Hvordan får jeg det godt igen? - ROCKPAPERDRESSES
Hvordan får jeg det godt igen?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

Jeg nævner det her og der, at det hele er lidt svært i øjeblikket. Selv om jeg smiler på instagram og på bloggen, så er det svært. På den måde kan det føles ret træls at have en blog og på sin vis drive en offentlig forretning. At skulle udkomme, mødes med fotografer, ikke skræmme kunder i butikken væk (hverken læser eller dem der lægger penge), sørge for at holde alt levende og igang, når man i virkeligheden har lyst til at ligge godt og dybt begravet under dynen. Men mon ikke vi alle til tider har svært ved dét at skulle gå på arbejde? Følelsen af at vi tager en maske på, som nærmest skriger i kontrast til vores indre rod? Det er også en hårfin balance – hvornår man skal lægge sig under dynen, og hvornår man har brug for at lægge fokus i noget andet, fx arbejde.

På sin vis gad jeg godt være hudløst ærlig over for jer, fortælle jer hvor meget jeg har grædt i dag, fortælle hvor ondt mit hjerte gør, og min krop gør. Dele flere bidder af mig, så I ikke føler, I er alene, for jeg ved så udmærket, at jeg ikke er det. Jeg kan tyde det i kommentarfeltet, jeg fornemmer det på insta. Vi er dem med ondt i hjertet, og jeg tror i virkeligheden det rammer de fleste af os på et tidspunkt i livet (det er dér, nogen vil sige ‘ellers har vi ikke levet’, men det ved jeg nu ikke – måske er man så bare heldig).

Omvendt er jeg også i en position mere end nogensinde før, hvor jeg skal passe på mig selv, ikke sprede mig for tyndt, passe på de små bidder der er tilbage, så de over tid kan vokse sig større og måske vokse sammen.

Men flere af jer har spurgt ind til, hvordan jeg prøver at få det gode ind i livet. Hvordan jeg overlever (for det er sådan det også føles til tider, ‘jeg overlever’), og det har jeg gjort mig nogle tanker om…

Billeder af Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

Jeg skyder skylden for dét at være så ulykkelig på behandling, primært. Sekundært på at begrave mig i arbejde.

Men behandlingen – det er så ensomt. Selv om vi i teorien er to i behandling, så er det mig som kvinde, der praktisk behandles. Det er min krop, der skuffer hver måned ved blodprøver. Det er mig, der desperat afsøger alternative metoder – for det er mig, der skal udsættes for dem alle. Hormoner, akupunktur, zoneterapi, kostomlægning, kosttilskud. Jeg har levet så stringent det sidste halve år, og ved hver månedlige negative dom så er skruen blevet tvunget en halv omgang til. Mindre træning, ingen alkohol, sengeliggende. Derhenad hvor jeg føler, jeg kun eksisterer som fejlende æg-inkubator. Reduceret fra menneske til maskine. En maskine i udu.

Er I klar over, hvor voldsomt et pres det er på kroppen? At nægte den glæder og vaner, for at se den fejle og skuffe ikke bare mig selv men Adam, læger og alle andre involverede. At føle kroppen skuffer? Og mærke selvkærligheden, som man ellers tror på som det grundlæggende i livet, mærke den fordufte?

Og det er ikke bare det. Som behandlingen skrider frem, rejser mit hoved fundamentale spørgsmål, som hvordan skal mit liv se ud, vores liv se ud, skal vi ikke have børn?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

 

Lad mig tage jer igennem et udsnit af mit tankemylder, som presser mig (den evindelige kamp mellem krop og hoved):

– Hvornår lykkes det? Hvis bare jeg vidste, at det ville lykkes, så ville jeg have meget nemmere med at skubbe på.

– Hvornår bør vi stoppe med behandling (jeg har hørt om kvinder på 7. år i behandling, og det kan jeg slet ikke overskue)?

– Og før vi stopper, skal vi så prøve inseminering med donor? (så er det jo ikke længere vores barn, biologisk set, vil det påvirke os? Hvordan vil Adam have det med det? Og vil vi så overhovedet have børn?)

– Og hvis vi vil med donor – skal det så være anonym eller ej? Eller måske en ven? Eller familie, så DNA-poolen stadig er den samme? (og hvordan åbner man i øvrigt for den slags samtaler? ‘Ræk mig lige saltet og gok i denne her kop’? Mærkeligt!)

– Kan vi leve med at den romantiske idé, det grundlæggende i os, at skabe et barn sammen – det ikke nødvendigvis bliver af eget kød og blod?

– Er det bedre at adoptere, så vi begge har det samme udgangspunkt for barnet?

– Hvis vi skal adoptere, er vi så klar på den kamp? (for det er en kamp, vi har venner i familien, der har ventet i fire år – ens liv endevendes af fremmede)

– Og hvis vi adopterer – er der så garanti for lykke?

– Hvad nu hvis vi får et barn med en meget vanskelig opvækst – kan vi klare det? (jeg har selv haft adoptivbørn tæt på livet som barn, og det kan være rigtig, rigtigt svært. Derhen hvor man tænker, om det overhovedet var det rigtige at tage barnet ud af sine rammer)

 

Det er alt sammen virkelig store og identitetskriseskabende spørgsmål. Om man vil kalde det at lave et barn sammen et egoistisk selvrealiseringsprojekt, så ligger det naturligt i de fleste af os. Drømmen om at se vores gener forenes og opleve kærligheden til hinanden og til det ukendte vokse i takt med maven. Det er det smukkeste og måske mest fundamentale i livet.

Jeg har altid drømt om tre børn, og på denne her facon kommer det næppe til at ske. Og lige nu vil jeg bare gerne lykkes med ét. Ét sundt barn – om det så kommer i december og er en dreng (mine barnlige tanker fra jeg var yngre – ‘jeg vil helst have en pige, og hun skal komme om foråret eller sommeren’).

Alle fremtidsdrømme justeres konstant, fra det barnlige til det alvorlige.

 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

Det vigtige spørgsmål i det her er, hvordan jeg får vendt situationen, får det tog, som er på vej af skinnerne i højeste fart, til at slå farten af og rette op? Hvad kan jeg gøre, udover at søge professionel hjælp. Hvad kan jeg selv gøre?

Jeg erkender alvoren

Jeg er efterhånden selv klar over, at det her er mit livs krise. At her skal gribes ind, hvis toget ikke skal køre helt af sporet. Undersøgelser viser, at kvinder, der kæmper med barnløshed og er i fertilitetsbehandling er ligeså stressede som patienter med livstruende sygdomme som cancer og hjertesygdomme, og den tanke har jeg ikke selv haft respekt for – og det har min omgangskreds, familie og venner, heller ikke.

Jeg har fra start af ikke været klar over, hvad vi gik ind til (måske også det bedste). Og mens jeg har været i behandling, har jeg skiftet mit job gennem seks år ud, startet selvstændig, skiftet fra bureau til agent og lavet en startup oven i.

Jeg har haft læger at skulle leve op til, jer at leve op til, mig selv at leve op til, Adam, en ny agent, venner, partner i startup. Jeg har forsøgt at leve op til alle andres behov i stedet for mine egne. Jeg har ikke behandlet mig selv, som en i behandling, så hvis jeg sidder med følelsen af mindre mig tilbage, et menneske trukket i alle retninger og derfor i stykker, så giver det måske sig selv? Og så kan jeg tænke – er det min egen skyld, at jeg sidder nu her, dybt i møget?

Jeg stryger ‘skyld’ som begreb

Skyld er nemlig også en kæmpe faktor i det. Er det min egen skyld, når det ikke lykkes? Hvad med Adams skyld – hvis nu bare… Gør jeg det godt nok? Alle vegne? Nej, helt sikkert ikke. Fordi det kan jeg ikke, gøre det som jeg plejer i hvert fald. Men med min situation taget i betragtning, så gør jeg det efter de evner, jeg har, på en given dag. Og det varierer. Jeg kan ikke køre efter min egen “gamle” standard alle vegne. Jeg er ikke i en overskudsposition, og jeg kan ikke køre i samme rille som i gamle dage. Det kommer jeg til at gøre igen (hvis jeg gider det ræs), men lige nu, nej. Så derfor må jeg også give slip på alt, hvad der hedder skyld/dårlig samvittighed etc.

Jeg siger alvoren højt

For at slippe for den nagende og dårlige samvittighed, så må jeg også sige det højt, så andre forstår. Jeg har skrevet en lang mail til mine allernærmeste, så jeg føler, de forstår. Den dårlige samvittighed er ofte et pres, jeg selv lægger. Sætninger der starter som ‘Jeg burde også…’ – dem skal jeg ret aktivt forsøge at komme væk fra. Og det er en kæmpe bevidstliggørelse og opgør med et livs dårlige vaner, 12-tals pigen og pleaseren. Måske det sværeste?

Adam har også set mig i nogle meget mørke stunder det sidste stykke tid, og jeg har ladet ham tage kontrol over dele af mit liv. Han har truffet beslutninger på mine vegne, hvor jeg skal trække mit engagement, når jeg ikke selv kan.

Jeg forsøger at finde åndehuller

Selvfølgelig er der små åndehuller, hvor jeg i et splitsekund glemmer den lort, jeg sidder godt gravet ned i. Og de huller er alt. Selv om det er svært det meste af tiden, så er der de her små gyldne rum, hvor jeg bare kan være. Det er det vigtigste for mig lige nu – bare at være, uden at tage stilling eller være noget i relation til andre, men bare mig selv. Denne her gamle liste med gode ting, jeg kan gøre, kan i alvorens lys virke fjollet og overfladisk. Men jeg er et sted, hvor jeg er nødt til at gøre noget. Adam har besluttet sig for, at vi ikke arbejder i weekenden, så vi kan få tid til at være kærester. Jeg må heller ikke åbne computeren.

Jeg selv prøver at gøre gode ting for mig. At gå på café og bare sidde – tage et break fra arbejde. Bestille lækker morgenmad. En kop varm kakao to go i solskinsvejr. At tage mig en time eller to med iPaden midt på dagen, hvis jeg har brug for at zone ud. Jeg er nødt til at fokusere på, at jeg også skal have et liv, så jeg ikke føler, jeg kun er barnløshed og til lægers disposition. Jeg er vendt roligt tilbage til træningen, og jeg delte en flaske champagne med Adam i fredags. Bidder af hvordan livet var engang. Præ fertilitets-krig.

Før i tiden havde vi altid en flaske på køl, en lille ting vi har lært af Adams storebror og kone. Men fordi vi har kørt nul-alkohol længe, så endte vi med tage den ud og tilbage på reolen. På en måde også lidt symbolsk. Den flaske skal tilbage på køl til daglig påmindelse om, at der kommer ting, der er værd at fejre. Om håb. Og selv på de sorte dage kan champagne være det helt rigtige. I fredags fik jeg i hvert fald mulighed for at forsvinde lidt og slappe af, som boblerne røg ind.

Jeg prøvet at tænke, at alt er midlertidigt

Jeg tvinger mig selv til at tænke, at det er et langt liv. At dét vi er i lige nu, det er midlertidigt. Et lille nys i et langt liv. Et sejt nys, jo, men det forgår. At der kommer en løsning, hvilken en det end må blive. Selv det værste uvejr blæser over.

 

Det vigtigste i det her er mig – ligegyldigt hvordan det går. Jeg skal også være et menneske på den anden side, og der kommer “den anden side”. Derfor er alle de ovenstående punkter så hamrende vigtige, at jeg får sat ord på alvoren. At jeg selv tager særhensyn, for jeg er ikke i en sædvanlig situation, og jeg må godt forvente lidt det samme af andre. Infertilitet er anderkendt som en sygdom af WHO, men ligesom med andre sygdomme på sjælen og i hovedet, så er det desværre ikke ligeså nemt at forstå for folk omkring os, som hvis vi brækkede et ben (‘I kan jo bare adoptere?’ ‘I behøver jo ikke gå i behandling’). Vi må hjælpe dem til forståelse (hvis vi har mod på det). Og hvis de ikke forstår, så giv slip på dem for nu. Jeg behøver ikke den energi omkring mig nu.

