Ting man ikke siger til ufrivilligt barnløse (men som jeg har hørt)

Jeg føler mig stadig som en kæmpe noob i denne fagre nye tilstand, som vi til sammen herhjemme er blevet mærket. Ufrivilligt barnløse. Vi er kun dér, hvor vi er midt i vores første ICSI-forsøg, og på torsdag skal der høstes æg for første gang.

Der er mange af jer, der har været i denne her trummerum i meget længere tid end mig, og jeg kan kun forestille mig, at I har hørt endnu flere vilde reaktioner og kommentarer (hvis I ellers er åbne om det), end jeg har indtil nu. For det er helt sikkert – der er altså nogle VILDE kommentarer imellem.

Jeg tror simpelthen, det gør folk lidt ilde til mode. Det er svært at finde den rigtige sætning for folk, og jeg oplever, at de fleste virkelig gerne vil finde på den der ting at sige, som på en eller anden måde trøster og gør det bedre. Men det er altså slet ikke en forventning. Du behøver ikke komme med den helt store tale. Det er en situation, der ikke rigtig kan fikses med ord, kun med lægehjælp. Men du kan være der, lytte og være nysgerrig.

Lad mig lige melde nogle af de ting, du ikke bør sige, hvis din veninde/kollega/søster serverer dig nyheden om barnløshed – alle eksempler har jeg fået serveret på skrift eller ansigt til ansigt. Og til dem, der føler sig ramt i min nære kreds – sorry, #Alterlove <3

♥ “Det skal nok lykkes!”

Børn er ikke en garanti i livet, og det bliver man pinligt bevidst om, så snart der står “ufrivillig barnløs” et sted i papirerne. Det, du måske håber på, er at indgyde håb, men i virkeligheden virker det lidt negligerende og “pyt skidt”-agtigt.

“Er I virkelig sikre på, at I skal i behandling? Jeg mener bare, det kan jo godt være det sker naturligt, hvis I giver det lidt længere tid”

Jeg forstår din optimisme. Men. Hvad der i starten er et meget romantisk øjeblik; “Er vi virkelig der? Skal vi lave børn sammen? JA FOR FANDEN”, det når over tid at blive rimelig ufedt og måske skaber det mere distance i kæresteforholdet end den nærhed, man havde håbet på. At have sex hveranden dag, også de dage, man ikke har energi “fordi jeg har ægløsning” – it sucks. Og hvis man når dertil, hvor lægen kalder den og siger “behandling, nu!”, så er det ofte tjekket, kontrolleret og tjekket igen. Det er ikke en tilfældig beslutning fra deres side. Så ja, man er rimelig sikker.

♥ “… Men spiser I også rigtigt?”

Man bliver bombarderet med rigtig mange velmenende råd om kost, nedsat motion, alternativ behandling. Og med mindre man spørger direkte efter et godt råd eller en akupunktør, så kan det mest af alt føles som om, at det man gør i forvejen ikke er godt nok. For nogen virker det at spise anderledes, fx ved PCOS, men for andre, som mig fx, så ændrer kosten intet. Og det er svært at sammenligne din bekendte, der gik til akupunktør og *PUF* var gravid med twins, med ens egen situation. Indtil videre er min erfaring, at både min egen læge og vores fertilitetslæge er rimelig opmærksomme på, hvad der kan hjælpe. Sidstnævnte sidder trods alt med det hver dag.

♥ “I er bare så seje, hvis nogen kan klare det, så er det jer”

Det er et sært kompliment, som jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle reagere på. Øh, tak? Det lyder som om, du tror, jeg er mega sej og stærk og klarer det, som var det en flytning eller et jobskifte. Som om de højere magter har valgt os til det her. Men jeg føler mig lille og usikker og dårligt tilpas, jeg er ked af det og spændt, og jeg føler mig ikke særlig sej. Og jeg er ikke glad for, at det er os, der er ramt, fremfor naboen. Jeg vil ikke have, at det er nogen af os.

♥ “Måske skal du prøve ikke at tænke så meget over det”

Det er i hovedet hele tiden. Hele freaking tiden. Fordi det er tid til en sprøjte igen. Fordi du skal på klinik og scannes. Fordi du har ondt som ind i helvede i æggestokkene, fordi de bliver så hyperstimuleret af hormoner hele tiden. Du tænker på det hele tiden. Og sådan en kommentar giver mest af alt dårlig samvittighed – tænker jeg så meget over det, at jeg psyker min krop fra en graviditet? Er det min egen skyld?

♥ “Man kan altså sagtens leve et dejligt liv uden børn”

Det kan man helt sikkert! Selvfølgelig kan man det – det er der mange, der har gjort frivilligt/ufrivilligt gennem tiden. Det er bare rigtig tidligt i livet at træffe dén beslutning om et liv uden børn, når det nu er det, man vil have. Det er jo dét, man vil have, når man når så langt til fertilitetsbehandling. Men tro mig, dén tanke suser forbi. Det tager nok bare tid at nå dertil, hvor man er klar til at gribe den og kigge nærmere på den.

“Måske det er naturens måde at sige, at I ikke skal have børn?”

Det er den klart hårdeste kommentar, jeg har fået. Det er det samme som at sige, at epidemier i Afrika er jordens måde at slå “bestanden” ned på, og det er grimt sagt. Der er ingen højere mening med vores forplantningsevner, når to velfungerende, sunde, kærlige og fornuftige mennesker ikke kan få børn.

 “Der er rigtig mange børn ude i verden, som bare venter på at blive adopteret – har I overvejet det?”

Nede på vores fertilitetsklinik er der pamfletter klar til at informere os om adoption, så JA, den er kørt forbi lystavlen. Men adoption er ikke lige til. Jeg ved ikke, hvad Madonna og Angelina Jolie har gjort, men du kan ikke bare tage et gadebarn med hjem fra din ferie i Indien. Der er sindssygt stramme regler omkring adoption, det er meget svært at komme til, og så er der mange års ventetid. Et par i vores familiekreds har nu ventet i fire år. Det er ikke lige til.

“Hvis det er nogen trøst, så er det altså ikke altid toppen med børn”

Selvfølgelig er det ikke det. Det er heller ikke altid toppen at gå på arbejde, at have en kæreste osv. Men det stopper os jo ikke i at drømme om et fedt arbejde eller en sød kæreste, vel?

 

Hvad jeg til gengæld rigtig gerne vil, det er at fortælle. Tale trinene igennem, igen og igen, for så forstår jeg også selv bedre. Så spørg ind til processen. “Hvordan fik I besked? Hvad betyder det? Hvordan er processen fremadrettet? Hvordan har du det med det?”. Min svigermor har været rigtig sød til at ringe til mig, bare for at høre, hvordan jeg har det de sidste par dage. Den der omsorg – den ligger ikke i den rigtige helbredende sætning (for den findes ikke), den ligger i omtanke. At få et opkald, at spørge ind til dagen, hvordan det går med sprøjterne osv. Lyt, vær nysgerrig, spørg ind til, hvordan det hele fungerer. Vær ærlig – du må gerne bande af det sammen med mig. Men det er sgu også rart at grine ad det engang i mellem. Det gør vi i hvert fald herhjemme på de gode dage.

Tilføj endelig til listen – over do’s and dont’s! Igen, jeg er rimelig ny i det men hurtig på læringskurven. Vi har ikke haft fejlslagne ICSI-forsøg endnu, så jeg er ikke så hærdet og hårdt ramt. Endnu. Måske I er nogle med et andet syn, et andet behov, og det kan være mega behjælpeligt for andre at læse jeres tanker i kommentarfeltet.

Foto af Amanda Thomsen

kaerlighedsinterview-del-1-hos-a-couple6-1

 

85 kommentarer
      1. Jeg tror muligvis Stinne spørger dig søde Cathrine!

        Jeg ved ikke om du kender bloggen Fyrsten og Fruen? Elisabeth som er fruen bag bloggen, er fantastisk – men der viste det sig, hvis jeg ikke tager meget fejl, at hende og hendes mand ikke kunne få børn sammen, da de fra naturens side ikke “passer sammen”. Nu har de Ane som har groet inde i sin mosters mave på 3 og Jasper som har groet inde i Elisabeths mave, skabt via donorsæd, på godt 1 år.

        Jeg tror der er meget at hente inde på hendes blog, for hun har om noget været igennem hele møllen, og delt åbent om det på bloggen!

        – Maj

  1. Spot on! Igen.. mand du siger det så godt og så rigtig. Alle mine tanker, alt det man føler. Det står lige her ❤ tak ! Specielt den med ikke at tænke på det ?!? Som om.. det er simpelthen kun mennesker der ikke har været i behandling der kan finde på at sige det. For man får altså ikke fred, hverken i krop eller sjæl, når man er i behandling. Man skal hele tiden noget der minder en om at det er så det der sker nu.. medicin, scanning, endnu en scanning, aftaler osv osv. Tror mig. Vi prøver. Det er sådan set min hjerne det er værst for ! Jeg har sendt dine opslag til familie og venner. For at hjælpe dem lidt 😉 pøj pøj med høsten..

