To soothe a broken heart

Jeg har nogle rigtig tough dage i øjeblikket.

Jeg er ked af det, mangler luft og overskud, og på mange måder har jeg bare lyst til at forsvinde. Fordufte fra jordens overflade, så jeg, bare for en stund, kan slippe for at tage stilling, tænke og føle. Jeg tror, det her er dét, man kalder ulykkelig. Ægte ulykkelig, som jeg ikke har mærket det før. Måske har jeg egentlig aldrig været ægte ulykkelig? Uden luft og overskud til at se, det kan blive bedre. Det er som om jeg har en konstant sort kerne, der ligeså stille æder sig ind. Når jeg græder, har jeg svært ved at stoppe, og det ender i hulken. Og min næse løber, næsten hurtigere end mine sorte tanker.

Jeg har brug for at komme væk.

Men det kan jeg jo ikke. Undslippe. Det her er hverdag, og jeg kan ligeså vænne mig til det og forsøge at indrette mig med det. Derfor tog jeg en fredag i aller laveste gear, uden møder, uden mennesker jeg skulle præstere overfor, og så gjorde jeg rare ting.

Les Trois Cochons morgenmad, Værnedamsvej, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WichmandJeg stod tidligt op, som jeg allerbedst kan lide. Hoppede i det blødeste træningstøj, en stor uldstrik og et par raggsokker. Og så mine plyssede, lyserøde sneakers, der trækker store smil over mit ansigt i øjeblikket ved deres blotte tilstedeværelse.

Så gik jeg ned på Les Trois Cochons om hjørnet, på pletten så snart de åbnede klokken 08.30, og bestilte mig lidt men godt fra det lyserøde menukort. En yoghurt, en kaffe og en juice på nektariner.

Der var mennesketomt på nær en Madklubs-ejer, der havde kaffemøde udenfor, og en enkelt pige bag sin PC, lidt længere inde i restauranten. Sade spillede højt og udgjorde det rigtige baggrundstæppe til regnens konstante fald på markisen.

Jeg satte mig i vinduet med en bog og en computer og ventede på, at maden var klar. For et øjeblik følte jeg mig heldig over at sidde inde i varmen i stedet for at traske ude i kulden.

Maden gled ned, jeg betalte og smed hånden ned i en stor glasvase og greb om en af små lyserøde rektangulære tændstiksæsker, som kom ned i min taske.

Les Trois Cochons morgenmad, Værnedamsvej, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Senses SommerstedgadeDerefter cyklede jeg ned til træning i Senses, hvor jeg ikke har været i et par uger. Det er ikke det sædvanlige fitnesssted men for mig et lille rart helle, der spiller dæmpet musik i en dunkel belysning og med urtete på kanden.

Som at træde ind i Østens perle for en time og det helt rigtige sted at være, når tankerne fylder. Dét er en ekstra bonus ved træning – i den time det står på, kan jeg kun tænke på at bevæge kroppen efter anvisninger, og alt hvad der fyldte og overtog mit hoved før, det forsvinder, når jeg træder over dørtærsklen. Selv om det bare var for en stund, så var det den bedste time på dagen.

Les Trois Cochons morgenmad, Værnedamsvej, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Happy Flower Gammel KongevejDerefter cyklede jeg hjem, tog mig god tid i badet. Tog rart tøj på, og selv om jeg ikke kunne undgå at arbejde, så var det i mit tempo og uden andres indblanding. Jeg kunne fordybe mig og arbejde igennem.

Henad frokosttid tog jeg mig den frihed at bestille frokost til levering, nu der stadig ikke havde været et break i regnen. Det føltes så luksuriøst og dejligt, og jeg var ret tilfreds med min beslutning om at lade budet tage regnskyllet istedet for mig, da jeg så hans lokker ligge i klaser henover panden, og jeg stod i sutsko i døråbningen. Til gengæld fik han et “Rigtig god weekend!” og et “tusinde tak!”.

Jeg spiste og tog et break med et halvt afsnit Orange is the New Black, og så vendte jeg tilbage til computeren.

