En tur i rutchebanen

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

Natasja skrev så sødt, at jeg strålede mere end jeg plejer på billeder, da jeg lagde det her billede ud i eftermiddags. Og jeg havde lyst til at skrive noget mægtig morsomt, om at hun bare skulle sige til, hvis hun ville have et nummer eller noget med “it’s called concealer”. Egentlig blev jeg bare glad og sagde tak <3

Men fra det her for mig ret alvorlige indlæg for snart en måned siden, så har jeg faktisk også forsøgt, alt jeg kan, på at rette skuden op. Måske det er det, der kan ses?

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

 

Jeg har forsøgt at gøre alt det, livet var fuld af præ ferti-krig. Jeg har trænet, lavet hot yoga, været i sauna (al den varme er forbudt for gravide, siger lægerne, så nu skal jeg kraftstejlemig ligge og stege i varmen, ha!). Jeg er begyndt til zoneterapi, som er en helt fantastisk oplevelse! Noget der kun handler om mit velvære – ikke om en fremtidsfjern blastocysts overlevelseschancer. Jeg har taget små pauser i løbet af dagen. Nårh ja, og bestilt den ferie til New York! Jeg har drukket vin og champagne. Kysset ekstra meget på Frida, som jeg er ekstra forelsket i pt.

Vi har en hel og fuldstændig pause fra behandling. Det føles så mærkeligt! Og dejligt! Og hårdt! Det har jeg efterhånden lært – der er sjældent én følelse men tusinde og på samme tid.

Det er virkelig dejligt at være uden sprøjter, ondt, det der psykiske pres i ventetiden. Jeg stoppede for snart to år siden med p-piller netop med dén tanke, at jeg skulle være uden hormoner og alt det unaturlige. Jeg er nærmest fanatisk omkring økologi – og klip til 2017 hvor jeg er med til at forgylde medicinalindustrien (min CTR-saldo blev opgjort her i november, og jeg har købt medicin for en værdi af små 30.000 – heldigvis er alle pengene ikke kommet ud af min lomme men dækket af vores vidunderlige velfærdssamfund) og plastre min krop til med kemi. Oh, the irony! Det er kæmpe lettelse at være foruden al smerten, både på sjæl og i krop!

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

Men… Somehow føler jeg mig også lidt tom. Jeg har været “hende i behandling” i snart et år. Jeg skal lige finde ud af, hvad jeg er, eller hvem jeg er, når jeg ikke er i behandling. Det er virkelig et enormt indgreb i både ens frihed, fritid og mentalitet. Alle de aftaler og tidspunkter man skal overholde! Pludselig er den tid jo frigivet, jeg er overladt til mig selv. Det er altså også mærkeligt! Jeg er tilbage til mig selv – det er bare et helt år siden sidst. Jamen dav, du! Alt for længe siden!

Det er også kommet lidt bag på mig, at jeg faktisk synes, det er lidt hårdt at have en pause. Det lyder måske underligt. Men så længe vi ikke er i aktiv behandling, så er der jo heller ikke noget at håbe og tro på. Der er jo ikke en ægoplægning at glæde sig til. Vi tager ingen skridt – hverken frem eller tilbage, men står bare stille, og så kommer vi det jo ikke nærmere. Det kan jeg mærke er en virkelig sær følelse. Det er er en lettelse at være fri – og et kæmpe åg på skuldrene, for så kommer jeg ikke nærmere at give os en baby.

Det manglende håb får mit hoved til at tænke, at vi da bare skal klø på – it’s not gonna happen, hvis ikke vi klør på. Men min krop har bedt om den pause, vi har. Den havde tabt fire kilo sidst hos lægen for fire uger siden. Jeg vil skyde på, at jeg er nede på min 7. klasses-vægt. Og det er altså ikke et habitat for et lille æg. Tydeligere kunne kroppen næsten ikke sige det, nu hovedet bare siger “klø på”. Forstå det nu!

 

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

Selv om jeg ikke er på skrappe hormoner, så er mit humør og min selvfølelse stadig  udfordret. Det hele kører op og ned. Fra selvmedlidenhed,  ulykkelighed, håbløshed, glæde, håb. Jeg synes fx, det er hammerhårdt med julen for døren. Alles familiestunder, gaveideer til børn, små nuttede babyer med deres første nissehue, gravide maver til familietamtam. Jeg troede jo også for længst, at vi skulle være der. Det, synes jeg, er hårdt. Og så kommer selvmedlidenheden væltende, håbløsheden til følge. Følelsen af utilstrækkelighed. All of the above. Så kører rutchebanen. Igen.

