Fertilitetsbehandling: Hvorfor dele det?

Godmorgen <3

Det har været overvældende 12 timer – I skulle bare vide, hvor mange sms’er, Facebook-beskeder, mails, kommentarer her og der, jeg har fået oven på gårsdagens indlæg. Primært fra kvinder i samme båd som mig/os. Det er dérfor, jeg deler. Vi er mange flere, end vi tror. Derfor kan jeg også kun sige, at vi altså vinder ved at dele. JA, nogen er heldige, at den er der i første hug hjemme under dynen, på øko-måden som jeg på det seneste har lært, nogen kalder det.. Men i snit tager det altså otte til ti måneder at blive gravid – og for flere og flere skal der hjælp til.

Selvfølgelig overvejede jeg det langt og længe, om jeg skulle dele historien, og jeg talte meget med Adam, om vi havde lyst til at åbne op. Det er meget muligt det allermest private og allerhelligste.

Der er jo dét ved at invitere folk ind i sådan et forløb – folk kommer hurtigt til at sidde på nåle og vente på, at vi siger YES, den er der, når først man siger højt, at man prøver (om det er på DIY-måden eller med hjælp fra læger). Både venner, familie, kolleger – og nu oven i hatten også jer. MEN. Vi blev faktisk enige om, at det ikke er det værste. For ligeså mange der ved om situation, ligeså mange vil råbe endnu højere HURRA, når/hvis den på et tidspunkt er der. JA, man vinder en masse bekymring fra andre, om de siger det eller ej, så kan man mærke det. Jeg kan mærke det. Men man vinder også håb, en skulder at græde ved, en masse ligesindede, der har været hele smøren igennem. Derudover er det faktisk rigtig rart ikke at skulle svare på den evindelige post-bryllups-“SKAL-I-IKKE-SNART-HAVE-BØRN?!”. Når folk ved man kæmper, så er de ikke ligeså ivrige og til tider upassende i deres direkte facon. Jeg har en enkelt gang svaret helt ærligt på spørgsmålet, da en bekendt lidt kækt spurgte, og I skulle se dét ansigt efter mit svar; “Jo, måske, hvis ellers de mange hormoner, jeg skal pumpe min krop med, virker – så får vi måske et barn, jah, vi er faktisk lige blevet erklæret barnløse” – jeg sagde det med et lille smil, og ærligt talt? Det var faktisk lidt sjovt at give det svar, hun ikke havde regnet med – hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Endnu engang; don’t ask, du skal nok få at vide, når den er der. Emily nailede den i dét indlæg.

En anden overvejelse omkring at dele det med andre, det er selvfølgelig også et hensyn til arbejdsgiver. Man går jo normalt ikke hen til chefen og siger; “HEY! Vi prøver!”, så snart man har smidt p-pillerne. Det er som oftest noget, man går meget stille med, selv når den er der på øko-måden. Alle veninder jeg har, har været meget forsigtige omkring timing af offentliggørelse osv. Det er lidt kvindens lod i forholdet mellem barsel og arbejdsgiver, især når man ikke er bedre ansat end jeg. Vi er mange på projektansættelser eller værre; freelance-tålt-ophold, og der går man endnu mere forsigtigt med alting. Jeg kan faktisk blive helt vred over den… Ja jeg ved sgu ikke, om det er skam eller hvad det, men at skulle bede om barsel er virkelig et svært kapitel i sig selv for os kvinder! Hey, vi sætter lige liv i verden, så gider I lige ikke give mig ondt i maven over det på arbejde? Men nu skal jeg ud og være selvstændig lige om lidt – jeg har ikke rigtig længere en arbejdsgiver at forholde mig til, så dét hensyn har jeg ikke. Og dét kapitel af rockerbogen, haha! Det tager vi også snart, det hele rykker på sig og selvfølgelig samtidig, sådan er det!

Jeg har så mange tanker omkring det her stadig, som jeg noterer til fremtidige indlæg. Jeg bygger hele tiden videre på listen; “Ting man ikke siger til par i fertilitetsbehandling”. Jeg har også en tv-serie, man seriøst ikke skal se, når man er i IVF-møllen, haha! Så vil jeg gerne fortælle lidt mere om den behandling, vi starter op. Og jeg synes også, der er tanker i, når alle andre bliver gravide omkring en. Og i hvordan et familieliv også kan se sæt nu det ikke virker, for den del har vi også så småt overvejet. Der er faktisk mange måder at lave et lykkeligt liv på.

Det bliver ikke en fertilitetsblog, haha, det lyder fanme for kedeligt! Livet er jo heldigvis mange andre og mega vidunderlige ting. Men jeg er kun blevet bekræftet i, at der er MANGE af jer, der har brug for at høre andres tanker og oplevelser. I må også meget, meget gerne skrive, hvis der er hjørner af det, I selv bakser med, som I godt kunne tænke jer, jeg skriver om – måske jeg har en lignende oplevelse. Endelig del, del, del – hvis ikke jeg har delt jeres oplevelse, så er der helt hundrede en anden i kommentarfeltet, der har. Og det er guld værd.

Lad os lige bruge bloggen til det ypperste, den kan, nemlig at bringe sammen og dele.

