Livet skrives ikke i succeserne - ROCKPAPERDRESSES
Livet skrives ikke i succeserne

Jeg har skrevet om alt det svære ved at være barnløs (når man ikke drømmer om at være det, altså). Om alle de håbløse ting folk siger. Hvor hårdt det er at blive ved med at holde gejsten op, når man bliver ved med at løbe mod en dør – og alle andre synes at blive gravide ved at kigge på hinanden. Det er uden tvivl den største udfordring i mit, i vores liv.

Jeg kan huske, jeg blev interviewet på P4 engang sidste år. Det kom der en webartikel ud af, hvor de havde grebet et citat til titel “det er det hårdeste jeg har prøvet i mit liv”. Og så var der en i kommentarfeltet, der skrev; “Buhu! hvor slemt kan det være? Det er jo ikke kræft!”. Well, gee… Nej, det er det ikke. Men udfordringen ved denne her tilstand har i høj grad været, at dem man møder simpelthen ved så lidt om det, fordi det stadig er et tabu. Derfor skal man lægge øre til mange misforståelser og decideret uvidenhed. Og det i kombination med ens eget indre, der smuldrer – det er som at miste sig selv, graviditetstest for graviditetstest. Det er hårdt.

Men heldigvis kan man finde sig selv – og på en eller anden måde måske også en smukkere udgave af sig selv? Som at have åbnet øjnene og stirret direkte ind i det grimmeste, man kan forestille sig; et pulsende sår, og så taget en dyb vejrtrækning – og blevet stående. Tålmodigt ventende på, at det heler igen.

Der kan faktisk komme noget rigtig smukt ud af at være i behandling. Og lidt af det vil jeg gerne dele med jer. Især jer der måske lige har fået besked om opstart af behandling – ja det bliver et sejt træk, men der er også noget smukt i vente. En chance for at lære sig selv at kende, sin partner at kende, blive klogere, mere tålmodig, mere omsorgsfuld og rummelig.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Du har chancen for blive din tættestes tætte

Jeg siger det med hånden på hjertet – Adam og jeg har aldrig haft det bedre eller været mere sikre på hinanden. Trine nævnte det mange gange til en fødselsdag i fredags – “I er det mest forelskede par at se på”. Det er vi. Der er noget enormt stærkt ved at møde så meget modstand sammen – det er vores rejse, som ingen andre nogensinde forstår eller kan tage del i. Det har givet en enorm følelse af “os”. En kerne, i endnu højere grad end før. Og det er egentlig lidt sjovt, for i perioder er almindeligt kærligt samliv temmelig svært eller udelukket. Hormoner, sprøjter, sære stikpiller – alt er i perioder ret anderledes i kroppen, haha! Der er simpelthen nul lyst eller en følelse af ville gemme kroppen langt væk.

Men det er måske også hér denne her endnu dybere ‘connection’ imellem os er vokset frem. Som om vi er kommet et lag dybere. Et lag der ikke handler om kødelighed, parforhold, samvær, hverdag. Men i stedet om… Sjæl, forbindelse, bånd, styrke. Som vi har fået en ny streng at spille på, som vi ikke før kendte til. Som om vores sjæle og sind nu er forbundne.

Du har chancen for at blive klogere

Jeg tror også det kommer af, at vi i højerede grad end nogensinde før har talt sammen. Vi har haft nogle tunge og store samtaler det sidste år, der har bragt os ud, hvor vi virkelig har lært hinanden at kende. Hvad er meningen med livet egentlig? Hvorfor får man børn? Hvad er det, der gør, at man er forældre? Hvad vil Adam? Hvad vil jeg? Hvor langt vil vi gå? Hvordan ser livet ud uden børn? Og hvad med os – er børn limen mellem to mennesker? Og hvad sker der, hvis man ikke får den lim?

Jeg tror, der sker noget magisk, når to mennesker kæmper på den måde, så intenst, med skuffelser, tab, håb, små gode skridt. Der opstår en særlig nærhed. Jeg vil aldrig glemme Adams tårer på mit ansigt, da jeg skulle opereres i sommer. De var så fulde af styrke, sorg, kærlighed.

