Hvis ikke jeg selv orker mig, hvem gør så?

Nogen gange skammer jeg mig lidt over mig selv. Og samtidig føler jeg mig for lille og slap til at gøre noget ved det.

Jeg skammer mig over, at for hver dag der går med flere sprøjter, flere stikpiller, uvished og kropsstress, jo mindre orker jeg andres babylykke.

Og det var ikke sådan til at starte med. Der gik lang tid, måneder, før det sneg sig ind på mig. I skrev i flertal; “hvordan gør du det? Hvordan bliver du ved med at glæde dig på andres vegne over deres glædelige nyheder? Når du igen skal udstøde et TIL LYKKE, spørge ind til termin og til køn og til nakkefold og alt det andet”.

Og jeg svarede, at jeg tænkte, det gav håb. At det var dejligt. At hvis andre lykkedes, så skulle det også lykkes for os. Og at deres babyer jo var deres babyer. Jeg får mine egne.

Men med flere sprøjter, flere stikpiller, mere uvished så er der en lille bitte stemme bagerst i mit hoved, som spørger “… men gør du?”. Får dine egne?

Og det svære er nu, at jeg også begynder at kunne høre den lille stemme i Adams baghoved, som om den lister usikkerhederne ud gennem nakkehårene. Og I ved, hvordan det er. Hvis to stemmer siger det samme, så begynder det så småt at samle sig til sandhed.

For Adam ser mig blive dårlig, syg, opereret, pumpe kroppen med piller. Jeg kan se på hans mundvige, på rynken over hans højre bryn, at han er bekymret, at han står med hånden på nødbremsen, klar til at rykke. Sige stop. Og så måtte vi udgå før målstregen.

Stemmen hvisker usikkerheden frem, som om den søger mod lyset igennem revnerne i mit smilende ydre. Og som den får mere og mere stemme overdøver den også mit indre. Skubber mit overskud væk, og det er sværere og sværere at nå selv med fingerspidserne.

Og det ligner ikke mig.

Og det er det dét, det her gør. Der bliver mindre og mindre af mig. Reduceret til en skal, et eksperiment for lægers instrumenter og recepter, en koncentreret Maggi-terning der kun kan behovdække det mest nødvendige. To piller morgen, to piller aften. En sprøjte klokken 21.00.

Og i alt det er jeg bange for at synes ubehøvlet. Uopmærksom. Uengageret. Ubehagelig. For ingen andre ser udefra delene flytte rundt indeni. Ingen ser at intet står, hvor det plejer.

Mit overskud og varme kram og “Hvor er det spændende”. Selv min høflighed og pli, der altid ville få mig til at spørge ind, virke interesseret.  Det forsvinder stille. Og jeg ved ikke hvorhen udover udenfor rækkevidde.

Så jeg skammer mig ved tanken om, at andres anseelse af mig ændres. Som det velopdragne menneske, jeg er. Som den der holder af former og pli. Som en dygtig pige, der siger tak for mad og velbekomme. En pleaser.

Jeg skammer mig.

Samtidig føler jeg mig for lille og slap til at gøre noget ved det.

For jeg orker ikke. Orker ikke at ændre. At tage mig sammen. Orker ikke et til lykke til. Orker ikke en babyshower (som i grunden også er det tåbeligste koncept, baby eller ej). Orker ikke flere #preggo. Orker ikke hånd-på-maven-billeder. Jeg orker ikke. Og jeg orker ikke mig selv for ikke at orke. Og hvis ikke jeg selv orker mig, hvem gør så?

 

One of side effects of being in fertility treatment besides nausea from the meds, tender breast, to look like your 4 months pregnant when your not and all those accessories to follow is a growing sense of shame. Shame of yourself for not feeling as excited about other people’s baby bliss as you did, back in the beginning.

That first year you’re trying is pretty tough as it is. Going from the excitement of starting this new adventure together, feeling all lovey dovey, with that secret your both carrying. You are going to start your own family. To that moment you realize, this is just not working. But then there’s hope – you’re going to get treatment. And then. After every loss or month spend not getting those two blue lines a new feeling starts to emerge. Pure and utter shame.

And that’s me. Now 8 months down the line in the fertility treatment system (on top of that year with no birth control), I have gone from a true sense, that even though I felt like EVERY friend I have was announcing a pregnancy – that was their babies. And I am going to have mine. I could still feel happy and joyous for them. Fast forward to now, not having any room left. There’s no room left for to feel happy for others. No room to be curious; ask about how you found out, if it’s a boy or a girl. There’s just nothing left.

And for that I am ashamed. That well behaved, well mannered, curious, caring me has been replaced by a closed off, not participating version of me, I don’t even recognize. I simply have no room left for anymore pregnancies or announcements.

And that’s how this works. As if I didn’t feel alone enough as is, the longer it takes, the uglier parts of my most inner and deepest comes to light. Introducing shame.

151 kommentarer
  1. Hold fast hvor er det et vigtigt og sejt indlæg. Jeg er ikke selv i situationen med børn, men kender følelsen fra andre situationer med f.eks. andres kærlighed. Det er så hårdt! Tak for dit indlæg. Du er ikke den eneste der skammer sig. ❤️

  2. Du ramte så meget noget i mig der, for jeg har det på præcis samme måde. Og jeg er ellers virkelig den vildeste baby og børne person; jeg ELSKER dem! Og har altid elsket mange andres. Men når man pludselig står og gerne ville have sin egen og det ligesom bare ikke sker, så bliver jeg sådan lidt nærig… nærig med høflighedsfraser, hengivenhed og begejstring over andres graviditeter og børn. Og så bliver jeg sur på mig selv, hvilket jeg allerede er i forvejen pga manglende cyklus. Så det ender egentlig lidt med at jeg hader mig selv…. Det er pisse irrationelt. Og nej du er ikke den eneste der skammer sig <3

    1. Æv for fanden, Laura. Det er jeg så ked af. Det er jo et rigtig dårligt regnestykke for os, for jo hårdere vi er ved os selv, jo mere stresser vi måske også os selv. Det tror jeg ikke, er særligt godt for noget. Lad os tænke på hinanden i ny og næ – at vi ikke er alene! KH

  3. Jeg har ikke svaret på dit spørgsmål, men jeg håber det kan være en (omend ringe) trøst, at jeg ved præcis hvordan du har det.

    KH. fra én, der også selv har svært ved at være glad på andres vegne lige nu.

  4. Jeg har virkelig bare lyst til at give dig et kram. <3
    Jeg kan på ingen måde sætte mig i dit sted – alligevel kan jeg nærmest føle splittelsen. Med det sagt, kan jeg fortælle at jeg som læser virkelig orker dig! Ikke at det er en trøst – det er dem tæt på der betyder noget.. Men, er sikker på de også gør – og med din styrke og dit engagement, skal du nok også gøre det igen!

  5. Puh ha jeg forstår dig skisme godt. Har selv haft svært ved at blive gravid og må også indrømme at alle de glade tykke maver omkring mig gjorde mig noget så ked….
    Tror ikke der er andet for end at anerkende og acceptere at man har det sådan – og det er jo bare et tegn på hvor meget I vil det!
    Og så sige til dem i din omgangskreds der bliver gravide, at du er glad på deres vegne men at det også gør ondt, og at du derfor har svært ved at engagere dig så dybt som du egentlig gerne ville. Det er nok svært at få sagt, men forhåbentlig vil alle forstå det (og ellers er de ikke værd at samle på)
    Krydser fortsat fingre for jer!

    1. Jeg er så meget med Nina. Sig det til dem. Kan 100% følge og huske den følelse selvom det er længe siden jeg sidst stod i den situation – 7 år lige om lidt..
      Så meget held og lykke til jer. Det er mega hårdt men det hele værd når det lykkes. Kæmp videre lidt endnu.

      1. Det er så fint, omend jeg skulle gro mig et par balls at være så ærlig direkte til dem. Åh manner, det er svært! KH

  6. Jeg er ingenlunde i dit sted, man kan kun forestille mig at det må være umanerligt hårdt! Især at skulle agere glad på andres vegne, når man ikke rigtig orker det… 🙁
    Sindssygt vigtigt indlæg, som jeg er sikker på, at rigtig mange, der står i samme situation som dig, kan bruge til rigtig meget!
    Mange krammere til dig, og kæmpe finger-kryds for at det hele bare snart flasker sig for jer – det fortjener I ❤️

  7. Jeg er ikke det sted i livet hvor jeg er i gang med børn – men hold kæft hvor føler jeg med dig.

    Jeg sender et kæmpe virtuelt kram – det er det eneste jeg kan ❤️

  8. Jeg orker dig! Vi orker dig. Adam orker dig Dine venner orker dig. Din familie orker dig. Dit kommende barn orker dig. Det er helt okay at have det sådan. Det går over. Og det kommer igen. Du overlever. Det er det værd.

  9. Det er ok. Du er ok. Det er at ok, at du melder dig ud, melder fra, melder pas. Du må godt trække dig tilbage og lade andre være glade, forventningsfulde, høflige og interesserede i en periode. Du tager ikke noget fra andres lykke. Der er ikke noget så indadvendt som en graviditet, og ja du kan da give andre glæde ved at dele deres, men du tager ikke noget fra nogen ved at være passiv en tid. Så gå du i fred med god samvittighed og pas (på) dig selv og den enorme opgave, du står midt i.

  10. Kære fine du.
    Du ramte lige plet ifht. hvordan jeg har det med min nuværende situation.
    Jeg har læst din blog i mange år nu, og jeg har altid beundret dit i overskud, dine store smil og dit altid gode humør.
    Jeg er desværre endt i en situation, hvor jeg har decideret underskud på min overskudskonto grundet sygdom. Og jeg kender alt til følelsen af ikke at kunne rumme andres glæde, eller slet og ret at kunne rumme sig selv pga det. Og det er en forfærdelig fornemmelse.
    Men det skal nok blive bedre. På en eller anden måde, så skal det hele nok gå. Ingen ved hvor lang tid det tager, men en dag skinner solen ekstra meget vores vej. Det ved jeg.
    KH M

  11. Hold nu kæft hvor er det så meget korrekt skrevet! Den følelse du beskriver til sidst kan jeg nikkende genkendende til!
    Alle siger det lykkedes? Men gør det det? 😔

  12. Du skal huske dit gamle jeg også for babyer er ikke er nulsumsspil. Andres babyer betyder nemlig ikke, at I ikke måske nok skal ende der. Når jeg synes, der vat for svært, så bad jeg folk, hvor jeg vidste det kunne være på bedding, om at skrive det til mig først. Så kunne jeg nå at græde over det og så samle mig og huske at glædes og vise det til dem, jeg holder af.

