Women need more sleep – fighting the patriarchy is exhausting

Jeg så denne her fine lille t-shirt forleden – om det var det lyserøde, der først fangede mit øje – nok, ja. Men da jeg fik læst teksten, grinede jeg lidt. Bare lavmælt. Ikke fordi jeg var vildt underholdt, men fordi jeg følte en vis genkendelse, “fanme ja!”

Det kræver til tider mere energi af mig som kvinde at være i bevægelse, for risikoen for at nogen prøver at stikke en pind i hjulet er bestemt til stede. Jeg skal have fart på, være målrettet, have en urtro på mig selv, hvis ikke jeg skal vælte.

Adam og jeg lever et meget ligeværdigt parforhold. Vi betaler begge 50/50, vi hjælper hinanden, hvis den ene har lidt færre midler i en måned end den anden (og det går begge veje). Vi tager begge vasketøjet og laver mad. Vi hjælpes ad. Og vi gør det med kærlighed og omsorg.

Pinden i hjulet, forsøget på at stoppe mig, det er sket i arbejdssammenhænge. I mediebranchen, som jeg har været en del af siden 2010/2011, da jeg startede på DR’s Talenthold.

Jeg har arbejdet. Knoklet. Kæmpet. Ligesom alle gør i den branche. En branche bygget på projektansættelser, freelancere og bunker af mindreværd.

Jeg kom ind på Talentholdet efter en længere række optagelsesprøver, som en af fire ud af hundreder af hundreder ansøgere. De første mange forhindringer; ahh! Challenge completed. Jeg fik mit adgangskort til moderskibet stukket i hånden, lykkelig, udmærket klar på at jeg skulle arbejde videre. Dog uvidende om de mennesker jeg også ville møde. Mandlige ledere der stadig tror på patriarkatet. Hvor stereotypt er det ikke?

Lad mig præsentere jer for nogle af de sandheder, jeg har lagt øre til:

“Du skal ikke gøre dig nogen forhåbninger om at blive radiovært – der er ingen der gider lytte til kvinder i radioen. Tænk dig om, hvor mange store kvindelige radiopersonligheder kender du? Kontra mænd? De bliver så skingre.”

Sagt af en mand, der nu arbejder på lederniveau i en anden stor medievirksomhed til mig, som 22-årig, et halvt år inde i min Talentperiode. Dengang var han leder på DR.

“Du skal bare vide, at når du siger nej til det her, så vil folk begynde at snakke. Det her kan blive det sidste, du laver”

Sagt af en mand, der skulle være min leder på Talentholdet, da jeg takkede nej til at fortsætte med at lave Børneradio i den sidste del af min Talenttid. Der var ingen økonomi til at levere godt nok indhold – jeg gjorde det allersværeste i medieverdenen;  jeg takkede nej, da jeg ikke vil lave noget halvt.

Jeg har oplevet det igen og igen. I min tid i DR men også i andre dele af mediebranchen. Jeg har lagt øre til meget. Og jeg ved, kvindelige kolleger har gjort det samme.

Enten tager du det som en sandhed, at kvinder er mænd underlegne, og det er farligt nemt at komme til, når du præsenteres for den samme “sandhed” gentagne gange og i øvrigt er 22 år. Eller også siger du fra og tror på dig selv og din egen integritet.

Jeg husker det, som det allersværeste dengang. At takke nej til en stor og ærefuld opgave – at fortsætte børneradioen, jeg selv havde været med til at puste liv i. Og dét kort tid inden, jeg skulle stoppe på Talentholdet. I den branche, hvem siger nej tak? At lytte til den der stemme indeni, der godt kan fortælle dig, om noget er rigtigt eller forkert. Vi har den alle. Mavefornemmelsen. Der var dårlige rammer, ingen økonomi, et sejlende koncept, en fyret medvært som jeg havde virkelig god kemi med. Jeg ville ikke kunne levere et tilfredsstillende stykke arbejde med de rammer. Jeg skulle sige nej. Det falder dog ikke ligeså let i munden, når ørerne skal høre på dystopiske forudsigelser fra en leder, der var til for at lede mig og gøre mig bedre. Men jeg sagde nej tak.

Og ved I hvad? Karrieren sluttede ikke dér. Tværtimod tog den fart, fordi en anden dygtig kollega havde hørt, jeg takkede nej. Og det, syntes hun, var power. At vide hvor man står, og hvad man går med til. Power. Det stærkeste vi som menneske kan lære. Grænser.

Når jeg ser tilbage i dag, så bliver jeg vred.

Jeg oplever, at der stadig er ledere, der forstår at træde over de grænser. I 2017. Ikke at værdsætte dygtige medarbejdere – uden at skænke køn (og skingre stemmer) en tanke men i stedet fokusere på kundskaber og hvem der er dygtig til en arbejdsopgave. Det er hverken progressivt og innovativt at holde medarbejdere fast i en tro på, at de kun er halvt så gode som dem, der er helt gode. At de halve er kvinder, og de hele er mænd. Mænd der fremmer mænd. Mænd der taler ned til mig og lader mig tro, at fordi jeg er kvinde, så er der drømme, jeg ikke skal gå efter. Og da jeg spurgte ind til emnet tidligere i dag på insta, så var der uhyggeligt mange af jer der oplever det samme. Fx også i IT-branchen. Mænd hvis ego prøver at kaste skygger over mig, underminere mig. Og jer. Og jeg bliver så træt.

Hvad kan vi gøre?

Jeg gør en dyd ud af at anbefale kvinder videre. Hører jeg om et fotojob, så fortæller jeg straks om, hvor pisse dygtig Alona er. Hvor dygtig Julie er. Hvis jeg får en forespørgsel ind på mail omkring et samarbejde, så er jeg hurtig til at sende den videre til andre dygtige kolleger, hvis jeg tænker, at den passer bedre til dem. Jeg fremhæver og hepper på de kvinder, der er omkring mig.

Så har jeg også arbejdet på at skabe et kontorfællesskab med en række stærke, kreative kvinder. Jeg oplever, at kvinder støtter kvinder. Og der vil altid være mænd, der ikke rummer den styrke. Men jeg håber, der med tiden bliver færre af dem, som vi bliver stærkere til at sige fra og tro på os selv.

… Og så ryster jeg på hovedet af, at inden for ganske kort tid i foråret så var der stort set kun mandlige værter tilbage på P3. Jeg var blevet forflyttet – igen mærkede jeg efter og takkede nej. Hey! Jeg er ved at blive god til det. Og ikke længe efter var en dygtig kollega med lang anciennitet fyret. Kvinde, selvfølgelig. Så i primetime-fladen fra 06.00-18.00 på en af landets største radiokanaler – hvor mange kvinder er der? Jeg ELSKER min gamle arbejdsplads og ser tilbage på den med stolthed. Men helt ærligt? Og hvordan ser det ud andre steder i branchen? Den IT-branche I nævner på instastory?

Jo, blogverdenen er klart domineret af kvinder, og kvinder som er pissedygtige til det, de laver. De er startet fra 0 og leverer underholdning og journalistik til mange tusinder læsere. Hver dag. Mig selv inklusiv. Vi har været med til at ændre hele magasinverdenen, måden vi bruger medier på. Og det er jeg kæmpe stolt af.

zeitgeist t-shirts WEEKDAY

rockpaperdresse, Cathrine Widunok Wichmand, Fighting the patriarchy is exhausting

68 kommentarer
  1. Shit, jeg er helt chokeret over sådanne kommentarer. Jeg er sikkert meget naiv, men jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at nogle faktisk siger sådan nogle ting til andre mennesker! Jeg er selv ansat i en styrelse, hvor jeg vil skyde på, at 95% af alle cheferne (direktøren, kontorchefer og souchefer) er kvinder. Det er jeg så stolt af og der er fandme meget girlpower! PS. Virkelig flot, at du lytter til og følger din mavefornemmelse i sådan nogle svære situationer!

