Skidetræt ind i knoglerne. Træt af at løbe. Træt i armene. Træt af årets varmeste dag hidtil. Træt af at jeg ikke bare holdt fødselsdag derhjemme hele dagen. Mine hofter værkede. Men det var værre at gå end at løbe. Hvis det ikke var for det satans sidestik, der pinte mig længe. Æij!

Jeg kom i mål. Jeg kom løbende i mål, 4 timer og 42 minutter. Det var ikke den tidsramme, jeg havde lagt mig i selen til. Men jeg havde også sagt til mig selv, at alt efter 30 km er nyt. Og at jeg INGEN idé har om, hvad det betyder at løbe et MARATHON. It’s ALL in your head. Som min veninde sagde – “marathon starter først ved 30 km”. Hvordan ville kroppen have det ved 38 km? Hvordan holder man hovedet beskæftiget i fire timer? Undervejs nåede jeg mange tanker. “Jeg vil hellere føde ti børn end at løbe to kilometer til”. “Jeg vil bare hjem under bruseren”. “Stakkels familie der står og venter”. “Hvorfor fanden holder jeg ikke bare en almindelig fødselsdag?”.

Hånden på hjertet – jeg følte ikke den der high, da jeg krydsede målstregen. Jeg ved ikke, hvor den blev af. Måske efterlod jeg lidt min sejrsfølelse på Østerbro, da jeg måtte begynde at gå? I princippet kan mange af os jo gå et marathon – men det er ikke konceptet. Man skal ligesom løbe det. Men jeg måtte bare se mig slået af varmen og det mentale. Jeg kunne forberede mig på alt – undtagen dét i hovedet. For jeg havde jo aldrig prøvet det før… Jeg endte med at gå i ca. 15-20 minutter i alt. Det var jo ikke planen.

Men for fa’en! Jeg skal ikke stjæle min egen sejr. Jeg løb over målstregen. Og i den anden ende stod der en sød og varm familie klar med krammere. Og en kæreste, der havde cyklet en del af ruten rundt for at fange mig og heppe. En makker af en anden verden. Og jer! For fanden! I var MANGE, der råbte på mig undervejs. I gav mig tårer i øjnene, at I ved det. Havde jeg haft mere energi og væske i kroppen, så havde jeg tudet, for dét var rørende. Det betyder ALVERDEN, at folk hepper. Hvis ikke jeg løber igen, så har jeg i hvert fald bundet mig til at heppe resten af livet – det betyder alt for dem i løbeskoene. Alpha og omega. Så et fandens stort tak til jer.

Skal jeg løbe maraton igen? I går var det klare svar; NEJ. Nej tak. Det var rigtigt sjovt at prøve. Men jeg savner også min tid til andre gøremål. Og at kunne nyde et glas hvidvin. Og livet i sig selv. Men ligesom når man har født; som tiden går, bliver man mere blød, og hukommelsen svigter. “Måske skal vi have en til alligevel? Så slemt var fødslen da ikke…” SÅ slemt var det da heller ikke at løbe. Og jeg havde jo jer! Og jeg kan garanteret slå min egen tid, haha! SÅ… Måske? Jeg vil bare så gerne prøve den rus ved målstregen! Og mine ben har det sådan set også udmærket, præstationen taget i betragtning. Selv om trappen i hallen er knapt så romantisk i dag, som den plejer!

Mit fødselsdagssæt (som ikke var mit løbetøj) var fra Birgitte Herskind (vest og buks) og skoene fra Decadent

loeb_col3
loeb_col4

37 kommentarer
  1. Uanset gennemførelsestid, og at du måtte gå noget af vejen, så er det simpelthen så eddersejt!! Jeg tager virkelig hatten af for dig! Jeg er selv ret sportspjattet, men løb, nej fan’me nej. Kan simpelthen ikke finde glæden ved det, så jeg synes, det er en afsindig flot bedrift 😀 Tillykke med både det og dine 27 år! Hurra! 😀