  13. Jeg forstår dig så udemærket.. jeg har været en af de heldige, hvor den har været der i første hug 2gange.
    Men jeg arbejder som jordemoder, og kan mærke forskellen på de, som “bare” er blevet gravide, og de har været en lang og snørklet vej igennem for bare at blive gravide, og med tanker som: “men får vi nu en baby ud af dette?”! Det fylder meget, og de fleste af dem tør snart ikk tror på, at alt vil gå godt og strålende og de vil ende ud med et barn..
    Du skal vide, at jeg hepper på dig og tror at mange gør det☺️håber I kan lægge det lidt bag jer, så fokus ikke kun er på det.. Men I har fortjent det, ligesom alle andre har🤞🏼😃❤️

  14. Du skal ikke skamme dig. Jeg tror at alle de heldige, mig selv inklusiv, har en svag ide om hvilket overskud det må kræve at blive ved med at finde glæden for andre, der har noget, som du ønsker brændende og reelt ikke ved om du kan få. Ikke bare noget, men et barn. Du må virkelig ikke skamme dig. I babylykken må folk finde overskud til forstå at andre måske er løbet tør. Jeg håber at du snart har gode nyheder på fronten og kan love dig at ventetiden bliver nærmest ubetydelig, når først den er der. Kæmpe krammer

  15. Jeg kan huske den der forelæsning, som man starter med på Riget. Vi havde været i gang længe allerede, og vi mødte op fulde af håb, for nu var det jo Riget hos de rigtige eksperter. Vi sad der, alle sammen i samme båd. Og så sagde professoren, at 2 ud af 3 af os ville få mindst ét barn ud af forløbet. Og så sad vi alle sammen der og talte: 1, 2, 3. Bare vi ikke sidder på nr. 3.
    Jeg har stået til blodprøvetagningen med par, jeg har set til ægudtagningen, og inderligt ønsket, at de ikke havde gevinst. Så vi kunne få lov at blive et af de 2 ud af 3 par. Så kunne det blive deres tur senere. Vi havde stået i køen så længe!

    Vi har gået på gaden og set kvinder eller par med børn, og tænkt, at hun da er tykkere/ ældre/ryger/et-eller-andet, og så kan hun få børn, når vi ikke kan!
    Jeg blev nødt til ikke at se min mands bedste ven og hans hustru i flere år. For hun var bare altid gravid!

    Jeg turde ikke sige det højt til andre end min mand, mens det stod på. Og jeg har beundret dig sådan for det høje humør, du trods alt formår at holde. Og nu beundrer jeg dig også for at sige det højt, som alle vi andre, der er eller har været i samme båd, har tænkt og følt. Jeg hepper på jer, alt hvad jeg kan.

    1. Åhhh fik lige en klump i halsen. Jeg kan så tydeligt huske den forelæsning på Riget, man sad med lige dele håb og frygt. Shit altså. Tak for at dele, både dig Cathrine og dig Camilla – det er så rart når man ikke er alene. ❤️

    2. Det må være så benhårdt at være i fertilitetsbehandling!!!!! Av! Jeg håber sådan at det snart lykkes for Jer! Og at statistikken ændre sig og kommer til at hedde 3 ud af 3!
      Jeg ønsker alle Jer der kæmper alt det bedste!!!

  16. Av, det ramte mig. Jeg ved præcis, hvad du mener, og den der følelse.. Tak fordi du sætter ord på noget, der er så svært og til tider gør helt ondt i hjertet ❤️

  17. Så godt skrevet – Jeg er ikke barnløs, men har et handicappet barn og til tider orker jeg heller ikke mig selv, når jeg ikke orker de normale forældres lykke over fremskidt og det normale liv i al almindelighed. Så jeg føler dig. For det er frygteligt at gerne ville have noget så inderligt og ikke kunne få det og opleve alle omkring en få det. Men uanset lover jeg dig, at tiden er din ven. Alt bliver nemmere med tiden. Og alt bliver nemmere, når man taler om tingene. Tak fordi du fik mig til at føle mig “normal” i fem minutter og fordi du deler. Håber alt det bedste for jer! 😘

    1. Hopper med i koret hos B. Vi har også er handicappet barn, og orker virkelig heller ikke altid – hverken os selv eller andre!! Synes også jeg har ændret mig i hele processen. Men tiden er ens ven – kliché ig banalt som det lyder.

  18. Kærlighed til dig, søde Cathrine! Det er helt okay ikke at orke andres babylykke. Det er jeg sikker på, at andre også tænker. Og jeg er sikker på, at alle stadig orker dig, for det er kun menneskeligt at føle sådan.

  19. Det er helt ok og helt normalt, selvom det føles så forkert. Jeg selv blev, efter 1,5 år i behandling, et tarveligt menneske jeg ikke selv kunne genkende. Jeg afskar kontakten til to veninder da de blev gravide, for jeg kunne simpelthen ikke være i det, og det var frygteligt at jeg blev nød til at trække mig på den måde, men jeg kunne simpelthen ikke mønstre det der lignede glæde eller begejstring, og tænkte at de var bedre tjent uden min negativitet og manglende medfølelse. Nu er jeg så heldig at være blevet gravid, og gode veninder som de var, så har vi fået talt ud om det, og jeg kan igen overskue at være der i deres og børnene liv, og dem i mit. Gode venner forstår det godt, og hvis ikke, så er det måske okay at det glider ud i sandet? Og du skal først og fremmest tænke på dig og Adam, ikke på alle andre, for det er jeres liv og jeres fremtid i kæmper for! Alle gode tanker til jer ❤️

  20. Godt indlæg.
    For vi kender alle til den situation, hvor man så gerne vil glæde sig på andres vegne, men man ORKER det ikke. Det kan være alle ligefra den nyuddannede og abejdssøgende, hvor alle omkring en får jobs til den familiekonfliktramte, der ser kernefamilier overalt.
    Og ved du hvad? Det er helt okay ikke at orke nogle gange. Du/man er ikke et overmenneske. Og din indre Cathrine-kerne skal nok komme op til overfladen igen og sammen med den overskuddet til at orke.
    Kærlighed til dig ❤️

  21. Hvad gør man, når man står på den anden side? Når man er den med den gravide mave og det ukomplicerede forløb? Når man er den pisse heldige, der elsker sin knapt så heldige veninde så højt. Hvordan snakker man om det lykkeligste i ens liv, med en som man ved så inderligt ønskede, at det var hende, der stod der?

    1. Det ville jeg også gerne vide – og helst havde vidst, da jeg selv stod i situationen (selvom historien bag den ufrivillige barnløshed er lidt en anden). Her endte det nemlig med, at jeg ikke rigtig turde fortælle det, og dermed først delte det alt for sent, i forhold til hvornår det blev helt offentliggjort, og på den måde mistede jeg desværre veninden, da hun følte sig svigtet.

  22. Sødeste søde, Cathrine… lige DÉR! Der har vi alle været, som har haft svært ved at få børn.
    Jeg tillader mig at vende det om: det handler ikke om din dårlige pli (som om du har det! :*), det handler om, din (nærmeste) omverden skal tage hensyn. Du, eller I, er ikke handicappet, men du bærer på en form for sorg, som der skal tages hensyn til. Også af dig selv! Andre må forstå, du skal have et PS, en vej ud af babyshowers uden det bliver set skævt på af andre gæster og ikke mindst den kommende mor. Dine veninde på Instagram og Facebook skal ikke blive fornærmede når du ikke sender tommelfingre efter alle deres baby eller maveopslag.
    Du skal sætte dig selv først! Du skal lade Facebook og Instagram have sig selv, når det smerter mest i dig. Du skal ikke føle dig forpligtet til at like alles babyer hele tiden og skrive “nøøøj hvor ser han sød ud”.
    Der skal være plads til dine følelser og det skal folk kunne rumme. Det er ikke kun dig, der skal kunne rumme dem.
    Stort kram!!

  23. Er dybt imponeret over, at du gang på gang kan skrive så smukt, ærligt og dybtfølt om så svært et emne. Det er meget inspirerende. Al lykke til jer <3

  24. Jeg VED alt for godt, hvordan det føles. Og det er helt OK. Det er én lang, sej kamp, og der er sgu da ikke noget at sige til, at nogle par ikke kan overkomme det projekt. For det bliver lige pludselig et projekt. Et kæmpe, livsomvæltende, altopslugende projekt, der tærer på én selv, sin partner og parforholdet. Det er det hårdeste, jeg til dato har udsat mig selv for.

    Jeg tror på jer, Cathrine. En trøst for mig gennem det hele har været min ene kollegas kommentar om, at spørgsmålet ikke er, om vi får børn eller ej. Vi kan nemlig få alle de børn, vi overhovedet ønsker os og har kærlighed at give til.

    Spørgsmålet er derimod, hvordan vores børn lander i vores favn, og det kan ske på så mange måder. Alle lige rigtige, kærlige og ægte. Du skal nok blive mor. Adam skal nok blive far. Og sammen skal I nok få den familie, I drømmer om. Det gav mig en trøst og ro på et eller andet plan at vide ❤

    Vi har gået på DanFert ligesom jer. Og Ursula har hjulpet os med ønskebarnet, som jeg nu går og bager på. Så selvom alting synes gråt og trist, så husk, at de altså laver rigtige, levende babyer af kød og blod derinde. Det lykkes for så mange – også derinde, og lige så snart I er ude på den anden side, er hele helvedet, alle de forbudte følelser og tanker, arrene, bivirkningerne, humørsvingningerne og sårene, som forløbet har forvoldt, forsvundet som dug for solen. Og så vil I for altid blive enige om, at det var det hele værd, og at I vil gøre det igen og igen og igen. Det lover jeg! ❤

    KNUS!