    1. Det er jeg så glad for Sabine <3 Det er virkelig dejligt at høre, at det lander et sted derude. Det er nemlig det – du får ikke fred. Det rumsterer konstant. Morgensprøjte, aftensprøjte, scanning, morgensprøjte, aftensprøjte, stikpille, scanning. Jeez! Må jeg spørge hvor længe I har været igang? KH

      1. Vi er bare mig 😉 når “vi” prøver at lade være med at tænke på det, er det min hjerne og mig 😄 Er blevet insemineret 3 gange uden held. Opereret i livmoderen 2 gang og om 14 dage starter 1.ivf forsøg. Alt i alt er det en proces der har taget over 18 mdr nu. Aktivt. Inden jeg gik igang havde jeg forsvoret at jeg ville blive så påvirket. Herre Gud. Jeg opfatter mig selv som rimelig calm and collected- men det her – det er på alle måder det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg har aldrig grædt så meget. Og aldrig følt mig så alene. Her i dit lille rum føler jeg mig ikke så alene mere.. så virkelig tak ! Når man er igennem sådan et forløb, uanset hvorfor, indlemmes man i en klub som ingen udenfor forstår. Selvom de prøver. Se bare på de grumme ting folk siger 😳 – derfor er det dejligt at der er et rum. Som ikke er hestenettet.dk. Og du skal skrive om det ligeså meget som du har lyst til. For det fylder alt !!! Sådan har jeg i hvert fald haft det 🙂

        1. Kære Sabine
          Jeg faldt lige over din kommentar. Hvor er du sej, og måske du ikke selv har det sådan lige nu, men jeg synes det er meget inspirerende, det du gør. Alt muligt held og lykke.
          //Sacha

          1. TAK !!! Hvor var det sødt sagt.. – nogen gange føler man sig sgu ikke ret sej i alt det her. Men det var sådan livet spillede sine kort og så må man jo gøre hvad der føles som det eneste rigtige 🙂 Men tak ! <3 der er aldrig nogen der har taget skade af at blive "heppet" lidt på !

  2. Så godt indlæg! Nu ved jeg endnu ikke om jeg kan få børn, men jeg kæmper pt. en anden kamp: jeg går i disse dage og venter svar på, om jeg har fået kræft, og det er samme er gældende ved kommentarerne til det. “Ej jeg er sikker på, der intet ondartet er” (okay, nu er det ikke for noget – men du er maler til daglig og har haft sikkert mere styr på det end en overlæge med + 8 års uddannelse) eller “Ej min moster i Jylland prøvede det også og hun fejlede intet” (Dejligt at høre, men nu har jeg aldrig før hørt om dette mennesker før nu og jeg deler tilfældigvis ikke gener med hende – så det er da skønt for hende, men derfor er det da ikke en selvfølgelig, at jeg oplever det samme.) De der panik-kommentarer folk kommer med – det er jo ikke fordi at jeg ikke har noget at være bange for – hvis det var 100 % sikkert at jeg var rask, havde jeg jo ikke været igennem en operation og en opslidende ventetid.

    1. Det er jeg fanme ked af at høre Louise. Virkelig!
      Jeg kan sagtens høre mig selv have sagt nogle lignende ting i andre situationer. Vi mennesker, vi er virkelig bare ikke glade for at være i en klemt følelsessituation, så vi glatter og vi glatter. For pokker altså. Jeg krydser fingre for dig og dit svar, masser af tanker til dig <3 KH

  3. Freaking spot on!
    Øj den der “det er bare fordi du tænker over det, at det ikke sker”-kommentar. Jeg var ved at blive åndssvag.. Nej, det sker ikke fordi min krop ikke har ægløsning. Derfor.. Ikke fordi jeg tænker. Man kan slet ikke lade være; fremtidstanker, medicin, scanninger og listen fortsætter 🙈 Den værste jer fik smidt i skoen var “Men du er jo ikke et rigtig børne-menneske alligevel, så det går vel nok?”. Av.
    Pøj pøj med ægudtagning – håber du har fået lavet nogle gode æg 😉 Eller bare ét guldæg om ikke andet.

    1. Ej hvor er det grimt Natascha! Ej, det kan jeg næsten ikke have. Hvem siger sådan noget til andre?? Det er jeg godt nok ked af at høre. Kryds fingre for ét godt påskeæg <3

  4. “Vi kender et par, der ikke kunne få børn, der blev så bitre, at de nu ikke længere ser nogen af deres venner med børn. Så måske skulle I bare acceptere situationen, og undgå og blive bitre”. Sagt af familiemedlem med 3 børn til os efter 5. mislykkede ICSI.

    1. Naaaaajjj! Det sagde de ikke til jer! Seriøst? Det er da lige til at bliver bitter over sådan en kommentar! KH

    2. Ej denne her er jeg godt nok også forargret over. Jeg tænker, at det ikke var bitterhed, men slet og ret dybtfølt sorg, der gjorde at de stoppede med at se venner med børn. Og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Gud hvor kan folk dog være ufølsomme. Sagt af en, der kan krydse et par af på Cathrines liste over ting man bare ikke siger – og som nu krummer sine tær lidt over sig selv.

  5. Grundlæggende gælder samme liste single kvinder omkring de 30 år – hvis du skifter ‘barn’ ud med ‘kæreste’. Det skal nok lykkes (du skal nok finde ham).

    1. Åh for helvede, haha! “Hvis det er nogen trøst, så er det altså ikke toppen med kærester”, jeg synes, det er lidt sjovt. Og jeg lover hermed fremover aldrig at køre dén stil på mine veninder <3 KH

    2. Jeg giver dig helt ret her. Jeg får altid at vide, at jeg nok skal møde den rette, når tiden er til det. Jamen okay, så jeg skal bare være glad for, at jeg de sidste 5 år har været single uden noget ønske om at være det?

  6. Oh man, hvor kan jeg også bare nikke genkendende til det meste af det du nævner, Cathrine :-). Særligt det med ikke at skulle tænke på det, og i stedet bare skulle “slappe af i det” – det blev jeg simpelthen så irriteret over, når mine veninder sagde. Noget der også gik mig på, var når folk sagde, at de jo heller ikke vidste, hvor længe det ville tage dem på naturlig vis. True – men når man skal igennem ICSI, står man ligesom på sidste trin af trappen (præcis de tanker, du har gjort dig om det, gjorde jeg mig osse), så det kan man simpelthen ikke sammenligne. I det hele taget skal man bare lade være med at kloge sig, hvis man ikke selv har prøvet det :-). Vi fik til gengæld det råd af min mor, at vi skulle sørge for at fylde tilværelsen med en masse godt imens det stod på, Både små ting, men også større oplevelser, som man ellers normalt spreder lidt mere ud. Og det råd var guld for os i forløbet. Hver gang vi fik “dårligt nyt” lavede vi noget spontant godt på dagen – om det så var en tirsdag eller en lørdag, så hev vi os selv i skoven med en picnickurv eller i teatret – hvad det nu lige kunne være. En gang bookede vi spontant en rejse, så vi fik noget ekstra godt at se frem til :-). Når jeg ser tilbage nu, så var det virkelig noget sf det, der gjorde efteråret sidste år OK på trods.

  7. Folk er generelt vildt uelegante, når det gælder det emne – at forsøge at blive gravid.
    Jeg fik kommentarer a la “hvad mener du med prøver? Jeg kan da godt fortælle jer hvordan man gør… høhø!”

    Når man praktisk talt har knaldet hveranden dag i ti måneder, er blevet henvist til behandling og i øvrigt har aborteret en gang undervejs, så er det en decideret provokerende kommentar.
    Tak, tro mig, jeg ved godt hvordan “man laver børn”!

  8. ‘Vær nu bare lidt glad. Så skal det nok gå alt sammen’

    Selvfølgelig. Jeg kan da smile min biologiske defekt væk. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?! DOH!

    Man kan også overføre den meget glimrende liste til, hvad folk siger, når man har en depression.

    Trangen til at ‘fixe’ folk og at man simpelthen ikke må have en sorg, er gået ret meget over gevind i vores samfund

    Krydser fingre for et påskeæg hos dig !

  9. Spot on ! ✌️Så sandt.
    Vi har selv adopteret, det lykkedes os ikke at blive gravide, og den kommentar med adoption kender jeg godt. Ja sgu da….det er muligt der er mange børn der trænger til et trygt hjem og en god opvækst. Men du rejser jo ligesom ikke bare afsted og køber et barn. Der er lige de her formaliteter der skal på plads inden, og det er ikke småting. Og en adoptionsbeslutning er ikke en pille du sluger om aftenen og så har du svaret næste dag, det er en process. Man går jo igang med at ‘prøve at blive gravide sammen’ så adoption ligger for mange lidt længere ude, det gjorde det i hvert fald for os. Så er der også lige ventetiden. 3 1/2 år for os. Den dummeste kommentar jeg har fået i forbindelse med beslutningen adoption var ” Hvad gør I så hvis I får jeres EGET barn” 😲HALLO…! Det bliver vores eget barn, bare ikke af kød og blod. Min kommentar var…så bytter vi bare barnet fra Sydafrika og får pengene tilbage, så er den fixet…hun blev flov!! Dum kommentar ! Når det så er sagt, har vi idag en skøn dreng fra Sydafrika der har det godt og er en glad dreng, og VI kunne ikke have gjort det bedre selv. 😉Al held og lykke til jer ❤

  10. Tror jeg har hørt samtlige udsagn på din liste, plus et par stykker mere der ikke fortjener gentagelse.

    Og så er der alle dem, man ikke lige fortæller, at det kniber med at få æg til at hænge fast, og som derfor ofte mener, de skal kommenterer på om det ikke snart er tid til at få nogle børn?