    1. Og fungerer det godt? Eller hvordan er ledelsesstilen? Det er jo lidt interessant, når nu jeg fortæller om at have mødt mange mandlige ledere, der ikke dur. Er kvinder meget bedre? KH

      1. Jeg synes det fungerer fantastisk – de er dygtige, faglige, seriøse og vægter også trivsel rigtig højt, hvilket jeg også selv gør (forestiller mig at mænd ikke gør det på samme måde). Jeg har ikke den store erfaring med mandlige chefer, heller ikke fra tidligere jobs i det private, så har desværre ikke så meget at sammenligne med – men mine kvindelige chefer gør det SÅ godt!

    2. Jeg vil gerne stemme i med J. Er selv i en kvindedomineret branche og jeg har aldrig oplevet at blive talt sådan til af en leder. Tværtimod! Jeg har haft en enkelt mandlig leder, men han var meget sympatisk og motiverende. Jeg kan godt høre, at jeg vist har været enormt heldig. Tænk at blive pillet ned med sådan nogle kommentarer. Av mit selvværd!

    3. Jeg har stort set også kun haft kvindelige chefer, udover en enkelt mandlig, og for alle gælder det, at de har været ret gode chefer. Jeg har med andre ord været ret heldig! Jeg forsøger generelt, at lade være med at fokusere på, hvilket køn min chef er. Dog oplever jeg, at de kvindelige chefer i højere grad inspirerer og motiverer mig Ift., hvad jeg kan opnå rent karrieremæssigt og hvilken type chef jeg vil være.

  2. Amen! (og jeg er ikke engang religiøs) Jeg har en Phd, og har hele vejen igennem uddannelse, og phd ansættelse hørt på at “kvinder er ikke gode ingeniører”, “du kan ikke få børn hvis du vil have en karriere indenfor forskning”, “kvinder er ikke konkurrencelystne nok”. Åhdugodeste må jeg være fri. Alle de begrænsninger er nogen samfundet og gamle grå professorer skaber, det er ihvertfald ikke mig. Nu er jeg blev udvalgt af en gruppe seje mænd til at være med i en opstartsvirksomhed, hvor vi vil prøve at skabe et alternativ til antibiotika. Og den første journalist der skriver vil gerne høre hvordan det er at være kvinde indenfor high tech entreprenørskab, når man er i den fødedygtige alder, for der er jo ikke så mange af os. Det gider jeg fandme (undskyld mit franske) ikke snakke om, jeg vil snakke om at jeg er dygtig, for det er jeg, og ikke om at jeg er en kvinde der evt. skal have børn. Det ville man da aldrig have spurgt en mand om. Jeg skal nok knokle, og få en betyrelsespost og alt det jazz, og det fordi jeg er mega dygtig og fed at arbejde sammen med – uanset at jeg er kvinde!

    1. Whaat Sandra?! jeg havde udelukket den pågældende journalist fra fremtidige interviews. More power to you! Du er dygtig fordi du er dygtig – det har ikke noget med dit køn at gøre, og derfor skal du slet ikke blive bedt om at forholde dig til den slags nonsens. Jesus! KH

    2. Fuck hvor er du mega sej!!
      åh, I love it!
      Jeg er selv jazzmusiker, og herreste gud, hvor der er mange fordomme.
      Fedt at se andre med “no bullshit”-attitude 🙂

  3. Eeeej, seriøst, jeg bliver så vred, når jeg læser de kommentarer, du har fået fra mandlige ledere. Det er jo ikke bare dårligt lederskab, det er sexisme, og det burde være forbudt.
    Jeg har selv oplevet engang at være ude til en reception i arbejdsøjemed sammen med to mandlige kolleger som repræsentanter for virksomheden. Og to gange til samme reception skete det faktisk, at folk kom hen og hilste på og gav hånd til mine kolleger, men ikke til mig, som om de gik ud fra, at jeg var bare var studentermedhjælper eller praktikant eller noget (som man i øvrigt også burde give hånd til). Jeg blev simpelthen så paf, som jeg stod der med udstrakt hånd, at jeg ikke fik sagt fra. Det ærgrer jeg mig stadig over i dag. Næste gang nogen vurderer mig til at være lavere i hierarkiet, bare fordi jeg er kvinde, må jeg sige noget.

    1. Shit mand! Det er virkelig groft. Og jeg kan godt forstå, at du bliver paf, for det bliver man. At nogen kan have et særligt syn på én, som intet har med færdigheder at gøre men ren overflade – det forestiller man sig jo ikke i sin vildeste fantasi.
      Jeg tror, vi skal dele de her oplevelser meget mere, så vi kan forberede os selv og andre på at stå i sådanne situationer, så vi måske kan nå at sige fra. Det synes jeg nemlig, vi skal. KH

  4. Jeg er så enig! Og jeg er så enormt træt af at skulle fremstå som en “irriterende feminist” hver gang jeg gør opmærksom på problemet. Tror folk forbinder kønsforskelle i erhvervslivet med manglende kvinder i bestyrelserne osv. Det er så meget mere end det.
    Jeg er forsker. Jeg underviser studerende ugentligt. Hver år får jeg og mine kvindelige medundervisere gennemsnitligt lavere ratings, end mine mandlige (også selvom præsentationerne er lavet på forhånd og identiske!). Ofte er der kommentarer, der går på vores udstråling, påklædning, tale. Det ville der aldrig stå i en evaluering af en mad.
    Undersøgelser har f.eks. vist, at det er sværere at publicere en videnskabelig artikel, hvis artiklen har en kvinde angivet som førsteforfatter. En artikel vil blive accepteret af et tidsskrift ca. 20% oftere, hvis en mand står angivet som skribent (uanset om det er sandt eller ej). På studiet var vi 90% kvinder. Blandt overlægerne og professorerne er der ca. 20% kvinder.
    Tror desværre ofte denne gender bias skyldes både mænd og kvinder – kvinder er ofte ligeså biased overfor kvinder, som mænd er det.
    Det er frustrerende, fordi jeg ved, at jeg som forsker fra start af min karriere allerede er bagud. Jeg skal kæmpe liiidt mere, end mine mandlige kolleger, for at opnå samme anerkendelse.
    Når jeg vender det med mine mandlige venner, kan de sjældent se problemet. Fordi de ikke selv har oplevet det. Det svarer i mine øjne til, at man ikke tror på konceptet hungersnød, fordi man selv har et fyldt køleskab. Tror jeg skal have fat i den t-shirt – jeg er i hvert fald træt 😀

    1. Shit Rikke. Hvor er jeg på sin vis glad for at du kan bakke mig op – at det her er en ting. Og samtidig bliver jeg skide ærgerlig. Fordi der stadig er så meget, der skal arbejdes med.
      Jeg bliver også træt af ligestillingssnakken, hvis den kun handler om ligeløn og flere kvindelige ledere. Jeg oplever at der er et dybereliggende problem, at vi i vores inderste koder, helt ubevidst, stadig ser på mænd og kvinder, som vi gør. Det er ikke bare et spørgsmål om rammer men også vores adfærd og psykologi. Det er ret interessant at I bliver ratet dårligere – selv om udgangspunktet er det samme. Og jeg kan sagtens forestille mig, at kvinder også rater kvinder dårligere. Der er noget omkring autoritet og vores respekt. Meget, meget interessante pointer. KH