Jeg skal bruge min energi på selvomsorg, hvad der gør mig glad, hvordan jeg selv får det bedre. Det får jeg igen, fordi det skal jeg bare.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Alona Vibe

172 kommentarer
  1. Av, det er hård læsning.
    Jeg er kæmpe fan af dig i både modgang og medgang- alt kan jo ikke være croissanter, lyserøde strikketrøjer og søde Frida. Du er en menneske med alle følelser og livsvilkår som andre- det er befriende at du tør dele alt “det grimme”.
    Jeg har doneret æg til et vennepar. En stor beslutning, men den fedeste gave at kunne give i hele verden- fra en der ikke selv ønsker børn, til nogen der virkeligt ønsker det og bare er de bedste forældre i verden. Det vildeste er, at de efterfølgende har fået 2 børn mere på helt naturlig maner! Mine følelser for alle 3 børn er de samme, så som doner føler jeg mig ikke som biologisk forældre. Baby er vokset i min veninde og født af min veninde. Hun er dens mor!

    1. Sisse, for faen. Det er så pisse mega sejt. Jeg ved, hvor ondt ægudtagning kan gøre, så hvor er det bare smukt. Før vi gik igang, havde jeg også den tanke, at jeg ville donere æg, selv vidende om hvor svært det er, når det ikke lykkes. Men ægudtagningerne har totalt skræmt mig væk fra den tanke, så hvor er det bare smukt og uselvisk af dig. Det er simpelthen så fint, du er med til at gøre verden til et lidt bedre sted ved den gerning. KH

  2. Kæreste Cathrine.. Jeg er helt, helt rørt. Helt ind i hjertekulen. En blanding af at jeg har så ondt af jer – og samtidig også, helt derinde i hjertekulen, ved, at det nok skal gå. På én eller anden måde. Det er så helt igennem svært, når man tvinges til at revidere, og ændre, sine reaktions- og tankemønstre. Og det kan godt være, det er sundt nok. Men det kan bare føles som et uendeligt bjerg at bestige, når ændringerne må foretages på baggrund af en “udefrakommende” forhindring, som i forvejen kræver, hvad der i hvert fald føles som, alt af én.
    “Når du står i lort til halsen, skal du ikke bøje nakken, men rette ryggen!” Ja. Det prøver jeg også at huske mig selv på. Men nogle gange har jeg også bare brug for at ligge i fosterstilling og trække dynen op over hovedet. Og det er sgu okay! Som du også er inde på; balancen. Og dén er svær at ramme. Men vi øver os. Du og jeg. Dig og Adam. Og alle mulige andre.
    Jeg har ikke en facitliste fyldt med gode, kloge og “rigtige” ord. Men jeg vil gerne være med i det kor, der prøver at huske dig på, at styrke, nærvær og en så fin og skrøbelig visdom skinner igennem i hvert et ord, du skriver. For selvom lyset skinner klarest, når mørket er størst, så har man bare nogle gange brug for en hjælpende hånd til at trække gardinerne fra.
    Jeg ønsker jer alt, alt det bedste – helt derinde fra hjertekulen!

    1. Det kan nemlig være sundt nok, det tror jeg også på. Jeg er sikker på, at al den modstand vi må møde slår ud et andet sted på pluskontoen og som læring og noget, jeg kan bruge til noget. Tak for kærlige ord. KH

  3. Hej Cathrine

    Jeg er så berørt af og rørt over dette indlæg.
    Det gør mig ondt, at du skal kæmpe denne kamp – at nogen skal.
    Du har gjort mig så meget klogere ved at dele ud af dit inderste. Tusind tak for det.
    Jeg ønsker jer alt det bedste!
    -Anne

  4. Jeg har læst blogs en del år efterhånden, 5 tror jeg, og din er en af dem jeg har fulgt længst og tættest. Jeg har den dybeste respekt for dit arbejde, dit mod og din ærlighed. For bare at nævne nogle af tingene.
    Når jeg læser din indlæg i dag får jeg virkelig ondt i hjertet. For nøj, hvor er det bare SÅ meget i orden at du er i krise og har det svært med den situation. Det er garanteret ikke medynk du vil have, og det er dette på ingen måde ment som, men mere et – jeg kan fandeme godt forstå det er hårdt!!
    Lige pt. er jeg sikkert en af dem du vil hade allermest at høre fra, ikke fordi du vil mig noget ondt, men fordi jeg sidder med en tyk mave og venter på en lille, som jeg hver dag takker en eller anden højere magt for vi har kunnet lykkes med at få derind. Men hvor får det mig også bare til at ønske, at det kunne lykkes for sådan nogle som du og Adam. Jeg kender jer kun fra denne viatuelle verden, men hold nu kæft I vil være nogle gode forældre.
    Jeg ønsker jer det bedste, håber det lykkes for jer og håber I også finder hjælp og lufthuller til det her mega hårde ræs I står i lige nu.
    Alt det bedste herfra!

    1. Jeg synes, det er en rigtig fin pointe, det der med at være taknemmelig 🙂 Jeg har ikke børn – endnu – og jeg er virkelig blevet ‘overrasket’ over, hvor mange der kæmper med infertilitet, efter Katrine begyndte at skrive om det. Det får mig til at tænke, at jeg ikke skal tage børn for givet, og jeg vil være utrolig taknemmelig, hvis jeg en dag får nogle. Det rører mig virkelig, ligesom mange andre, at læse disse indlæg.
      Jeg sender varme tanker dig vej, Katrine <3 Tak fordi du deler og indvier os i denne verden.

      1. Tusinde tak I to. Jeg er bare så glad og taknemmelig for, at I alle får forskelligt ud af skrivende. Om det er ikke at føle sig alene, en taknemmelighed over de børn I allerede har eller en taknemmelighed over den krop, vi har. TAK! KH

  5. Cathrine, Du skriver så flot! Og rører mig dybt! Jeg sidder med en helt anden sorg/ked-af-det-hed, det kan ikke sammenlignes og så alligevel… Jeg har brug for at blive passet på og at nogen passer på mig og tager over – og det er okay lige nu. Vi skal nok blive glade igen❤

    1. Det er jeg sikker på, Jannie. Jeg håber, du har nogen, der kan tage lidt over for dig, så du kan trække vejret. KH

  6. Dine tanker er så genkendelige, og nu må jeg altså skrive en kommentar efter at have fulgt med længe og identificeret mig så meget med jeres kamp. Tak for at dele! Vi har lige været gennem første split IVF/ICSI efter 4xIUI-H, og vi har første ÆO i morgen på dag 5. Det er med en mærkelig følelse i kroppen,, for jeg er både spændt, nervøs, bange og glæder mig, men efter alle kampe indtil nu tør jeg ikke håbe på noget. Jeg krydser så meget fingre for jer, os og alle andre, der kæmper 🤞🏼 Jeg siger til mig selv, at vi nok skal komme gennem det og ende på den anden side, hvor vi ser tilbage og tænker, at det var det hele værd. KH

    1. Jeg krydser sådan for, at alt er gået godt og fint for jer. Og hvis ikke, at der så er æg i banken til næste forsøg. Kærlige tanker til jer!

  7. Ren kærlighed til dig.

    Jeg glad for at høre Adams regel om ingen arbejde i weekenden, på en helt anden skala end dig er jeg typen der siger ja til for meget, ikke vil gå glip af, vil være god nok – nogle gange bliver det for meget. Så er det godt at have en “Adam” (i mit tilfælde en Kristoffer) som kan sige: Nu sætter du dig her, og laver ingenting, ser en film, bestiller en burger, tager en tur i dyrehaven. Fremtvinger en pause fra alle tankerne og forpligtelserne. Selvom man gerne vil være en strong independent woman, boss-lady, girlpower – så kan man også have brug for en der giver et kram og en pause. For man er jo ikke alene i livet, selvom det til tider kan føles sådan.

    1. Hvor er det bare mega dejligt Amalie – jeg er også den type, eller har været, der får engageret mig i for meget og altid siger “JA!”, når nogen beder om en hånd. Det er så dejligt, du også har en “stopklods” til at passe på dig. KH

  8. Kære Cathrine. Jeg er virkelig rørt over dit indlæg. Jeg kommenterer aldrig, men følger dig trofast, da du med dine tekster og dit smittende smil altid har en positiv indstilling til livet og er så ærlig omkring både de gode og dårlige ting livet bringer. Jeg er selv kun 21 og tanken om børn ligger mig personligt fjernt lige pt, men siden jeg begyndte at følge med på din blog for et års tid siden har din fertilitetssituation virkelig gjort stort indtryk på mig. Jeg synes det er så flot at du deler ud af de hårde oplevelser der er forbundet med fertilitetsbehandling, for det er bestemt ikke et glansbillede og du er en kæmpe rollemodel for mange ved at stå frem på den måde. Jeg tænker utroligt tit på dig og jeres situation, og håber så inderligt for jer at det lykkedes snart.
    Jeg ønsker dig alt det bedste, for du er en af de mest badass kvinder jeg “kender”!
    – Cecilie

  9. God dag søde,
    jeg så et program i tv i går, hvor der var et par som prøvede alt for at få barn og uden held.
    Jeg tænkte straks på dig/jer.
    Ved godt hvor uendeligt svært det er og hvilken belastning det er for krop og sind.
    Jeg håber du holder modet oppe til det lykkes for jer.

  10. Øv, det lyder bare udmattende, og så er det vigtgt at have ro, pauser og selvforkælelse for øje. For det er utvivlsomt hårdt, det du/I gennemgår, og relatere kan jeg ikke, men unødig overtænkning kender jeg bestemt tilx Og selvbebrejdelser er sgu gift for sjælen :-*
    Håber det mentale overskud kommer tilbage, skylden fordamper en smule og krydser fingre i massevis, for at det hele lykkes for jer snarest 💓

    – A

    1. Det er det nemlig og hammersvært at stoppe, er man ikke i overskud. Mange tak kære A, for søde, kærlige tanker altid! KH

  11. Puha et sejt skriv, virkelig imponerende at du deler så meget af dig selv i sådan en svær tid – sejt!
    Jeg plejer ikke at kommentere herinde og jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg egentlig vil sige, men nu forsøger jeg og håber, at du/I kan bruge mine ord på en eller anden måde.

    Jeg er 24 år og blev mor for 7 uger siden. Jeg blev gravid samme måned, vi stoppede med prævention, så på den måde minder min historie ikke om din og andre i samme situation. Men i uge 35 blev jeg alvorligt syg med svangerskabsforgiftning. Det var et kæmpe chok, når nu alt var forløbet så nemt indtil videre. Og første tanke var, hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort galt? Og det var i den grad også omverdens kommentarer – har du mon ikke presset dig selv for hårdt? Løbet for meget under graviditeten osv? Og det er nok her jeg kan sætte mig ind i din situation. De tanker man gør sig og de blikke og pres man føler fra andre – at alt man foretager sig bliver vurderet!
    Men du passer på dig selv, husk det! Når du drikker champagne med Adam, træner eller hvad der nu gør dig glad

    Min pointe er nok bare, at jeg ud fra det jeg læser virkelig kan se din rolle som kommende mor (jeg hepper med jer) skinne igennem. At du på én gang går igennem så meget for dit kommende barn og samtidig også husker at passe på dig selv – på DIN måde!
    For det jeg har lært af mit sygdomsforløb var netop, at man i de svære perioder bliver klog på, hvad der får en igennem og gør én glad! Det ved man bedst selv!

    1. Det er nemlig så svært – vi gør jo alle vores bedste ud fra de erfaringer, viden og det overskud vi har. Jeg håber sådan, at du er oven på igen! KH

  12. For filan – det må være opslidende. Jeg har stået på sidelinjen til et par i behandling. Det tog også tid – og de satans hormoner hun skulle igennem, det gjorde et stort indhug på humøret – altså on top at hun i forvejen var bekymret for tilstanden og stilstanden. Jeg er selv kronisk syg og kender til at kroppen modarbejder een. Det er så møg hårdt! Man er bare ikke herre over sin krop i sådanne situationer. Godt du kan fokusere på de gode oaser. Pøj pøj.