Billede af Amanda Thomsen

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, amanda thomsen

58 kommentarer
  1. De varmeste tanker herfra. Synes det er fantastisk fint, at du deler. Det er så fint med mere åbenhed og mere oplysning generelt omkring fertilitetsbehandling. Jeg tror nemlig, at mange i virkeligheden træder i spinaten med deres udtalelser af ren og skær uvidenhed. Og hvis nogen så også kan forklare mig, hvad begrebet øko-måden (som giver mig en smule røde knopper) helt præcist står for (udover at det altså er børn lavet the old fashion way), så vil jeg sætte stor pris på det :-). Kram Dorte

  2. Min kæreste og jeg er slet ikke nået til børnestadiet, men hvor er det dog fedt at du deler noget så tabubelagt med omverdenen, så andre i samme situation kan se at de slet ikke er alene om at livet bider lidt tilbage indimellem. <3

  3. Man skal dele det med fertilitetsbehandling, fordi det gør det hele meget lettere 😊 Jeg er 35 år, har endometriose i svær grad, fik fjernet venstre æggestok og æggeleder for 10 år siden, har en 15 cm titaniumsstent i min ventre urinleder, fordi min endometriose vokser på ydersiden af min urinleder og klemmer af for afløbet mellem nyre og blære. Jeg var i fertilitetsbehandling (IVF) for 7 år siden, og den 21. oktober 2010 blev jeg mor til den dejligste pige <3 Gennem hele forløbet talte jeg med venner og familie om det. Deres støtte var guld værd <3 Da min datter var knap 2 år, blev jeg skilt, og jeg fandt kort tid efter sammen med min kæreste, der også lige var blevet skilt. Da jeg ikke kunne blive gravid naturligt, har jeg ikke brugt prævention, efter jeg fik min datter. Men for snart 3 år siden, opdagede jeg, at jeg var blevet gravid. Rigshospitalet bekræftede min graviditet ved en blodprøve, men da jeg havde smerter i højre side, blev de bange for, at graviditeten sad udenfor livmoderen (også selvom at smerten nok kom fra en cyste i æggestokken, og at mine blodprøver i øvrigt var helt normale ift, hvor langt jeg var henne i graviditeten). De valgte at operere mig for graviditet uden for livmoderen. Da jeg vågnede fra narkosen fortalte lægen mig: 'at graviditeten efter hendes overbevisning sad inde i livmoderen, og at den bare ikke kunne ses på en scanning endnu, fordi det var så tidligt i graviditeten. Men at hun havde fjernet min (sidste) æggeleder alligevel og ødelagt det gule legeme (der holder på fosteret de første par måneder), så graviditeten muligvis ville gå til grunde helt af sig selv. Jeg havde inden operationen givet tilladelse til, at de måtte fjerne min æggeleder – under forudsætning af at graviditeten sad der – men aldrig givet nogen form for generel tilladelse. En uge efter fik jeg en medicinsk abort, for fosteret sad rigtig nok helt fint inde i livmoderen, men jeg turde slet ikke overveje at beholde barnet, når lægen nu havde forsøgt at få graviditeten til at gå til grunde. Så jeg gik fra at være hende, der ikke kunne blive gravid selv til at være hende, der godt kunne blive gravid, men så alligevel ikke kunne det mere, da jeg ikke længere havde nogen æggeledere – på en og samme dag. Det var et følelsesmæssigt og fysisk forfærdeligt forløb (som man i øvrigt kun får 80.000 kr. i erstatning for – og ikke så meget som en undskyldning). I dag er min kæreste og jeg der, hvor der er jo på alle fronter, vi er glade og lykkelige i vores dejlige Frederiksberg-hjem, hvor vi bor med min datter og har hans to døtre på weekend, har gode og velbetalte jobs… – og overvejer, om vi måske skulle gennemgå IVF-møllen sammen (jeg har jo trods alt en æggestok tilbage, der svømmer rundt derinde et sted). Men så opstår der nye spørgsmål og overvejelser – skal man bare være tilfreds og glad for de børn, vi har? Ja, det er vi skam også – de er det bedste i vores liv. Er I ikke også lidt for gamle (hhv. 35 og 46 år)? Hmm, næh – altså hvis George Clooney kan, så kan vi vel også. Orker jeg virkelig IVF-behandling en gang til? Tjo, det er jo ikke det fedeste i verden, og min krop er noget medtaget efter endometriose og mange operationer, men behandlingen er jo samlet set en meget kort periode, og resultatet kan jo blive fantastisk, hvis det lader sig gøre. Hvis vi beslutter os for at gøre det, vil jeg så fortælle venner og familie om det? JA! JA! JA! For det gør det hele meget nemmere! Det ville være SÅ meget lettere at lave babyer inde i soveværelset, men sådan er det ikke for alle par, og der er i sidste ende ike noget, der er mere rigtigt eller bedre end andet – når man ser på resultatet. Der er faktisk noget magisk ved det øjeblik, hvor man ligger der på en briks med sin mand i hånden, og der bliver sprøjtet et lille befrugtet æg op i livmoderen! For i det øjeblik ved man, at man inden for de næste timer kan blive gravid. Det kan også være, at man skal igennem det flere gange, men det ændrer ikke på, at der også kan være noget smukt ved at få lavet et IVF-barn! Alle i lokalet er glade og forventningsfulde – og det er med til at give troen på, at det nok skal gå <3 Så tro mig, du gør det helt rigtige i at dele din historie! Både for dig selv – men også for alle de andre par, der er i samme situation <3 Os er der mange af! Rigtig meget held og lykke med projektet! Jeg hepper på jer! <3

  4. Tusind tak for at du deler noget så intimt – og mega vigtigt <3
    Jeg sidder med en lille tåre i øjenkrogen efter at have læst dette og sidste indlæg, fordi det er en bekymring jeg selv bakser med i øjeblikket – omend kun i det små, idet min kæreste og jeg kun lige er begyndt at prøve, men jeg ved at min egen mor kæmpede en brav kamp for at få mig i sin tid. Jeg ved godt at bekymringerne bestemt ikke gør noget som helst bedre (sådan helt generelt) og vi er kun halvanden måned inde i forsøget, men det nager sgu lidt alligevel. Det betyder så sindssygt meget, at du åbner op omkring jeres forløb og dine tanker. Tusind, tusind tak!

