#metoo - ROCKPAPERDRESSES
#metoo

Har I set kampagnen #metoo på Facebook? Instagram? Twitter?

Hashtagget begyndte at sprede sig, da Alyssa Milano (min yndlingsheks i øvrigt i Heksene fra Warren Manor) skrev følgende på Twitter

A friend suggested: If all the women who have been sexually harassed or assaulted wrote #metoo as a status, we might give people a sense of the magnitude of the problem

Og det er der mere end tolv millioner kvinder, der har gjort, som jeg sidder og skriver. Historier om seksuelle overgreb, om at blive seksuelt chikaneret. Forulempet. Grænser der er blevet overtrådt eller trampet på.

Hashtagget kommer i kølvandet på hele historien om Harvey Weinstein. Filmmogulen der pt. er Persona non Grata i Hollywood, da han skulle have begået overgreb på mange kvinder gennem tiden. Store skuespillerinder, som er blevet presset til seksuelt samkvem, tvunget til seksuelt samkvem med ham med trusler om fremtiden i Hollywood, hvis ikke de lystrede. Og det her er alvorligt – og tilsyneladende ikke et spørgsmål om, at man er uskyldig til det modsatte er bevist. Der er ingået forlig i flere sager, og set med min meget, meget lille viden indenfor jura, så er et forlig noget man indgår, når man er skyldig. Og der er mange stemmer, gennem årtier. Kvinder der en efter en står frem.

Jeg talte med nogle kolleger om sagen i går, og ordene var mest af alt “sikke et monster”. Og det er han, det tror jeg på. Men et monster er også et enestående tilfælde – en anomali. Og det tror jeg ikke, det her er. At kvinder får overtrådt deres grænser seksuelt – det viser hashtagget i hvert fald også.

Og jeg delte min historie på min private Facebookden jeg også skrev om for år tilbage. Og da jeg først havde delt den, så slog det mig – hvad med de andre historier?

Hvad med dengang i tredje eller fjerde klasse. Jeg er kommet tidligt i puberteten og er allerede begyndt at få bryster, den første der får menstruation som 11-årig. Jeg er totalt udsat og ubekvem ved situationen. Til forårskoncerten skal vores klasse optræde med Hello Dolly – og jeg skal være Dolly. “Og du skal komme med brysterne strittende frem og svinge dem på scenen”. Ordene fra min musiklærer foran hele klassen.

Eller dengang, på mit allerførste job i en tøjbutik. Indehaverens mand er pensioneret men er tit nede i butikken og arbejder. Jeg har derfor rigtig mange timer sammen med ham. Han elsker, når jeg prøver tøj og opfordrer mig til at skifte og prøve og vise frem i prøverummet. Han stikker også sin hånd ned i bukselommen bag på mine bukser, og to gange giver han mig en mønt til frokost – som han selv kommer ned i min forlomme på jeansene. Han elsker, når jeg har veninder på besøg efter skole, og de prøver tøj. Flere unge piger at kigge på. Lige indtil den dag en ven kommer forbi. Lasse. Han har en lille blomst med. I jalousi og affekt fyrer han mig på stedet – uden at fortælle det til sin kone, der ringer undrendende dagen efter. Hvor blev jeg af? Det ender i en retssag – men i stedet for at fokusere på flere års sexchikane, fra 8. klasse (jeg startede lige før min konfirmation og var pærestolt) til 1. g, så fokuserede min advokat på uretsmæssig fyring. “Det ville stå klarere” – det ville altså være en lettere sag at vinde. Sort på hvidt. Hvordan beviser man to års sexchikane på job?

Og sådan kan jeg finde flere eksempler fra folkeskolen, fra gymnasiet og mit arbejdsliv, hvor mine grænser er blevet klart overtrådt – jeg har bare været for ung til at kunne sige, hvor præcis de grænser gik. Og helt ærligt – det skal ikke være mig, som barn, der skal sætte grænser. Men de voksne.

Vi har et ret alvorligt og grundlæggende problem i samfundet. Et hashtag er ikke nok, men det kan sætte fokus, og det skal der til, før vi kan ændre. Og det er vi nødt til. Ændre vores syn på andre mennesker, lære respekt, lære grænser og hvad der er normalt. De tilfælde jeg beskriver – det er fanme ikke normalt. Og det er desværre heller ikke ualmindeligt.

Og at jeg alligevel sidder tilbage nu med en my, en lille bitte my, af dårlig samvittighed over for mine overgrebsmænd – nu jeg om lidt er på 24SYV (klokken 16.05 i 55 minutter) og når jeg senere sidder i Aftenshowet klokken 19.00, det viser kun hvor graverende, det her er. At jeg ikke engang, med hundrede procents ro i sjælen nu som voksen, kan dele min historie i medierne, fordi jeg er ked af at rippe op i det over for dem, måske gøre dem ubehageligt til mode. Fordi jeg i sidste ende også får et lille stik af “… måske var det også min egen skyld…?”. Det er fanme alvorligt.