Hen på eftermiddagen kastede jeg mig ud i vejret men udstyret med paraply og en varm strik. Så føltes det faktisk helt rart med frisk luft. Jeg mødtes med Julie for at skyde et par billeder, og som ekstra skub til selvomsorgen købte jeg blomster med hjem til spisebordet, for derefter at smutte over til Beauty Avenue og få lavet bryn og ben. Det trængte jeg til.

Humøret steg, og selv om jeg har været ramt igen i weekenden og særligt igen i morges, så var det godt. En hel dag med små gode ting. En solodate med morgenmad. En times træning og takeout til frokost. Blomster til mig selv og derimellem arbejdsro.

Jeg spurgte i dag Adam, hvordan jeg skal overleve det her. Behandlingen. Og han sagde, jeg skulle sætte de her dage ind. Ikke hver uge. Måske ikke hveranden. Men jeg skal sætte dem ind i kalenderen og prioritere det. Takke nej til møder og være i mit eget selskab og gøre gode ting (selv om den selvfølgelig kysser overfladen, så er denne her liste med 60 gode ting stadig en (lille) hjælper). Måske er det en vej til overlevelse.

I am feeling more down than usual. Feeling like I can’t breathe or see an end to this. I am crying, turned into sobbing. A feeling of utter unhappiness, and even typing that word now makes it inadequate. Though I know I am deep in this and there are no quick fixes (other than those to lines on a test), I spent my Friday trying to comfort myself, maybe to search for a glimpse of a smile or some light in all this darkness. I decided on no meetings and my own pace for most of the day. I got up early, got dressed in my furry pink sneakers, soft gym wear and a big knit. Packed my bag with my laptop and went around the corner to one of my local favorites for breakfast. They played Sade really loud even though we were only two people in there listening. I ordered simple favorites, a yoghurt and cup of coffee and got to work for an hour. After that leaving for my first workout in almost two weeks. Going home to take a shower, spending those extra minutes on a face scrub and a blowdry. The rest of the day I continued with the good things – decided on having my lunch delivered since the rain kept pouring. I only went out to buy some flowers and to have my brows fixed. 

Though this isn’t going to mend what feels like a broken heart, and this isn’t going to be a weekly happening, I did feel a tiny bit better for the moment. And that was worth it. Talking to my husband I decided to plan on more of these days. Not necessarily as lavish, but taking those days with no meetings, my own work pace, time for my workout and maybe that cup of good coffee around the corner. It’s not gonna heal but it might soothe and I’ll take that too.

70 kommentarer
  1. Jeg får helt tårer i øjnene. For tiden har jeg det også lidt som du beskriver, bare af helt andre årsager – eller måske ved jeg ikke engang hvorfor. Modsat dig kan jeg til gengæld ikke sætte pris på alenetiden, som jeg ellers plejer, men føler i stedet at den er ufrivillig og vil hellere være i andres selskab, så jeg kan lade mig distrahere… Jeg føler at jeg skal tage mig sammen og gøre noget ved det, ændre mit liv. Og så bliver jeg endnu mere grå indeni når jeg tænker på, jeg måske i det mindste kan ændre noget… Og det adskiller sig jo i den grad fra din situation, hvor du faktisk ikke er herre over din egen krop og udfaldet af det, du gennemgår. Så meget kærlighed til dig ❤️

    1. Jeg håber virkelig, du finder ind til et glimt af roen. Måske bare i øjeblikke. Om den kommer af andre menneskers energi, eller hvad der virker, så gør mere af det. Det vigtige er, at det virker. Nogen gange er der ikke overskud til at ændre og reparere men kun holde stand, måske kun nok til at overleve. Og det er måske også fint nok for en tid. Tanker til dig! KH

  2. Jeg får helt ondt i hjertet af at læse hvordan du har det – jeg havde selv ondt i hjertet sidste efterår og vinter og dét kan jeg godt huske. Kæmpe kram herfra.

  3. Jeg græder. Jeg græder på dine vegne. For du fortjener det virkelig. Tænk på hvor meget glæde du giver alle os læsere – i hvert fald mig – så håber jeg at du også kan få noget glæde. Når du bliver mor, bliver du den bedste mor. Mange knus og tanker.

    1. Det var en meget kærlig og omsorgsfuld besked. Tusinde mange tak for omsorgen, Line, den sætter sig i mit. Kram og sov godt!