    1. Sådan var det også for min mor – jeg var 10 år under vejs. Så jeg har undersøgt det og det er ikke arveligt.

  5. Hvor er det bare dejligt at du deler denne historie. Min mand og jeg er selv gået i gang med fertilitetsbehandling, men jeg har ikke været så modig som du er, at tale om dette emne med andre end de nærmeste endnu. Vi blev erklæret helt raske i forhold til alle testene, men så sidder vi bare med tanken om, hvorfor vi heller har kunne få børn endnu.Det betyder i hvert fald meget at jeg kan læse om jer og jeres tanker, da vi selv går og tumler med helt det samme. Alle de følelser af frustration, håb, utålmodighed… Jeg føler også bare at alle er gravide, bortset fra mig. Så det er dejligt at man ikke er den eneste med disse følelser. Vi må bare håbe at der kommer noget godt ud af alt dette…

  6. På en eller anden måde føles det lidt forkælet at skrive det næste. Men det er vitterligt i den bedste hensigt.
    Jeg er veninden til en kvinde, som også er udfordret. Eller faktisk til flere af de kvinder (jeg ved ikke selv endnu, om jeg kan tilslutte mig flokken en dag, eller om jeg kan køre øko-stilen).
    Jeg kunne vildt godt tænke mig nogle indlæg om, hvordan vi bedst støtter og hjælper. Fx din liste om, hvad man bare ikke siger. For jeg vil så gerne være der, støtte, råbe, ignorere, holde i hånd, være vred, distrahere. Det hele. Og jeg vil gerne være det på den bedst mulige måde for mine veninder. Men jeg vil ikke gå over stregen og jeg vil også skabe et rum, hvor de måske kan få luft fra det der fylder alt – og det er selvfølgelig individuelt, hvor stregen er, men et par fif eller oplevelser her kunne være enormt lærerige.

    Bare det at du skriver om det er lærerigt og hjælpsomt. Og pisse stærkt og vigtigt. Der er mange i den båd, og jeg ved, at det at høre om andres udfordringer kan være en inspiration og hjælp og støtte.

    Det er skide stærkt af både dig og Adam, at I vælger at åbne for posen. For ja, det er måske det mest sårbare og intime, man kan lukke folk ind i!

  7. Det er så fint, at du deler. Både fordi der er mange i samme båd som dig, men også fordi der generelt er manglende oplysning omkring emnet. Jeg tror der er mange, der ikke ved hvordan de skal forholde sig når de hører om fertilitetsbehandling og dermed er der en tendens til at man kommer til at sige og gøre det forkerte – sådan er det sgu altid med de lidt mere tabubelagte emner. De varmeste tanker herfra KH Dorte. PS – hvad ligger der helt præcist i begrebet (som har det med at give mig røde knopper) “øko-måden” – økologisk, økosystem, økonomisk???

  8. Jeg er samme sted, som dig og er også godt træt af “Det skal nok lykkes”, for det ved folk jo helt ærligt ikke om det skal. Håber for det bedste for os begge to 💕

  9. Jeg har den dybeste respekt for at i deler noget så intimt! Dine seneste indlæg har virkelig ramt mig. Du beskriver på en virkelig fin måde de følelser min kæreste og jeg havde, da vi fik beskeden om, at vi nok skulle regne med IVF pga pcos og nedsæt sædkvalitet. Et par dage inden jeg skulle starte på hormoner, opdagede jeg at jeg var blevet naturligt gravid. Det var helt uvirkeligt, og jeg forstår det stadig ikke, på trods af en voksende mave.

    Ingen i hele verden fortjener at skulle igennem fertilitetsbehandling. I starten brugte jeg uendeligt meget tid på min-mave. Det var på en måde rart at vide, at man ikke var de eneste i verden der kæmpede. Men der var også så mange forfærdelige historier, og det tog modet lidt fra mig. For mig var ventetiden i fertilitetsklinikkens venteværelse rar. For her så jeg, at det var helt almindelige par, præcis som min kæreste og jeg, der også havde brug for hjælp. Og det bekræftede mig på en måde i, at der ikke var noget ‘galt’ med os. At vi ikke var mærkelige, eller forkerte. Og det tror jeg også du er med til at vide med din blog og de mange kommentarer du får: At det erpar som både er søde, dygtige, kloge og helt almindelige som går i fertilitetsbehandling.