    Jeg ved godt de fleste mener det godt, med deres kommentarer. Men nogen gange ønsker man virkelig, at man kunne lukke deres mund med en lynlås!

  11. Vi har vores datter på 2,5 år – det skete forholdsvis hurtigt, nem fødsel, nemt barn. Her anden omgang er så en anden sag – efter 5 spontane aborter og nu er tilknyttet hospital og med hormonpiller på lager, jeg skal tage med det samme jeg finder ud af at jeg er gravid (for at styrke livmoderen) og så bliver vi fulgt meget nøje med både skanninger, prøver osv.

    Jeg har selvfølgelig tænkt det kommer – tænker jeg for meget på det – er jeg en dårlig mor – hvad med kosten – hvad med adoption – prøvet akupunktur – lagt min kost om – blevet testet i hoved og røv – skal vi have flere børn – hvad med dit og hvad med dat.

    Og Gud hvor kommer der bare nogle trælse kommentarer på vejen…

    “I kunne jo også bare prøve naturligt igen – der er da ingen grund til at skulle tage hormoner”

    “5 aborter på 1,5 år er da ikke så mange – det er da meget naturligt”

    “Du er ung – sikke mange unødvendige tanker du gør dig om det”

    “Da jeg var ung, skete der ikke noget ved bare at lade tingene ske. Sker det ikke er det jo nok bare sådan det er”

    🙄🙄🙄

    Det eneste der har virket bare lidt for mig, var at blive tilknyttet overlæge og sygeplejerske fast på hospital og at jeg føler at jeg har et sikkerhedsnet næste gang (når/hvis) jeg bliver gravid. Derudover prøver jeg at sige til mig selv: Trust the timing of your life. Det giver mig en anelse håb.

  12. Haha, super liste Cathrine. Kan den laves til en pamflet, man kan dele ud til venner og familie? Den der med bare at “tænke på noget andet og slappe af”, den HADER jeg – også den der “det skal nok lykkedes”. Et familiemedlem mente, at vi skulle lade være med at prøve, nu vi var kede af det og i sorg, når vi så havde det bedre, skulle vi prøve igen, og så ville det ske. Folk er så kloge…

  13. Jeg ved godt, at der skal være plads til alles følelser, men det der rammer mig mest er, når andre ikke er taknemmelige over deres egen situation. “Jeg føler mig bare så snydt over ikke at have haft en almindelig graviditet og har kunnet amme, nu når jeg har fået tvillinger (på helt naturlig vis i aller første hug)” eller “det der med et navn til baby kan jeg slet slet ikke forholde mig til før baby er her” (sagt af højgravid veninde). Sæt nu pris på og nyd den situation I er i! Jeg ved godt det handler mere om mig end dem, når det går mig på, men jeg blir simpelthen så frustreret, når de ikke kan se, hvor heldige de er.

    Som en anden skrev, så er min og min mands erfaring også, at det er rigtig godt at gøre en masse ting som gær jer glade. Fylde ventetiden med gode dejlige ting og ikke sætte livet på pause indtil det lykkedes. Lad vær at udsætte en fødselsdag, et bryllup (ved godt I er gift, hope u get the point), en rejse eller jeres ombygning til “efter” eller “når” det sker. Spis desserten først 😉 Det har hjulpet os❤

    1. Lige der føler jeg mig ramt, for det lyder netop ikke som om at der er plads til alles følelser.
      Jeg blev gravid med tvillinger ved en smutter og jeg ønskede ikke andet end at være normal gravid.
      Det er nok det hårdeste fysisk og psykisk som jeg har været ude for. Kontrolscanninger og besøg hos jordemor/fødselslæge hver 14. dag, dialog om planlagt kejsersnit, information om for tidlig fødsel, information om TTTS syndrom, sygemelding i uge 24, kontroller for livmoderhals længde, opkastninger i 4 måneder der medførte svækkelse og vægttab på 6 kg, beskeden “nu skal du nok få dem begge med hjem” og påbud om at være liggende så meget som muligt, alt sammen sygt hårdt og frygten for mine børn og mig selv lå hele tiden i baghovedet, virkelig hele tiden. Jeg var sindsygt bange og havde, ligesom jer andre i en noget anden situation, brug for at tale om det. Hvis min veninde havde sagt, “du skal være taknemmelig over at være blevet gravid, så var jeg brudt helt sammen. Jeg fik også virkelig mange ufølsomme kommentarer i den process. Det gjorde jeg iøvrigt også, da jeg ved senere graviditet aborterede.
      Jeg elsker at læse din blog og har fulgt med i et par år. Jeg elsker, at du også skriver/taler om de svære ting og jeg håber det bedste for jer.

      1. Tak fordi du deler din graviditets-historie, det er nemlig ikke altid rosenrødt og for hulan hvor kan det svære svært. Og for hulan hvor kan man være bange og utryg, også selvom man jo er taknemmelig for at være gravid. Tak fordi du sætter ord på det!

      2. Du er stærk, Sara. Der er rigtig mange af os, der har super komplicerede forløb, og det er virkelig dejligt, at du har lyst til også at dele dit. Jo flere sider og oplevelser jo bedre. En graviditet er det mest komplicerede, vanvidsagtige og smukke i verden. Det er så kompliceret! Både at blive gravid, at holde på det osv.
        Måske handler det i Louises kommentar mest om timing. At vi ikke laver den typiske jeg-er-i-samme-båd-som-dig, når vi deler de hårde sider. Og det er selvfølgelig begge veje! Jeg kan i hvert fald godt komme til, i et håb om at den jeg taler med ikke skal føle sig alene, at dele min egen baggage, når de selv fortæller. Der skal jeg nok selv bare lytte, og ved anden lejlighed dele min sorg. Giver det mening? KH C

        1. Jeg fik vist ikke udtrykt mig klart i de tidlige morgentimer. Der er SELVFØLGELIG plads til alles følelser!

          Når jeg taler med min(e) veninde(r) om deres smerte, sorg, frygt og angst, så støtter jeg dem selvfølgelig og er der for dem – og så er det deres perspektiv det handler om. Og jeg kan sagtens rumme deres følelser og tager dem også meget alvorligt. For de slås helt klart også med noget.

          Men når det er mig og mine følelser vi taler om, og de spørger mig om det, så fortæller jeg også, hvad der gør mig ked af det – og det rummer de heldigvis også.

          Det er for Guds skyld IKKE nogen konkurrence om, hvem der har det værst!

          Jeg blir ikke ked af når andre bliver gravide. Jeg glæder mig på deres vegne og elsker deres børn, og ønsker bestemt kun, at de får de graviditeter og de børn de drømmer om. Jeg gav egentlig bare udtrykt for, hvad min akilleshæl er, og det er nu engang det, som gør mest ondt på mig.

          1. For mig handler det om, at der også skal være plads til at det kan være hårdt, selvom man er glad. Jeg var lykkelig for at være gravid, men havde en lidt svær graviditet, og så gør det altså ondt når man får at vide at man jo bare skal være glad for at være gravid. Det ene udelukker jo ikke det andet. Jeg kunne heller ikke bestemme mig for et navn før jeg havde født, for mig brors første barn døde i maven to dage efter termin og derfor var jeg smertefuldt bevidst om hvor stort et mirakel et barn er. Vi bærer alle på bagage, og vi skal ikke gøre os til dommere over andres følelser. Følelser kan ikke gradbøjes, de ér bare.

  14. Åh, det er så svært at sige noget rigtigt, kontra hvor nemt folk kan blive taktløse – for enten lyder man somom man negligere ønsket om børn eller også bliver man fuld af ‘gode råd’, bliver støttende ’selvfølgelig sker det snart-optimist og viser links og dumme statestikker i håbet om at man bliver opmundret. Og det er jo også svært nogle gange, bare at lytte og være der i en svær situation, fremfor at agere ‘løsningsorienteret’ 🙈.
    “Kan I ikke bare adoptere? Det er da meget nemmere”, kan jeg huske en studiekammerat fik leveret. Det var vist heller ikke liiige svaret på hendes bønner. Håber de fleste møder dig med forståelse, støtte, åbenhed og rummelighed (;

    – A

  15. .. ej men man får så mange underlige og til tider onde kommentarer. Nogle er sagt velmenende fordi de ikke ved hvad de ellers skal sige – hvor andre bare er direkte takt- og tankeløse! Jeg har fået de samme kommentarer som dig. Min kæreste endda også.. I stil med “tænk ikke så meget over det”, fik min kæreste fkommentaren af sin ven “tror I ikke bare at I stresser over det? Så det er derfor det ikke lykkes?” Indirekte(eller direkte) sagt at det jo er vores skyld, at det fejlede gang på gang. Øh. Tak for.. støtten? Hvad er det dog for noget at sige?!
    Jeg har dog oplevet noget positivt også – jeg har været meget åben omkring det, men det er ikke alle som er det. Så jeg lærte pludselig hvor mange som stod eller har stået i samme situation og man kunne snakke med dem om det. 🙂 hvilket kan være rart, for det kunne føles som en noget afskærmet færd man skal igennem!

