Jeg er ikke en bangebuks, jeg er en drømmer

I er jo nogle kloge nogen. Det er I. Og jeg ved ikke, om jeg egentlig får sagt det nok, men jeg tager virkelig tit noget med mig videre fra jeres kommentarer. Gode råd, jeres nye vinkel på sagen, alternative muligheder. Og noget der har rumsteret på det seneste, det har været Helles ord i kommentarfeltet HER.

Noget af det hårde ved fertilitetsbehandlingen, det er den store usikkerhed. Kommer der nogensinde et barn til os? Et barn ud af alle anstrengelserne. Jeg er sikker på, at vi kan blive forældre, hvis vi vil, på den eller anden måde. Men hvornår? Hvad vil det kræve af os? Går vi i stykker inden? Bliver jeg dårlig?

Den der usikkerhed, hele det her forløb, hele det sindssygt aktive valg om, at NU sætter vi igang til børn. Det fucker med din hjerne.

I udgangspunktet har jeg egentlig aldrig været skruk. Jeg har endnu ikke følt et dybt, dybt behov for at blive mor, jeg klistrer mig ikke til andre babyer, end dem jeg synes er mega nice mennesker – som jeg typisk også synes om deres forældre. Men på den anden side, har jeg heller ikke tænkt livet uden dem. Jeg har ikke tænkt, at vi ikke skulle få børn. Det er et alt for langt liv, jeg er alt for kort i, til at træffe en beslutning om ikke at ville have børn. Strengt, at vores forplantningsvindue er så skide lille i det store, lange liv! Selv om jeg er overbevist om, at livet også kan leves smukt uden børn. Men det er trods alt også den mest almindelige livsførelse; villa, volvo, vovse og 1,8 barn til samlingen. Og alt det her fertilitetsbehandlingshalløj. Det roder rundt i det hele.

Det er egentlig ikke særligt svært at stoppe med p-piller, når man først lige har givet slip på “ej, det kunne være meget fedt med dén der ferie inden…” og alle de andre præ-baby ting, der står på listen. Man stopper med p-piller, og i snit tager det otte-ti måneder at blive gravid. En form for human russisk roulette. Er den der? Er den der? Er den der, nu? Du er vildt spændt hver gang, op til menstruation, lidt angst, mest spændt. Og til sidst, så vil du ligesom bare gerne have det overstået – ikke så meget spænding, bare mest angst.

Men otte til ti måneder. Det er ligesom en ret glidende overgang, ikke? Og for hver “nårh-den-var-der-heller-ikke-denne-måned”, jo mere vil man den der baby. Det er egentlig en ret smart måde at være indrettet på. Så bliver man ligesom forberedt. Ja ja, så er der også dem der rammer den første gang, og det kan måske være et granatchok, men jeg har endnu ikke hørt, at granatchokket ikke er blevet til ren lykke, når man lige har tygget på den.

Men så er der jo ligesom os, hvor de glemte at putte kuglen i kammeret. Og når vi har ventet længe nok, så sættes møllen igang. Undersøgelser, blodprøver, resultat. Konklusion. Plan. Næste skridt. Og lige pludselig er det at få børn ikke tilfældigt. Det er nøje udregnet, medicineret, kontrolleret. Og lige pludselig er det ikke bare din kæreste og dig i hed omfavnelse. Men inklusiv en midaldrende læge, en laborant, en sygeplejerske. Rummet er ikke længere dit vante soveværelse men en steril rumstation. Det hele er uvant, lidt uromantisk og ret utilfældigt.

Og i alt det her er jeg stoppet op og tænkt – vil vi egentlig have børn? Det er ligesom det familiebillede, vi bliver overpræsenteret for, ikke? Man får da børn. Det gør vi da. Men det gør vi så ikke. Og vil vi så overhovedet? Gør vi bare, som man gør eller gør vi det, fordi vi vil? Det er helt sikkert rigtig sundt at spørge sig selv ærligt, og der er sikkert nogen, der kunne have tænkt en ekstra tanke omkring valget. Men. Jeg tror også, det er mit eget første forsøg på at beskytte mig selv. Passe på mig selv, passe på Adam i det her. Hvis nu det ikke virker efter hensigten eller bare tager rigtig, rigtig lang tid. For det kan det meget muligt. Men så ville vi måske heller ikke have børn, alligevel. Nårh.

Det er virkelig åndssvagt, men jeg har jo for tre år siden købt en lillebitte sparkedragt. Det var jo fordi, der var en mops på! Og siden har tanken spøgt lidt; er det straffen? Jeg tog glæderne på forskud. Altså, jeg er liiidt overtroisk generelt, især når det virkelig gælder. Og der er så meget overtro forbundet med livets største mirakel. Selvfølgelig har folk gennem tiderne skabt de sindssyge “regler”, uvidende at det ikke er med guds indblanding men bare to celler, der smelter sammen. Man må ikke rede babys seng – så får man den ikke med hjem fra hospitalet. Man må ikke få barnevogn eller vugge ind i hjemmet før baby er der osv. osv.