    1. Haha, jeg har sgu heller ikke selv helt fundet den… Eller… Nu jeg tænker over det, der er jo noget, der får mig ud igen og igen. Måske mest af alt tanken om, at hvis jeg springer løb over én uge, så er det hårdere den næste. Det er bare om at blive ved 🙂 TAK TAK TAK for dine skidesøde ord og for hatten og for det hele, Maria! Kh

  2. Jeg synes det er så mega sejt. Jeg var selv ovre ved fælledparken og heppe på dem der kom forbi. Og jeg blev overrasket over hvor mange der var. Der blev bare ved med at komme løbere :). Jeg tænkte godt på jer alle i den varme. Puha, jeg synes virkelig det er en sej præstation at komme igennem sådan et løb. Stemningen fik mig helt til at overveje at deltage. Desværre kan min ryg ikke holde til det. Jeg er gammel springgymnast og har haft min del af sportspræsentationer, men stemningen og følelsen, af at præstere og folk klapper og hepper, mindede mig om de gamle konkurrence-dage. Jeg kan idag klare at løbe 1 km, og nu er mit mål bare at gøre det hurtigere og hurtigere :). Og når jeg så tænker på, at gange den ene km med 42, så synes jeg bare det er så ekstremt sejt, at du har løbet et marathon.
    Og så lige tillykke med fødselsdagen 🙂
    Hilsen Stine

    1. Ja det hep er altså en stor del af det! Det gør det hele! Og hvis jeg aldrig løber igen – så skal jeg ud at heppe. Nu ved jeg, hvor meget det betyder. Jeg vil også arbejde mere med mit tempo fremadrettet – måske du allerede nu kan overhale mig på 1 km? Tak for din søde besked og lykkeønskning! KH

  3. Hvor er du sej! Det har altså virkelig været inspirerende at følge med i dit maraton-projekt, og jeg får sådan lyst til selv at kaste mig ud i et løbeprojekt. Et helt maraton bliver det nok aldrig, men så bare et halvt. Men måske jeg bare lige skulle starte med at sætte mig 5 km som mål og så tage den derfra 😉
    Kæmpe stort tillykke med både fødselsdagen og gennemførelsen af dit første maraton! (Den der Nike-app ved da i øvrigt lige præcis, hvordan man motiverer!)

    1. Altså du lyder jo som mig. Jeg startede med at kunne løbe to kilometer i september 2014. Og nu kan jeg købe 42 – sådan næsten da, haha! Bare sørg for at gøre det rigtigt. Løb fx med et program på telefonen – Endomondo eller Nike, kan jeg anbefale. Den sørger for, at du kommer rigtigt igang uden at overbelaste. Jeg har været meget glad for at kunne følge min udvikling gennem de programmer, det er super motiverende. Lige pludselig kan man løbe ti km! Og du kan bande på, jeg havde glædet mig til den slutbesked på programmet 😀 KH

    1. Åhh Tak Simone! Nu du skriver det, så føler jeg mig faktisk også liiidt sej 🙂 Bare lige lidt! TAK for den følelse! KH

  4. Jeg synes, du er så råsej! Især med tanke på, at du på en ret kort periode er gået fra at være en tynd splejs (ja undskyld udtrykket, men mindes at du selv har beskrevet dig sådan 😉 ) til en stærk dame i god form! Mega vild udvikling altså, og super inspirerende. Sikke en viljestyrke, du må besidde. Og husk at tage imod alle lykønskningerne og de beundrende kommentarer – ikke noget med at affeje dem, det er vi mennesker altid så gode til. En marathon er sgu en bedrift, et kvarters gang fra eller til! 🙂

    1. Jamen det er så rigtigt! Jeg var en blød splejs! Og jeg ville aldrig i mit liv have forestillet mig, at jeg kunne gennemføre sådan et løb. Jeg kommer nemlig meget hurtigt til at affeje – eller undskylde for mig selv. Men det var jo også varmt… Og jeg fik altså også sidestik. Jeg agerede efter bedste evne – og kom i mål 🙂 Hip hurra! Jeg skal nok også bare lige synke tanken og fornemmelsen 🙂 TAK TAK TAK for de søde ord! KH

  5. Skidt med at du måtte gå lidt. Det kan ske for alle. Plus varmen gav mange problemer – også eliteløbere! Tror at du havde fået et meget bedre løb med lidt koldere temperaturer:-).
    Synes du er mega-sej og fortjener et kæmpe klap på skulderen.