    Og pøj pøj med ægudtagningen og den efterkommende befrugtningsprocess! Alt er krydset! 🙏🏻 (Og positive tanker til Adam også)

  16. Tavsheden er næsten værere synes jeg. Vi har fortalt det til nogle få og vi oplever at mange slet ikke ved hvordan de skal forholde sig til situationen og dermed undlader at spørge ind til det. Det synes vi er virkeligt mærkeligt, man fornemmer bare den her KÆMPE elefant i rummet. Kan virkelig anbefale dig at blive medlem af en hemmelig IVF/ICSI gruppe på FB. Den er guld værd med en flok tøser som præcis er igennem det samme og altid er parat til at svare på selv de mærkeligste spørgsmål, som dukker op løbende i denne proces. Eller hvis man bare synes det hele er pisse hårdt, så er de der altid med forstående ord. De er guld værd! 🙂

    1. Det er en super svær balancegang, for som pårørende ved man ikke altid om det er Ok at spørge til det hver gang man ses. Man vil jo ikke få folk til at græde mit i maden hvis det lige er en dårlig dag f.eks. Tror helt sikkert dine venner gerne vil spørge til det, men tør måske ikke helt :)

  17. Kære Chathrine,
    eneste erfaring jeg har med jeres situation er, at vi måtte vente i uendelig lang tid, inden vi havde held med en øko baby – og ja, du har helt ret, man kører så træt i at skulle have sex på kommando.
    Du skal bare vide, at jeg sidder og læser og lytter med, her på den anden side af skærmen.
    Virtuelt kram til dig (og dine æggestokke, som har ondt!)

    1. Tak ven <3 Dén ventetid er altså også rigtig hård. Jeg husker det som følelsen af, at min krop fejler hver eneste gang, jeg fik min mens. Selv om det ikke er dens skyld men så mange andre omstændigheder. Kram tilbage

  18. Men.. Nu hvor der er en SÅ lang liste over ting man åbenbart ikke må sige – ting som jeg ikke selv umiddelbart synes er slemme at sige, så ville det være rigtig rart med nogle flere inputs hvad man så rent faktisk må sige? Ellers synes jeg lidt at indlægget her bliver lidt til noget formålsløst brok-brok-brok. Brok er nemt, men det ville være meget mere konstruktivt for os der egentlig mener det godt og gerne vi være positive og støttende hvis nogle flere muligheder/forslag til hvad man så rent faktisk gerne må sige. 🙂

    1. Ah, Sara. Hun skriver jo netop, at man gerne må spørge ind til forløbet og alt muligt andet. Så alt kalde det “formålsløst brok-brok-brok” er måske liiiiiige at stramme den.

      1. Selvfølgelig er det sat lidt på spidsen. Jeg da udemærket godt at Cathrine skriver at man kan spørge ind til forløbet, men når det åbenbart er så sensitivt et område ift. hvad man som pårørende siger, at der kan konstrueres en liste over don’ts, så ville det være langt mere konstruktivt for os udefrakommende i forløbet, hvis der så også blev lavet en helt konkret liste over do’s, så man har nogle helt konkrete spørgsmål man kan stille og derved ikke risikere at træde nogle over tæerne. Det er jo fint nok at få at vide hvad man ikke må stille af spørgsmål, men uden nogle helt konkrete alternativer bliver det bare meget nærliggende så helt at lade være med at spørge, fordi man er bange for at sige noget forkert – og det er vel i grunden værre helt at “ignorere” problemet? 🙂 Giver det mening? 🙂

    2. Det er virkelig ikke ment som brok, men – måske med et lille glimt i øjet – et indblik i, hvad der er ret sårende at høre på. Som jeg skriver, og som Line også pointerer, så handler det bare om at spørge ind til det. Være nysgerrig og gerne ville høre status osv. Der findes nemlig ikke en sætning, der er gylden, som får det hele til at forsvinde, al sorgen og usikkerheden. Den findes ikke. Så i stedet – spørg ind til forløbet, og hellere spørg lidt for tæt og for meget, tænker jeg, end fortie det. Det er lidt mærkeligt, når man har store lange samtaler med venner, der godt kender til situationen, som ikke lige spørger ind til det. For det er hele tiden i hovedet hos mig, og det er dejligt lige at lukke lidt luft ud. Du kan altid sige “du må endelig sige til, hvis jeg spørger for meget”. Men en oprigtig interesse i processen, et opkald med “hvordan har du det?” – det er rart <3 KH

      1. Det var præcis sådan noget lidt ala det der jeg syntes indlægget manglede, så man lettere kan finde ud af at navigere som pårørende. For som skrevet ovenfor, så er det jo fint nok at få at vide hvad man ikke må sige, men mindst lige så vigtigt at få at vide hvad man så må sige. Jeg tænker lidt at nogle helt konkrete formuleringer på spørgsmål ville være rigtig gavnligt, da det tydeligvis (og naturligvis) er et emne der er utroligt sensitivt og hvor formuleringen af spørgsmålene har en afgørende betydning. En tilsvarende liste med konkrete spørgsmål man kan stille ville være guld værd som supplement til don’t-listen – måske der potentielt kunne komme et indlæg ud af den vinkel også. 🙂 Som pårørende vil man jo naturligvis gerne støtte og være så positiv som muligt, men det er altså eddersvært at stå på den anden side også uden at føle man agerer totalt klodset. 🙂

        1. Jeg kan altså virkelig godt forstå lidt frustration i det – alle vil jo én det bedste. Der er jo ikke nogen, der har lyst til (går jeg ud fra) at sorge nogen, der er sorget i forvejen. Jeg skal se, om jeg har nok til en liste, jeg kan godt forstå, at du gerne vil træde rigtigt. Selv forestiller jeg mig lidt som en kærlig journalist? Altså alle HV-spørgsmålene krydret med en oprigtig nysgerrighed. Det er det der virker for mig. Som jeg skriver nederst:
          – Hvordan har du det i dag? Har du ondt?
          – Hvor er du i processen nu?
          – Hvad er næste skridt?
          – Hvordan har du det med sprøjterne? Hormoner?

          For mig er det mest muligheden for at tale om det, det er rart, når der bliver lagt op til det. Så endelig spørg ind til det. Og så husk, at alt er love. Jeg har altså ikke afskrevet nogen eller tænkt ondt om dem, der kom med en uheldig bemærkning. Vi ved jo ikke bedre, med mindre vi får det at vide 🙂 Alt er tilgivet <3 KH

  19. Jeg kan sagtens høre, at de udsagn er upassende til jer, men jeg har selv været i en lidt anderledes situation, hvor jeg syntes det var svært at sige det rigtige. Et vennepar, der allerede havde et økobarn, fik jeg hjælp efter at have prøvet et halvt år på en 2’er. Der kom jeg vist nok til at sige “måske I stresser for meget?”. Men du har jo ret – jeg ved intet om den forudgående udredning, og måske var første barn virkelig rent og skær held.

    1. Det er altså også svært – jeg har sgu selv kommet med den sædvanlige “Skal I ikke snart have børn?” til gode venner før i tiden. Kun med tanken om, at det ville være så hyggeligt, men uden tanke for, at de måske prøver og kæmper. Jeg bliver klogere 🙂 Det gode er, at jo mere vi taler højt om det, jo klogere bliver vi alle sammen, og så kan vi komme omkring de der akavede situationer, som måske er sårende. KH

  20. Cathrine, de her indlæg er simpelthen bare så rørende. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg går og tænker over dem efterfølgende og hvor modigt/fantastisk jeg synes det er at du deler med os allesammen! Det er så godt at der kommer større fokus på det her emne.
    Min mand og jeg forsøgte også at få børn i over et år. Uden held. Og som nygifte, unge mennesker fik vi konstant spørgsmålet “om vi ikke snart skulle have børn?”. Og hver eneste gang stak det i hjertet. Husker flere gange at have tudet efter forskellige familiesammenkomster fordi jeg bare ikke kunne holde det ud mere! Den nærmeste familie vidste det godt, men som du selv fortæller, resulterede det mest af alt i gode råd og velmenende kommentarer a’la “dyrker du måske ikke også for meget motion?”, “Er du sikker på at du spiser nok?”, “Hvis I nu bare lader være med at tænke på det, så sker det lige pludselig”. Især den sidste var forfærdelig, for som du siger, så kan man IKKE lade være med at tænke på det! Det fylder det hele!
    Jeg kom så endelig til lægen og det vidste sig at jeg lider af PCO og derfor ikke har ægløsning. Gynækologen anbefalede hormonbehandling så jeg “kunne lægge æg”, og puha. Selvom det slet ikke er så “slem” en melding som I fik, så gjorde den alligevel ondt. 25 år, ung og sund, men ikke i stand til at lave børn selv. Av. Og her havde jeg bare brug for at mine nære helt ærligt sagde: “Øv, det er sgu noget lort! Jeg er her hvis du har brug for at snakke” uden at det nødvendigvis blev efterfulgt af “ej, det var da ikke slemt!”, “Det skal nok gå!”.
    Lige som vi havde fået meldingen om hormonbehandling fandt vi dog ud af at jeg var gravid – men aborterede i uge 5. Det hjalp heller ikke specielt på psyken, men viste sig egentlig at være lidt “held i uheld”, da det betød at hele mit system blev “genstartet” og jeg begyndte at få mere eller mindre regelmæssige ægløsninger igen. Så nu sidder jeg her, 4 måneder henne i min graviditet og sætter SÅ stor pris på det hver eneste dag (selv når jeg er helt “handikappet” af kvalme og opkast, træthed og bækkensmerter).