Jeg håber, I vil se med og lytte. Og har I en historie, hvis I har modet – del. Det er den måde, vi kan ændre.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

57 kommentarer
  1. #metoo
    Da min chef sagde til mig, at mine underbukser var meget tydelige, når jeg havde stramme bukser på og ikke forsøgte at skjule, at han havde kigget længe. Og da han fortalte mig, at jeg så herrens ud, da jeg kom uden make up. Da han sagde, at vi ville sælge mere, hvis vi lænede os lidt frem, når vi snakkede med kunderne, og at det ville være godt, hvis vi undlod at knappe den øverste knap i vores trøjer.

    1. Nej nej nej… Jeg håber ikke, han arbejder der længere? Hvor er jeg ked af, at du skal høre på den slags! KH

  2. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det – måske i et blogindlæg eller i en artikel. Det handlede om mænd og kvinder, og lige den del, der har brændt sig fast, handlede om forholdet mellem de to køn i nattelivet: Det er mere effektivt at afvise mænd med ordene: “Jeg har en kæreste”.
    En fyr respekterer en anden fyr mere, end han respekterer dig. Jeg har aldrig tænkt over det perspektiv før, selvom jeg ofte har brugt sætningen for at undslippe de anmassende typer i byen. Det vil jeg aldrig gøre igen, også selvom det skulle være sandt, for MINE ord MIN afvisning er god nok til at blive taget seriøst og respekteret.

    1. Det der er mind opening! Det er et helt nyt perspektiv og i øvrigt virkelig trist. Som udgangspunkt virkelig trist – i en grim situation vil jeg dog bruge alle tricks for at slippe væk. Men æv altså.. Der er altså noget galt. KH

  3. Metoo! Vi mødre til drengebørn har et kæmpe ansvar. I den bedste af alle verdener burde det ikke være nødvendigt at lære sine døtre at sige fra og vise grænser, for der farer vores sønner altid med lempe, fordi de har lært det af deres mødre, fædre og søstre. Du er sej.

  4. Det er snart svært at finde nye måder at sige det på. Men hold op hvor er du sej. Tak fordi du (igen) har modet til at dele og stå frem. Det er så pokkers vigtigt.

  5. Min første oplevelse er med pigerne fra min folkeskoleklasse. Jeg var en af dem der udviklede mig først, og jeg kan huske, at pigerne til en fest samlede sig om mig, og fik tvunget mig til at tage min BH af. Så stod jeg med den i hånden, og skyndte mig ind på en toilet for at tage den på igen.
    Det var en væmmelig, ydmygende og krænkende oplevelse.
    Da en af mine studiekammerater på uni, en dag til en fredagsbar gav mig et hej-kram og så prøvede at nørkle mine BH hægter op med den ene hånd, blev jeg vred. Og ked af det.
    Jeg kan huske, at jeg følte, at jeg overreagerede. Og skulle forklare ham, at det ikke var ham – for jeg forstod da godt, at han bare jokede – men at jeg havde været udsat for noget i min folkeskoletid. Han undskyldte. Ingen af os forstod rigtigt, at dét han gjorde var forkert, selv om jeg ikke havde den oplevelse fra skoletiden med mig i baggagen. Det er også væmmeligt at tænke på.
    Det er vigtigt at tale om. At forstå – for begge parter. Jeg vil streame aftenshowet for i aften. Glæder mig til at se, hvad du siger. Du er god til at tage vigtige snakke.

    1. Åh nej for helvede altså. Det lyder helt grotesk. Er der ingen lærer der siger fra? Stopper pigerne?

      Jeg tror også, det er det, der et stort problem. Der er en hel del i det her, som slet ikke ser hele det her krænkelsesfelt. Som om der er en normalisering af kontakt mellem to mennesker – selv når man ikke har inviteret. De fleste mennesker vil vide, hvad en voldtægt er eller hvad den ikke er. Men denne her fysiske krænkelse – at blive taget på numsen i byen, at joke og lave sjov omkring fysik eller noget seksuelt. Det er altså ikke normalt. Jeg ved ikke, hvornår det blev det? KH

  6. Øv, det er bare ikke i orden, at børn skal tage ansvaret for at sætte sådanne grænser overfor voksne mænd. Jeg bliver så ked af det hver gang jeg læser de her historier. Hvor er du sej og modig at skrive det ned, og tilmed udgive det. Du må/bør ikke have den mindste dårlige samvittighed overfor de bæster (selvom det desværre ofte hører med til historien)!