    Jeg ønsker alt det bedste for jer <3

  10. Kære Cathrine,
    Jeg har ikke selv måttet igennem IVF ogICSI, men kender lidt til følelsen – jeg havde et problem med mange ufrivillige aborter 🙁
    Da jeg fik min første datter prøvede vi i over 1 år – og var lige ved at blive henvist, da det lykkedes 🙂 og da vi så ville have nr 2 blev jeg relativt nemt gravid, men aborterede hver gang – til sidst blev jeg henvist til Riget (der som de eneste i landet har en lille forskningsenhed, der arbejder med gengane ufrivillige aborter – og afprøver lægemidler osv…) med deres hjælp har jeg nu fået min anden lille pige (8 år efter den første) 🙂
    Der er mange forskellige problemer – og mange der er igennem et eller flere af dem…. Men for virkelig mange lykkes det alligevel 🙂 <3

  11. Hej søde Rocker!
    Jeg aner overhovedet ikke hvad i gennemgår, men jeg kan kun forestille mig det. Jeg synes det er vildt sejt at sådanne damer som Christina åbner op om at kroppen ikke altid er helt samarbejdsvilig.
    Jeg krydser fingre for jer!

  12. Tak for at du deler, kære Cathrine!
    Min mand og jeg prøvede i første omgang i 9 måneder uden succes, og valgte derefter at stoppe ‘projektet’ fordi det passede dårligt med studierne, men har prøvet igen siden august sidste år – uden at det er lykkedes endnu. 🙁 Jeg er selv alvorligt bange for at vi ikke kan få børn, da vi ved at min mand har dårlig sædkvalitet – vi ved bare ikke hvor dårlig den er, og desværre er der ingen hjælp at hente endnu fra vores læge, da vi åbenbart skal have prøvet minimum et år sammenhængende. 🙁 Min mand og jeg er de eneste der ved, at vi har prøvet i så lang tid, og når familie og venner prikker til os for at høre, om det ikke snart er vores tur til at få en baby, har jeg måtte tvære et smil på og en kommentar, der lyder i noget af retningen af, at “vi vist ikke lige er der endnu, men måske engang”. Simpelthen fordi det med fertilitetsproblemer er forbundet med noget lidt… skamfuldt og pinligt? Så tak for at du har lyst til at dele! Jeg tror jeg vil prøve at være mere ærlig omkring vores udfordringer i fremtiden, for det er en lille kniv i hjertet at skulle lyve hver gang folk spørger, om det ikke snart er vores tur, når der ikke er noget man hellere vil end at sætte en baby i verden. Tak for din blog!

    1. Hej Sissel.
      Jeg vil bare informere dig om, at hvis I er bekendt med, at din kærestes sædkvalitet er nedsat, så kan I altså godt blive udredt uden at I har “prøvet” 1 år.

      Kh. Michella

  13. Jeg har skrevet lidt om mit eget forløb på min blog en gang i mellem. Det hjælper at sætte ord på og få tankerne på skrift, så det kan jeg kun anbefale dig. Sejt du deler med os! Jeg krydser alt hvad jeg kan for at det lykkes for jer <3

  14. Hvor er det bare mega fedt at du deler! Vi er mange med samme bekymringer på forskellige stadier af processen. Jeg vil gerne høre mere om hvor længe I forsøgte inden lægen kom ind i billedet, og også hvordan udredningen foregik 😊.

  15. Hej du
    Jeg lider selv af det man kalder “sekundær infertilitet”. Dvs. min mand og jeg uden problemer lavet to børn, og efter nummer 2 er noget “gået galt” med mig – de ved bare ikke helt hvad.
    Da vi læææænge havde forsøgt at få barn nummer 3, og kontaktede en privat fertilitetsklinik, så valgte vi at spille med helt åbne kort overfor familie og venner. Specielt jeg havde brug for at dele sorg og frustrationer med andre.
    Personligt reagerede jeg slet ikke på den fysiske del af behandlingen. Reagerede med mange flotte æg, som blev befrugtede flot osv. havde ingen bivirkninger af hormoner osv.
    Men den psykiske del var hård. Jeg følte mig fanget i en følelse af skam. Skam over at være bitter og indebrændt på vores venne-par som blev gravide med deres nummer tre efter bare to måneders forsøg, skam over at være SÅ ked af det, når vi havde to børn i forvejen. For hvad havde vi at pive over i forhold til dem der ingen børn havde?!
    Der gik noget tid inden jeg accepterede at min smerte, min sorg og den der forbandede bitterhed var lige så ok for mig, som den var for andre. Og det var her at åbenheden hjalp, for det var mit netværk, der hjalp mig med nå derhen, hvor sorgen, frustrationerne og bitterheden ikke var noget, jeg skulle skamme mig over eller gemme væk.

    Jeg håber på alt det bedste for jer.

  16. Jeg står overhovedet ikke i samme situation, men jeg synes alligevel, at det er mega sejt, at du deler din historie!

  17. Så flot du deler altså! Vores 2 tøser er lavet på øko-måden, men har en veninde der har været i behandling i 3 år, som nu endelig er gravid! Hun ville ikke have nogen skulle vide det udover mig, og det var bare så hårdt når alle spurgte og hun skulle komme mes undskyldninger konstant! Af alle jeg kender med unger, er det helt vildt mange der har fået hjælp, og tror virkelig det er godt flere får øjnene op for, at det slet ikke er så unormalt! Min søster fik hjælp til den første, mens de næste 2 er kommet på økologisk vis – bare lige til info😀