    Så jeg vil egentlig bare sige TAK! Tak fordi du deler, tak fordi du er så åben omkring det, og tak fordi du sætter fokus på hvor “almindeligt” det her faktisk er! Jeres situation er sgu noget lort, og jeg håber virkelig det bedste for jer <3

    1. Sikke en historie, du bærer rundt på Annemette <3 Det er lang tid og prøve, og det er hårdt at få spørgsmål om, om man ikke snart skal have børn. Jeg kender mig skyldig i før i tiden at have stillet samme spørgsmål. Men man bliver hele tiden lidt klogere og mere indsigtsfuld. Hvor er det til gengæld dejligt, at det er lykkedes jer – at det var held i uheld, som du skriver. Det er så dejligt, at du nu er gravid og så langt henne – jeg håber, det bliver det yndigste, dejligste lille barn. Masser af tanker og kram til dig for den fine historie – det giver håb!

      1. Tak 🙂
        Det er jo sådan set heller ikke fordi man slet ikke må spørge om folk har børn i tankerne, for vi ved jo alle at der bliver spurgt i bedste henseende! Jeg spørger da også selv stadig andre, men sørger for måske kun at spørge gode venner og nær familie, hvor jeg ved at hvis der er problemer eller det er svært, så er det også noget vi kan snakke om, om måske kan det være en åbning for dem til at lufte deres tanker. Det er ligesom det indlæg du linkede til der tog det issue op (hvornår må man spørge om folks planer mht børn). Selvfølgelig må man spørge! Men måske behøver man ikke spørge en bekendt eller kollega som man egentlig ikke er så fortrolig med. Min pointe er, at jeg i hvert fald ikke synes at du skal sidde med dårlig samvittighed over selv at have spurgt folk om det 🙂

        Og så synes jeg i øvrigt at et tip mange har skrevet herinde, er super godt: husk at gøre gode ting for jer selv imens! Det var vi nok ikke helt så gode til, da vi meget tænkte at vi hellere måtte vente, hvis nu jeg var gravid på det og det tidspunkt osv! Hvor har jeg fx undladt at købe mange fine kjoler fordi jeg hele tiden tænkte “måske er jeg gravid og så kan jeg alligevel ikke passe den om et par måneder” eller undladt at drikke vin til maden. Og så kører man altså hurtigt lidt surt i det hele. Sørg for at passe godt på dig selv (og Adam) både fysisk og mentalt. Så er der faktisk ikke mere I kan gøre 🙂

  21. Søde rare mennesker med håbløse velmenende råd findes heldigvis og desværre i hobetal – også når det forhåbentlig lykkes for jer. Det er som om, at der eksisterer helt andre regler for, hvad man kan og ikke kan sige, når det handler om børn.
    Du er et skønt menneske, og jeg er så imponeret over hvordan du håndterer situationen.

  22. Min nuværende situation er en anelse anderledes end din og alligevel kan jeg genkende mange at udtalelserne fra din liste – det er sgu lidt “rart” at vide, at man ikke er alene i det 🙂
    Min kæreste har været igennem 4 forskellige kræftforløb m. forskellige cocktails af kemo og strålebehandling. Det har resulteret i, at vi er nødsaget til at komme i fertilitetsbehandling, hvis vi vil være forældre – og det vil vi mere end noget andet… meget snart endda.

    Jeg kan særligt genkende “Det skal nok gå alt sammen” og “I er så seje, I kan klare alt” – de er hyppigt hørte.
    En tilføjelse til listen er udtalelsen “I er heldigvis begge så unge, så der er ingen grund til at have travlt”. Jeg er 24 og min kæreste er 27. Ja, det er ungt, men hvis man føler at man har fundet den person, som man vil have barn med og at man fysisk og mentalt føler sig forberedt, er det så ikke det, der tæller? Og det kan godt være at vi ikke nødvendigvis har travlt, men når man har haft samtalen og indstillet sig på, at man nu vil være forældre, så vil man jo netop gerne igangsætte projektet. Den udtalelse rammer mig altid det forkerte sted!
    Jeg kender selv den brændende følelse af at være klar til at blive mor uden meget kontrol om man kan blive det. Jeg håber for alt i verden, at du og Adam får jeres drømme opfyldt ❤

  23. Kære Cathrine. Sidder med det her indlæg og tænker tilbage på en rigtig hård tid, hvor vi også fik de fleste af ovennævnte kommentarer. Den jeg hadede mest var “Du skal bare lade være med at tænke så meget på det, så sker det lige pludselig”! Gerne sagt af en der blev gravid i første forsøg ik? Men hvor f… sidder den knap?? Hvor man holder op med at tænke på det?? Jeg havde den ikke… Det var det første jeg tænkte på, når jeg vågnede – det sidste jeg tænkte på, når jeg gik i seng. Til gengæld var det en kommentar fra min veninde der hjalp mig mest: Da jeg med tårer ned af kinderne sagde “Hvad nu hvis det virkelig aldrig lykkes for os”? Og hun så bestemt sagde: “Så dealer du med det til den tid! Lige nu lever håbet stadig.” Det blev mit mantra når frygten for, at det ikke kunne lykkes overtog: Okay, det dealer jeg med til den tid! Ps – det lykkedes 🙂

  24. Tak for et tankevækkende indlæg og for at åbne op om barnløshed. Det fik mig til at tænke over, at man ofte kommer helt vildt langt i relationer ved at spørge ind og lytte og bare anerkende sine venners følelser. Jeg synes mange mennesker har for travlt med at ville sige det rigtige eller fremstå kloge og hjælpende. Jeg har selv været der, men har skiftet kurs. Jeg øver mig hver dag i at lytte. Stort kram herfra!

  25. Hold kæft de er spot on mange af de kommentarer Cathrine! Måske er du et sted hvor du synes det er åndssvagt, men én af de ting som min kæreste og jeg gjorde mens vi var i fertilitetsbehandling var før hvert forsøg at aftale noget vi skulle hvis det IKKE lykkedes i den omgang. Selvom det bestemt ikke mindsker smerten eller tvivlen der bare gør så ondt hvergang der er negative resultater, så gav det os en eller anden humor ind over det – så skal vi fandme nyde den middag med massere af god vin, eller en forlænget weekend i Amsterdam eller kanelsnurre og gåtur i blæsten. Dét og så at blive ved med at lægge planer, rejse etc. Vi måtte aflyse et forsøg fordi vi var på ferie i New York da der skulle tages æg ud, men ellers bliver det simpelthen for hårdt og altomsluttende! Det tog os 2 år, men nu er Saga tre måneder 💪🏼✌🏼Jeg hepper på jer!

  26. kære Cathrine. Vi går ikke det samme igennem – men alligevel kan jeg relater rigtig meget, til de kommentarer du går i gennem for tiden. For et halvt år siden, mistede jeg min søn efter en fødsel. Han var syg – og han ville have levet på hospitalet, hvis han havde været i live. Efter vores tab, blev folk ved med at fortælle mig, at jeg er ung, og at jeg nok skal få flere børn. På dette tidspunkt havde jeg ikke engang begravet min søn endnu. Selvom jeg ved, at folk taler i kærlighed – gør det simpelthen ikke sådan nogle sætninger mere okay. Kram fra mig

  27. Kære Cathrine.
    Selvom jeg ikke rigtig kommenterer på din blog, så rammer de her indlæg lige der, hvor jeg får en lille (læs: stor) klump i halsen og tårer i øjnene. I dag har vi været til første undersøgelse på fertilitetsklinikken – og svaret var samme benhandling som jer, ICSI. Jeg tror først, det er gået op for mig i dag, hvad der skal til at ske nu – og dine indlæg er guld værd i min mentale proces (for ja, det betyder sgu noget, at andre bakser med de samme tanker, som man selv gør). Uanset hvor gode og velmenende folk, man har omkring sig, så tror jeg bare ikke rigtig, de til fulde kan forstå, hvad sådan et forløb her gør ved én.
    Tak fordi du deler – det er så skidevigtigt <3
    De bedste tanker fra Sofie

  28. SÅ fint at du deler din proces og de overvejelser, du gør dig undervejs. Selvfølgelig kan folk ikke relatere til det, når de ikke selv har stået i samme situation, og det er svært at stå på begge sider af den slags. Jeg synes blot, at man skal huske, at når folk kommer med ovenstående kommentarer, så er det for det meste omsorg, selvom det kan være klodset og gøre én ked af det, så er det sjældent dét, der er intention. Så selvom man ikke kan lide indpakningen, så husk at det er et forsøg på at vise omsorg.
    Tak for en god blog!

