Hvordan siger man til sin barnløse veninde, at man er gravid?
How to tell your childless friend that you are pregnant, translations by Camilla

En ting er, hvad man kan sige til kvinder (og mænd!) i behandling for at vise sin støtte. En anden ting er, at skulle fortælle sin nære veninde, at man er gravid, når man ved den anden kæmper. I har spurgt meget ind til, hvordan man gør det bedst. Hvordan leverer man den, hvad skal man sige og hvornår? Hvad stiller man op?

Det her er en af de rigtig svære at skrive, og en af dem hvor jeg tænker, hvordan jeg har det ikke nødvendigvis stemmer overens med, hvordan andre har det, og jeg kan også mærke, at det er svært at formulere mig helt på spidsen og klart, men jeg vil gerne prøve. Vi har trods alt prøvet i snart to år – jeg har oplevet manges graviditeter og måder at levere nyheden om dem til mig på.

Jeg forestiller mig, at det kan give en knude i maven at skulle overbringe nyhederne til en veninde, man ved, kæmper. Men man er jo nødt til det – ellers skal man slet og ret stoppe venskabet dér, for maven vil omsider afsløre skæbnen, hehe… Og jeg vil virkelig gerne gøre mig umage med formulere mine tanker, selv om det her er noget af det allersværeste – der er så mange følelser i det. I husker måske det her indlæg om ikke at orke sig selv for ikke at orke andre? Det er så pissesejt.

Allerførst føler jeg, jeg må sætte et par ord på denne her sorg, og de følelser, man bakser med. Dem som man måske er bange for at rive hul på eller blive konfronteret med, hvis man skal overlevere en glad nyhed.

Jeg bliver aldrig sur på andres graviditet. Punktum. Jeg under alle det lille mirakel, selvfølgelig gør jeg det. Det gør de fleste af os – og det kan derfor også være svært måske at sætte sig ind i smerten. Alle børn er jo en gave! Men andres graviditeter kan være en påmindelse om mine egne fejlslagne graviditeter. Det er en påmindelse om, hvad vi ikke kan, hvad vi ikke lykkes med. Og det gør ondt. Det er min egen situation, som gør mig så frygteligt ondt. Og andres lykkelige omstændigheder kan minde mig om den. Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening. At det ikke er andres situation men påmindelsen om min egen, der gør ondt. Der er ingen vrede, der stråler udad – det peger alt sammen indad mod mit eget indre, og gør hamrende ondt, og det er en tung byrde at bære. Men det følger med at være i behandling.

Dernæst er det ikke sådan, for mig i hvert fald, at jeg ikke kan lide gravide, fordi jeg er i behandling. Og jeg bliver også glad, når jeg hører andre blive gravide. Faktisk kan det koges ned til to situationer, hvor jeg bliver ked af det: 1) Hvis folk ikke har været ærlige eller 2) hvis jeg bliver taget på det ene ben og overrasket med en announcement sammen med andre.

***

En af de begreber, jeg er enormt frem og tilbage med, det er hensyn. Jeg vil gerne have at folk tænker sig om – og jeg vil gerne have, at de kører business as usual. Opfører sig som før ‘krigen’ begyndte. På den ene side hader jeg, at det bliver en ting folk er bevidste om – at vi er i behandling, at jeg er ked af det. For på den måde bliver jeg på en eller anden måde en freak, en stakkel, der skal tages særhensyn til. Jeg forestiller mig, at det på sin vis kan sammenlignes med folk der enten har handicap eller er blevet ramt af andre sygdomme end infertilitet. Der er jo nødt til at blive taget hensyn til os i en eller anden grad, om det er fysisk, i samtaler eller mentalt, men på mange måder gider man det bare ikke! Lad mig komme med et eksempel:

En af de ting, der er ubehagelige, er, når man sidder i selskab og en graviditet annonceres. Jeg kan straks mærke, hvordan folk bliver helt bælgøjede af at lure (in)diskret ned på mig med det ene øje og på den glade budbringer med det andet øje. Jeg kan mærke hele rummet jamre i stilhed, “åh åh, stakkels Cathrine”, samtidig med at de jubler på den gravides vegne. Men ingen af os gider være en stakkel – selv om vi måske er det.

Hvordan kan du undgå at sætte nogen i den situation?

Jeg tænker, at man skal overveje de der store ‘public announcements’ omkring graviditeter, hvis man ved, én i selskabet er i behandling. Selvfølgelig skal man kunne dele sin graviditet og sin kæmpestore glæde – men det kan man også gøre og samtidig vise lidt hensyn. Lad folk det vide one on one, når man møder dem, i stedet foran store grupper. Når man er i sådan et rum, så er det som at mærke sådan en kæmpebølge bygge op foran sig. Ens egne følelser, andres tanker rettet mod en. 3, 2, 1 og så rammer det i hele i en sammensurium, og man er nødt til at forlade rummet for en stund, fuldstændig overvældet.

Jeg forstår godt, hvis man gerne vil lave et kæmpe bang. Men vis lidt hensyn. Hvis du virkelig, virkelig insisterer på at afsløre graviditeten til en fest eller en middag, hvor en af de tilstedeværende er i behandling, så ville jeg sætte rigtig stor pris på at have fået en head’s up. Et opkald eller en kaffedate, hvor jeg får besked – inden alle andre ved det. For jeg vil sgu også gerne kunne smile med og tage del i glæden – jeg vil også, helt ægte, kunne råbe til lykke og give et kram og spørge ind til køn. Jeg kræver bare lidt mere forberedelsestid end de fleste andre.

En af de ting der nemlig også følger med mig er en følelse af skam og lidt dét at være en dårlig ven. For jo, jeg vil fanme kunne vise min veninde, at jeg er hamrende glad på hendes vegne. For det er jeg jo. Jeg er altså glad! Selv om jeg er i behandling – jeg er ikke sur på alle babyer, gravide maver eller positive tests. Jeg er også bare i en situation, hvor mine følelser er så flossede, at jeg ikke altid kan regne med dén reaktion, mit hoved tænker, kroppen skal levere. Nogen gange så passer følelser og fornuft bare ikke sammen. Så jeg vil gerne lige have et øjeblik til måske at tude over min egen situation, helt egoistisk, for så at kunne give dig, min gode veninde, den reaktion du fortjener.

***

En af de situationer jeg til gengæld selv er blevet rigtig ked af, det er, hvis jeg har oplevet, at mine nærmeste har undladt at fortælle, at de selv prøver. At opleve at jeg sidder og hælder ud af hjertet måned efter måned, når de spørger mig – og de så ikke fortæller mig, at de selv prøver. Eller endnu værre – lyver om det. Det gør ondt. Jeg har oplevet, at veninder har løjet “jeg er slet ikke sikker på, at vi overhovedet skal have børn!” og to måneder efter, har de annonceret en graviditet. Jeg er jo ikke dum – jeg ved, de har været gravide, da de sad og løj. Det gør mig ked af det. Det gør mig ekstra ked af det. Og værre endnu; jeg føler mig gjort dum. Det er et misforstået hensyn, hvor I af egen convenience ikke bare sagde det straight up, da vi talte sammen. Selv om det havde været svært for jer at sige.

I en ønskeverden fortæller vi hinanden, når vi går i gang med at prøve. Så kan vi støtte hinanden fra start, vi kan heppe og krydse fingre. Vi kan, om ikke andet for en stund, være i samme båd – dem der håber og krydser. Det giver en særlig forbindelse, synes jeg. Samtidig føler jeg mig beæret, når jeg får lov at høre om den første graviditetstest – og jeg føler mig bedre rustet, når jeg er med på andres rejse fra start, ligesom de har været det på min. Hvis I gerne vil vide om mit inderste, så vil jeg også gerne vide om jeres. Det kan føles helt vildt fremmedgørende, hvis mine veninder ikke tør være ærlige over for mig, når nu jeg er det over for dem.

Det er faktisk en stor grund til, at jeg fortæller så meget herinde. Vi skal tale åbent og ærligt og derved nedbryde forestillinger om det perfekte liv, hvor vi blev gravide efter en tur på køkkenbordet. That rarely happens! Jeg kunne så godt tænke mig, at vi fik gjort op med den der “bum! og så var jeg gravid” (med mindre det reelt skete sådan and lucky you). Det tager otte måneder i snit at blive gravid, og det er helt, helt normalt. Både når det tager længere og kortere tid.

***

SÅ var du min veninde, der skulle overbringe din glædelige nyhed, så ville jeg først og fremmest ønske, at jeg havde fået lov til at være med fra start. Jeg ville gerne vide, at I også prøvede. Så ville mit chok forsvinde som dug for solen, for jeg ville være forberedt på, at dagen ville komme. Ring til mig med al din angst i stemmen, når du teste positivt for første gang og lad mig heppe på dig – ligesom jeg forestiller mig, du hepper på mig. Og hvis det er for sent, og du aldrig rigtig fik fortalt mig, da I gik igang, så giv mig en chance for at få hoved og hjerte til at matche, så du kan få den salut og det kram, du fortjener. Giv mig et ring, så jeg kan tude lidt, når du har lagt på. Igen – ikke over dig, men min egen håbløshed. Send mig en sms eller et brev. Så snart jeg har sundet mig, så får du det kæmpe store møs, du fortjener, og så glæder jeg mig sammen med dig.

***

Jeg har nævnt det før, og jeg siger det gerne gerne igen: Der er ekstremt mange følelser i det her forløb, som trækker i ekstremt forskellige retninger, på helt forskellige tidspunkter, som kan antændes af alle og enhver og ingenting. Det er en af de ting, jeg efterhånden har fundet hvile omkring. Mit følelsesregister er det sidste år blevet udvidet med tangenter, jeg aldrig har spillet på. Det gør jo også, at hvordan jeg gerne vil reagere ikke altid stemmer overens med, hvordan jeg faktisk reagerer. Og hvis jeg bliver ked af det, så er det i øvrigt kun en midlertidig ting – jeg er ikke ked af det de næste ni måneder af din graviditet. Det er kun et øjeblik mens chokket fortager sig, og jeg vender mig til, at jeg igen er all by myself i drømmen om at lave en baby, nu du er trådt ind i virkeligheden og er igang.