  7. #meetoo – da jeg måtte sparke en gæst fra den bar, jeg arbejdede på, væk, for at kunne lukke bildøren, efter han havde fulgt efter mig ind i baggården, hvor min bil holdt. Eller da jeg slog en fyr i gulvet på en anden bar, efter han havde taget mig så grundigt på røven, at hans hånd næsten var forsvundet mellem mine baller. Eller dengang… Eller dengang…
    Det burde ikke være nødvendigt at ty til vold, men det er for mig (heldigvis?) en automatisk reaktion, som formentlig har reddet mig fra en voldtægt tilbage i baggården den tidlige morgen for 10 år siden.

    1. Ej for helvede. Jeg kan godt forestille mig, at det må være ekstra svært at lade folk forstå ens grænser, når man arbejder i nattelivet.
      Jeg husker også sagen med pigen, der havde undgået en voldtægt ved brug af peberspray. Det var så sindssygt at hun endte med en politianmeldelse, når hun havde handlet i nødværge. Hvad skulle man ellers? Lade stå til? KH

  8. Puha, det er noget af det værste. Jeg turde intet gøre, for at få sexchikanen på mit studiejob stoppet. Heldigvis fik han nyt job efter et par år – men frygtede altid vagterne alene med ham, fordi han satte mig sådan i forlegenhed – og jeg vidste aldrig, hvordan jeg skulle reagere, andet end at grine og undgå ham så meget som muligt.

    1. Jeg bliver så ked af at læse dine ord Anna, for de beskriver præcis denne her adfærd, jeg også selv præsterer. Skam, som om det er mig den er galt med. Manner, jeg gad godt finde modet til at sige fra – og have det cool med at sige fra. Godt du slap for ham! KH

  9. Jeg har det blandet med #metoo. Jeg er med på, at det giver noget fælles kraft og opmærksomhed på et kæmpe problem – omvendt lægger det på en eller anden måde ansvaret over på ofrene: “fortæl din historie – det er vigtigt”. Og det synes jeg er farligt, selvom det jo slet ikke er det, der er hensigten.
    Jeg har ikke løsningen eller alternativet, men påpeger blot en lidt blandet følelse omkring hele #metoo-bevægelsen.

    1. Jeg kan sagtens forstå dig Rie – det er altid ofrene, der skal fortælle deres historier. Ikke gerningsmændene. Skulle det være rigtigt stærkt, så skulle det jo hedde #Idid. Men det ser jeg ikke ske lige nu.
      Men med #metoo så tror jeg vi får en spejling hvor kvinder kan se dem selv i andres historier, og måske derved se at hvad de har oplevet har været en overgreb. Det kan være så svært selv at se pga. den tykke haze af skam. KH

  10. Min ekskæreste som mente min blotte tilstedeværelse var en opfordring til sex med alle, inklusive ham. Hans indædte jalousi som altid var min skyld.
    Den første fotograf der tog billeder af mig, iført trusser og en hvid herre undertrøje, som han ønskede at jeg skulle trække højere og højere op, til man kunne se mine 14-årige bryster, eller mangel på samme.
    Mine folkeskole kammerater som på bedste “boys will be boys”-manér tog min BH af, tog mig på brysterne, holdt mig nede mens de tog på mine inderlår.
    Min lærer som sagde at jeg skulle lade være med at være en politi dame og tage alt så personligt.
    Fyrene i byen som synes det er OK at tage en på røven, snige en hånd op under kjolen, eller stikke hånden ned i ens bluse, “det er jo bare for sjov”
    Min taxachauffør, som i det han rækker mig regningen tager mig på låret og spørger om ikke jeg rykker op på forsædet.
    Fyren fra mit arbejde, som hver gang han skulle passere mig og mine kvindelige kollegaer, holdt os på hoften og trykkede sit underliv mod vores og kyssede os på halsen (ham fik vi heldigvis i fællesskab fyret)
    Min kærestes venner, som holder mig lidt for tæt og lidt for længe, som ikke forstår når jeg frabeder mig jokes om trekanter og seksuelle berøringer, som synes det er sjovt at gå over grænsen.. også på en som mig, hvis ekskæreste netop gik over grænsen, ofte, og mine grænser måske er blevet mere markerede af det… og nu undskylder jeg dem egentlig igen, jeg skal jo ikke forsvare mine grænser, det er mine og de skal respekteres.
    Denne kampagne har rørt mig så meget, da den giver mig en stemme, og en spejling i at det ikke bare er mig der er hysterisk og “snerpet”, men faktisk er underlagt et system som gentagne gange negligerer mig og tager min krop fra mig.