  29. Hej Cathrine. Jeg er selv 25, fast kæreste og (forhåbentlig) et barn ikke så langt ude i fremtiden, og kan derfor ikke sætte mig ind i den her sørgelige situation I står i- men ville bare sige at hvor gør det mig ondt i skal det her igennem. Jeg har ingen kloge kommentarer at komme med, andet end at jeg håber i for altid har hinanden, og at jeg i tanken gerne sender lidt ekstra hormon og evt. En lille fin stork din vej ❤ Mange tanker og knus fra Malene

  30. Det er så modigt, at du deler, Cathrine.

    Barn er ikke aktuelt i mit liv lige pt., så jeg står ikke helt konkret i din situation. Din slags sorg. Men jeg er også i sorg. Fordi jeg har mistet min bror, pludseligt og uventet.

    Og dit indlæg rammer også i sådan en slags sorg. For her siger folk også dumme eller ubetænksomme ting.

    Eller også siger de slet ikke noget. Forsvinder. Er tavse i flere uger. Eller måneder. Og så får man undskyldningen om, at de er for travle, har det hårdt på job eller lignende… så derfor har de ikke fået givet lyd fra sig.

    Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, når folk begynder på beklagelser eller dårlige undskyldninger?

    Jeg har oplevet at blive skuffet over venner, som jeg troede ville være dér. Men jeg har også oplevet at blive glædet over venner, som viser hvor gode venner, de er. Og som jeg er så taknemmelige for at have i mit liv. Dem fokuserer jeg på.

    Det håber jeg også, at I oplever. Gode mennesker i jeres liv. For det sucks! når folk er ubetænksomme. Men det styrker også venskaber og familier, når de virkelig er dér og støtter.

    Tanker til jer <3

  31. Hej Cathrine
    Super fint med sådan en liste 🙂 Er efterhånden blevet meget opmærksom på hvad man ikke siger til sine veninder omkring at få børn. Da jeg lærte at en veninde havde brugt ca. et år på at blive gravid- og lidt i stilhed, mens jeg jævnligt havde forhørt mig, om hende og manden nu snart skulle have børn. Følte mig forfærdelig, da jeg opdagede hvordan situationen egentlig hang sammen. De har den dejligste pige nu 🙂
    Jeg har dog et spørgsmål- Jeg er selv gravid nu, og vil gerne vide om det er ‘forbudt’ at dele sin glæde over sin graviditet fx på snapchat og diverse sociale medier, hvis man kender et par der har prøvet et par måneder? Jeg vil helst ikke træde nogen over tæerne (igen), men vil heller ikke udelukke nogen fra det der fylder allermest i mit liv pt.
    Mvh H

    1. Hvor er du omsorgsfuld og betænksom at tænke sådan ❤
      Først og fremmest, hvor er det bare dejligt. Det er så stort! Kæmpe stort til lykke til jer! 😻
      Nu skriver jeg helt fra egen side. Andres babylykke gør mig ikke det mindste ulykkelig. Jeg føler slet ikke, at det er salt i såret – faktisk synes jeg, det giver mig håb. Der kommer babyer til verden hele tiden. En dag er det måske vores tur. Men jeg kan godt fornemme, at andre har det lidt svært med det. Vi har heller ikke været igang længe og oplevet sorg på sorg – måske jeg ændrer mig. Jeg tænker bare selv, at dine babyer er dine babyer – jeg får ikke flere af at du ikke får. Det er dine, og jeg får mine ☺
      Jeg synes, du skal dele det, ikke holde dig tilbage. Men måske skal du drikke en kop kaffe med din veninde og dele nyheden med hende før du deler det stort? Så bliver hun ikke så chokeret og måske kan du vise hende, at du godt ved, det er svært for hende?
      Hun vil måske blive sorget, men det er ikke pga dig. Det er pga hendes egen situation.
      Masser af tanker til dig!

    2. Selvfølgelig er det helt ok at dele din glæde. Du deler jo også billeder af din mad, selvom andre mennesker sulter. Man kan ikke gå på tåspidser livet igennem, fordi alt hvad man siger eller gør, har potentiale for at kunne såre nogle andre. Almindelig betænksomhed er selvfølgelig prisværdigt og alt andet er da klart usmageligt. Men at lægge fuldstændigt bånd på sig selv fordi “andre mennesker bliver kede af det”, mener jeg, er at gøre dem en bjørnetjeneste. Du kan ikke retouchere den virkelighed bort, at de fleste mennesker har nemt ved at få børn og at det sker hver evig eneste dag. Ja, det er pissehårdt hvis man selv er infertil, og ja, andre mennesker aner ikke hvordan det føles, medmindre de selv har været ude for det samme. De vil uvægerligt sige nogle dumme, men velmenende ting. Accepter det og kom videre. Lyder hårdt, men hvad andet er der at gøre?

  32. Åh sødeste Cathrine. Sikke et fantastisk velskrevet og velovervejet indlæg. Et par i min familie er også i fertilitetsbehandling. Og det har de været i 2,5 år.. Først i det offentlige, og da alle forsøg blev brugt der, kom de i det private, hvor de har været i 1 år nu… Hun har været gravid 2 gange og mistet baby begge gange i uge 8 og i uge 10.. Det har simpelthen været så hæsligt for dem, og jeg har så svært ved at finde de rigtige ord at trøste og støtte med. ‘Desværre’ kommer jeg tit til at sige ”Jeg er sikker på det skal lykkedes for jer, jeg tror virkelig 2017 er jeres år!”. Og i princippet ved jeg det jo slet ikke, men jeg vil bare så gerne tro og håbe på det. Jeg siger det kun for at hjælpe. Men jeg kan godt se på dit indlæg at det måske ikke er det hun har brug for at høre..

    Jeg ønsker dig alt held og lykke med behandling og baby. Lægerne er simpelthen så dygtige og jeg er sikker på de vejleder jer bedst muligt <3 !!!

  33. Jeg er vild med det, og jeg er vild med, at du deler! Det er så vigtigt, at tabuet bliver brudt, og det er så fint, at du her får sat ord på, hvad man ikke har brug for at høre uden at skælde ud eller pege fingre. Det kan være en kunst;) Jeg skrev en lignende liste med fem punkter for fem år siden (fortalte facebook mig forleden, sikke tiden går) og opdaterede det til 10 for et par siden. På min liste var desuden “Det er ikke en menneskeret at få børn!” (det er jeg klar over, men det gør ikke smerten mindre) og “Det kunne være værre!” (ja, alt kan altid være værre, men nu er det her mit liv og min krise.) Og folk siger sjældent, som de gør for at være tarvelige, men derfor er det stadig rigtig fint at melde ud, når de siger noget, som man bliver ramt af. For alles skyld:) Mine lister er ‘færdige’ nu. Jeg er ude på den anden side. Nu kan jeg så i stedet skrive lister over, hvad man ikke skal sige til folk med donorbørn – “Tænker du nogensinde på, hvordan hans far ser ud?” Det ville være skørt, når nu jeg vågner op ved siden af hans far hver morgen;) Igen – folk bliver kun klogere på, hvordan vi taler om de svære ting, hvis man tør tage bladet fra munden og melde ud i en kærlig og konstruktiv tone.
    Kram til dig:)

  34. Jeg er helt enig i, at der kan komme mange upassende kommentarer – og har oplevet det gennem både mit sygdoms- og IVF-forløb. Dog har jeg mange gange vendt den om og tænkt, at det jo også kan være svært at vide, hvad man reelt kan sige som pårørende. Måske er det, der falder negativt ud for nogen, ikke nødvendigvis negativt for andre. I bund og grund prøver de fleste – når man trækker tosserne fra – bare at være søde og forstående, og de siger det, de nu gør, af allerbedste mening. Jeg synes egentlig det værste for mig var, hvis der var nogen, der ikke spurgte ind til det og lod som ingenting. Dertil havde jeg et par episoder, hvor mine lidt mere perifære veninder følte sig utilpasse ved at fortælle mig, når de selv var blevet gravide. Noget der gjorde mig helt vildt ked af det, for selvom jeg ikke selv kunne lave en baby inde i soveværelset, så betød det jo ikke, at jeg var ude af stand til at glæde mig på andres vegne. Jeg har altid opfattet ‘det skal nok lykkes’ som et ‘held og lykke’ og ‘jeg/vi tror på jeres projekt baby’, så for mig er det ikke negativt – tværtimod har jeg bare følt, at der var mange, der støttede mig/os. Men der er bare enormt stor forskel på, hvordan den slags opfattes – og der kan være forskel på måden, det bliver sagt på. Det med at være ’stærke nok’ til at gå gennem fertilitetsbehandling mv., så har jeg også altid opfattet det positivt, for det fylder jo enormt meget i de måneder/år, hvor det står på, og det kræver da lidt. Min eksmand og jeg fik den dejligste datter, men fordi vi egentlig ikke var specielt harmoniske og havde nogle andre udfordringer, glemte vi helt hinanden – og blev skilt, da vores datter var halvandet år. Men vi er heldigvis enige om, at vi ville gå igennem det hele igen for vores skønne lille pige 🙂 Så jeg ville helt sikkert tage det som et kompliment, hvis der var nogen, der sagde til mig, at vi kæreste og jeg er super seje, stærke sammen og nok skal komme godt igennem det sammen 🙂

  35. Min mor spurgte i ramme alvor, om min mand og jeg godt vidste, hvordan “man gjorde” (læs: laver børn)… haha, hun må godt nok have troet, vi var debile. Hun havde mange “gode” råd under vores 15. forsøg. Alt fra ikke at tænke på det til at det var godt at dele en flaske rødvin nærmest dagligt, for så slappede kroppen af inden ægudtagning…

    Det der har gjort mest ondt her, var da en veninde valgte at breake sin graviditet under en brunch på en café, hvor jeg lige havde været igennem 3. IVF-forsøg med aflyst ægoplægning pga. manglende befrugtning, og hvor jeg simpelthen var SÅ ked af det. Jeg var glad nok på min venindes vegne, men hun var ikke selv glad, synes det var gået for hurtigt (gravid i første hug) og det var mest hendes mand, der ville have børn nu. Uhhh, det var hårdt! Og bare elendig timing, fordi jeg efter 2 år i behandling virkelig var ved at gå op.

