Hvad man kan sige til sin ufrivilligt barnløse veninde - ROCKPAPERDRESSES
Hvad man kan sige til sin ufrivilligt barnløse veninde

What to tell your friend who’s fighting infertility, translation below by Camilla

En af de ting jeg har fået spørgsmål omkring, lige siden jeg skrev indlægget om, hvad man ikke bør sige til ufrivilligt barnløse par (inklusiv den negligerende “det skal nok lykkes” og “måske det er naturens måde at fortælle jer, I ikke skal have børn” eller “prøv at slappe lidt”) – det er, hvad kan man så sige? For det er jo let nok at fortælle jer alt det, I ikke burde sige, uden så at servere jer et par pointers på, hvad man så kan sige, når veninden deler sin historie.

Og jeg vil jo gerne være en hjælpende hånd og forsøge at guide jer lidt på vej. Men. Der er flere ting i det, som gør det lidt mindre lige til. Jeg har selv fundet ud af, at mit humør og tilgang til hele behandlingslivet er super meget op og ned.

Måske har jeg lige fået menstruation – og virkelig ikke ønsket at få den (fordi jeg har ruget på et æg, og det så tydeligvis er gået den gale vej), det er så tough. Eller også har jeg lige fået den (uden at ruge) og er super excited, fordi det betyder, at jeg kan komme igang med næste forsøg – hurra! Det er ikke langt fra spændingen midt december – “er vi der ikke snart?!” I’ll tell you that! Bare for at sige, hvor forskelligt den samme lille ting kan tage sig ud afhængig af måneden, dagen, timen, sekundet.

Så hvad jeg kan holde til at høre på eller dele ud af den ene måned, det bliver jeg ked af den næste måned. Det er ikke nødvendigvis ordene, der er sårende men ligeså meget et udtryk for, hvor omskifteligt håbet og modet i hele processen er.

Derfor er det også svært at sætte deciderede guidelines op, for kvinder i behandling er forskellige, og selv samme kvinde oplever jeg, kan have mere eller mindre plus på kontoen undervejs. Men herunder er et forsøg – og husk endelig at dele jeres oplevelser af samme sag.

Jeg arbejder i øvrigt på et indlæg særskilt omkring dét at fortælle din veninde (i behandling), at du er gravid – så den del kommer særskilt.

Alle billeder er af ALONA VIBE

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

“Hvordan går det?”

I stedet for at spørge direkte ind til “hvordan går det med behandling?”, så spørg mere bredt. Det er ikke sikkert, vi lige har lyst til at fortælle om, hvordan det går. Slet ikke i større sammenhænge med mange mennesker – det kan være mere en one on one-samtale. Står vi med et glas vin i hånden, kan det være et meget godt clue til, at det ikke går specielt godt, og ellers åbner vi forhåbentligt selv op, hvis det er det vi tænker på først ved spørgsmålet.

“Hvordan gik det med den der jobsamtale?”

At ses med veninder kan være lige præcis den escape fra hormoner og sprøjter og (måske) planlagt sex, vi har brug for, så spørg ind til alt det andet spændende, der også er i vores liv. Hjælp os til at minde os om, at der er så fantastisk mange andre ting, vi er pisse seje til og som kører på skinner for os. Det kan være ret hårdt at skulle gentage historien om den fejlslagne mission igen og igen.

“Har du ikke lyst til at vi to går ud og spiser kage og får en manicure?”

Det er the toughest time of our lives. Det siger alle i behandling jeg har mødt. Heck, det har jeg hørt folk sige efter tre måneders almindeligt prøveri, og så var den der på fjerde måned. Det er bare svært at vente på en drøm! Og på et tidspunkt går det fra at være en drøm til en vanvittig hungren, for nogen måske en besættelse. Så forkæl din veninde lidt ekstra, giv hende et pusterum med ekstra kvalitetstid. Det kan også være lige præcis dér, man åbner op og har lyst til at fortælle og dele historien, og hvordan det går. I det trygge, private rum.