    1. Åh wauw – den lærer har fejlet i sit job og underviser præcis i denne her negligering af problemet. Shit altså. Hvor er jeg ked af at høre, du har skulle møde så mange idioter på din vej, for det er jo det de er.
      Jeg har godt nok også hørt for meget – snerpet, hysterisk, luder, fordi jeg har sagt fra især i byen. KH

  11. Det et så skrækkeligt at noget så forkert er relativt normalt. Jeg er blevet gramset på af fyre i byen, men værst af alt var den årelange periode som barn, hvor jeg jævnligt blev seksuelt misbrugt af en voksen, som stod mig nær. Har aldrig turde sige det til nogen, for hvordan gør man lige det? Der er så mange, der ville få et chok og, ja. Derfor er det rart at se, at nogle tager initiativet til at råbe højt. Jeg kan huske i gymnasiet, da en af mine klassekammerater havde læst en artikel om, at 25 pct af gymnasieelever var blevet seksuelt forulempet på et tidspunkt i deres liv. Han grinede af det på “som om!”-måden og som om det ikke er noget, der skulle tages seriøst. Jeg følte mig så lille og håber at et fokus som det her får folk som ham til at tænke sig om en ekstra gang.

    1. Åh så var der lige et lille svigt lige der igen, sikke en idiot han var. Men måske du kunne holde fast i, hvad undersøgelsen sagde? At du i hvert fald ikke er alene. Desværre, kan man sige, men det kan være så rart at finde fællesskab. Det håber jeg du gør, på en eller anden måde. Finder nogen at sige det til, for der skal flere skuldre til at bære den slags <3 KH

  12. #meetoo første gang var jeg kun 13 år, jeg havde været nede med skrald, og på vej over mod vores opgang så jeg godt at pizzabudet løb ind i opgangen igen. Men det undrede mig ikke så meget, men da jeg gik ind i opgangen og var en etage op, kommer han ned mod mig. Jeg ser kun hans bukseben inden han trykker mig op mod muren, og forsøger at kysse mig. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer væk, men væk kommer jeg. Efter den dag hadede jeg alle med Adidas knapbukser med lyseblå logo, for det var de bukseben der kom mod mig den dag!
    Du er sej Cathrine – knus og kram herfra ❤️

    1. Åh for helvede altså. Det er jeg ked af at høre Camilla! Det blev heldigvis ved chokket – men det er voldsomt alligevel. KH

  13. Jeg har også pandet en fyr, da han ragede mig i skridtet. Blevet opfordret til at skifte til arbejdstøj foran min chef på en restaurant – dvs. strippe. En ven forsøgte at have sex med mig, mens jeg sov. Og hans ven skældte mig ud, fordi jeg havde nægtet (WT actual F!). 1000-vis af mænd har catcallet mig, da jeg boede i Paris i en årrække. Og så på et mere subtilt niveau: En chef (tidligere højtrangeret i militøret) som kun forfremmede mænd, fordi de “kunne klare mosten”. Klamme, dumme dyr.

    1. Ej for helvede. WTF har sjældent faldet på et bedre tidspunkt. Hvad fa’en er der med de grænser?! Hvem har besluttet sig for at udviske dem på vores vegne? KH

  14. Puha, det er skræmmende alle de ting piger (og drenge) verden over dagligt skal kæmpe med/imod.
    Jeg har selv haft adskillige byture, hvor jeg, ufrivilligt, er blevet gramset på og antastet.
    Jeg har dog to scenarier som skiller sig ud fra mængden, og som den dag i dag stadigvæk giver mig ondt i maven af at tænke på.
    Det første skete da jeg var 13 år gammel, og jeg var til en privatfest. Jeg går på toilettet, og ind maser min ekskærestes storebror på 15 år sig. Jeg er fuld og bliver først lidt paf, men griner så og siger, at han skal gå ud. Han griner også, og laver sjov med at det da er lige meget, at han skal se mig tisse. Da jeg virkelig skal tisse så gør jeg det, og går så imod døren. Han tager fat i mig og kysser mig, og jeg siger fra. Han bliver ved med at kysse mig, og får samtidig lynet sine bukser ned. Han sætter sig på toilettet, og fortæller mig hvor ofte han har ønsket sig et blowjob fra (13 årige!) mig. Jeg siger at det vil jeg på ingen måde, og jeg husker at jeg bliver ret skræmt over hans (meget store) penis – igen jeg var kun 13 år, jeg havde meget begrænset erfaring inden for sex. Sumasumarum er, at han tvinger mit hovede ned over ham imens han befamler mine (ikke eksisterende) bryster. Han siger søde ting imens, og jeg tror vitterligt ikke, at han selv mener han gør noget forkert, og jeg bliver ind imellem også vred på mig selv over, at jeg ikke var tydligere i min afvisning. Han er mig meget fysisk overlegn, og jeg kan ikke gøre fra elle til, da han holder mit hovede nede, imens han laver samleje bevægelser. Når jeg endelig får luft, beder jeg ham stoppe og siger jeg ikke kan lide det og gerne vil ud, men igen forsætter han, indtil han til sidst kommer mig i munden. Efterfølgende kysser han mig på munden og siger: “tak, det var lige så frækt som jeg havde drømt om.” Efterfølgende samler jeg mig og går så ud og fester videre. Og præcist dette har jeg skammet mig uendelig meget over – for hvordan kan man bare gå ud og feste videre, hvis man lige at blevet seksuelt krænket? PS. Jeg er stadigvæk venner med ham på FB. Og jeg har aldrig konfronteret ham med det, fordi jeg altid har tænkt om det ikke bare var mig som overreageret, på trods af, at jeg ved jeg 100% gentagende gange sagde fra.

