2017 is a wrap - ROCKPAPERDRESSES
2017 is a wrap

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Sidste år var for flere det, man kalder annus horribilis. Et år vi kollektivt kunne rive ud af livskalenderen som et af de værste. Alverdens store musikere døde, skuespillere ligeså. De nærmest væltede af pinden i rap, som om en kendis folkesygdom havde spredt sig. Og hver gang var det med ordene “… Ikke flere!”. Flygtningekrisen fortsatte, den humanitære katastrofe fortsatte. Medierne var også gode til at opsnappe og dele nyhederne lystigt, og de genskabte klangen af at nu kunne det da ikke blive meget værre (indtil George Michael tog billetten i julen, som et makabert lille twist på sit livs værk ‘Last Christmas’ – det blev det så, hans altså…). Det kunne ikke blive meget værre for verden, så i protest gik jeg på kornet og skrev det her indlæg om alt det fine og gode, der også var i 2016 (hvis jeg kan nå det, så gør jeg det samme igen i år (eller starten af 2018) samler til bunke over alt det gode, der har været i 2017).

Selv om vi mistede Adams far i 2016, så var det også året, hvor vi blev gift. Og sådan er det jo – livet. Op- og nedture.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Set på 2017 så kan jeg blive så forfærdelig forpustet og uden tvivl også selvmedlidende. Men jeg er også på mange områder styrket og stolt. Og denne tid på året er den helt rigtige til at mærke efter og

Vi startede med at få besked om lukning af vores program på P3, det var allerede i januar, og så er stilen ligesom lagt, haha! Så brugte jeg nogle måneder på at beslutte om jeg ville blive alligevel i et andet tilbud, jeg fik, eller om jeg helt og aldeles skulle noget andet. Og det skulle jeg! Efter seks år i DR med store oplevelser, nye venskaber, masser af erfaring og i den grad også skuffelse, så traf jeg beslutningen om, at jeg skulle ud og gøre noget selv.

Hold kæft, hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ikke lukkede bloggen helt i november 2016. Det er nok en af de ting, jeg har takket højere magter mest for i 2017. Tænk engang! Mit arbejdsliv har aldrig været sjovere – fleksibiliteten i at være selvstændig gør det by far op for alt det besværlige, der også er i det. Regnskaber og den slags. Jeg er meget, meget glad og afsindig taknemmelig for, at hvad jeg startede som tidsfordriv i den gråmelerede Bolia-sofa i den gamle lejlighed på fjerde sal en kold aften i november, nu, i dag, kan give mig smør på brødet og et par rejser om året.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Og det fører mig jo hen til jer, for hvis ikke I var der, så var det slet ikke sjovt. Hvis ikke I var så var der måske en lille ROCKPAPERDRESSES med skrevne ord. Men de ville slet ikke få lov at leve, som de gør, sammen med jer. Alt hvad jeg tænker, og alt hvad jeg skriver – det kommer jo først til live, når I modtager det, tygger på det og skriver tilbage. That’s how it is.

Og så kan vi være uenige, og nogen gange synes jeg I kan være skrappe og spidse. Og nogle gange fortjener jeg det også. Men jeg synes aldrig her ikke er rart. Jeg er aldrig bange for at skrive, hvad jeg tænker – også selv om det ikke går rent ind hos alle. Og det er helt enestående i blogverdenen, synes jeg. For vi har respekt nok over for hinanden til at diskutere og diskutere et lag dybere ned – uden at smække med døren. Vi bliver, forsøger at blive klogere på hinanden. Og det synes jeg i en hurtig internetverden er noget af det smukkeste vi kan give hinanden. At høre hinanden ud, at læse og stille spørgsmål til det vi ikke forstår – det som ikke er som i os selv.

Uden at vi mødes IRL, så synes jeg at fælleskabet er blevet endnu stærkere, og vi er rykket endnu tættere herinde i 2017 –  til trods for at vi kan have kilometer imellem os. Det er for mig meget rørende.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Og det har også været et år, hvor jeg har delt min allerstørste byrde med jer. I januar 2017 fik vi besked om, at vi skulle i fertilitetsbehandling. Og lige præcis dén del af mit år har budt på den indtil videre hårdeste rejse i mit 28 år lange liv. Det er hér selvmedlidenheden kan kigge frem. For vil ville jeg ikke ønske det for min værste fjende. Men selv om jeg hørte virkelig meget tarveligt i starten – “hvorfor adopterer I ikke bare?” eller “Måske er der en mening med, at I ikke kan få børn?”, så oplever jeg faktisk, at det er stilnet af. Folk omkring os har fået en del mere indsigt og forståelse, så de fleste møder os med omsorg.

