OOTD: Banana bag + ganni skirt

Jeg har mig lidt af en øv-dag i dag. Eller det vil sige – den er startet hyggeligt, fordi min smukke mor fyldte tres år, og vi var til morgenmad. Som hun siger, “der skal ikke mangle noget”, og det gør der ALDRIG. Hun er typen, der hele tiden render i køkkenet og fylder op. Det ender med en overflod, og hun når stort set ikke at sidde ned i løbet af dagen. Min mor er en over achiever, pleaser, men hun er også ren kærlighed. Hvis jeg har en dårlig dag, så skal jeg bare høre hendes stemme, og så giver jeg slip på det hele.

At have sådan en rolle i nogens liv – det må føles angstprovokerende, nervepirrende, voldsomt, ærefuldt, kærligt. Det hele på én gang. Og det fylder meget hos mig denne her søndag. Ikke de store filosofiske tanker, hvad det vil sige. Det kan jeg slet ikke gribe om endnu. At være nogens mor. Det ligger langt ude. Jeg kan lige knapt rumme håbet om at blive gravid. Og selv det, lige nu, det synes langt væk.

Jeg har det bare stadig skidt, nu på fjerdedagen. Ondt i maven, oppustet – det ligner, at jeg er gravid i femte måned. Jeg lider af sådan en regulær… Selvlede. Jeg føler mig ved siden af mig selv – jeg kan ikke alt det, jeg plejer. Gå tur med Frida, træne, spise det der passer mig. Det skulle gerne klinge af inden for de næste fem dage. Men æij, hvor er jeg en sørgelig undskyldning for mig selv, ha!

Altså for fa’en. Jeg har ikke brækket arme eller ben. Jeg er ikke syg-syg (selv om barnløshed er klassificeret som sygdom af WHO). Jeg er bare… Lidt uden håb. Og det tænker jeg er helt naturligt og helt normalt i alt det her. Det er faktisk første gang, jeg er sådan rigtig ked af det, så det skal der være plads til. Og det kommer nok i bølger fremover. Sorg, tristhed, ligegyldighed, spænding, anspændthed, ulykkelighed. Det hele er over det hele, hele tiden. Jeg kunne godt bruge en god følelse; glæde, lykke eller håb. Lige nu gør det bare ondt, og jeg føler mig meget lidt ovenpå. Min krop er fremmed, stadig.

Jeg fik tjekket op på næste skridt i går – der er næsten to måneder til. Det synes som for evigt. Det kommer jo oven i al den ventetid. Prøve et års tid uden succes. Vente. Så undersøgelser. Vente. Så skridtene i selve behandlingen. Vente. Den der uvished. Det er det værste. Det tager bare tid. Og det kunne have taget endnu længere tid. Jeg er meget taknemmelig for, at vi har mulighed for at vælge det private. Men hvor ville jeg ønske af hele mit hjerte, at vi ikke skulle igennem det her. Jeg ville ønske, at ingen skulle igennem det her. Alle de her følelser, op og ned, freaking hele tiden. Jeg får aldrig fred, for så minder min skøre krop mig om det hele.

Men. Nu anser jeg mig selv som rimelig dygtig til at hive mig selv op igen. Fx ved at plukke en eller flere af de her hjælpere på listen. Selv om det ikke hjælper at tage pænt undertøj på, så er jeg nødt til at gøre et eller andet. Noget håndgribeligt. Som at høre soundtracket til La La Land på repeat inspireret af vores biftur går.  Som at tage de spritnye, crispy, lyserøde sneakers ud af boksen. At tillade mig selv at bestille indisk og få leveret til døren – det gør jeg ALDRIG, fordi jeg synes, det er så dyrt. Selv pampering. I dag må jeg gerne. Og nok også i morgen.

Jeg får det ikke bedre med det vuns, men stilstand er også okay. Måske begynder det ligefrem at gå fremad den næste uges tid. Stødt og roligt.