    Andet scenarie udspiller sig da jeg er 15 år. Det er en søndag eftermiddag, og jeg er på vej hjem fra min veninde alene i en bus. Da bussen begynder at køre begynder chaufføren at snakke til mig “hvad hedder du så, hvor gammel er du?hvor bor du og hvor skal du af” ganske ok spørgsmål og jeg svarer ham selvfølgelig pænt. Pludselig spørger han mig om jeg ikke har noget jeg skal vise ham – jeg spørger ham om hvad han mener med det, og så siger han, “kom herop, så skal jeg vise dig noget” alt imens jeg kan se hans hånd famle rundt imellem hans ben. Jeg bliver rigtig utryg og siger at det vil jeg ikke, men han bliver ved med at sige, “kom nu, du skal bare lige se, så kan du også vise mig din”. Jeg får rejst mig op og trykker meget hårdt på knappen i bussen og siger jeg gerne vil af nu, hvortil han blot svarer “jeg ved hvor du bor, og det er jo ikke her du skal af”. Jeg råber at jeg skal af nu, og jeg bliver meget tydelig og siger jeg ringer til min far omgående hvis han ikke sætter mig af.
    Han sætter mig af og råber efter mig, at “jeg fandeme da er en dramaqueen” Den dag i dag, bliver jeg flov over mig selv, og stiller spørgsmålstegn ved om jeg virkelig bare er en dramaqueen, da han jo reelt set ikke gjorde mig noget. Men den følelse af ubehag sidder stadigvæk tydeligt i mig. I de efterfølgende år stod jeg altid på hjørnet og tjekkede ud hvilken chauffør som kørte den bus jeg skulle med, og var det ham, så ventede jeg på en anden bus eller cyklede. Min mor kontaktede efterfølgende busselskabet og forklarede dem hændelsen, men blev blot mødt af latterliggørelse, og sætninger som “ja teenagerpiger er jo meget nærtagende” osv. 🙁

    1. Sidse altså, hvor bliver jeg bare ked af at læse dine oplevelser. Jeg håber ikke, du i dag er den mindste smule i tvivl om, at din historie fra toilettet dækker over et overgreb. En voldtægt. Oralsex er også sex – og bestemt ikke givet med samtykke her. Det er et overgreb, og det er jeg så ked af, du har oplevet i så tidlig en alder. Og så en betroet, en du i hvert fald kendte.
      Måske det ville være rart at slippe for ham på FB? Slette ham? Han er jo ikke en ven. Og hvad har han af ret til at kunne følge med i dit liv?
      Stærkt din mor stod i dit hjørne og gjorde, hvad hun kunne – og hvor er det sindssygt at end ikke hun som voksen tager det alvorligt. Shit altså. KH

  15. Jeg arbejdede fra jeg var 13-16 i en butik, hvor indehaveren eks gik og sætte bøjler på min trøje bagpå, så de kom til at hænge over numsen. Han sagde en dag ude på lageret at vi skulle nå nogle bøjler højt oppe ved loftet og jeg vist var nødt til at sidde på hans skuldre for at nå dem. Fandt så ud af at vi ikke rigtig manglende bøjlerne. Det var for “hyggens” skyld. Jeg var ikke særlig gammel og var nok på grænsen til at forstå hans intentioner og turde ikke sig det til mindre forældre.

    Da jeg var omkring 14-15 blev jeg for første gang for fuld til en fest. En klassekammerat sagde til en anden, at nu ville han udnytte det. Jeg husker at jeg sad på hans skød og han rørte ved mig på min krop, bryster og skød og kyssede “på” mig. Da han synes det var nok, satte han mig op af en væg og gik fra mig. Det var udenfor og så stod jeg der. For fuld og følte mig flov over jeg ikke kunne stoppe det.

    Fælles er at jeg faktisk har følt mig flov over begge dele og følt det var min skyld, hvilket jo er dumt fordi jeg havde ikke gjort noget forkert.

    1. Du har da intet gjort forkert – dine grænser er tydeligt overtrådt, og du skammer dig måske over, at du ikke gjorde mere modstand og sagde fra? Men det er jo så svært, når man bliver overrumplet og overrasket… Æv, hvor er det trist at høre. Men stærkt du deler, tak! KH

  16. Jeg bliver rigtig trist af alle de mange og ofte ret voldsomme krænkelser der bliver beskrevet og er taknemmelig for at jeg har været heldig nok til ikke at opleve noget nær så krænkende. For ja, det er held og intet andet.
    Jeg har en oplevelse som dog sidder i mig og som jeg kan mærke virkelig påvirker mig.

