OOTD: Glimmer sweatsuit

cathrine widunok wichmand, mads nørgaard, rockpaperdresses

Godmorgen sunshine,

Ovenpå den mest kedelige og efterårsagtige mandag i går med blæst og regn og mørke, så skinner solen og himlen er blå i dag. Det passer også bedre til min weekend-tanke; hvornår kan jeg mon have bare ankler? Det er så dansk, haha, solen skal bare lægge sig bag en sky, og så får vi forårsfornemmelser og sidder udenfor og spiser. Jeg har allerede set dem med vanter og hue og adskillige tæpper sidde og klapre tænder og famle med bestikket for at kværne deres chevre chaud på café på Gothersgade. Det virker egentlig lidt dumt, men jeg er også lidt vild med stædigheden og optimismen.

Jeg lider af den samme vejroptimisme, og jeg føler foråret, som kun er en uge fra os. Tænk sig! Det betyder også, at jeg så småt tænker på min fødselsdag! Det er reglen, jeg må først begynde at planlægge den efter 1. marts, haha! Jeg har først fødselsdag 22. maj, men lad os kalde det rettidig omhu.

Hvad skal jeg lave i år? Sidste år slog vi min mands og min fødselsdag sammen til en form for forlovelsesfest for, at alle vores venner kunne møde hinanden på kryds og tværs før brylluppet. Det var en helt igennem genial idé. Det var så, så hyggeligt. Jeg har også holdt stor amerikaner BBQ i gården. I år over overvejer jeg lidt, om jeg i stedet for aftenfest skulle lave smørrebrøds-dagshygge? Måske kun mine damer? Måske morgenmad? Måske det virker fjollet at invitere på druk og drinks, hvis jeg er gravid til den tid? Det må I, der også er i babymøllen, kende alt til. Sådan kører hovedet i ny og næ -det er hele tiden et hvis og måske. Måske det virker dumt at lægge ferie dér? Måske det virker dumt med vinmenu dér? Altså, der er nogle ting, der bliver lidt standby, fordi det hele er et stort hvis. Hvis nu jeg er gravid. I udgangspunktet har jeg dog valgt ikke at ændre mit liv for, at det kan lykkes. Så kan alting blive meget surt meget hurtigt. Og jeg lever megasundt og har været i topform på blodprøver osv. Man behøver ikke leve asketisk for, at det lykkes. Dog har jeg droppet tanken om marathon igen til maj – det virkede alligevel lige optimistisk nok med ekstremsport, okay, okay.

Men tilbage til fødselsdag. Måske det kunne være sjovt at tænke på andet end end aftenfest? Min veninde havde forleden inviteret til bowling, og det var faktisk også skidesjovt. Det var mange år siden!

Too many choices! Endelig skriv, hvis I har nogle gode idéer – jeg har lyst til at ryste festposen, og jeg har ligesom rimelig god tid til at planlægge, ikk’? Det er også kedeligt ikke at have et stort flot bryllup at planlægge – min mor fylder 60 år om et par uger, og der har festservicebussen selvfølgelig også tilbudt at rulle ud, haha! I love parties <3

Sweatpants + jacket – Mads Nørgaard // Shirt – H&M // Coat – Ganni (old) // Bag – Gucci // Sneakers – Nike (other color, other color)
cathrine widunok wichmand, mads nørgaard, rockpaperdresses
cathrine widunok wichmand, mads nørgaard, rockpaperdresses

26 kommentarer
  1. Lyder altid spændende med fester. Bliver selv 30 år til maj. Dog har jeg en nyfødt baby på armen til den tid, så overvejer meget formattet. Måske jeg udskyder det lidt så jeg også kan få et glas bobler? Glæder mig derfor til at høre dine ideer!

    Nåede at være beruset et par gange den første måned inden jeg fandt ud at jeg var gravid (baby havde været længe undervejs og havde faktisk droppet tanken) – så lad vær’ med at sætte livet på hold. Det bliver et sundt barn alligevel!