Det hele er skideusikkert, når man er dér, hvor vi er endt. Og så har jeg været bange for at glæde mig og forestille mig, fordi tabet så måske ville være større, lykkedes det ikke. Men så skrev kloge Helle jo i mit indlæg om al usikkerheden følgende:

Det der hjalp mig i kampen mod at give op og falde ned i håbløshedens dyb, det var at “tvinge” mig selv til at turde se frem mod målet. Fx turde drømme om børneværelse og klæde mig som en gravid, selvom jeg ikke turde hvile i den tilstand af frygt for, om den stoppede lige om lidt. Min erfaring i hele det barnløshedshelvede blev nemlig, at det sket ikke hjalp mig at forsøge at skåne mig selv.

Og det har jeg virkelig tænkt meget over. Jeg er ikke en bangebuks, jeg er en drømmer. Og nu har jeg besluttet mig for også at turde drømme om børneværelse og babytøj.

Så jeg hyggede mig kongeligt i går med at lave collage. Det hele blev pludselig virkeligt, vi bygger altså et menneske! Også selv om det tager længere end de ni måneder. Nogen skal have lidt mere tilløb. Om det tager lang tid, kort tid, en adoption. Det skal nok lykkes. Og så skal jeg også have en gyngestol at amme i. Og en sengehimmel og en flettet krybbe. Tak Helle!

Reklamelinks: Gyngestol – FDB Møbler // Sengehimmel – Ellos // Barnets bog lyserød eller blå – Designletters // Luftballoner rød, gul og grøn // Kirsebærtapet
boernevaerelse

56 kommentarer
  1. Søde Cathrine! Jeg sender en high-five din vej – og en KÆMPE tak for at der er så lækre og fyldige blogindlæg her hos dig, om de så handler om baby eller tøj eller ombygning – det er underordnet. Jeg hepper fra sidelinjen, og håber inderligt, at du har lysten til fortsætte skriveriet på bloggen i det nye imperie – DET er du i hvert fald også rigtig rigtig god til. Go’ weekend fra fyns-land 🙂

    1. Tusinde tak for hep Camilla <3
      Bloggen fortsætter. Det kan du tro, og jeg glæder mig virkelig til at kunne give den kærlighed og næring, være til stede i kommentarfeltet og finde fokus. GOD weekend til dig hele vejen fra Frederiksberg :-*

  2. Jeg håber og krydser fingre for at det lykkedes for jer! Jeg sidder her med en bebs på fire måneder, og det er så hyggeligt at have hende. Jeg synes din tilgang med at drømme og styre ind i det er så fint. Og jeg drømmer med dig. Du skal også have en sansegynge, for det er det ultimative sjoveste og fedeste ogmest undervurderede praktiske redskab til en baby. Basta 😉

    1. Åh hvor dejligt Michelle, giv lige den lille en highfive for mig – fordi hun kom <3 Er det de der dimser, der hænger i metalfjedere man kan få dem til at sove i? 😀 Jeg er lige på udebane! KH

      1. En sansegynge er sådan en stor rund indendørs gynge. Det du tænker på er en slyngevugge 😉 en sansegynge er egentlig et stykke legetøj, men vi bruger den også til hendes lure og til afslapning. Madeline (det hedder min baby) giver en stor high five tilbage og siger held og lykke og sender en masse god babykarma.

  3. Man må aldrig give op på ens drømme! Hvis først man mister troen på at det nok skal lykkedes, så tror jeg lige så godt man kan give op!
    Vi fik negativt svar på HCG BP i går, og jeg tillod mig selv at blive rigtig ked af det, men i dag er en ny dag, og jeg giver mig selv lov til at drømme videre ☺ Vi har heldigvis 6 blastocyster i fryseren (takket være min super fertile søster), så vi prøver “bare” igen 😉
    Jeg krydser fingre for alle os i babydrømmebåden, og indtil miraklerne sker, så giv plads til drømmene og håbet ❤️

    1. Det er jeg ked af at høre Mette. Stærkt at vende tilbage til drømmene – det er det helt rigtige at gøre. Så skal vi bare lige huske at gøre det 😉 Og hvor er det VILDT med seks blastocyster. Vi har tre liggende. Kram til for at dele og for at bevare troen!

  4. Hej Cathrine
    Sikke et fantastisk indlæg. Jeg har helt “ståpels”
    Jeg tror også man skal turde drømme .
    Mange hilsner Trine

    1. <3 Tak Trine! Det skal vi nemlig, selv om det kan være noget lettere sagt end gjort. GOD weekend til dig! KH

      1. Jeg er helt enig – dog ikke i at det en forpligtigelse, tværtimod så deler du dit liv med hvad det nu indebære med oprigtighed 🙂

  5. Åh, hvor skriver du godt. Vi er lige i starten af hele det her projekt (altså har prøvet et år, men i starten af projekt få-hjælp). Vi har fundet ud af at kæresten har virkelig dårlig sædkvalitet, men alt er fint med mig, så nu venter vi på, hvad next step så er… Frygter lidt, at insemination ikke er en mulighed, og at vi skal direkte til reagensglas, hvilket ikke lyder til at være så ukompliceret 🙁 Jeg føler med dig og krydser fingre og hepper – og jeg ELSKER det med at turde drømme. Jeg tænker selv allerede en masse dårlige tanker, men det er rigtigt – vi skal turde drømme om det!!

