Gæsteliste til bryllup – hvor skærer man lige?

En repost af det her indlæg om, hvordan man laver en gæsteliste til et bryllup, tænkte jeg var på tide, eftersom en del af de her vintermåneder og det tidlige forår bliver brugt på at planlægge en masse vidunderlige sommerbryllupper. Og noget af det tidlige at tage stilling til, det er jo gæstelisten! Hvor stort lokalet skal være, hvor meget mad der skal bestilles – alt afhænger jo af antallet af gæster.

Derudover skrev jeg jo også indlægget et halvt år inden vi selv blev gift, så de endelige konsekvenser af vores til- og fravalg havde jeg endnu ikke mærket.

Vi havde sat os et par dogmer ud fra hvilke, vi havde inviteret:
  1. Ingen kusiner/fætre (på nær min kusine, som jeg har været meget nær med i barndommen – yes, der er hele tiden undtagelser)
  2. Ingen børn under atten år – vi ønsker os en voksenfest.
  3. Ingen mennesker hinanden ikke har mødt – vi skal ikke stå på bryllupsdagen og introducere os selv og give hånd (undtagen én kæreste til en veninde, men der gør vi en indsats for at introducere inden)
  4. Flere venner end fjern familie – det er trods alt dem, der er en del af vores liv og ikke fjern familie, vi sjældent ser. Det er også typisk dem, der fylder dansegulvet, og det er den slags fest, vi gerne vil have.
  5. Ingen kolleger – det er lettere at sige ingen end at vælge få.

Vi startede på hundrede ved bare at namedroppe, og så endte vi på halvfjers. Det gik sådan nogenlunde smertefrit. Der var en enkelt, der var meget såret over ikke at være inviteret med. Og det var ærligt talt lidt sejt. Når man sådan skærer ind til benet er der risiko for at såre andres følelser – og det skal man virkelig overveje, om man orker, skal fylde på til et bryllup.

Set i bakspejlet var der måske en eller to, vi ikke havde behøvet at invitere, men det gjorde ikke spor – de var søde og gode gæster. Så det er mest et relationsspørgsmål. Jeg har ingen fortrydelser ellers! Eller jo – jo faktisk to jeg gerne i dag ville have haft med men på det tidspunkt var vi ikke så tætte. Det er vi nu! Men sådan kan man jo blive ved.

Alt i alt er jeg faktisk mega glad for antal, og de der kom med. Ingen fortrydelser, sådan rigtig – og det er sådan en rar fornemmelse. Gid jeg havde haft den ro, da vi lavede listen, for jeg syntes dengang, det var en forfærdelig tjans, haha!

Men herunder kommer mine tanker og “arbejdsgange” til at nå frem til det endelige antal!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, gæster til bryllup

Man kan selvfølgelig prøve den simple udgave, som The Plant Based Bride har lavet. Men så simpelthen er det ikke altid – måske mine punkter herunder kan guide lidt mere på vej.

  1. Start hele planlægningen med en snak – hvad er vigtigst? Er det det rigtige sted, med den rigtige menu og dertil hørende vinmenu? Eller er det vigtigst at samle alle? Det sætter barren for kuvertprisen og derved også antal – med mindre pengepungen ingen bund kender.
  2. Det kan være en idé at lave hver jeres gæsteliste først. Men vi valgte at fra start at lave én sammen – det er vores fest. Et bryllup er ikke som at invitere til fødselsdag. Det her er jeres fest og jeres gæster – I skal være enige om, hvem der kommer. Jeg inviterer ikke alle piger med, der var med til min sidste fødselsdag. Det er vores fest, så de der skal med, skal have betydet noget for vores forhold og samliv.
  3. Hvor meget må forældre bestemme gæsteliste? Betaler jeres forældre større eller mindre dele? Jeg er af den mening, at ens forældre kun har noget at sige til gæstelisten, hvis de økonomisk bidrager. Og selv dér synes jeg, det er lidt en balance. Igen, når man er lidt klemt på antal, så er der to-fire-seks ekstra altså mange. Det kan man godt forklare på en respektfuld måde til sine forældre.
  4. Leg Djævelens advokat for hinanden – nogen gange kan det være svært selv at se, hvem der er vigtige. Lad hinanden stille spørgsmålstegn ved hinandens inviterede, så I kommer den endelige liste nærmere.
  5. Når hele listen er lavet, så lad den ligge nogle dage. Måske en uge eller to. Det kan være så svært at skille dårlig samvittighed og “burde” fra det, man faktisk føler for. Skulle vi have gjort noget om, så havde vi ladet den ligge og renset luften.
  6. Når selve listen er endelig og godkendt, og I kan mærke det helt rigtigt i maven, så begynd at sende save-the-dates ud. Tommelfingerreglen er at sende dem ud seks-otte måneder før dagen, afhængigt af om det er et destinationsbryllup eller midt i travle perioder som helligdage og ferier. Så snart de er ude, så undgår I misforståede invitationer og “uhhh jeg glæder mig!” fra folk, I ikke havde planlagt at invitere.