  25. Det er ok at sige fra. Det er ok ikke at orke. Det er ok at føle skam over smerten man føler, når “alle” omkring en er tykke og lykkelige. Men det er ikke nødvendigt, for det er ingen skam. Det er ens hjerte, det går i stykker lidt efter lidt – eller sådan føles det. – og det gør nas helt ind i sit inderste.
    Vær god ved dig selv og giv dig selv lov til de “forbudte” følelser. Din smerte er stor nok.
    Jeg forstår håbløsheden, og den frygt du må føle, men jeg tror på, at det nok skal lykkes for jer.
    Når man ikke selv tør tro, er det rart, at andre kan gøre det for en. ☺️

  26. Kære Cathrine – du er så sej! Det er de færreste der tør at stå ved de følelser du bakser med! For man føler sig som et røvhul, et lille bitte menneske der ikke kan glæde sig eller rumme andres babylykke.. Jeg har aldrig helt kunne sætte mig ind i det, indtil jeg selv stod i situationen! Mine to første graviditeter endte i ufrivillige aborter og jeg syntes det var hårdt.. men jeg syntes det var endnu mere hårdt at skulle rumme andres graviditeter efterfølgende, jeg følte oprigtigt at jeg blev frarøvet noget! Det er svært at forklare, men jeg har ret stor respekt for folk der gennemlever de ting og tanker som du gør. Jeg mistede selv delvist en veninde i min sidste graviditet (som har været i behandling i 1 1/2 år), fordi hun selv havde mistet og jeg kunne mærke på hende at hun ikke kunne rumme min graviditet – men jeg blev aldrig sur eller skuffet! Fordi jeg selv har siddet med de tanker, man selv syntes er så irrationelle. Det eneste jeg tænkte var bare “jeg forstår sgu godt
    Hvis du ikke gider at se på min voksende mave..og du skal ikke undskylde det et øjeblik!” Nu er hun gravid igen og vi kan rumme hinanden..

    Jeg håber så inderligt at det lykkedes for jer på et tidspunkt – det er jeg faktisk ikke i tvivl om! Og indtil da, så skal du ikke på noget tidspunkt undskylde overfor dine tanker eller følelser!

  27. Hvor er det godt skrevet! ❤️ I og du er absolut ikke alene om at have det sådan! Man lærer hurtigt at putte en maske på når man skal, sige de rigtige ting uden at invitere til en lang snak, og så lade alle mure falde når man er hjemme og alene 😊 Det er forfærdeligt hårdt!! Krydser sådan fingrer for jer! ❤️

  28. Ved du hvad? Det er helt okay at have det sådan <3 Find en i samme båd, som du kan dele de der tanker med, som man aldrig ville fortælle folk der ikke har været i sammen situation. Altså de fuldstændig ucensurerede tanker, som man hader sig selv lidt for.
    Jeg fandt en ny veninde, som var i samme båd, og vi delte ALT! Det lykkedes i sidste ende for os begge, og hendes datter føler jeg nærmest er min egen. I dag kan vi nærmest ikke huske, at vi stod i det helvede fertilitetsbehandlingen var, og dengang var det altopslugende.

  29. Hej søde dig.

    Jeg forstår godt at følelserne kan være enormt svære at forstå. Man forsvinder nogen gange helt fra sig selv og føler noget andet har overtaget kroppen og man bare er tilskuer i sit eget liv ifh fertilitet behandlingen.
    Jeg har haft stor glæde af at gå til fertilitets psykoterapeut,

    http://tinateglgaard.dk/

    Hun har selv været igennem behandling flere gange og er fantastisk at tale med:-)

    Bare et lille tip

    Kram

  30. Tak, bare tak.
    Du sætter så fint ord på de følelser og skammen bag de følelser, som jeg – og helt sikkert mange kvinder i fertilitetsbehandling tumler med.
    Både min søster og min bror skal have barn lige om lidt- og her står jeg – splittet af alle følelserne omkring det. Og så skriver du så fint. Og så kan jeg rumme lidt mere igen. Tak <3

  31. Jeg er ikke ved at prøve at lave børn endnu, men åh hvor gik det her bare lige i hjertet. Jeg kan SÅ godt forstå dig – der må også være grænser for hvor rummelig man kan være. Jeg synes det er en så fair og naturlig reaktion, og forhåbentlig vender overskuddet tilbage til dig.
    Håber så meget for jer at det lykkes snart! ❤️❤️❤️
    Kh

  32. Tak for verdens bedste blog for din hudløse ærlighed, som andre bloggere altid pakker ind i klisterede falske smil og dyre outfits. Tak fordi der findes nogle som dig ❤️ Mit spørgsmål går på, hvorfor du ikke kan blive gravid? Er det endometriose eller vil din krop bare ikke?(so far). Er selv reagensglasbarn og nysgerrig på alt du foretager dig med den forfærdelige behandling, som min mor også var igennem for 23 år siden. Kh en evig læser

    1. Tak for de kærligste ord Line.
      Jeg kan faktisk godt blive gravid. Jeg har ikke skrevet stort om, hvem af os, der giver udfordringer, for det ender jo med at være vores udfordring sammen. Og så er det jo bare sådan, at ligegyldigt hvad, så er det kvinden, der ender i behandling.
      Jeg er efter lægens udsagn “en meget fertil, ung kvinde”, hvorimod min mand er stærkt udfordret. Det betyder også, at vi ender i sidste step; ICSI. Og selv om det er manden, der er udfordringen, ja, så er det mig som kvinde, der skal al medicin etc. igennem. Det kan man ikke undgå selv om jeg er sund og rask. KH

  33. Jeg orker dig godt ❤️ Jeg lever med en kronisk tarmsygdom og skal derfor tage et hav af piller hver dag for at holde sygdommen nede, og er i øvrigt også på blodfortyndende medicin efter nogle blodpropper i hjernen. Jeg er endelig begyndt på arbejde igen, og det var så ubeskriveligt rart at komme i gang igen og føle mig normal. Jeg er træt af hospitalet efter tre indlæggelser i år samt utallige besøg pga. blodprøver, samtaler, MR-scanninger, osv. Jeg har dog hele tiden forsøgt at holde gejsten oppe og siger konstant til mig selv: “Hold kæft, hvor er jeg heldig, at jeg er ok, og jeg har et hold af læger og sygeplejersker, der passer på mig.” Men der er også dage, hvor jeg synes, det er skide urimeligt, og hvor jeg tuder til, jeg får ondt i øjnene, og det skal der også være plads til. Tårerne må bare ikke oversvømme alt det gode, håb og drømme ❤️

  34. Sådan som du lyder, har du stensikkert ageret sikkerhedsnet for dine veninder nogle gange i tidens løb. Nu er det deres tur. Man må gerne ikke orke – ind imellem ihvertfald! Man må også gerne græde over sin egen situation. Det er vel helt naturligt at reagere på tab og udfordringer, naturligt at lukke sig om sig selv (eller om tosomheden), når man gennemgår noget sammen. Og gode veninder og venner forsvinder ikke, ændrer ikke opfattelse, eller trættes ikke, selvom du ikke orker lige nu. Jeg har ihvertfald aldrig oplevet at jeg eller andre, pludseligt ikke orkede. Og slet ikke, når manglen på overskud er totalt forståelig.

    På et tidspunkt når du forhåbentligt til lykken. Og måske når du inden da til et stadie, hvor du godt kan glæde dig over andres lykke, og samtidig være ked af din og Adams situation. Det må man altså godt. Være glad for andre, men ked af det for én selv. Eller bare ked af det og ikke glad – indimellem.

    (ps. hvor er det rart at høre en sige, at babyshower er et latterligt koncept!!)

  35. Virkelig stærkt indlæg! Hold kæft hvor er du sej – ikke bare fordi du deler, men fordi du (og Adam) lever midt i alt det her… Det er fandeme grove løjer.

    Vi prøvede ikke halvt så længe og hårdt som jer, men jeg kan så tydeligt huske følelsen, da jeg første gang ikke kunne glæde mig på et vennepars vegne. Første gang jeg blev “ked af” at høre om andres lykke. Det er sgu hårdt! Hårdt at have det på den måde – ikke kunne genkende sig selv. Kan huske hvordan min mand sendte en SMS mens jeg var på vej, “Btw xxx er gravid. Just so you know”. Følelsen af, at have lyst til at vende om og gå hjem igen. Det skammede jeg mig også over mig selv.

    Et KÆMPE kram (til jer begge) herfra.

  36. Du er simpelthen så god til at sætte ord på følelserne – tak for det! Indlægget og de mange kommentarer fik mig til at græde.
    Jeg er også der hvor jeg ikke orker flere gravide maver, flere tillykker og flere opslag på de sociale medier med lykkelige omstændigheder. Og faktisk må jeg ærligt indrømme at det også ramte mig lige i hjertekulen da du skrev at du havde været gravid. Kun fordi at jeg stadig ikke har været gravid og at jeg pt føler at en eller anden form for graviditet er bedre end ingen som helst. At jeg endnu ikke har set 2 streger gør mig så sindsygt angst for at jeg aldrig skal se en positiv test. Og yes jeg græmmer mig over at jeg følte dette for gud hvor har det ikke været en rar situation for dig (for jer) at stå i – og jeg sendte dig også en masse god karma og kærlighed fordi jeg samtidig også syntes at i stod i en uretfærdig situation. Det er til tider ubehageligt hvad sådan en proces kan få en til at tænke og føle. Jeg har ikke lyst til at være misundelig og altid føle uretfærdighed fremfor glæde når andre bliver gravide.
    Jeg håber snart at vi begge står i lykkelige omstændigheder uden nogen som helst form for komplikation.
    Ps. Lige noget helt andet – Dine nye blog er sindsygt flot! <3

  37. Det var bare et spørgsmål om tid, før de tanker ville komme. Hvis det overhovedet er nogen trøst, så tror jeg, at langt størstedelen af kvinder i behandling føler sådan. Måske ikke efter de første par forsøg, men jo flere nederlag der kommer, jo sværere bliver det bare at skulle håndtere omverdenens glæde oveni ens egen sorg.

    Jeg huske tydeligt begejstringen over at være startet i behandling. Eller… ikke en begejstring over at vi skulle have hjælp, men mere at NU fik vi hjælp og måtte derfor være et gigantisk skridt nærmere en baby, end vi var i det år, hvor baby-making var lig lagengymnastik. Men der var altid et eller andet, der drillede i hvert forsøg, om som gjorde, at vi langsomt mistede troen på, at det ville lykkes.

    Når man er i behandling, er ens liv på standby. Problemet er bare, at det er omverdenen ikke, så veninder, søstre, svigerinder, bekendte får børn! Hele tiden! Hele verden er gravid! Der er barnevogne overalt! Det er så freaking irriterende, for man kigger jo længselsfuld og sukkende efter hver eneste gravide mave, barnevogn, lille perfekte baby. Og det eneste man har, er en larmende uvished om det nogensinde lykkes! Det er absolut det sværeste ved fertilitetsbehandlingen. For hvert nederlag føles efterhånden som et gigantisk skridt i den forkerte retning. Og frygten for at være den del af statistikken, som ikke får sit drømmebarn, fylder bare mere og mere. I alt det kan man altså ikke gå og være evigglad på andres vegne.