(derudover er fertilitetsbehandling for de flestes vedkommende dyrt – også hvis man er i det offentlige (ekstra for os i det private). For vi skal have kosttilskud, nogen får zoneterapi, andre akupunktur, medicin – SÅ dyrt! Så en lille invitation ud til en kage er en stor glæde)

“Det lyder som om, du gør alt det rigtige”

Man kan nemt komme til at tippe om alt det, man selv har læst kan virke. Det ved jeg selv, så snart folk har en lille udfordring. Man vil jo bare gerne hjælpe altså! Men folk i behandling læser ALT eller er medlem af fora, hvor de deler ALT, så der er nok ikke noget tilbage, man ikke har hørt om eller prøvet (som er beviseligt hjælpende). Den anden vej virker det faktisk bare lidt stressende, fordi det samtidig fortæller os, at vi ikke gør nok. Det er i hvert fald sådan, det kan lyde. Så i stedet fortæl os, at vi gør så meget godt, at det lyder som om vi gør det hele rigtigt. Ros med ros på.

“Jeg har selv været i behandling/mistet ved abort/etc.”

Vær ærlig overfor din veninde! Vi deler gerne ud (på de gode dage) og fortæller vores tanker og trængsler – men hvis du selv går med hemmeligheden om at have været i behandling eller er i behandling eller har gennemgået lignende, så del det. Det kan godt være ret hårdt at finde ud af, at man selv har gået og delt – og du så har holdt på samme store hemmelighed. Det kan skabe de vildeste bånd, at have gennemgået dele af samme spektrum, selv om alle oplevelser er forskellige!

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

“Jeg er så ked af alt det, I skal igennem. Jeg er lige der, hvor du har brug for mig”

Den må du endelig gentage! For oven i alt det så kan ens verden også komme til at handle om et meget lille hjørne (en selv, to be frank – men ikke på den fede måde). Jeg kan oveni godt få dårlig samvittighed over, at jeg ikke er ligeså god til at se og ringe til veninder, som jeg måske har været, men overskuddet er der bare ikke lige eller også er der lige tusinde andre ting vi skal huske og forholde os til. Det er så rart, at mærke I er der, at I husker os. Og at I er klar på en snak, når vi er!

Få os til at grine

Send en kattevideo, et tip om en god tv-serie, du lige er blevet færdig med, del en sød insta-account. Anything – få os til at tænke på noget andet i løbet af dagen, få os til at grine. Alting kan være så alvorligt i sådan en proces. Make us smile!

 

I sidste ende så er det vigtigste bare at være der, uden at dømme, uden at forsøge at servere gode råd. Bare lytte. Og hjælp os med at skifte fokus i ny og næ. Nogen gange kan et ekstra langt kram være lige den “jeg føler med dig”, der skal til, i stedet for at vi skal hælde vores hjerte ud. Hjælp os til at tænke på andre ting og forkæl lidt ekstra med kvalitetstid.

Rockpaperdresses, Cathrine Wicunok Wichmand, Alona Vibe, Jul i Tivoli

translation by Camilla

Ever since I wrote the post on what not to say to involuntarily childless couples (including the ignorant ‘it will happen’ or ‘maybe this is nature’s way of telling you that you’re not supposed to have children’ or ‘try to relax’), I often get asked about the right things to say. It’s easy enough to tell you everything you shouldn’t say, without following up by serving a few pointers as to what you could say when your friend is sharing her story.

And I do want to act as a helping hand and try to guide you a little bit. But. There are so many factors making it a little bit tricky. I myself have discovered that my mood and approach to the whole treatment process fluctuates a lot.

Maybe I just had my period – really wanting not to have it (as it means I’ve hatched an egg, which then clearly has gone the wrong way), which is so tough. Or maybe I just had it (without hatching) and am super excited because it means I can try once more – yay! It’s not far from the mid-December Christmas excitement – ‘are we there yet’? I’ll tell you that! Just to indicate how different the same thing can seem – depending on the month, day, hour, second.