Men men men – at nå den endelige liste kan være så svært. Man bliver nødt til at sidde og vende og dreje alle på listen. Og hvordan skiller man så “fårene fra bukkene”, om man vil? Her er nogle af de tanker, vi har gjort os, tanker der er kommet ud af at snakke med veninder, har har været igennem møllen eller veninder der sidder med det nu.

  1. Overvej hvem der er “den gode fest” – helt seriøst. Hvem vil glædes over dagen og gøre sit for at give jer en dejlig dag? Er der en ven i flokken, der altid er upassende fuld? En onkel der smider tøjet? En tante der brokker sig over manglende champagne ved synet af spumante? Det er okay at sortere fra. Nogen gange kan det godt være folk, som måske synes perifære, der skal på listen i stedet, hvis mavefornemmelsen siger det. I sidste ende drømmer vi alle om en fest til langt ud på natten med en masse folk, der er lige i stødet. Måske skal der sorteres ud i de rådne æbler.
  2. Og så er der de der “Plus-ones”. Skal man tage kærester med? Nogen siger “no ring, don’t bring” – altså er folk gift, skal partneren med. Vi har ikke skilt gifte par fra hinanden. Men vi har valgt ikke at invitere alle kærester med. Vi inviterer kun folk som par, som vi ser sammen – hvis hverken vi selv eller det andet par har gjort en indsats over tid for, at vi skulle lære hinanden at kende, så behøver partnerne ikke komme med. Det er altså ikke ens bryllupsdag, der skal bruges til at bonde med fremmede kærester, man aldrig har mødt. MEN. Hvis man er inviteret uden at høre til i en gruppe, fx studieveninder eller barndomsveninder, så overvej lige kæresterne. Man er bare bedre gæst, hvis man er tryg og føler, man hører til – enten sammen med sin kæreste eller veninder/venner.
  3. Skal man invitere bare fordi, man har været med til deres bryllup? Nej. Tiderne ændrer sig, og venskaber løber ud i sandet. Til gengæld – hvis I er to vennepar, der skal giftes samme år, og I måske ikke lige regnede med at invitere dem til jeres, men nu har I fået en invitation til deres bryllup, så skal man altså være moden nok til at sige nej tak til invitationen.
  4. Hvad med kolleger? Ville du se kollegerne uden for arbejde? Altså, hvis I stoppede med at arbejde sammen i morgen, ville I så ses? OG har din kæreste mødt vedkommende? Jeg synes, det var nemmest ikke at invitere kolleger – igen, som et dogme, så ingen blev skuffede.
  5. Er der stadig nogen, I er i tvivl om? Overvej barnedåb. Hvis I skal holde barnedåb to, tre eller fire år fra nu, er der så allerede nogen, du tænker “de skal ikke med!”? Det er ikke helt det samme at invitere til, men det siger alligevel noget om, hvor kort-/langsigtet jeres forhold er.
  6. Hvis I stadig vakler, så overvej scenariet: Du skal op i baren i løbet af natten, er der nogen på listen, du ikke orker eller gider at støde på? Er der nogen, du ikke gider at være “fanget” alene med? Det er altså et tegn på, at de ikke skal med.

Og så de sidste to tanker:

  1. Overvej at udvide antallet til vielse og reception, hvis det giver mening. Især hvis I virkelig har skullet skære ind til benet. Jeg har noget familie, jeg gerne ville have haft med, havde vi plads og økonomi, men de bliver inviteret til vielse og reception, så jeg stadig får mulighed for at dele lidt af dagen med dem.
  2. Det allervigtigste: Det er JERES dag. Punktum. For første gang, typisk, i jeres liv skal I invitere til stor fest – for de fleste af os var sidste stort anlagt fest konfirmationen, og der stod vores forældre for det hele. Også betaling. Det er jeres økonomi, der skal holde til, så I skal selv være glade og tilfredse. Men det er også jer, der skal håndtere konsekvenserne, hvis I vælger ikke at invitere udvalgte. Det kan resultere i brudte venskaber. Og det er måske, måske ikke i orden.
9 kommentarer
  1. Tak for de fine råd. Jeg er selv blevet inviteret med til et bryllup, hvor jeg ikke kender brudeparret (det gør min kæreste til gengæld), og oveni det har jeg er lille spædbarn med på slæb til den tid. Det gør det pludselig lidt vanskeligt, også at det så forudsætter, at vi selv invitere dem til vores kommende barnedåb? Jeg havde ikke lige regnet med, at vi skulle invitere kærestens bonusøster og mand med til vores barnedåb. Det er klart noget af det mest vanskelige, når man inviterer folk: at skære ind til benet, uden at folk bliver fornærmet. Så det er rart, at høre dine erfaringer.