    1. Det er bare så mega svært, når man føler, man mister kontrollen og tiltroen til kroppen. Jeg håber meget, du også har mulighed for breaks og tid til dig selv, hvad du har lyst til, i ny og næ. KH

  13. Kære Cathrine,
    Et rørende indlæg – du kæmper og I kæmper sammen. Men du kæmper rigtig meget og jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være.
    Jeg selv blev mor for 7 mdr siden. Det tog lidt tid at blive gravid, men i det store perspektiv er forløbet helt “normalt”. Undervejs nåede jeg dog også at tænke på adoption – hvis nu det ikke lykkedes. Tanken var fin, men nej, jeg kunne ikke lige forestille mig at det ikke var mit biologiske barn.
    Men så kom hun – den lille pige. Og samtidig kender jeg en del der er i fertilitetsmøllen og det har fået mig til at tænke. Og når jeg kigger på min pige, så kan jeg mærke, at jeg ikke elsker hende, fordi hun er mit eget kød og blod, men fordi at JEG har fået til opgave at opfostre og gøre hende til et godt menneske i denne verden. Jeg elsker hendes væsen, fordi det er noget jeg har formet med mit nærvær, men jeg skænker det altså ikke mange tanker, at hun er skabt af mine og min kærestes gener. Det lyder måske mærkelig i nogens ører, men det er sådan jeg har det. Jeg tror altså ikke at man elsker et biologisk barn mere end et adoptivbarn – man elsker det barn man har været med til at beskytte og danne – om det så kommer fra maven eller med flyveren.
    Når det er sagt, så kan jeg sagtens forstå, at jeg ikke virker som den mest troværdige kilde, for jeg har jo faktisk fået et biologisk barn. Men alligevel håber jeg at det kan bringe lidt perspektiv til dine egne tanker om biologisk barn vs adoptivbarn/donor.
    Kærlighed til jeres kamp <3

    1. Vil bare lige skrive, at din kommentar gjorde indtryk på mig -på den gode måde:)
      Tak for det!
      Hilsen en der også er i fertilitets-møllen

    2. Jeg synes, at det er en rigtig fin bemærkning Henriette. Jeg har selv en datter på 6 måneder, og selvom der selvfølgelig er gået meget snak med “hvem kommer hun mon til at ligne?” undervejs, er det i virkeligheden ikke det, der gør mit hjerte rørt og stolt. Det er netop at se hendes personlighed udvikle sig – fra at være spæd og “glad” for at skrige, til nu at være denne her lille glade, udadvendte og smilende pige. Og ja, jeg får mange kommentarer om, at hun ligner mig, og det har jeg måske troet ville betyde det, MEN det gør det ikke – i hvert fald absolut minimalt i forhold til at overvære, hvilket lille menneske, hun udvikler sig til. Jeg ved, at der er utrolig mange facetter i det ikke at få sit “eget” barn, og det skal man kunne rumme. Når det er sagt, ved jeg, at du Cathrine (og Adam) vil blive fantastiske forældre, og det synes jeg ikke I skal gå glip af, fordi det MÅSKE ikke kan blive jeres “eget”. Tænk på, hvor mange personer, vi tilvælger i vores liv, som ikke er vores eget kød og blod, men som vi elsker helt ind i knoglerne alligevel!? Så hvis tvivlen går på, om I vil kunne elske på samme måde, ville jeg prøve at strege den som spekulation – for det kan I. Og nej, det er måske ikke en følelse, I sidder med fra dag 1, men det gjorde jeg heller ikke (helt andet, men også godt emne 😄), men trust me, I kommer til at mærke hele rutsjeturen, når først han/hun er I jeres liv! Jeg håber du snart kan finde ro, uanset hvilken beslutning I når frem til ❤️

      1. Det er sådan en smuk og fin tanke Henriette, tusinde tak for dit perspektiv også <3 Og også til jer andre to. Dejlige, hyggelige og smukke tanker. TAK! KH

    3. Rigtig fin beskrivelse Henriette ❤️
      Jeg er meget enig med dig – selvom jeg ikke har født et barn og selv gennemgår fertilitetsbehandling.
      Min mand og jeg har et ønske om at skabe en familie, større end os to.

    4. Jeg blev mor for 4 måneder siden, og ansporet af Cathrines hårde kamp og indlæg herom, har jeg gjort mig præcis samme tanker! Jeg elsker mit barn over alt på jorden, og måske er det noget helt særligt, at man (og det er jo endda langt fra alle, viser det sig) elsker sit barn ubetinget straks efter fødslen, hvor man ved en adoption skal lære barnet at kende? Men…det skal man jo også med sit “eget” barn…min moster har et adopteret barn og tre biologiske (der – helt klassisk – ankom, da hun accepterede, at hun ikke kunne få børn), og der er absolut ingen forskel på de fire – ud over en lækker hudfarve!😉
      Det må være så svært at vurdere, hvornår nok er nok, og jeg er på ingen måde berettiget eller i stand til at komme med råd, men en nuance til dine overvejelser er, at man i dag har et helt andet fokus på og gør en helt anden indsats for både adoptivbørn og -forældre, i forhold til da vi var børn. Ligesom folk i fertilitetsbehandling, der har held, udtrykker, at det var det hele værd, udtrykker folk, der adopterer, at de ikke begriber, hvorfor de ikke gjorde det noget før. Det er ikke entydigt, hvilken metode der gør lykkelig, men det er heldigvis ret entydigt, at et barn gør lykkelig – uanset biologi, ankomst osv. Jeg tror på, du skal være mor, men jeg tror også på, at kampen er blevet for streng, når/hvis I når til et punkt, hvor barnet er blevet vigtigere end jer to for hinanden. Giver det mening? Det tror jeg nemlig nemt, det kan blive, uanset hvor stærkt et par man er.
      Håber ikke, mine input stresser yderligere i et i forvejen prøvet og fyldt hoved! Alle de bedste tanker og ønsker til jer!

      1. Meget enig med ovenstående kommentarer. Jeg er en af de mange, der ikke oplevede den store baby-kærlighed fra dag 1. Men i takt med at barnet og dets personlighed er vokset, så er kærligheden det også. I stor stil! <3 Jeg kan stadig ikke rigtig forholde mig til, at min (vores) søn er den samme, som lå inde i min mave og sparkede – og ærlig talt betyder det heller ikke noget for min kærlighed og forældrefølelse. Det, jeg prøver at sige, er, at uanset hvilken vej I ender med at gå, så tror jeg på, at det 100% vil føles som og være JERES barn.

    5. Så sandt Henriette. Har det på præcis samme måde. Man vil elske det barn man får uendeligt om det så er biologisk eller ej. Jeg har også et biologisk barn på 9 måneder, men som du skriver, så er det det væsen man former med sit nærmer, man elsker😀

  14. ❤️
    Os slipper du ikke for, så vi er her stadig selvom du bruger din energi og tid på dig selv for en tid.
    Jeg tror på at alkohol, kæresteweekend, alenetid og selvforkælelse er vejen frem. Stress af og nyd hinanden.
    Gode ting sker for gode mennesker, og du er god!

    1. Det har jeg også besluttet mig for, at jeg skal prøve af. Det liv, der lå før alt det her for et år siden. Tak C <3 Mange tusinde tak! Kh

  15. DET er pisse fucking hårdt. Jeg har skulle tabe mange kilo før vi kunne komme i behandling, og det sidste halve år manglet to kilo (vi har så gjort det privat.. ) men den skuffelse over man ikke kunne det, ens krop og oven i hatten et negativt svar.. Men til gengæld husker jeg mig på at kroppen også er meget andet – hver gang jeg har nedtur tænker jeg over at jeg løb mit første halvmarathon i september og jeg kan træne, grine og elske – som du også husker os, læsere, på… Men skal hele tiden passe med ikke at blive bitter…

    OG du SKAL jo være på de sociale medier – instagram er en bitch når man er det her sted. Personlig har jeg slettet instagram – det gjorde mig mere misundelig, bitter end noget andet- og hele blogverden med gravide damer – Du er fandme lavet af noget særligt – jeg var gået hjemmefra for længst… Tak for dig i denne skøre skøre verden…..

    1. Søde Bintha, jeg håber du stadig holder humøret oppe og har energi til at skubbe på. Jeg tænker nogle gange på dig, på dengang du stoppe mig og Frida, helt frisk og fin i løbetøjet! Jeg må sige det, vi er fanme seje og alle i behandling er lavet af et helt særligt stof. At klø på og klø på. Det er så sejt. Mange kærlige tanker til dig!

  16. ❤️❤️❤️

    Du er simpelthen fantastisk Cathrine. Jeg kan slet ikke forestillig mig, hvad du går igennem. Jeg griner, græder og smiler, mens jeg læser din blog. Du kan sætte ord på ting, som ingen andre ting. Og selvom vi ikke kender hinanden personligt, så bliver jeg stående hele vejen og hepper på jer. Jeres eget lille heppekor. Både med kommentarer og passive klik.

    1. Hvor er du bare sød, Louise. TAK for hep – også selv om det trækker ud og behovet for hep også trækker ud. TAK! KH

  17. <3 Sender jer så meget kærlighed. Infertilitet er noget af det hårdeste, og som du skriver er det lige så belastende som en livstruende sygdom. De negative forsøg belaster krop og sjæl, og det er ikke sjældent, at specielt kvinder i fertilitetsbehandling bliver deprimerede. Det er også derfor de fleste har brug for terapi, hvis forløbet strækker sig længere.

    Alle dine tanker i forhold til donor/adoption er så forståelige. Selvom i vælger donor, er det ligeså meget jeres barn. En ting er gener, men man "arver" jo personlighed fra dem man vokser op med, ikke kun biologi. Man ser tit donorbørn, der er en tro kopi af deres far med gangart, humor, personlighed osv. Der er nogle, der går igennem flere mislykkede ISCI pga. meget nedsat sædkvalitet i første omgang og så vælger en donor og bliver gravide. Da alle donorer har høj sædkvalitet, er chancerne også rigtig gode ved donorinseminationer og det lykkes for de fleste indenfor 3-6 mdr. Hvis man så en dag har overskud til at forsøge med barn nr. 2, så kan man give ISCI et nyt forsøg. Der har kroppen prøvet at være gravid før. Det største pres er taget af, da man allerede har et barn i forvejen, og sorgen hvis det ikke lykkes 1., 2. eller 3., gang er måske lidt mindre, fordi man har en ønskebarn, man kan kysse og værdsætte ekstra, hvis menstruationen alligevel skulle melde sig. Jeg arbejder med nyfødte børn og mange fortæller mig deres historier. Og der er langt flere donorbørn end vi går og tror. Både med sæd og med æg. Og lykken og glæden er mindst lige så stor hos de par, hvor den ene del af barnet er doneret som hos dem, der har lavet den selv. Man er mor og far, den dag på fødestuen, hvor man møder ønskebarnet for første gang.

    1. Jeg bliver helt rørt, tak for de kærlige og omsorgsfulde ord Charlotte, og lidt prof. sparring. TAK! Det betyder virkelig meget. KH

  18. Jeg er simpelthen så glad for, at du deler, når du har overskud til at dele, for det får mig til at føle mig mindre ensom og mere forstået. Jeg har aldrig følt mig så alene som i kampen for ønskebarnet, selvom jeg, ligesom dig, har en bedre halvdel, der jo gerne skal blive far til VORES barn. Der er bare ingen, der kan sætte sig ind i, hvordan det er at være i behandling for barnløshed, medmindre de selv har været der. Så TAK Cathrine for at sætte ord på nogle af de rigtig grumme tanker, som jeg selv går og tumler med <3

    1. Og det er simpelthen så mærkeligt, man kan føle sig så ensom i en proces der i så høj grad handler om to mennesker og deres kærlighed til hinanden og håbet om at skabe noget sammen. Men sådan er det. Jeg håber, det lykkes for os begge! Kram

  19. Jeg har aldrig skrevet en kommentar til et indlæg før, men nu bliver jeg nødt til det. For du skal vide, at jeg sætter så stor pris på denne slags indlæg. Jeg står i samme situation som dig, og ingen af mine veninder eller familie kan forstå, hvad det gør ved mig.
    Dine indlæg, hvor hårde de end må være at skrive, så gør de en forskel. For mig og sikkert også for mange andre kvinder. Dine ord hjælper mig til at forstå min egen situation bedre. Dine ord er vigtige og betydningsfulde, og de taler til mig som den forstående veninde, jeg mangler i denne tid.
    Du er ansvarlig for at gøre mit liv en smule lettere at bære og at være til stede i, i denne vanvittige tid. Tak Cathrine. Tak for dit arbejde og for at holde alle os, der lider sammen med dig, i hånden igennem vores livs kamp.