  4. Føler SÅ MEGET med dig ❤️
    Jeg har aldrig kommenteret på indlæggene om behandlingerne før, selvom de rører mig dybt hver gang, men nu må jeg…
    Jeg har været der, hvor du er.
    Jeg/vi startede i behandling for ca 10 år siden, og det blev til mange forsøg…. Først alm. insimination, dernæst mikro og fryseæg…
    Grunden til jeg nok ikke har skrevet før, er at jeg ikke blev gravid… Vi besluttede tidligt i processen, at vi ville give det de 3 forsøg, som man får betalt, og så stoppe der. Det var en svær beslutning! Men nødvendig for os, da man blir sindssyg af at være i behandling. Cyklus, ringe til hospitalet, gravide veninder, afslag, kø, gravide veninder, ferielukket, snige sig afsted til scanninger mens man er på arbejde, mangel på personale og derfor udsættelse, gravide veninder, smertefulde ægudtagninger, gravide veninder, små babyer overalt… Men mest af alt – for os – håb der langsomt forsvandt, og at man til sidst bliver en skygge af sig selv (som du skrev i andre vendinger for nogle dage siden). Det er bare forfærdeligt og derfor synes jeg det er svært at skrive noget trøstende.
    Og tror også, at man må have lov at sørge og lukke sig inde med de nærmeste som kan rumme det. Det er ikke alle der kan det, og jeg havde også veninder, jeg var nødt til at sætte på pause, når de var gravide/havde nyfødte. De er her heldigvis stadig her mange år efter.
    Med til historien hører, at vi har adopteret den sødeste, smukkeste og sjoveste dreng, og står på venteliste igen. Men de ventelister kræver også al tålmodighed man kan fremtvinge!
    Vil bare sende dig mange tanker, al styrke i verden, og håbe at du har søde mennsker omkring dig ❤️

    1. Som en læser til en anden får du lige en stor krammer herfra. Historier som din er også vigtige. Dem, der er hårde, men som med de rigtige briller ender lykkeligt alligevel. Tak, fordi du deler din fortælling <3

    2. Pyha, hvor er i mange, der kæmper. Det er sådan en særlig, lukket verden, som jeg heldigvis ikke kender til – men at læse disse historier, din og Cathrines og mange andres, det gør virkelig ondt. Selvom en fremmeds trøstende ord ikke hjælper, så sender jeg alligevel en kæmpe virtuel krammer.

    3. Ann Cathrine, hvor har jeg den dybeste respekt for den urstyrke, I har fundet i det her. For det kræver virkelig sit 1) at starte behandlingen op. Det i sig selv er så grænseoverskridende og alt muligt andet – det behøver jeg ikke engang at skrive mere om, det har jeg gjort så mange gange. 2) Endnu mere mod kræver det at stoppe igen, at træffe beslutningen om “ikke mere”. Det er så sejt at give afkald på alt, hvad der hører sig til omkring det. 3) At gennemgå adoptionsprocessen som så absolut er hård også. Omend det ikke handler om medicin og hormoner og alt det der, så kræver det stadig at man i en eller anden grad, kan give slip, for den proces har man heller ikke kontrol over. Det er så stærkt, I er stærke og jeg er sikker på, at I har rigtig meget at give af i jeres parforhold. I lyder som to fine og kærlige mennesker. KH

    4. Hold da fast. Der fik I mine tårer kanaler i gang.
      Ann Cathrine og Cathrine: I får et gigantisk virtuelt kram <3 <3 <3 så sejt, modigt, respektfuldt at I deler det her.

  5. Du får altså lige en kæmpe virtuel krammer med på vejen. Åh jeg aner ikke hvad I går gennem for tiden, men jeg kender til at være helt inderligt ulykkelig og miste pusten. Det lyder til Adam har helt ret, husk at gør noget som giver dig ro og så nyd det. Sådan virkelig nyd det. ❤️

  6. Oh hvor er den følelse og tilstand bare genkendelig. Og hvor er jeg ked og led over, at der er flere der skal føle sådan. Man overlever fordi man skal…
    Babylotteriet er så uretfærdigt og næsten ikke til at leve med og det er svært at leve efter at en bestemt ting skal ske, at man får lov at få sin egen baby. Og folk orker dig, men det har du forhåbentlig fundet ud af!
    Jeg ønsker jer alt det bedste

  7. Nogle gange føler man sig bare lille-bitte i en uretfærdig verden. Du skal nok komme igennem mørket – du er en overlever, og jahatten og heltindekappen skal nok ligge parat til dig, når du er klar til det igen. Godnatklem og nus i håret herfra.