    Jeg skammede mig også, og jeg fandt trøst i, at alle, jeg kendte, som var i behandling, havde det på præcis samme måde. Så til sidst kom jeg frem til, at ja, det var måske ikke det bedste karaktertræk, men det var en helt naturlig konsekvens af at være i sit livs sorg.

    Og til sidst: Jeg orker dig big time! Du er så hamrende fantastisk og det, at du sætter ord på, er jeg sikker på, hjælper rigtig mange! Stod jeg ved siden af dig, havde du fået verdens største kram <3

  38. Fra en der selv har været der – og ved hvordan det er- kan jeg kun sige hold ud! – Og pas på dig selv – ingen kan sætte sig i dit sted, så du er nødt til at være ærlig – det kan de fleste respektere.
    Og jeg ved godt at du ikke gider høre det – og måske ikke tror på det.. Men engang imellem.lykkes det, når man mindst venter det. For mig efter 15 mdr med intensiv behandling og max dosis hormoner. Og jeg har ikke brug for et tillykke – jeg vil bare forsøge at give dig lidt håb – og lidt ekstra vilje ❤️
    Fertilitetsbehandlinger er hardcore og ikke for tøsedrenge. Så det er naturligt at det slider (på jer begge) – i skal nok komme ud på den anden side som forældre – på den ene eller anden måde..
    Fat mod, Cathrine – og hold ud ❤️

  39. Tusinde tak for et velskrevet og ærligt indlæg. Det er så modigt at du tør dele dine tanker og følelser! <3 Podcasten "Tanketid" behandler iøvrigt emnet skam i programmet den 18/8. Her taler psykologen Krista Korsholm om skam. Hun taler blandt andet om at det ikke er situationer i sig selv der skaber følelser, men konteksten. Podcasten kan varmt anbefales. Jeg ønsker jer alt det bedste! <3

  40. Dejlige, modige, stærke Cathrine. <3
    Altså.. Jeg er selv, hvor du er. Eller i hvert fald lige i hælene på dig. Min kæreste og jeg er i samme behandling som jer, vi har været det i næsten lige så lang tid, og når jeg har læst om et af jeres benspænd herinde, er det samme sket for os nogle uger efter. Derfor er du lidt blevet min survivalguide. Jeg er kun i midten af tyverne, og jeg har ingen veninder, der har gennemgået det, jeg nu gennemgår, så jeg finder stor trøst og tryghed i dine indlæg – fordi jeg føler mig genkendt og forstået. Og så endda af et menneske, som slet ikke kender mig. Forleden kom jeg tilfældigt til at cykle lige bagved dig på Gammel Kongevej, og jeg fik sådan lyst til at hoppe af cyklen og give dig et stort knus. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det ville måske alligevel være en tand for mærkeligt. Men så som svar på dit spørgsmål: Jeg orker dig.
    Sender kærlige tanker din vej..

  41. Jeg forstår dig og det er så hårdt at føle sig som et usselt menneske, når man ikke kan glæde sig på andres vegne og deres baby-lykke. Jeg var selv igennem en missed abortion i januar, og godt en uge senere kom min (uvidne) kollega og veninde og fortalte hun var gravid. Jeg fik sagt tillykke, men græd hele aftenen da jeg kom hjem – og det har været svært at se på hendes voksende mave, lige indtil jeg selv blev gravid. Så ændrede det hele sig – og jeg er sikker på lykken kommer for jer også – på den ene eller anden måde.

  42. Jeg kender det så godt, C. <3 Hold ud. Og lad være med at tage til baby showers lige nu. Man må tillade sig selv at sige nej. Og du skal ikke skamme dig. Du skal investere i at være god ved dig selv. Alt bliver godt.

  43. Jeg tror alle mennesker har perioder, hvor de ikke orker sig selv. Det er netop derfor vi har brug for andre mennesker til at orke os endnu mere indimellem.

    Og følelserne- helt normale, tænker jeg. Ikke mindre tabubelagte af den grund, men almindelige.
    Du kan være helt sikker på, at de gravide i babybobler rundt omkring dig tænker enormt meget over, hvad de kan, skal og bør dele og ikke dele med jer.
    Jeg kender dig ikke, men den del du giver ud af dig-
    Jeg orker det.

  44. Wauw Cathrine. Se på alle de mennesker som kan nikke genkendende til dine følelser. Du er ikke alene, selvom det kan føles sådan. Pas godt på dig selv.

  45. Hold op hvor det rammer lige i hjertet, at læse de ord fra dig. Dig som altid sidder i din glimmerjakke midt mellem de sortklædte modemennesker og lyser op. Dig som altid (ud ad til) møder verden med smil og åbne arme. Av.

    Hvis du ikke allerede gør det, så følg med hos Pelle Hvenegaard på IG, det er børnelykke uden #preggo. Og det varmer ind i hjertet at lykken ikke kun er #preggolife.

    Kram og alverdens lyserøde dimser til dig💕

  46. Jeg tror, at folk omkring dig – veninder og familie – har FULD forståelse for at du er i en “jeg orker ikke fase”. Jeg er sikker på, at den fase nok skal passere….. men indtil da har du altså ret til at være træt. Meget rørende indlæg. Virtuelt kram fra en fan-læser ❤

  47. JEG ORKER DIG!
    Jeg bliver på en og samme måde ked og glad, når jeg læser dette indlæg. Ked fordi det er en skræmmende svær virkelighed (jeg står selv midt i det) og jeg føler med dig 200%! Men samtidig også glad, for det lyder til, at du gennemlever de samme følelser som jeg, og det betyder jo at jeg ikke står alene med det – og omvendt, så står du heller ikke alene!
    Det er så (f******) fantastisk, at du sætter ord på dine følelser – det er så befriende og inspirerende (særligt for en som mig, som endnu kun deler de svære følelser med alt for få)! Og derfor orker jeg dig SÅ meget! Og det er jeg helt sikkert ikke ene om! Kæmpe meget god karma til dig! Må babyforcen være med dig 😉

  48. Masser af kærlige tanker i din vej❤️ Hvor er det ufattelig flot skrevet og smukt at du tør sætte ord på dine følelser. Håber på det bedste for jer

  49. Jeg er blevet bitter. Og vred. Det er sket meget pludseligt. Læste en artikel i sidste uge om den naturlige jalousi- og misundelse som opstår, når man er i behandling, og tænkte egentlig – der er jeg slet ikke (endnu). Det vendte ret hurtigt. Har haft en drænende weekend med familiefest, hvor endnu et par fortæller om deres lykke, og om at ‘de slet ikke havde regnet med, det gik så stærkt’. Og jeg orker det ikke. Har allermest lyst til at gemme mig væk, indtil vi er i mål, for følelsen af at man ikke længere kan kende sig selv, og den reaktion, man pludselig har på andres lykke, er virkelig skræmmende.
    Jeg håber det bedste for jer og for os, og krydser fingre for at det er i dette forsøg det lykkes. K

  50. Du skal ikke skamme dig, det er helt okay og menneskeligt ❤️
    Et kæmpe kram til dig og Adam fra én der så nemt kan genkende dine/jeres følelser ❤️

  51. Forstår dig godt og det er så meget i orden at have det sådan, for man kan ikke gå igennem livet med modvind og så vinke pænt til alle med medvind, den holder ikke!, slet ikke i regnvejr!
    1. Babyshower er noget fis og total unødvendigt, så er det på plads.
    2. Jeg er en af dem der med såret hjerte måtte fortælle min veninde at jeg var blevet gravid – jeg vidste at hun kæmpede for at få et barn, havde gjort det i over et år (de kæmper stadig) og hun har altid haft det som hendes største ønske. Det tog tid at tage tilløb og jeg havde det SÅ skidt med at fortælle hende at jeg nu skulle gennemleve hendes største drøm for næsen af hende. (Jeg har også fortalt hende hvordan jeg havde det med det, for hun måtte ikke tro at jeg var en egoist som ikke tænkte på hende)
    Jeg prøvede at holde afstand fordi jeg tænkte hun måtte have brækfornemmelser hver gang hun så mig, men hun er nysgerrig, glad og spændt og jeg forstår ikke hvor hun har energien fra, men jeg er sikker på – desværre – at hun deler dine følelser og det gør så ondt, især fordi jeg intet kan gøre andet end opmuntre, kramme og dele troen med hende om at det bliver hende en dag.
    Jeg forstår dig godt og det er jeg sikker på at alle dine gravide veninder eller dem med børn også gør, jeg er sikker på at de også tænker “fuck hvor må hun hade os nogen gange” og gør det, fordi det er okay, det er så okay at være sur, misundelig og ikke orke det ❤️
    Kæmpe kram din og Adam’s vej, i kæmper en led kamp og Gud hvor jeg ønsker at det snart lykkedes for jer.

  52. Åh søde Cathrine!
    Jeg har så tit tænkt på, hvor svært det må være for dig, når der er baby-boom i din omkreds. Jeg håber inderligt for dig, at du snart står med en positiv test i hånden, en voksende spire i maven og en start på et helt nyt familieliv! Og hvis ikke det sker, kan man heldigvis stifte familie på andre måder. Alt mulige kys og kram din vej for at kæmpe en sej kamp! Du har mange der hepper på dig, på sidelinjen <3

  53. Ihh, dit indlæg rammer spot on. Jeg har selv været der, og det er bare sindssygt sindssygt hårdt! Og så svært for folk som ikke har været igennem det at sætte sig ind i.
    Men der er intet at skamme sig over, og husk at det er helt okay at sige fra! Sæt dig selv og dine behov først. Og pas på hinanden og kærligheden ❤️

  54. Kære du. Vigtigt indlæg – kan virkelig godt forstå det må være så utroligt vanvittigt at blive ved med at skulle rumme andres spændte forventningsfulde lykke, når de fortæller om endnu en baby. Som en, der er så ufatteligt heldig at blive gravid i første hug, er det faktisk også en reel bekymring, som jeg går med, når jeg har skullet fortælle andre om, når jeg er blevet gravid – det er så sindsygt svært – for på den anden side vil man heller ikke gå og skjule det for længe, for det tænker jeg kan virke endnu mere sårende, hvis man er “the last to know”, fordi man ikke skal såres? Hvad tænker du om det? Og mon det er nemmere at få beskeden på en sms/billede i stedet for up front?
    Jeg håber på alt godt for jer og jeg tror der er en baby til jer!