***

One thing is what to tell women (and men!) in treatment to show support. A different story is how to tell your close friend that you are pregnant when you know that your friend is fighting. Several of you have asked how best to go about it. How to deliver it, what to say and when? What to do?  

It is one of the hardest things to put into words, and it makes me think that how I feel may not necessarily match how others feel, and I also feel that it’s hard to formulate completely sharply and clearly, but I do want to give it a shot. We have tried for two years now – in that time, I have experienced lots of friends getting pregnant and ways in which to deliver the news to me. 

I imagine it can give you a knot in your stomach to deliver the news to a friend who is fighting. But you have to – otherwise it’s time to stop the friendship seeing as the bump will reveal the truth sooner or later, hehe… And I really want to think carefully about the way I formulate my thoughts as this is so hard – there are so many emotions involved. You may remember this post about having a hard time dealing with yourself for your inability to deal with others? It so damn tough.

First and foremost, I feel a need to verbalise this sorrow and the emotions with which you are dealing. The ones you may be afraid of tearing open or being confronted with if you need to share happy news.

I never get mad at other people’s pregnancies. Full stop. I don’t begrudge anyone that small miracle, of course I don’t. Most of us don’t – which is why it may be hard to relate to the pain. All children are gifts! But other pregnancies can be a reminder of your own failed pregnancies. It’s a reminder of what we can’t do, what we aren’t doing successfully. And it hurts. It’s my own situation that hurts so badly. And the happy circumstances of others can remind me of that. I don’t know if it makes sense at all. That it isn’t the situation of others as such, but rather the reminder about my own, which hurts. There’s no external anger – it’s all directed inwards towards my inner self and it hurts so badly, and that’s a tough burden to carry. But it’s part of undergoing treatment.

Secondly, for me at least, it’s not as if I don’t like pregnant people just because I’m in treatment. And it also makes me happy when I hear that others are pregnant. In fact, I can boil it down to two scenarios: 1) if people haven’t been honest, or 2) if an announcement catches me off guard and surprises me in the company of others. 

***

One of the concepts I’m struggling to relate to is consideration. I want people to think before they act – and I want them to go about their business as usual. Behave as before ‘the war’ began. On one hand, I hate it when it becomes a thing of which people are aware – that we are in treatment, that I am feeling sad. In that way, I become some sort of freak, a poor thing, someone you need to show extra care. I would imagine that you could compare it to having a disability or a different illness than infertility. You have to be considerate to a certain degree, at the least physically, in conversations or mentally, but in many ways you just don’t want that. Let me offer an example:

One of the very uncomfortable things is when you are among other people when a pregnancy is being announced. I immediately feel people growing cross-eyed from staring (in)discreetly at me with one eye and at the happy messenger with the other eye. I can feel the entire room moaning in silence, ‘oh no, poor Cathrine,’ while simultaneously rejoicing on behalf of the pregnant woman. But no one wants to be a poor thing – even if we are.

How to avoid putting someone in that situation?

I think you need to consider those big public announcements around pregnancies, if you know that someone in the party is undergoing treatment. Of course you have to be able to share your pregnancy and huge joy – but you can do that alongside showing a bit of consideration. Let people know one on one rather than at big gatherings. In that space, it is as if you feel a big wave welling up in front of you. Your own emotions, people’s thoughts directed at you. 3, 2, 1 and then it all hits in a big hotchpotch and you have to leave the room for a while, completely overwhelmed. 

I do understand if you want to make a big bang. But do show some consideration. If you really, really insist on revealing the pregnancy at a dinner or party, where one of the guests is in treatment, I would really appreciate a heads up in advance. A phone call or a coffee date, where I’m notified – before everyone else knows. Because I want to be able to smile and join in the happiness – I really want to shout congratulations and give a hug and ask about the gender. I just need a bit more preparation time than most others.

One of the things accompanying me is a feeling of shame and being a bad friend. Because, yes, I do want to show my friend that I am so happy on her behalf. Because I am. I am really happy! Even if I am in treatment – I am not mad at all babies, baby bumps or positive tests. It’s just that I am in a situation in which my emotions are so frayed that I can’t always count on which reaction my mind wants my body to show. Sometimes, sense and sensibility just don’t match. So I would like a moment to sob about my own situation, totally selfishly, in order to be able to give you, my good friend, the reaction to which you are entitled.

***

One of the situations which makes me really upset is to experience that a close friend has avoided telling me that they have been trying. To experience that I am pouring out my heart month after month when they ask me – but that they conversely keep the fact that they are trying to themselves. Or even worse – lie about it. It hurts. I have had friends who lied, ‘I don’t even know if we even want kids,’ and two months later, they announce their pregnancy. I am not stupid – I know that they have been pregnant when they were lying to me. It makes me sad. It makes me even more sad. And even worse; they’ve made a fool out of me. It’s a misunderstood concern in that you, out of convenience, didn’t just offer it straight up when we spoke. Even if it would have been hard for you to do so.

In a dream world, we tell each other when we start trying. In that way, we can support each other from the beginning and cross our fingers together. We can, at least for a while, be in the same boat – loaded with the ones who are trying and hoping. It creates a special connection, I think. At the same time, I feel honoured when I get to hear about the first pregnancy test – and I feel better prepared when I’m on someone’s journey from the beginning, just as they’ve been on mine. If you want to know about my inner feelings, I also want to know about yours. It can feel so alienating when my friends don’t dare being honest with me when I am honest with them.

That’s actually a big part of the reason why I am sharing so much here. We need to talk openly and honestly and thereby break down ideas about the perfect life in which we get pregnant after a ride on the kitchen table. That rarely happens! It would be great if we could all do away with that ‘boom! and then I was pregnant!’ (unless it really happened that way and lucky you). It takes eight months to get pregnant on average, and that’s totally, totally normal. Less as well as more than that.

***

IF you were my friend, who needed to share your happy news, I would first and foremost wish that I had been part of the journey from the start. I want to know that you tried. I wouldn’t get shocked, because I would have been prepared for the day. Call me with all of the anxiety in your voice, first positive test in hand, and let me cheer you along – just as I imagine you to be cheering for me. And if it’s too late and you never got around to calling me when you first started, then give me a chance to make head and heart match so you can get the applause and hug you deserve. Give me a call so that I can cry a bit after you hang up. Again – not because of you, but because of my own hopelessness. Send me an sms or a letter. As soon as I’ve recovered, you will get the deserved big kisses and then I’ll be excited with you.

***

I have mentioned it before and I don’t mind repeating: this process is so full of emotions pulling in different directions at different times and which can be ignited by anyone and nothing at all. I’ve come to terms with that. My emotional range has expanded with previously untouched keys, which means that I don’t always react the way in which I intend. And if I get upset, it’s just a temporary thing – I am not sad for the full duration of your pregnancy. It’s just in that moment when the shock is absorbed and I get used to being all by myself again in the dream of making a baby, now that you have stepped into reality and are doing it.

103 kommentarer
  1. Her ramte du (igen) fuldstændig plet, og jeg kan genkende mig selv i alt hvad du beskriver. Jeg/vi har endnu ikke fortalt folk omkring os, at vi er i behandling. En af de største spekulationer går på netop det her emne.. at blive gjort til elefanten i rummet. Der er noget betryggende ved at du kan sætte de helt rigtige beskrivelser på nogle følelser, som jeg selv også går med. Så er man måske ikke helt så freaky, som man føler sig ind imellem.

    Tak for dine ord. De kan altså noget. Også hjælpe til med at kurere et ensomt hjerte i fertilitetsbehandling 🙂

    1. Det er så ensomt ! – hvilket virkelig har været overraskende. I hvert fald for mig. Det var slet ikke en følelse jeg havde regnet med skulle fylde så meget som den gør…

  2. Den er så svær.. Men jeg tror faktisk at dem der er i fertilitetsbehandling er dem der aller aller bedst forstår den glæde det må være at kunne sige “jeg er gravid”.. – Jeg hader ikke folk der bliver gravide. Men jeg kan godt tage mig selv i at blive misundelig. Eller måske nærmere ulykkelig over at det ikke er mig. Men hormonerne bankende rundt i en krop jeg ikke selv har råderet over, ja så skal der ikke så meget til. Jeg har aldrig grædt så meget som jeg har de sidste tre år, og som du så fint beskriver – været ude i ender af mit følelsesregister som jeg i hvert fald ikke kendte på forhånd. Jeg er blevet sårbar og nem at vælte. Men jeg hader ikke dem der bliver gravide. Jeg ville bare ønske det var mig. Derfor forstår jeg faktisk nok deres glæde mere end de fleste.. tror jeg. Det gik op for mig hvor svært det er, da jeg havde haft min 3. BIO, var 1,5 år inden i behandling og min bror skulle fortælle mig at jeg skulle være faster. Han kunne næsten ikke. Fordi han vidste at det ville komme til at gøre ondt. Men sådan må det ikke være. De to ting er ikke det samme. Jeg bliver ikke mere eller mindre gravid af at andre bliver det. Og jeg vil kunne glædes over det. Min første nevø ! Det var stort. Og jeg blev ked af at min bror skulle have det sådan. Så jeg krammede ham og så græd jeg på vej hjem på cyklen. Sådan er det med det fertilitet. Men bliver lidt tyndhudet. Det eneste jeg ikke kan ha’ er når folk siger at det er uretfærdigt. At andre bliver gravide og ikke mig. NUL ! Det har intet med retfærdighed at gøre.. det kaldes fertilitet og biologi. For hvis det handlede om retfærdighed blev alle dem der gerne ville være gravide gravide og alle dem der ikke ville blev det ikke.
    Tak for endnu et dejligt og følsomt indlæg. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre uden den ventil som de her indlæg giver <3 ! så tak..