    1. Det er også vores diagnose, om man vil. Inseminering er klart det rareste, og ofte også første skridt. Men hvis de siger IVF eller ICSI, så lad dig ikke skræmme. Det er ikke alle, der bliver så dårlige. Jeg var uheldig og blev overstimuleret, men det sker ikke hver gang 🙂 Vi må holde øjnene på bolden, se fremad. Se positivt på det – nu kommer det til at rykke for jer, og det er også en rar følelse 🙂 Jeg håber, at I kommer i rigtig gode hænder og får lige den hjælp, I skal have. KH C

  6. Så flot skrevet! Kunne ikke være mere enig, du skal drømme og hygge med collager så meget som du lyster (er vild med luftballonerne). Jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det til tider må være for jer at være i det hele, tak for at du deler dine tanker og fine planlægning med os. I forhold til drømmeri og planlægning kan jeg 100% anbefale dig at kikke på “vikle gynge/ vugger” og en stræk vikle til baby, har været totalt uundværlige her 🙂 ønsker jer massere medvind i projekt baby knus og kram fra England

    1. Hvad kan sådan en Josefine – den må på listen 😀 Og tusinde mange tak for tanker og god karma og knus <3 De luftballoner er de fineste… KH

      1. Jeg tænker Josephine måske tænker på en slyngevugge?! Den er guld værd, hvis dit barn ikke sover så meget/så godt.

  7. Vi ventede forgæves alt for længe, og jeg undede ikke mig selv forventningens glæde. Engang var vi på ferie og jeg fandt den fineste bamse – som jeg selvfølgelig ikke købte i angst for at jinxe min fertilitet! (Hvortil min psykolog senere spurgte tørt: Øh, who are you? Gud?”) Nu har vi et barn og jeg ærgrer mig stadig over hvorfor jeg ikke købte den lortebamse. Mit råd: Glæd dig max og nyd det!

  8. Jeg har gået lidt med samme tanker. Jeg har altid været sindssygt begejstret for babyer, og har altid vidst at børn var det allerstørste mål i mit liv at få børn. Så da jeg efter 8 mdrs forsøg blev gravid var det lykken. Jeg havde en forfærdelig graviditet med alle tænkelige skavanker, men jeg var bare så glad, for alle scanninger gik perfekt, og det var sådan en forløsning endelig at skulle have vores lille pige i armene. Men hun blev dødfødt, og det vendte op og ned på alting. Det var i sig selv den største sorg at miste sit barn, ingen tvivl om det, men det har senere hen medført en masse uventede tanker. Jeg kan ikke længere lide graviditeter eller babyer. Alle sovende småbørn ser døde ud. Jeg tænker om det stadig er det vigtigste i livet for mig at få børn, når det indtil videre kun har medført den største ulykke. Vil jeg stadig være mor nu eller skal vi vente? Vil jeg overhovedet virkelig have et barn eller er det bare en besættelse af at det SKAL lykkes? Og det er jo ikke kun mig der er indvolveret i beslutningen. Min kæreste går også med sine egne tanker. Alle bedsteforældrene vil så gerne have et levende barnebarn. Vil jeg have et barn for alle de andres skyld?

    Jeg kommer oftest frem til konklusionen, at det er sorgen, der giver den store tvivl. At det er en form for forsvarsmekanisme når jeg tvivler og prøver at bilde mig selv ind, at det alligevel ikke er det største for mig at få børn, så jeg stadig kan få et okay liv, hvis ikke det lykkes. Men det skal lykkes. Det skal det, altså. For inde bag den store sorg, så er jeg stadig sikker på at det er det vigtigste for mig.

    1. Kæreste Line,
      hvor er jeg bare ked af at høre om jeres oplevelser. Det må have været en kæmpe sorg, det er jeg slet ikke i tvivl om. En ting er jo ikke at vide, om man får. Men på et tidspunkt, når den er der, så begynder man jo at tro på det og glæde sig. Åh. Det lyder helt umenneskeligt, hvad I har været igennem.
      Må jeg spørge, om du har fået hjælp til at bearbejde det? Det der tror jeg ikke, jeg selv kunne klare.
      Det lyder som om, du gør det samme som mig – vi beskytter os så godt vi kan. Ligesom du skriver.
      Selvfølgelig kan vi få smukke liv uden børn, det er jeg ikke i tvivl om. Men det er jo slet ikke det, der er på tapetet. Drømmen er jeg – før alt det her – et barn. Ellers var vi ikke startet i sin tid med at prøve, da det hele var fint og lyserødt.
      Jeg ønsker mig for jer, at det skal lykkes, og at der venter en smuk lille størelse derude, og at jeres lille datter finder et smukt hjørne af hjertet at bo i. Masser af tanker og kram

      1. Tusinde tak for dit svar. Jeg glemte helt at skrive, at jeg er rigtig glad for dit fokus på det her emne, for det hjælper også sådan nogle som mig, når flere bliver gjort opmærksomme på at baby-making ikke altid er en leg.
        For at svare på dit spørgsmål, så får man stadig barsel i en situation som vores, hvilket var en rigtig god hjælp for mig. Derudover kan man få henvisning til psykolog, men det gav mig ikke så meget. Så personligt fik jeg mest ud af at snakke en helt masse med min kæreste og få en masse ro.