What’s tolerable or nice hearing or sharing one month makes me sad the next. It’s not necessarily the choice of words that hurts me, but more an indication of the fluidity of hope and courage in the whole process.

It’s hard to make definite guidelines – as women in fertility treatment are different, and even the individual woman can have more downs than ups along the way. But the words below is an attempt – and please share your experience of the same topic.

I’m working on a separate post on telling your friend (who is undergoing treatment) that you’re pregnant.

‘How is it going?’

Rather than asking directly about the treatment, try with a broader phrasing. Perhaps we don’t feel like talking about it at the specific time. Especially not at events with a lot of people around – it can be more suitable for a 1:1 conversation. A wine glass in hand is a pretty good clue that it’s not going particularly well, and either way, we’ll probably open up if that’s what occurs to us when we get the open question.

‘How did that job interview go?’

To hang out with friends can be exactly the kind of escape from hormones and injections and (perhaps) planned sex that we need so please ask about something exciting that’s also going on in our lives. Help us remember that there are so amazingly many other things that we’re really good at and that are going smoothly. It can be tough having to repeat the story about the failed mission again and again.

‘Why don’t you and I get some cake and a manicure?’

It is the toughest time of our lives. Everyone I’ve met who’s in treatment says that. Heck, I’ve heard people saying that after trying out normally for only three months and then finally getting there in the fourth month. It’s just tough waiting for a dream to come true! And at some point it goes from being a dream to an insane longing, for some maybe even an obsession. So please show some extra care, give your friend a breather with some extra quality time. This can be exactly where she opens up and feels like sharing her story and how it’s going. In that safe, private space.

(furthermore, for most people, fertility treatment is pretty expensive – also if you’re covered by the public health sector (even more so if you’re doing it privately). We need dietary supplements, some get reflexology, others acupuncture, medicine – SO expensive! As such, a small invitation for a piece of cake is a great joy)

‘It sounds as if you’re doing all the right things’

It’s tempting to start giving tips about everything allegedly useful that you’ve read. I recognise that tendency from myself as soon as people have some sort of challenge. You just really want to help! But if you’re undergoing treatment, you read EVERYTHING or are a member of forums in which people share EVERYTHING – i.e., there’s probably nothing (with a proven effect) that you haven’t heard of or tried and tested. Actually, it can seem a bit stressful  when people want to contribute knowledge, as it tells us that we aren’t doing enough. At least that’s how it can be interpreted. We’d much rather hear that we’re doing so many good things – that it seems as if we’re doing all the right things. Praise with some praise drizzled on top.

‘I’ve been in treatment as well/had a miscarriage/etc.’

Be honest with your friend! We are happy to share (on the good days) and explain our thoughts and concerns – but if you’re holding back a secret about having gone through treatment or going through it now or having experienced something simliar, please share. It can be quite tough finding out that we’ve been sharing everything while your friend has been keeping a secret from you. It can create an incredible bond to have gone through parts of the same spectrum, even if all experiences are different!

‘I’m so sorry for what you’re going through. I’ll be just where you need me to be’

Please repeat that one! On top of all of this, your world can end up revolving around a very small corner (yourself, to be frank – but not in a nice way). At times, I feel bad about not being as good at calling or hanging out with friends as I used to be, but the energy just isn’t there – or there’s a million other things to remember and handle too. It’s so good to feel that you’re there – that you remember us. And that you’re up for a chat whenever we are.

Make us laugh

Send a cat video, a tip for a great tv show you just finished watching, share a cute instagram account. Anything. Make us think about something else in the run of the day; make us laugh. Everything can seem so serious in a process like this. Make us smile!

Finally, it’s important to just be there, without judgment, without trying to hand out a piece of advice. Just listen. And help us shift our focus now and then. Sometimes an extra long hug can be just the ‘I’m with you’ that we need rather than pouring out our hearts. Help us think of something else and treat us to some extra quality time.