  3. Det er simpelthen så fint formuleret. Tak fordi du vælger at lægge så meget hjerte og person i din blog. Det er ikke en selvfølge. Når du skriver om noget af dit sårbareste (hvis jeg må kalde det det) fremstår du stærkere end nogensinde før. Blogs, og særligt din, rocker for vildt, når de skaber indblik i-, forståelse for og sammenhørighed om svære emner, som rigtig mange bakser med. Jeg elsker tanken om at vi, veninder, skal heppe på hinanden, allerede fra start. Selvfølgelig skal vi det! <3

  4. Jeg elsker dine skriverier Cathrine! Du skriver SÅ mega godt. Er selv kun 20 år og kan nok ikke rigtig sætte mig ind i emnet, men elsker bare at læse med, fordi du skriver så fint ❤️ Om ikke andet vil jeg sende dig en virtuel krammer

  5. Du er simpelthen så vild til at formulere dig og sætte ord på tabu, svære følelser og vanskelige konfrontationer! Det hjælper så meget at kunne læse dine ord og tanker. TAK fordi du deler og er så åben om jeres situation. Jeg stemmer i med Ditte – selvfølgelig skal veninder heppe på hinanden <3

  6. Kære Cathrine
    Efter næsten 7 år i “fertilitets-land”, er jeg meget enig i dit indlæg. Dog må jeg sige, at som årene er gået er det blevet til at SMS er den bedste måde at fortælle mig/os det på. Det giver mig en chance for at ha den reaktion som nu engang kommer – uden at andre ser den frygtelige side af mig, som i 2 min, ikke under andre deres lykke. For jeg UNDER dem deres lykke, virkelig. Men i et par ulykkelige minutter gør jeg ikk. Og ved Gud hvor jeg skammer mig bagefter.
    Men de får det aldrig at se, hvis jeg bare får mit lille “space” og får lov til at “genfinde” mig selv og så give et oprigtigt kram og glæde mig til at følge med på deres tur.
    Tak for at tage de her emner op. Det er så møgsvært, men vigtigt.

    1. Det kan jeg altså bare godt forstå – det er også den måde jeg allerhelst vil have det serveret – en sms. Men jeg forstår også godt folk, der gerne vil levere det en my mere personligt. Men helt helt enig. KH

  7. Hvor er du altså god til at få formuleret noget som mange egentlig kan relatere til. Nu er jeg ikke i fertilitetsbehandling og det er ikke fordi jeg på den måde sammenligner vores situationer, men jeg er også der hvor jeg ønsker at blive gravid med hele mit hjerte, mit problem er dog at min kæreste simpelthen ikke er klar (og har egentlig nogen gode nok grunde til det). Jeg forstår godt din holdning omkring at være åben, men jeg synes også det er svært at i mit tilfælde i hvert fald “udstille” sig selv og sit forhold på den måde, og dybest set ved jeg heller ikke om jeg har fået så meget “ud af det” når jeg har gjort det. Jeg har nemlig et par veninder som er i behandling og de ved godt vores situation (forsøger netop at gøre som du siger og lade dem være med fra (før-)start så at sige) men jeg oplever at det er mega hårdt at høre at “nåhja, men hvis i venter meget længere kan i jo bare hoppe med på behandlings-vognen” eller “i vores alder er der jo kun rådne æg tilbage” og andre lignende ting. Det er så tissehårdt at hele tiden blive mindet om at måske kan jeg heller ikke og blive endnu mere ked af og stresset over den situatione jeg er i. Synes dog bare det er svært at sige noget til dem da jeg jo sagtens kan forstå at de også bare gerne vil normalisere det at være i behandling og at der jo er mange der for brug for det. Det var egentlig mest for at sige at jeg tror faktisk ikke at jeg vil fortælle dem når vi engang for real går igang, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue at skulle høre om rådne æg og at få lift til fertilitetsbehandlingen, så jeg tænker at der findes rigtig mange grunde til at nogen fortæller meget tidligt og nogen ikke gør…
    Uh, får næsten ondt i maven over at du skal misforstå mig nu – jeg synes du har helt ret i det du skriver, det er nok bare for at sige at jeg tror folk ofte har en grund til at gøre som de gør, både ved at fortælle noget privat og ved at lade være…
    Tak for en skøn blog og nogen rigtig indsigtsfulde tekster omkring det her emne!

  8. Jeg kan sagtens forstå dine synspunkter. Vi var selv lidt over et år om at blive gravide i første omgang og selvom det vist ikke er unormalt, så nåede det at sætte gang i frygten om, at det måske ikke ville lykkes. Og derfor føltes andres graviditsannonceringer også lidt blandende for mig i den periode. Men jeg havde det lidt ligesom din veninde og fortalte ikke til nogen, at vi prøvede. Det gjorde jeg ikke fordi, at det var sådan jeg bedst kunne håndtere det. Hvis jeg ikke fortalte det til nogen og ikke skulle snakke om det, så kunne jeg lidt “glemme/fortrænge” at det var noget vi gik og ønskede os og så kom det ikke til at fylde så meget for mig… Så min pointe er bare – det er ikke sikkert, at det var af ond vilje eller misforståede hensyn til dig, at din veninde ikke fortalte dig, at de prøvede. Måske havde hun bare ikke lyst og mod på at tale om det og blev fanget på det forkerte ben… vi håndterer jo tingene forskelligt.

    1. Sådan har jeg det også (uden at vi er nået til at prøve endnu). Jeg har ikke lyst til at dele, for jeg har ikke lyst til, at folk skal spørge ind. Det er for privat og ømt. Forventer ditto ikke at andre deler den slags med mig. Hvis de har brug for det, vil jeg gerne lytte – men det er ikke mit behov at snage.

    2. Vi håndterer klart tingene forskelligt – men at decideret lyve overfor egne venner og sætte en historie op lige frem, det synes jeg er unødvendigt. Man kan jo bare svare “Nej, vi prøver ikke”… Uden at komme med længere forklaringer. KH <3

  9. Det giver virkelig fin mening. Da jeg blev gravid, havde min svigerinde lige mistet, så den aften, hvor jeg ville fortælle resten af familien det, hev jeg hende til side en halv time før middagen og fortalte hende det. Senere, da jeg så sagde det højt til middagen, kunne jeg se, at hun havde fortalt det videre til min bror (hvilket gav totalt god mening), så i praksis var det kun min lillebror, der fik en overraskelse ved vores announcement – og det var så fint.😊 Efter at have læst dit indlæg tænker jeg endda, at jeg måske skulle have givet hende mere en en halv times heads up.

    1. Du kunne helt sikkert have givet hende mere end en halv time. Men bare det for hende, tror jeg, har givet hende en masse luft <3 KH

  10. Sikke et fint indlæg Cathrine! Jeg er ikke i alderen hvor jeg eller mine veninder får børn, men jeg synes du er så god til at skrive om følelser, jeres forløb osv. og jeg tror og håber virkelig at det gør en forskel, så det bliver mindre ‘tabubelagt’ at være i behandling 🙂

    Og så krydser jeg virkelig fingre for, at det snart er jeres tur. Jeg tror I bliver verdens bedste forældre 🙂

  11. Du er bare helt ufattelig dygtig og klog Cathrine. Jeg tror, at rigtig mange mennesker kan lære helt utrolig meget af dig og dit forløb helt generelt. Det er utroligt hvor åben du er, det kræver en enorm styrke at åbne sine helt inderste følelser op for omverdenen, som du gør. Tak for dig, og tak fordi du lige sætter tankerne i gang. Jeg hepper med fra sidelinjen og krydser alt jeg kan for jeres familie ❤️.

  12. Min situationens knyttes lidt til dette. Vi har været i store overvejelser, om vi overhovedet ville have barn nummer to. Da vi så endelig havde suget luft ind og sagt ‘go’ var den der i første hug. Jeg er altså en af dem der, hvor jeg lige havde stået og sagt: jeg er ikke sikker på, vi skal have flere’ til at den faktisk var det. I mellemtiden oplevet min veninde en spontan abort. Jeg vidste ikke, hun var gravid. Så da hun fortalte om aborten, var jeg i begyndelsen af en graviditet (jeg er ikke engang sikker på jeg havde tekster positiv endnu, men det var lige på vippen). Vi har ventet på NF-scanning, for at sikre os at der nu også er det her sunde og raske barn (ellers ville vi få en abort) inden jeg fortalte hende det. Jeg serverede det også med: “det et lidt svært for mig, hvordan jeg bedst fortæller dig det her men here goes”. Jeg håber, at jeg har gjort det ordentligt. Jeg ved det ikke.