        1. Kære Line.
          Jeg må simpelthen komme med en kommentar. Jeg har desværre lidt samme historie som dig. Efter en helt forfærdelig graviditet med alle tænkelige skavanker, mistede jeg sidste år min ti dage gamle datter. Jeg har siden slet ikke kunne holde alle de lykkelige og ubekymrede graviditeter ud. Jeg har været så meget (og er stadig) i tvivl om, om jeg ville kunne gennemføre en ny graviditet. For sorgen over min datter og frygten for, at det skulle gå galt igen, er så stor. Nu er jeg gravid igen i 3. måned, og jeg har mange dage, hvor jeg er bange, usikker, ked af det og næsten ikke kan være i det. Det er en meget ambivalent følelse. Men efter at have læst dette indlæg (TAK Cathrine for at sætte fokus på, at graviditeter ikke bare er simple og lykkelige) tror jeg, jeg vil prøve at turde drømme lidt. Sådan et menneske plejede jeg at være, men efter at have oplevet det, som heldigvis meget sjældent sker, ændrer det ved ens forståelser og udfordrer bl.a. ens evne til at drømme. Men jeg vil prøve, måske i små potioner dog, for det skal (fandme) gå godt. Ligesom det skal lykkedes og gå godt for jer, Cathrine.
          Jeg håber, I en dag tør kaste jer ud i det igen en dag, Line. Jeg tror, at ligemeget hvornår det bliver, bliver en ny graviditet svær efter det, vi har oplevet. For mig er det en stor hjælp, at læger og jordemødre på Rigshospitalet bare står klar til at hjælpe og gøre præcis, hvad vi har brug for. Vi er ikke alene.
          Alt det bedste til jer begge to.❤️
          Kærlig hilsen Sofie

          1. Hej Sofie.
            Tusinde tak for din besked. Jeg er faktisk også selv 3 mdr henne, men går stadig med alle tankerne, og jeg tror på ingen måde på det – til trods for en mindst ligeså besværlig graviditet som sidst.
            Vi hører til Hvidovre, men lyder til at være lige så begejstrede for dem, som du er for Riget. Det er en stor hjælp i alt det her kaos!

    2. Føler med dig! Og håber dit hjerte “falder på plads” i sin nye form som mor til et “himmelbarn”. Jeg håber du kender landsforeningen for spædbarnsdød -de gør et fantastisk arbejde!
      Håber på det bedste i jeres fremtid!

      1. Hej Tine.
        Jeg synes jeg er faldet nogenlunde til i min rolle som “englemor”, men det er jo aldrig noget man kommer over. Det bliver bare en del af en.
        Foreningen har desværre haft for travlt til at hjælpe os. Det er vist bagsiden af babyboom – at det også medfører flere med samme skæbne som os.
        Tak for din fine besked!

  9. Jeg kender det så godt!!!
    En af de ting jeg gjorde anderledes denne her gang, hvor behandlingen har båret frugt (efter 5 år), var at tro på det. Jeg visualiserede at den lå derinde og voksede. Noget jeg aldrig har ture før, tænk om jeg jinxed det… Men måske det var det der skulle til, men jeg er stadig bange for at købe noget, trods jeg er 21 uger henne. Alt er okay, den har det godt, men hvad nu hvis… 😨
    Jeg har kigget på de luftballoner i årevis, nu tror jeg altså jeg køber dem med det samme! Tro på det!

  10. Hej.
    Jeg er for nyligt begyndt at følge dig- og det har helt sikkert påvirket mig rigtig meget positivt! Jeg er selv i gang med inseminations behandling, og startede dette forløb i januar. Nogle af de ting som jeg har taget til mig, er at turde være mere åben omkring mit forløb, det hjælper mig at snakke om det med andre, og læse andres oplevelser omkring det. Noget mest var det indlæg du lavede om, hvad andre folk spørger og siger til en, den der ramte helt vild plet var “du skal prøve at lade være med tænke så meget på det”, den har jeg fået, og jo jeg tænker på det meget, det er jo hele tiden man skal tage hensyn til en scanning, behandling, medicin eller noget helt fjerde, dit indlæg hjalp mig! Og så var der også lige Helles kommentar, du selv er inde på oven for, den tog jeg også til mig, at turde tro på, at der faktisk kan være en lille baby i maven lige nu, og ikke gå med den der, at ikke turde håbe i frygt for at blive skuffet- det bliver man jo uanset, men tænker at jo mere åben man er over for det, så er kroppen måske også mere åben over for det. Ved det ikke, men det giver mening for mig 😉 Tak for sine indlæg, det er super spændende at følge med 😊👍