 

36 kommentarer
  1. Lige den der med “ jeg har selv mistet ved abort” er jeg nok ikke enig i… mest fordi jeg har fået den på den forklejnende måde. Sådan ala, ar det har vi da alle prøvet! Det skal du da bare komme over!
    Hvilket nok gør at jeg stort set ikke fortæller om mine aborter mere (for ja, de er i flertal… ) for det er pisse hårdt om der så er gået 2, 5 eller 15 uger og jeg har brug for et kram, ikke et pff det er da lige meget.

    Ellers rigtig godt indlæg!!! Som altid 😘😘😘

    1. Det har du helt ret – det er jo ikke det samme – og alt handler i virkeligheden også meget om levering, tone, kontekst. Men jeg tror på, man kan knytte bånd, hvis man giver lidt af det “grimme” fra sig selv. Man kan jo godt ikke være i fertilitetsbehandling, men alligevel miste i 6. 12. eller 18. uge. Jeg har mødt en kvinde, der ikke var i IVF/ICSI/IUI men som havde fem aborter bag sig, og der opstod jo bare en kæmpe omsorg fra mig i at have været igennem et (andet) så hårdt forløb <3
      Alt skal siges med kærlighed og ikke bebrejdende eller belærende - og slet ikke over for sådan en som dig, der har så meget smerte at bære på allerede <3 KH

      1. Ja, det handler super meget om, hvordan den slags ytres. Jeg ville blive helt ulykkelig, hvis andre der har været i lignende situationer, som vi har med abort og led fertilitetsbehandling ikke ville melde det ud og dele deres oplevelser med mig, hvis de kunne se jeg var ked af det. Det har hjulpet mig enormt meget at tale med ligesindede! Og omvendt har manglen på ligesindede gjort at jeg har følt mig forkert og isoleret. Hell – Cathrine, du er jo en ligesindet! Og reaktionen fra dine læsere på din åbenhed er et eksempel på hvor vigtigt og givende det er, at vi deler de her hårde processer med hinanden <3

      2. Du har ret <3 og jeg har også veninder hvor båndet netop er blevet stærkere fordi vi forstår hinanden bedre på de punkter… jeg har været igennem det hele nu, dog med et vidunderligt barn midt i det hele.
        Jeg starter nyt forløb op igen… ny vinkel nye undersøgelser efter 4. abort… der har bare været mindre støtte nu… som en træthed fra andre over at det bliver ved. Bare de dog vidste hvor træt jeg så er.
        Det er så vigtigt at træde varsomt og udvise forståelse, du siger det så fint! Tak <3

  2. Åh, hvor kan jeg følge dig mange tingene! Jeg har selv to børn, som er blevet til ved hjælp af fertilitetsbehandling.
    – [ ] Og jeg skulle også forholde mig til mange bemærkninger under selve behandlingen. Såsom “Prøv at købe en hund, så kommer du til at tænke på noget andet”. Eller “Bare slap af, så kommer det helt af sig selv”. Nu havde min mand en virkelig dårlig sædkvalitet, og jeg havde næsten ingen æg, og det kan en hund eller afslapning jo ligesom ikke gøre synderligt meget. Men den bemærkning, som jeg havde allersværest ved at forstå, var; “Ej, hvor er det mærkeligt, så stor forskel der er. For os var den der bare i første hug!” Og så en længere historie om, hvordan p-pillerne var blevet smidt, og den positive test en måned sener. Jeg krøllede helt sammen indeni. Av, den gjorde bare så ondt. Og hvad var det forventet, jeg skulle svare?

    1. Jeg har heller aldrig forstået, hvorfor dem, der er i den modsatte situation (ikke i behandling) (ofte) har behov for at fortælle højt hvor heldige de selv er til en, der er i behandling. Det er fint at ytre, hvis man snakker om emnet eller nogen spørger eller lign – men ikke hvis det ikke har været bragt på bane overhovedet. Hvad i alverden skulle det hjælpe den anden?

  3. Tak for et dejligt indlæg, der rammer et tørt sted. Jeg står med en veninde der har svært ved at få børn, og jeg synes det er enormt svært at vide hvad man skal sige og hvad man ikke skal sige. For at dele en personlig erfaring, har jeg valgt at være ærlig at sige til hende at jrg simpelthen synes det er enormt svært at vide hvad der er passende og hvad der ikke er, så hun må rette mig hen ad vejen hvis noget skal spørges mere eller mindre indtil. Men tak for fokus!