    1. Vi gør jo det bedste vi ved, i den givne situation, med den viden vi har på det tidspunkt. Måske vil du gøre det anderledes nu. Men du gjorde dit bedste <3 KH

  13. Tusind tak for et fantastisk indlæg. Jeg står netop på den anden side og er blevet hovsa gravid – jeg tåler ikke p-piller så vi har i mange år kørt efter de “sikre” perioder i cyklus og fik nok presset citronen med hvor tæt man kunne gå på og ja så står jeg altså her med en positiv test og er 2,5 måned henne med en totalt uplanlagte baby, men er selvfølgelig ovenud lykkelige for det alligevel. Min bror og hans kæreste har kæmpet i nok 5 år og har været igennem brystkræftforløb også og jeg ved at det er helt forfærdeligt svært for dem – de har for nyligt tilknyttet sig et privat fertilitetscenter og det ser virkelig lyst ud nu, æggene er begyndt at dele sig så hun faktisk kan få dem sat op igen. Jeg fik at vide at de havde fået sat æg op omkring samme tid som jeg har regnet mig ud til at være blevet gravid, så vi ville jo have kunnet følges ad, men desværre blev det ikke til noget. Henover julen fortalte hun mig så at hendes kusine var blevet gravid og det eneste hun havde kunnet sige var “Nå!” og så havde hun grædt resten af aftenen. Situationen bliver så endnu værre af at jeg bor i København og de bor i Jylland og næste gang jeg skal hjem er til deres fælles fødselsdag og der vil jeg være næsten 4 måneder henne – så der vil man kunne se det. Jeg kæmper meget med mig selv for hvordan jeg skal få det sagt til dem – og om jeg skal tage hjem inden længe så det ikke skal rodes sammen med deres fødselsdag. Det er virkelig svært at stå på den anden side også, for jeg føler virkelig hendes smerte og har snakket med hende om det så mange gange og jeg håber jo ligeså meget at det lykkes! Selvom jeg nu er så lykkelig for at jeg får lov at blive mor, så ville jeg ønske at det var hende og ikke mig der var blevet gravid.

    Med alt det her vil jeg så sige at det var virkelig rart at læse dit indlæg om at det ikke er den gravide man er sur på, men ens egen smerte man græder over – det gør det selvfølgelig ikke nemmere, men jeg har alligevel haft en følelse af at hun ville blive sur og slet ikke kunne glædes på vores vegne. Selv min mor blev ikke glad da jeg fortalte hende det, hun tænkte kun på min brors situation og hvor svært det bliver for dem at høre det.

    Det er virkelig rart at du sætter fokus på det her, for os der står og kigger på udefra forstår det måske ikke altid og hvis ikke man selv har haft problemer forstår man heller ikke smerten fuldt ud som det kan være at ville så gerne og bare ikke få det. Jeg synes dit indlæg har hjulpet mig til at se det fra en anden vinkel og at forstå hvad hendes smerte og eventuelle tårer kommer fra, men jeg vil nok ikke kunne undgå at få en klump i maven og græde med hende, for det gør virkelig også ondt på mig at det ikke vil lykkes for dem.

    1. Av – jeg føler virkelig med dig, når du skriver at selv din mor ikke blev glad. Der skal sørme være plads til alles følelser – og da også dem, der har noget glædeligt at dele. Jeg håber, din mor sidenhen er kommet på bedre tanker.
      Det er enormt betænksomt af dig, at du tænker så meget på deres smerte, men husk nu t I også har ret til at nyde jeres graviditet og være glade! Og så kunne det måske være en idé – i tråd med Cathrines forslag – at ringe til dem (måske snart?) og fortælle dem nyheden. Så kan de lige fordøje det, inden de skal se dig face to face.
      Tillykke med jeres graviditet!

    2. Ja, jeg føler også med dig. Min første graviditet kom bagpå de fleste, selvom det faktisk var planlagt. Vi besluttede os for at forsøge efter 1 års kæresteri, og der var gevinst med det samme… jeg var glad, og samtidig ked af det over at skulle sige det til min gode veninde som havde været igennem en håndfuld aborter over et par år (nogle endda sent i forløbet). Det kunne jeg næsten ikke bære, men får alligevel mandet mig op til kort tid efter jeg fandt ud af det, eftersom der er jo ingen vej udenom… Det gik nogenlunde, vi tudede begge og efter hun lige havde sundet sig lidt sagde hun “Men hvis ikke det er meningen jeg skal have børn, er jeg så glad for at du bringer børn ind i mit liv”. Det håber jeg også din bror og svigerinde vil tænke – i hvert fald efter noget tid når chokket har lagt sig 🙂 Held og lykke og stort tillykke!

    3. Sødeste Mette, hun skulle vide al den omsorg og omtanke, du lægger bag.
      Alles følelser er uden på tøjet. Jeg har også siddet til familietamtam med graviditet hos en i familien, hvor der er blevet talt op ad døre, ned ad stolper om hvor stort det er med den graviditet. Og det er sejt at høre på. Ligeså som din mors kommentar. Det er ikke altid vi lige får serveret os fra den bedste side med den rette omsorg.
      Jeg ville sende hende en sms med nyheden i, og så spørge om hun vil have en dag eller to til lige at fordøje den, før du ringer – og så ringe hende op efterfølgende, når hun er klar <3 Der er enormt meget skam forbundet med at måtte have lidt "særbehandling", det er ikke noget, der huer os. Men det er nu bare sådan, det er rarest - så vi kan være oprigtigt ovenpå og servere krammere. Forklar, at du ved, hvor meget de ønsker sig det, og hvor svært du har det med at overbringe nyheden. Det skal nok gå. Og til lykke med dit lille mirakel der bare ville frem i verden <3 KH

  14. Tak Cathrine!

    For at sætte ord på de der følelser, som er SÅ ømtålelige.
    Min kæreste kan ikke få børn naturligt, og selvom vi ikke er begyndt på fertilitetsbehandling endnu, fylder det så vanvittigt meget. Det at skulle have et donorbarn og højst sansynligt skulle kæmpe længe for det. Det er hårdt at skulle håndtere. Dit univers herinde hvor du fortæller så smukt om jeres kamp, er en kæmpe støtte for andre! Den der følelse når andre fortæller, at de er gravide kan jeg så godt relatere til. Og jeg føler mig skamfuld over også at blive ked af det og ikke kunne rumme det, når andre overbringer deres lykkelige omstændigheder. Så sent som i sidste uge blev min kæreste onkel, og lige dele glad jeg blev, lige dele ked af det blev jeg også. De mange måneder hvor hans søster har været gravid har været hårde. Dét at blive konfronteret med deres lykke til hver familiefest er hårdt. Og det kulminerede alt sammen efter fødslen. Det krævede lige en tudetur af dimensioner.

    Men når alt kommer til alt, er jeg jo SÅ glad på deres vegne. Det tagr bare lidt tid at “fordøje” nyheden. Så nu vil jeg gå ned i den nærmeste babybutik og købe det fineste lille sæt babytøj jeg kan finde. Næstefter at kunne købe det til sig selv og egen baby, kommer det at kunne glæde andre med en sød tanke.
    Så det vil jeg gøre 🙂

  15. Hvor er det godt skrevet og slet ikke så kringlet endda. Noget som ramte mig var det med at dele når nu den anden gør. Det er også vigtigt i al almindelighed omkring det at prøve at blive gravid. Da vi arbejdede på det besluttede vi at jeg kun skulle fortælle det til en enkelt veninde, jeg er syg så det var meget følsomt for mig. Jeg fortalte, tudede, glædede mig, tudede osv. Hun sagde at de slet ikke var klar til børn endnu. Men en dag troppede de op i vores lejlighed, klar til drinks og med en flaske alkoholfri champagne. For hun var gravid og de havde prøvet to måneder længere end os. Jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, og fik vidst også sagt noget ala stik mig en GT jeg fik menstruation i går! Det var en dobbelt mavepuster, hun havde løjet for mig og jeg var stadig ikke gravid. Så snart de var ude af døren brød jeg helt sammen. Jeg måtte ringe efter hende dagen efter for tudbrølende at få forklaret hende hvor såret jeg var. Hun er stadig min nære veninde, men det har givet et lille skår i venskabet.

  16. Jeg helt enig i, at det er mest optimalt, hvis man ved hvornår et vennepar prøver at blive gravide. På den anden sider er det, for nogle, en enorm intim og skrøbelig ting, at være gravid i den første tid. Selvom vi også er i behandling, har jeg fuld forståelse for dem, der gerne vil vente med dele nyheden.
    Min erfaring er dog at, pga min fertilitets behandling (og åbenhed om denne – på godt og ondt) betror min omgangskreds hurtigt til mig om deres frygt/glæde i de tidlige stadier. Jeg har gjordt det meget klart at jeg er ikke er jalouse på deres maver/børn men deres evne til at blive gravide (uden hjælp). Og det er lidt lige som at være misunderlig på min venindes lange ben og blå øjne. Irrationelt og noget man aldrig vil kunne lave om på – om man skulle ønske dette.

    Tak for dit fine oplæg. Jeg sender de bedste tanker jeres vej og håber i finder den glæde i leder efter.

  17. Jeg kan sagtens følge dig i mange af de ting, du skriver. Men. For nu kommer men’et. Da vi ligesom tænkte, nu smider vi præventionen, ja så havde jeg ikke lyst til at gøre er stort nummer ud af det. Jeg ville ikke have for meget fokus på det. Mere sådan sker det så sker det. Derfor delte jeg det ikke med nogen – jeg havde ikke lyst til, at veninder skulle spørge: Nåh, er du så gravid nu? For hvis det nu ikke lige lykkedes, ville jeg gerne have tid til at overveje, hvor meget andre skulle indvolveres. Da jeg så blev gravid, ville jeg gerne have NF scanning overstået OG først der, var jeg klar til at dele graviditeten. Det betød jo også, at der havde været en periode, hvor jeg havde sneget mig udenom spørgsmålet, svaret undvigende eller ja, direkte løjet hvis folk var så nysgerrige, at de spurgte direkte. Nogen har brug for at dele tidligt og andre vil gerne vente. Det synes jeg, man skal respektere uanset situation.

  18. Endnu en gang tak for et fint indlæg! Jeg er så enig i hvad du siger.
    Jeg synes også indlægget er passer på hende der er arbejdsløs mens alle suser afsted med karrieren eller hende der er single mens alle skal giftes (og stifter familie). Det kan til tider også være svært – jeg taler af erfaring. Det kan være en god rettesnor for hvordan vi omgåes og støtter hinanden i livets ups and downs.