      1. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en ting! Både blandt journalister, men vel næsten i alle dele af samfundet. Det er skræmmende. (I mit felt) går problemet igen indenfor de fleste områder (der er masser af studier, der bekræfter, at det er sværere at skaffe forskningsstøtte, vores artikler bliver sjældnere citeret, vejledere svarer hurtigere på mails fra mandlige studerende, vores phd-ansøgninger rates konsekvent dårligere osv.).
        Jeg tror måske, at mænd har svært ved at acceptere, at der er et problem, fordi de forbinder feminisme med noget 60’/menstruationskop/rødstrømpe-halløj. Desuden vil de vel helst selv tro på, at deres egen succes udelukkende skyldes deres talent. At de har fortjent det, og ikke at det (til dels) skyldes deres køn. Det forstår jeg godt, jeg ville nok ubevidst føle det samme.

        Jo mere jeg gennem tiden har læst op på problemet, jo mere bevidst bliver jeg også om, hvor tit jeg selv rammes af en ubevidst bias mod kvinder. Jeg kan også finde mænd mere autoritære (alfahan lyder nu engang mere sexet end alfahun). Nu er jeg mere opmærksom på det og tror, at første trin på vejen mod en løsning er, at alle anerkender, at problemet er der. Ellers rykker vi os ikke. Så virkelig godt indlæg og emne og modigt, at du tager det op 🙂

  5. WAUW! Tak for dine ord, jeg kunne ikke være mere enig. Jeg oplevede da jeg var 15 år, hvordan en man kom ind i det bageri/café jeg arbejdede og spurgte min (kvindelige) chef hvorfor hun havde piger ansat, for de kunne jo “på ingen måde gøre det samme som drenge”. Hun var selvfølgelig en boss ass lady, der roligt forklarede at hun bestemt ikke var enig, og det dog var en primitiv måde at tænke på. Men seriøst – jeg er så træt af det der. For det er nemlig en virkelig primitiv tankegang. Jeg vil anbefale dig at læse “Vi burde alle være feminister” af Chimamanda Ngozi Adichie – hun sætter også rigtig fint ord på den generelle “hverdags-sexisme”, der foregår rundt omkring i verden.

    1. Den har jeg læst, og den er fantastisk! Jeg fik den af min powerveninde Nadine, som jeg elsker for sin boss lady tilgang til erhvervsliv – og faktisk også privatliv. Den er fantastisk og burde blive delt ud til alle. KH

  6. Jeg har oplevet at blive spurgt ind til mine planer om familieforøgelse til flere jobsamtaler. Det spurgte de næppe mandlige ansøgere om!

    Og med dit indlæg om mediebranchen, der primært har mandlige værter kunne jeg ikke lade være med at tænke på Søren Rasteds podcast “Den grå side”. I et afsnittene siger han, at han vil lave et jæbiluæmsafsnit med kvinder til episode 10, men så dropper han det alligevel for nu er det jo en podcast med mænd. Måske tilfældigt, men det stemmer alligevel godt overens med det billede du beskriver…

    1. Det har jeg også oplevet. Og jeg har oplevet, hvordan det er svært for kvinder at opnå en fastansættelse mere end mænd. Jeg har kolleger, der har udskudt og udskudt graviditet i håbet om en fastansættelse, men den kommer måske aldrig. Men man kan ikke tale om det, og man “tør” ikke blive gravid, i skræk for at skubbe en fastansættelse væk.
      Det er faktisk grunden til, at jeg tror på øremærkning. Der skal simpelthen et middel til ude fra for at ændre på det syn omkring mænd/kvinder/barsel. Ligeså meget for mændenes skyld, så de kan tage barsel uden at blive set skævt til blandt kolleger. KH

  7. Jeg synes den her debat er så spændende! Dog synes jeg, at det er så ærgerligt, at der er en tendens til, at det bliver en kamp mellem kønnene – f.eks “female is the future” statement t-shirts. Pointen er vel, at vi alle skal være lige? Jeg forstår egentligt heller ikke helt, når du skriver, at du gør meget ud af at anbefale andre kvinder? Hvorfor ikke bare mand eller kvinde, som man synes gør et godt stykke arbejde? Bliver det ikke lidt dobbeltmoralsk? Meningen er vel, at det handler om, at vores evner ikke skal vurderes ud fra vores køn. Kh

    1. Jeg vil altid anbefale de dygtigste til en opgave. Uanset køn. Men som jeg skriver, så arbejder jeg med utroligt mange kvinder. Derfor er det naturligt at pushe dem – jeg har som oftest ikke lige nogle mandlige foreslag 🙂
      Men. Jeg tror desværre også, at det her syn på kvinder, det er så indkodet i de fleste af os, at der er brug for mere markante tiltag. Og jeg vil altid bringe mine dygtige kvindelige kolleger til fadet, bliver jeg spurgt. Kald det søstersolidaritet. Jeg tror, der er behov for at skubbe mere aktivt og bevidst. Og det er jo også derfor, de der “future is female” kommer frem. Der er brug for noget stort og larmende for at finde en stemme. KH

  8. Stærkt indlæg altså! På min arbejdsplads i en kommune er der masser af kvinder, også på chef niveau. Men den er der stadig, den der kvindebashing! En af direktøren er kvinde og relativt ung, og når folk snakker om hendes og hendes arbejde, er det bare altid der, den lander: at hun er ung og ser sød ud! Og det er altid knyttet sammen med kommentarer om hendes evner. sådan er det bare ikke med de mandlige chefer! Den første måned, jeg var ansat, hørte jeg så tit at jeg var ung og sød! Jeg synes det var så nedsættende Og jeg kunne ikke lade bær med at bemærke, at der Ikke var nogen, der sagde sådan til den nyuddannede mand, der startede et par måneder senere.

    1. Wauw! Hvor bliver jeg ærgerlig over at de fordomme vi har desværre lever i virkeligheden. Ligeså ligestillede vi alle kalder os. Det her er ikke et spørgsmål om rammer som ligeløn og flere kvindelige ledere og øremærket barsel. Det her viser jo hvor dybt og stærkt det har rod i os. Måden vi anskuer os og hinanden. Måden vi taler om og til hinanden. Hvordan fa’en ændrer vi det? Vi har flere kvindelige ledere – men hvordan ændrer vi noget så grundlæggende i os, som vores retorik og syn? Det ubevidste? KH

  9. Jeg er ikke i tvivl om, at du har oplevet sådanne uhyrligheder. Jeg vil blot sige, at kvindelige ledere ikke nødvendigvis er bedre. For mit vedkommende vil jeg til enhver tid foretrække en mandlig leder – her mener jeg på øverste level. Jeg har haft mange kvindelige mellemledere, som har været suuuper skønne. Men derimod har jeg kun været på mediearbejdspladser, hvor de øverste mandelige chefer var super respektfulde, støttende og lidt ‘far’-agtige – på den gode måde! Og hvor de øverste kvindelige chefer til gengæld har været nogle isdronninger, der ikke engang hilste på gangen. Jeg glæder mig til en dag at møde en sympatisk kvindelig redaktionschef. Og det lyder måske fordomsfuldt. Men det er mine erfaringer fra mediebranchen.