  11. Vi blev gift samme dag som jer, vi skal på bryllupsrejse til Marrakech på stort set samme tidspunkt som jer (begge ting helt tilfældigt!), men at blive sammenlignet med jer ang. det at få børn – det vil jeg helst ikke! Hold nu op, hvor kan jeg godt følge dig og din ‘frustration’ og forvirring! Vi har ‘kun’ prøvet siden brylluppet (så ja, 7 mdr.), og så synes jeg alligevel, at man begynder at tænke over det. KAN vi få børn!? Jeg har det også lidt skidt med overtro. Vi blev kærester, forlovede og gift d. 13. Og ja, det er jo bare et tal – men alligevel. Men man forstår ikke, hvorfor det kan være så let for andre, men ikke for lige MIG, når man sådan ønsker sig et barn.
    I et tidligere indlæg skrev du noget om, at det jo ikke er som at brække et ben eller en arm. Jeg brækkede foden for halvanden måned siden. Gu f … er det værre at skulle få diagnosen barnløshed! Fuck den fod. Giv mig to brækkede fødder (7-9-13, det sker ikke …), hvis jeg bare kan blive gravid og få nogle børn.

    Drøm videre – det gør jeg! (hvorfor ikke, havde jeg nær sagt!?)

  12. Åh hvor er det rart, at du kan skrive det, som vi andre sidder og føler <3
    Vi har prøvet i 3 år nu, men i "systemet" siden januar sidste år. Vi har lige været til møde om reagensglas nu her, og jeg kan godt mærke, at jeg er ved at gå i panik, og spørger mig selv, om det er smerterne, angsten og hjertesorgen værd? Det første forsøg med insemination virkede, men tabte barnet hurtigt igen. Jeg var knust, fordi jeg allerede var begyndt at kigge på tøj og penge, men bagefter blamede mig selv ulykken, netop fordi jeg glædede mig for tidligt. Jeg håber, at vores drøm går i opfyldelse i år og at du allerede har et lille mirakel på vej <3

  13. Uh, jeg har lige smidt p-pillerne i sidste måned og i går prøvede vi at lave en baby, selvom der nok går noget tid, før det lykkedes. Afsnittet om den indledende fase af hele det her forløb rørte mig virkelig. Samtidig med at din historie, hvor det tager længere tid, skræmmer mig lidt. Det er så mærkeligt, men lige pludselig vil jeg bare så gerne have en baby i maven. Håber virkelig at det snart lykkedes for jer, kan slet ikke forestille mig, at have den her ‘lyst’ til en baby så intenst og i så lang tid. Godt du bevarer håbet💗

    1. Hvor er du sej Cathrine! Også alle jer andre der kæmper! ❤
      Det er min største frygt ikke at kunne få børn. Jeg har altid drømt om børn, tiltrods jeg ikke engang har en kæreste og er i midt tyverne, er bare sindsyg skruk 🙈

      Kh Mette

      PS jeg elsker din tøjstil!

    2. Hvor er du sej Cathrine! Og også alle jer andre der kæmper! ❤
      Det er min største frygt ikke at kunne få børn! Jeg har altid drømt om børn. Det er til trods jeg er midt tyverne uden kæreste, er bare skruk 🙈

      Kh lykke

      PS jeg ELSKER din tøjstil

  14. Hej C

    Jeg tror ikke, jeg har oplevet andre tale åbent om det her, så det skal du have kæmpe tak for at gøre. Jeg føler virkelig, at alt hvad der ligger før nyheden om en lille ny, er “det vi ikke taler om”. Da jeg i sin tid prøvede at blive gravid, synes jeg også det var helt vildt hårdt, men samtidig følte jeg mig meget alene med det. Turde ikke fortælle verden, at vi prøvede, for tænk nu hvis det så ikke lykkedes. Og sådan tror jeg mange har det. Det er først, når man er gravid, og de gyldne tre måneder er passeret, at man kan vise scanningsbilleder og begynde turde være åben omkring det.Det er så sårbart at have have taget en beslutning, og så bare i øvrigt have INGEN kontrol over hvornår og om ens ønske bliver indfriet. Og derfor tror jeg du er ude i at tale om noget ret tabubelagt, nemlig alle de tanker og følelser det indebærer. Og alle der bryder tabuer skal have en præmie af mig!

    Det er selv lidt blevet min “ting” at bryde tabuer i forbindelse med moderskabet. Jeg var heldig at blive gravid indenfor den gennemsnitlige tidsramme. Til gengæld så blev jeg ikke rigtig glad, ironisk nok. Og det fik jeg det sygt skamfuldt med. Tænk sig at have gået hver måned og grædt over menstruationen, for så bare at blive ramt af angst, når den positive test kom. Og tænk at være så utaknemmlig, når andre prøvede på livet løs og ville være lykkelige gravide. Jeg fik noget som man ikke taler så meget om, en “før fødsels reaktion”, hvor jeg blev helt i tvivl om jeg overhovedet ønskede barnet. Og kunne finde ud af at være en god mor.