Men så har jeg en dejlig dag med en times træning for mig selv, hvor der ikke er plads til tarvelige tanker. Hvor jeg er fucking god til at holde mig oppe i planken og sveder løber af mig. Jeg får lov at føle mig som mig i gamle dage. Eller også får jeg klaret nogle arbejdsopgaver til UG, som gør mig stolt. Eller dét at vi nu har underskrevet en entreprise og har en tagterrasse om fire måneder! Dét gør mig glad og fylder mig med varme ved tanken om nye minder deroppe. Og så er der lige en kop varm kakao ude i kulden med ekstra flødeskum på. Ah…

Jeg er ved at have forstået denne her rutchebane. At den selvfølgelig kører op og ned, det er ligesom præmissen. Jeg har forstået, at de mørke tanker er en følgesvend. Men der kommer også lysere dage. Så jeg er ikke bare glad. Men jeg er heller ikke bare trist. Måske er det forvirrende for familie og venner – jeg tror gerne, de vil, at de så mig i en kasse. “Så, nu er hun glad igen, pyha!”. Men hvem af os er også så endimensionerede i vores følelsesliv?

Jeg prøver lidt at omfavne det hele. Hele rutschebanen, både i top og bund. Og dét er det vigtigste med pausen lige nu. At finde en rummelighed over for mine egne følelser. Også dem jeg skammer mig over. Dem jeg næsten ikke kan bære.

Jeg prøver at bruge pausen til at give mig selv nok overskud til at kunne være i følelserne. Så kan jeg hilse på dem, være i dem, men også se enden på dem igen. Jeg bliver ikke bare glad igen, og så kører bussen. Det er ikke bare et spørgsmål om at gå til yoga. Bum! Væk! Skrue ned for arbejde et par uger. Jeg ved jo, at fertilitetsbehandlingen er et langtrukkent projekt, og ligeså er det forsat at fokusere på den ekstra selvomsorg. Det er min nye vigtigste opgave i det her lille liv.

alle billeder af Alona Vibe

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

rockpaperdresses, Alona Vibe, Cathrine Widnok Wichmand, Granola Værnedamsvej

25 kommentarer
  1. Åhh ja, pause er en mærkelig størrelse. For man har fri, rent fysisk. Men i tankerne er der aldrig rigtig pause. Specielt det med at man ikke kan nyde pausen, fordi der jo ikke ikke sker noget og det er ligesom det man længes efter, dét kan jeg alt for godt. Men jeg tror også det er godt med pauser.. lige at trække luft ind og samle kræfter til næste omgang, man ved jo den kommer. Syntes bare det tager lang tid at komme tilbage til før behandling.. det er virkelig svært ikke at agere som under behandling når man har været i det så længe.. Personligt rammer jeg et kedeligt tre års jubilæum i starten af januar. Ikke for aktiv behandling, men siden at det var den vej jeg gik ned af. .det er lang tid. Men pause er godt. Nogen har jeg taget frivilligt, andre har naturen ligesom bestemt. Og det er vigtigt at “tvinge” sig selv til at nyde den frihed som pausen giver. Og nej, man er ikke rigtig glad eller rigtig noget som helst. For pause eller ej, så er man jo stadig i behandling, på en eller anden sær facon. I hvert fald oppe i sit hoved. Men godt at du prøver at nyde og gøre gode ting for dig selv, det burde man være bedre til altid. Pause eller ej <3

  2. Vi holder også pause fra behandling. Av, det er en svær tid mentalt. Jeg prøver virkelig at slappe af, men det er jeg slet ikke i stand til. Alle de gravide maver, jeg kan slet ikke klare det mere – den her rutsjebane må godt stoppe nu, tak! Alt held og lykke til jer <3

  3. Du er så smuk, Cathrine. Jeg bliver uendeligt glad af din varme, som du udstråler – det er som om, at du ikke kan lade være med at stråle, ej heller når livet sutter røv.

  4. Puh, jeg har også lige rundet de 30.000 i CTR – det er jo vanvittigt! Og så bliver man så taknemmelig over at bo i et land som Danmark (og sur over at visse politikere vil minimere vores smukke velfærdssystem…). Jeg kan godt forestille mig at det må være ret ambivalent det med pause. Jeg er “kun” i behandling pga manglende cyklus så mit liv kører konstant i ring med hormonsprøjter indtil der kommer en ægløsning plus insemination… og så en menstruation..
    Udadtil virker det som om du er lidt gladere 🙂 Og det må være skønt at kunne nyde sauna, hot yoga og hård træning. For uanset hvor meget man siger til sig selv under behandling at man skal leve og gøre som man plejer – så er det bare pisse svært fordi man ikke vil forringe ens chancer yderligere…

  5. Bare <3 din vej!
    Og har jeg misset et blogindlæg omkring jeres kommende tagterrasse og godkendelse af denne?! 🙂 Har ellers fulgt meget med i boligprojektet, men tillykke med det 😀