    – Trine.

    1. Jeg bliver så rørt af alle jeres ord og tanker og erfaringer og oplevelser. Det er en kæmpe gave for mig at kunne bruge bloggen, både som en lille terapeutisk dagbog – men især når jeg mærker, det betyder noget for jer. Jeg krydser for dig og mig <3 Og tak for at jeg får lov til at fylde lidt i dit liv. Det er mig en ære. KH

  20. Tak for et smukt og ærligt indlæg. Tak. Jeg kan læse og se at det er en svær tid, du er igennem nu. Det er jeg også selv, så dit indlæg falder på et hjertevarmt sted, selvom det aldrig kan være det samme, vi står i. Men alligevel giver det mening for mig. Meget. For vi skal huske at være taknemmelige for de gode stunder og vores liv sammen. Du er ærlig og giver ud af dig selv, så det vil jeg give dig tilbage. Min søde mor blev for to måneder siden ramt af en sjælden og eksplosiv form for cancer, der gør det umuligt at behandle hende. Hospitalsindlæggelser flere hundrede kilometer væk hjemmefra, forsøg på behandlinger mv. Intet at gøre. Nu har hun fået et smukt værelse på et hospice kun en times kørsel hjemmefra, hvor hun og vi (far og bror) skal være indtil hun sover ind. Det er stærkt og voldsomt at være i. Min mor er stadig kun i 50’erne og hendes største ønske er at blive mormor, og det når hun ikke eftersom det ikke er lykkedes min kæreste og jeg at blive gravide endnu. Men jeg tror stadig på at vi får børn, some day. Håbet vil jeg aldrig miste. Om det så bliver et barn, vi får lov at adoptere, det må tiden vise. Lige nu gælder det om at være. Du kæmper for at skabe et liv, og det er det største og vigtigste i vores tilværelse, så jeg forstår godt hvorfor det gør ondt indeni. Og bare lad det få plads. Det betyder jo ikke at vi ik’ også skal gøre plads til lykkelige stunder i livet sammen med dem vi elsker, også når det er allermest mørkt. Der er plads til det hele, så længe vi holder sammen og elsker.
    Kram til dig

    1. Jeg bliver dybt berørt af det, du skriver. Jeg kan slet ikke finde ord for hvor hårdt, det I går igennem må være, og jeg ønsker jer alt det bedste ❤️

    2. Åh mand, Katrine. Dit skriv rører mig til tårer (og jeg sidder her på mit “cafékontor” i vinduet og græder lidt i tastaturet). Det er voldsomt og smukt på sin vis at se og opleve livet, som den kraftfulde og vanvittige størrelse det er. Den kraft og bevægelse og energi det kommer med, når man prøver at skabe det og den kraft, aftryk og tomhed, det kan efterlade, når vi mister.
      Jeg håber sådan, at I fylder på med gode stunder og tid sammen og masser af nus og kram. Hvis du og din mor har noget som helst overskud, så overvej at lave nogle små lydoptagelser – bare på telefonen. Små snakke om livet og børnebørn – så din mor kan være med, når dine fremtidige børn (for de kommer, some way or another) bliver store nok. Det har jeg gjort med min mormor og farmor, og det glæder mig meget at have de små lydbidder. Mange tanker til jer og tak fordi du trods din situation fandt overskud til at skrive herind. Kram lige tilbage.

      1. Tak for dit svar, Cathrine- Ja, vi laver heller ikke andet end at være og nyde hinanden. Nogle gange kan et kram faktisk gøre ondt på hendes krop, så dem vi kan få og give, nyder vi alle ekstra meget. Tusind tak for ideen om lydoptagelsen, det har jeg aldrig tænkt på, det var da en fremragende idé. Det vil jeg starte på i dag allerede. Tak. God lørdag til dig. Knus

  21. Jeg sender dig og Adam masser af varme klem og kærlighed ❤️ Igrn, tak fordi du deler, fordi du åbner op og beskriver hvordan livet også kan være en bitch! Pas på dig selv- og på hinanden.

  22. Kære Catherine, modige dig og sårbare dig. Du skræller lagene af. Jeg kan kun sige dig, at jeg kender dit mørke og tanker, at du jo, som du siger, ikke ved hvad dagene bringer, og du kan kun leve og føle dig frem. Da jeg var i det der mørke, føltes det som at trække vejret gennem er sugerør, og som du gør pas på dig selv. Husk at få raset ud engang imellem. Alt det der ophobet skyld og behandling æder en. En dag bliver livet noget andet også. Jeg står i dag med to børn, og når jeg ser billeder fra dengang, ville jeg gerne være en engel og flyve ned og hviske til unge kvinde, at hun har heldet lidt længere ude. Det Kan jeg ikke love dig. Men jeg sender hende til dig for er kærligt virtuelt kram.

    1. Det er et meget smukt og sigende billede, Lene. Det er præcis sådan, det føles, det med sugerøret.. Mange tusinde tak for omsorg! Kram

  23. Selvom det er ensomt forløb, så er det nogle meget menneskelige tanker, som du her har skrevet ned. Og hvor er det dog livsbekræftende, at man også kan bruge blogmediet til det. Jeg har selv gjort mig mange af de tanker, som du skriver. Mit forløb er ikke det samme som dit, men jeg kan godt sætte mig ind i sorgen over en mistet drøm.

    Jeg blev gravid efter at havde forsøgt i ni måneder, men halvvejs i graviditeten, lige da jeg havde lagt min nervøsitet væk, mistede vi vores kommende barn. En sorg og et chok, som jeg aldrig ville komme mig over, for ikke nok med at man sørger over et mistet barn, så sørger vi også over den tabte drøm og de mistede planer. Sorgen gør ikke ondt hele tiden længere, og heldigvis for det, men vi er tilbage samme sted, som for et år siden: vil det nogensinde lykkes. Det er der ingen, der ved. Der er ingen garantier i livet. Joan Didion skrev, at det er lettere at huske, hvordan noget startede, end at huske, hvordan det endte.
    Dét, der har hjulpet mig, har været at tale med en psykolog, at være åben omkring det (så finder man ud af, at man jo faktisk ikke står alene med de oplevelser/tanker; på samme måde som du gør her), at skrive det ned, at gøre ting, som får tankerne hen på andre ting, men også give sig sig selv lov til at være ked af det. At være i sorgen.

    Vi er alle forskellige, også vores livsforløb, og vi skal passe på med at spejle os for meget i hinanden (jeg ville ønske, at jeg ikke sammenlignede mig så meget med andres glansbilleder på det sociale medier), men vi kan støtte hinanden, og det kan vi jo gøre ved at fortælle.

    Jeg håber, at du finder støtte og omsorg i din i omgangskreds, og du skal vide, at du også har den her, i den virtuelle verden.

    1. Meget smukt skrevet, Kristine. Du fik mig helt til at få tårer i øjnene med al den omsorg, der strålede ud gennem dine ord:) Lykke til – med det hele.

    2. Åh Kristine, sikke en voldsom oplevelse, du skal bære rundt på. Det gør mig helt ked af at læse på dine vegne. Og alligevel har du overskud og luft og lyst til at skrive her og dele ud. Tusinde mange tak. Jeg håber meget, at jeres rejse bliver mere medgørlig fremadrettet. Tak fordi du deler <3 Tusinde mange tak! KH

  24. Det gør så ondt at læse på mig. Jeg har haft det meget tæt på mig, da min bror og hans kone kæmpede i flere år, 4 år gik de i behandling. Og alle omkring havde så svært ved at forstå, fordi man først forstår det, når man selv oplever det. Min svigerinde blev gravid for 8 måneder siden, og jeg er så hamrende lykkelig og glad. 4 år tog det, et rent helvede for dem. Men jeg HÅBER sådan at det lykkedes for jer også (og for alle andre der går igennem det.) Efter at have set min bror og svigerinde kæmpe i så mange år, er jeg blevet så nervøs for at jeg selv skal igennem det samme.. For desværre er der jo 10% af alle der par der går i fertelitetsbehandling 🙁

    Jeg sender 1000 kram og tænker på jer, og alle andre par der går igennem det samme. <3 <3

    1. Statistisk set, burde din bror og svigerinde have taget den for holdet <3 Det håber jeg passer! Masser af tanker til dig - tusinde tak for kram og omsorg! Kram

  25. Av, hvor er det her bare et rørende og ærligt indlæg. Uanset hvad fremtiden bringer, så ønsker jeg virkelig dig og Adam det allerbedste! Selvom det er svært lige nu, så synes jeg virkelig at du har gjort dig nogle værdifulde overvejelser/tanker – for nej, det er hverken let at have eller være adoptivbarn. Jeg har en god veninde der er adoptivbarn, og selvom hun har haft de allerbedste muligheder i form af en skøn og elskende familie, så har hun også haft nogle identitetsproblemer undervejs og nogle svære følelser at deale med indimellem. Min kammerat som også er adoptivbarn har sågar som voksen fået konstateret PTSD pga. sit børnehjemsophold som lille, så det er helt klart nogle vigtige tanker du har gjort dig om adoption, for med det jeg kender til det er det ikke bare en dans på roser og et quickfix, og det tror jeg desværre at mange (ikke du!) glemmer. Så kæmpe stort thumps up og kærlighed i din retning for den slags tanker! ❤️
    Du nævner selv, at fertilitetsbehandling udsætter en for den samme stress som alvorlig sygdom gør, og i den forbindelse kom jeg til at tænke på en ting.. Min gode veninde som heldigvis har overlevet og er erklæret rask efter et hårdt kræft-forløb har siden da gået til psykolog for at få behandlet og dealet med det traume det var at være syg, og i virkeligheden at være døden nær. Jeg aner faktisk ikke om du allerede får professionel hjælp – eller om du overhovedet ville have lyst til at dele med “os” hvis du gjorde/gør, så vil jeg komme med et (absolut kærligt!) forslag om at få noget hjælp til at håndtere og bearbejde nogle af alle de her svære tanker og følelser. For hold op hvor må det være svært at gå med selv. Jeg håber virkelig ikke at du misforstår mit sidste forslag, for det er absolut skrevet i den bedste mening! ❤️

    1. Tusinde mange mange tak for omsorgen og bekymringen, Sara! Jeg har faktisk fået en henvisning fra min læge, så nu ser jeg lidt på, hvad der er muligt og hvem, der skal hjælpe mig. Tusinde mange tak <3 Det er så dejligt at møde al den omsorg og opbakning - også imellem jer! KH

  26. Selv om du godt ved det, kan jeg ikke lade være med at sige:Du er ikke alene, og det er normale følelser, men det gør dem ikke rare eller nemme at håndtere, og det er forskelligt for alle. Vi var i behandling i 2 år, tror jeg. Jeg nåede også det punkt, hvor jeg var helt nede, jeg kunne ikke andet end at græde. Jeg arbejdede og var social, men ikke rigtig glad. Min mand måtte også ind og træffe beslutninger for mig, og jeg elsker ham for det. Han “tvang” mig til pauser i behandlingen, så jeg kunne trække vejret igen. Hver gang vi var i behandling, så levede jeg i en boble. Datoer m.m havde ingen betydning, det var hvor mange dage, vi var inde i behandlingen, tage hormoner på de rigtige tidspunkter. Til sidst kunne jeg ikke mere. Bare tanken om behandling gjorde fysisk og psykisk ondt. Vejen ud af boblen blev adoption. Vi har altid tænkt det som en mulighed, men det var alligevel ikke en nem beslutning, og det er ikke en nem proces. Vi er igang med at blive godkendt. Jeg har stadig tider, hvor jeg er ked af det, men ikke så ofte. Vi fejrer de små sejrer og prøver at fokusere på det positive. Og for første gang i lang tid, så kender jeg datoer og har ingen anelse om hvor i min menstruationscyklus, jeg er. Jeg sender dig rigtig mange tanker, og håber at du finder det, der får dig/jer igennem al det svære.