  19. Cathrine, du er simpelthen så fin til at sætte ord på dine følelser. Tak for det! Ligesom Lisbeth skriver, så valgte vi op til begge mine graviditeter ikke at fortælle vores venner og familie, at vi prøvede at få et barn. Både fordi vi ikke ville spørges hele tiden, men også fordi det var rart at gå med den forventningsfulde hemmelighed alene. Derfor har vi sikkert sagt nogle hvide løgne til nogle af vores nærmeste, men det var bestemt ikke for at ondskabsfulde, men fordi det var særligt noget mellem min kæreste og jeg. Begge gange er det gået “nemt” med at blive gravid, så der valgte vi til gengæld at breake nyheden relativt tidligt, da vi ønskede at dele glæden, men også ’sorgen’ hvis det gik galt. Det blev en lang smøre. Det beklager jeg😊

  20. Så fint et indlæg. Jeg er helt enig med dig i dine reflektioner og oplevelser. Min svigerinde var 3 år om at blive gravid og var et helved igennem, og fortalte mig at hun var så glad på sine veninders vegne når de fortalte de var gravide, MEN(!) som tiden gik, så begyndte veninderne at blive gravide med nummer 2, og så var det ikke nemt at være glad på deres vegne længere, så følte hun at det var HENDES tur. Det er jo så hamrende hårdt <3

    Jeg ønsker ingen skal gå det igennem som de gik i gennem… HELDIGVIS så venter de en lille pige nu. Hun tog 3 år om at komme, 3 spontane aborter og utallige søvnløse nætter. Men min svigerinde er sat til om 3 uger, og vi venter alle i spænding. Det er sådan et lille mirakel/ønske barn <3 KRAM fra mig

  21. Kære Cathrine

    Hvor er du sej. Jeg er simpelthen så imponeret over din ærlighed og åbenhed og måde og skrive om alt det svære på.
    Nogle kommenterer på det her med at fortælle, at man prøver. Det gjorde jeg ikke selv her i anden omgang, men fortalte da jeg måtte igennem en missed abortion – og da jeg kort efter frygtede endnu en. Jeg læser ikke, at du mener, at man skylder at fortælle det, men mere, at når man selv er åben om det, der gør ondt og gør sig sårbar ved at være ærlig, så er det sårende, når andre ikke vil lukke en ind til gengæld. Det er jeg helt enig i, og det gør sig gældende på mange andre områder også, synes jeg.

    Flot, flot indlæg og jeg synes, at du rækker så fint ud og prøver at skabe forståelse til os, der ikke har stået i præcis fertilitetsmøllen. Du virker som sådan en dejlig person – og veninde.

    1. Præcis Trine – tak for at læse mine tanker. Jeg synes ikke, der er et “bør” eller “skal” – jeg fortæller nemlig kun om mekanikken og hvad der er af følelser bag. Nemlig følelsen af svigt – at de ikke har mod på at dele deres sårbarhed med mig, som jeg deler med dem. Som om jeg er mindre end ven til dem end de til mig. Tak <3 KH

  22. Tak fordi du deler dine erfaringer med os andre. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg burde føle mig heldig, så sidder jeg selv med en dårlig samvittighed over, at det kun tog mig 2 måneder at blive gravid. En følelse som først er opstået efter, at jeg er begyndt at læse med herinde. Det føles ikke fair, at der er så stor forskel fra kvinde til kvinde. Men det bestemmer vi jo ikke selv. I så fald troede jeg ikke, at jeg ligefrem ville kunne føle det som et tabu, at blive nemt gravid.

    1. Du må ikke have dårlig samvittighed – tag det du kan bruge og smid resten væk. I virkeligheden kan det måske i stedet give en taknemmelighed over, at det lykkedes så nemt. Derudover, så ved vi jo ikke, hvad der er i kortene for os. Det kan ligeså være dig næste gang, der kommer til at kæmpe (selv om det håber vi ikke på), ligeså vel som din nabo, der har været i behandling i fem år kan blive gravid naturligt ved barn no. 2. Biologi er noget pusserløjerligt – bare vi ikke tager den forgivet men nyder, hvad vi får, så godt vi kan <3 KH

  23. Fint indlæg om et svært emne. Som andre har jeg dog også en lille bemærkning ift det med ikke at omtale en graviditet.
    Da jeg blev gravid anden gang, kom det som en overraskelse (en god en – but still), og jeg opdagede det først, da jeg var 4 uger henne. Efterfølgende gik jeg meget stille med dørene – fordi jeg var bange for at miste det, og gerne ville vente de “magiske” 12 uger, før jeg sagde noget. Og selv derefter tror jeg, der gik yderligere en uge eller to, før det blev meldt offentligt ud. Det bare for at sige, at der kan være mange grunde til at holde det for sig selv ☺️

    1. Men det her drejer sig jo om, hvordan man skal forholde sig til barnløse veninde <3 Hvis du har en veninde, der er i behandling og kæmper, så er det her (set fra en i behandlings side) drømme måden at levere det på. Det er jo altid op til en selv, hvordan man deler og hvornår - men det er rigtig rart at få besked tidligt, så man ikke føler, at man hælder ud af hjertet over for en, der selv har siddet med en kæmpe hemmelighed. Det gør ondt.

      Jeg er helt med på, at alle holder det for sig selv indtil NF - nærmest uden undtagelse. Men hvor ville jeg ønske, vi turde åbne op og være mere sårbare overfor hinanden. Det er præcis dén værdi alle de her indlæg har vist. Hvad der sker, når vi åbner op og deler og tør give andre dele af vores hjerte og usikkerheder. Det er så smukt. Men altså - jeg ved godt, der er mange grunde. Jeg kender dem alle - arbejde, NF, usikkerhed etc. KH

  24. Tak for at sætte ord på mange af de følelser, som jeg selv gennemgår. Har selv ventet på ønskebarnet i mere end 6 år, og de sidste 2 år været igennem fertilitetsmøllen – uden held, og er desværre ved at miste troen på, at det vil lykkedes.
    Det er så hårdt – og ensomt – at gennemgå det her, men det er for mig en virkelig stor hjælp at læse dine indlæg og kommentarerne hertil – så føles det ikke længere så ensomt.
    Tak at du har mod til at dele – og ønsker Adam og dig – og alle andre der kæmper denne kamp – at det må lykkedes for os alle.

  25. Cathrine for søren! Jeg har nu læst alle dine indlæg omkring emnet, og jeg får simpelthen lyst til at ruske dig! Jep – venden bunden i vejret på dig, så dit hoved lige kan blive rodet lidt rundt og iagttage verdenen påny… det er som om, dit mindset er ved at være en smuuule fucked…..Du virker nemlig, som tiden går, som om, du efterhånden ser det som et håbløst projekt. Ja undskyld hvis jeg ser forkert – ret mig gerne.. Men må bare lige sige – Du er 28 år (INGEN alder i det her spil!) og har fået 18 æg ud på 1 (1!!!) ægudtagning. Med det ‘ikke prangende’ resultat – 3 blastocyster til frys. IKKE PRANGENDE!? Det er SINDSSYGT godt!!! 3 oplægninger på fryseræg uden ægudtagning hver måned… vildt godt! Det er ganske normalt, at der Ingen fryseræg er… Jeres projekt er overhovedet ikke håbløst! Fat mod! (Jeg ved godt, at du hader, at det bliver sagt, men der er simpelthen ikke grund til andet…)

    1. Det er så fint du skriver – du skriver jo af kærlighed, det kan jeg fornemme!
      Dog vil jeg sige, at vi er på vej mod tredje ÆU og faktisk snart er færdige i det private – så der er selvfølgelig dele af det her, som jeg ikke fortæller. Hvor mange ÆO og ÆU blandt andet, jeg fortæller gerne alle tanker og følelser men holder praktik for mig selv, så jeg kan nå at trække vejret selv i det. Og lige pt. er jeg faktisk i en helt utrolig rar periode med overskud og mod 🙂 Men tak! KH

    2. HELLE SIGER:
      22. JANUAR 2018 KL. 15:02
      Aaah jeg læste blot din status omkring ÆU og fryseræg og gik derfra ud fra, at du havde nævnt det hele – det beklager jeg! ‘Et sidste forsøg’ som kan virke så definitivt, KAN jo heldigvis indeholde flere ‘del-forsøg’ med fryseræg. Når du har været igennem 2 ÆU, kan du også gøre det igen og din gode periode med mod og overskud er det aller bedste udgangspunkt og derfor er der slet ikke brug for min tro og hep – alligevel må jeg selvfølgelig skrive, at jeg hepper på jer!

  26. Jeg kan på mange måder genkende dine følelser.

    Jeg har for nylig været igennem en missed abortion, hvor vi nåede frem til nakkefoldsscanning i uge 12, før lægerne fandt ud af, at fosteret var gået til – uden at min krop selv satte gang i en abort. Lang historie kort: et længere forløb med medicinsk abort, en række scanninger og til slut en udskrabning.

    Mindre end en måned efter fortæller min gode veninde mig, at hun er gravid. Jeg vidste, at de prøvede – men det gik dælme stærkt, og det føltes så uretfærdigt.

    Min første reaktion var ‘Ej tillykke’ og så tudede jeg ellers. Hun var SÅ sød. Hun ville netop ikke holde det hemmeligt for mig, men forstod også min reaktion. Som hun sagde: Man kan godt have flere følelser på én gang – både være glad på andres vegne og ked af det på egne.

    Så mit råd til andre er også: vær ærlig, forbered på, at nu skal du til den og den scanning og så fortæl resultatet senere, så der er lidt ‘forsinkelse’. Hold om hende og vis, at du forstår de dobbelte følelser.

    1. Aaah jeg læste blot din status omkring ÆU og fryseræg og gik derfra ud fra, at du havde nævnt det hele – det beklager jeg! ‘Et sidste forsøg’ som kan virke så definitivt, KAN jo heldigvis indeholde flere ‘del-forsøg’ med fryseræg. Når du har været igennem 2 ÆU, kan du også gøre det igen og din gode periode med mod og overskud er det aller bedste udgangspunkt og derfor er der slet ikke brug for min tro og hep – alligevel må jeg selvfølgelig skrive, at jeg hepper på jer!