    Det jeg har lært er at det her med børn er lidt en form for livskrise at gennemgå. Både at lave dem, bære dem i kroppen, føde dem, opdrage dem. Eksistentielt er det da den vildeste beslutning at skabe et andet liv. Så derfor er det også ok, nærmest forventeligt, at man oplever ALLE følelser i processen – ikke kun de lyserøde glansbilleder.

    Tillykke med at du tør drømme. Det er så stærkt! Jeg sender jer en masse håb og glæde, det skal nok lykkedes!

    Vh. Signe

  15. Vores historier ligner ikke hinanden helt, men mange af følelserne kan jeg genkende. Det tog mig og min kæreste tre år at få vores ønskebarn… undervejs mistede jeg tre gange og det fuldstændig ubærlig at stå i fordi ensomheden og afmagten føltes så dyb. Efter min anden abort valgte jeg at stå frem med det overfor alle. Postede et langt indlæg på Facebook både for min egen skyld så jeg ikke længere skulle forholde mig til så mange “skal I ikke snart have børn?”-samtaler og for at gøre andre i lignende situationer opmærksom på at de ikke var alene.
    Jeg begyndte efter min første abort at købe små babyting. Jeg mistede konstant modet, men der blev det min terapi at tvinge troen på det frem ved at købe noget, for så SKULLE det jo bruges! Og så måtte jeg jo blive ved med at kæmpe for det barn der skulle puttes i de små dragter. Det var risikabelt, for der en del med gentagne aborter, der ender uden et barn. Men det var min måde at bevare drømmen… selvom jeg tit var skidebange! Tak fordi du sætter fokus på det her!

    1. Åh Anna, jeg er ked af, at jeres vej til baby har været med bump. Men så dejligt I er der nu <3 Men du har ret, håbet og troen skal bevares. En dag, på den ene eller anden måde, kan det ske <3 KH C

  16. Det er SÅ fint og rart at du sætter ord på alle de uundgåelige tanker. Vi taler tit om det herhjemme – det med at mange veninder har omtalt børn som ‘ja, hvis den rigtige mand, det rigtige tidspunkt mm viser sig’. Men med mig, har det altid været anderledes. Jeg har altid haft en kæmpe identitet i det at skulle være mor – tænkt at det var en kæmpe drift, et mål og dét jeg ville blive eminent til. Haft ‘børnetække’ og i nærmest 10 år, ventet på at blive ‘gammel nok’.
    Vi har prøvet i halvandet år. Er udredt vis danfert, men desværre med lange ventetider på forskellige undersøgelser.
    Netop dét at det bliver så bevidst og klinisk et projekt fylder meget for mig – det føles nærmest helt forbudt at sige ja til en spændende opgave på job, når nu man prøver noget ’så ihærdigt’ på hjemmefronten. Det er som om det er lige en tand mere udregnet og kontrolleret (uden i øvrigt at kunne kontrolleres) end hvis det bare lod sig løse i soveværelset ….

    1. Har I skulle vente på udredninger? Det gik virkelig hurtigt for os, så det lyder sært. Passageundersøgelsen kan der vist være lidt ventetid på, men den dropper de, hvis du skal i IVF eller ICSI. Men blodprøver tog vi bare uanmeldt ind til byen og fik foretaget. Den der ventetid er ulidelig.
      Jeg håber, du kan slippe følelsen af dårlig samvittighed omkring opgaver. Vi kommer til at gøre det alt for surt for os selv, hvis vi ikke kan glæde os – også over andre ting som ikke har med baby at gøre. En arbejdsgiver vil som oftest også tænke sig selv og virksomheden først, så tænk på dig selv først, hvis du kan, og sig ja til de sjove udfordringer. Måske kan det også trække en lillebitte smule fokus over til andre hjørner af livet <3 Masser af tanker til jer og held og lykke! KH C

      1. Blodprøverne var hurtigt overstået ja, sædprøve ligeså, men passageundersøgelsen var er værre hyr når man ikke bor i regionen. Har faktisk venter 5 mdr på en tid hos en af klinikkerne i Kbh, for så at finde ud af at henvisningen ikke var gældende. Få lavet ny henvisning, tid på sygehus i regionen – det gik heldigvis noget hutigere. Og vi kunne ikke tale behandling/fremtid førend alle svar lå. Så det er blevet mange måneders venten synes jeg.

        Og mht arbejde har du selvfølgelig helt ret – der er bare så mange hensyn at tage, og netop dét at det hele foregår via tidsbestilling og er nøje planlagt, gør bare at det virker lidt mere ‘udspekuleret’ når man (engang) kan komme med udmeldelsen 🙂 men men, du har ret – og heldigvis har jeg allieret min chef, som er kanon. Så alt skal nok gå! TAK for hep – og i lige måde!