    1. Åh hvor er det bare dejligt at I har fundet mod og tro på en løsning, som er god for jer. Det kræver simpelthen så meget mod og kærlighed til hinanden at ændre kurs, i stedet for bare at fortsætte i samme tempo og rille som før. Jeg ønsker jer alt det bedste, det bliver det dejligste for jer<3 Masser af kram og kærlighed til jer

  27. Du er bare pisse sej og stærk! Så flot at du vil dele sådan ud af dig sig! Sender så mange tanker i jeres retning – i fortjener alt det bedste ❤❤

  28. Cathrine, for faen… Din seje kvinde ❤️ Der fik du lige ramt mig i hjertet med det indlæg..
    Jeres rejse igennem fertilitetsbehandlingen er ubarmhjertig og jeg har mange gange sendt jer (især dig) kærlige tanker…
    Det lyder rigtigt at passe på dig selv, passe på JER og finde ind til kernen i alle små elementer af tilværelsen pt.
    Jeg håber, og tror på, at du en dag bliver nogens mor (ikke kun hunde-mor). Og hvilken én… Det lille væsen som skal have dig som mor, er overordentlig heldig ❤️
    Du har min allerdybeste respekt 🙏🏼

  29. Kære Cathrine, det gør mig så ondt at læse alt dette! Jeg ved ikke om det er det, du henviser til med “professionel hjælp”, men jeg tænker bare at det måske kunne være tid at tænke på at se en psykolog? Det kan føles betryggende, at der er en prof der holder hanke i at ens sind er/bliver sundt og ikke “bare” ens krop (blodprøver og alt det der) + det kan aflaste ens nære
    Alt det bedste <3

    1. Jeg har faktisk lige fået en henvisning fra min læge, så jeg kigger lidt på mulighederne og hvem der kan hjælpe uden for meget ventetid <3 TAK Pernille! KH

  30. Amen! Trist, men samtidig vildt inspirerende og stærk læsning. Du er for sej! Jeg er selv midt i en måske mindre krise, da jeg er arbejdsløs. Jeg havde ikke regnet med, at det ville tage så hårdt på mig, på trods af at jeg tidligere har kæmpet med depression og angst. Dejligt med lidt indspark til, hvad jeg bør fokusere på.

    1. Det gør mig så glad, hvis du kan bruge lidt af indlægget i dine tanker og baner. Masser af omsorg din vej, alt er en fase. Det tænker jeg! KH

  31. Efter selv at have været i fertilitetsbehandling i tre år kan jeg kun tilslutte mig alle de følelser og tanker, som du giver udtryk for fylder hver eneste dag og gør én bundulykkelig. Selvom det ikke ændrer jeres situation her og nu, vil jeg bare sige, at der er håb forude, selvom det i perioder kan være svært at få øje på. For knap tre måneder siden min mand og jeg et positivt resultat, og pludselig viser livet sig igen fra sin lyse side. Jeg ønsker jer virkelig alt det bedste i fremtiden. Godt du er begyndt at passe mere på dig selv!

  32. Jeg har været igennem en kræftsygdom, som udskød babyprojektet med flere år og også betød, at det ikke var helt ligetil at blive gravid. At kæmpe for at blive gravid med de stærke eksistentielle følelser omkring ens fremtid, som du så fint beskriver, var en mindst lige så hård periode, som da jeg var syg med kræft. Som du selv skriver, må det anerkendes som en livskrise, som det kræver rigtigt meget at komme helskindet igennem, men hvor håber jeg bare, at I kommer på den anden side af det.

    1. Det håber jeg simpelthen også sådan for dig. Tak for din anderkendelse og omsorg, Line. Det er smukt at læse, at du kom igennem den første krise og den næste ligeså. Det er power, selv om det sikkert ikke har føltes sådan undervejs. Tak for at inspirere! KH

  33. Kære Cathrine
    Jeg synes dette er dit smukkeste indlæg til dato. Jeg er rørt til tårer! Jeg kæmpede med at blive gravid med min første og jeg var så stresset og ked til sidst at jeg næste ikke kunne genkende mig selv. Jeg krydser fingre, arme og ben for at I kommer stærkere ud på den anden siden! Også host host selvom det bliver med en dreng om vinteren (kan skrive under på at pige drømmen forsvinder i kaoset)

  34. Hej Cathrine.
    Jeg har ikke stået i samme situation som dig, men jeg kan genkende følelsen af at være kørt for langt af sporet og ikke vide hvordan man skal rette op igen. Af ikke at vide hvordan man skal få det godt igen. Det er så stort, at du deler det her! Jeg ville generelt ønske, at vi alle var bedre til at dele den slags ting – for hvor kan det nemt gå ud over selvværdet at have det sådan!

    Jeg ved godt, at hvad der er det rigtige for den ene, er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden, men det, der har hjulpet mig med at rette det tog op, som var på vej for langt væk fra skinnerne, var en psykolog. Jeg har også veninder, som ikke har fået noget ud af at gå til psykolog.
    Psykologen kunne selvfølgelig ikke “gøre alt godt igen”, men hun kunne hjælpe mig i en bedre retning. Vi snakkede egentlig ikke om noget, jeg ikke havde snakket med mine nærmeste om. Men det var som om hun kunne pege på nogle bedre veje, jeg ikke før havde lagt mærke til. Og så var det simpelthen bare så rart, at snakke med en, der bare kunne rumme mig 100 % og ikke havde nogen holdning til hverken mig eller mine omgivelser. Hun kunne bare tage imod.

    Varme tanker til dig og til Adam! <3 Jeg ønsker jer alt det bedste!

    1. Jeg har også haft en psykolog tilknyttet i andre faser af mit liv, så måske det kan hjælpe igen. Jeg har i hvert fald fået en henvisning i denne uge – det er første skridt. Det vigtigste er dog at finde den rigtige, som har kemi med mig. Det er så sejt at tage en beslutning om og samle kræfter til at gøre en forskel i sit liv, især når man måske ligger ned. Mange tak for omsorg kærlighed! KH

  35. Både i de øjeblikke hvor lykken er så stor at man ikke kan rumme den i kroppen og i de stunder hvor selv det at trække vejret gør ondt plejer jeg at tænke “this too shall pass” for uanset om vi vil det eller ej er det sekund forsvundet lige så snart du har tænkt tanken og kort efter er det gået et minut, en time og en dag. Det hjælper mig at holde fokus på her og nu, nogen gange for at nyde og andre for at overleve, jeg ved ikke om du kan bruge det til noget men jeg håber du husker at det her går også over og du/din krop er stærk nok til at klare det. ❤️

  36. Kæreste Cathrine…Flot og hudløst ærligt indlæg også det som jeg læser mellem linjerne 💕ville ønske jeg lige kunne sende dig et kæmpe kram hele vejen fra paris… jeg aner at du trækker læsset ( føles som en 42 ton tung lastbil med anhænger ) på dine skuldre trods omsorg og forståelse fra alle fronter … der er noget magisk ved at blive forældre jeg er helt enig og jeg tror det er udsigten til måske ikke at skulle kende alt det, er lige netop det, der gør dig ked af det lige nu… måske men måske ikke – hvis livet var skrevet på forhånd ville det jo ikke være særlig spændende ville det ? …. tag et skridt af gangen træk vejret sov på det… snak med din mand dine veninden din familie få det hele ud – gå til yoga eller boksning eller en lang tur med din hund og spis en træstamme og drik en kop the og tag en dyb indånding eller tag til New York og spis en cupcake i Central Park og skriv så alle de ting ned som går efter planer eller over al forventning… og så minus listen bagefter… håber det kan få smilet og modet og håbet tilbage !,,,, har allerede indtryk af du forkæler dine små niecer som var det dine egne… du har en mand der elsker dig fordi du er dig og selvom du føler du er i modvejr lige nu ⛈☔️er du ikke alene og jeg er overbevist om at i finder en løsning ( gravid eller ej ) der er ikke en opskrift her i livet i skal lave jeres egen… jeg ønsker jer al det bedste og håber i får jeres brændende ønske opfyldt på den ene eller anden måde ! Min tvillingesøster døde af kræft for næsten 3 år siden bare 39 år gammel og hun efterlod sig en lille dreng det har været svært og uretfærdigt men tror hun idag sidder deroppe i himlen ved lågen til paradis og følger med i vores liv og det varmer og giver mig styrke til at leve videre og stadig finde mening med tingene og gøre tingene så godt som jeg kan …så kan man ikke gøre meget mere ! 1000 knus

    1. Åh, jeg er helt rørt til tårer, Mette. TAK for kærlige tanker og fine råd og masser af omsorg – og så fra min yndlingsby i hele verden. Tusinde mange tak. Det betyder så meget for mig – og det betyder meget at læse for andre i samme situation som mig.
      Det er en meget bevidst beslutning, der skal til om at vælge et andet fokus for en stund. Tak for påmindelsen og gode tanker til Paris <3 KH

  37. Kære Cathrine
    Det kan ikke skrives bedre. Det føles rart når andre kan sætte ord på alt det der foregår inde i en.
    Så tak ❤️ og vid på de dårligste dage at vi er andre der forstår. Og selvom det er forståelse fra de næreste man har mest brug for, må forståelse, i det hele taget, komme ind på en flot andenplads. Pas på dig selv – kun du kan mærke om det er i dag “smilet” kan holde eller om verden bryder sammen.
    Mange tanker herfra

    1. Mange tusinde tak Mette <3 Masser af gode tanker til dig, der også lyder til at kæmpe med en svær størrelse. Kram

  38. Tak fordi du er dig! <3 Seje, modige, ærlige kvinde. Dit indlæg fik mig til at græde længe. Det havde jeg brug for. Du har sat ord på det der foregår inde i mig, og som det virker på kommentarfeltet mange andre ude i fertilitetsverden. Håbet brænder stadigvæk stærkt i mig og jeg håber at vi orker kæmpe til det lykkes for os. Jeg krydser alt det som kan krydses. Husk at vi findes der selvom du tager en pause, eller ikke smiler på billederne.
    Jeg håber så meget at det lykkes for jer! Håber ikke det er mærkligt at jeg skriver dette : Er så inderligt sikker på at du ville være den mest fantastiske mor, og den der lille pige/dreng der kommer til jer er virkelig et heldigt barn. Du udstråler bare så meget kærlighed og medmennesklighed så jeg har tænkt på det i så lang tid at jeg vil sige det til dig. Dine tekster giver mig så meget!
    Husk at passe på dig selv og hinanden. <3
    Kram /anna

    1. “jeg håber, at vi orker kæmpe til det lykkes for os” – sætning er der så meget håb og styrke i. Tak kæreste Anna, for dine søde ord og masser af omsorg – og lige tilbage til dig <3 Det er da så kærligt og fint at skrive. jeg bliver både rørt og beæret, så tak - vi kæmper videre, you and me, for det skal vi, lidt endnu <3 Stort kram

  39. Bare et lille pip – har du overvejet at snakke med en psykolog? At snakke med en helt udefra, der ikke kender hverken dig eller Adam. Og ellers ville jeg bare sende en masse kærlige tanker din retning.
    <3 <3 <3

  40. Kære Cathrine!
    Du er så fantastisk god til at sætte ord på følelser!
    Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at du har skrevet det her indlæg, for jeg kan kun forestille mig hvor mange kræfter det har taget at strikke sammen og hvor mange kampe du kæmper om, hvad der skal deles. Det er så smukt o

    Jeg er så stolt på dine vegne over at du har så stor selvindsigt og så stor vilje til at få det bedre og ikke mindst så stor indsigt i hvad det kræver (alle dine hyggestunder, jeres kæresteweekend mv.).
    Jeg har selv været nede i et hul. Det var et helt andet hul og de kan sikkert slet ikke sammenlignes, men jeg var også i tvivl om hvem jeg var og helt overbevist om at jeg umuligt kunne komme ud på den anden side og blive et helt menneske igen. Jeg var stædig og dum og nægtede at indrømme mit problem og det kostede et par års fest og glade dage.