  8. Føler så meget med dig😢🙏🏻

    Står selv i samme situation, har været i gang siden januar… 3 mislykkede forsøg, det er så pisse hårdt.

    Masser af tanker til dig

    Kh Sara

  9. Kun kærlighed din vej ❤️ Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i hvad du/ i gennemgår – men i får de varmeste tanker fra en total fremmed på den anden side af skærmen.

  10. Jeg er så ked af det på dine/jeres vegne, og jeg har så svært ved at begribe, at det for nogle mennesker er så let og for andre skal være så svært. Det skal nok lykkes, på den ene eller anden måde, det tror jeg på! Jeg sender en masse kærlige tanker og lidt sol og varme fra den anden side af jorden. <3

  11. Øv jeg føler virkeligt med dig og det du er igennem.
    Ved det er svært og ville ønske jeg kunne gøre alt godt.
    Værn om dig søde.

  12. Kære Cathrine…… Ved godt at det måske er lidt tidligt og grænseoverskridende men……. Har I talt om adoption ? Syntes at du kæmper SÅ meget og har gjort det længe – der er jo andre muligheder ?? Kan næsten ikke holde ud, at du livsbekræftende menneske med et super priviligeret liv, skal have det så dårligt ??? Sender dig mange kram…..

    1. Ja det har vi. Ikke sådan for alvor, da jeg trods har ét æg tilbage på frys. Men adoption er absolut heller ikke lige til – man kan sige, at jeg slipper for medicin og hormoner og alt det, der er så skidt. Men til gengæld har de par vi kender, der har været processen med adoption igennem, også været igennem en værre omgang. Der er mange års ventetid, fremmede mennesker der invaderer alle hjørner af ens liv, privatøkonomi etc. Og så er der også det men, at man kan stå med et barn, der absolut har brug for voldsom særomsorg, hvis de har en grim oplevelse/barndom med sig. Det er heller ikke problemfrit, og der er også et par skridt inden vi kommer dertil Fx donorsæd, da grunden til, det hele er så kompliceret med ICSI er min mand. Men. Det er store eksistentielle beslutninger og samtaler, og dem er vi ikke helt klar til at tage. KH

  13. Kæreste Cathrine, en kommentar her på bloggen (selvom den er én af mange, mange smukke kommentarer) kan på ingen måde ændre på det, I går i gennem. Men jeg håber og ønsker alt det bedste for jer. I kæmper sådan en svær kamp, som må være så uoverskuelig og usikker. Men uanset hvordan det går, er der mange veje til lykken, og husk på: “Everything will be okay in the end. If it’s not okay, then it’s not the end”. <3

  14. Sender al medfølelse, gode tanker og respekt din vej. Kender ikke til selve problemet, men kender i den grad følelserne. Du er så sej, at du får sat ord på det, for tænker virkelig at man kun ved at anerkende følelserne og mærke dem, kan man komme videre. En dag skinner solen igen, og indtil da synes jeg bare du skal vide hvor meget godt du gør for andre, bare ved at dele det! <3