    Vi var desværre også udfordret med MA’er i uge 7 og 11, hvor vi havde set hjerteblink begge gange og en graviditet uden for livmoderen med akut operation. Her var min mor meget fokuseret på, hvad next step var for os samme dag jeg overbragte de dårlige nyheder, og jeg skulle tage stilling til, om vi virkelig gad at gå igennem alt det… øhhh ja! Vi ønskede os jo brændende et barn, og nu hvor vi er blevet forældre kan jeg da kun sige, at det er kampen værd.

    Jeg tror, det er sindssygt svært for andre at sætte sig ind i, hvad man går igennem. Og hvor hårdt det er, når forsøg efter forsøg mislykkes.

  36. “Når man har prøvet noget, ved man noget”.
    Mit ældste barn på 11 år er født med et handicap. Så jeg har hørt lidt af hvert gennem tiden (også det velmenende, men ubrugelige: “I er så seje, hvis nogen kan klare det er det jer”). Ja, de fleste mennesker har behov for at glatte ud/trøste/bortforklare, når andre står i en træls situation. Fordi det i bund og grund er angstprovokerende at blive konfronteret med at livet er unfair, uforklarligt og uden garantier af nogen art!
    Min tilgang til folks klodsethed er overbærenhed. Medmindre folk siger noget i direkte ond mening (hvilket jeg aldrig har oplevet), så gør kommentarene mig ikke noget. Jeg forventer ikke at andre mennesker skal kunne forstå 100 %. hvad jeg går igennem (det kan kun dem, der selv har prøvet det). Og derfor gør det mig ikke noget, at folk nogle gange er lidt akavede. Alle har ikke lige stor “livserfaring” og alle har ikke lige store kommunikative evner. Derfor kan man godt være en super velmenende og god ven eller bekendt alligevel. Jeg lærte hurtigt, at hvis jeg slulle være ked af diverse ordvalg, ville jeg bare blive dobbeltramt i form af distance til mine ellers elskede venner og familie 🙂
    Så gerne et indlæg om do’s frem for dont’s 🙂

  37. Jeg står ikke i situationen og så vidt jeg ved gør heller ingen i min omgangskreds! Men jeg er faktisk glad for det her indlæg, ligesom jeg var med Emily’s indlæg omkring det med at spørge ind til børn.

    Det er ting man ikke tænker over, og jeg kan – hånden på hjertet – godt være nogen af de eksempler du beskriver!

    Kram ❤️

  38. Jeg har selv været igennem et længere sygdomsforløb, hvor folk i min omgangskreds undervejs kom med en del upassende kommentarer. Jeg er også selv engang kommet til at sige noget upassende, da en ven sprang ud. Min pointe er egentlig bare at det kan være svært at finde en grimasse der kan passe når man får en voldsom besked fra en ven eller bekendt. Det er jo derfor man har opfundet udtrykket: “Jeg kondolerer”, til brug når nogen dør. Så ved man som modtager hvordan man skal reagere og afsenderen bliver ikke ked af det – win/win. Måske skulle man opfinde den slags udtryk til andre komplicerede situationer, for jeg tror virkelig at de fleste vil det godt med deres kommentarer.

  39. Jeg har ikke selv stået i situationen, men en af mine bedste veninder har været igennem det. Da de (med tårer i øjnene) fortalte om fertilitetsbehandling, var min reaktion: tillykke med I har truffet valget om at ville have barn. Det er spændende!
    Har senere fået at vide, at de var så glade for den reaktion, da andre viste medlidenhed fremfor glæde.
    Så det er vist min “do” 🙂

  40. Hej Cathrine! Eh, jeg ved godt, at der er en vis ironi i at komme med en så overfladisk kommentar til et så dybt, fint og ærligt indlæg om upassende kommentarer… men jeg ville bare lige sige – hvor skriver du bare godt! Altså, indholdet er selvfølgelig fyldt med guldkorn, men dét, jeg ville rose dig for her, er selve dit sprog – det er simpelthen en FRYD at læse dine indlæg fordi du virkelig har ordet i din magt og en så skøn stemme/form. Der er såååå mange bloggere, der virkelig har en letsindig omgang med det danske sprog, så det er så dejligt at DU, som en af de få, virkelig formår at formulere dig. Det var bare lige dét, jeg ville sige 🙂 Hav en dejlig dag

  41. Nøøjj hvor har jeg tænkt på dig siden dit indlæg omkring ønsket graviditet. Jeg har ikke selv været i jeres situation nøjagtig, men kender frygten for ikke at kunne få et barn. Jeg mistede min første graviditet forholdsvis sent i graviditeten efter vi på scanninger havde set det lille liv vokse som det skulle. Jeg blev efterfølgende meget ramt af frygten for ikke at kunne blive gravid igen eller ikke kunne gennemføre en graviditet. Altså få de børn jeg ønskede mig. Kan så meget sætte mig ind i, at velmenende kommentarer om at hvorfor skulle det lige ramme jer igen, det skal nok lykkedes osv slet ikke lindrer smerten fordi ingen netop kan give en der vished. Det er netop det der er så forbandet svært. Og så rammer tanken om ikke at kunne få børn noget helt grundliggende i en som man først opdager findes når man rammes af frygten for at man ikke kan. Kan så meget genkende at ingen kommentar kan lindre smerte der er forbundet med den angst, men at man meget gerne vil tale sit forløb, sine tanker og oplevelser igennem med venner og familie. Så hv-spørgsmål er de rette☺ sidder i dag ved siden af min søn på 4 uger, der ligger og sover tungt.

  42. Ej, jeg synes dine pointer er så gode og bare rammer lige på. Er slet ikke det sted endnu hvor jeg overvejer at få børn, men mine forældre har lige været igennem en stor, og meget voldsom skilsmisse, og kan relatere 100% til de reaktioner du har mødt fra omverdenen! ‘Det skal nok gå’ og ‘i skal nok allesammen blive lykkelige igen’ giver bare ingenting andet end frustrationer ift. Dem af mine venner der skriver dén der ekstra SMS, eller bare lytter når jeg har brug for at snakke, græde og råde i tre timer ❤ tusind tak fordi du deler din historie og dine oplevelser. Du er simpelthen helt fantastisk til at nedfælde dine tanker, så de rammer helt tæt på. Tak.

  43. Jeg tror, at det ofte er rigtigt svært for folk, der ikke selv har prøvet det, at komme med de rette kommentarer. Tror også. at jeg gennem vores 1½ år med ICSI-behandlinger har hørt alle dem, du nævner ovenfor. Men bortset fra den med “naturens måde at sige, at I ikke skal have børn”-kommentaren, så er de jo alle ment af et godt hjerte tror jeg. Jeg prøvede ikke at tage kommentarerne så nært, og prøvede at forklare som du også så fint gør ovenfor, hvorfor det f.eks. ikke hjalp at spise anderledes, slappe af mv. En af dem, jeg reagerede mest på, var når folk sagde, at vi også kunne få et godt liv uden børn. Den snak var min mand og jeg blevet nødt til at have, og selvom vi vidste, at det kunne “man” godt, var det at blive forældre for især mig blevet et behov på linje med mad og søvn. Jeg kunne slet ikke se mig selv ikke blive mor (eller os blive forældre) på den ene eller den anden måde. Måske fordi det tog så lang tid blev vi mere og mere klar og indså, at vi simpelthen ikke havde lyst til et liv uden børn. Noget andet, jeg havde/stadig har det svært med,er når andre “klager” over graviditet/det ikke passede ind lige der/det er hårdt med børn etc. Sikkert fordi det tog os så lang tid at blive forældre, er jeg på næsten daglig basis taknemmelig over, at vi fik vores datter, og har faktisk svært ved at forstå, hvis andre føler trang til at brokke sig over graviditet og børn 🙂

  44. Herhjemme holder vi meget tæt med det, ihvertfald indtil vi rigtig er kommet igang. Jeg kom til at nævne noget med at det nok ville blive svært til en, og fik så denne kommentar “ja – det har jeg jo ingen problemer med, jeg har allerede gjort flere gravide da jeg var teenager så jeg ved jeg skyder med skarpt” jeg blev helt paf og tænker han er en kæmpe nar!

    Jeg vil egentlig bare høre dig hvor lang tid det tog fra i blev henvist til i gik igang? Vi har fået en tid til samtale i slutningen af november og synes det er mega hårdt at der skal gå så lang tid. Som du selv har skrevet, så fylder det meget i ens tanker og jeg føler mig meget sårbar i denne ventetid.