    1. Jeg synes personligt, der er kæmpe forskel på, hvem der skal til bryllup og til barnedåb. En barnedåb er meget mere intim og handler jo i høj grad om, hvem man forestiller sig får en rolle i barnets liv. Vi inviterede 70 til bryllup, men jeg tænker da bestemt ikke, at vi behøver at invitere 70 til barnedåb. Er det ikke sådan noget med, at man er 20-50 stykker? Hvis folk har lidt situationsfornemmelse og rummelighed, så bliver de måske et øjeblik skuffede over ikke at være med til barnedåb/bryllup – men så er det også glemt igen. Jeg har oplevet ikke at være inviteret til bryllup, hvor jeg havde troet det – og der er altså ikke slået nogen flig af det venskab alligevel <3 KH

      1. Tak for dit fine svar. Du har helt ret. Jeg tænker også, at det giver mest mening for os, at invitere blot familien til barnedåben, og ville supplere med vores venner til et evt. Bryllup 🙂

  2. Haha. Vi var næsten 60 til min datters barnedåb for et par uger siden. Der var inviteret lige så mange venner som familie. Bl.a. Kusiner og fætre fra vores mødres side. Det er nemlig de eneste vi snakker med. Og vi inviterede faktisk partnere til venner, som vi ikke rigtig kendte eller havde mødt før. Jeg ved ikke hvorfor vi kom frem til det, andet end at det føltes rigtigt.
    Derudover blev det også lidt ud fra hvem der havde vist interesse mens jeg var gravid og efter jeg havde født. Der er ikke en eneste der var med på dagen, som jeg tænker jeg gerne ville have undværet. 🙂 Men det var vildt svært at vide hvor vi skulle skære. Den store forskel ligger jo i at en barnedåb er et kort arrangement som ligger i dagstimerne, som regel på en søndag.

  3. Hvor er det en godt og relevant indlæg! 🙂
    Jeg står ikke og skal giftes lige rundt om hjørnet, men jeg har stadig lidt et dilemma: min kærestes kusiner (2 stk.) skal giftes i nærmeste fremtid. De har ikke en særlig stor omgangskreds med venner, og ser derfor familien som deres omgangskreds. Min kæreste og jeg har mange venner, og vi ses simpelthen ikke hans familie særlig tit – men hans kusiner føler vi er tætte, men det synes vi slet ikke… vildt man kan have det så forskelligt med det, egentligt…. MEN jeg havde ikke tænkt, at de skulle med til et (eventuelt) kommende bryllup eller barnedåb, men vi har jo deltaget i deres! Burde man lade vær med at deltage så, eller er det ok ikke at invitere selvom de gør det gang på gang, eller burde man bare invitere dem???? 🙂

    1. Altså, det her er jo totalt min mening Signe. Hvis de bliver ved med at invitere jer – og I møder op, så synes jeg, I skal invitere dem. I sender jo ikke andet end signalet om, at I også holder af dem, når I dukker op. Jeg tror, de vil blive temmelig forvirrede, hvis de ikke er inviterede.
      I sidste ende er det jeres valg, der skal give mening for jer, men spørgsmålet for jer er nok, om I orker det efterspil, der kan komme. Ud fra det jeg skrev før, så vil de da helt sikkert blive skuffede og forvirrede. Gider I risikere den ballade? Hvis ja, så inviter efter jeres hjerter og ikke “bør”. Hvis ikke, så tag dem med. Men det har jo konsekvenser – de valg vi tager. Adam mistede kontakt til én, der mente, han var på listen til brylluppet, men som vi ikke mente var det. Det er måske også okay! KH

  4. Dette indlæg har ret god timing! Jeg står i den heldige situation at jeg er inviteret til to bryllupper i år – uheldigvis ligger de dog på samme dato og samtidig foregår de nærmest i hver sin ende af Sjælland.
    Det ene er et vennepar som annoncerede dato allerede sidste sommer, det andet er min kærestes kusine som lige har sendt indbydelser ud. Hvis man nu lige gerne vil til begge bryllupper – hvad “tæller” så som den første? Dem der kom med dato først eller dem der kom med invitation først?

    1. Altså… Jeg tænker en mundtlig “aftale” binder, ligeså meget som den skriftlige. Så hvis det vennepar, der har annonceret pr. mund først, så tæller de. Hvis altså I dengang gav udtryk for, at det glædede I jer til! Hav en fantastisk dag! Måske man kan nå begge vielser, hvis de ligger på forskellige tidspunkter? KH

Læg en kommentar