    1. Det er jeg mega ked af at høre Maria. At du har oplevet dårlige ledere. For dem findes der desværre masser af – både mænd og kvinder. Jeg kan ikke lige lure ud fra dit skriv, om isdronningen bare er et røvhul, eller om hun har behandlet folk dårligt på baggrund af deres køn? Det er det, jeg synes, er problematisk. Røvhuller findes der rigeligt af. KH

  10. Hvor er det godt du skriver dette – tak! Disse historier skal fortælles og deles., jeg kender det rigtig godt fra mit eget arbejdsliv i en anden branche. Jeg tør ikke engang skrive de stenalder-lignende kommentarer jeg har fået på vejen – det skal siges jeg gør rigtig meget for at ændre dette på min arbejdsplads, hvilket i øvrigt ikke er karriereforfremmende. Mænd og kvinder bliver omtalt, tiltalt og opfattet meget forskellige på arbejdsmarkedet.

    1. Jeg er mega ked af at få bekræftet mine oplevelser hos flere af jer 😏 Men hvor er det stærkt, du er totalt bevidst om det og i øvrigt gør noget ved det. Endelig del hvordan du gør, så vi andre kan sprede budskabet 😜 KH

      1. Jamen jeg har slet ikke overblik over de forskellige ting, jeg som kvinde er blevet omtalt som. Eller hvordan min chef reagerede, da jeg fortalte jeg var gravid. Eller de ekstremt høje forventninger, der er til kvinders performance og omvendt hvor meget plads mændene har til at slacke samtidig med de bliver forfremmet og kvinderne ikke i lige så høj grad bliver forfremmet. Primært fortæller jeg det til alle, der gider hører, hvilke kommentarer jeg får. Fortæller det til andre kvinder, chefer, hr mm. Jeg har besluttet mig for, at det værste man kan gøre er at gå stille med dørene. Jeg er også meget påpasselig med ikke at indtage en offerrolle eller virke “sur” Over behandlingen men i stedet forholde mig faktabaseret og nøgternt til hændelserne også når jeg viderebringe dem.. Og sidst sørger jeg for at tage yngre kvinder ind i mine teams og fremme dem, samtidig med at jeg målrettet går efter at få kvindlige chefer. De kvindlige chefer udgør i øvrigt omkring 5%…. så det er ikk nemt. Kvinder skal hjælpe hinanden – meget Madeleine Albright-agtigt men virkelig vigtigt.

  11. Læs Emils beretning fra DR. Det er desværre ikke kønsbestemt, det der med DRs dårlige behandling af medarbejdere.
    journalistforbundet.dk/nyhed/smidt-ud-hjemmefra

    Jeg synes det er trist, at vi stadig kæmper mod white middleaged men på toppen, som bare ikke fatter, at 1950erne er slut. Men heldigvis bliver det bedre med alderen. I en alder af 41 år har jeg fået de børn jeg skal have, jeg har den faglige tyngde, så mængden af bullshit man skal høre falder drastisk. Og jeg er i en god branche med masser af gode kvindelige ledere (i hvert fald i mellemleddet, toppen er stadig mænd)

    1. Nej jeg kender desværre godt Emils historie – både da det skete og læste også artiklen. Det er symptomatisk for den branche at ansætte folk på tvivlsom maner. OG det er skrækkeligt, hvordan han er blevet behandlet. Det er vanvittig dårlig ledelse.
      Jeg synes dog, det er endnu mere problematisk, når vi bliver bedømt på baggrund af vores køn – når det ikke handler om kundskaber, men vi får besked på at slukke drømmene – på baggrund af vores køn. Det er for sindssygt. KH

  12. Tak for det her indlæg! Jeg synes det er så dejligt at power kvinder som dig, der kan nå så mange mennesker, har modet til at dele de her synspunkter.

  13. Det er supersundt, at du sætter fokus på emnet. Der sidder fortsat en ældre, konservativ flok mænd ude i verden som stadig ser ned på kvinden på arbejdsmarked. Det er din ene reference bl.a. et eksempel på. Det er selvfølgelig forargende at lægge øre til.

    Men jeg bliver også lidt træt, når jeg hører kvinder tale sit køns sag på den måde. Det bliver emsigt og snævertsynet i længden.
    Jeg er sikker på, at havde en ung mand takkede nej til en stilling i samme situation som dig, så havde han fået samme svar. Jeg er ikke sikker på du fik svaret fordi du er kvinde, men derimod fordi du er ung og naiv – set i en ældre chefs øjne. Det er hans/hendes problem..

    Dertil kan jeg knytte, at jeg er 25 år og har været i en stor dansk international virksomhed de sidste fem år. Her har jeg takket nej til stillinger af to omgange, jeg ikke så mig selv i.. Velvidende at jeg ville stå uden job. Det skete dog aldrig – jeg fik tilbudt noget tredje – og der blev ALDRIG rynket på næsen af min “forkælede” attitude. Tvært imod. Jeg er kvinde.

    Ligestillingen er ligesom dig og Adam, 50/50. Hvorfor da gøre mændene til vores fjender og holde dem uden for “vores” fællesskab. Det puster til ilden i den forkerte retning, og jeg mener kvinder generelt ser sig sure bare fordi de kan. VI glemmer at tage de objektive briller på. Hvorfor ikke få mændene med på vores overbevisning så vi sammen kan vælte de der ældre konservative mænd? De er forhåbentlig snart en uddød race.

    Jeg tror på kunnen og ikke køn. Dertil er jeg realistisk, og hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg oftest det er mest rart at lytte til en mandlig vært end en kvindelig vært. Ja, jeg har slukket for radioen fordi stemmen blev for skinger og humøret for fnisende.Jeg synes det er pinligt, at vi tror vi skal have et wildcard bare fordi vi er kvinder. Hvis du kan give det chefen vil have, så behøver du ikke det wildcard.

    Kvinder glemmer, at der er emner, hvor kvinder bliver valgt til og mænd valgt fra. Selv har jeg netop siddet med i en ansættelsesproces, hvor vi alle var enige om at stillingen nok behøvede et kvindelig touch for at kunne lykkes. Trods det gav vi et par mænd en chance for en samtale, og vi måtte erkende, at dette ikke gik, som forudset.

    1. Jeg er så enig i det sidste du skriver! For der ér forskel på mænd og kvinder, uanset hvad vi gør, så er der forskel. Og mænd er også forskellige mænd, ligesom vi er forskellige kvinder, men alligevel er der bare flere ting, der gør, at jeg altså bare er en kvinde, både fysisk og psykisk.