  6. Jeg kender det. Eller det gør jeg ikke, men jeg står og skal skifte sclerosebehandling, og jeg forestille mig, at det er lidt samme slags stress. Minder lidt om at få udleveret en seddel, hvor man skal krydse af , hvilke af ens organer mv, man tror man vil få mindst brug for i fremtiden: hjerne, hjerte, nyrer, lever, skjoldbruskkirtel? Alle sammen med en (lille) risiko for død og en enkelt med mere end 50% risiko for at blive infertil. Glædelig jul osv. Selve sygdommen føles nogle gange som en spindende, lille killing i sammenligning. Når først valget er truffet, føles det ikke helt lige så skræmmende, for så er det trods alt kun 1-2 farer man skal være obs på, og i lang tid mærker man måske slet ikke noget til dem. Men her på forhånd føles det bare overvældende og mega skræmmende. Heldigvis er jeg rigtigt glad for mit liv ellers i øjeblikket, så jeg prøver at huske mig selv på, at jeg bare er “lokalt” ked af det, så den følelse ikke kommer til at farve resten. Anyway, dejligt at du har det lidt bedre, selv hvis det kun er en del af sandheden 🙂

  7. Kære Cathrine.
    Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, men jeg læser den hver dag. Det er altid en lovlig overspringshandling for mig at tjekke den midt i studieræset.
    Jeg har hverken børn eller planer om at få det lige foreløbig, så jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan du har det, og hvad, du er igennem. Men du har gjort mit perspektiv omkring infertilitet så meget større. TAK for det. Og så vil jeg bare sige, at jeg ønsker så dybt for dig og Adam, at jeres ønske går i opfyldelse. Sådan helt helt ind i maven. Jeg har aldrig heppet så meget på nogen som på jer. Og det, selvom jeg ikke kender dig personligt.
    Rigtig god onsdag til dig! KH

  8. Det er virkelig stærkt af dig at dele – og som altid så godt skrevet! Wauw. Elsker at følge dig. Bliv endelig ved med hvad du gør. Du er one-of-a-kind.

  9. Kære Cathrine
    Det er så stort, at du deler din verden med omverdenen.
    Jeg har ikke selv erfaring med fertilitetsbehandling, men min søster og flere veninder har været gennem møllen, og som nyuddannet læge ved jeg da også et og andet. Jeg tror alle, der er i, eller har været igennem, det samme som du, vil give dig ret i, at det er noget af en rutschebanetur. Det er så svært at finde en balance i det hele, når man veksler mellem håb og store skuffelser. Og at rette sig efter lægernes anbefalinger men samtidig huske sig selv i det hele. Jeg tror, en pause kan gøre godt for mange i din situation, men forstår samtidig den nagende følelse af, at der ikke er chance for en graviditet i den periode. Men måske er det pausen, der giver dig og kroppen overskuddet til næste omgang, og så er det sikkert godt givet ud igen.
    Jeg kan ikke komme med gode råd eller opmuntrende ord, for dem er du garanteret allerede mættet og trættet af. Men som trofast læser – også gennem fertilitetshelvedet – vil jeg blot dele, at jeg synes, du gør det så godt! Ikke mindst fordi du deler alle dine tanker om et alt for tabubelagt emne.
    Du er sej!
    Kh. Stine

  10. Fuck mand, den dag det lykkes – på den ene eller den anden måde for jer -bliver jeg simpelthen så glad at jeg kommer til at tude!❤️ Kh en som har været i samme båd ❤️

  11. Det lyder som nogle meget sunde overvejelser, og utroligt vigtigt at holde fokus på DIG, på at du – og i – skal igennem det her med så få skrammer på sjælen som muligt. At have fokus også på de “forbudte” følelser tror jeg er sindssygt vigtigt.
    Jeg har selv været i behandling for at få mine børn – en proces, der har strukket sig over i alt 8 år fra start til sidste mand/dame i vores familie var der – med pauser, med ufrivillige aborter, med skuffelser – you name it. Man KOMMER ud på den anden side (og oddsne er i jeres favør for at der er en baby med der), men min erfaring er at man for altid bliver en anden. Jeg mistede min uskyldsrene tro på at alt nok skulle gå, min ukuelige optimisme fik modspil af mere mørke sider. Jeg bærer det med mig og omfavner det, men jeg tror det er vigtigt at slutte fred med alle de svære følelser i denne proces.
    Vi holdt også pause et par gange – begge gange ufrivilligt (en GUL og en strejke i sundhedsvæsenet) og jeg kom stærkere ud på den anden side. Med lidt overskud og fighterånd.
    Jeg krydser alt hvad jeg kan for at det snart er jeres tur. For pokker altså, fertilitetshelvedet er sgu et helvede!