  55. Jeg får tårer i øjnene, når jeg læser dit indlæg og alle kommentarerne. Det er fantastisk at vide, at man ikke er alene om de tanker, men samtidig er det bare så hårdt at have dem og ikke at kunne kontrollere dem. Vi har prøvet aktivt i 8 måneder uden gevinst endnu, og bare DET synes jeg er mega hårdt, så jeg kan kun prøve at forestille mig, hvordan du/I må have det 🙁 uvisheden er nemlig det værste. Det er sådan en uretfærdig situation. Det er ikke ligesom den misundelse man kan føle over, at nogen får et fedt job eller har mange penge, for det kan man på et eller andet plan gøre noget ved, så må man jo arbejde det hårdere selv. Men det her.. det har man bare ingen kontrol over. Man ved ikke, hvornår det sker eller om det sker og man kan intet gøre, der med sikkerhed vil hjælpe det på vej. KRAM til dig, Cathrine. Tak for endnu et vigtigt indlæg,

  56. Du må ikke være for hård ved dig selv. Jeg tror på, at dine veninder sagtens forstår dine følelser.. i det mindste kan du sætte ord på dem, og ih så fine ord. Ingen er i tvivl om, hvad I gennemgår, hvad det gør ved dig, og hvordan du har det. Tillad dig selv at have mindre overskud, det er helt ok.
    Alt det bedste

  57. Jeg ønsker dig alt det bedste. Og jeg synes faktisk det er ok at sige fra over for andres babylykke.
    For mig tog det kun en pco-diagnose, hormoner og 10 mdr at blive gravid, men jeg havde alligevel svært ved at rumme andre gravide, babyshower osv.
    Jeg synes man skal sætte ord på det over for den gravide. Det må hun også kunne rumme i sin lykke!
    Held og lykke.

  58. Du skal ikke skamme dig – slet ikke. Det er HELT ok, de følelser du oplever. Jeg har selv været i samme situation som dig. Min mand og jeg var rigtig mange år (og med hjælp) om at få vores helt igennem skønne søn, som nu er 9 år. Da vi besluttede os for, at tiden var inde til at starte vores egen familie, oplevede jeg ret hurtigt at blive gravid på den naturlige måde. Men fik en “missed abortion” i uge 12. Troede alt var fint og vi skulle til nakkefoldsscanning, hvor vi så fik at vide, at der ikke længere var liv. Hele vores verden brød sammen, og vi oplevede en enorm sorg. Min bedste veninde blev kort tid efter gravid. Da hun fortalte mig det, brød jeg fuldkommen sammen. Jeg kunne slet ikke rumme hendes glæde men kun min egen sorg. Og ved du hvad… hun holdt om mig og forstod og anerkendte min sorg. Hun er virkelig en ener og den mest fantastiske veninde. Hendes graviditet resulterede i den sødeste pige, som jeg i dag er gudmor til.
    Søde Cathrine, anerkend og giv plads til dine følelser. For de er helt legitime og naturlige. Og jeg er sikker på, at dine veninder vil favne og respektere dem.
    Alt det bedste til dig.

  59. Kæmpe kram til jer begge.
    Har selv været der med de nøjagtigt samme tanker og følelser. Og det samme for min kæreste. Det er bare fucking røvsygt og hårdt! Uvisheden i alt det hårde er dræbende – hvis man bare vidste, at næste gang, så er den der! Så er det meget mere overskueligt! Og derfor ender det også med at blive svært at tro på. Men jeg håber at I holder gejsten! Man kan ikke sige noget, der får jer til at slappe mere af i det, det ved jeg. Ingen forløb er ens. Men jeg håber med jer!

    Men skam er noget du ikke skal føle – det hjælper ikke. Forhåbentlig er der også kun forståelse fra folks side. 🙂

    De kærligste hilsner fra en støtte ❤️

  60. Du ska lIKKE skamme dig! Var selv igennem 9 mdr fertilitetsbehandling, og ikke nok med at det tærer voldsomt på din krop, så gør det det i aller højeste grad også på dit sind! Og det er næsten den værste, for sindet vises ikke til omverdenen, kun hvis du lukker omverdenen ind i den! Og det er sgu vigtigt i din situation, at lukke omverdenen ind og sige fra overfor de ting som sindet ikke kan magte eller overskue i sådan en belastet periode! For ellers overlever det der er tilbage af dig ikke! Man blir en skal af sig selv i fertilitetsbehandling, og her må man bare lytte til sig selv 100% og sige fra overfor de ting man ikke magter!
    Lyt til dig selv! Sig fra! Og lad FOR GUDS SKYLD være med at skamme dig!!!!❤️

  61. Sender dig de varmeste tanker og knus <3 der er overhovedet ingen grund til at skamme sig! Tværtimod er du mega sej og modig at du er åben omkring det <3

  62. Kan så godt relatere til dine tanker!! jeg står i samme båd, har prøvet at blive gravid i et år og alle mine gamle gymnasie veninder er blevet gravide.. Og jeg kan næsten ikke rumme det.. var på baby visit i sidste uge og nu på baby visit denne uge igen, da en anden lige har født.. Jeg under alle lykke, men jeg orker ikke at blive mindet eller se på det hele tiden.. derfor jeg har slettet min snapchat profil, da der var for meget baby og min familie på.. Det gjorde mig ked af det, og det kan bare ikke forklares til andres uden at jeg virker egoistisk og kold… så jeg begynder faktisk at lukke af for dem… jeg kan ikke overskue at play pretend over det hele… Min kæreste er til gengæld en rigtig god støtte og er virkelig optimistisk og egentlig ikke urolig, og det giver mig så meget ro.. men hvis han ligesom Adam begyndte at vise bekymringerne, så bliver man klart mere drænet af energi… Jeg hepper på jer og håber det lykkes… !!

  63. Da vi var i behandling, oplevede jeg et par gange at mistænke veninder for at være gravide (hvilket de var..!), og så kom følelsen af, at hvis de annoncerer det nu, så bliver jeg nødt til at gå – fik kvalme og panik ved tanken, og tårerne pressede sig på. Man magter det ikke, og det skal man heller ikke!! Men hvis de er gode veninder forstår de det godt – og hvis de ikke er, så skylder man altså ikke noget!!

  64. Forleden dag var vi til noget familiehalløj med et nybagt forældrepar. Alle sagde tillykke og så stod min kæreste og jeg der, det ufrivillige barnløse par…. Det eneste jeg ønskede mig var at de sagde tillykke til min kæreste for han ville bare være verdens bedste far.. Jeg var været SÅ bitter og misundelig, sådan helt inden i.. og det er ikke et kønt syn. Men man må acceptere det, og ikke dunke sig oven i hovedet. Denne periode/behandling er ikke for sarte sjæle og man mister sig selv fuldstændig, man græder, melder fra på ting og er så ude og skide hver andet øjeblik… Men på en eller anden får man samlet sig op og forsætter. Drømmen, man bare ikke giver op på…
    Vi har holdt sommerferie fra det hele, jeg havde brug at for få hjerne og krop til at kunne lide hinanden igen. Nyder mine dejlige løbeture og det glas vin, danser lidt ekstra på bordene for lige om lidt starter det hele igen… Mange tanker herfra og tak for din ærlighed…

    ps. Meget flot ny blog..!

  65. Min datter havde brystkræft for fire år siden og må nu afbryde sin medicinske behandling, hvis de skal have barn. De følelser, du skildrer, finder jeg fuldkomment naturlige – det er en ekstrem belastning og opleves også spontant som uretfærdigt, når man nu altid har levet sundt osv. at det at å barn blive et naturvidenskabelig projekt med mange mere eller mindre kloge eksperter ved roret. Skam e da det sidste, du skal føle. Jeg åbner for jer, at jeres magiske øjeblik bkive virkelighed.

  66. Mega sejt du tør stå ved det! Jeg er i præcis samme situation og skammer mig også, når det bliver lidt for svært at udtrykke den største glæde på andres vegne! Dog trøster jeg mig ved, at mine gravide venner og veninder har lykke i overskud og sagtens kan forstå, hvor stor en eksistentiel krise, jeg og alle vi ufrivilligt barnløse befinder os i, og hvordan det langsomt kan æde ens naturlige interesse og omtanke. Det er jeg sikker på, at dine også gør! Og så giver vi retur, når vi igen har fuldendt lykke i overskud.

  67. Øj, hvor er du sej. Jeg tror vi alle forstår din tankegang, og at vi har stået i samme situation med forskellige udgangspunkter og kan relatere dertil. Det er lidt fantastisk, men også skræmmende, at læse det sort på hvidt, for du beskriver følelsen så godt.

  68. Kære Cathrine
    Jeg er fuld af beundring for dit mod og din styrke til at fortælle om, hvad I går igennem. Tak for at du gør det, og tak for at sætte ord på, hvordan det er at skamme sig uden at orke at gøre noget ved det. Tusind tak for dig!

  69. Jeg har på en eller anden måde ventet på dette indlæg. Ikke fordi, at jeg ikke har haft beundring for din måde at holde dig oven vande på, men fordi de følelser du beskriver, er nogle følelser jeg har set hos mig selv og hos de af mine veninder, hvor det at blive gravid har været præget af usikkerhed, utålmodighed og ikke mindst frygt. Frygt for at det ikke kan blive. Derfor synes jeg, at det er så vigtigt at sætte ord på de følelser, så de bliver behæftet med mindre skam. Hvorfor skal man kræve af sig selv, at man altid skal kunne rumme andres lykke, når man selv står i en svær situation? Jeg tror og håber, at andre vil kunne forstå, hvorfor det ikke altid er muligt, og at man i perioder må passe så meget på sig selv, at det betyder, at man må lukke af overfor andre. Måske er det endda lettere for andre at acceptere, end det er for een selv?

  70. Stærkt skrevet og rigtig flot formuleret.
    Din familie, tæt og ægte venner orker dig og vil altid.
    Du skal ikke være så hård ved dig selv. Det er okay at sige “det glæder mig på dine vegne men lad os snakke om noget andet”

    Så behøver du ikke at fake smilet eller varmen, og det er alle bedst tjent med.
    Du SKAL nok få dig din baby, for hvor der er vilje er der vej.
    Det bliver umagen værd, for du har været gravid (for livmoderen eller ej) og kan det lykkes engang så kan det lykkes igen.
    Det er tumpet at en fremmede som du aldrig har mødt fortæller dig dette. Men ikke mistet håbet… Det er det allervigtigst.
    Jeg kan godt forstå at du gør, især når det bliver fysisk og psykisk udmattende, men det du og I bliver nød til at tro på det. Tro på det positiv mindset kraft, tro på bøn, tro på lægevidenskaben, tro på skæbnen eller noget andet. Men bare TRO ! Tro på det lykkedes.
    Jeg (en fremmede) hepper på dig fra sidelinjen, og det samme gør en masse andre fremmede damer og mænd.
    Det samme gør din familie og venner.
    Det er en masse positiv energi. Det skal du lade opfylde af når du følere dig allermeste nede. Lad Adam læse alle de positiv og kærlig beskeder, så I sammen kan kvæle den tvivlende stemme. For det KOMMER til at lykkes.