      Og den konkrete situation, som du henviser til, kan jeg også godkende fra mit eget arbejdsliv. Jeg er ikke nået længere end studentermedhjælper, men da jeg blev forflyttet i min virksomhed og der skulle findes en erstatning til min stilling, var de SÅ glade for, at den mest kvalificerede var en mand. De mente, at det ville skabe noget mere balance, da de andre er kvinder. Jeg advarede dem, og sagde at jobbet altså krævede en perfektionisme og øje for detaljen som 9/10 gange altså kun findes hos kvinder. Nogle mænd har naturligvis blik for detaljen, men min hypotese var rigtig. De kæmper en kamp med ham i dag, for ingen ville lytte til mig og han har på ingen måde den finesse, som den stilling kræver. En anden mand kunne måske godt besidde stillingen, men alt erfaring fra den virksomhed viser bare, at det arbejde, der kræver en lidt mere detaljeret tilgang er kvinderne bedst til. Og min tidligere leder har da også måtte erkende, at en kvinde nok var bedre i stillingen end ham de ansatte, men fordi topledelsen ikke ser problemet, fordi de ikke har deres daglige gang med ham, så sker der ikke noget og de hænger på en uduelig medarbejder… Så det gælder alle veje, og selvfølgelig vil der altid være undtagelser 🙂

      1. Jeg er helt enig med dig i, at den dygtigste medarbejder skal til. Mand som kvinde. MEN jeg synes også, det er virkelig naivt at tænke at vi bare kan arbejde os diskret ud af patriarkatet. Det her handler ikke om at vi skal have X antal kvindelige ledere. X antal kvindelige medarbejdere. Det her er meget større end det. Det her handler om vores syn på, hvad en kvinde kan og en mand kan. Vi har altså nogle nogle dybt indkodede reaktionsmønstre, som kræver mere for at ændre. Prøv at læse Rikkes forskningsresultater længere oppe. Der er altså noget om det.
        Du bidrager jo selv til fastholdelsen ved din beskrivelse omkring kvindelige radioværter. Slukker du fordi hun er kvinde? Eller fordi du bare ikke synes om vedkommende? Jeg slukker for både mænd og kvinder, men ikke pga. af deres køn, men fordi jeg synes, de lyder tåbelige. Din beskrivelse af kvinder som skingre og fjantede – det er vel ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun bare er en dårlig radiovært? Og dem er der jo masser af – mænd som kvinder.
        Jeg vil ikke finde mig i at blive dømt ud fra mit køn – som jeg blev dengang, og som jeg er blevet det siden hen. Jeg vil dømmes på hvad jeg kan. Og jeg har siden vist den leder, at jeg sagtens kunne blive radiovært. KH

  14. Skøre kommentarer du har fået gennem tiden på DR, men jeg er desværre heller ikke overrasket som mange andre skriver.
    Generelt et meget interessant emne du tager op, og jeg synes det er fedt med noget somewhat politisk substans endelig i blogverdenen – thumbs up og bliv ved med det!

    Jeg er dog uenig i, at dét at skrive blogindlæg kan sidestilles med at lave journalistik. Der er alligevel lang vej mellem de to ting 🙂

    1. Jeg må stille mig enig med Hanne. Journalistisk virke er vel et bredt begreb? Og journalist ikke en beskyttet titel. Jeg synes, der er masser af mine kolleger, der driver blogs med journalistisk indhold. Mig selv, inkluderet til tider. Tag Beautyspace fx!
      Jeg har mange indlæg, hvor jeg researcher fra herodes til pilatus for at kvalitetssikre. Hvad er definitionen på ægte journalistik? En redaktørs øjne før indholdet kommer ud? Kan fortælle, at der ikke er den kontrol på radioen heller 😉 KH

      1. Hej Cathrine 🙂
        Journalistuddannelsen er vel, hvad der giver journalister “retten” til at må kalde sig journalister.
        Jeg forstår fuldt ud, at I bloggere kan bruge lang tid på at lave research til jeres indlæg, det synes jeg egentlig bare er prisværdigt. Men ligesom vi heller ikke kalder en person, der har siddet og skrevet et læserbrev til Politiken en søndag formiddag for journalist fordi personen har researchet lidt og brugt et par timer på at nedfælde nogle tanker i Word og så sendt det afsted, så holder jeg fast på at bloggere altså ikke er journalister.

  15. Mie, jeg synes ikke din kommentar er helt fair mod de bloggere, der bruger mange timer på at researche til blogindlæg. Jeg tænker bl.a. på indlægget om fertilitet her på bloggen. Det siger sig selv, at der ikke er megen journalistik i at skrive OOTD indlæg, men på den anden side, så findes der sgu også mange knap så intellektuelt tunge indlæg i aviser og blade. Skrevet af journalister….

    1. Helt enig, Hanne – der ligger mange timer bag nogle indlæg og færre bag nogle andre. Og ja, der findes bestemt også journalister, der skriver om lettere emner som måske ikke nødvendigvis har krævet dybdegående gravearbejde.
      MEN bloggere er altså ikke journalister. Den vigtigste forskel må vel være, at journalisterne faktisk har taget en årelang uddannelse modsat bloggere som oftest har startet deres blog som en hobby 🙂

      1. Men Mie – “journalist” er ikke en beskyttet titel, husk lige det 🙂 Ligegyldigt hvad din personlige holdning er. Faktum er, at journalist ikke er beskyttet. Det betyder, at arbejder du journalistisk, så kan du betegne dig som journalist. Jeg har pressekort, har arbejdet som journalist i mange år, er medlem af DJ. Det er ikke uddannelsen, der afgør titlen 😉 Der er også mange journalister på aviser, på tv, på radio der ingen uddannelse har – eller en helt anden uddannelse. Det er en smule uddannelsessnobbet syn på tingene, synes jeg 🙂 Det er vel afgørende, hvordan man arbejder, og hvad man arbejder med? Det er efterhånden også et fåtal der kommer fra journalisthøjskolen, nu flere universiteter tilbyder journalistiske overbygninger osv. Lidt et gammeldags syn på journalister – jeg antager, du selv har læst i Aarhus?
        MEN i øvrigt fedt du kan lide indlæg med lidt kant – selv om du ikke regner dem for journalistik 😉 KH

  16. Det er virkelig udmattende, at stå med en viden om forskelsbehandling baseret på køn uden at kunne gøre andet end at være den evige ‘feminist killjoy’. Jeg er ved at skrive speciale på jura, men skal blandt andet se på, hvordan man får omsorg tilbage i samfundet, så arbejde kan få et menneskeligt præg og ikke forsvinde i midlertidige kontrakter, konkurrence, præstationspres og psykisk sygdom. Min fantastiske (kvindelige) vejleder er en kæmpe inspiration, men når jeg fortæller (mænd) om projektet tales det ned, da det ikke skaber vækst eller er nok hardcore jura. Og de beskriver min vejleder som ‘hende den gamle feminist’. Man kunne jo i stedet kalde hende professoren (der er kun få kvindelige professorer), eller min favorit, pioneren..

  17. Jeg bliver så ked af det over at læse sådan et her indlæg. Misforstå mig ikke, det er så vigtigt, at du tager fat i det, og du rammer som altid hovedet på sømmet. Det er bare… Det rører noget meget følsomt i mig. Det gør mig helt modløs, fordi jeg synes, det er svært at se en vej ud af den forskelsbehandling, som vi kvinder lider under i samfundet. Det er jo alle steder, og det ligger så dybt forankret, at det nærmest føles umuligt at ændre og bryde ud af. Jeg bliver selv forskelsbehandlet på mit job både på løn og arbejdsopgaver ift. mine mandlige kolleger. Og det går udover min faglige selvtillid i så høj en grad, at jeg er begyndt at tro på, at jeg er mindre kompetent, end mine mandlige kolleger, selvom jeg altid har set mig selv som dygtig, grundig og effektiv. Det er jo det, der er hele problemet. At forskelsbehandlingen med tiden kan sætte sig så godt fast i ens selvfølelse, at man begynder at tro på, at den bunder i noget sandt :-/

  18. Jeg har også kommenteret til en anden kommentar omkring, at der er en grundlæggende forskel på mænd og kvinder. For det er der. Men det betyder ikke, at vi ikke kan det samme. Vi kan det bare på hver vores måde. Min branche er domineret ret heftigt af kvinder, hvert fald på mit arbejde, men en af de andre studentermedhjælpere er en mand. Og vi bliver forskelsbehandlet, også selvom jeg har været der længere og kan hele skidtet fra A-Å. Jeg VED, at jeg er mindst ligeså dygtig som ham – på nogle punkter endnu bedre, ligesom han også har sine områder. Men vi bliver forskelsbehandlet. Han får mere ansvar og flere større opgaver end mig. Jeg bliver bedømt på de tidligere kvindelige studentermedhjælpere og derfor mener de ikke, at jeg kan klare presset. Jeg er for ung og uerfaren. Deres direkte ord. De glemmer bare, at vi læser NØJAGTIG samme uddannelse og jeg har været på arbejdsmarkedet uafbrudt i 10 år, så hvordan kan man lige være uerfaren? Ja gu er jeg ung (23), men jeg er fandeme dygtig, kreativ og hårdtarbejdende alligevel!