Skirt – Ganni // Knit – Custommade (online soon, similar) // Sneakers – Nike // Banana bag (old) – H&M // Coat – H&M Studio AW16 (similar) // Stockings – Falke “Pure matt

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand

21 kommentarer
  1. Hej Cathrine. Jeg fik taget æg ud et par uger før dig og havde også rigtig avs de følgende fem seks dage. Set i bakspejlet var jeg også forstoppet (tarmene bevæger sig langsomt pga af hormonerne) og forstoppelse gør altså ikke noget rart mod et ømt og oppustet underliv. Jeg drak en masse sveskejuice og det fik gang i maven. Bare lige et lille tip. Og tusind tak for at du deler din historie, det er rigtig rart at få mere åbenhed omkring den her process. Kh

    1. Hvor er du sød at skrive, Christel. Tusinde tak for det gode råd, det er rart at høre fra jer, der har været igennem den der proces. Desværre har jeg nærmest det modsatte problem. Men æggestokkene er måske fyldt med vand efter udtagningen, det går i sig selv igen, men det kan også gøre, at jeg er oppustet. Seriøst en omgang vi er igennem 😀 Har du fået lagt æg op igen? I så fald krydser jeg fingre! KH

  2. Jeg er simpelthen helt på røven over, hvor åben og ærlig du er (altså på den gode måde, ikk?)! Jeg synes, det er så sejt, at du tør tage os med helt derind, og du gør det på en så fin måde. Al respekt for det!

  3. Jeg genkender håbløsheden så godt. Min vej til baby var også lang og snørklet. Nåede ikke til IVF og isci, men var gennem 3 IUI og en abort, før jeg blev gravid “naturligt”. Glæden varede kort, og jeg fik konstateret truende abort fra uge 5-14, hvor jeg blødte. Hver dag kom store skyller, og jeg tænkte hver gang “var det nu baby denne gang?” Jeg turde ikke håbe og drømme, og resten af graviditeten var en kamp mod frygten. Men han kom, min søn. Og jeg lover dig, at jeg retrospektivt gjorde det hele igen 10 gange, hvis det skulle til for at jeg fik netop ham. De ER kampen, håbløsheden, frygten og sorgen værd, de børn. Du kæmper nok dit livs kamp lige nu, og selvom der ingen garantier er, så er målet alligevel værd at kæmpe for. Det lover jeg virkelig.

    Og så et råd: Det der hjalp mig i kampen mod at give op og falde ned i håbløshedens dyb, det var at “tvinge” mig selv til at turde se frem mod målet. Fx turde drømme om børneværelse og klæde mig som en gravid, selvom jeg ikke turde hvile i den tilstand af frygt for, om den stoppede lige om lidt. Min erfaring i hele det barnløshedshelvede blev nemlig, at det sket ikke hjalp mig at forsøge at skåne mig selv. Det blev ikke bedre, og jeg blev ikke mindre ked af det, da jeg mistede første graviditet., selvom jeg allerede dengang havde forberedt mig selv lidt for godt på, at det kunne gå galt. Det er lettere sagt end gjort, og det tog mig mange psykolog-timer at turde håbe på et positivt udfald. Håber ikke det virker provokerende at puste til håbet, for jeg ved virkelig godt, hvor svært det er, når man står midt i det.