  17. Endnu et virkelig velskrevet indlæg fra din hånd.
    Hvis et barn er et kæmpe ønske, så er jeg slet ikke i tvivl om, at I på den ene eller anden måde lykkedes. Der er heldigvis et par muligheder, men jeg krydser mine fingre for, at I får et sundt og raskt barn, som er bygget på en sammenblanding af jeres gode DNA.
    Du skal i hvert fald ikke være i tvivl, men du har et helt cheerleader hold, der hepper med på sidelinjen, og altid er klar med nogle opmuntrende ord.
    <3

    1. Der er nemlig flere muligheder for at få sig en smuk familie – også selv om det for os i hvert fald er tidligt at tænke på andre alternativer. Vi giver det første et godt forsøg <3 KH

  18. Selv tak 🙂 Hvor er jeg dog glad for, at jeg kunne hjælpe. Virkelig! Det betyder altså ret meget for mig.

    Du skal også have et kæmpe tak for, at du så fint formår at sætte ord på det kaos, den længsel og de drømme, der foregår inde i en, når man er i behandling. Det er vi mange, der får rigtig meget værdifuldt ud af her omme på den anden side af skærmen.

    Og det er nogle helt fantastiske ting, du har fundet frem til i collagen. Sådan en luftballon vil jeg også ønske mig 🙂 <3

    1. Ja er de ikke fine? Der er altså meget sødt børnehalløj 😀 Og tak igen, Helle, det betød meget. KH C

  19. Det er så dejligt, at du sætter ord på. Og du gør det fantastisk godt.

    Jeg er den über-reflekterende type, der tænker meget ud i fremtiden, hvad den bringer, og hvad jeg glæder mig til. Da vi startede projekt baby i slutningen af 2011, var jeg overbevist om, at jeg ville blive hurtigt gravid. Jeg kiggede tit på babytøj i H&M, men købte ikke noget, da jeg trods alt ville vente og tænkte, at det ikke ville være sjovt at have tøjet hængende, hvis det ikke lykkedes.

    Jeg tænkte rigtig meget over de ting, jeg glædede mig til, når de to streger viste sig: jeg glædede mig sygt meget til at læse i gravuditetsbøger om fostrets udvikling, til scanningerne, til at købe en sparkedragt, til fødselsforberedelse… ja, det hele.

    Der gik 3 år før de famøse to streger viste sig, og hvor vi havde været igennem 2 år med behandlinger. Jeg var SÅ lykkelig og glad! Tænk, at JEG var gravid! Vi så hjerteblink allerede 6+0 og 6+4, da jeg småblødte lidt, men det kunne man åbenbart godt, uden at det betød noget. Jeg lånte omkring 20 bøger på biblioteket om graviditet og nød at læse om ugerne. Jeg kiggede på tøj i H&M igen, efter at have holdt en lang pause i ventetiden, fordi det blev selvpineri for mig, da jeg begyndte at miste troen på babyprojektet. Da der 7+0 ikke var hjerteblink mere, styrtede min verden i grus. Det var hårdt at skulle returnere alle bøgerne på biblioteket.

    Et halvt år efter var jeg gravid igen. Igen med småblødninger. Først da vi så hjerteblink 7+0, begyndte jeg at tro lidt på det. Jeg havde fået Politikens graviditetsbog og genoptog læsningen. Hver uge blev jeg scannet, og hver uge var det med hjertet i halsen, indtil vi så det smukkeste hjerteblink. Jeg fik bestilt tid til nakkefoldsscsnning, fik oprettet vandrejournal og var i syvende himmel. Lige indtil der i 11. uge ikke var hjerteblink mere. Det var frygteligt! Jeg skulle aflyse nakkefoldsscanning, lægetider og sygemeldes kortvarigt fra job. Og nå ja, igennem en udskrabning. Jeg var simpelthen så ulykkelig.

    Da jeg et halv år efter, fik to streger igen, men blødte kraftigere end en menstruation, var jeg helt lettet over, at min krop for en gang skyld selv kunne abortere, og at jeg ikke skulle gå i ugevis og være glad over noget, der måske ikke blev til noget. Selvfølgelig ville jeg jo helst bare få et barn, men jeg vidste, at med disse styrtblødninger ville det ikke blive til noget. Graviditetsbogen var gemt langt væk. Men mit hcg blev ved med at stige. 7+0 fandt lægerne graviditeten i den ene æggeleder og jeg blev opereret akut. Tænk, at min lortekrop ikke engang kunne hverken blive naturligt gravid eller abortere af sig selv.

    Jeg begyndte hos en psykolog, fik vendt alle de usunde tanker, hadede alle gravide, kunne ikke gå forbi en barnevogn uden at tænke grimme tanker, fik styr på graviditetsvenlig kost og vitaminer, opdagede en svær grad af d-vitaminmangel, fik hjælp fra abortus habitualis-enheden på Rigshospitalet. Jeg opgav aldrig troen på, at det ville kunne lykkes at gennemføre en graviditet med den rette hjælp. Men den romantiske forestilling om en lykkelig graviditet var slukket.

    Og da jeg for præcis et år siden igen stod med to streger, turde jeg knap nok tro på, at det ville ende lykkeligt. Men jeg blødte ikke, så det måtte være et godt tegn. Og de ugentlige scanninger viste hjerteblink. Og denne gang kom vi til nskkefoldsscanning og jeg turde købe et babysæt, men var alligevel lidt skeptisk.