  15. Kære Cathrine.
    Hvor er det hårdt at læse disse indlæg fra dig. De går lige i hjertekulen. Jeg har selv været der – også alligevel overhovedet ikke. Det KAN ikke sammenlignes, ingens situationer kan sammenlignes. Men jeg husker selv da vi forsøgte at lave en baby. Det var hårdt. Når månederne bare gik og der ingen succes var. Frustrationen og sorgen var tydelig hver gang det blev den tid på måneden og ens menstruation alligevel kom. Vi var heldigvis ikke “barnløse”, som det jo hedder. I det store billede forsøgte vi heller ikke længe, eller ikke længere end så mange andre. Men gud, hvor 8 måneder føles langt, når man bare så gerne vil det, og ikke ved om det overhovedet kan lade sig gøre. Samtidig har jeg det lille benspænd, at jeg har en kronisk sygdom – leddegigt, som ikke kan medicineres korrekt, når man enten forsøger på at blive eller er gravid (eller ammer for den sags skyld). Derfor var det for mig heller ikke reelt 8 måneder, det skulle tage at blive gravid, men derimod hvad der føltes som 1-1,5 år, da jeg først skulle trappe ud af medicinen og være medicinfri i 6 måneder, inden vi overhovedet måtte forsøge. Og jo længere tid der gik uden medicin, jo værre blev min sygdom, derfor var det også så frustrerende, at man ikke viste, hvad tidshorisonten var i forhold til medicinering igen og balancen mellem at have et overskud og et normalt liv vs. at blive forældre. Derfor “forstår” jeg dig, og jeg kan genkalde mig de følelser jeg gik med i foråret lige inden det alligevel – heldigvis – lykkedes for os. Nu venter jeg vores søn til december, og det er FOR VILDT og så dejligt. Jeg håber sådan, at det også lykkes for dig og Adam, også selvom, eller især fordi, jeres situation er en helt anden og så alligevel lidt den samme. I hvert fald er mit ønske, at I og alle andre der ønsker sig børn, også får det det. Pøj pøj og mange tanker din vej. Kærligst Anna

  16. Det er svært. Jeg kan sige, at jeg kender det, men mine dage hvor jeg var lgte ulykkelig, var alligevel noget andet. Sådan er det vist. Men jeg kan sende en krammer. Og sige, at der er flere hvor den kom fra. Og sige, at du er virkelig stærk, også selv om man godt kan komme i tvivl om sådan noget, når nan har sådanne perioder.

  17. Egenomsorg er det vigtigste i sådan et forløb. Jeg ved, at det ikke er for alle, men for mig hjalp det utrolig godt at starte hos en psykolog. Jeg begyndte at tale med en helt fantastisk psykolog, som selv har været i barnløshedsbehandling og derfor kan relatere til alle de følelser, man har. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Det gav et pusterum, og det gav håbet tilbage i livet. Ikke nødvendigvis håbet om et barn, men håbet om, at livet er godt, og at jeg vil få glæde i mit liv uanset hvad udfaldet af vores kamp måtte blive. Hun formåede at ae mit sårbare indre så blidt, at jeg blev tryg og trøstet, når jeg havde været hos hende. Hvis du vil have hendes navn, så send mig en mail. Og så til sidst: De varmeste tanker i din retning <3 Det, du går igennem, er så hårdt, uretfærdigt og smertende, at der næsten ikke findes ord for det. Men tak. Tusind tak for at du alligevel formår at finde ordene.

    1. Jeg har faktisk også overvejet det ganske kraftigt, og det kan godt være, at jeg efterhånden skal rykke på det. TAK for tankerne min vej og al omsorgen. Det betyder rigtig meget. Det gør det! KH

  18. Jeg har ikke meget at sige, andet end at du får et kæmpe virtuelt kram ❤️ Jeg hepper så meget på jer, i fortjener noget lykke på jeres vej 💕

  19. Kære Cathrine
    Dine indlæg om barnløshed rører mig dybt. Jeg håber inderligt, du er klar over, hvor stor en forskel du gør. Jeg har så utrolig stor respekt for, at du deler. At du skriver de her svære indlæg.
    Og du må virkelig tage ligeså mange af de her dage, som du har brug for. Det lyder virkelig som det eneste rigtige, når de sorte tanker tager over.
    En kæmpe krammer til dig – og endnu engang TAK! <3

    1. Mest fordi 1) det kan jeg ikke tillade mig med mit arbejde – ej heller har jeg mulighed for det. Men 2) som Adam siger, så skal det også føles særligt før den der ægte følelse af selvforkælelse er der. Ellers bliver det bare endnu en lørdag eller søndag midt i ugen. Det skal være den der treat at give sig selv. KH

  20. Sødeste Cathrine
    Endnu et fint, følsomt indlæg. Jeg føler med dig, så godt jeg kan. Jeg har været forskånet for at gennemgå det, du går igennem. Men åh, det lyder så uendelig hårdt.