    Jeg sender mange tanker til de 18 æg ❤

    1. Sikke en omgang du har været igennem Helle. Fandt lægerne nogensinde ud af, hvorfor du blødte sådan? I det tilfælde at du gerne vil en 2’er, så er det måske rart at vide, forestiller jeg mig?
      Måske det er en fin idé at begynde at preppe, som du skriver. Mentalt i hvert fald. Der er bare den pokkers angst for at blive mega sorget – hvis de store forestillinger kører. Og måske endda også et par indkøb. What if doesn’t happen. Så virker faldet måske endnu hårdere. Det er lidt et tveægget sværd, ikke? At holde sig fra alle drømme – for ikke at blive sorget, men det er også hårdt ikke at turde drømme og forestille sig. Det giver et sært savn til noget, jeg jo ikke engang kender… Hm…
      KH

      1. Lægerne mente, at jeg aborterede min søns tvilling, og at det var derfor, jeg blødte. Så det gentager sig forhåbentlig ikke med nr. 2 (fingers crossed!) Jeg ved præcis, hvad du mener. Man tænker lidt, at man gør sig selv en tjeneste ved ikke at sætte forventningerne op, ikke? Men det gør jo så ubeskriveligt ondt alligevel, hvis det ikke lykkes, så jeg tror ikke det hjælper at forberede sig på nedturen. Den kan du ikke forberede dig på, hvis den kommer. Til gengæld så går man glip af alle drømmene og “glæden” (hvis jeg må kalde den det) ved at turde se frem mod målet. Man spilder sin tid på at hærde sit hjerte, gør man. Men altså, jeg ved, at det jo er nemt for mig at sige, når nu jeg står her på den anden side. Bagklogskabens klare lys og alt det der, du ved. Uanset hvad, så tror jeg virkelig, at du altid vil kunne finde trøstende ord her i kommentarfeltet, hvis du skulle have brug for det. Vi er mange som kender din smerte, og som hepper på de 18 æg ❤💪

        1. Såååå enig Helle – Jeg ville ønske jeg havde været bedre til at håbe og drømme undervejs i processen. Man ved aldrig hvor lang tid det kommer til at tage og hvis det tager 3 år lige som det gjorde for os, så er det godt nok lang tid at gå rundt og forsøge at være hærdet.

  4. Cathrine, du er simpelthen så beundringsværdig. Virkelig. Kæmpe tak for at du deler dine tanker med os. Jeg bøjer mig i støvet af respekt for din ærlighed! Varme tanker og knus fra mig <3

    1. Tusinde, tusinde mange Stephanie. Jeg tænker, at det også vil være vigtigt at kunne læse alle følelserne og tankerne igennem igen senere i forløbet – måske når vi er på den gode, anden side 🙂 Hvis det kan hjælpe nogen undervejs, så er det det hele værd! KH

  5. Tusinde tusinde tak fordi du skriver de her indlæg❤ Jeg er en af dem som får rigtig meget ud af at læse dem og alle kommentarerne! Min mand og jeg er lige gået igang med udredning, men har alligevel allerede haft en del dage med trist humør og følelsen af håbløshed! Synes det er så svært at acceptere, at man ikke selv er herre over noget så vigtigt i livet❤
    Et kæmpe kram til dig og uendelig mange tak!!! Fortæller om dine indlæg til min mand dagligt! Du gør bestemt en forskel!

  6. Hej

    Nu vil jeg lige give mig til kende og sige tak fordi du er så vanvittig fantastisk at dele jeres hverdag og tænker med alle os. Jeg krydser fingre for jer.
    Jeg er, som lægerne siger, heldig jeg kan blive gravid, men jeg har ikke gennemført en graviditet, jeg har aborteret tre gange inden for et lille års tid. Jeg føler mig ikke heldig, når der ikke kommer det ønskebarn ud af graviditerne, som vi så inderligt håber hver gang.
    Selvom jeg slet ikke er igennem det du er, så kender jeg den psykiske smerte ved at det ikke kan lykkedes, det som er ens aller største drøm og som fylder i ens hoved og hjerte hele tiden.
    du skal vide det er helt okay og menneskelig at være ked af det, du er ikke alene med de følelser.
    Ønsker jer alt det bedste og tak endnu en gang fordi du deler jeres historie.