Måske fordi de alle sammen læser RPD? Haha! I doubt it. Men det fører mig til den side af hele miseren, som har givet mening. Rigtig meget mening. Jeg kan stadig huske, da jeg bad Adam læse det her igennem. Jeg spurgte, om jeg måtte udgive det for ham, dele vores historie. Han sagde, at hvis det betød noget for mig – så skulle jeg gøre det. Det betød noget for mig, for jeg havde en fornemmelse af, at det kunne betyde noget for jer. Jo, der fandtes et par (primært anonyme) blogs, der delte deres barnløshed med omverden. Men jeg havde svært ved at finde nogen at spejle mig i. Nogen helt almindelige mennesker, der turde stå frem. Og hvis jeg havde det, så måtte I også have det. Og når hver sjette par på verdensplan er udfordret på at lave babyer – ja så måtte I jo være derude.

Og vores rejse, at dele den, det er nok det mest betydningsfulde jeg har præsteret i hele bloggens levetid. Måske i mit arbejdsliv? For lige pludselig blev jeg væltet af et genhør – I var så mange, der havde brug for at læse lige præcis mine ord. Og jeg jeres! Selv når jeg har delt det grimmeste og dybeste, så har I været der og taget imod så flot og varmt og kærligt – også hinanden imellem. Det har aldrig givet så meget mening at have bloggen, hvorfor jeg igen er så taknemmelig for, at jeg ikke lukkede den.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Adam er lidt en sortseer, og hvis der først er uorden i et par af brikkerne, så kan det hele være noget lort. Og set på brikkerne så er fertilitetsbehandling også pisse uoverskueligt. Og det har tæret helt vildt på økonomien også. Og så er der vores evindelige byggeprojekt som nu i sine sidste forberedelsesstadier bare stadig er super træls og besværligt, dertil vi har lyst til at give op.

Og så er det at opstarte en virksomhed også tough! – for det nåede jeg da også i 2017. Det er tough for tiden og økonomien. Fra Adams synspunkt har det været et alt for hårdt år, og “det er bare så typisk os, aldrig at vælge de lette løsninger, de billige løsninger”. Sagt i vrede.

Og det er måske rigtigt. Men vi har jo alle sammen vores. Vi har allesammen ting der ikke går efter planen. Og når man er typerne som os, der ikke holder næsen tilbage og fingrene i ro men hele tiden søger nyt. Nye muligheder, nye chancer, nye opgaver, nye oplevelser – ja, så vil der til tider være grus i maskinen. Det får man, når man stikker næsen frem – et par dask henover den. Vi kunne også bare sidde på vores flade uden ambition og uden at udrette. Men det ville ikke være et tilfredsstillende liv.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Så jeg prøver på at tænke på 2017, som det år vi gjorde noget. Jeg sagde mit job op, jeg startede to virksomheder op. Vi rejste på ski, til varmen og på bilferie – og nu til New York, som har været på bucket listen for evigt. Min altså.

Og det er også året, hvor vi så hinanden i øjnene og gjorde det. Startede i behandlingen uden tøven. Og vi har kørt på uden pauser indtil nu. Vi har gjort det – og vi fortsætter. Vi kæmper, til vi er i mål. Og selv om det er pisse hårdt og det river og skærer i mit hjerte for hver gang den ikke er der. Vi er også kommet til i det offentlige med plads fra marts på Hvidovre.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Så når jeg selv bliver ramt af al mørket – for det sker. Og det er sket mere i 2017 end noget andet år, så tænker jeg på min farmor, der siger, at alt løser sig. Selv det mest knudrede og besværlige. Det løser sig. Der er en løsning på alt – og indtil vi når den, finder den, den løsning, så lærer vi pokkers meget om os selv og om hinanden og om andre.

For hvis der er noget, jeg har fået ud af af dette vanvidsår, så er det lærdom. Jeg bliver klogere på mig selv, mine grænser, min krop, hver dag. Og det er i virkeligheden den allerstørste gave.

Så 2017, tak for dig. 2018 – jeg glæder mig til at lære af alt det, du kommer til at give mig.

Alle billeder af Alona Vibe

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

21 kommentarer
    1. Jeg tænker det er grundet ventetiden. Der er lang ventetid på fertilitetsbehandling i det offentlige, optil 1-2 år. Hvis de blev henvist ved sidste jul giver det god mening at de først er kommet til nu.