    2. Ah øv mit svar gik forkert – skulle være til kommentaren ovenfor – jeg kan desværre ikke slette den…..

  27. Jeg er født med en meget sjælden sygdom, og jeg havde ingen kæreste da jeg var i starten af 30erne. Alle mine veninder blev gravide og alle samtaler handlede om at stifte familie. Jeg havde begrundet mistanke om ikke at kunne få børn, og jeg var i mere end én forstand alene. I stedet for at have barsel, gennemgik jeg fire meget store operationer i underlivet. Det var mit livs mest ensomme periode, og annoncering af mine veninders graviditeter udløste alle de følelser, du her beskriver. Desuden gennemgik jeg også mit livs sværeste kærestesorg i den periode.
    På et tidspunkt fik jeg en dejlig kæreste, og da jeg var blevet 35 var min forventning, at det med børn ikke var et spørgsmål om tid men om det nogensinde kunne lade sig gøre. For at gøre en lang histore kort blev jeg meget nemt gravid. Aborterede i uge 12 og blev tre måneder efter igen gravid, og i marts 2017 kom vores datter til verden.
    Jeg har flere pointer med dette. Efter lange og svære perioder i mit liv har jeg haft svært ved at hvile i det at være gravid. Jeg havde en svær tid med meget frygt for, at hun skulle fejle noget (som mig selv) eller at der skulle ske noget. Når man har lidt bagage med, kan det at blive gravid være mere og andet end kun lykkeligt. Jeg har ikke fertilitetsproblemer, men jeg kender ALLE de følelser, der beskrives her. Der kan være mange veje til at forstå, og måske forstår veninden bedre, end man tror af grunde, man ikke havde tænkt på? Jeg skulle også fortælle en veninde i behandling, at jeg var gravid, og det var frygteligt, for jeg følte, at jeg havde været der selv ved hele mit liv at have forberedt mig på ikke at kunne få børn.
    Endelig: da tingene var sværest for mig, sagde min mor mange gange, at “jeg véd det er hårdt nu, men jeg er sikker på at verden kan lukke sig op igen”. Det var en forståelse af at nogle praktiske omstændigheder forhindrede mig i at leve men også indflydelse af håb. Meget rigtigt set! Og det gjorde den, og jeg er taknemmelig hver eneste dag.
    Jeg har selv levet et liv, hvor jeg har været nødt til st slippe kontrollen mange gange og overgive mig til lægerne, og det lyder lettere, end det er, men jeg oplevede selv at følelsen af at sidde fast i sygdom og følelsen af at være alene (som jeg ikke var) blev lettere med accepten af, at der var ting, jeg ikke kunne kontrollere. Der er simpelthen ting, som ligger uden for vores kontrol og vi lever paradoksalt så meget med at indsats belønnes med kontrol. Jeg har altid været hårdtarbejdende og dygtig på studie og arbejde.. Sådan er de her ting ikke. Det skal ikke lyde ‘klogt’- jeg tror bare, at det kan lette lidt at slippe lidt og arbejde på at acceptere at livet er… underligt og forunderligt… Det er sgu ikke helt forkert at gå frem efter devisen, at man ved aldrig, hvad der sker. Jeg ved ikke om det giver mening. Det kom til at handle om noget lidt andet end dit oplæg, Cathrine. Jeg sender kærlige tanker til alle, der slås – hvad enten det er med det ene eller det andet.

  28. Sejt indlæg Cathrine.
    Jeg har selv været meget led af det i flere år (ikke pga. infertilitet (er lidt for ung til det)), og kan sagtens genkende dine følelser og tanker. Selvom det ikke handler om det samme, så er det rart at kunne spejle sig i andres følelser og tanker, på trods af at man hellere var dem foruden.
    Tak fordi du deler. Vi skal være bedre til at snakke om de svære følelser. Jeg tror mange genkender dem, men alt for få deler dem.

  29. Jeg kan relatere til alt det du skriver – men ud fra en anden præmis. Nemlig at jeg ikke bare barnløs, men også kæresteløs – og jeg bliver snart 32. Jeg har mange af de samme følelser som dig, men fordi jeg jo er “single og fri som fuglen”, så føler jeg ikke, der bliver taget hensyn overhovedet. Så hver gang en veninde annoncerer en graviditet (på ofte meget overrumplende og hurra-agtig facon) så føler jeg , jeg mister en veninde + bliver mindet om min egen håbløshed. Det er barskt!

    1. Hej AnneSofie.
      Din kommentar ramte mig lige i maven.
      Jeg har selv et par kæresteløse veninder først i 30’erne og frygter helt vildt at skulle fortælle dem den – for mig – gode nyhed.
      Jeg ved, de ønsker sig kæreste og børn, og jeg er ligesom “den sidste” i deres venneflok, der ikke har børn, så derfor bliver det nok noget af en mavepuster, og det er jeg ked af.
      Har du mon nogen gode råd til, hvordan man kan fortælle det på den mest hensynsfulde måde/hvornår skal man fortælle det etc.? KH

      1. Jeg er så glad for, at du kan bruge ordene på din måde Annesofie, virkelig. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er en situation folk ikke tager hensyn til – det kan jeg sagtens se. Det er lidt den samme livsstress forestiller jeg mig, for dig som for mig. Alle suser forbi, og her står vi, ganske stille (på hvert sit gadehjørne, men stadig). Jeg er sikker på, fordi det skal jeg og vil jeg tro på, at der kommer skub i tingene og de kommer til at flyde den rette vej! KH

  30. Jeg har været der. Vi fik ikke miraklet efter 8 år i fertilitetsbehandling (9 ture i karussellen) sagde jeg selv stop. I dag er jeg helt ok med ikke at have børn. Men det har taget lang tid. Og megen kærlighed.

    En af de mest svigefulde oplevelser jeg oplevede mens vi var i behandling var et vennepar vi spiste frokost med. Emnet kom ind på børn på et tidspunkt i løbet af frokosten, vi snakkede lidt om graviditet. De vidste begge vi havde prøvet længe, men stemningen var finfin. Om mandagen ringede manden fra parret til min mand og sagde at de var gravide 4 mdr. henne. Hun havde taget en stor trøje på for at skjule det til frokosten. De turde ikke sige det til os direkte. Jeg synes det var så planlagt en fortielse og usmageligt. Jeg har ikke haft lyst til at se dem siden.

    En anden veninde fik sin syvårige datter til at ringe og sige det i telefonen.

    Min bedste veninde kiggede mig direkte i øjnene, holdt mig i hånden og fortalte om sin graviditet, vi tudegrinede og krammede længe. Det var en utrolig stor og dejlig oplevelse.

    Jeg plejede at sige til folk at det jo var min egen baby jeg gerne ville have og ingen andres. Det er jo den man længes efter…lykke til!

    1. Jeg har også selv sagt tidligere, at jeg jo ikke får færre børn af at andre får børn. Det er deres, og jeg håber, mine er derude.
      Pisse sej beslutning, som jeg selv har fuld respekt for. Det er også noget vi taler meget om – hvornår er nok nok. Respekt og kærlighed din vej <3 KH

  31. Alt er love ❤️ Fantastisk og hårrejsende skrevet, skønt jeg ikke befinder mig i samme situation. Det bliver så fantastisk når det bliver din/ jeres tur ❤️

  32. Kære Cathrine. Jeg synes, du har en vigtig pointe angående at dele hvornår man prøver at blive gravid. Jeg har altid undret mig over at vi veninder deler ALT, men lige præcis det der med at prøve at blive gravid forventes man at holde hemmelig og en evt graviditet i mindst 3 mdr. Jeg har siddet til mange offentlige annonceringer af graviditeter, hvor jeg ikke anede at mine tætteste veninder prøvede at få børn. Og det føles bare tomt og man føler sig virkelig udenfor uanset om man er i fertilitetsbehandling eller slet ikke overvejer at få børn.
    Jeg oplevede selv de første 3 mdr af min graviditet som enormt ensomme, hvor jeg gik alene med min angst for at miste uden at kunne dele det med veninderne. Jeg er glad for, at du er med til at bryde tabuet (selvom jeg er ked af omstændighederne). Jeg stemmer for at vi deler mere af processen også mens vi prøver at blive gravide og de 3 første måneder af graviditeten, som altså er drøn hårde både fysisk og psykisk!

