På tur: Møns Klint

7db7d2cf-3078-406f-8bed-4eb46cdc29a6

Vi er på tuuuur!

Omkring 11.30 kørte vi hjemmefra. Med køresnacks i tasken; prinzen rolle som i barndommen, snackgulerødder og Mads&Monopolet i radioen. Jeg ELSKER at køre på tur, og vi gør det aldrig. Man behøver ikke USA og en åben Mustang for at kalde det en “roadtrip”. En lille Up, en snackbag og en hånd at holde i er rigeligt.

Vi skal på Frederiksminde Hotel i Præstø om lidt og spise god mad og drikke god vin og snakke nogle af alle de oplevelser, der er overgået os de sidste uger, igennem. Og bare slappe af. Sove længe i morgen, hvis vi er så heldige.

Men jeg havde planlagt et lille stop før storforkælelse, og det var et gensyn med Møns Klint. Jeg har ikke været her i snart 22-23 år. Dengang hørte jeg Prop&Berta på min walkman hele vejen fra Fredensborg og herned. Mine forældre var ikke skilt og min farfar levede endnu og var ikke blevet så syg, som han blev år senere. Vi havde madpakker med og var på tur alle seks. Far, mor, søster, bedsteforældre.

Ligeså hyggelige rammerne var, ligeså voldsomt endte turen. En smuk og kringlet nybygget trætræppe slangede sig ned ad klintens side og førte os alle ned på stranden til det krystalklare vand – I kid you not, det er det. De græske øer kunne ikke gøre det bedre, om de prøvede. Al kridtet under fødderne får vandet til at stå turkis mod øjnene.

Jeg har ingen fornemmelse eller minde om, hvor længe vi legede på stranden. På et tidspunkt lød et højt brag og bag os væltede et stort og voldsomt stenskred ned over den smukke strand og ud i det krystalklare vand, der med ét blev grumset.

En mand råbte på hjælp. Hans kone, en fransk kvinde var fanget under stenene, begravet, og mens alle børn, mødre, ældre blev bedt om at flygte i sikkerhed fra stranden, blev alle de mænd, der kunne, og hjalp med grave efter hende, indtil de rigtige redningshold nåede frem. Der kom efterskred, og det var for farligt, alle frivillige måtte forlade stranden. Vi var løbet mod en gammel trappe, den nye var knust af stenene. Min mor, søster, farmor og farfar. Jeg husker min farmors panik og angst ved at lade sin søn blive på stranden med fare for flere skred. Jeg husker lyden af helikopteres propelblade, der skar gennem luften over trækronerne. Og jeg husker min fars helt støvede og slidte hænder, da vi blev genforenet.

Den franske kvinde mistede livet. Køreturen, over broen mod Møn, trækronerne, Falckbilerne, reddere, min far helt støvet, min farfar der forsøgte at løbe med krykke. Et af de tidligste og stærkeste minder jeg har, og det eneste jeg husker fra, da mine forældre var sammen.

I dag tog jeg min mand med derned, min første tur tilbage. Det er det smukkeste, vildeste, rå sted, jeg kender, i Danmark. Det føles så ur-agtigt, så fortidsresolut, at selv dit teleselskab giver op på dig. Du er kappet af for omverden, og alligevel så tæt på dét, der er det vigtigste. Naturen. Kræfterne. Vinden, der blæser så hårdt igennem dit tøj, at ulden er forsvarsløs, blæser helt ind til knoglerne. Det føles næsten befriende, selv om alt i kroppen stivner, rensende. Træerne hyler i et forsøg på at modsige stormen, der gerne vil lege og rive dem op med roden. Bølgerne æder stranden og skider flot på den kommende sommers badegæster. Dit ansigt stivner, næsen løber, huen er på himmelflugt, hvis du ikke holder fast.

Lige dér forstår jeg ikke, hvorfor jeg foretrækker asfalt og metro frem for natur og luft, og jeg minder mig selv om, at “det her burde vi gøre noget oftere”. Men det virker nu også overkommeligt, når turen tilsyneladende gentager sig hver 20. år.