    1. TAK Louise, den varme har jeg i hvert fald ikke løbet i før. Selv den ene varme søndag for et par uger siden kunne ikke hamle op med i går. Det er også fascinerende, lidt, at se hvilke ændring – også udefrakommende – som kan ændre på ens løb. Det er altså mange ting, der skal op i en højere enhed. Respekt for kroppen – men også at mærke grænsen, for dem der udgik helt. KH

  6. Jeg synes, det er SÅ vildt! 42 kilometer. Selv i bil er det jo en sjat! Jeg er ked af, at du ikke fik rusen, for den synes jeg sådan set, du gjorde dig godt og grundigt fortjent til. Tak for indblikket – for en ikke-løber (anti-løber?) er det ret fascinerende! 🙂 Og TILLYKKE for fanden!

  7. Allerførst…STORT tillykke med at du gjorde det!! Du gav IKKE op, men du fortsatte!! Det er dét du kan være allermest stolt af. For når du kan det, er der ikke noget du ikke kan!
    Da jeg løb mit første Trail- 1/2 marathon udeblev lykke følelsen også. Men jeg havde ikke det mentale med. Og måtte også gå flere gange. Og min tid blev rigtig dårlig.
    Da jeg løb Hammer Trail på Bornholm i starten af denne måned, blev det mentale virkelig sat på prøve. Jeg løb i 5 timer (jeg havde kun haft træningsture på 3 timer) og hadede alt og alle, der var knap 1000 højdemeter og jeg havde aldrig følelsen af at det gik ned af. Men jeg havde rykket mig så meget mentalt at jeg ikke gav op, jeg fortsatte selv om jeg måtte gå. Og da jeg løb over målstregen lige til cut-off hulkede jeg bare. Og sagde dét gjorde jeg ALDRIG igen……..indtil om aftenen hvor vi begyndte at planlægge næste år:-)) For det er jo ret fedt at ens krop kan bære en igennem sådanne prøvelser:-)

  8. Tillykke med det, Cathrine – både fødselsdag og marathon <3 Det er så sejt – det kan du godt være stolt af! Vi talte faktisk om det i går – vi havde besøg af en ven, der også var med i søndags (hans 5. marathon + en ironman!!), og han fortalte også, at vejret havde været en dræber, og at ca. 10 % af de startende, havde givet op undervejs! Og det gjorde du ikke – på trods af diverse (mange) udfordringer – SEJT SEJT SEJT, siger jeg bare 🙂 Han fortalte også, at Berlin marathon skulle have den fladeste rute og den bedste stemning, så måske den skulle med i overvejelserne, hvis du skal afsted igen. Den er dog også vanvittig populær, så billetten skal købes samme dag, som de frigives, ellers er der udsolgt! Pøj pøj med det i hvert fald – jeg synes, du lyder for god til ikke at prøve – på et eller andet tidspunkt – at slå din egen tid. Det er jeg ret sikker på, at du kan 🙂 Knus fra Tanja.

  9. Selvom du måske var nede og gå et par gange så LØB du altså et marathon i mine øjne! 🙂 SÅ sejt! Jeg kan lige knap løbe/tre kilometer, så i min optik er det du gjorde i søndags spon on sejt! Og hey, tillykke med fødselsdagen! 🙂

  10. Kæmpe stort tillykke!! Det er altså mega, mega, mega sejt. Jeg var en af dem, der sagde at følelsen af, at løbe over målstregen ville være det hele værd, men det kommer altså meget an på selve dagen. Nogle gange er man bare for træt og for varm! Det var sgu flot og du skal være så stolt af dig selv!

  11. Jeg tror jeg spottede dig ved de 34 km – men du havde musik i ørene og løb meget koncentreret op af den grønne metro-væg, så jeg turde ikke ødelægge din koncentration med tilråb; så det blev bare en masse klap! 😀
    Jeg er imponeret over, at I kunne løbe i den varme – selv reddede jeg mig en vældig fin solskoldet tan.. Dumt. 🙂

  12. Fineste Cathrine! Det er jo sindssygt at du har løbet et marathon og ikke mindst trænet op på så kort tid! Også selvom tiden var langsommere end planlagt! Det er jo mega sejt!