    Min tidligere kæreste og jeg har en stor fælles vennegruppe, som vi har kendt i mange år, også før vi blev kærester. Jeg er venner med mange af hans gode venner og har det rigtig godt med dem. Der er dog en af drengene der gang på gang kommer med mandschauvinistiske kommentarer og overtræder mine grænser. Til en fest tog han mig på røven, hver eneste gang vi passerede hinanden. Til sidst sagde jeg til ham at han skulle stoppe med at tage mig på røven. Han spørger hvorfor, og jeg svarer at det er min røv og han ikke har ret til at røre ved den. Så svarer han at jeg skal lade være med altid at være så sur. Shit hvor pisser det svar mig stadig af!
    Generelt synes mange af mine veninder at han er for meget, men han fortsætter bare med hans ulækre opførsel, selvom vi siger fra.

    1. Er han stadig i vennegruppen? For jeg forstår da ikke, hvorfor de andre mænd har lyst til at være venner med ham? Han er tydeligvis et lille menneske. Hvis ikke han respekterer jer, så må han da respektere sine venner. KH

  17. Jeg havde en mandlig kollega, der var en del år ældre end mig. Vi havde dog et rigtig fint venskab og snakkede godt sammen – han fortalte mig bl.a. ofte om sin kone og deres børn, som jeg også mødte en dag de var på besøg på kontoret. Derfor kom det også meget bag på mig, da han en aften til en julefrokost pludselig stak sin hånd op under min bluse og lod den køre op og ned af min krop. Det var så ydmygende og sårende, og jeg brugte resten af aftenen på at undgå ham.. Jeg arbejder heldigvis ikke der mere.

    Jeg har også haft en kæreste, der åbenbart mente, at han kunne gøre med min krop hvad han havde lyst til. Ihvertfald vågnede jeg en morgen ved, at han havde fingrene oppe i mig. Jeg bad ham stoppe, og han blev sur. Der gik ret lang tid, før jeg anerkendte, at det var et overgreb.

    1. Wauw! Det er fanme også svært med en kæreste – det er et overgreb, for du har ikke givet samtykke og adgang til din krop. Men jeg ville have det helt som dig – det ville tage mig tid at se det.
      Og sikke et svin til en kollega. Godt du slap væk. Jeg håber ikke andre oplever det samme. KH

    2. Hej Cecilie,
      Jeg skriver for et magasin, der lige nu har fokus på sexchikane til julefrokoster. Kunne du have lyst til at svare på et par spørgsmål om den historie, du fortæller her? Så må du meget gerne kontakte mig på emmathomsen95@gmail.com. Det er ganske uformelt, og behøver ikke være mere end en mail-korrespondance 🙂

      Og Cathrine – tak for et rigtig velformuleret og vigtigt indlæg!

      1. Hej Emma,
        tusinde tak for din forespørgsel. Jeg har ikke så meget tid pt. så jeg prøver at skrue godt ned for at påtage mig ekstraopgaver, så jeg står over lige på denne her, nu som tingene er. Tak for tanken! KH

  18. Jeg arbejdede for ti år siden i en butik, som solgte bamser. En dag kom en mand ind og begyndte at spørge lidt ind til konceptet, butikken osv. Vi snakkede længe, da der ikke var kunder på det tidspunkt. Til sidst spurgte han om et kram. Jeg tænkte ikke lige over det og gik med til et kram, men han gav ikke slip. Jeg prøvede at skubbe ham lidt væk, men han ville ikke give slip og var ret stærk. Flere personer gik forbi butikken og jeg fik øjenkontakt med flere og prøvede at signalere hjælp, men folk kiggede bare lidt forarvet på os (jeg var ret ung og han var nok 20-30 år ældre). Først da min kollega kom ud fra baglokalet gav han slip. Jeg skyndte mig ud i baglokalet, hvor at tude og min kollega fik tilkaldt vagterne som fik ham væk. Flere gange kom han tilbage til butikken de næste par måneder og spurgte efter mig – heldigvis var jeg der ikke når han kom og stoppede kort tid efter. Tør slet ikke tænke på hvad han kunne have fundet på, hvis vi ikke vi havde været et meget offentligt sted.

    Den oplevelse (og mobning som barn) har gjort det svært for mig at stole på mænd og jeg har aldrig rigtig turde lade en fyr komme helt tæt på og har aldrig haft en kæreste. Selvom det er skræmmende og forfærdeligt, at så mange kvinder og mænd har oplevet deres grænser blive overskredet på den måde, men for mig er det også lidt hjælpsomt at vide, at man ikke er alene og det er faktisk første gang jeg deler min historie udover til min mor, som var i shoppingcenteret og tilfældigvis så vagterne og kom derfor forbi for at høre hvad der var sket.