    1. Er det til udredning I skal vente helt til november?
      Jeg (vi) er selv blevet udredt gratis på en privat klinik her i februar. Vi havde begge fået henvisninger fra vores praktiserende læger. Næste skridt for os er insemination i min næste cyklus. Vi har tre gratis forsøg på den private klinik, hvorefter vi selv skal betale eller vente på IVF i det offentlige.
      Måske I allerede har helt styr på det, men jeg synes det ville være ærgerligt, at I skulle vente, hvis I kunne starte gratis allerede nu i det private.

  45. Det værste nogen har sagt til mig er “men alle venter jo, det er jo ikke anderledes end for alle andre”, da jeg talte om den ulidelig ventetid, og det at leve sit liv i 14 dages intervaller. Min veninde fattede først hvordan et IVF forløb så ud, da jeg viste hende min kalender (med alle indkodede alarmer for medicin) og fortalte hvad hvert trin gik ud på. Har selv lige fået lagt fryseæg op på hos Dansk fertilitets klinik (mon det er der I er i behandling?) Vi har selv valgt at være meget åbne omkring det at være i behandling (det er anden gang – og vi har en skøn 3-årig) og det har været en kæmpe befrielse ikke at gå og “holde” på det. Så det er dejligt, at se andre har det ligesom os😊 Pøj pøj med forløbet!

  46. Jeg har vist aldrig kommeneret, men jeg nyder at læse dine enormt velformulerede indlæg, som har rigtig meget på hjerte. Jeg blev meget rørt over dine indlæg om brylluppet og nu også disse om barnløshed. Min kæreste og jeg har prøvet i fem måneder uden held endnu. Jeg ved jo inderst inde godt, det ikke er lang tid. Hvilket både min kæreste, mor og venner siger til mig. Men det hjælper bare ikke, når man selv har en dyb angst for, at der er noget galt. De fleste af vores venner og veninder ved godt vi prøver, da de meget hurtigt lagde mærke til, at jeg ikke drak alkohol længere. Mindre heldige kommentarer jeg/vi har fået indtil videre er den klassiske, som du også nævner, “Det skal nok lykkes”. Det ved I jo ikke?? Og: “Ej, men er det ikke også mest Anders, som vil have børn?” Øh, hvad skal man overhovedet svare til det? Næh. Jeg er faktisk super skruk og mega angst, mens han tager det ret afslappet. Da jeg første gang sagde til min mor, at jeg var bange for, at der var noget galt, fordi jeg havde uregelmæssig cyklus, sagde hun “Lad nu være med at være hysterisk og tage sorgerne på forskud. Jeg blev meget hurtigt gravid”. Jeg følte og føler virkelig ikke at mine bekymringer bliver hørt – om de bekymringer så er reelt begrundede eller ej. Sidste weekend fik min kæreste også kommentaren “Du kan ikke engang gøre din kæreste gravid hahaha” fra en af vores nære venner. Han tog det pænt og sagde bare at “det var lige groft nok haha”. Jeg kunne nu mildest talt ikke se det komiske. Nogle gange tænker folk virkelig ikke over hvad de siger … Jeg håber I slipper for alt for mange ubetænksomme kommentarer fremadrettet og ønsker jer held og lykke med behandlingen!

  47. Tak fordi du skriver åbent om det og så mange deler deres historier. Det er rart når man er i samme båd.
    En ting vi bl.a. har det svært ved er hvordan vi skal tackle det når vores venner, kollegaer eller andre vi ser tit bliver gravide. Vi er uden tvivl så glade på deres vegne, og føler også vi viser det. men Nøj hvor er vi ærlig talt møg misundelige!! Det er jo vores store drøm at kunne sige det, men vi har ingen anelse om hvornår og om vi nogensinde vil kunne sige det…
    Vi har ikke svært ved dem der har børn, det er jo ikke der vi ønsker at være endnu.
    Vi er lidt nervøse hver gang vi skal mødes med venner der venter. Hvor meget graviditets/børnesnak vil der være?!? Hvordan vil vi reagere?! Frygter at blive ked og skulle sidde og kæmpe med at holde det tilbage. Men på den anden side er det også skide svært at sige til dem der venter at de gerne må skrue lidt med for deres glæde/graviditetsforløbs-snak når vi er i nærheden. De er jo så lykkelige, og vi ønsker da også at dele deres lykke, men Nøj hvor er det også hårdt på samme tid. Er også ked af de skal holde deres glæde tilbage når vi er der. Når det er os en gang, ønsker vi jo også at dele og fortælle.
    Hvad har i andre gjort i disse situationer? Har i sagt det er svært for jer at høre på, eller holder i det bare inde?? Hvordan finder man en balance?? de ved godt vores historie, at vi er i fertilitetsbeh.

    1. Jeg kan rigtig godt forstå og føle alle dine tanker, Julie. Jeg går lidt og brygger på et indlæg om det selvsamme. Det der med når veninder annoncerer graviditeter osv. Der er bare mange i øjeblikket, og jeg er nok også ekstra opmærksom pga. vores situation. Jeg skal se, om jeg ikke kan få indlægget ud i den kommende uge <3 Masser af tanker til jer! KH

      1. Hej Cathrine, mange tak for dit svar. Det lyder så godt at du tager emnet op og jeg glæder mig rigtig meget til at læse det.
        Der er flere ting fra dine indlæg og kommentarer dertil, der har været rigtig gode at læse når man selv er i et fertilitetsforløb.
        Tak for tanker 😉 og en masse tanker jeres vej også. Håber du er i bedring og vi krydser fingre for det videre forløb.

      2. Hej Cathrine. Jeg hepper også meget på det her indlæg, da jeg selv kæmper med samme problem pt. Og lige netop misundelse over andres graviditet har jeg svært ved at tackle. Kh Louise

  48. Jeg bliver så rørt over dine indlæg om dette. Jeg har selv været der i en anden behandling, men al den sårbarhed, du beskriver, kan jeg så godt følge. Og det væreste er den med, at man skal lade være at stresse eller tææke på det…jeg er faktisk endt med at blive gravid naturligt her anden gang, og der kunne folk så lige hive den frem igen…at nu var det nok fordi jeg ikke tænkte på det eller var stresset, hvilket var en kæmpe fed løgn. For til min egen overraskelse så pludselig blev trængen til at få et endnu et barn så stort som første gang, og det har fyldt det hele. Jeg ønsker for jer, at det lykkes, og at I finder gode måder at være i det. For mig hjalp det (lidt), at lade livet leves ved siden af, selvom det var svært…at holde pauser/ferier fra behandling, at skifte job eller, hvad det nu kunne være, man drømmer om ved siden af. De allerbedste tanker

  49. Åh, hvor kan jeg dog relatere til det her indlæg.
    Min kæreste og jeg besluttede os for en del tid siden for, at vi er klar til at få et barn og gik igang med at “prøve”, som man jo siger. Jeg har altid tænkt, at det at få børn var en beslutning man tog, og vupti, så var der baby. Måske hænger det sammen med, at de af mine veninder der har fået børn, er lykkedes med det i første hug.
    Men der er ikke sket en skid. Jeg ved ikke om vi ikke kan få børn, eller om det bare tager længere tid for os end normalen, og vi har ikke sagt noget til hverken venner, famlie eller kollegaer.
    Nogle af de kommentarer jeg hører aller oftest, og som sårer mig allermest og gør mig frustreret er: “I skal da også snart til at have nogle børn” eller “hvad venter I på? Det er det største i livet, som I aldrig vil fortryde” …
    Og hver gang, så siger jeg ingenting. Højst noget a’la “det skal vi da nok også på et tidspunkt”, og så ligner folk et stort spørgsmålstegn.
    Men jeg er ikke klar til at være “ufrivillig barnløs”..Jeg vil gerne, bare lidt endnu, leve i håbet om, at der nok skal komme en baby snart.
    Kommentaren “du skal bare lade være med at tænke over det” hører jeg også fra helt tætte veninder (som jeg deler alt med). Hvordan skal jeg det??
    Én af mine helt tætte veninder, som fik barn for et par siden sagde sågar til mig en dag: “Det er da ikke så svært, I skal sgu da bare knalde! Altså, for os lykkedes det jo i første forsøg, så jeg kan slet ikke sætte mig ind i det”.. Der blev jeg sgu lidt negativ og ked af det, hvilket jeg også fortalte hende.
    Nåå, lang kommentar, men tak fordi du deler – det hjælper at høre om andre der har samme bekymringer. Knus til dig

  50. TAK for et fantastisk indlæg! Vi har prøvet i næsten et år uden held og skal til egen læge første gang om en lille måneds tid. Jeg kan slet ikke forstå, at vi er der, hvor det er nødvendigt. Da vi begyndte på det her projekt, var jeg sikker på, det ville lykkes nærmest med det samme. Men nej. De kommentarer, jeg har fået mest, er “det skal nok lykkes” og – den værste af dem alle – “prøv at lade være med at tænke så meget over det”, og dine beskrivelser af disse to kommentarer og din reaktion på dem er spot on. Så endnu engang tak for et godt indlæg 🙂 Jeg glæder mig til at følge jeres videre færd.

Læg en kommentar