  71. Sejt indlæg. Det er SÅ ok, at du ikke orker og er ærlig om det faktum, at du ikke orker. Det er ikke noget at skamme sig over!

    Og så vil jeg nævne, at jeg kender par, der har kæmpet i flere år – og hvor det er lykkedes til sidst. Så det kan lykkes også for jer, men det er en hård tid du/I går igennem. Og I skal jo et eller andet sted gøre op med jer selv, hvor meget I orker at stå model til. Jeg ønsker jer alt det bedste!

  72. Årh, sødeste Cathrine! Du skal have verdens største krammer! Gu’ er det røv, men bare fordi processen er røv er det altså ikke ensbetydende med at DU er en røv. Jeg forstår dig godt. Så udemærket godt. Jeg står ikke og er ufrivillig barnløs, jeg har mine egne kampe, men følelsen er velkendt.

    Det er altså fuldstændig menneskeligt og jeg håber du ved, at mennesker – især dine nærmeste – sikkert godt kan rumme din frustration og smerte over situationen. Hvor er det fedt for jer, at der en chance for at det kan lykkedes og i mens lever I jo stadig et dejligt liv, ikke?

    Jeg ville give dig verdens største kram hvis jeg kunne og så ville jeg sige til dig, at det er okay at være lille, slap og nedern indimellem.

  73. Kære Cathrine.

    Det her indlæg har ramt fuldstændig plet ved mig. Min kæreste og jeg har været igennem et værre hurlumhej med to graviditeter og stadig intet barn. Det er nedslidende, og det er en psykisk (og fysisk) hård kamp. Jeg har haft så svært ved at rumme andre folks lykke, at jeg lukkede mig selv inde. Nogle af mine veninder så jeg ikke i flere måneder, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle høre om graviditetskvalme, navneforslag, fødselsforberedelser mv. Endnu mindre gad jeg deltage i deres baby showers (som jeg by the way også synes er et håbløst koncept). Efter et par halvt års tid er det dog blevet lettere. Jeg prøver at tænke nogle positive tanker omkring situationen. At der må være en mening med, at vi lige akkurat skal kæmpe med det her. At det barn vi ender med at få kommer på landsholdet, fordi han/hun er et naturtalent. At min kæreste og jeg skal nå at opleve mere af verden, før vi får børn. Der må ganske enkelt være en mening.

    Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med alt det her – andet end at fortælle, at jeg også har følt mig som verdens mindste menneske. Men det er svært at glæde sig over andres lykke, når man selv kæmper en kamp, der føles fuldstændig uovervindelig.

    Husk på at din mand og dig er et hold, og jeg håber, at I kommer til at vinde kampen en dag. Det skal simpelthen lykkes.

    Mvh. Stine.

  74. Har været i samme båd. Begyndte og ikke orke gravide maver, veninder eller babyer. Fik et direkte had til en bekendt som tredje gang fik en frivillig abort. At hun “dræbte” noget, som jeg så inderligt gerne ville bære i min mave, men ikke kunne.
    Så ikke min svigerinde i 9 mdr imens hun var gravid. Det gjorde for ondt.
    Så mig selv som et dårligt menneske uden empati, men ved nu at det var/er jeg ikke. Jeg kunne bare ikke rumme mere. Rumme andres babylykke. Det stak mig dybt i hjertet når andre blev gravide- mit hjerte var itu i næsten 5 år, jeg var ikke migselv, men
    Sødeste Cathrine, nu står mig mand og jeg på den anden side- 5 år efter med 2 pragtfulde børn af egen høst på trods chancer lig nul.
    Du skal nok finde tilbage igen, men det tager tid og det er helt okay. Og hvis dine veninder ikke kan tackle dine følelser, så er de måske ikke de rette.

  75. Jeg tænker ofte på dig, Cathrine. Og hepper i mit stille sind på, at det snart lykkes for jer. I fortjener det – og jeres kommende baby fortjener det.

    Du var noget så sød ved mig, først da min mama døde og senere, da jeg så oveni det hele kunne annoncere, at jeg selv skulle være nogens mama. Dit overskud var stort. Så stort. Og jeg satte virkelig pris på din lykønskning. Jeg havde ikke forventet, at den ville komme, for jeg vidste jo, hvor du selv stod. Men jeg vil gerne sige tak for, at du orkede, og tusind tak for dine kommentarer til mig, da min mama gik bort. De varmede så meget.

    Og jeg hepper på jer, kan du tro. Meget. <3

  76. Det er så fint skrevet Cathrine. Har det på samme måde, og bliver negativt påvirket hver gang nogen på facebook eller instagram proklamerer at de er gravide. Hvor må det på sin vis have været nemmere før de sociale medier-ikke helt så meget fokus på det og ikke opdateringer fra folk man knap kender men som en af ens bekendte kommenterer på.
    Jeg tager mig selv i at tænke mindre pæne tanker om andres lykke-og det er bare ikke ok. Men jeg ved ikke hvordan jeg skal stoppe det og jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere bitter….
    Jeg fik aldrig kommenteret, men dit tidligere indlæg om hvad man ikke skal sige til ufrivilligt barnløse var også spot on…..nøj hvor er jeg træt af at høre fra alle “at det nok skal gå/blive vores tur etc etc” -selvom jeg ved folk mener det godt. Jeg føler desværre vi isolerer os mere og mere fra andre med børn/gravide, fordi det er svært at være i deres lykke. Og vi taler ikke engang om det…det er bare sket automatisk.
    Jeg håber at jeg når/hvis det lykkedes for os, vil huske denne følelse og hvor svært det er for dem der er i det, så jeg selv vil være bedre til at spørge dem hvordan de har det og ikke om der snart kommer børn-for den kommentar gør ondt hver gang.
    Tak for mange fantastisk fine og inspirerende indlæg, der giver stof til eftertanke 🙂
    Vh
    Marlene

  77. Jeg står i en situation lidt a’la din. Jeg kan ikke få børn uden meget hjælp. Det gør mig så ondt at se andres babylykke. Samtidigt gør det mig også ondt, at jeg ikke unde andre det – jeg bliver led og ked af mig selv! Jeg ønsker sådan, at livet vil bringe børn til både jer og mig. Kh Stine

  78. Hej Cathrine,
    Så mange kommentarer på så kort tid vidner om, hvor vigtigt et emne du tager op!!! Du er MEGA sej, du er ærlig og du har det største hjerte for at dele ting, når de er svære Det er beundringsværdigt. Jeg er selv i samme situation og mistede i samme uge som dig. På den ene side er jeg glad for at have været gravid for “så kan kroppen”, men hold op, hvor er der meget vrede, sorg og afmagt forbundet med at have mistet og skulle op på hesten igen (og starte behandling)! Og siden er der endnu flere, der har “poppet” glædelige nyheder. Og det er benhårdt! Jeg tror de enste, der forstår er andre, der er behandling igennem og evt. også har prøvet at miste. For det er skide uretfærdigt. Uretfærdigt at lige jeres æg skulle sætte sig fast i din æggeleder og ikke i livmoderen.

    I den periode, hvor I venter på barnet er der ikke andet at gøre end at passe på hinanden, mærke efter, evt. melde afbud til ting, der ikke gavner dit mentale overskud og acceptere, at overskuddet ikke lige er top, og så være ærlig. De fleste vil kunne forstå, at du har brug for at “checke-ud” for en periode og ikke deltage i babyshowers, høre om graviditetstræthed og kvalme, som du selv er bragende misundelig på (nok kun kvinder i behandling, der “ønsker” sig at kaste op og være træt”.

    Det kan måske hjælpe at tale med nogen, evt. sammen. Ufrivillig barnløshed er en livsomstændighed, der psykologisk er lige så hårdt som en kræft diagnose, og de fleste har i den periode behov for at tale med både profesionelle og andre ligesindede.. Og det er en rutsjebane, der er håb, men også dage, hvor man ikke tror på projektet noglesinde lykkes. Tror det eneste man kan gøre er at give plads til det!
    Til sidst vil jeg lige sige – du har været gravid. Chancen for du bliver det igen er nok større end, at du ikke bliver det. Jeg håber virkelig inderligt for jer, at det snart gør <3…

  79. Vi kender det alle – på hver vores måde. Tak fordi du deler, fordi du tør og fordi det er vigtigt. Du er en sej kvinde med en vigtig stemme. Hurra for dig!

  80. Hvor er jeg glad for, at du har skrevet dette indlæg. Du er ikke alene om at skamme dig, og jeg tror at vi er mange som føler lige som dig. Har selv mistet et foster samtidig med dig, og beundrede virkelig din måde at håndtere det på, når jeg selv syntes at verden var dybt uretfærdig, og gik og skammede mig over at jeg ikke længere kunne være oprigtig rigtig glad over mine venindes graviditeter, og at deres lykkelige omstændigheder egenligt kun gjorde mig ked af det.

  81. Kære Cathrine.

    Du er SÅ sej og stærk. Og de følelser du har er jo helt legale – jeg er faktisk ret forundret over HVOR meget “positivist to the core” du har været de sidste 8 måneder. Og jeg er sikker på, at dine nære orker dig, for du er jo stadig dig. Venner, familie og ægtefæller er der jo ikke kun i medgang, men også i modgang!

    De bedste tanker herfra!

  82. Min gode veninde og tidligere nabo har været hele fertilitetsmøllen igennem og smed håndklædet i ringen til sidst nogenlunde samtidig som jeg blev gravid med mit andet barn. Vi talte ikke sammen hele min graviditet, ikke fordi vi blev uvenner eller sagde højt at nu tog vi en pause, men jeg vidste godt at hun ikke orkede min graviditet (hun orkede mig) og hver gang jeg så hende prøvede jeg at suge maven ind virke ikke gravid, jeg orkede heller ikke min graviditet, når jeg så hende. Jeg vidste jo godt at jeg havde fået noget, som hun jo så brændende ønskede sig. Jeg ved ikke hvad jeg vil med den her kommentar. Orker er så negativ ladet, mon ikke det snarre var et tyst forsøg på omsorg og egrnomsorg. Hun ville passe på sig selv og jeg ville passe på hende.
    Jeg tror der hvor du er nået til nu er helt normalt. Man kan sgu da heller ikke bevare sin mentale sundhed, hvis man skal blive ved med at gå rundt og være jolly happy over alle andre tilsyneladende får noget, man selv så brændende ønsker sig.