    Jeg er sikker på at du allerede må have overvejet og/eller prøvet det, men jeg vil slå et lille slag for psykologer. Der er ingen skam i at have brug for den slags hjælp, og de kan virkelig hjælpe med at hitte rede i alle de følelser, der hvirvler rundt i hovedet.
    Undskyld, hvis det er over stregen, men det hjalp virkelig mig at tale med en professionel.

    Knus og kram fra en kæmpe fan ❤️

    1. Det er slet ikke over stregen – jeg har før talt med psykologer, og det kan være så givende, når man finder den rette. Jeg har også fået en henvisning i denne uge, så jeg håber, det kan lykkes at finde den rigtige.
      Tusinde mange, mange tak (føler slet ikke jeg kan udtrykke taknemmeligheden godt nok her i kommentarfeltet) for dine kærlige tanker og opbakning og støtte. Virkelig <3 KH

  41. Ingen ord vil nogensinde helt kunne få dig til at blive okay, og det forventer jeg bestemt heller ikke, at mine ord kan gøre.
    Du beskriver en rørende kamp med en sygdom, som mange nok ikke rigtig forbinder som værende en sygdom, og en som ingen andre rigtig ligger mærke til, medmindre man som du, deler det med folk. Al min respekt går ud til måden du har gjort det her på, både med at dele bidder af din historie, turde være offentlig omkring det og tilmed så ihærdigt at forsøge at holde fanen højt, selvom lysten til det modsatte er uundgåelig.
    Du skal nok komme ud på den anden side. Hvordan siden ser ud, det vides ikke endnu. Under alle omstændigheder er jeg sikker på, at det er en side som kan give smil, grin, tårer og kærlighed. Jeg krydser mine fingre for, at du snart finde den anden side. At den bringer dig masser af glæde og at den bliver vildere og smukkere end du nogensinde kunne have forventet <3

  42. Hvor er det bare fint skrevet. Og selvom jeg ikke nogensinde selv har stået i noget der bare minder om jeres situation så kan jeg sætte mig ind i det – ganske enkelt fordi du er så god til at sætte ord på det.
    I starten af indlægget tænkte jeg at jeg ville spørge til adoption, men det svarer du jo selv rigtig fint på.
    Jeg synes det er sejt at du/I sætter ord på en udfordring som rigtig mange oplever men alt for få taler højt om.
    Jeg håber så inderligt for jer at det lykkes men mest af alt håber jeg bare du bliver sådan helt-ind-til-benet-og-ned-i-maven glad igen. Snart ❤

  43. Kæreste Cathrine, du er så hamrende autentisk og du skal simpelthen hen være så stolt af dig selv! Det er en kunst at kunne skrive så flot og nuanceret, som du gør, men det er en liga for sig selv, at du formår at åbne dig op i så svær en tid som denne og bare skrive så rammende og hjertegribende. Jeg har den dybeste respekt for dig og selvom vi er nogenlunde jævnaldrende, så ville jeg, hvis muligheden bød sig, hyre dig som min personlige mentor right away! Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg selv skulle komme gennem mit eget IVF forløb (still in it), hvis jeg ikke kunne finde trøst og genkendelse i dine smukke indlæg. Så er hjertet tak – du gør en kæmpe forskel <3 Du havde uden tvivl fået min stemme igår til kommunevalget, hvis du stod på valglisten her på Frederiksberg 😉

  44. Kære Cathrine
    1000 tak fordi du (igen) åbner op for noget så privat som dine inderste følelser. Det kræver mod! Du er for sej.
    Da jeg var i fertilitetsbehandling, og skulle forholde mig til spontan abort og skuffelse på skuffelse, talte jeg med en psykolog. Det blev jeg simpelthen nødt til, for kunne ikke rumme det selv, eller “nøjes” med at dele tankerne med min kæreste.
    Psykologen sagde følgende til mig: Når du gennemgår fertilitetsbehandling, er der to spor, som kører parallelt med hinanden. Det ene spor er dér, hvor der er sorg, skuffelse, ulykkelighed, gråd og usikkerhed. Det andet spor er dér, hvor der er optimisme, håb og drømme. Det er helt vildt svært at skulle forholde sig til disse to spor samtidig og det er udfordringen. Men man bliver nødt til at prøve at tro på det, selv når det ser aller sortest ud.
    Jeg har efter 5 års fertilitetsbehandling fået to smukke børn efter en lang kamp. Selvom denne kamp nu er forbi, og min yngste er 9 måneder, så er der ingen i vores omgangskreds eller familie, der ved, at vi har været i behandling. Det har jeg simpelthen ikke kunne rumme at dele med nogen endnu. Måske en dag: Men det siger også noget om, hvilke følelser, der er i spil i et sådant forløb – selv når det er slut.
    Jeg øsnker dig og Adam lykke, optimisme og glæde.
    Kærlig hilsen
    Mette

  45. Kære Cathrine
    Tusind tak fordi du deler – det betyder så meget mere end du tror. Vi har været i gang med behandling i over 2.5 år, og har netop afsluttet endnu en runde uden positiv resultat.
    Det er så sindsyg hårdt et forløb, men det at vide, at vi ikke er alene, hjælper en lille smule.
    Dine indlæg gør det nemmere for mig at sætte ord på mine egne følelser, da du beskriver det hele så ærligt og som jeg kun kan nikke genkendende til.
    Jeg ønsker jer alt det bedste ❤️

  46. Tak for dine indlæg. Alle dine indlæg, men specielt disse. Du er fandme sej at du deler så meget! Dine indlæg giver trøst, stof til eftertanke og en følelse af ikke at være alene.
    Min kæreste og jeg er også i behandling. Egentlig på andet år, men pga. ventetid, undersøgelser og brug for pauser har vi endnu ikke prøvet mere end 5 gange. Alle sammen insemination, så vores behandling er på mange måder anderledes end jeres, og ikke fysisk hård på samme måde, fordi min kæreste (endnu) ikke har fået taget æg ud. Men det er hårdt alligevel. Hårdere end forventet, og jeg kan genkende os meget i det du skriver. Især hos min kæreste, som jo er den der trækker det tungeste læs og lægger krop til. Hun bliver presset, både fysisk og psykisk, af hormoner, forventninger, bekymringer og skuffelsen over endnu en gang at tage en negativ graviditetstest. Og hun føler sig ligesom dig ensom, selvom jeg gør alt hvad jeg kan for at være der – men jeg er ikke i hendes krop, og i hendes hoved, og kan ikke fjerne den ensomhed. Fordi det er hende der konstant tolker på alle signaler hendes krop sender.
    Vi er begge kvinder, så vi har begge været igennem tankerne med det biologiske og hvorvidt det er vigtigt eller ej. Det er en proces og det har taget mig tid at forlige mig med, at jeg ikke selv skal føde vores barn, og at det istedet for mine gener, får en eller anden random donors gener. Men barnet er stadig noget vi skaber sammen, og min overbevisning er, at rigtig meget personlighed formes i miljøet. Så længe vi selv kan få børn, så ville jeg aldrig vælge at adoptere. Hellere opleve graviditet og fødsel hos min kæreste og se hende i vores barn, end at adoptere og gå glip af de ting. Det betyder langt mere end at have et fælles biologisk udgangspunkt. Men jeg kan godt forstå tankerne, for jeg har selv haft dem, og på bekymrede dage, tænker jeg stadig over hvad det mon gør ved relationen til vores barn at min kæreste bliver biologisk mor og jeg ikke gør. Forhåbentlig giver det sig selv, når først det engang (forhåbentlig lykkes)..

    Mange tanker og ønsker om at det snart må lykkes – og om at glæden igen snart finder vej til dig..

  47. Kære Cathrine, du får lige et kram herfra også. Du er ikke alene. Og her mener jeg ikke, at der også er mange andre, der kæmper med barnløshed, men at det er en del af at være menneske nogle gange at føle, at livet går i stykker – eller at det truer med at gøre det. Vi er så mange, der går rundt med stor sorg over ting, der aldrig kan gøres godt igen. Jeg har lige skrevet et indlæg med et lignende tema på min egen blog, og jeg skal lade være med at give alt for mange gode råd, for jeg ved godt, at de oftest bare er en byrde.
    Men vil bare fortælle, at det der hjalp for mig, var at stille mig 100% på min egen side. Jeg kæmpede mig igennem en barndom med seksuelt misbrug, bare for siden at blive slået i hovedet med en omgang (dengang) aggressiv sclerose . Det føltes sindssygt uretfærdigt! Her havde jeg gået og troet, at fremtiden var min ven, og lige pludselig havde jeg udsigt til, at den kunne ville blive endnu mere smerte og kamp. Jeg syntes virkelig ikke, at verden kunne være det bekendt. Så jeg blev trodsig og besluttede, at jeg ikke ville spille med på de regler. At jeg som en stor fed fuckfinger til det hele ville bevise, at jeg kunne være glad trods det alt sammen. Og det er jeg blevet – selvom jeg selvfølgelig også stadig har dårlige dage. Og det har jo vist sig, at der også er et godt, meningsfuldt liv at leve her, på trods af omstændighederne. Det er jeg sikker på, at du også vil finde, uanset hvordan fremtiden kommer til at se ud for jer.

  48. Tak fordi du deler – de mange kommentarer fortæller tydeligt hvor vigtigt det er for andre i behandling, at der er nogen, der tør og har overskud til at stå frem. Det kan være en befrielse at være åben og fortælle hvad der sker, men samtidig er det også hårdt at høre andres kommentarer – for man kan næsten ikke undgå tankerne om hvad nu hvis det er sker for én selv, at man er den der kommer til at være i behandling i 7 år, aborterer, mister et barn, ender med at adoptere og vente 4 år på det osv osv. Da jeg var i behandling stoppede jeg til sidst med at læse om andres beretninger, for jeg kunne ikke rumme det. Og selvom man har en masse tilfælles når man er i behandling, så er alle forløb jo vidt forskellige, og det forløb I går igennem er det kun jér, der oplever. Så tro på jeres forløb og tro på, at det her er en fase i livet, der ender ligesom den skal for jer.

    Du er sej og I klarer den – på den ene måde eller den anden!

  49. For pokker altså Cathrine! Det er noget forbandet lort!!

    Jeg har et par rigtig gode venner som kæmpede i fertilitetsbehandling i 2 år – med al den ulykke som du selv beskriver. De besluttede at gå for donorsæd til sidst og det var altså en lykkelig beslutning for dem. Barnet kom lige før forholdet snart ikke kunne holde til mere.
    Jeg ved godt, at det måske kan være hårdt for nogle mænd at leve med – men altså, det behøver jo ikke at betyde så meget (tænker jeg – andre kan naturligvis have det helt anderledes). Det ville jo klart stadig være jeres barn <3 Men det er vel noget Adam må tænke længe og grundigt over.

    Hvis jeg var jer, ville jeg overveje at lave et deadline-tidspunkt: ala. hertil og ikke længere! Du skal jo helst komme ud på den anden side uden for mange mén <3

    En sidste ting: jeg forstår ikke helt hvorfor du skal trækkes gennem alle de begrænsninger og tiltag? Var det ikke primært Adams sæd som er begrænsningen? Jeg er naturligvis helt med på, at det er dig der skal hormombehandles, ægudtages etc., men hvorfor må du ikke træne, drikke lidt og leve som du plejer?
    I min verden giver det mere mening, hvis Adam holder sig fra alkohol etc. for at give hans sæd de bedste muligheder 🙂
    Det er ikke for at snage – jeg forstår det bare ikke helt 🙂

  50. Kære Cathrine
    1000 tak for at du har mod til at dele det du går igennem. Jeg er heldigvis ikke en af dem, der gennemgår det I står med, men en pårørende. Du har gjort mig så meget klogere på, hvordan jeg kan være der for den jeg kender, så 1000 tak for det. Og de allerbedste ønsker til dig og Adam på denne her rejse.

  51. Åh.. Cathrine, du er ikke alene, men det forstår jeg godt, hvis det ikke rigtigt er en trøst for dig!