  1. Tak for dig, Cathrine. Tak for dette lille (eller ret store) hjørne af internettet, hvor jeg bare elsker at læse med. Omend jeg er en af de mere stille læsere, så læser jeg trofast med hver dag.

    Og velkommen til NYC! Her er skide koldt, men så magisk lige nu.

    Stort knus
    Christina

  2. Tak for i år! Jeg glæder mig til at følge dig næste år og gerne mange år frem. Jeg er en af de læsere, som for alvor er hoppet ombord ifm dine skriv om fertilitetsbehandling. Det har gjort en verden til forskel for mig, at du har delt dine sorger herinde – at føle man har en vituel veninde, som er igennem præcis den samme røvtur som en selv, når veninderne i den virkelige verden slet ikke kender til den del af livet – det har været en kæmpe hjælp og støtte. Tak for det! Og det er næsten overflødigt at nævne at jeg inderligt håber for jer at der er succes i det kommende år. Enten i form af en bebs og hvis det ikke lykkes så I form af at I nærmer jer en accept af situationen. For det er mindst lige så svært som at gå igennem behandlingen. <3

  3. Tak for i år og TAK fordi du har skabt dette kærlige, ærlige rum for alt det svære. Jeg føler mig så forstået her og det er meget lettere for mig at fortælle mine nærmeste, hvordan jeg har det, når jeg kan henvise til dine ord. Tak. Jeg er dig så taknemmelig for dit mod, for det gør også mig mere modig i forhold til at dele, og alting bliver lettere, når vi ikke bærer alene. Tak.

    Jeg håber I får det vidunderligt i NY, og at det nye år bringer godt med sig.

  4. Tak for at du deler så smukke ord og så fine tanker. Du er virkelig sej og dygtig og inspirerende. Du er sådan en, der ikke blot inspirerer men også indgyder mod, fx til at gå efter de svære løsninger. Tak for det og god tur til New York.

  5. Tak for i år. Tak for det eneste sted på det store internet hvor jeg kan genkende mine egne følelser af fortvivelse, håb og sorg – plus alt det andet man føler når man er i behandling. Du skriver det så fint. Så ærligt. Så rigtigt. Det er jeg så glad for. Her er plads til at være sårbar og ærlig. Uden at vi mister håbet. Jeg tror farmor har ret. Det løser sig. For det SKAL det. Der er ingen anden løsning. Så må det koste. For den store “pris” venter derude. 💕
    Godt nytår til jer alle tre 🎉

  6. Fiiiine fine billeder! Dygtig fotograf du har med dig der 🙂
    Jeg håber 2018 bringer en kæmpe bunke gode ting jeres vej!

  7. Tak for en ekstremt dejlig og ærlig blog. Du lyser min hverdag op på så mange punkter så tak tak tak fordi du deler ud. Jeg er så sikker på, at du hjælper mange flere, end du er klar over – godt nytår herfra! 🙂

  8. Sikke et fint, livsbekræftende indlæg. Du er virkelig virkelig sej. Tak for dig og dine ord. Og TAK fordi du deler. Godt nytår og nyd New York. Glæder mig helt vildt til at følge med i 2018!

  9. Jeg ønsker jer alt det bedste i 2018. Tak fordi I deler jeres fertilitetsbehandlings-historie. Det har gjort, at jeg ikke føler mig lige så meget alene i hele den her behandlingsproces. Dine ord og jeres gåpåmod har hjulpet mig gennem flere mørke dage, hvor det hele virkede nyttesløst og ja-hatten 10 størrelser for lille.
    Vi har, lige som jer, tømt sparegrisen og er gået igang med et enormt byggeprojekt. Og på trods af at der lyder et ekko på bankkontoen, har det været dejligt at opleve et projekt i fremgang, når nu baby-projektet ikke rigtig har kastet noget positivt af sig.
    Jeg glæder mig til at følge dig i 2018, og jeg håber inderligt at det bliver et år, hvor alle brikker falder på plads.