    Jeg kan desværre se, at min kvindelige chef har det med at favoritisere mændene. Og det er forkert. Og direkte klamt, for det er så tydeligt. Måske ser hun os kvinder som en trussel? Jeg ved det virkelig ikke, men faktum er, at mine tidligere kvindelige chefer har haft en tendens til at være meget personlige, hvorimod mændene har været bedre til at lade arbejde være arbejde, og så kan vi joke lidt med hinanden osv. når vi ses uden for arbejdet.

    Det er så svær en opgave at få de gamle mønstre væk, for de er så indlejret i os. Men vi er også nødt til at tale om det. Italesætte det, så både mænd og kvinder forstår, at det ikke handler om bedre vilkår til en gruppe, men derimod lige, retfærdige vilkår til alle.

    1. Hej Cathrine🙋🏼
      Præcis samme sted, hvor du senest takkede nej (og gjorde er satans sejt stykke arbejde i flere år), har jeg haft nogle både helt vidunderlige oplevelser, men samtidig også nogle ret nedslående nogle, som er meget i tråd med dine oplevelser.
      Jeg hepper på dig, og også på alle de andre seje ladies, der ikke altid har mod og mæle til at sige fra.

  19. Mega fedt indlæg Cathrine omend det er en alvorlig problemstilling, vores samfund selv efter så mange år efter kvindefrigørelsen forsat kæmper med.

    Jeg er kommunalpolitiker, og var 24 år da jeg blev valgt ind. Jeg er 28 år i dag, og er forsat inde for den kommunalpolitiske verden. Man hvor har jeg også skulle ligge øre til mange bemærkelsesværdige kommentarer og opførsler fra mandelige OG kvindelige kollegaer. Det er langt fra altid, at de har været målrettet mig. Ofte har de faktisk mere været målrettet andre kvindelige politikere. Det kan jeg så desværre også få bekræftet i beretningerne fra andre kvinder i kommentarfeltet, altså at kvinder også basher kvinder… for at være kvinder. Eller at man ihvertfald bliver mødt med andre forventinger og ageren, end ens mandelige kollegaer sandsynligvis gør, selvom man er lige dygtige og kompetente.

    Den kommunalpolitiske verden er meget mandsdomineret, vi er kun 30% i de danske byråd, og lever på alle muligheder måder fuldstændig op til det såkaldte patriarkat. Mine oplevelser som meget ung kvindelige kommunalpolitiker har været, at mange mænd ofte ikke altid er så bevidste om, at de er kønsdiskriminerende i deres adfærd over for kvinder. Som du selv siger, er det en kultur der er så indgroet hos de fleste, især ældre mænd, og det er derfor, at det er så pokkers vigtigt, at råbe op, når man møder den form for uretfærdig og nedværdigende behandling. Det har jeg eks. selv gjort, ved at italesætte nogle af de her situationer, man som kvindelige kommunalpolitiker bliver puttet i. Det handler ikke om offerrolle, det handler ganske enkelt om at italesætte fakta. Vi har også drøftet/vedtaget et politiske kodeks, for hvordan man taler til hinanden, sådan vi sikrer et godt arbejdsklima, og dermed forhåbentligt undgår bl.a. kønsdiskriminering.

    På samme måde har jeg haft mange lange og heftige diskussioner med min forlovede, som, tiltrods for at han også er en moderne mand ligesom Adam, stadig ikke altid helt forstår, hvor den skjulte hverdagssexisme og kønsdiskriminering kan snige sig ind. Jeg gætter på, at ikke ved det, fordi han ikke er vokset op i en kvinde krop, og hvad der sig til tilhører. Det har virkelig været en øjenåbner for ham, er mit indtryk, og det har gjort, at han nu er blevet mere opmærksom på de der små detaljer og bemærkninger, som nogle mænd (og kvinder) godt kan komme med til well især yngre kvinder, og som yngre mænd eller bare mænd i al almindelighed meget sjældent møder.

    Jeg mener, ligesom dig, at det er naivt, hvis man tror, at vi som samfund kan arbejde os ud af partriarkatet. Har vi ikke forsøgt det allerede i, ja utal af år? Der skal politiske redskaber og handling bag, mener jeg, eks. øremærket barsel. Hvad jeg husker, arbejder politisk med området, så er det kun 7% af danske mænd, der tager barsel. Tvivler stærkt på, at det er fordi, der kun er 7% fædre, der ønsker at tage barsel. Er helt enig i, at at det er en større kulturændring, der skal til, for at vi som samfund kan ændre vores syn på kvinder og mænd. Det er de stereotype køns- og samfundsnormer også et godt eksempel på. Der er også rigtig meget forskning og dokumentation på, at børn allerede så tideligt som omkring 5/6 års alderen, registrerer hvilke muligheder deres køn giver, og ikke giver dem videre i livet. På den måde er der også en enorm indsats i de helt tidelige år ved børn, eks. i daginstitutioner, hvor drenge/pige ikke skal forskelsbehandles pga. deres køn. Det har man set eksempler på sker, ikke bevidst men ubevidst. Simpelthen fordi vores forventinger til de to køn, er så dybt indgroet i os som mennesker. Det er ret tankevækkende synes jeg, og siger også noget om, at der skal mere “indgribende” redskaber til, hvis vi skal opnå større ligestilling i vores samfund. Og her taler jeg heller ikke om 50-50, men mere om lige værd mellem kønnen. Synes eks. også at det er problematisk, at der er så få mænd inde for pædagogområdet – her har man faktisk hørt de omvendte historier, altså hvor mænd bliver diskrimineret, eller dømt ude på forhånd pga. deres køn – altså de der æld gamle kønsstereotyper. På den måde er vores arbejdsmarked jo meget kønsopdelt, og er det så et problem? Tja, på nogle måder synes jeg, for jeg tror egentlig på, at forskellige mennesker skaber bedre løsninger. Mangfoldige arbejdspladser har også bedre bundlinje, end virksomheder der ikke er særlige mangfoldige i deres medarbejder sammensætning. Læste en artikel i Børsen forleden i forbindelse med The Danish Diversity Council, der fremme kvindelige toperhvervsledere.

    Personligt var/er jeg ret vild med HeForShe kampagnen, som netop satte fokus på, at mændene skulle på banen for, at vi alle, kvinder som mænd, kan være med til at nedbryde de stereotype kønsforstillinger – og ikke mindst også patriarkatet.