    Knus fra Mette (undskyld den lange kommentar, håber den giver mening🙈)

  7. Kære Cathrine. Dine indlæg og alle de kommentarer der kommer hjælper mig så meget! De giver mig håb og vilje til at kæmpe videre. Jeg kender til de mørke dage. Jeg sender kærlige tanker din vej! ❤

  8. Du får lige en kæmpe KÆMPE krammer❤ Kæmp og håb, og forkæl dig selv i lange baner!! Kram og krydsede fingre 😘

  9. Da jeg lige havde fået lagt det æg op som blev til min datter var jeg mega bekymret. Der var alt alt for meget på spild. Da fik jeg den klogeste og ærligste kommentar af en mandlig kollega (og far til 5): “Vend dig til det! Når det lykkes kommer du til at bekymre dig om barnet resten af livet!”
    Det var grænseoverskridende at være ærlig om processen – men opbakningen fra alle sider var enorm.

  10. Kære Cathrine. Du er så vanvittigt modig og sej at fortælle om og dele det hele og særligt alle dine tanker med os. Jeg faldt over bloggen efter første indlæg om fertilitetsbehandligen og var på det tidspunkt også lige selv blevet henvist til behandling. Du hjælper mig med at sætte ord på mine tanker og følelser i min forvirrede krop. Af hjertet tak. Og 1000 gode tanker til jer.

  11. Det var først da jeg selv blev forælder, at det gik op for mig, hvor meget mine forældre elsker mig.

    Men! Du efterlyser håb og noget at glæde dig over: Det er da VILDT flot, at de kunne få 18 æg ud! Det er jo ATTEN helt reelle chancer for en baby – og der skal jo faktisk bare et enkelt til

    1. Ja, men det er også rigtigt – men det var stadig usikkert indtil i går, hvor mange af de 18 æg, der kunne bruges. Det er ikke unormalt at få taget æg ud, og så er der ingen, der er modne. Og selv hvis de er det, så er det ikke sikkert at de i befrugtningen deler sig rigtigt osv osv. Der er fem-seks “faregrupper” i selve befrugtningsprocessen. Det er det jeg mener – det er så svært at glæde sig, fordi der er så meget ventetid og usikkerhed 🙂 Men, ja, i udgangspunktet sejt med 18 æg. Så må vi se, hvordan det går derfra 🙂 KH

  12. Jeg må lige sige (skrive) noget….
    Jeg er vild med dig. Din åbenhed betyder al verden for mig, som selv er igennem det helt store fertilitetsforløb. Og at have en man kan følge som er i gang med præcis det samme forløb. Det betyder simpelthen så meget 😍
    Fortsæt endelig bare med at være dig, det kan du være så evig stolt af 😃

  13. Hej Cathrine jeg er lige faldet over din blog og dette indlæg. Det tog mig lige nogle år tilbage i tiden – dengang jeg stod lige der, hvor du står nu. I håbløsheden, uvisheden, ensomheden og følelsen af stand-by. Det kommer og går -nogle dage er alt godt, andre dage kan man bare ikke se noget for al håbløsheden.
    Det var en lang, sej kamp for os, men i dag har vi tre dejlige unger, alle lavet gennem ICSI. De sidste to (twins) tog 4 år at lave. En dag imellem mislykkede forsøg, ingen æg til oplægning og missed abortions, sad min mand og jeg i sofaen og blev enige om at vi (efter 8 ICSI forsøg) bare ikkke VILLE give op. Vi blev ved indtil der kom en baby. På den ene eller anden måde. Donation, adoption eller hvad der skulle til. Og jeg kan huske at det gav sådan en fantastisk ro. At vi have taget den beslutning. For når man er i det forløb, så er der meget få beslutninger, man selv kan træffe.
    Rigtig meget held og lykke – og kæmpe respekt til dig for at tage det op! Det er så svært at stå med alene.
    I mine sorteste dage skrev jeg også en (amatør) blog som hjalp mig med at få afløb for alle tankerne. Du kan læse den på sechestolen.blogspot.com

Læg en kommentar