  18. Hej finurlige C!
    Endnu en kommentar, endnu et high-five. Jeg tog mig i at tænke, at det ikke var nødvendigt. Men verden mangler god karma og sister-love blandt kvinder, så vil bare stemme i koret. I er SÅ seje at dele det hr. Adam og dig! Respekt, kærlige tanker og uendelig good vibrations til jer.
    Står selv i det, så tusind tak for at bringe det på banen. Men synes, stadigvæk det er svært at få det overleveret. For skal man sige noget, selvom folk ikke har spurgt?For det er også bare en ensom følelse og situation at gå med.
    Efter at have læst dine indlæg tog jeg musikken i ørerne og gik en lang tur – primært med Ellie Goulding “Still falling for you” på repeat. For dette er en af kærlighedens og livets helt store prøver. Den sætter alt på spil og rutschebaneture af tvivl og frustation, til stadigvæk at kigge på ham den søde i sofaen og tænker “that’s my man”, selv når det er svært, uretfærdigt. For så har vi hinanden, ligesom I har hinanden – husk det <3
    Af hjertet tak for fokus, ærlighed og nærvær:)
    J

  19. Jeg blev virkelig rørt over dit indlæg i går. Måtte lige stoppe op i flytningen og glemme alt om hvor den og den souvenir nu skal stå. Og så skulle jeg lige snakke med min kæreste. For hold op hvor satte det nogle tanker i gang! Jeg hepper, og jeg synes det er SÅ sejt, at I åbner op for det.

  20. jeg er jo nød til at kommentere dette.. Hvor er det mega dejligt at du deler og åbner op omkring emnet! jeg er ved at være lidt kvalt i min egen situation, da vi også prøver og der intet sker.. og alle omkring mig bliver jo gravide og kan jo deraf kun snakke om graviditet.. det er hårdt og kan mærke at jeg ikke kan rumme mine veninder ret meget, da jeg bliver lidt ædt op af misundelse, selvynk og en enorm uretfærdighedsfølelse…. det er ærligt, mega nederen, frustrerende og hårdt.. fordi det er dét jeg tænker på, men jeg presser mig til at forholde mig til andre ting så jeg ikke ender hver aften med at græde over egen situation.. min kæreste er heldigvis en positivist af natur, og han påvirker mig med hans tilgang – er begyndt at tænke i tanker ala det er ikke alle der får børn, men et pisse godt forhold med hinanden er heller ikke noget alle får.. jeg tænker i baner at vi nok må få en masse søde hunde og derigennem få noget af den moderlige følelse dedikeret i den retning… men det svinger, nogengange er jeg der og andre gange føler jeg bare at jeg skal da have et barn.. Op og ned… Jeg kan mærke at jeg egentlig bare havde brug for at komme af med dette, da jeg ikke kan sige det til veninder da jeg ikke vil gøre tingene akavet, fordi jeg forstår deres lykke… jeg ville jo bare sådan gerne være en del af klubben;)

  21. Det er så skønt, og vigtigt at du deler. Jeg har selv været igennem møllen og endte heldigvis med en fantastisk datter på nu 7 mdr. Vi brugte 1,5 år på at få hende, og var igennem mange skuffelser, fortvivlser og flere mislykkede forsøg før det lykkedes med IUI. Jeg elskede at følge med i denne blog samtidig: https://erduherikkesnart.wordpress.com/ – fordi man finder ud af, at man ikke er alene, at tankerne typisk er de samme.
    Jeg kunne heller ikke udstå spørgsmålene, skal I ikke snart have børn? Eller kommentaren, det skal nok lykkes, når man fortalte hvordan landet lå. Det der var det værste var jo nemlig tanken om, at det var der ikke nogle garanti for. Hvis man bare vidste, at det ville ende med et barn, kunne man sagtens gå en masse igennem.. men det ved man jo ikke.
    Det er en lang rejse, og det er rart at have delt hvad man går igennem (synes jeg dengang i hvert fald). Jeg hepper på jer og på at forløbet bliver så hurtigt og smertefrit som muligt. <3

  22. Hej Cathrine.
    Jeg synes det et så sejt at I deler Jeres historie og som du selv pointerer, er det mega vigtigt!! Min mand og Jeg har selv gennemgået fertilitetsbehandling med ICSI behandling, kort protokol. I øvrigt en latterlig betegnelse for os dødelige mennesker – hvorfor ikke kalde det noget mere menneskeligt, det er svært nok i forvejen 😝
    Da vi stod og skulle til at i gang, ville jeg ønske at der var en som dig, som havde delt! Man føler sig nemlig bare så alene med alle de tanker man har omkring det hele og det prædikat man pludselig har fået. “Ufrilligt barnløs” det er bare så deprimerende en betegnelse.
    MEN der kan være lys for enden af tunnelen; om det er barnet eller accepten af at man ikke kan få det der barn, så går løser det hele sig i sidste ende.
    Jeg krydser alt hvad krydses kan og håber det bedste for Jer. Og så kan de hormoner og teknologi godt lige fise ind og læse lidt på din blog og få det samme indtryk som Jeg; nemlig at det ville være et styks heldigt barn med dig som mor! Du virker bare fyldt med kærlighed og spas og dét er da en god kombination😝

  23. Det giver mig en eller anden mærkelig form for ro, at I deler det. Vi kæmper selv, og har i lang tid talt om “måske vi også skulle gå til lægen” osv. Nu har jeg en tid i start marts, godtnok for noget andet, men så kommer alt sgu på bordet! 🙂
    Jeg har også fundet styrken i at dele med veninder, når byrden fordeles og der kan snakkes åbent om det, så hjælper det lidt. Min nevøs mor siger tit, at det er op til mig at skaffe legekammerat til ham (med blink i øjet. Baby eller hund, siger hun) — hun skulle bare vide..