    Jeg skriver, fordi jeg har en kær veninde, der gennemlever det samme som dig. Og jeg vil så gerne være der for hende, støtte hende osv.

    Tænkte om du, hvis du har lyst, kunne skrive lidt om, hvordan du oplever bedst at hente energi fra veninder? Hvad der hjælper dig bedst? Hvis det altså overhovedet hjælper?

  21. Du har en klog og kærlig mand ♡ godt i har hinanden i den kamp i går igennem. Jeg krydser fingre for jer og sender jer lutter gode tanker. Jeg håber solen snart skinner igen og at du ikke går for meget i stykker i kampen. Al held og lykke til jer ♡

  22. Åh, hvor jeg føler med dig. Det var mig /os sidste efterår! De hårdeste måneder, vi nogensinde har været igennem. Masser af kærlige tanker og virtuelle krammere fra én, der alt for godt kan huske, hvordan det er at gå igennem. Og så lige et PS: Når man kommer ud på den anden side og står med en positiv test, vil jeg vove at påstå, at lykken og taknemmeligheden er det mere intens. Så se frem til det. Sådan et forløb giver seriøst psykiske muller – både for én selv og for parforholdet. Det skal nok lykkedes for jer <3

  23. Jeg sender dig og Adam mange tanker!
    Jeg har selv været dér – midt i behandlinger, veninder der bliver gravide, veninder der får babyer, dumme tanker og ikke mindst midt i uvisheden. Jeg var selv i behandling (non stop) i 2 år, før det lykkedes for os. Vi talte om, at det var som at være med til et maratonløb. Vi starter alle ved startlinjen og alle andre (venner, veninder og familie) gennemfører løbet uden forhindringer og når “målstregen”- pånær os – vi blev IGEN og IGEN slået tilbage til startlinjen. SÅ pisse hårdt at forholde sig til! At forholde sig til at dette er ens virkelighed, og man kan ikke gøre andet end bare mande sig op og starte forfra.
    Uvisheden var for os det værste. For hvad nu hvis det ikke lykkes? Der er jo ingen garantier. Hvis bare man midt i uvisheden kunne få et glimt – bare 5 sekunder- af hvad der var i vente, så var det meget nemmere at være i, for man er jo vant til at vente,. Hvis bare man kunne få et glimt af “målstregen”. Hvis vi kunne det for 5 år siden, så havde vi set en lille baby pige og en lille baby dreng – det er vores virkelighed nu.
    Åh jeg håber det (også) vil lykkes for dig og Adam. Brug hinanden og snak om tingene, når det gør ondt.
    Du er så sej!
    Kærlig hilsen
    Mette

  24. åhhh… det lyder bare så hårdt, føler meget med dig. Skal nok selv igang med behandling, og har prøvet 1,5 år, med en mislykket gravitet. Det er rart at læse med her, så føler sig ikke så alene mere… ønsker dig alt det bedste

    1. jeg er så glad for, hvis du kan finde en smule sammenhørighed og følelse af, at du i hvert fald ikke er alene. Masser af pøj pøj til jer! kærlige tanker

  25. Kære Cathrine
    Har fulgt dig lige siden efteråret hvor vi selv fik samme besked – direkte i ICSI behandling og tiden derefter har været præget af utallige lægebesøg, masser af medicin og endda også et par akubesøg hos Dr Mao – og din blog har været en kæmpe hjælp for mig på vejen, så tusind tak. Jeg nåede selv relativt hurtigt til et punkt hvor jeg simpelthen ikke troede på det længere – og jeg begyndte stille og rolig at vrisse af kærestens velmente ‘det skal nok lykkes’ og tænke i alle mulige alternativer for hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne klare det her i længere tid.. I 3. friske forsøg var den der dog – og selvom jeg kun er i 9. uge og ved at der stadig er meget der kan gå galt (jeg har været bange for at jinxe det hele bare ved at skrive denne kommentar!) – så begynder jeg så småt at tro på det lidt igen. Man skal selvfølgelig først og fremmest lytte til sig selv men min pointe er bare at jeg tror du kan klare meget mere end du tror du kan – så giv ikke op endnu selvom alting kan se sort ud.
    KH

  26. Sødeste Cathrine, føler så inderligt med dig. Har selv været der hvor du er nu og ville sådan ønske, at jeg kunne fjerne noget af smerten og uvisheden for dig ❤️
    Det lykkedes for os og håber inderligt også at det lykkedes for jer. I vil blive de fineste forældre.