    Hvordan kan det egentlig være, at I allerede er startet i fertilitetsbehandling? Har I været i gang inden brylluppet? (Du må lige selv vurdere, om du har lyst til at svare – det er jo privat)
    Hepper på medvind på cykelstien og at der kommer held i sprøjten 😉

    1. Det er jo dét! Der er masser af babyer undfanget på en lille beruselse. Det går nok 🙂 Men jeg kan også godt mærke, at jo mere besværligt det bliver at undfange, og jo mere jeg skal igennem, jo mere forsigtig bliver jeg også. Jeg overvejer meget den der afternoon-tea/sønderjysk kaffebord. Det kunne være ret hyggeligt! KH

  2. Hvis og hvis og hvis. Gud, hvor jeg dog kender det. Man forsøger at slå koldt vand i blodet. Det er ikke helt så nem en øvelse, som man troede, det ville være, viser det sig. Jeg er så glad for din åbenhed og dine ord. Selv er jeg så meget i opstartsfasen, at det hele er meget ‘hemmeligt’ – hvilket egentligt er lidt dumt, når det fylder så skide meget i ens bevidsthed. Det er rart med et andet ‘forum’ end Google og min.mave. Begge dele er lidt voldsomme. Og min mand bliver sgu da idiot, hvis jeg åbner munden, hver gang jeg tænker ‘hvis’, ‘gad vide’, ‘hvad betyder det’ eller ‘er jeg mon gravid nu’

    1. Ja det er et meget mærkeligt vakuum at være trådt ind. Beslutningen er taget men man kan ikke bare sådan effektuere den. Vi må væbne os med tålmodighed, og så dele al tvivlen og hvis’erne med nogen ligesindede. Fx herinde 🙂 KH

  3. Brunch er en rigtig hyggelig måde at holde fødselsdag, synes jeg, og så kan man holde middagen om aftenen intim med de allernærmeste. Jeg gjorde det forrige år, hvor den stod på brunch lørdag formiddag, og om aftenen var det “bare” mine forældre, to søstre, min kæreste, to veninder og så mig. Det var en rigtig fin måde at gøre det på 🙂 Jeg sender en masse kærlige tanker og krydsede legemsdele i din og Adams retning <3 Du er så sej, at du åbner op og deler. Fortsat god solskinsrig tirsdag! KH Mathilde

    1. Ret god idé med den der kombi-ting. jeg tænker også at holde det adskilt og så gå ud og spise godt om aftenen. Lavede du stor brunch til mange? Synes godt det kan være lidt stressende at lave middag med mange smådele til mange mennesker 🙂 KH

      1. Jeg må indrømme, at jeg var så priviligeret at holde fødselsdag hos mine forældre, som stod for planlægningen – min kæreste og jeg bor langt væk fra familie og venner pga. studier, så det er nemmest på den måde at samle alle, end at invitere til den anden ende af landet 🙂 Vi var omkring 20, og så var det noget med røræg, bacon, pølser, pandekager, frugt og boller/brød med diverse pålæg, så det er nemt at lave store portioner og holde det i det simple. Og så kan man købe en kanelstang fra bageren/lave lagkage/bage en kage som det søde indslag – desuden var min svigermor forbi til the imellem de to arrangementer, så jeg fik rigtig fejret. Håber du kan bruge det til noget og glæder mig til at se, hvad du finder ud af 🙂

  4. Åh high-tea (afternoon-tea) for ens tætteste veninder med hele svineriet er altså også bare hyggeligt 🙂

    Jeg er stadigvæk SÅ misundelig på din BBQ fest – den så AMAAAAZING ud!

    1. Den var også bare SÅ hyggelig, og vi var svineheldige med vejret dengang. High-tea lyder også helt absurd hyggeligt altså, virkelig 😀 Sønderjysk kaffebord er også på tapetet. KH

    2. jeg har også holdt afternoon tea party en gang. Det er perfekt fordi alt er lavet på forhånd, så når gæsterne kommer, kan man bare sætte sig og nyde det

  5. Da min veninde og jeg sidste år fyldte 30 inviterede vi på Nak og Æd temafest for alle vores damer og deres mænd. Vi startede ud med at spille laser (pigerne mod drengene) og kom derefter hjem til pyntet lejlighed med diverse legetøjs- og vandpistoler, hvor vi fortærede byttet (vi valgte den nemme læsning med tapas, men en god steg ville have været oplagt). Men det var så fedt at starte festen med laser 🙂