  10. Kære Cathrine,
    Bliver helt rørt af at læse dit indlæg ❤️
    Du er SÅ sej og jeg har enormt meget respekt for dig 👊🏻😊 At dele dine inderste tanker og følelser omkring jeres udfordringer med fertiliteten, har betydet utrolig meget for mange kvinder. Jeg har selv været hele møllen igennem 8-9 år og jeg ville ønske, at der havde været en som dig, dengang det var sværest for mig. Kan sidde og få helt tårer i øjnene, af at tænke på alle de kommentar som vi har fået i tidens løb. Jeg håber at I undgår de værste af dem, når nu du har åbnet så meget op.
    Vores 2018 bliver et år fyldt med kærlighed, da vi skal hente vores søn i Sydkorea til sommer 💙
    Jeg håber af hele mit hjerte, at 2018 bliver et fantastisk år for dig og Adam. Forhåbentlig kommer I et skridt nærmere på at blive en familie på 4 (hvis man tæller Frida med 😉) 🙏🏻
    Alt godt til jer ✨❤️😊

  11. Kære Cathrine,

    Du skriver så fint, jeg fik gåsehud!
    Og tak for din evige optimisme, eller i hvert fald forsøget på at være det!
    Du giver mig SÅ meget igennem din blog.

    Min kæreste og jeg blev gravide, men mistede allerede i 8. uge.
    Jeg havde svoret på at jeg ikke ville blive ked af det, for “det er jo helt normalt” og “det sker for 25% på din alder”.
    Ikke desto mindre, så har det fyldt utrolig meget, ventetiden, tankerne og ikke mindst dommen om at fosteret er et gået til grunde.
    Jeg ved man ikke kan sammenligne det med jeres, men det der med den konstante ventetid, processen og tankerne, det er ulideligt.
    Og selvom jeg jo godt ved at jeg kan blive gravid, vi kan blive gravide, så synes jeg ventetiden er lang til at vi må prøve igen.
    Jeg har den sidste halvanden måned virkelig været i ét langt sort hul, pga. alt det.
    Men hvor har jeg bare lyst til efter din indlæg, i morgen at stå op og tro på at det hele nok skal gå, at der er en mening med det og at der er en løsning på alting.
    Tak for du er så positiv og tak for at du deler!

    Rigtig godt nytår til jer, håber 2018 er jeres år, ligesom det forhåbentlig bliver vores!

    Mange knus

    Stine

  12. Imponerende så godt som du skriver altså!!
    Nyd jeres velfortjente ferie i New York og så håber jeg, at 2018 vil blive et fantastisk år for os alle – og for jeres part også et roligere år og et år hvor graviditeten vil lykkes <3
    Jeg er sikker på, at I har jeres helt egen lille virtuelle verden som hepper og krydser alt hvad krydses kan 🙂

  13. Tak. Bare tak for endnu et fantastisk år hvor der igen-igen er kommet endnu mere dybde i bloggen. Jeg tror aldrig det er muligt, men du fortsætter med at udvikle RPD – stor respekt. Tak for inspirationen, ordene og ærligheden.
    Jeg hepper på at 2018 bliver ÅRET for jer og jeres kærlighedsmission.
    Kh

  14. Kære Cathrine

    Tak for et smukt nytårsskriv.
    Og tak for så mange gode skriv igennem 2017. Du er en stjerne!
    Jeg ønsker alt det bedste for dig i 2018.

  15. Bliver helt rørt når jeg læser din opsummering på 2017.. Shit der har været meget på spil! Jeg ville bare sige, at du har givet mig så meget, idet du har valgt at dele jeres fertilitetshistorie… Jeg er selv igang med fertilitets, eller det skal jeg i januar, men indtil nu har det været rocker hårdt, så dét at du deler dine tanker har gjort rigtig meget for mig!! Så tusind tak for dig og fordi du deler din historie!!

  16. Den smukkeste tekst til de smukkeste billeder. Dig og Alona komplementerer hinanden så godt. I er begge mennesker med noget på hjerte, og i formår både at komme ud med det på tekst og på billede. Det er et af de fineste samarbejder i 2017 – og jeg ved det, for jeg kender Alona – og jeg føler også næsten, jeg kender dig, Cathrine.

    Du har min dybeste respekt!

  17. Hej Cathrine
    Jeg er, som en af dine øvrige læsere også skrev, en af dine mere stille læsere. Din åbenhed omkring jeres fertilitetabehandling, jeres oplevelser af det og at du deler jeres kamp med os, er både inspirerende, men også utrolig modig. For mig, som også har været igennem lignende, har din “stemme” betydet at vi igen har fået mod på at forsøge fertilitetabehandling efter 4 års pause. Da vi ikke lykkedes med det, gav vi op. Jeg følte mig helt alene i verden med mine oplevelser. Så tusind tak for at du tør, at du er så reflekteret og detaljeret i dine fortællinger – for mig har du inspireret mig til at være mere positiv (og sætte pris på de små ting) og ikke føle mig forkert længere – at “jeg bare kan adoptere” eller “om der ikke var en mening med det”. Jeg ønsker jer alt det bedste i det nye år.

Læg en kommentar