    Ugerne gik og det begyndte at blive mere virkeligt, men jeg synes, tiden sneglede sig af sted. Jeg var hamrende nervøs det meste af tiden og først omkring uge 30 begyndte jeg at tro mere på det og nyde graviditeten. Men det var først da jeg fik min søn i armene, at jeg kunne ånde rigtigt lettet op. Men jeg tillod mig fra uge 20 at købe udstyr, indrette børneværelse osv. selvom jeg vidste, hvor hårdt det ville være, hvis jeg fik en senabort. Men det ville jo være hårdt og ulykkeligt uanset om jeg havde købt udstyr og indrettet børneværelse eller ej.

    1. For pokker Louise – sikke en hård omgang! Din fortælling begyndte med at lyde præcis som min. 3 år med 2 år i behandling, inkl. en tidlig abort. Men herefter fortsatte din kamp med flere aborter, mens det lykkedes os i allersidste IVF at få en guldklump. Stort tillykke med at du nu står med din baby i armene. Sikke en sej kamp. Jeg fik en kæmpe knude i maven af at læse om den.
      Som en solstrålehistorie til alle i samme båd, så opnåede vi en helt naturlig og pludselig graviditet her anden gang. Jeg er nu 31 uger henne og glæder mig til at byde lillebror velkommen <3
      Også kæmpe pøj pøj til Cathrine! Tak fordi du deler dine tanker. Det var ikke noget, jeg turde, da jeg var samme sted.

      1. Tillykke med kommende lillebror. Det er så vildt, når kroppen pludselig kan blive økogravid, når man har kæmpet så meget første gang.

        For tre år siden mødtes jeg med 7 kvinder, der også var i behandling, og som jeg kendte fra et forum på nettet for kvinder i fertilitetsbehandling. Ud af 8 kvinder endte to med at blive økogravide, til trods for at de begge havde været igennem flere ivf-forsøg uden held. 4, inkl. mig selv, blev gravide vha. IVF/ICSI og fik 5 børn tilsammen. Én gik fra sin kæreste og var efterhånden i midten af 40’erne og opgav derfor efter flere tidlige aborter og den sidste kvinde kæmper på 7. år.

        1. WAUW Louise, din historie rammer mig lige i hjertekulen. Først og fremmest, tusinde tak for at dele din historie. Den, ved jeg, er der mange, der sætter pris på, det er jeg sikker på. Som kan spejle sig i den. Dernæst, hvor er det bare en virkelig hård prøvelse, I har været igennem. Det lyder umenneskeligt, og jeg kan så godt forstå, at du har gjort, hvad du kunne for at beskytte dig selv. Og jeg kan ligeså godt forstå de perioder, du har givet los og troet på det og læst bøger. Det er det der følelsesspænd, som er så hårdt og sikkert svært for andre at navigere i. Men nu er du på den anden side, med en lille lækker dreng i armene. Det er smukt. Så var han der. Og du har ret – det ville være hårdt ligegyldigt hvad. Og jeg tror, at håbet og troen på det kan bære os et godt og langt stykke. Mere end det kan beskytte os at lade det hele være. KH C

    1. TAK 😀 jeg fritlægger objekter på macbooken – bare i billedfremviseren og så laver jeg collager i picmonkey. Super nemt. KH C

  20. Hvor er det pudsigt. Det var selv den kommentar jeg har taget til mig også, (vi er også igang med fertilitetsbehandling (icsi)) og vi var i baby Sam i går og drømme lidt 🙂 så skønt

  21. Hej Cathrine! Lidt ude af kontekst, men jeg tænkte, jeg lige ville skrive. Jeg følger dig på insta, og synes din story er så(!) sjov. Jeg sikker på, du nok skal få stablet et imperium på benene 😉 Dit hår er virkelig flot. Kan et potentielt fremtidig indlæg omhandle dine produkter både til hår men også makeup? Du ser nemlig hammergodt ud! Fortsat god søndag!

    1. Feeedt, jeg øver mig lige i storien, men det er jo så sjovt et lille format at arbejde med. Så DEJLIGT, hvis det fungerer nogenlunde 😀 Jo, det skal jeg nok – jeg har egentlig skrevet lidt løbende, så meget ændrer jeg ikke i rutinerne. Men jeg skal nok skrive det ned i min lille bog 🙂 KH C

  22. Jeg læser næsten aldrig blogs og jeg kommenterer ALDRIG. Men for dælen du er sej. Intet mindre. Jeg ønsker dig alt held og lykke med det hele❤️

  23. Smukt og ærligt skrevet. Tak for det <3 Jeg håber du vil blive ved med at lave babyindlæg til inspiration 🙂 Jeg er selv gravid i syvende og det er en hel ny verden at begå sig i. Jeg synes der SÅ meget grimt babytøj og plastiklegetøj derude. Har indtil videre mest shoppet ting hjem fra udlandet… Men lige her finder du bare noget super fint indenfor rækkevidde. Og selvfølgelig gør du det 😉 Din eminente sans for æstetik er der stærkt brug for i babyverdenen! Krydser så meget fingre for at jeres babyeventyr snart ender lykkeligt og glæder mig til at følge med! Vi drømmer gerne med dig!

Læg en kommentar