  12. Det er sådan en hård tid <3 Åha.
    Hvor lang en pause holder i? og er det en pause i skal holde (fordi lægerne siger det) – eller er det en pause i har valgt at holde?

    Jeg håber du nyder December, selvom mange ting fylder. <3

  13. Uden selv nogensinde at have været i fertilitetsbehandling, så kender jeg at presse sin krop for hårdt og for længe, og have en krop som ikke altid er “som kroppe burde være” – blev opereret for modermærke kræft som 17 årig og til tjek årligt med jævnlige små biopsier her og der.
    MEN! Jeg har øvet mig på at når jeg ligger og afspænder efter yoga, at sige tak. Tak til min krop for at bære mig, for at altid være der, selv i perioder når jeg har behandlet den grimt. At takke min krop, uden et men, uden et forbehold. Bare tak.

  14. “Jeg synes fx, det er hammerhårdt med julen for døren. Alles familiestunder, gaveideer til børn, små nuttede babyer med deres første nissehue, gravide maver til familietamtam. Jeg troede jo også for længst, at vi skulle være der.”

    Tak ❤️ Også for din julehilsen på IG. Denne tid gør ondt, samtidig med at den gør godt.. fordi jul 🎄 Og det ér vidst svært for familie (og nogen gange også mand) at forstå, at man kan være lidt ulykkelig og glad i en og samme stund.

    “Måske er det forvirrende for familie og venner – jeg tror gerne, de vil, at de så mig i en kasse. “Så, nu er hun glad igen, pyha!”. Men hvem af os er også så endimensionerede i vores følelsesliv?”

    Tak fordi du deler ❤️

  15. Også et tak fordi du (og andre der kommenterer her) deler fra mig ❤️ Og en masse gode vibes din vej 🙏🏻

    Jeg kan genkende mig selv i alt det, du skriver, og det føles på samme tid befriende og trist. Befriende at vide man ikke er alene om de blandede følelser generelt men særligt ifm. julen. Trist fordi jeg ville ønske, at ingen skulle igennem fertilitetshelvedet… Min kæreste og jeg har købt et hus, som er ved at blive bygget, tre værelser, så ALLE siger: Jamen så skal I vil også snart have nogle børn! Eller noget i den stil… Jeg kunne pande folk én nogle gange! De ved ikke bedre, men det rammer bare sådan et ømt punkt.

    Igen tak fordi du deler, og det er så godt skrevet. Namasté.

  16. Efter et par hektiske dage har jeg endelig et par timer alene til at kunne slappe af. Og jeg havde sådan behov for at læse noget fra den verden som jeg har været en del af i 4 år. Efter en fejloperation for 6 år siden endte vi 2 år efter i fertilitetsbehandling med IVF. Alt det du skriver i dine indlæg lyder som noget der er kommet ud af min mund overfor venner, familie, kollegaer osv. Eller tanker som jeg selv har haft.
    Jeg kunne ikke lide at få gode råd i hele mit forløb -slet ikke af andre som ikke selv havde prøvet det. Men jeg kan kun bakke op i det med pause. Vi har hver eneste sommer holdt pause, så vi kunne nyde hinanden og sommeren med lige det vi havde lyst til. Det var nogle dage svært fordi man vidste at der ikke ville ske noget på babyfronten i den tid. Men vi formåede at nyde det og når sommeren var slut var det, det hele værd. Vi havde virkelig brug for de pauser. Ellers var vi ikke kommet igennem 4 år. Og hvor var det skønt bare at kunne være ærlig overfor folk der spurgte hvordan det gik med projektet. VI HOLDER PAUSE😄🎉
    I oktober lykkedes det så ENDELIG! Så selvom jeg nu ligger med en lille pige i maven, er halvvejs og skal føde til juni. Så føler jeg stadig at jeg er i behandling. Jeg er stadig en af dem. Og jeg er hamrende nervøs for om noget går galt. Jeg føler mig stadig anderledes end de andre gravide, som bare blev gravid i første forsøg. Jeg er stolt af min krop og den rejse som jeg har været igennem. Det har været så vanvittig hårdt til tiden, men det vigtigste for mig er at jeg fyldte mit liv med en masse gode ting imens. Jeg ville lære at leve et vidunderligt liv med oplevelser og positivitet, for tænk nu hvis jeg skulle leve uden et par resten af mit liv. Det har været med til at holde mig oppe. Men det var sgu ikke hver dag det kunne lykkes. Men hvor er jeg glad for at jeg kæmpede og tog mine pauser undervejs. Held og lykke til jer og alle andre som er i samme situation.

Læg en kommentar