    Det blev til en længere smørre, håber det giver mening, og håber at vi sammen, kan skabe reelle forandringer ved at italesætte udfordringerne for kvinder og mænd <3

  20. Jeg har aldrig læst ALLE kommentarer til et blogindlæg – før nu! Mega spændende og virkelig aktuelt. Jeg sidder dog lidt med en følelse af, at det hurtigt bliver ‘dem og os’ og at vi inddeles i to grupper i stedet for én – mennesker.
    Jeg mener også, der skal politiske geværgreb til for, at ændre noget ved vores meget fastlåste kønsrolle opfattelser. Derfor skurer det også når der står ‘gamle mænd på ledesposter’ og ‘mænd er sådan og sådan’….den tanke må vi væk fra hvis det er vigtigt at blive bedømt på sine kvalifikationer og kompetencer og IKKE på ens køn.

  21. Jeg arbejder i en fødevarer butik og jeg har ikke oplevet forskelsbehandling fra mine chefer eller kollegaer men fra kunderne. Det er så tit at en kunde(hankøn middel alder) er blevet sur over et eller andet og efter 2 min hvor jeg har forklaret dem at sådan er reglerne Og at jeg intet kan gøre, så er min mega gode kollega(en mand yngre end mig) kommet hen fordi det er helt håbløst. Han forklare at sådan er reglerne og at vi Intet kan gøre også er det lige pludselig ikke et problem mere. jeg har set det samme ske ved andre kvindeligekollegaer også en på 60 som har arbejdet der i 10 år. Det er fuldstændig absurd sådan noget, at vores mandlige kollegaer ikke for så meget skæld ud af kunder fordi at de er mænd.

  22. Jeg kan se på de mange kommentarer, at hverken du eller jeg er de eneste i verden, der får tydeligt nedladende kommentarer baseret på vores køn.
    Av!
    Men jeg kan kun melde mig i koret.
    Værst er det faktisk her, hvor jeg arbejder nu – efter at vi er blevet opkøbt af et stort amerikansk selskab med fine nedskrevne “Diversity Policies”!!! Bare den måde, de (mændene) tiltaler og omtaler deres kvindelige kollegaer – ADR!
    Mig har de endnu ikke fået skovlen under direkte, men jeg er heller ikke ligefrem kendt for at være underdanig… Jeg ender nok med at sige F*** jer, hvis ikke situationen bliver bedre – men det er ikke kun bundet i kvindenegative kommentarer.
    Jeg er i øvrigt selv barn af en rigtig rødstrømpe og forstår vigtigheden af at forblive med at kæmpe for sine rettigheder.
    Godt brølt 😀

  23. Mega fedt at du anbefaler kvinder til andre – det er der alvorligt brug for! For det er typisk sådan, at mænd anbefaler mænd, og kvinder anbefaler mænd. Og hvem fanden skal så anbefale alle de mega seje kvinder, der er derude?! Det samme gælder i øvrigt, når vi stemmer (fx til kommunalvalget om lidt over en måned): her stemmer mænd mest på mænd, og kvinder mest på mænd, og det skaber et skide skævt system!
    Jeg arbejder selv med politik, og også her er der et kæmpe problem. Det har jeg fx skrevet speciale om, og det er opsummeret i en ret spændende artikel, hvor stor forskellen mellem hvordan medier behandler mandlige og kvindelige politikere: http://netudgaven.dk/2017/01/kun-en-kvinde/ – jeg håber, du har lyst til at læse den.

  24. Jeg er ikke helt færdig med at mene noget om det her, kan jeg mærke.
    Jeg tænker – også – følgende: Ligestilling starter I hjemmet. Og jeg vil påstå, at der I min venne- og bekendtskabskreds er rigtig mange, hvor kvinden er den, der star for størstedelen af yngelpleje og husholdning, ligesom I “gamle dage”. Vi har ikke rykket os meget der.
    Og jeg taler ikke kun om barselstiden, men også familier med større børn, hvor manden i bedste fald er sat ud på sidelinjen, og i værste fald er et dovent pjok, der kører totalt frihjul. Det er selvfølgelig langt fra alle familier, hvor der kører sådan, men jeg er overrasket over, hvor lidt vi i virkeligheden har rykket os i praksis.
    Jeg ser både kvinder, der tager den rolle med største selvfølgelighed, fordi det er det, de prioriterer og vil, men jeg ser godt nok også nogle mænd, der slipper nemt om ved det, fordi de er… mænd. Og hvor konerne broker sig til veninderne efterfølgende. Så kvinder, hvis vi vil have ligestilling i samfundet i fremtiden, så start derhjemme!!! Jeg synes det er pissevigtigt, at vi også “walker the talk”. Hvad lærer vi vores børn om ligestilling, hvis mor pisker rundt mens far sidder med avisen?
    I min lille verden er det mig, der tjener den gode, sikre indtægt, og min mand, der er selvstændig med hjemmearbejdsplads. Det betyder, at rollerne i mange tilfælde er vendt om. Han afleverer og henter barnet hver dag, og i kraft af, at han er mere hjemme, tager han ofte meget mere af det praktiske hjemme end mig. Det fungerer super for os begge to, og jeg glæder mig over, at vi har taget den beslutning uden skelen til køn, men til de muligheder og præferencer vi har. Og jeg ved, at vi lærer vores datter noget vigtigt.

  25. Amen, Cathrine!
    Jeg arbejder i detailbranchen og det er ikke sjældent sket at kunderne er værre end mandelige ledere -mandlige kollegaer er en helt anden sag!- til at kønsdiskriminere. En af de værre episoder jeg har oplevet var da jeg som 15-årig blev taget på røven af en ældre mand. Den dag i dag ville jeg have ønsket at jeg havde sat ham på plads, men i situationen var jeg for mundlam til overhovedet at kunne reagere. Desværre. Den helt overordnede opfattelse går på at jeg, som Sofie B også skriver, ikke ved besked eller har forstand på ting, hvortil en mandlig kollega kan fortælle det helt samme og situationen kan være helt afvæbnet.
    Det er en kamp op ad bakke, men jo mere fokus vi giver sagen jo bedre vilkår opstår der for at ændre kønsforskelsbehandlingen IMO. Af samme grund kæmper jeg også en kamp med mandlige kollegaer, der primært går på at jeg hverken er hysterisk, sur eller menstruel bare fordi jeg har en holdning til hvordan en given ting skal foregå, stilles op eller afvikles.
    KH

  26. Cathrine, jeg er så meget med dig. Jeg blev IKKE overrasket, men din historie ramte mig lige i hjertet – og i hjernen! Du er ikke alene, desværre.