  83. Jeg orker dig. Endnu mere end før 😊❤️
    Alle mine veninder bliver gravide. Også dem, der aldrig har drømt om det, mens jeg har drømt om det hele mit liv… Jeg har bare ikke nogen mand i mit liv, og nu fylder jeg 35 om lidt. Og jeg prøver at vænne mig til, at det liv jeg har drømt om, måske aldrig sker. Så jeg må skabe et andet… Et med eventyr og rejser og andre lyksaligheder 😊
    Tak for at sætte ord på et svært emne 👊🏻❤️

  84. Det illustrerer også på fineste vis, hvorfor det er så stort og vigtigt, at du “tør” tale åbent om barnløshed.
    For selvfølglig vil (og skal) jeres omgivelser udvise alverdens forståelse – og det kan de, fordi de kender jeres situation. For det er jo umuligt at gætte sig til, hvorfor folk/den ufrivilligt barnløse trækker sig, hvis ikke man ved hvorfor.

    Jeg har ihvertfald selv været der, hvor jeg blev ubeskriveligt såret over, at min veninde trak sig/skubbede mig langsomt ud fra vennekredsen (når hun inviterede), fordi jeg var gravid (hvilket jeg selvklart ikke vidste var grunden dengang). Hvis bare jeg – og de andre, der bed mærke i opførslen – havde vidst, hvorfor hun gjorde det, dengang det stod på og ikke først flere år efter, ville forståelsen have været næsten uendeligt. Og så havde relationen ikke lidt under alt for mange klemte følelser.

  85. For søren et indlæg Cathrine.
    Jeg har aldrig kommenteret her før.
    Men du fortjener en virtuel krammer.
    Jeg håber så meget det lykkedes for jer, og selvfølglige skal det nok det!

    Mange knus Stine

  86. Jeg kender følelsen, tomheden, fortvivlelsen. En krop, der ikke kan, er livet kun at visne for at dø?
    Men om nogen rummer du modenhedens milde magt, og bag din smukke rosendragt banker et stort rødt hybenhjerte. Jeg er sikker på du og Adam får det dejligste liv med sommerblomster, smil og smukke unger.

    At flyve som et forårsfrø
    for sommerblomst at blive
    er kun at visne for at dø
    kan ingen frugt du give.
    Hvis modenhedens milde magt
    af livet selv du lærte
    da slår bag falmet rosendragt
    dit røde hybenhjerte.

  87. Det er sådan jeg har det. Lige netop. Og efterhånden krymber udmattelsen også ind på mig, når forældrene, mine gode venner, taler om deres børn. Deres børn som jeg elsker. Deres børn som gør mig så meget godt. Men udmattelsen rammer mig, når de brokker sig over for lidt søvn og syge børn. Det er som om det er det eneste de kan tale om, og jeg forstår den godt, for det er også det eneste jeg har lyst til at kunne tale om. Men det kan jeg ikke, for sprøjterne og pillerne er min hverdag i stedet, og det taler man ikke om på en hyggelig søndag eftermiddag. Så sidder man der, helt alene og ensom imellem alle sine bedste venner.

    1. Kære A, jeg har ingen tætte veninder der er eller har været i fertilitetsbehandling, men hvis jeg var din veninde, så ville jeg ønske at du ville tale med mig om det der er din hverdag. Også selvom det er en hyggelig søndag eftermiddag, hvor jeg har brokket mig over at min to-årige igen igen synes at kl. fire er det perfekte tidspunkt at stå op på. Var du min veninde ville jeg så gerne være der for dig og gøre alt for at du skulle føle dig mindre alene og mindre ensom. Jeg ville blive så ked af det hvis jeg opdagede at en veninde har det som du og ikke turde tale med mig om det – for jeg vil så gerne være der for folk og jeg vil så gerne være en støtte og hjælpe. Så prøv at tale om det. Jeg vil vædde med at dine tætte veninder har det som jeg.

      1. Kære Marie. Tak. Nu har jeg fortalt den første veninde hvordan jeg har det. Jeg er så bange for at miste mine venner, og for ikke at kunne vende tilbage til normalen når alt det her er ovre. Tak for dit skub og for din kærlige indsigt i hvordan jeg jo også selv ville have det, hvis det var min veninde der har det som mig. Tak.

  88. Man tror ikke det sker vel.. sådan et menneske er jeg ikke.. men det gør det bare ! Uanset hvor meget man prøver. Så kan man ikke. For man, du og jeg, vi er bare mennesker. Med et inderligt ønske. Fertilitetsbehandling tager man ting fra en. Man mister retten til selv at bestemme. Man mister retten til sin krop. Man betaler astronomiske medicin regninger. Man mister håb. Glæde. Tro. Optimisme. Evnen til at glæde sig på andres vegne. Selv fremmede gravide kvinder kan jeg tage mig selv i at hade lidt. Det er sådan en ud af kroppen oplevelse hvor det kan være svært at kende sig selv. Der er ikke noget godt at sige om Fertilitetsbehandling og den måde man påvirkes på, både fysisk og psykisk. Intet. Det er først godt når der er en baby. Indtil da er det faktisk bare en daglig reminder om at det her er svært. Måske umuligt. Tvivlen er en evig og meget tilstedeværende partner. Håb siger de. Dem der stadig tør spørge hvordan det går. Jeg prøver. Hele tiden. På ikke at lade tvivlen vinde og give op. Men det er SVÆRT ! – for vi er bare mennesker. Og det skal vi have lov til at være. Du og jeg. Os alle sammen. ❤️ Du er dog et særligt menneske i min verden. Fordi du tør sige det højt – alt det som ingen ellers siger. mit rigtige jeg skammes også over mit fertilitets jeg. Det føles ikke som mig. Men det er mig og vi er nødt til at følges ad. En dag bliver det sommer igen. Og sammen er vi stærkere.

  89. Så smertefuldt og fint – dit bedste indlæg længe.
    Jeg er 48 år og er blevet beriget med 2 børn, så lige den smerte genkender jeg ikke. Men som alle mennesker har jeg haft min del af smerte, og hvor du dog rammer hovedet lige på sømmet når du skriver om ikke at orke mere. Følelsen af at miste meget af det der gør en til den man er. Empatien og overskuddet til andre mennesker, glæden, lykken og lyset. Det der forsvinder først når smerten over livet tager over.
    Det er fremragende beskrevet Katrine, tak for det.
    Til sidst vil jeg blot sige at selv om du føler du forsvinder og livet nok får givet dig nogle hug og sår der aldrig heles helt så er kernen af det der dig jo så fint og positivt at du aldrig vil miste det helt. Du vil altid stå stærk og smuk tilbage – det er jeg sikker på.
    Alle mine bedste tanker til jer begge, pas godt på kærligheden undervejs.

  90. Jeg græd og skældte ud, da min søster fortalte hun var gravid!
    Bare for at sige, at du ikke er alene. Faktisk opdages jeg, da jeg turde sige det højt til veninder, at jeg ikke orkede deres graviditeter, at det var helt accepteret, og ikke forventede det overskud af mig, som jeg forventede af mig selv.

  91. Dine nærmeste orker dig, for selvom intet står hvor det plejer, kender de dig, kender din kerne. De kender alle dine fantastiske og gode sider, den der gør dig til den du er.
    JA! Det er pissehårdt at gennemgå den ene behandling efter den anden, blive gennemhullet som en si, i jagten på de dyrebare æg. Stå stortudede med den store nål, som hånden bare nægter at prikke gennem maveskindet og blive skør af hormonerne der fræser rundt og laver ged i hjernefunktionen.
    Forsøg at finde lyset i alt det mørke, noget der giver dig glæde i sorgen over ikke at blive gravid. Køb en hundehvalp og glem det hele lidt, find ny styrke og prøv igen.
    Gå ind og læs om abradering, man bruger det med stor succes i Schwitz❤️

  92. Jeg orker ik #preggo, hånden på den gravide mave, #nårtoblivertiltre, scanningsbilleder og hvad ved jeg -og jeg har et barn. Bare for at sige til dig at du ik skal skamme dig over der for der er generelt en tendens til at mange, rigtig mange poster alt for meget med deres graviditet..jeg kan godt forstå dig og forstår hvor svært det er i din situation!

    1. Jeg er så enig. Det er til at kaste op over. Fordi det er så ensidigt i al sin malen lyserødt. Jeg har ligeledes kvalme over babyshowers og deres ting, dims og gåenovergevind – forbrugshelvede på en i nærmest dekadent måde, som i mine øjne signalerer, at man tager livets største mirakel lidt for givet og lader det handle om noget andet.
      Cathrine. Jeg er født med en misdannelse i urinvejene. Jeg troede ikke, jeg kunne blive gravid. Det var en stor overraskelse at jeg kunne. Jeg var nervøs og i fornægtelse hele vejen igennem. Jeg forstår alt hvad du skriver. Det handler om tilgang, tror jeg. At være taknemmelig. Du er et stort, stort menneske ved bare at kunne formulere dig om dette!

  93. Det er SÅ vigtigt dét du tager fat i her!
    Tak! På vegne af mange kvinder, der sidder med præcis de tanker…og det “selvhad” til sig selv over ikke at orke… Det er så tabubelagt at sige og tænke højt!

    Jeg har skrevet det før, og skriver det gerne igen, du gør et fantastisk stykke “arbejde”, og dét du gør, er vigtigere end du tror❤️

  94. Jeg skrev også på Fb men bliver lige nødt til at skrive igen – for du er så pokkers sej og en stor inspiration for dine læsere! Kan virkelig godt forstå du er så populær en blogger.
    Jeg er heller ikke selv barnløs, og har derfor ikke rigtigt følt som dig – men jeg har virkelig også tit tænkt på, om du kunne holde til det. At være i selskab med så mange gravide (blogger-)ladies uden at blive ked af det, når de som en selvfølgelighed taler om graviditet og en fremtid som kommende mor. Det må være svært – jeg hepper virkelig på dig og din husbond! I om nogen fortjener det så meget! ❤️

  95. Det kunne på alle måder have været mig der skrev det indlæg for 5-6 år siden. Kære du, du er ikke lille og slap, du har været omsorgsfuld og fuld af overskud til at spørge, ønske tillykke og smile, nu fortæller din krop/indre bare at det er tid til at vende omsorgen lidt indad. Det er er okay ikke at være jublende begejstret, når man selv stå midt i sit livs kamp.
    Jeg kender kun alt for godt den lille stemme og den nagende tvivl, og smerten ved at storken tilsyneladende har glemt ens adresse.
    Vi ventede længe i uvished og var gennem mange måneder med piller, sprøjter og scanninger. Nu står jeg på den anden side og det bliver ikke som før, menu gerne er det hele værd og man bliver gudskelov mere og mere sig selv igen. Jeg kan ikke udstede garantier, men det lykkes for langt de fleste og jeg sender alle de bedste tanker til jer begge.