  4. Det er så fint det du skriver! Jeg sidder her og bliver helt rørt, fordi jeg er så pisseheldig at have veninder, som faktisk gør flere af de ting du nævner.
    Det må være så frygtelig svært, at stå på den anden side… magtesløs og vidne til så voldsom en sorg. Respekt til jer veninder og venner derude, som står på sidelinjen(igennem måneder og år!) og uddeler store kram og hepper <3

    1. I det hele taget en virkelig god guide til ting, man kan sige generelt (bortset fra nogle få konkreter) til folk der har det svært og er nede, tænkte jeg. 🙂 i hvert fald kan jeg se mig selv i mange af tingene selvom jeg står et andet sted.

  5. Tak for din fantastiske åbenhed om et følsomt emne, som uden tvivl bliver mere og mere aktuelt!
    Jeg synes emnet er svært – vi er efterhånden et godt stykke inde i at prøve at blive gravide uden den mindste smule succes. Og nu begynder tankerne stille og roligt at melde sig. Og midt i kontinuerlige forsøg på at undgå at google diverse statistikker og skrækhistorier gror der en lille knude inde i min mave der siger mig at det måske ikke bliver så let som håbet at skabe små væsener som vi kan overdrage vores verden videre til. Og det er hårdt.
    Jeg er ved at samle mod til at snakke om det med andre end min mand. Måske. Og derfor er jeg så utroligt glad for at du italesætter emnet – at du sætter ord på. For det er du god til 🙂 Og det hjælper at det kommer frem i lyset andre steder, så det bliver tydeligere at man ikke er alene om tankerne, og det er – i hvert fald for mig – med til at legalisere at tale om et emne, som det ellers er enormt svært at komme ind på. Især når det er en spæd bekymring, som måske/måske-ikke er totalt ubegrundet.

  6. Tusind tak for et virkeligt godt indlæg! Heldigvis er rigtigt mange af mine veninder rigtigt gode til at gøre netop alt det der, men det har taget dem meget lang tid at komme fra “det skal nok lykkes”, “tænk på noget andet” og “det er godt at det er jer det sker for, for I er sådan et stærkt par” til det her. Men nu er vi der, og det er jeg taknemmelig for.

    Jeg er enig med en anden kommentar om at det med at dele sine egne oplevelser skal følges af en enorm forståelse for at alle situationer er forskellige, og at vi virkelig skal passe på med at sige “Jeg ved hvordan du har det” – for det ved vi tit ikke engang selv.

    Tak. Jeg er meget glad for at det her indlæg nu findes på det store web.

  7. Jeg er så ked af det i går igennem, også selvom jeg ikke kender jer.

    Men bortset fra det: Hold op nogle fine billeder! Det er som om, alt spiller – lys, farver, det hele!

  8. Tusind tak for dette vigtige indlæg. For hvor er det svært at stå på sidelinjen og se til hvor knust ens veninde er. Særligt når man selv har ‘overhalet indenom’ og er blevet gravid imens hun og kæresten stadig gennemgår deres livs hårdeste prøvelser (og med en hård spontan abort bag mig vil jeg stadig aldrig kunne sætte mig i hendes sted). Så tak for din ærlighed som kan hjælpe os i vores kærlighed!

  9. Tak for at du deler din historie.
    Jeg er i samme behandling, men har kun fortalt to venner om det. Jeg kan ikke overskue medlidenheden. Så snart nogen ved det oplever jeg at blive behandlet som en porcelænsfigur. Og så skrøbelig føler jeg mig slet ikke. det værste er når andres graviditet bliver skjult for mig for ikke at gøre mig ‘ked af det’.
    Hvordan undgår man den barriere det hurtigt bliver at fortælle det?