    Og ved du hvad, du er en kæmpe inspiration! Jeg læste dette indlæg for en time siden, lukkede computeren og tog ud og løb 3 km. Ene og alene fordi jeg blev så motiveret af dit løb! Du er sej! Og tillykke med fødselsdagen igår!

  13. Med al respekt, en fødsel er som at løbe et marathon – bortset fra en fødsels som regel varer en del flere timer – op til flere døgn. Man forbrænder lige så mange kcal pr time. Efter et fødselsmarathon starter så minimum 3 mån-1 år (!) uden den sædvanlige nattesøvn, fred, ro, tænketid udover et følelsesmæssigt, hormonelt kaos, en gennembanket krop osv.

    Man kan formegentlig hvile sig efter et løbeMarathon? Tror ikke umiddelbart du i virkeligheden hellere ville føde 10 børn, men hvad ved jeg – jeg har ikke løbet et Marathon, så det vil jeg ikke udtale mig om. Kh mor til snart 3

    1. Haha nej selvfølgelig ville jeg ikke det i virkeligheden – det siger bare noget om, hvordan ens psyke knokler, når man har løbet konstant i fire timer. Det handler alt sammen om, hvad der foregår i hovedet undervejs. Og forhandlinger. Jeg blev også skidesur på mig selv undervejs, sådan momentært, over at jeg havde tilmeldt mig. Alle de tanker man gør sig, mens man løber, de er jo ikke taget ud af virkeligheden og sande. Det er små forhandlinge man laver med sig selv for at overleve 😉 KH

      1. Årh fødsels-schmødsel! JA – det er hårdt og sejt og alt muligt andet at føde. Men det tager jo intet fra DIN EDER-seje præstation, at det andet er hårdt.

        Hold nu kæft, hvor er jeg inspireret af dig Cathrine. Det er så godt gået! Du har faktisk også fået mig i gang med at løbe for nogle uger siden – ikke til et marathon, for det tror jeg ikke, jeg ville kunne, men lige nu er målet 10 km. Og det har du og bloggen altså en stor del af æren af.

        Så TAK for inspirationen og TILLYKKE med både gennemførsel, fødselsdag og alle de andre dejlige ting i din tilværelsen.

        KH Marie – også snart mor til 3.

  14. Hold kæft hvor er du bare mega sej, at du gennemførte! Jeg har fulgt med i dine løbeforberedelser lææænge, og jeg har været mange af dine tanker igennem selv, da jeg sidste år gennemførte mit første halvmaraton. Jaja, det er “kun” et halvt, men det var fandme langt og rigeligt til mig! 😀 Men nu har du givet mig lidt blod på tanden til at løbe et helt til næste år. Og jeg har endda også netop meldt mig til halvmaraton i september. Du er en evig inspiration på mange punkter 🙂 You rock!!!!!!! Kæmpe tillykke med maratonet og fødselsdagen!

  15. Hurra og stort tillykke med fødselsdagen og dit første marathon!
    Jeg tænkte på dig søndag og sendt positive tanker!

  16. Fuck mand! Jeg kommenterer sjældent blogs, men DÉT DER!! Dét er altså SÅ vildt og sejt og power-agtigt! Stort tillykke!! Nu vil jeg selv lige downloade den der Nike-app og i gang med det der løb. Frk. Motivator. Det er dig!! Du er min Master Jedi.. Godt gået!