    1. Det er egentlig lidt skørt… Vi kan dele de mest intim detaljer om sexliv, sorger, stress osv. Men at prøve at få børn – det er som om der er for meget på spil til vi deler. Jeg undres ligesom, du gør <3 KH

  33. Mange fine ord om et forbandet svært emne!
    Jeg og en meget kær veninde smed præventionen samtidig og betroede os til hinanden om emnet. Jeg selv blev gravid efter 2 måneder og jeg delte meget tidligt glæden med hende. Jeg sidder i dag med min baby på 5 måneder – min veninde og hendes mand prøver stadig.
    Vi snakker om, at det jo “var meningen”, at vi skulle være på barsel sammen og alt det der, og jeg kunne mærke på hende, hvor svært det var at følge min graviditet og den første tid. Hun er gudmor for min dreng og elsker ham meget højt, men jeg tror også, at han vækker en sorg i hende – en sorg jeg prøver at forstå, men som jeg forhåbentlig aldrig kommer til at føle på egen krop! Det kan jeg se på hende, når hun kigger på ham, men det gør mig ikke sur, vred, bitter eller irriteret – tværtimod er vores venskab i dag tættere end nogensinde, fordi vi har været åbne og ærlige for hinanden fra begyndelsen.
    Jeg ved, at jeg som den heldige kartoffel skal rumme hendes følelser mere, end hun skal rumme min lykke lige nu – for det er så meget nemmere at rumme det svære, når man er lykkelig end at rumme lykke, når man er ulykkelig. Sådan skal venskaber være – man støtter hinanden gennem livet og nogle perioder støtter den ene mere end den anden. Man skiftes til at være oppe og nede – og forhåbentlig er man mest oppe sammen, men når man ikke er er det den, der er oppe, må man rumme lidt mere <3

    1. Jeg bliver simpelthen bare nødt til at sige, hvor fin din kommentar er. Meget, meget fin! Og hvor har du ret i at selvom man som veninder skal rumme hinanden, godt kan tage ansvar for at rumme lidt mere når man selv er den der er “oppe”! Hvor er du og din veninde heldige for at have netop hinanden <3

      1. Mange tak! Det er så fint, hvordan et blogindlæg herinde kan sætte tanker i gang og får en til at sætte lidt mere pris det man har <3

  34. Du rammer så fint og smukt den sorg, der ligger i på den ene side at kæmpe sit livs kamp, og samtidig være tilstede i livet sammen med alle de andre, venner, familie og kollegaer. Dit omdrejningspunkt er fertilitetsbehandlingen og kampen mod barnløsheden, men din fortælling kunne ligeså godt handle om andre smertefulde kampe. Du har en levende, poetisk og skarp fortællestil, som gør det nemt for os andre at spejle os i din fortælling. Tak fordi du deler dine tanker, din sårbarhed og din visdom. Din gavmildhed skaber plads og rum i en verden, som trænger til mere rummelighed.

  35. Hej 💛
    Jeg læser flittigt din blog, og gerne indlæggene om fertilitetsbehandlingen..
    Jeg har i lange tider opstøvet beretninger og fortællinger om andre i fertilitetsbehandling, gennem andres fortællinger og åben snak om emnet, kan jeg reflektere over de tanker jeg går og har. Og samtidig få bearbejdet det hele lidt ekstra.
    Jeg og min mand kæmper endnu, og har desværre nok rundet de 6 års behandling- man blir træt, slidt og lettere nedbrudt- i perioder, men det har altid hjulpet mig på den lange bane, at være åben omkring behandling, inkl. de forbudte tanker.
    Tak for at dele din historie, og for at sætte ord på de vanvittige tanker som flakser rundt i ens hoved og krop i sådan en situation.
    Ønsker jer alt det bedste 💛 💛

  36. Årh… Jeg synes simpelthen at den med at fortælle folk hvornår man går i gang er mega grænseoverskridende! Det må være op til den enkelte. Ingen er forpligtet til at udlevere private og personlige detaljer, selv ikke til de bedste venner som er i fertilitetsbehandling.

    1. Der er ingen tvang – det er ikke skrevet sådan. Men det er en forklaring af, hvordan det føles, når man selv deler sit inderste over for et menneske, og de i virkeligheden kæmper med det samme, men ligesom ikke anser dig for ligeså meget værd at dele med. Der opstår en distance – det er ren forklaring og kan se si mange aspekter tror jeg, også uden for fertilitet og prøveri. KH

  37. Så god en beskrivelse af det man går igennem som ufrivillig barnløs når alle rundt omkring en (sådan føles det i hvert fald) bliver gravide og får børn. Har været igennem ALT det du beskriver i dit blogindlæg, så kan om nogen sætte mig ind i hvordan du har det. Du tager et meget vigtigt emne op – desværre et emne som er lidt tabuiseret, og stor cadeau for det. Vigtigt at man kan snakke om det og afmystificere det. At være åben om alle de følelser der raser i ens krop midt ens kamp for at blive gravid.
    Der går mange derude der går igennem præcis det samme som jer, Cathrine. Ved godt det er en ringe trøst, men vigtigt at vide at man ikke er alene i det her. At der er folk derude der 1000% kan relatere til de ting du/I gennemgår.
    Jeg håber sådan for jer at storken snart kommer forbi jer. I bliver garanteret fantastiske forældre!

  38. Jeg har en meget kær veninde som har været i fertilitetsbehandling, al den tid jeg har kendt hende… 3,5 år. Det har været svært at snakke om direkte, da jeg er meget langt fra børne-drømme.
    Sidst vi var sammen, i stor gruppe, kom vi til at snakke om menstruations cravings. I det show kommer en der ikke kender min venindes situation til at sige: “man skulle kaft eddeme tro I var gravide”…. Det resulterede simpelthen i det fineste øjeblik jeg aldrig vil glemme. Jeg kigger forsigtigt over på min veninde for at sikre mig at hun er OK, vi får øjenkontakt og hun smiler helt stille og nikker. Jeg vil gemme den måde hendes øjne lyste op i mit hjerte for altid, og er så glad for at vi igennem en andens uvidenhed, fik den samhørighed.

      1. Det er så dejligt i RPD kommentar-spor når man både kan få indsigt i det svære og i det søde og i det sjove! Er glad for at min lille solstråle historie kunne smitte 🙂

  39. Tak for de fine tanker <3

    Husk, at det altid er mørkest lige før daggry. Den sætning hjalp mig rigtig meget. Det var ligesom om, at det synliggjorde for mig, at selvom jeg ikke vidste, hvornår jeg nåede målet, så var det jo dét jeg kæmpede for. Hvis ikke der var en chance for, at jeg nåede målet, så var der ikke en kamp at kæmpe. Så så længe jeg kæmpede, så var målet og håbet der stadig, hvis du forstår. Lidt som når det er allermørkest lige før daggry 🙂 Håber det gav nogenlunde mening (det gjorde det i mit hoved, men det er svært at få følelser ud på skrift, synes jeg)

  40. Puha, dette indlæg ramte hårdt – fuldstændigt ligesom de andre i denne kategori. Vi har prøvet at blive gravide siden 2014, var igennem 4 forsøg med det offentlige, før det lykkedes – men fordi man havde fået den hjerteskærende skuffelse igen og igen, sagde vi ikke noget til nogen før uge 20 – og har stadig ikke lagt noget på de sociale medier, netop fordi man selv har siddet på den anden side af skærmen og tudet snot over endnu et scanningsbillede, mens man lige selv havde taget endnu en negativ test.
    Min barndomsveninde, som jeg har mistet lidt kontakt med i flere omgange, var med til ægudtagning på OUH, mens hun selv havde været igang med at prøve at blive gravid i 3 måneder og allerede var ulykkelig over ikke at være blevet gravid. Da hun så kom på besøg et par uger efter, proklamerede hun, at jeg ligeså godt kunne få at vide, at hun var gravid og alle andre allerede vidste det.
    Det gjorde så ondt, måden hun sagde det på og fordi jeg på ingen måde var forberedt på det og stod hjemme i min egen trygge ‘zone’ – så mit råd ville også være, at man evt. kan tænke på at give de glade nyheder et neutralt sted, hvor den barnløse veninde har mulighed for en “nem udvej”, for chokket kan være svært at skjule – og det med ikke at orke sig selv, for ikke at kunne være glad og rumme situationen, gør kun én mere flov.
    Vi vil jo alle gerne være gode veninder for den gravide – ligemeget hvor svær eller let vejen har været dertil ❤

  41. Det er så forskelligt hvor private folk er – selvom jeg aldrig har været i behandling, så har jeg også oplevet og undret mig over at veninder både har løjet og benægtet både at de prøvede og var gravide. En af grundede til det kun jo være at de selv havde brug for tid til vænne sig til tanken, at kæresten modsatte sig offentliggørelse før efter nakkefold eller at de bare er private! Jeg synes dit indlæg mangler lidt nuance ift dette svære svære emne – nemlig at se det fra venindens perspektiv. Men ellers meget fint og nødvendigt oplæg!

    1. Men det kan jeg selvfølgelig ikke give – da jeg ikke har været der 😉 Jeg siger heller ikke, at man SKAL dele. Jeg fortæller blot, hvordan det føles, når man selv deler sit inderste med mennesker, der ikke deler tilbage – selv om man kæmper med det samme/er i samme båd/etc. Det er følelsen af at være fundet for let til at kunne rumme dem, siden de ikke deler, nu man selv gør. Det skaber en distance. KH

  42. Kan man elske en person, kun baseret på envejskommunikation? Hvis man kan, så tror jeg at jeg oprigtig elsker dig! Jeg kender dig ikke (udover hvad du deler her på bloggen), men jeg har så meget kærlighed til dig. Tak fordi du giver så meget af dig selv, du er guld værd ❤️

  43. Det er så dejligt du deler disse tanker. Har haft en veninde i behandling, som heldigvis er blevet mor nu, men dengang kunne jeg godt have brugt disse indlæg.

    Generelt set er jeg så enig med dig i, at vi skal være bedre til at tale mere åbent om graviditeter. Jeg er selv lidt ny i forløbet. Vi startede projekt baby i April ‘17, og jeg er nu i 18. uge. Måtte dog igennem en GUL i juli, før der var gevinst.

    Det var noget af et wake up call. Jeg anede ikke, at det var så relativt normalt at opleve SA, MA og /eller GUL. Fertilitetshjælp eller ej.
    Jeg kunne virkelig godt have brugt en større åbenhed omkring emnet, inden jeg selv blev ramt.

    Til mit “held” (ej det føles lidt usselt at kalde det det, men jeg håber, du forstår), oplevede jeg min GUL en måned efter dig. Dvs. jeg havde dit indlæg om emnet i frisk erindring, da jeg blev scannet på hospitalet og fik dommen.
    Det var en stor hjælp, at jeg ikke følte mig alene, fordi jeg netop havde læst om det.

    Jeg sendte dig også en mail med tak den gang, og jeg sender dig stadig en takkende tanke i ny og næ, fordi dit indlæg gjorde, at jeg kom væsentlig bedre ud af den ellers meget hårde situation.

    Så af hjertet tak for din åbenhed!!!