  24. Jeg kan virkelig nikke genkendende til rigtig mange af kommentarerne herinde – og dine indlæg. Til en vis grad så afspejler de rigtig meget mine egne følelser pt. Barnløshed er virkelig en bitch – og nok specielt i de år, hvor ene omgangskreds bliver gravide for første gang. Jeg kan kun fortsætte med at opfordre dig/jer i at være åbne omkring det. Først der fik jeg en smule ro fra alle spørgsmålene omkring børn. Jeg fik rent faktisk et godt råd engang af en ældre veninde, som havde været i samme situation. Når hun blev spurgt, om hun ikke snart skulle have børn, så svarede hun konsekvent ; og hvornår skal du så skilles ? De fleste reagerede med ; Hvordan kan du spørge om det ? Hvortil hun svarede, at det spørgsmål var af ligeså privat karakter, som det hun lig var blevet stillet. Det lukkede munden på de fleste. Jeg tager stadig mod til mig at svare sådanne 😄 måske du tør ? 😄

  25. Alt mulig held og lykke og kærlige kram i jeres retning!
    Jeg kan se der er mange ting man kan sige som IKKE hjælper eller ligefrem sårer når man er i en situation som jer – nogen gode råd til hvad man eventuelt kan gøre eller sige for at gøre situationen mere tålelig? Hvordan er man der bedst for sin veninde som går igennem sådan et forløb?

  26. Søde, søde C.

    Der er ikke rigtig ord, der slår til med det, I står i og overfor nu, men husk hvad du selv skrev engang:

    “Måske er vi det sære par, der aldrig bliver gift, men bare er kærester for evigt” og husk, at det endte med frieri og drømmebryllup.

    Der er ingen garantier for noget, men I er unge.
    Jeres odd’s er, faktuelt, langt bedre end dem (os), der først rykker på børneønsket i slut 30’erne og får at vide at butikken er lukket og at man i øvrigt er for gammel til at komme i behandling.

    Det her er ikke “Der er mange, der har det værre end jer”-kommentareren, men en kærlig påmindelse om, at I, helt faktuelt, kan have ok odd’s for at behandlingen kan lykkes, trods alt. Den statistik viser de jer også i behandlingen.

    Jane, Madbanditten, fik også ICSI-behandling og har i dag de skønneste tvillinger. Og skrevet om det på sit site.

    Det kan lykkes og I kan vælge at gå uden om det offentlige og direkte ind privat og det kan også skåne jer for ventetid og sorger i den retning.

    Uanset hvad, så forstår jeg bekymringen, den er jo helt reel. “Hvad nu hvis det ikke lykkes” og sender jeg Jer kram og gode tanker, for ja, det er en frygtelig tung dør, at skulle lukke.

    Jeg ved det, fordi jeg1 1/2 måned efter jeg fyldte 40 fik at vide, at min butik er lukket. Det er sgu ikke sjovt og et slag og det skal man lære at håndtere og leve med.

    Ønsker Jer alt det bedste ! <3

  27. Næste gang er det jeres tur. Det skal nok lykkes. Du er jo ung endnu. Det kommer lige pludselig, når i mindst venter det. I skal bare slappe af…. Ja, folks gode og velmenende råd er mange. Men de gør også ondt! Ingen ved jo om det rent faktisk vil lykkes, og havde det gået “efter tur” (jvf. nu er det jeres tur) var det så ikke sket for længst, når man nu har stået i køen i 5 år! Vi var åbne, fuldstændig åbne, nogen blev lidt skræmt, men jeg havde brug for at bryde tabuet. Og nu 5 års prøven alt muligt, behandling, akupunktur, zoneterapi, psykolog, kostvaner, osv. Nu er den der, til sommer kommer der én vi skal være forældre til. Jeg er gravid på trods af jeg havde opgivet ALT håb. Men hold nu op det har været hårdt at nå her til. Er ikke sikker på hvis nogen havde sagt hvad vi skulle igennem, at jeg ville have gjort det. Man bliver så sej, klarer man sig gennem det her, så kan man ALT. ALT! Og hold nu op det kan være hårdt at se andres lykke, men sig det højt, sæt ord på. Del, del, del. Det gør det kun nemmere. Håbløsheden er stor, men det skal lykkes. Det er hårdt at vente på noget, du ved måske aldrig sker. Men det er endnu hårdere at give op, når du ved, at det er alt du ønsker. ❤️ Held og lykke til! /Mai

  28. Har netop læst dette indlæg samt det første og du kan tro det ramte mig! Jeg er selv lavet med reagensglasbehandling (på egen betaling grundet ventetid) for 20 år siden og ligeså er min lillebror som er 16 i dag. Når ens forældre har kæmpet for at få en føler man sig virkelig meget som et ønskebarn <3 Mine forældre siger altid at det er de bedste penge de nogensinde har brugt og når jeg var sur på dem som mindre og sagde at de slet ikke ville have mig, kunne de altid trumfe den og sige at de var nogle af de få der havde betalt for at få mig fordi de så gerne ville have mig 🙂 Alt held og lykke til jer <3

  29. Du har så evigt ret, søde Cathrine. Vi ER nemlig mange herude bag skærmene, der ikke kan lade være at bekymre os for jer – men jo kun, fordi vi ønsker det bedste for jer. Så det er mere en slags stilfærdigt heppekor. Som vil råbe verdens højeste tillykke, når I engang bliver forældre – for selvfølgelig gør I det, før eller siden, på den ene eller anden måde. Der findes jo heldigvis mange efterhånden.

  30. Hej Cathrine.
    Jeg kender jer kun fra bloggen, men efter dit indlæg forleden har jeg tænkt på noget, som jeg håber giver mening.