  17. Sikke en måde at fejre sin 27-års fødselsdag på! 🙂
    Stort tillykke, det er fandme sejt gået.

    Jeg synes jeg læste at du havde brugt endomondo til at ligge dit træningsprogram? Har det været godt? 🙂

  18. Glem tiden, så sejt at du gennemførte! Det er altså ikke for tøsedrenge – og så endda din første maraton, det kan du godt være stolt af.
    Jeg løb selv et halvmaraton sidste år, og sværgede i tiden efter, at jeg aldrig, aldrig ville gøre det igen. Men på trods af det, så har jeg ligt meldt mig til CPH Half til efteråret, så mon ikke, at du også kommer til at løbe et maraton igen? 🙂

  19. Pisse sejt du gennemførte – og pyt skida’ med du måtte gå lidt. Har snakket med flere der måtte se sig slået ud af varmen, og enten blev sænket eller måtte udgå – så det er FOR SEJT du har gennemført!! Og endda løbende over målstregen 😀
    Jeg råbte dig op og heppede på dig, på dronning louises bro, og du så totalt overskudsagtig ud – kæmpe applaus til dig Cathrine! 😀

  20. Et spørgsmål helt ude af kontekst, men som jeg føler, du er den helt rigtige til at besvare! Min kæreste og jeg flytter snart fra Aarhus og til Frederiksberg. Og vi glæder os. Vi flytter i slutningen af juli og starter først job 1. september, så vi har en hel måned, hvor vi bare skal falde til og hygge os. Jeg ville derfor spørge, om du måske kunne lave en form for Frederiksberg-guide/en god weekend på Frederiksberg-guide/det bedste ved Frederiksberg? Bare så vi kan få en god start og få den rigtige Frederiksberg-feel 😉
    Jeg er i tvivl, om du har lavet et lignende indlæg før, i så fald beklager jeg, men har ikke lige kunnet opstøve det. Hvis det eksisterer, eller bare noget lignende, må du meget gerne bare linke til det 🙂

  21. du er SÅ sej altså!
    jeg kigger altid din blog igennem når jeg skal finde på ønsker til fødselsdage og jul – jeg bliver så inspireret af hele dig!
    har du mon selv haft en ønskeliste op til din fødselsdag her? – jeg vil ihvertfald gerne se 😀

    klem camilla

  22. Stort tillykke med dit første marathon 😀 Åh æv du ikke fik rusen ved målstregen – Jeg brød hulkende sammen da jeg passerede! Simpelthen en kæmpe forløsning på en super fed oplevelse! Du må tage turen igen næste år 😉

  23. Det er så sejt! Uanset dit resultat (som er så vildt!), så skal du vide at du inspirerer mig til at komme ud at løbe 3 gange om ugen. Så tak for det 🙂
    Tillykke med fødselsdagen og løbet – og tak for at vi måtte følge med i hele oplevelsen 🙂

  24. Jeg står med en lille snert at en tåre i mit øje!! Jeg sad og heppede ved målstregnen, da jeg selv har måtte sælge mit nummer (det var ikke frivilligt).. Hvordan folk kollapsede, nogen græd – faktisk en del, nogen kastede op.. Det var vildt og jeg sad og tænkte “det er så meget mig næste år” – jeg vil løbe det og jeg var klar i formen, men knæet stod af!

    Kan vi ikke lave sådan en #rockpaperløbeklub – det kunne da være mega hyggeligt!! 😀

  25. fandens sej du er!
    hvor er det flot gået, om du så har gået i 15-20 minutter, er det sørme godt gået! du er nu en af de heldige, der kan sige at de har løbet et marathon.
    så sejt Cathrine 😉

  26. Åhh!! Mine hormoner løber af med mig… Godt jeg sidder alene i min pause (på mit arbejde) og græder 🙂 Du er hamrende sej!! Jeg vil til hver en tid hellere føde ti børn end at løbe et marathon – så hatten af for dig!

  27. Hej Cathrine

    Stort tillykke med gennemført marathon. Det har været en fornøjelse at have dig med til Spartas fællestræning, og håber bestemt at du har lyst til at vende tilbage til næste sæson. Stærkt at du holdt pace med fartholder gruppen så langt og stort overskud at du tilbød mig salt sticks ved depotet omkring de 18 km, hvor vi desværre efterfølgende mistede dig af syne.

    Selvfølgelig skulle du have et hurra på din fødselsdag og hvad bedre måde at fejre denne på end ved at løbe et meget varmt marathon. Alle der gennemførte er vindere og en flot tid under de omstændigheder som vejret bød os

    God sommer/træning/bryllup etc.

    Magnus (Fartholder)

Læg en kommentar