  96. Hold op et sejt og smukt indlæg, der trak tårer. Du virker som et så dejligt menneske, og det er helt OK at du ikke har det samme overskud lige nu – det får du igen eller også gør du ikke, uanset hvad der sker er du så fantastisk og det hele bliver godt.

  97. Åh, sikke en omgang altså, men hvor er det uendeligt smukt skrevet. Jeg sender en masse lys og tanker din og Adams vej, og jeg håber inderligt, at I får alle Jeres ønsker og drømme opfyldt ❤️

  98. Hvor er det smukt beskrevet. Jeg har ingen ord der gør hverken til eller fra. Sender bare masser af kærlighed jeres vej ❤️

  99. TAK for at turde være med til at bryde tabuet!
    Jeg har også stået med en mand, der – præcis som Adam – så, hvad det gjorde ved mig, så han var tæt på at sige stop. Men, som jeg blev ved med at sige til ham, at ja, det er ulideligt hårdt og helt vanvittigt at gennemgå, både fysisk og psykisk – men alternativet med at stoppe og ikke få børn, dét var langt mere uudholdeligt!
    Vi kæmpede, dog en anden kamp, jeg har været gravid 6 gange, men min krop slog fostrene ihjel, men med lidt hjælp fra noget medicin, lykkedes det, og vi er i dag beriget med to dejlige børn.

  100. Du har været gravid en gang, så det skal nok lykkes, om det så bliver om lang tid.. jeg tror på jer.
    Nogen gange skal man bare pleje sig selv, altså tænke på sig selv først, det er ingen skam!
    Kram her fra – Du gør det godt!

  101. Tak. Bare tak.
    Det er et af de indlæg, jeg kommer til at læse igen og igen. På forunderligvis er sætningen “de får deres børn, og vi får vores” blevet en trøst for mig for første gang.
    Endte med at fortælle min tætteste, gravide veninde, at det var vildt hårdt, for jeg var ved at gå i stykker indeni, og hun kunne godt fornemme, at der var noget galt, Hun tog det ualmindelig pænt. Men den dårlige samvittighed, følelsen af at svigte og af at være et lille, bittert menneske, som går hjem og græder efter hver kop kaffe og som ikke magter at høre om graviditetsgener, den er ikke forsvundet. Forhåbentligt gør den det efter at have opdaget, at jeg ikke er alene om den ubehagelige og totalt out-of-character-følelse. Så tak!

    Tak for dig, tak for de ærlige tanker og de smukke ord.
    Sender en ordentlig bunke spansk sol og varme til både dig og Adam.

  102. Tak fordi du deler dette indlæg! Jeg stod selv med samme tanker og følelser da vi i 2014 mistede vores pige, 2 måneder inden termin. Jeg befandt mig blandt veninder som var i babylykke og folk der blev gravide rundt omkring mig. Jeg skammede mig sådan over mine følelser og følte mig både som et dårligt menneske og veninde. Jeg kunne til sidst ikke glæde mig på andres vegne. Det er helt normalt men ulideligt at have det sådan, så endnu engang tak fordi du deler dette vigtige indlæg med offentligheden. Det er sejt!

  103. Tak fordi du bryder et ‘tabu’, det burde flere influencers bruge deres taletid på!
    Det menneske, der ‘bor’ bag en gravid eller ikke gravid mave, bliver tit ‘glemt’.. ALT drejer sig om barnet eller det manglende barn.. De ofte interessante samtaler om politik, kultur, litteratur eller musik udebliver ofte, når der kommer graviditeter eller børn blandt veninder.. Det er både ærgerligt og skammeligt!
    Du har til gengæld intet at skamme dig over, sig det som det er, at du har brug for at være den, der tager initiativet til snakken om baby-ting og hvis ikke du gør det, er det fordi, at du har brug for et frirum.

  104. Jeg ved ikke, hvordan det er at være i din situation, men det får mig til at sætte ekstra pris på mine unger. Da min mand og jeg havde besluttet os for at få børn, tænkte jeg i et splitsekund, fuck hvad nu hvis vi ikke kan få nogen? Jeg læste, at vi moderne mennesker er vant til at bestemme alt og få hvad vi vil have. Vi får den uddannelse vi vil have, bor hvor vi vil bo, finder den mand vi vil have, får arbejdet os hen til det job vi vil have. Har vi ingen mand, får vi bare en sæddonor. Men det at få børn, er den eneste ting, som vi ikke selv er herre over. Måske får vi dem, måske ikke. Puh, det er lidt hårdt at tænke på, hvorfor nogen får plat, når andre får krone.
    Men jeg synes, det er så fint, at du åbner op og skriver, hvordan det er. Så ved vi andre, hvordan det føles. Det rammer mig, når du skriver, at du ikke orker dig selv. Det skal du, for du er så skøn og bliver helt sikkert en god mor, hvis og når den tid kommer. Har I overvejet adoption? Måske har du tidligere berørt emnet på bloggen, og jeg så bare ikke har bemærket det.
    Jeg håber, at det lykkes for jer. Pas på hinanden – og din krop.

  105. Det er nemlig så pissesvært, når det sorte hul indeni vokser sig større og større. Jeg står i præcis samme situation som dig, og vi har vel været i gang med behandling lige så længe som jer, og jeg ser den ene veninde efter den anden blive gravid. Jeg har ikke tal på, hvor mange veninder, der har breaket deres graviditet, født og tilmed vendt tilbage fra barsel i al den tid, vi har prøvet at få et barn (to år). Pludselig føltes det ildevarslende, når en ny veninde fortalte, at hun var gravid: At nu skulle jeg igen være vidne til en hel graviditet, mens der skete nul og niks hos mig. Jeg har også døjet rigtig meget med misundelse. Og så siger folk: “Jamen du er jo glad på deres vegne”, hvorefter jeg får lyst til at rette dem og sige: “Nej, det er jeg faktisk ikke!”. Men jeg VIL gerne være glad på deres vegne, og jeg er kommet frem til, at det er det, der tæller. At jeg gerne vil være glad på deres vegne. At jeg så har svært ved det, det er noget andet. Det må være mit råd til dig. Husk på din intention om at være glad på de andres vegne – du er mere end din følelser. Men dine følelser er helt okay – de er ikke forkerte og ALLE i din situation kender det (jeg har faktisk været overrasket over, at du først bliver ramt af dem nu!).
    Og jeg kender alt til følelsen af, om det nogensinde sker. Babyer er ikke et nulsumsspil, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke, at jo flere der får børn, jo større er sandsynligheden for, at man selv havner i den lille procentdel, der aldrig gør. Men du er sund og rask og tilmeld ung, så chancen for at det lykkes er rigtig, rigtig stor. Min akupunktør siger, at hvis man kan holde til at være i det, skal det nok lykkes – hun har ikke oplevet andet. Jeg har selv haft lyst til at sige stop en gang i mellem, men vi kæmper for vores drømme, ikke? For nogle er ønsket om at få en familie et ganske beskedent ønske. Det har det så bare ikke vist sig at være i vores tilfælde. Jeg sender dig al mulig held og lykke. Du virker til at have et positivt sind, men barnløshed kan ryste os alle i vores grundvold – psykologisk svarer det faktisk til at få konstateret en alvorlig sygdom – og det er sgu hårdt for alle. Så vær glad for dit positive sind og vær glad for, at du stadig formår at nyde livet – det ser det ud til. Det er jeg i hvert fald selv blevet meget opmærksom på at gøre her i den evige ventetid. Og vær glad for at du evner at fortælle det så fint på skrift – du er ikke alene!
    Stort knus til dig.

  106. Det fineste indlæg – om det sværeste. Varme tanker til jer.
    Tilgengæld føles det…underligt…med den (nærmest) private metakommunikation om dit indlæg på en anden blog. …måske jeg ikke burde sige det. Og jeg har netop taget mig selv i at kommentere på den anden blog.
    Jeg ved, I som bloggere deler meget, men som regel kun om jer selv… dvs. ‘på egen banehalvdel’. Derudover er man ikke i tvivl om, at I selv hele tiden balancere ‘what to share – what not’. At en anden kommenterer så privat om dig… føles som læser ganske grænseoverskridende… på dine vegne.
    Hvis min kommentarer er upassende, så slet den gerne.
    Måske er jeg den eneste med den følelse. Jeg har bare tænkt på det flere dage, og været tilbage og læse, men det er stadig den følelse, jeg sidder med.

    1. Jeg er af fuldstændig samme opelvelse som dig, Maria. At det er dybt grænseoverskridende, og hvis vi taler om det samme indlæg, så har jeg givet vedkommende besked. Det har været ret ubehageligt for noget så privat og følsomt at blive taget op i et andet forum på den måde. SÅ tak fordi du tilkendegiver, at du har tænkt det samme. Så føler jeg mig ikke helt off. KH

      1. Så er jeg særlig glad for jeg skrev til dig. Så du fik min (omend fremmede og ubetydelige) støtte med på vejen. At du deler er smukt og smertefuldt – men ikke desto mindre skal en sådan åbenhed behandles med en særlig ømhed. Af os som får lov at se med.
        Jeg sender dig dyb respekt for din ærlighed – og min fremmede kærlighed så du fortsatte må fatte mod til din og Adams fælles drøm.

        1. Tusinde mange, mange tak Maria. At du skriver har gjort, at jeg ikke føler mig så alene med de her tanker, som jeg har haft den sidste uge. Jeg har følt mig helt forkert ved at være blevet så såret, så tak. Virkelig! KH

          1. Det gør mig ked af at høre. Præmissen om, at man som blogger skal kunne ‘klare mosten’… den køber jeg ikke. I fortjener somme respekt i jeres arbejde, som alle os andre. Og når vi taler private relationer er følelsen af ’udlevering’ ikke mindre, tvært imod. Der rammer det jo netop ens safe zone, når man lever af at ‘blotte’ sig, som I gør. Kh M

Læg en kommentar