    Det er så vanvittigt hårdt med alle de tanker og følelser. Jeg er begyndt ved en psykolog, og det er det bedste jeg har gjort for mig selv. Hun hjælper mig til at være i følelserne, og holde fri fra både tanker og kroppen. Hvis du ikke allerede har fundet en god psykolog, så vil jeg anbefale at gøre det. Det er enormt alvorligt, det her vi går igennem, og det er meget naturligt at vi har brug for nogen til at støtte os i det, som ikke er vores nærmeste, for de forstår ikke alt – og de kan ikke give os værktøjer på samme måde som en psykolog kan. Min psykolog arbejder med mindfullness – det er godt for mig, men alt muligt andet kan helt sikkert også være godt.

    Vi er nødt til at gå donorvejen. Det var en enorm hård erkendelse, og jeg forstår så godt at det fylder meget hos jer. Men nu, et år efter at vi fandt ud af at det var vejen frem for os, begynder vi at finde vores fodfæste i den del af behandlingen. Biologi er, i mine øjne, meget lidt i forhold til kærlighed og omsorg, opdragelse og miljø-påvirkning. Biologi er faktisk ligegyldigt, synes jeg nu. Vi ser det som at man kan have brug for donor-blod for at skabe liv. Og det betyder at min mand ALTID vil være far til de børn, vi forhåbentlig kommer til at få – men at de kommer til at have et andet biologisk ophav end hans. Det betyder ikke at de er mindre elsket. Eller at han er mindre deres far. Derfor har vi også valgt at bruge en anonym donor – man ved heller ikke hvem der gav blod, og det er blot et biologisk materiale, vi ikke selv har, vi har brug for. Ikke noget som helst andet. Politiken havde en meget beroligende artikel for et par uger siden omkring donor-børns opvækst. Den vil jeg anbefale dig at læse, hvis du har lyst til at få lidt flere ord at tænke med. Uanset hvad, så håber jeg at både du og Adam vil sørge for at få den professionelle hjælp, der er brug for, for at overkomme denne sorg. For det er en sorgproces og det er en livskrise. Og selvom vi ikke er alene, så føles det enormt ensomt.

    Jeg tænker på dig.

  52. Ejj.. Du skriver simpelthen så dejligt, rørende og ærlige indlæg. Og det er derfor jeg er så vild med dig!

    I min veninde-kreds, som ellers langt fra er piger der giver en flyvende fis for bloggere (bortset fra mig, som er helt tosset med platformen) der kender hver og en til dig. Fordi du altid ser så dejlig glad, sund, sjov og ‘ægte’ ud. Og at du så oveni hatten åbner op og fortæller hvornår livet gør ondt, det gør bare at man endnu mere vil være veninde med dig. Haha! Vi har haft den oppe at vende i gruppen – men sådan er det altså. Tror vi alle har et hemmeligt girlcrush på dig <3

    Jeg håber inderligt at det snart lykkedes for jer! Kram og gode tanker din vej

  53. Den ligegyldighed alt andet i livet får – det er kommet bag på mig. Det er svært at glædes over noget mere. Fordi de gentagende skuffelser fylder så meget. Jeg virker åbenbart ikke. Jeg kan ikke den ene ting kvinder er sat i verden for. Er jeg gået helt i stykker. Lykkes det nogensinde. Den evige tvivl er en konstant skygge. Det omslutter alt – det påvirker alt. Selv under pauser i behandlingen tænker man på det. Intet er spontant mere. Alt handler om at gøre det rigtige. Optimere ! Og alligevel lykkes det ikke. Hvad skal man efterhånden finde på ?! Fortvivelse ! Kontant. Som du også skriver ved man ikke alt det her inden man går igang. Ellers var der aldrig nogen det startede i behandling. Det er alt omfattende og det kan ikke forklares. Kun de andre i “klubben” kan nikke genkendende. Jeg ved godt at de gode råd er godt nemt. Men det hjælper ikke. Det trøster ikke. Ens grænser flyttes. For hvad er næste skridt hvis det her ikke lykkes. Hvor langt vil man gå. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg ikke er nået dertil hvor jeg kan leve med at det ikke lykkes. Jeg tror aldrig jeg kommer dertil. Derfor er der meget jeg kan leve med. Også donorsæd. Og æg måske. Hvis det bliver løsningen. Jeg føler din smerte og din sorg. Jeg ved lige præcis hvordan du har det, desværre. Men i alt det her skal du vide at jeg, og tydeligvis også mange andre, er taknemmelige for det her forum. Hvor det er okay at være vred, skuffet og usandsynlig trist. Jeg håber vi bliver glade igen en dag. Jeg syntes vi har fortjent det 💕

  54. Åh! Sikke et indlæg. Hvor er det flot at du tør skrive hvordan du har det – også selvom du ikke synes du lukker os helt ind. Jeg har lyst til at give dig et kæmpe kram.

  55. Du er nok, Cathrine <3 Du gør det du kan, i den situation i sidder i og du må ikke give ‘skylden’ til nogen! Det er ingens skyld! <3
    Jeg har selv været igang med projekt baby i 4 år med min kæreste. Det første år kørte jeg mig selv ret hårdt og ret stringent, hvilket ødelagde min livsglæde og hverdagens små lyse glimt forsvandt ind i skyggen af projekt baby. Efter et år droppede jeg at læse op, droppede nul tolerance alkohol politikken, spiste hvad jeg ville og ved hver behandling havde vi en tradition for McD og Ikea.. plat, men skide hyggeligt og dejlig ligegyldigt 😉
    Derfra gik det meget nemmere og jeg besluttede mig for at uanset hvad, så skulle jeg nok blive mor på den ene eller anden måde.. Den tanke gav mig ro og de manglede 2 streger på testen slog mig ikke ud, da det bare ikke blev nu.. men på et andet tidspunkt!
    Projekt baby er så identitets-røvende og en livskrise man går igennem, men må ikke ødelægge dig, Adam og din hverdag. Find flere åndehuller og lær at grine at alt det lort man skal igennem, især Crione gel og underlige læger mm. Grinene er lige så godt som tårerne 😉 Kram til jer fra et par som efter 4 år, nu er blevet øko-gravide <3

    1. Sikke en dejlig tilgang 🙂 Det vil jeg prøve på bedste vis at efterleve gennem min egen nuværende behandling! Og kæmpe stort tillykke med graviditeten – hvor er det fantastisk og livsbekræftende.

  56. Så sejt at du skriver om det ❤ Jeg slap selv med de indledende øvelser. Vi skulle have været i gang med fertilitetsbehandling, da jeg så pludselig og meget mod forventning blev gravid med en øko baby (som i dag er 9 måneder gammel). Men alle de tanker og overvejelser du så fint skriver om genkender jeg sagtens. Tankerne om adoption, donor, frygten
    Du skriver at det er dig der behandles, og nu ved jeg ikke helt hvad jeres situation er. Men… Jeg vil bare lige give anbefalingen om at begge parter går til akupunktur videre. Det gjorde vi og det kan i hvert fald ikke skade. 😉
    Jeg håbet det allerbedste for jer!

  57. Kære Cathrine.

    Sikke et hudløst ærligt og smukt indlæg.

    Jeg er helt sikker på, at dit fokus på at passe godt på dig selv, og lægge alt hvad der hedder dårlig samvittighed, skyld, pligt og pleaser-genet lidt på hylden, er noget af det bedste du kan gøre for dig selv! Det har vi alle sammen godt af, tror jeg – og særligt, når man er i perioder som dig. Mærk godt efter dine egne behov og pas på dig selv.

    Jeg ved, det er kliche, men det gode gamle quote “everything will be alright in the end, and if not, it is not the end” hjælper altid mig i hårde perioder.

    Stort knus og varme tanker
    Signe

  58. Jeg kan ikke lade være med at tænke på to ting. Den ene er dig i Aftenshowet, sammen med Jesper fra Den Store Bagedyst 2016. Dengang var du udvidende om omfanget af den forestående kamp, mens ham og kæresten havde været igennem flere års behandling. Du virkede så optimistisk, dengang, og nu skriver du så åbenhjertigt om den sværeste tid. Den anden er, at jeg på både din og læsernes anbefaling, har fået set The Handmaid’s Tale. Meget tankevækkende serie og relevante etiske problemstillinger i forhold til fertilitet. En masse tanker fylder dit og jeres hoveder lige nu, men hold fast i det gode og hinanden ❤️

    1. Det har jeg også tænkt på på det sidste. Gid jeg var tilbage til dengang, uknækket og hel og fyldt med håb. Det var sådan en dejlig tilstand at have tiltro til det. Jeg håber, jeg finder det sted igen <3 Kram

  59. Smukt, rørende og vigtigt indlæg. Du kunne ikke beskrive mine tanker bedre. <3 KH fra din IVF-søster på Nørrebro

  60. Kære Cathrine

    Det fineste, bedste og vigtigste indlæg til dato.

    There is a crack in everything, that`s how the lights gets in.

    Sender alt det bedste til dig.

  61. Kære Cathrine.
    Jeg er rørt til tårer over dit indlæg. Hvis jeg kunne, så havde jeg givet dig verdens største og længste kram. Pas godt på dig selv og Adam i denne proces ❤️ Jeg håber inderligt at det lykkes for jer – om det så bliver på den ene eller anden facon!
    Knus og kram Cecilie

  62. Du fortjener mere end noget andet at få det godt i dette fertilitetseventyr.
    Jeg ønsker dig og jer alt det bedste og sender god karma afsted.
    Kh. Louise

  63. Kære Cathrine.

    Er selv ved at samle mig selv op efter mit livs største krise, dog af en anden kaliber end din. Det slår mig i din beskrivelse og i min egen, at vi mennesker altid får det sværest, når vi lever foran os selv eller ved siden af os selv. Mennesker bliver simpelthen ulykkelige, når vi bliver tvunget til at leve ud i potentielle fremtider og skulle forholde os til alle mulige scenarier, i stedet for bare at kunne være nu og her. Det er noget af det sværeste. Jeg er et lidt andet sted i livet end dig, så jeg tillader mig at give et lille forsigtigt råd. Gå i parterapi i alt det her. Pas virkelig godt på kærligheden. Det er den, I gør det for, og den er mere skrøbelig end man tror. Den er heldigvis også lettere at holde liv i end man kan komme til at føle. Og parterapi er en kæmpemæssig hjælp.

    Jeg ønsker dig al mulig godt i dit liv.

    1. Det er så rigtigt Sanne, og meget rammende beskrevet. Det er det sværeste at være i, nu’et, men klart det sundeste og bedste sted. Mange tusinde tak for omsorg og kærlighed i min retning! TAK! Kram

  64. Det her er noget af det smukkeste og mest rørende jeg NOGENSINDE har læst! Tak fordi du deler! Tak fordi du tør! Tak fordi du sætter ord på noget så intimt og følsomt og skrøbeligt! Tak fordi du bryder tabu – og tak fordi du skriver så fint og smukt så jeg sidder og tuder ned i min telefon over at have læst hver en linje og følt hver en smerte med dig!
    Jeg har selv været i fertilitetsbehandling og din beskrivelse af ensomheden er så rammende, så jeg nærmest sad og afsluttede dine sætninger før jeg havde læst dem færdig!
    Jeg håber, du kigger dig selv i spejlet hver morgen og møder dig selv med den vildeste respekt og stolthed – ikke over hvad du gør og skriver, men hvad du ER som menneske!
    Jeg håber i hver en celle af min krop at dit højeste ønske kommer til dig en dag!