    Dig og Adam virker som en stærk familie. Jeg håber for jer, at I på den ene eller anden måde for mulighed for at forøge jeres lille familie med børn. Men uanset så virker jeres familie at indeholde alt det gode, og jeg er sikker på at I to og jeres familie uanset hvad fremtiden bringer fortsat vil være skøn, stærk og fyldt med alt det gode.

  31. Dine to indlæg har ramt mig så meget. Jeg er selv veninde til et par, som også er i behandling, og jeg synes det er SÅ svært at sige det rigtige. Jeg ville sætte stor pris på et indlæg om hvad, man må sige. <3 Sender varme tanker.

  32. Min mand og jeg har været i fertilitetsbehandling og er forældre til verdens bedste 2-årige. Men – og det er altså værd at huske – vi kunne også have haft et lykkeligt liv uden børn

    Ind i mellem kan man i Danmark blive helt afsindig over, hvor meget vi alle sammen ligner hinanden og skal det samme. Og SKAL man absolut have børn for at være lykkelig? I udlandet lader det ikke til at være et krav på samme måde som i DK

  33. Mange tak fordi du vil dele. Du har helt ret – det kan godt føles meget ensomt. Måske mest af alt fordi så få mennesker deler deres oplevelser. Eller først gør det, når det er lykkedes.

    Jeg synes selv, det er godt at huske på, at to historier sjældent er helt ens. Og det at blive overdynget med historier fra nær og fjern, kan mudre billedet lidt og gøre det nærliggende at sammenligne historierne – og det kan man alligevel ikke. Jeg har selv af og til haft behov for at være lidt zen og ikke tage for meget ‘larm’ ind. Så har jeg tænkt på Charlotte fra SATC – særligt én scene hvor hun, mens hun er i fertilitetsbehandling, støder ind i endnu en bekendt som kommer med velmenende råd. Men hun lærer at blokere larmen ude og tager kun det med, hun kan bruge. Jeg har prøvet at efterligne det lidt (nok halvhjertet), og jeg synes faktisk, det hjalp lidt. Og også forsøgt at være Charlotte-overskuds-agtig til en barnefestivitas, selvom jeg ikke ligner Audrey Hepburn…

    Der findes (desværre!) mange måder at være barnløs på. For langt de fleste er det dog for en periode.

    Mange gode hilsner til jer begge.

    PS. Jeg har meget (!) læsning foran mig – jeg har først netop nu opdaget, at min yndlingsblogger er returneret. For flere måneder siden. (Hvordan kunne jeg have overset det?). Og også stort tak for det!

  34. Du er sgu sej, Cathrine! Hatten af (endnu engang!) for dig og Adam! Smart move at sætte en stopper for det enerverende post-bryllupsspr. om børn ved at spille med åbne kort! Folk aner ikke en snus om, hvor man er i livet m.h.t. at stifte familie (og hey, det ER altså ikke altid lykken for alle at skulle være nogens mor/far!), og de ved ikke, hvor meget det måske kan såre.
    Er selv blevet mor sent i livet end “normalt”, og blev faktisk nærmest trodsig over for folk der hele tiden skulle spørge om, hvornår man skulle have børn. SÅ træls at høre på og ‘forsvare’. Vi har ikke været igennem nogle behandlinger, men det går folk automatisk ud fra, hvis man er “gammel” (førstegangsfødende).

    Skrev engang et blogindlæg (da jeg bloggede – stoppede da jeg ikke tog mig tid til blogging efter jeg var blevet mor ;)) om noget lignende det Emily skrev, for det er virkelig bare uhøfligt. Øv.
    Jeg ønsker jer alt godt med behandlingen! <3

  35. Dit forrige indlæg gjorde ondt helt ind i hjertet. Jeg kan sætte mig 100 procent ind i sorgen og den altoverskyggende frygt for, om det nogensinde vil lykkes. Og nej, folks velmenende kommentarer ‘ I kan jo bare..’ og ‘det skal nok lykkes’ hjælper ikke. Min kæreste og jeg har været i fertilitetsbehandling og jeg er nu gravid – jeg håber inderligt, at det også lykkes for jer. Jeg vil bare lige sige, at jeg synes det er enormt flot og modigt, at du deler – det er så vigtigt, at lige præcis du gør det, fordi det er med til at skabe større åbenhed og forståelse og bryde tabuet. Det betyder mere end du aner. Tusind tak – de bedste tanker og kram til dig<3

  36. Bare kæmp og hæng i. Det er monster hårdt på alle niveauer men har idag en søn på 8 og en datter på 5 lavet vha ICSI. Sønnen testede vi positivt med 2 år efter opstart men vores datter gik det noget hurtigere da vi jo vidste at vi skulle møllen igennem igen. Kæmpe stort held og lykke.