2f65f860-e488-428f-afab-76e5d14b27f3

Møns Klint, rockpaperdresses

19 kommentarer
  1. Det ser smukt ud – der må jeg hen! Sikke en rørende fortælling. Jeg blev helt opslugt og kneb en lille tåre. Du skriver utrolig godt.

  2. Der er så smukt ved Møns Klint – Klinteskoven er også værd at trave en tur i. Det må ha’ været skrækkeligt at opleve den ulykke på tæt hold! Jeg er taknemmelig for, at jeg kun hørte om tragedien i radioen og læste om den i avisen. Godt, at du vendte tilbage og fik en god oplevelse med det skønne sted.

  3. Jeg husker det godt – hvordan vi talte om den hændelse derhjemme, og så næste dag i skolen fik at vide, at M (og du) havde været dernede. Det gjorde stort indtryk på mig. Så det var egentlig ret specielt at læse dine ord om oplevelsen nu, så mange år senere..

  4. Hvor er det bare smukt! Jeg får sådan lyst til skaffe en bil til sjælden set søndagstur i morgen, bare for udsigten alene. Gerne uden skræmmende stenskred. Det lyder som en helt forfærdelig oplevelse – stærkt at det ikke har afskrækket dig fra at vende tilbage trods alt 🙂

    Knus
    // http://www.moonlitmadness.dk

  5. Indlæg som de her er præcis hvorfor, du er min yndlingsblogger. Du skriver SÅ. GODT. Og nu bliver jeg nødt til at lægge vejen forbi Møns Klint 😉

  6. Sommerhus-livet er så skønt; min kæreste og jeg har også talt om at låne hans far og stedmors snarest igen. Det er bare helt særligt at være gemt væk i den flotte natur med vilde brombær krat, et Tv med halvt sort skærm, et væld af brætspil, strand i baghaven og bare grille på terassen og drikke vin med udsigt over skoven.

    – A

  7. Hvor står din fortælling dog smukt og stærkt i sin dramatik og virkelighed! Og ordet ‘fortidsresolut’ har jeg altså forelsket mig lidt i. Det får et digt fra min hånd tror jeg. En eftertanke der passer lige til tiden, hvor vinteren skifter ham og begynder at tro på foråret igen. Tak for at inspirere til lidt poesi på min søndag aften. I think I needed it.

  8. Dine ord var så smukt skrevet at jeg uden varsel begyndte at græde. Du fangede en stemning som var meget ægte og som tegnede billeder i mit hovede.
    Du er så helt vildt dygtig. Jeg tilslutter mig en anden kommentar – og vil gerne købe din bog en dag.

    1. Åh, Amalie Lækre! Jeg bliver helt rørt over din kommentar, at det på en eller anden måde skubbede ved dig. Jeg drømmer om en bog en dag <3 KH

      1. Pyha, du er altså hård, som den vind du beskriver ved klinten, når det kommer til at puste gåsehud frem på knoglerne med dine ord – mine øjne piplede også hér…

  9. Jeg er ikke sikker på om jeg husker den eksakte perioder, for der var vist flere skred, hvis jeg husker korrekt. Vi var nemlig på sommerferie på campingpladsen lige derved, kort tid efter et skred. Og jeg husker, som var det igår, hvordan en dreng havde gips på begge arme og vist også blev kørt rundt i kørestol, fordi han var blevet ramt under et skred… puha!

    Og så til noget andet, dit indlæg fik mig til at tænke over. Mine dorældre er også skilt. Det blev de da jeg var 10 og er nu 28. Jeg husker intet fra før deres skilsmisse, andet end hvad jeg har set på billeder og enkle ting der er blevet genfortalt 100 gange. Jeg har tænkt over, om det er en forsvarsmekanisme i en selv, for at man ikke skal savne før-tiden så meget….

Læg en kommentar