  10. Tak Cathrine.
    Tårerne piblede ved “Jeg er sikker på, du gør alt det rigtige.” Tillid og opbakning i stedet for den underkendelse af egen indsats, som det lige nu går op for mig, der ligger i at komme med alle mulige forslag. Flere måneder er bare det at overholde kafferationen og gennemføre alle dele af behandling uden sygedage en kraftpræstation i sig selv.

  11. Jeg er altid målløs når jeg læser dine indlæg om fertilitet. Du rammer så ufatteligt rigtig (og din timing er så fantastisk at jeg nogen gange tror vi har samme cyklus og forløb:-)). Du rør mig så meget og jeg er så vild med og taknemmelig for, at du deler alt det der er så svært. Bliv ved bliv ved bliv ved!

  12. Mange af tingene du skriver, passer faktisk fuldstændigt på hvad man har brug for når man lige har mistet en kær. Jeg mistede min mor for snart 4 år siden, jeg synes stadig det lige er sket og jeg har stadig brug for og havde meget brug for mange af de ting du nævner. Bare det at folk er der, ikke bare siger de er det, men også selv tager handling. Men også lige fornemmer om man har lyst til at tale om død eller om man lige trænger til at få tankerne væk på noget andet. Men uden at lade det være den lyserøde elefant i rummet. For man har også brug for at snakke om det svære. Og man har især brug for kage og kram!
    Tak for et fint indlæg og jeg sender tusind tanker jeres vej<3

  13. Det kommer simpelthen til at lyde så frygtelig overfladisk det her, i betragtning af dit (som altid) fantastiske indlægs seriøsitet, men jeg er nødt til at sige, at det øverste billede muligvis er det smukkeste jeg har set af dig (og det siger ellers ikke så lidt). Tonerne, blikket, lyset – det er simpelthen et helt igennem fortryllende billede. ❤️
    Og uden at det skal lyde fuldstændig forkert (for egentlig ville jeg ønske, at du aldrig behøvede skrive et eneste mere af dem), så er dine indlæg om barnløshed nogle af dem, jeg bedst kan lide. Ikke emnet eller jeres situation (selvfølgelig!!), men fordi det er som om din ærlighed og indlæggenes rå virkelighed og forholden sig til noget, der bare er så gennemført ikke fair og benhårdt, får dine allerbedste og mest rørende ord frem. Du skriver så smukt, når du skriver om jeres ufattelig hårde kamp. Jeg er altid på røven over din indsigt og styrke, når jeg læser dem, men allermest er jeg så bevæget over din evne til at favne alle de af dine læsere, der sidder i en lignende situation. Lade dem føle sig hørt, set, forstået og – måske allervigtigst – ikke alene. Du er vigtig her, Cathrine. ❤️

  14. Kære Cathrine,
    Hvor er det vigtige tanker og så dejligt med mere åbenhed om emnet. Jeg har selv været igennem et årelangt behandlingsforløb (insemination, ivf og icsi).
    Jeg er helt enig i dine betragtninger og tænker også, at et konkret råd til andre er, at høre hvor personen i behandling er. Simpelthen spørge: “hvor er i i forløbet lige nu”. Læg en føler ud, får man en afvisning på at man ikke vil tale om emnet så snak om noget andet. Ingen kan som du så fint skriver vide hvor man er. Men en neutral føler i den rette kontekst giver god indikation om det er nu man orker at tale om det. (Og ja det er sjældent i store forsamlinger, hvis nogensinde).
    Og ellers som du skriver anerkendende og lyttende snak er vejen frem. Ingen kan komme med løsningen for hvis den var så lige til, så havde man nok selv fundet den. Dette gælder sådan set alle mennesker i krise.

    Hvor er det dejligt at du tager tingene så konkret op. Jeg savnede i den grad en lignende blog da jeg startede behandling.