    Derudover har jeg (selvfølgelig) også oplevet tilnærmelser og folk der gramser i byen. Heldigvis, har jeg verdens bedste venner (både mandlige og kvindelige), som er gode til at støtte op omkring hinanden og er med til at sige fra når det sker <3 Jeg har også mange gange "reddet" mange kvinder på dansegulvet fra ubehagelige fyrer ved at tilbyde at de kan danse med mig, hvis de vil væk fra fyrene og det samme gør mange af mine venner. Det er så vigtigt, at vi hjælper hinanden på den måde om vi kender personen eller ej. Jeg håber, at #metoo hjælper med at sætte fokus på det og få flere til at træde ind og stoppe den slags situationer 🙂

  19. #metoo
    Sidste sommer lå en mand og onanerede, mens han kiggede på min veninde og jeg, som solbadede i en park. Da jeg kiggede forfærdet på ham, begyndte han blot at vise mere af sit stive lem. Det gipper stadig i mig, når jeg ser en mand med lignende udseende.

    Jeg har også oplevet det i byen. Værst var det engang jeg var i byen med en veninde. Pludselig blev vi omringet af en masse fyre. Vi bliver hver især holdt fast af en bagfra, som et stykke tid står og gramser på mine bryster, inden jeg får skubbet ham fra mig. Det er egentlig noget, jeg mest af alt bare har negligeret, men det var tydeligvis grænseoverskridende for mig. Så meget at det stadig er noget, jeg husker tydeligt.

    Hvor er det flot, at du tør at stå frem! Er både rørt over din historie herinde og på Facebook. Og hvor var det modigt af dig at konfrontere ham efter så mange år. Du er sej!

  20. Jeg har lige set afsnittet fra Aftenshowet, og tårer løb ned ad mine kinder. Selv på trods af dette, har jeg stadig svært ved at se min egen oplevelse som en sag der skal ses som et overgreb (selvom der klart var overtrædelse af egne grænser). I 2.g på en skitur var jeg, efter indtagelse af alt for meget alkohol og hash, blevet placeret i en fremmed fyre seng (dvs han var en del af gruppen der var med på ski, jeg kendte ham bare ikke). Jeg vågner senere på natten ved, at han har hånden nede i mine åbne bukser og på mit bryst. Jeg beder ham om at stoppe, men han mener, at eftersom jeg ligger i hans seng, så har han ret. Dette siger han meget vredt. Jeg får rejst mig op, det hele er tåget, og jeg kan ikke finde mine sko. Han siger jeg skal skride uden mine sko, og på vejen ud ser jeg der ligger tre andre drenge i lokalet. Ved ikke om de sover. Jeg må gå 100 meter i sne uden sko, fra hans hotel til mit, hvilket i sig selv var utroligt ydmygende. Mine sko får jeg et par dage senere af en veninde der finder dem for mig. Noget der også ramte mig var, at en af mine klassekammerater (en pige) sagde til mig, at hun da godt kunne forstå hans intentioner, eftersom der lå en “flot blond pige i hans seng”. Hun er den eneste der ved hvad der nogenlunde skete, fordi hun var den første der så mig morgenen efter, og jeg brød sammen da hun spurgte om der var noget galt. Pga indtagelsen af alkolhol og hash, ser jeg oplevelsen som delvis selvforskyldt fordi jeg ikke var i stand til at tage vare på mig selv… hvilket jo er dybt forfærdeligt.
    Mens jeg skrev rystede mine hænder, og det var svært at finde de rette ord frem. Jeg ved dog så meget, at jeg har været berørt af det lige siden.
    Tak fordi du gjorde det lettere for mig at få ordene frem <3

    1. Jeg får virkelig lyst til at sige: Anne, det var ikke din skyld. Du har ret til som menneske at kunne falde i søvn på en skitur uden at blive rørt ved, når du sover. Det var mod din vilje. Man kan ikke give samtykke, når man sover – og det er ligemeget at du var fuld og havde røget hash. Det er hans skyld, ikke din. Og din klassekammerats reaktion var rigtig ærgerlig.
      Alt godt <3

  21. På meget mærkelig vis er det så rart, at læse kommentarene og vide, at det ikke bare er mig, og at vide, at andre også går med den følelse af – gjorde jeg noget for at opfordre til det, der skete?, overreagerede jeg?, skulle jeg have sagt fra før?

    1. Jeg var i byen med nogle veninder og vi dansede i en gruppe på dansegulvet. En fyr kom bagfra og vi dansede tæt og det var som sådan fint – jeg ville ikke noget med ham men jeg havde det sjovt med at danse med ham. Så begynder han at køre hans hånd op under nederdelen, og den anden op ad min bluse. Jeg skubber hans hånd væk, og når han prøver igen så skubber jeg ham væk og siger STOP. Han råber et eller andet af mig og så spytter mig lige i ansigtet. Jeg husker at jeg var så chokeret over hvad der var sket, og at ingen omkring mig så det eller reagerede (på dette tidspunkt var jeg blevet adskilt fra mine veninder). Jeg græd nærmest med det samme og folk i køen udenfor gloede, men ingen spurgte hvad der var sket, eller om jeg var OK. Det er nok det, der mest chokerede mig – andres manglende reaktion.