    1. Mange tusinde tusinde tak Marie <3 Jeg kan slet ikke sætte ord på den taknemmelighed, jeg føler, over at have jer så gode og omsorgsfulde overfor mig og for hinanden her i kommentarfeltet. Tusinde mange tak marie <3 KH

  65. Vi har selv været et langt fertilitetsforløb igennem, hvor det tog 6 ICSI-behandlinger (og 6 ægudtag) inden vi fik vores datter. Jeg var gravid flere gange, men mistede fosteret meget tidligt. Lægerne var utroligt gode til at blive ved med at indgyde håb og fokusere på, at når det var lykkedes en gang at blive gravid, skulle det nok lykkes igen – det var et spørgsmål om tid. Det valgte jeg at stole blindt på og det hjalp faktisk til at holde modet oppe. Men vi var også igennem mange af de snakke, som I har haft. Skal vi prøve med donor (og hvordan vil det føles for den, der ikke er biologisk forælder)? Skal vi adoptere og være ”i samme båd”? Skal vi droppe projektet og leve et liv uden børn? Det er svære spørgsmål, men det er måske også godt at få dem vendt – så bliver man også mere afklaret med, hvilken kamp man er villig til at tage. For vores vedkommende fandt vi ud af, at vi ville have børn – på den ene eller den anden måde. Og vi var parat til den kamp, uanset hvor lang den måtte være. Og det bringer mig lidt til det næste, jeg gerne vil sige til dig: Ja, det er ufatteligt hårdt at være ufrivilligt barnløs og i behandling. Men for mig hjalp det, at jeg ikke så det som en undtagelsestilstand, men som en ny ”normal”. Denne nye tilstand kan vare længe, det er måske ikke noget, der ”går over” inden for en overskuelig fremtid – så hvordan finder du dig bedst til rette i denne nye normal? For os indbefattede den nye normal også kosttilskud, akupunktur og mindre kaffe, men eksempelvis drak vi begge et glas vin i weekenderne. Fordi det gjorde os glade og det er også nødvendigt i det, I gennemlever lige nu. Selvfølgelig skal man lytte til læger og andet godtfolk, og selvfølgelig skal man prøve at optimere sine chancer, men man skal også finde en vej, som man kan leve med potentielt i lang tid. For os var det ikke ekstremerne, der fungerede. Selvsagt er jeg fan af, at I begynder på nogle af de ting, der giver jer glæde – champagne på køl etc. For som sagt, hvad nu hvis det varer længe? For os tog det 1½ år.

    1. Det er en så fin tanke B, og helt rigtigt – selv om den lige kræver lidt pejling og overskud at indstille sig på – at det er en ny normal. Det glæder mig sådan, at det er lykkedes for jer. Det giver håb! Så mange tusinde tak fordi du skriver og giver håb og god energi <3 KH

  66. Jeg blev så ramt og rørt, og nu sidder jeg og tuder på læsesal.
    Især det med, om I skulle prøve donorsæd ramte mig. Jeg er en af de heldige, der har kunnet producere et barn. Det er jeg evigt taknemmelig for. Der er så mange tabuer forbundet med fertilitet og forældreskab. Jeg er meget lidt bevidst om, at vores dreng er lavet af os genetisk. Det klinger nok lidt underligt, men det er virkelig ikke et element der fylder noget for mig. Det, der fylder er, at han er til. Og sjov, sød og jeg har et kæmpe ansvar i at skulle forme ham som menneske. Og hvis han var lavet af 50% mig og 50% fremmed mands premiesæd så ville jeg synes han var mindst lige så sjov og sød og fantastisk.
    Det blev en lang smøre. Pointen er, overvej det hvis det øger jeres chancer! Jeg tror ikke det gør den store forskel i sidste ende. Men jeg tror at det er vigtigt at Adam får professionel hjælp til at ‘deale’ med det, på samme måde som du har, ifm følelserne omkring din krop. Det er jo en sorgprocess, og der er folk der er virkelig gode til at guide jer igennem det.
    Evigt og inderligt held og lykke

    1. Så fine tanker L, det er der også et par stykker der skrive om længere oppe. At det handler om det lille søde væsen og personligheden mere end genetik. Tusinde tak L <3 Det gør mig lidt varm og lidt et andet tankesæt at overveje, så tak for at give mig det <3 Kram til dig

  67. Jeg er først faldet over din blog nu – fejl!
    Fuck dit skriv gjorde helt ondt i maven 🙁
    Jeg ved ikk hvor lang tid I har prøvet og hvor langt i processen I er (ved det sikkert står på din blog et sted, men har brug for at sende denne kommentar først 🙂 ) men Fuck det er en hård proces.
    Vi står selv i den situation, at vi selv blev gravide med vores søn efter et halvt års forsøg, men vi har nu brugt snart to år på at få nummer 2.
    Vi er igang med inseminering og er oppe på 5. Forsøg. Det er virkelig hårdt og hårdt fordi vi netop har en og derfor burde være glade for det. Og misforstå mig ikk – det er jeg også. Men det hjælper ikk på processen 🙁
    Håber håber håber virkelig det snart lykkes for jer, er sikker på der er en grund til det ikk er kommet endnu.
    PS. Jeg har også altid sagt til mig selv at jeg først skulle have en pige og føde om sommeren.
    Vil stadig allerhelst undgå december men nu jeg også ved at være ligeglad. 🙂
    Tak for et virkelig godt indlæg – det var lige det jeg havde brug for.
    Beklager min lange kommentar, men det hjalp at få det ud 🙂
    Med ønske om en god aften fra en nu fast læser 🙂

  68. Jeg læste engang en kommentar på en blog (det kan godt have været her hos dig) fra en kvinde, som havde været igennem det samme, som I (og snart også min mand og jeg) skal igennem og havde fået et barn og hele vejen igennem havde tænkt, at deres barn bare boede i deres hjerter lidt længere end hos mange andre, før det kom ud. Den tanke kan stadig give mig tårer i øjnene, hver gang jeg tænker på den. Og faktisk giver den mig glæde og et fornyet håb og en fornemmelse af, at vores barn allerede findes og er på vej til os – og at det kommer, når tiden er til det. Jeg hepper på jer og håber, I snart lykkes med projektet. Jeg er selv meget spændt på at komme i gang og håber at blive skånet for alt for mange forsøg, men man ved jo aldrig. Uanset hvad er din blog en stor støtte og hjælp – det er dejligt ikke at være alene om det <3

  69. Hej Cathrine Jeg ville egentlig ikke skrive, da du fik så mange kommentarer og det jeg tænkte da jeg læste dit fantastiske og enestående indlæg, blev sagt af så mange. Men så skete der det, at jeg fik mens og måtte erkende at 5. ICSI og 4. ÆO også mislykkedes. Og med alle dine ord i baghovedet, brød min verden en lille smule sammen. Det er vel 2. gang at jeg har grædt i hele forløbet, siden vi startede med at prøve for 3 år siden. Og jeg har ellers ikke svært ved at græde, jeg har bare ikke givet mig selv lov. Før jeg læste dit indlæg, for det gav så meget genklang dybt inde, hvor der findes følelser, som jeg har holdt nede, fordi jeg ikke synes jeg kan tillade mig at være ked af det. Så jeg vil bare fortælle dig, at selvom det har været hårdt at give slip og lade al den sorg bryde ud, så tror jeg at det er sundt. Og det var dit indlæg, der hjalp det på vej.

  70. Åh, Cathrine, jeg lægger normalt aldrig kommentarer på blogs (mest fordi jeg altid læser på tlf og ikke orker at skrive lange beskeder på mobilen), men den her ramte mig lige i hjertekulen! Av, jeg kan mærke din smerte helt ned i min egen mave, og jeg måtte knibe en tåre, da jeg læste. Dine tanker, bekymringer og sorg kan jeg SÅ godt genkende – og jeg tror rigtig RIGTIG mange barnløse i behandling har stået lige der, hvor du og i står. Det er pisse-benhårdt, sådan et behandlingsforløb. Jeg har selv været i behandling for at få mine børn. Fra vi besluttede at vi gerne ville være forældre, til jeg stod – med tre børn og lykken brusende i mit hoved – en efterårsdag og helt nede i maven kunne mærke at nu var vi alle dem, vi skulle være i vores familie – gik der 8 år. 8 år med op- og nedture, 8 år med desperation, misundelse, sorg og følelse af at ens liv står på stand-by, mens andre drøner derudaf.
    Vi måtte igennem 1,5 års behandling for at få vores ældste. Og 4 års behandling, indlæggelser for infektion, en missed abortion, en graviditet udenfor livmoderen – for at få vores to yngste (at der var to i sidste omgang var det største mirakel) – og jeg har TUDET, jeg har været misundelig, jeg har været deprimeret, følt mig alene i verden. Følt at mit liv var på stand-by. At jeg sørgede over noget, som jeg ikke en gang vidste ville blive en realitet (ikke at kunne få børn, ikke at kunne få flere børn etc.). Det allersværeste i det her har for mig været følelsen af magtesløshed kombineret med følelsen af at være på stand-by hele tiden. Hvis man nu VIDSTE at man ikke fik de børn, så kunne man starte på den sorgproces og komme videre derfra. Men man håber jo, og bliver derfor ved. Og hænger fast. Hænger fast i fremtiden, håbet om den – selvom man vitterligt ikke ved om den realiserer sig. Det aller-aller-sværeste i den proces, i står i lige nu, er at leve i nuet. Shit, det er svært. Du virker stærk og som om du kæmper for netop dette – at leve så meget som muligt i nuet. Det er så flot og så godt gået. Jeg ønsker inderligt for jer at i får jeres største ønske opfyldt – og meget gerne snart.

  71. Jeg er selv i fertilitetsbehandling (det er 3 år siden at jeg smed p-pillerne). Jeg har haft et lidt småhårdt efterår, men synes derudover at vi har formået at holde hovedet godt oven vande, For cirka en måned siden lå jeg i min mands arme og udtrykte mine inderste tanker og bekymringer. Nemlig hvad det ville betyde, hvis det ikke lykkes. At jeg så ville fratage min mand (den person jeg elsker højst på denne jord) muligheden for at blive far. Den tanke går direkte i hjertet på mig. Jeg har haft tanker om, at jeg måske måtte “sætte ham fri” hvis ikke det lykkes. Han var stille lidt og sagde så helt roligt, at han ikke ønskede børn hvis ikke han kunne få dem med mig. Jeg vil bare have dig, sagde han. Jeg var helt opløst. Kunne slet ikke andet end bare kramme ham endnu hårdere. Det fik mig til at tænke på at der kan vokse noget meget meget smukt ud af sådan en forbandet rejse vi er på. Og det var mit lille glimt i et ellers omtumlet proces.

    Du skal have kæmpestor tak fordi du deler din rejse. og sætter ord på de tanker som fylder så meget (de er helt magen til mine). Tak. Tak. Tak.

    Kh <3

  72. Jeg er så rørt, trist og bare av!
    Jeg og min exkæreste stoppede behandlingen for godt to år siden. Vi gav op, og gik fra hinanden. Efter 8 år. Hvis ikke det skulle lykkes, hvad skulle vi mon så? Uden børn? Ville vi det samme, uden børn? Nej desværre ikke. Og det havde slidt forskelligt på os. Netop fordi man ikke er lige i behandlingen. Men kun i drømmene og håbet. Jeg havde så uendelig ondt af mig selv. Og han ville ikke mere. Det var ikke smerten værd.
    Det er så vigtigt at du tager dig af dig og mærker hvordan det føles at være i behandling. Erkende smerten. Misundelsen. Skuffelsen. Og skammen. Jeg forsøgte at fortrænge det. For ikke at være “for meget” og et fertilitets monster. De der du ved… offeret! Set i bakspejlet en kæmpe fejl. Vær er monster for fulde gardiner.
    Idag sidder krisen stadig i mig. Jeg husker tilbage på tiden som den mest ensomme skamfulde tid i mit liv. Og ingen forstår mig. Sådan føles det.
    På trods af at alle heppede. Svigerinden donerede æg og alle ønskede os kun at det måtte lykkes. “Det kommer nok..” du ved..
    men jeg talte ikke om det, de grimme tanker. Tørrede tåren væk og gik mere og mere ind i mig selv.
    Af den grund tror jeg at det sidder så meget i mig endnu. Sorgen og skuffelsen er ikke bearbejdet. Så ja, mit råd til dig er bare at du skal dyrke det, og bearbejde det, pas på dig!!
    Love.

  73. Af hjertet tak for dit indlæg. Tak fordi du åbner op – det hjælper mig med at forstå nogle ting inde i mig selv. Det her indlæg ramte virkelig noget i mig. Så igen, TAK.

Læg en kommentar