  6. Det er så fedt, at du kan dele alle dine tanker og være så ærlig omkring projekt Baby! På den måde kan du også få meget igen; fx nu hvor du åbent kan skrive dette indlæg og forhåbentligt få en god idé til den allerbedste og i højeste forhåbning også sidste fødselsdag som bare Cathrine (uden mor-prædikat). Og det er her mit input kommer: Husk at det kan være den sidste uden kompromis og hensynstagen planlægning! Jeg fylder 30 i år, og er en smule ærgerlig over, at jeg ikke kan holde den fødselsdag, som jeg i virkeligheden går og drømmer om (dagen skal nok blive fejret og blive helt fantastisk, bevares), men da jeg selv har en datter på 2 år, og hele vores omgangskreds har op imod 3 børn, så kan jeg bare ikke forvente, at de kan deltage i lange tapasaftener og cocktailfester, og det kan jeg jo heller ikke selv – jeg vil faktisk hellere bruge søndagen med min datter uden tømmermænd 🙂 Jeg vil egentlig blot slå et slag for at omfavne den situation, du er i nu, og ikke lade dig begrænse – begrænsningerne kommer tids nok 🙂

    1. Det har du bare så meget ret i. Alting har sin tid, og så kommer det igen på et andet tidspunkt. Lige nu er mulighederne sådan set uendelige – det er bare et spørgsmål om at vælge og gøre. Ellers kan vi leve på nåle indtil det sker, og derfra også være ret begrænsede. Tak for dine tanker <3 KH

  7. Et sleepover party! Så får man både pyjamas, guf og nattesnak og mulighed for at hygge om at tilberede brunch, eller gå ud og nyde morgenmad sammen 🙂

    1. Ej det lyder ligesom, da jeg var lille <3 Det gjorde vi altid! Gider folk godt overnatte, når vi alle sammen bor i Kbh? KH

  8. Haha, jeg har fødselsdag d. 23 april og nu har jeg vildt meget lyst til at tage hele familien og alle vennerne ud og bowle – min lile bitte farmor er den sjoveste bowler. Selvom du intet kender til de minder – så tak for smilet på mine læber 🙂

  9. Jeg plejer at holde “åbent kagehus”, hvor jeg laver en masse forskellige kager og laver en lille “kaffebar”. Det plejer at være så hyggeligt, og jeg får talt med mine inviterede, fordi set-uppet er mere afslappet end middag med faste pladser.

    PS Du er den aller-aller-allersejeste med dine sidste to indlæg. Jeg tudede mig igennem dit første indlæg, fordi jeg simpelthen ønsker dig det allerbedste i hele verden. Tænk at du kan formidle det til mig gennem dine skrevne ord! Godt nok er det en slags omsorg bygget op ved at have fulgt dig over flere år, men jeg sad med en kæmpe klump i halsen på dine vegne. Sender alt mit bedste til dig!

    1. Ej det lyder også hyggeligt! Måske en gang sønderjysk kaffebord? Det lyder faktisk helt vildt hyggeligt og fint! Det tror jeg, jeg skriver øverst på listen. Så kan jeg altid gå ud og spise med familien eller sådan noget på dagen. GOD idé. Og tak for al omsorgen, Rosa. Det er virkelig, virkelig overvældende og helt vildt smukt at opleve i min ende. Virkelig! KH

  10. Jeg har lige været til fødselsdag, der blev holdt som Kvindesymposium. Fødselaren havde spurgt 4 af gæsterne om de ville holde 20 min. oplæg hver – og så var der lækre drinks og snacks imellem og under. Og det var bare SÅ spændende at høre oplæggene fra seje kvinder og vildt godt til at sætte snakke i gang mellem gæster, der ikke kendte hinanden så godt. Og bagefter blev der danset og drukket 🙂

    1. Det var da også en mega fin idé! Virkelig 😀 Ah elsker ny inspiration! Havde de fået besked på, hvad de skulle tale om, eller var det mest inspo-talk? KH

  11. Jeg vil egentlig bare vildt gerne høre om dine ideer til din mors fødselsdag – min fylder også 60 til April og jeg leder også efter gode ideer! 🙂

    Tak for en fed blog!

    1. Åhh jeg har ikke rigtig regnet den ud endnu – og så læser min mor også med, så det er lidt svært at skrive om, hah! Men jeg tænker lidt på en oplevelse sammen af en art. Hun mangler ikke rigtig noget..
      Hva gør du?

  12. Altså, det smarte ved smørrebrødstanken tænker jeg kan passe til både graviditet og forhåbeningen om at blive det. Vi har været til en 30års med samme tema og det var SÅ hyggeligt!
    Rødternede duge, supre lækre hjemmelavede smørrebrød uden mangler. Guldøl og snaps til dem der ville – sene nattetimer til dem der ville 😊

Læg en kommentar til Cathrine Annuller kommentar