    1. Jeg er så mega glad for, at du kunne bruge indlæggene – det er præcis tanken med dem. At vi bliver opmærksomme på os selv og vores egne kroppe og signaler. SÅ glad for, at det er lykkedes nu <3 KH

  44. Hold nu op, det er spot on Cathrine..
    Jeg er også i fertilitetsbehandling og har så mange veninder der er gravide eller lige har født. Det er hårdt.
    Dit skriv burde deles og bringes ud til alle..

  45. Jeg forstår rigtig godt bevæggrundene for dit indlæg, men jeg bliver også nødt til at sige, at det heller ikke altid er enkelt at være den, der er ‘den gravide’ – der er jo ingen (rigtige) veninder, der går decideret efter at såre i det man siger/ikke siger/gør/ikke gør. Jeg husker tydeligt skyldfølelsen gennem en graviditet – med en barnløs veninde, der var enormt optaget af det forløb, hun selv gennemgik – med dertil hørende følelser og svingninger, som det var meget svært ikke at få skyldfornemmelser af. Det lå som en tung dyne over hele rummet, når vi var sammen.
    Jeg er helt klart tilhænger af åbenhed og ærlighed – og omvendt, så kan det også indimellem blive navlebeskuende, hvis vi alle sidder og analyserer helt vildt på det hele – både barnløshed og graviditet…

  46. Efter tæt på 5 år med at prøve at skabe et nyt lille liv, har jeg også været igennem mange situationer, hvor mine veninder skulle fortælle mig at de var gravide. Heldigvis har jeg også selv kunne annoncere graviditet 6 gange selv i løbet af de år. Men har også måtte annoncere tab 6 gange.
    Jeg syntes vi har været super gode til at støtte, heppe på og håbe for hinanden, været glade på hinandens vegne, selvom jeg ved i mit hjerte at det blev svære for mine veninder for hver gang jeg meldte en graviditet, fordi de mærkede frygten for at jeg ville miste igen. Men trods det, har vi været åbne og ærlige om beslutninger om graviditet, prøvelser, behandling og positive tests. Vi har delt erfaringer og gode(og mindre gode) råd. Leet og grædt sammen!
    Men jeg har formået aldrig at tænke at jeg havde det hårdt, (ikke sagt at jeg ikke var sårbar) selvom mine veninder fik deres dejlige unger, bare fordi det at opnå en succesfuld graviditet var svære for mig. Jeg har altid troet på at en dag skulle det nok lykkes og jeg har holdt håbet oppe måned efter måned, ved at tænke at efter 1 menstruationsdag (eller abort) ville der jo kun gå ca.14 dage til en ny chance for graviditet ville komme igen.
    Jeg ved at det har gjort mine veninders graviditets-nyheder lettere, at jeg aldrig har opfattet mig selv som værende i en kamp.
    Efter 5 tab blev vi henvist til Rigets enhed for gentagende graviditetstab. (Havde endnu et tab i ventetiden til at komme i behandling). Efter udredning ved vi at ingen af os har dårlig fertilitet, men mit immunforsvar har angrebet og tilintetgjort fostrene.
    Nu er jeg gravid igen for 7. gang, 5 år efter vi besluttede at vi gerne ville have et barn sammen. Denne graviditet tegner rigtig godt og efter immunstabiliserende behandling er jeg længere end nogen sinde før (14.uge nu). Jeg kan mærke at alle omkring os, er glade og rolige på en helt ny måde.
    Jeg ved at det er svært at have en veninde der ikke har nemt ved at blive gravid, men min erfaring er, at med åbenhed og ærlighed kommer man længst og gør det hele lettere for veninder imellem <3
    Kære Cathrine, tak fordi du er åben! Tænker at det hjælper andre til at være åben og ærlige. Fertilitet burde ikke være tabu, det er (desværre) snart lige så almindeligt at have svære ved at opnå graviditet, som at have nemt ved det. Vi er bare forskellige, lige som på alle andre punkter i livet!
    Har ikke fulgt dig så længe, så kender ikke jeres fertilitets-historie, men tro på det, bevar modet og håbet!

  47. Min veninde og jeg lavede en lidt for sjov, men med seriøsitet under, aftale om at gå på barsel sammen. Og en kold vinteraften hvor vi var på vej i biffen, annoncerede hun ude i bilen at hun var gravid. Og hun havde det lidt skidt med det, da hun vidste at vi også prøvede. Hun fik en kæmpe kram og et “Jeg er så glad på din vegne og skide misundelig”. For jeg var begge dele, men det skal et venskab og gerne kunne rumme. Da hun fødte, var jeg ikke den første til at besøge, det var rigtig svært, men hun var ,mega forstående og sagde til hendes søster, som faktisk spurgte indtil, om jeg havde været på barselsbesøg “At vi prøvede og at det var rigtig svært for mig”. Og det var fantastisk at hun var forstående, for jeg var jo super glad på hendes vegne, det var bare lidt svært for mig. Siden hen har vi via hjælp fået en lille datter.
    Jeg ved ikke om du er det, men ellers så kan jeg anbefale at søge medlemsskab i forskellige facebookgrupper der handler om fertilitetsbehandling. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er noget for dig, men der er andre i samme båd og man finder masser af støtte og hjælp.

    Kram H

  48. Det her indlæg er så velskrevet og passer så godt på mine egne følelser. Er selv i fertilitetsbehandling og har en del gravide veninder for tiden. Er oprigtigt glad på deres vegne! At de bliver gravide, gør jo ikke at jeg har færre chancer for at opnå graviditet. Men annonceringen giver anledning til at man, som du så godt skriver, kigger indad og bliver mindet om sin egen situation. Så tak for et brugbart indlæg og tak fordi du formulerede mine tanker på skrift!

  49. Nu har jeg tænkt og tænkt over det.

    Jeg har en veninde, som over natten er blevet virkelig skruk. Hun lægger ikke skjul på, at hun er mere end klar til at blive mor. Forleden fortalte hun mig i al fortrolighed, at hun og kæresten har aftalt, at hun smider p-pillerne om 2 måneder. Hun spurgte ind til min kærestes og mine planer for børn, og jeg bekræftede hende i, at jeg gerne ville vente til jeg jeg ikke længere sidder i en tidsbegrænset stilling, som jeg gør nu.

    Egentlig står jeg i den situation, at min kæreste og jeg har forsøgt i tre måneder, men går stille med det fordi vi synes det er en meget privat situation, og skulle vi være udfordrede, vil vi gerne på det tidspunkt selv vælge hvem vi vil dele det med.

    Min veninde er sød, dejlig og omsorgsfuld, men jeg ved bare, at hvis jeg fortæller, at vi er igang, bliver det til en konkurrence om at komme først for hende – som så meget andet også er det. Noget så ømtåleligt ikke må blive en konkurrence og jeg ikke har lyst til at dele det med hende, heller ikke selv om hun betror sig til mig.

    Selvom jeg godt ved, at hun bliver ked af en dag at høre, at jeg ikke har indviet hende, og selvom jeg har dårlig samvittighed over at lyve for hende, så er det bare sådan det må være for nu. Et spørgsmål som det hun stillede er meget privat, og det må i en eller andet udstrækning være okay, at man deler hvis og når man har lyst.

    Jeg er fuldstændig klar over, at det slet ikke er sammenligneligt med den situation du næver Cathrine. Min veninde sidder ikke i en svær situation, og hun deler formentlig fordi hun er glad over den beslutning de har truffet, og tror på, at den er der i første forsøg.

    1. Og det er jo lige præcis forskellen – det svære er at sidde og dele ud om, hvor hårdt behandling er etc. og så at finde ud af, at den anden har lyttet og selv haft tusinde tanker om sin graviditet kørende i hovedet uden at dele. Du gør din ting <3 KH

  50. Jeg har lyst til at sige alle mulige ting. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg har lyst til at sige. I virkeligheden er det måske bare fordi, jeg kan mærke alt kærligheden i kommentarerne og i dit indlæg og har lyst til at give lidt igen.

    Det er så smukt, når man kan mødes i et kommentarfelt fra vidt forskellige hjørner. Hvad end man er gravid. Er mor. Er i fertilitetsbehandling. Eller er “pårørende” til en, som kæmper. Eller noget femte .. i et forsøg på at komme nærmere hinanden og forstå de utrolige komplekse følelser, der gemmer sig blandt alle parter.

    Den er den slags ting, der virkelig flytter noget i verden. I mine øjne.

    Så tak Cathrine. På alle måder. Lige her .. der starter det med dig.

  51. Kære du!
    Som så mange andre fældede jeg også tårer og måtte ringe til nogen da jeg læste du var gravid! Det er fantastisk og kæmpe stort tillykke!
    Det er jeg også selv. Lidt mindre end dig – jeg er kun 7 uger henne.
    Det er mit andet barn. Begge lavet i kærlighed og uden de store vanskeligheder… dit indlæg gav mig sådan en lyst til at fortælle dig, at lige nøjagtig det du føler er så normalt! Jeg har haft præcis samme følelse begge gange.
    Jeg er sikker på at det er indbegrebet af at mødre bliver mødre fra det sekundt der er to streger.
    Min kæreste siger “slap nu af – alt er godt!” Men bare fordi vi så hjerteblink for en uge siden ved vi jo ikke om der skete noget bare dagen efter? 😱
    Vi lærer allerede var første øjeblik at vogte over vores barn og dette vil følge dig når du står med jeres ønskebarn i armene. Det er en del af dig nu og følelsen af afmagt og mangel på kontrol vil kun styrke dig og tro mig når jeg siger det ene og alene er fordi du er en fantastisk mor. Allerede.
    Kærlighed fra en preggo fellow.

  52. Ej og så ser jeg at jeg har kommenteret på et forkert indlæg. Det var selvfølgelig ment til indlæg og lykkefølelsen der ikke føles helt som forventet ❤️

Læg en kommentar