    2. Jeg var på skiferie med gymnasiet, og der var en eller anden der smed noget i min drink. Jeg har meget få små glimt af hvad der skete derefter, men jeg mistede i hvert fald mødommen den aften. Ikke lige sådan jeg håbede det skulle ske. Også det føler jeg er min egen skyld – jeg drak jo også, og var godt fuld allerede. Ham der tog mig med hjem, vidste han at det ikke var almindelig fuldskab, var det ham der smed noget i drinken? To dage senere er vi på en afterski bar hvor en flok ukendte fyre råber “luder” af mig. En oplevelse, som stadig påvirker mig idag.

    3. Jeg var 15 og gik på Svanemøllen station og pludselig kommer der en fyr bagfra, og smider hånden under kjolen og tager ordentlig fat på røven. Jeg skriger nærmest i chok og han kigger bare tilbage på mig og siger “den er god”.

    Alle disse oplevelser, både mine egne og andres, burde ikke være hverdagskost for kvinder, men det er det desværre. Jeg håber, at jeg også selv vil blive bedre til at sige fra når jeg kan, og tage diskussionen hvis nogen anklager det for at være over-reaktion eller “bare for sjov”. Vi skal gøre alle opmærksom på, at mændendes intentioner ikke er lig med den oplevelse som kvinden har fra det.

  22. Du er så modig! Så sej. Og din overfaldsmand er et sølle menneske.
    Det er et kæmpe problem i samfundet, at mænd ikke forstår, at kvinders krop kun er deres egen. Det her er så vigtigt.

    Har mange oplevelser med den slags, men her kommer den, jeg har det sværest med.
    Da jeg blev single efter et langt forhold for nu en del år siden, lavede jeg en aftale med en ven om middag og bytur. Vi havde været (gode) venner i ca. fem år, talte om problemer, kærester, osv og han havde aldrig (i min optik i hvert fald) lagt op til mig, også selvom jeg havde overnattet hos ham flere gange før.
    Denne aften fik vi en masse at drikke, tog i byen, og havde det sjovt, og jeg endte med at sove hos ham. Vi havde ikke kysset eller noget i den dur, men jeg vågner så op ved, at han har sex med mig. Jeg var meget fuld. Vi havde sex igen om morgenen, selvom jeg ikke havde lyst. Men sagde ikke fra. Jeg husker, at jeg havde det virkelig dårligt, og at det ikke var en situation, jeg havde lyst til at være i. Men nu var det jo sket én gang og jeg magtede ikke at sige fra.
    Der gik lang tid før jeg så det som et overgreb, men jeg havde ikke lyst til at ses med ham længe efter. Havde ikke lyst til at det skulle gentage sig, overhovedet, og at han fik den forkerte opfattelse. Senere har vi dog set hinanden som venner (!) men pga noget andet sluttede venskabet. Først da, da jeg mærkede lettelsen ved ikke at være venner med ham mere, og “tillod” mig selv at tænke det, der var sket dengang igennem, indså jeg, at det ikke var i orden. Vi var jo venner, og jeg stolede på ham. Han forgreb sig på mig mens jeg sov. Endda mens jeg var helt fucked up af hjertesorg.
    Jeg har aldrig konfronteret ham med det. Jeg tænkte altid, at han jo også selv var fuld, og at han måske havde misforstået mine intentioner, og samtidig sov jeg jo hos ham og fik ikke sagt fra. Jeg er flov over det, flov over, at jeg bare lod det ske og endda fortsætte med at være venner med ham. Samtidig ved jeg, at han vil synes jeg overreagerer, at jeg er hysterisk, nok især fordi reaktionen kommer så sent.
    Først efter #metoo har jeg slettet ham fra facebook mm. Og det føles godt.

  23. Jeg bliver til gengæld også SÅ ked af det, når en af mine veninder siger, at hun har udnyttet rygtet om professorer på universitet, der giver bedre karakterer, hvis man møder op i vovet tøj. Det er piger/kvinder som hende, der er med til at sige til mænd, at det er okay.

  24. Interessant indlæg. Men hvad med de andre krænkelser? Dem der ligger i mobningens tegn? De krænkelser der er foregået psykisk over mange år. Psykisk vold, psykiske krænkelser, psykisk chikane men uden sex. Går det også under denne #metoo kampagne?

    1. Det tænker jeg, jeg ikke skal være dommer for. Hvis du føler, det er det rigtige. Hvis dine grænser, fysisk/psykisk, er overtrådt – så måske ja? Der er vist ingen regler 🙂 KH

Læg en kommentar