    Så tak.
    Kh Marie (psykolog)

  15. Det er sådan et flot og relevant indlæg! Udover at være en kæmpe hjælp til pårørende til barnløse, føler jeg, at måden at gribe spørgsmålene an på, også kan bruges i andre sammenhænge – som tilgang til svære og følsomme emner generelt. Det er sådan et indlæg, der sætter tanker igang, og som gør mig bevidst om, at stræbe imod, at være den bedst mulige støtte for mine veninder. Tak ❤️

  16. Hej Cathrine..
    Tusind tak for et godt indlæg.Jeg kan 100% godt sætte mig ind i dit forløb med fertilitet for vi var igennem det sidste år min kæreste og jeg, prøvet tre gange uden held, så ja kender godt følelsen af, hvordan man har det under og efter forløbet,så jeg kan sagtens nikke genkende til det du skriver..Jeg har dog aldrig prøvet at få en abort, det må være frygtelig hårdt..

    Vi skal i slutningen af denne måned igang med reagensglas behandling, så må vi håbe at det lykkeds denne her gang..

    Jeg ønsker dig og de andre kvinder herinde, meget held og lykke..❤

  17. Jeg har en veninde, som er så varm og positiv. Hun ville så gerne sige og gøre det rigtige, men endte altid med “Så lykkes det næste gang!” Jeg tvivler ikke et sekund på, at hun mente det godt, men da hun sagde efter 8. behandling, havde jeg mest af lyst til at proppe mine østradiol-piller ned i halsen på hende for at få hende til at tie stille. For der er ingen garantier, og hendes velmenende ord kom i den grad til at synes negligerende.
    Dejligt indlæg<3

    1. Jeg kan helt sikkert se mig selv i den kommentar “det lykkes helt sikkert næste gang”, for man håber jo mindst lige så meget som ens veninde (der prøver) på at det lykkes.
      Jeg sidder også og tænker på, om du måske har prøvet at sige til hende “det gør mig virkelig ked af det når du siger det fordi…”. Jeg ville ønske, der var nogen, der havde sagt det til mig!
      Jeg vil tænke meget over (særligt den kommentar) det i fremtiden.

  18. Kære Cathrine

    Hvor er det et fint indlæg. Jeg tror, du taler for rigtigt mange. Jeg hører også tit fra klienter og yogaelever, at det kan være Ok at tale om at det helt tekniske, vi skal igennem i fertilitetsbehandlingen: ‘Så skal jeg tage indsprøjtninger, og så skal æggene tages ud’ – etc. Det er også en god anledning til at få et ‘hvor er du sej!’ fra veninderne. For det er vi!

    Kram fra din gamle fertilitetsyogalærer – og held og lykke.

  19. Så fint et indlæg <3!
    Jeg har det dog ikke super med "Hvordan går det?". Som en anden skriver kan jeg også se mig selv ind i nogle af de ting, man kan sige til personer der har det svært (ikke kun barnløshed).
    Jeg mistede min mor 5 dage efter fødsel af min førstfødte. Jeg hadede når folk sagde "hvordan går det?" for jeg vidste ikke om de reelt ønskede at vide det, eller om de ønskede, at jeg snakkede om vejret derefter. Jeg ville ønske, de havde sagt "hvordan går det med det hele efter tabet af din mor" – eller noget mere konkret relateret til den situation jeg stod i. Så kunne jeg selv sortere i, om jeg ville snakke om det den dag eller lade være.
    Men jeg er meget enig i, at konteksten også er vigtig – for det spørgsmål er mere et one-on-one spørgsmål og ikke et gruppe-spørgsmål.
    Jeg håber det giver mening 🙂

  20. Jeg har det ambivalent med kommentaren “Hvor er du/I sej(e), at du klarer det”.
    Mit hoved VED, at det er sødt ment, og på en god dag kan jeg tage det som et kompliment…
    Men på dårlige dage giver det mig lyst til at skrige.
    For der er jo ikke noget alternativ til “at klare det”!
    Det er en skodsituation, som vi er havnet i stik imod vores vilje, jeg kan ikke vælge eller lade være, om jeg vil klare det (jo, vi kan stoppe behandlingen, men det gør jo ikke noget bedre).
    Det kan være flot, at man klarer et hårdt studie eller et langdistanceforhold uden at give op på det, men i denne her sammenhæng giver det ingen mening for mig. Jeg føler mig overhovedet ikke sej, bare virkelig, virkelig uheldig.
    Tak for et godt indlæg!