  27. En vigtig vigtig ting du skal vide er, at du bliver en (endnu mere) mere fantastisk, stærk og vis løvemor, når dine børn finder vej til dig. Der er ikke noget som sådan en behandling og forløb der modner en. På den benhårde og skånelsesløse måde, ja. Men når du står med dit barn i armene og ved at du har kæmpet og båret det i hjertet længe før det gav dig to streger, så vil du være stærk som en okse og nuanceret som en rigtig voksen. Der vil være masser af begynderusikkerhed og -famlen du kan springe over. For du kender dig selv. Også afkrogene. Det er langt fra alle de kvinder omkring dig, som ‘bare’ bliver gravide, der gør det.. Og Det er en ufattelig styrke – som dine børn er heldige med at lande blødt og lunt midt i.
    I øvrigt er dine følelser fuldkommen almindelige, forståelige og langt fra noget du skal skamme dig over.
    Tak fordi du deler, og kærlig opmuntring fra en der har været igennem møllen med ICSI og akut overstimulering med 11-liter væske og håbløshed. Men vi kom ud på den anden side – ligesom i gør 😉

    1. Åhhh for en dejlig besked, som får mine øjne til at løbe over. Tusinde tak for de kærlige ord og forsøget i at vende det til noget smukt og godt. Det trænger jeg til. Tusinde tak Maria, hvis det er ord nok 💜 KH

  28. Åh Cathrine 😞 Det er en lang og sej kamp, men så længe I har bestemt jer for at vinde den så husk, at lige nu er en del af en tidsafgrænset proces i et langt og lykkeligt liv. Klem og tanker!

    1. Det gør i hvert fald et eller andet godt – omend det ikke fikser, så gør det rart, og det kan være alt man sigter efter i periode. Lidt rart. KH

  29. Søde Cathrine. Det her indlæg rører mig rigtig meget, og jeg vil også gerne sende dig en lille hilsen <3 Jeg har ikke prøvet præcist det, du går igennem lige nu. Men jeg har prøvet noget andet, der også i den grad gjorde mig ulykkelig. Min søn har autisme. Det har haft kæmpe konsekvenser for hele mit liv, det har fx betydet fravalget af flere børn. Diagnosen efterlod mig i en ekstrem sorg, og selv her 3 år efter vi fik det at vide, kan det stadig være svært. Jeg kan kun opfordre dig til at fortsætte som du gør nu. Vær venlig ved dig selv. Tag pauserne, når du har brug for dem (ja, det kan være ofte). I den fase, hvor jeg reparerede mig selv foretog jeg mange fravalg, for at kunne vælge egenomsorgen til. Det er gået ud over venskaber, indtægter, muligheder og meget andet. Sådan er det altså tit, man kan ikke lade alting suse forbi udenfor, mens man står som en tom skal af den person, man plejede at være. Så er det bedre at trække sig et skridt tilbage, mens sorgen står på.
    Jeg sender dig de bedste og kærligste tanker <3

  30. Pyha, Cathrine. Ramte også plet hos mig. Vi skal have lagt fryseæg op her i september og jeg veksler mellem håb og håbløshed. Hvad hvis det lykkes – hvad hvis det ikke gør – igen? Går jeg så helt ned med flaget – igen? Hvordan i alverden GØR folk det her?! Men inderst inde ved jeg, at det nok skal gå alt sammen. Enten via min mands sæd, en donor eller adoption. Vi skal nok få et barn, engang. Men i mellemtiden bliver jeg bare nødt til at tilpasse mig efter omstændighederne. Det er en hård læreproces, for de er brutale. Som en anden skriver, er det en målstreg som konstant bliver skubbet fremad og som man ikke kan se, samtidig med at a dre nærnest snubler i mål. Så fx har jeg måttet sige mit job op – jeg fik simpelthen stress af hektisk arbejde i kombi med behandlingen og tilhørende spontan abort. Nu kæmper jeg for at finde et fleksibelt deltidsarbejde, som kan forenes med den uforudsigelighed som er i mit liv og sind for tiden. Jeg har fx også måttet acceptere, at min krop har ændret sig pga hormonerne. Det med den slanke krop er sat på standby. Det store overskud til gravide veninder, børnsnak osv er i den grad også sat standby. Og jeg er ved at lære at navigere i den her virkelighed. For det skal jeg. Og det vil jeg. Og det skal nok gå, på den ene eller anden måde. Det tror jeg fuldt og fast på. Og jeg skriver ikke alt dette for at få taletid, men fordi jeg håber, du kan spejle dig lidt og trække lidt på den styrke som jeg har ligenu – det kan jeg nemlig nogle gange opnå fra dine ord. Kh fra A.