    Wow, det her indlæg berørte mig virkelig. Sad helt med tårer i øjnene – og så kom jeg til at reflektere over, hvorfor jeg egentlig blev så berørt. Det er fordi, jeg gennem mine arbejdsår gentagne gange (specielt i 18-25 års alderen) blev set ned på og talt ned til med henblik på mit køn. “Lille frøken” osv. Dengang jeg arbejdede som piccoline, jeg blev af en “ældre” herre (+55 år vil jeg skyde på) antastet i kantinen og spurgt om han måtte tage billeder af mig til en kampagne i firmaet. Jeg sagde velvilligt “ja da”, men spurgte også interesseret og undrende om “hvorfor mig”? Han sagde straight up “Fordi du er den flotteste pige i firmaet”. og han skulle bruge en yngre pige i kampagnen. Det var en intern kampagne så ikke noget større. Jeg var 18 år og det var mit første fuldtidarbejde, så jeg var nok lidt naiv. Så vi tog billeder, han takkede. Det var det – Job done.
    I tiden her efter lagde min veninde og kollega og jeg så mærke til, at han begyndte at kigge efter mig og her taler vi ikke om at han hilste venligt. Han tjekkede mig simpelthen ud, han antastede mig, sendte mig blikke osv. Jeg var ung – og et lidt svært sted i livet – så jeg sagde aldrig noget til nogen om det, hverken på jobbet eller derhjemme.
    Dengang vidste jeg hverken hvad sexisme var (tror jeg da), ej heller kaldte jeg det sexisme. Men jeg synes selvfølgelig at han var klam og det var ubehageligt. Værre var, jeg følte mig udnyttet af en ældre mand på jobbet med autoritet.
    Oplevelsen gjorde, at jeg følte mig mindre. Jeg følte simpelthen at jeg skulle leve op til noget, der lå uden for mit ydre – jeg blev ihærdig for, at vise hvem jeg var og hvad jeg stod for. Jeg tog en “klogheds”maske på, for at specielt mænd skulle høre mig, før de så mig. Jeg følte, at jeg blev set, før jeg blev hørt.

    Ved ikke om dette giver mening. I dag er jeg 30 og jeg vil ikke være foruden den oplevelse. Dette er IKKE den eneste oplevelse af hverdags sexisme. Hverken på arbejdspladser eller i det private.

    Lets get this right 🙂 Jeg er enig i, at det handler om meget mere end bare “flere lederjobs til kvinder”. Det handler om en indstilling og et syn på kvinder.

    BEDSTE hilsner.

  27. Jeg arbejder selv i en mandebranche – er servicerådgiver på et stort værksted.
    Jeg er omgivet af mænd hele dagen, oplever næsten hver dag at blive “kigget ned” på fordi jeg er kvinde.

    Jeg har de samme kompetencer som mine mandlige kollegaer, dog bliver jeg stadig sat til ting som min jobtitel ikke indebærer, udelukkende fordi jeg er kvinde.

    Samt jeg skal finde mig i, at kunder vil vente på at en af mine mandlige kollegaer er ledige, så de kan få hjælp til deres bil. Jeg er faktisk sindssyg dygtig til mit job, så at blive valgt fra på den måde er så træls.
    Også har jeg slet ikke nævnt alle de ulækre kommentarer som man får i løbet af en dag.

  28. Jeg læser en kommunikationsuddannelse på CBS, og har et studiejob indenfor finansiering. Der er klart flest drenge på kontoret, og ofte kommer der mandschauvinistiske jokes, som ofte går på at jeg læser på et studie med færre matematiske fag sammenlignet med dem, eller at mænd er bedre i den branche, til trods for at vi sidder i det samme studiejob, og jeg har leveret ligeså gode resultater. Dernæst omtaler de mange piger/kvinder som objekter, som de bare skal score. Meget af det, er sikkert blot for sjov, men hvis man som kvinde påpeger, at man synes det er et problem, bliver man blot stemplet som en snerpet rødstrømpe. Jeg håber virkelig det er en tendens man kommer til at se mindre til i fremtiden, for det er da et problem uden lige.

    1. De lyder godt nok også anstrengende de drenge. For det lyder de da som om, at de er- umodne drenge 🙁 gad vide om de ved, og er bevidste om, at de udtaler sig på en sexistisk måde.

  29. Jeg arbejder inden for det sundhedsfaglige, og har engang fået afvide af min tidligere chef, at det var ærgeligt, at jeg ikke var en mand, da mange patienter tror at unge mænd er bedre til behandlingerne end kvinder. Jeg er også flere gange direkte og indirekte blevet spurgt til jobsamtale om jeg snart skulle starte familie.

  30. Så fint indlæg, men hvor er jeg glad for jeg ikke arbejder på de fleste af jeres arbejdspladser!
    Jeg arbejder indenfor et meget mandsdomineret felt (ca 10-20 % kvinder alt efter afdeling), og jeg har aldrig oplevet forskelsbehandling. Aldrig! Vi bliver behandlet helt ens, og jeg er aldrig blevet stillet nogle af de frygtelige spørgsmål/fået de frygtelige kommentarer, som ellers er nævnt i kommentarfeltet.
    Jeg har kun haft fantastiske chefer, som alle har været faglige dygtige, sympatiske og ville alle det bedste, Jeg sætter uendelig mere pris på min arbejdsplads nu end jeg gjorde før jeg læste dit indlæg!!

    1. Det er simpelthen så dejligt at høre Julie. Virkelig! Og det er dejligt at høre at indlægget (og kommentarfeltet for den sags skyld) også kan have dén effekt! Vi fortjener alle sammen den glæde ved arbejdet og følelse af ligeværd. KH

  31. Man skal sjovt nok høre meget for at sige fra. Da jeg var studerende og arbejdede i PR-branchen, blev jeg tilbudt en fuldtidstilling, da jeg blev færdig med min kandidat. Det var en tid, hvor diskursen i høj grad var, at humanister havde svært ved at finde job og ikke måtte være kræsne. Men jeg fik tilbudt et job i modsætning til flere af de andre studenter, så hvor heldig var jeg ikke lige? Desværre kunne virksomheden slet ikke matche mit (i øvrigt meget fornuftige) krav til løn. Uha, nej, det er “der INGEN af de unge konsulenter herinde, der får”. Sjovt nok vidste jeg, at én af de andre fik det – en næsten jævnaldrende mand. Men ifølge min leder, så burde jeg tage den lave løn som et incitament til “virkeligt at vise, hvad jeg kunne”. Undskyld, hvad? Jeg endte med at takke nej til jobbet til manges overraskelse – det var jo midt i en krisetid. Men følelsen af at blive nedvurderet og overtonen af, at jeg bare skulle være glad for et job, ikke mindst den helt tydelige forventning om, at jeg som sådan en pæn pige nok ikke ville turde sige FRA, provokerede mig helt vildt. Kort efter fik jeg et (rigtigt godt!) job, hvor jeg fik den løn, jeg gerne ville have. I øvrigt hos en kvindelig leder, der til dato er den bedste chef jeg har haft. Og siden er det gået slag i slag (= godt!). Jeg ved ikke helt, hvad min pointe her er – måske at det er pissevigtigt at kunne sige NEJ, nogle gange. For sin egen integritets skyld. Tak for at sætte fokus på et vigtigt emne, Cathrine.

  32. Måske er det allerede nævnt, men jeg må lige bringe bogen “Fremtiden er feminin” af Kirsten Stendevad på banen. Den handler om, hvordan feminine værdier og egenskaber kan/vil/skal skabe balance i fremtiden på alle områder. Jeg har ikke læst den færdig endnu, men den har allerede givet mig mere selvtillid og mod på at holde fast i de værdier, som jeg værdsætter hos mig selv, men som kan være svære at holde fast i, når verden lader til at kalde på maskuline egenskaber. Man siger, det er de vestlige kvinder, der skal redde verden og derfor må vi stå sammen. Et sjovt citat fra bogen siger noget i retning af; “Hvis Lehmann Brothers hed Lehmann Brothers and Sisters, havde der ikke været samme verdensomspændende krise i ’08. For hvor mange kvinder kender du, som er dømt for økonomisk svindel?” (Lehmann Brothers var et selskab, der fik krisen til at rulle). Anywho – læs den! Den giver så meget mening og energi til at fortsætte med at holde fast i det, vi ved er rigtigt. Kærlighed til dig og dit skriv, Cathrine <3

Læg en kommentar