  21. Sikke et fint indlæg <3 Vil lige tippe dig om, at podcasten Tændt lige er udkommet med et nyt, fint afsnit om fertilitetsbehandling. Rigtig god weekend!

    1. Interessant podcast om barnløshed, men jeg må sige, at jeg var ret skuffet over den. Synes ikke, at den såkaldte ekspert sagde ret meget brugbart. Fx sagde hun, at et sundt og raskt par burde blive gravide efter kun et par cyklusser, og det er altså ikke statistisk korrekt. Det tager nemt 6-12 måneder eller mere, selvom man er sund og rask. I kraft af sin autoritet som ekspert kan det nemt skævvride folks ideer om, hvad der er normalt og unormalt.

  22. Elsker dine indlæg om fertilitet og vender gentagne gange tilbage til dem, når jeg savner forståelse og en forsikring om ikke at være alene i verden! For hold op, hvor kan man Google sig fuldstændig skør i forsøget på at klamre sig til andre menneskers symptomer, historier og råd. Pyha. Det kommer der virkelig intet godt ud af! I forhold til omverdenens kommentarer, er min reaktion ofte at smile og bøje af, hvorefter jeg føler voldsom frustration og finder på snappy comebacks i mit hoved efterfølgende 😅 At læse dine indlæg har været startskuddet til at få sagt fra i situationen, når jeg følte mine grænser overskredne. Det har været enormt givende at få lavet den energiudledning nu-og-her frem for at gå og skumme af vrede og håbløshed. Knus til dig, Cat, og håbet om en dejlig weekend!

  23. Tak for et virkelig fint indlæg! <3 Jeg står i en situation, hvor jeg kæmper med at blive færdig med min uddannelse… Det har taget meeeeget længere tid end "det burde", fordi jeg er fuldstændig udbrændt / i en form for livskrise…. Det kan jo ikke sammenlignes med barnløshed, men jeg synes alligevel at de råd du giver kan oversættes til mange former for livskriser… Gad godt at mine veninder læste de råd… Jeg har nemlig på et tidspunkt sagt at jeg ikke orkede at snakke om mit problem, hvilket har resulteret i, at ingen spørger ind til det nu…. Men nogle gange vil jeg jo gerne snakke om det… Føler at mange af mine venner holder sig på afstand indtil jeg henvender mig til dem, men kunne virkelig godt bruge at de tog initiativ… Bare lige nogle tanker på baggrund af dit indlæg..

  24. Jeg får altid så mange tårer i øjnene, når jeg læser dine blogindlæg om jeres fertilitetsbehandling – selv om jeg på ingen måde kan relatere til det i mit eget liv. Jeg under jer bare så meget at få jeres drømme opfyldt og få et barn, for det synes jeg virkelig, I har fortjent. Og det er forfærdeligt, når der sker dårlige ting for gode mennesker. Jeg hepper rigtig meget på jer! <3

  25. Du rammer bare spot on. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde modet til at dele din artikel på facebook, og viser alle mine veninder den. Apropos det dér med ikke at ville tale om det med alle, så tør jeg desværre ikke lige nu. Måske senere 🙂 Du skal bare vide, at du skaber et lettende rum for mig, som går igennem behandling lige nu.

  26. Cathrine, det er så åbensindet, at du deler ud af alle dine tanker og erfaringer inde på det her emne. Det er også min største bekymring, når jeg en gang i livet kommer til det punkt, hvor jeg skal have børn. Men en ting, der også er svært, det er ikke at kunne finde en mand, der vil dele livet med dig <3 🙁 Av hvor er det hårdt at være alene. Jeg ved du sætter pris på af have Adam i dit liv, og det skal du virkelig også. Ved ikke hvorfor jeg havde brug for at sige det. Men det er som om singleheden/ensomheden ikke italesættes som en sorg på samme måde af nogen.

Læg en kommentar