  31. Kære Cathrine

    Din historie rammer. Vi har selv været i mere end to år. Jeg var 27 da vi startede, min mand 28. Vi har nu været igennem i alt 13 behandlinger, herunder 9 IVF incl. frys efter i alt 5 ægudtagninger. Det har været de hårdeste år i mit/vores liv. Vi blev bare ved og ved og ved. Så længe lægerne sagde der var håb – og det sagde de at der var – valgte vi at fortsætte. Sorgen, tomheden og følelsen af at livet passerer forbi har fyldt dagene ud. Din beskrivelse er så rammende.

    Det er langt om længe (7-9-13) lykkes for os nu. Det hjælper ikke på din sorg eller dine følelser, det er jeg helt klar over. Men jeg vil alligevel sende en varm tanke og en masse kampgejst. Der er igen garantier i den her verden og uvisheden er der konstant sammen med følelsen af fortvivlelse over, at man ikke aner hvor længe det hele skal vare, og om det nogensinde får en lykkelig udgang. Hold sammen, kæmp sammen og husk kærligheden til hinanden <3

  32. Hej C,
    Wow som du kan beskrive det! Tak fordi du deler og giver rum til at vi kan dele historier.
    Jeg har det på mange punkter præcis som dig i øjeblikket. I dag har jeg ikke kunne kigge nogle i øjnene uden at jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg var ked.
    Igår var jeg også ked og ender også med at hulke som dig. Jeg sagde blandt andet til min kæreste, at “jeg kan ikke holde ud at være i mig selv!” Jeg er heller ikke den glade og høflige pige som jeg plejer og jeg har ikke rigtig ro i min krop.
    Vi er også i behandling og har forsøgt i 2 år og er nu endelig kommet igennem til ægsortering som forhåbentlig vil hjælpe os.
    Jeg har været til psykolog en gang. Hun sagde også at jeg skulle gøre noget godt for mig selv, på de dage jeg var ked. Så det er det helt rigtige du har gjort! Hun anbefalede mig også at læse bogen “hvornår blir det vores tur?” Hjælp til barnløse i fertilitetsbehandling. Den har været rigtig god læsning for mig. Hun skriver bl.a. Om de forbudte følelser, jalousi/misundelse, vrede, sorg og skam. Og om forhøjet stressniveau og om hvordan mænd og kvinder typisk tackler det. Det har passet rigtig godt på min kæreste og jeg og givet mig forståelse for hans reaktioner.
    Det gør mig så ondt at høre, at vi er så mange der skal kæmpe sådan. Men vi bliver ved!!! Heldigvis er mange kommet lykkeligt ud på den anden side og det giver håb for os andre.
    Alt det bedste til dig og Adam. Kram til jer alle

  33. Åhhh – læste dit skriv forleden, og blev tabt for ord. For hvad skriver/siger man til dig andet end kærlighed, kram og kæmp. Det gør ondt at læse – selv for mig, som aldrig har skulle kæmpe den kamp som I kæmper lige nu. Men det er smukt skrevet, Cathrine! – og overvej en bog en dag…

    Og hver gang du skriver et fertilitetsindlæg, så tænker jeg på denne her:
    http://novonordiskfonden.dk/da/content/kvinder-kan-skrive-sig-ud-af-fertilitetskrise?utm_campaign=social&utm_content=Forskning%252CKort-nyhed&utm_source=twitter&utm_medium=Novo+Nordisk+Fonden

Læg en kommentar