  37. Du er simpelthen så sej Cathrine.
    Du er faktisk rocker-hård 😉
    Jeg ved godt, at det er man ikke hele tiden, og for den sags skyld – man gider heller ikke være det konstant – men du er altså et kapitel for sig, netop fordi du rummer både seje, glade, kærlige, bløde og positive sider.
    Tusind tak for din ærlighed og for at dele med os.
    Du er et forbillede, og vi er mange der kan lære noget af dig.
    Ønsker af hele mit hjerte alt det bedste for jer <3

  38. Kæreste Cathrine, tusind tak for at lade alle os der følger dig og din blog blive en del af din kamp og historie. Jeg blev meget rørt over at læse dit blogindlæg i går og du har med garanti fået tusindvis af mails, kommentarer, råd og andre gode ting, men jeg skriver til dig for at give dig en boganbefaling. Jeg fik øjenene op for denne bog og FAM-metoden, som det hedder efter, at jeg fandt ud af, at jeg ikke kan tåle prævention med hormoner. Bogen hedder “Taking charge of your fertility” og er en rigtig øjenåbner. Ens cyklus er nemlig slet ikke så simpel som man går og tror, og det er en bog jeg anbefaler ALLE kvinder at læse. Jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere om den, fordi jeg er langt fra ekspert på området, men jeg håber du vil give bogen en chance – eller i det mindste lige google den. De varmeste hilsner fra Clara

  39. Jeg er simpelthen SÅ glad for at i har valgt at dele det!!! Min kæreste og jeg har selv været igennem fertilitetsbehandling (IVF), efter at have forsøgt at blive gravid gennem to år uden held. Min oplevelse var, at det føltes som et tabu, særlig når man er ung (under 30) og ikke kan blive gravid. Men når man så åbner op, så er der pludseligt nogle som kender nogle, som også har været igennem forløbet. Det hjælper at høre at man ikke er helt alene.
    Mit råd er klart at i skal sortere i de historier i hører. Hvis i kan, så skal i kun bruge tid på de positive historier. I kan alligevel ikke bruge de negative historier til noget, andet end bekymring (og det hjælper ikke). Min erfaring er også at det på et tidspunkt kan blive hårdt at dele alt for meget ud – for selvom folk selvfølgelig mener det i en god vilje, så kan det godt blive hårdt at høre på ting som “selvfølgelig sker det”, “i skal ikke bekymre jer” etc. Gør evt. det at i vælger et par stykker, som er tæt på og som kan skelne mellem at give gode råd og sige det som ikke hjælper – evt. nogle som bare kan lytte, når man har brug for at tale om det med andre end sin partner. Og så blot fortælle resten af familien/omgangskredsen/diverse når der er nyt. Husk også at det er okay at sige, at i ikke har lyst til at snakke om det (lige nu eller generelt). Det er rigtig hårdt at være i fertilitetsbehandling, og i skal passe på jer selv og hinanden. Selv om det er hårdt, så for mit vedkommende var det også lidt en lettelse, at give ansvaret til lægerne. Jeg ønsker jer alt muligt held og lykke, og jeg håber virkelig at det lykkedes for jer!!

    (og hvis du har lyst til at skrive om det til en som ikke kender jer personligt, så skal du være mere end velkommen)

  40. Elsker din åbenhed.
    Ønsker jer det bedste.
    Må jeg anbefale jer, at gå ind og se Rune Klans show -Barnløs..

  41. Det er det helt rigtige forum at dele I – tak for det!
    Hvis du på et tidspunkt føler dig entreprenant og overskudsagtig, så synes jeg virkelig, der mangler et “en kop kaffe for en snak om barnløshed”-netværk.
    Vi har været i gang et par år – og i starten af hele forløbet ville jeg have givet min højre arm for at sidde overfor nogen, der havde været det samme sted, der kunne fortælle deres historie, afmystificere alle trådene på min-mave.dk, forklare om al medicinen… jeg kendte bare ikke nogen (hvad jeg ved af), der havde gennemgået det.

    Hvis du får lyst til at bruge din stemme til at sætte sådan noget i verden, så giver jeg gerne den første kop kaffe!

  42. Søde Cathrine og Adam.
    Sikke noget forbandet skidt (ja, man må godt være lidt utilfreds!), at det med børn ikke lige kommer så let til jer. Det må være en enormt frustrerende situation. Jeg håber at jeres IVF går godt – det lykkes altså langt de fleste gang. Måske ikke lige i første hug, men det lykkes.
    Jeg er glad for at I er så åbne omkring det hele. Det giver måske andre par en lidt bedre fornemmelse i maven, hvis de engang befinder sig i samme situation.
    Jeg hepper på både æg, sædceller og hormoner herfra.
    Kh, Laura.
    Som faktisk også er gammel fertilitetssygeplejerske.

  43. Kunne du mon tænke dig at skrive et indlæg om de ting man kan sige som pårørende, veninde, kollega osv når man hører om par der skal i fertilitetsbehandling? Hvordan ønsker I at folk modtager beskeden?

    Hvor er det er fint indlæg, og selvom jeg aldrig har haft fertilitetsbehandling inde på livet, så sætter det tanker og følelser i gang. Tak for det!

  44. Det er så kæmpe stort, at du deler! Jeg havde det godt på fornemmelsen, da jeg selv lige har være hele møllen igennem med 8 IUI, 3 IVF og 4 ICSI og tre aborter. Men ham den lille dreng på 3 måneder, der ligger og sover ved siden af, er det hele værd! Det tog 4 1/2 år, og jeg har aldrig grædt så meget og været så ulykkelig og trist. Hvis bare man vidste på forhånd, om man er en af de heldige, der får et barn ud af det… for så kan man godt holde ud at kæmpe.

    Jeg krydser alt for jer. Og jeg vil anbefale dig at blive medlem af en af de Facebook-grupper, der findes, for folk i behandling. Jeg har haft kæmpe stor glæde af det. For ens familie og venner forstår bare ikke, hvor hårdt det er, hvis de ikke har prøvet det på egen krop.

    Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke. Det er en ny verden, der åbner sig for jer. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at I hurtigt får ønskebarnet uden for lang en kamp!

Læg en kommentar