Du har chancen for at nære taknemmeligheden

Jeg tror også på, at der vokser en taknemmelighed frem af at kæmpe. Når vi får forærende, så glemmer vi også eller opdager slet ikke, vi tager måske forgivet, hvordan livet også kan være. Jeg har hørt gravide, der har beklaget sig over timing, over det “forkerte” køn, over deres egen vægt osv. osv. Det skal ikke gøre mig til dommer overfor – jeg har selv før tænkt, at jeg da håbede på minimum én pige. Jeg har også (mest i spøg) bedyret min bekymring over for veninder; hvad nu hvis man får et grimt barn? Eller bliver stor-som-et-hus-gravid?

At skabe og føde et sundt og raskt barn er det største og smukkeste i denne verden. Drenge, piger, små tykke basser eller lange, slanke baby-amazoner. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er fuldstændig fucking ligeglad. Jeg er ligeglad med det hele. Om det så bliver til tre drenge! Det er så underordnet. Et sundt og raskt barn.

Det er faktisk en lettelse – så kan man da kun blive glædeligt overrasket!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Det havde da været herligt, hvis vi to uger efter vores intime apotekerseance på Honeymoon-Bali havde stået med en positiv test. Den eftermiddag hvor vi besluttede os for at skippe at købe nye kondomer under lysstofrørernes skær. Bum. Men jeg vil på mærkværdigvis ikke have været denne her rejse foruden.

Det har ofte undret mig, når folk, der har gennemstået ulykker og sygdom, fortæller, at de ikke ville være oplevelsen foruden. Jeg mener – vi vil som mennesker gerne skånes, vil vi ikke? Mia fortalte om at blive kørt ned af 5A – om rusen ved at overleve, der har mærket hendes livsglæde for tid og evighed. Men behøver de der choktilstande for at mærke taknemmeligheden i kernen? Måske.

Der kan være noget stærkt ved at få sat en stopper for livets pølsegang – også når det sker ufrivilligt. Stå op, gå på arbejde, have en frokostpause, gå hjem fra arbejde, lave mad, gå i seng, stå op… Det er (heldigvis) sådan, dagene er flest – men jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt at komme ud af balance. Livet bliver ikke kun skrevet i succeserne, men i allerhøjeste grad også i skyggesiderne. Og der er få ting mere lærerige og selvudviklende end en livskrise, haha! Livet får en tyngde og en dybde, en basgang! Og hvad er et stykke musik uden bassen? (kedeligt!).

Nej, det er da ikke særligt sjovt, at ens forhold til gravide ændrer sig, at der er veninder, man måske har svært ved at se. Det er skamfuldt for en selv og så hårdt for hoved og hjerte. Det er da heller ikke sjovt, at hvad der skal være en intim stund mellem to mennesker ender med at være en misere for to læger, tre sygeplejersker, en embryolog og en masse elektronik.

Men det er midlertidigt. Det er en fase, et nys i et langt liv. Og man bliver sig selv igen (har jeg hørt) – til gengæld måske det mere oplyst og omsorgsfuld og taknemmelig?

Jeg har en nyfunden respekt for min krop, som ikke engang et marathon kunne servere mig. Jeg er overbevist om, at Adam og jeg har vendt så mange dilemmaer og tunge emner, at vi er set for life. Vi har valgt hinanden til og på trods. Jeg ved, at det at være forældre ikke er en biologisk selvfølge. Det er noget, man gør sig fortjent til – og vi har allerede løbet et marathon for det hjerte, der venter på os ved målstregen.

Der var engang en af jer, der skrev noget fint til mig (det sker nu ret tit); at man som barnløs bærer sine børn i hjertet længe før i maven. Og det, synes jeg, er så fint. Det rummer jo al den kærlighed, som jeg på mærkværdigvis føler henmod noget, jeg ikke engang kender. Og det er måske den særlige forbindelse, jeg har fået til Adam. Vi bærer det samme i hjertet. Vi er allerede forældre.

 

79 kommentarer
  1. Vanvittigt fine ord, som jeg genkender så godt ❤️

    Jeg husker også vedkommende, som skrev det med børn, man bærer i hjertet, og jeg kom faktisk allerede dengang til at tænke på noget, jeg læste engang.

    Som jeg husker det, er der et afrikansk stamme-samfund, som ikke anskuer et barns fødselsdag, som den dag, man fejrer barnets kommen-til-verden. Man fejrer en anden dag: Den dag en kvinde beslutter sig for at blive mor. Da sætter hun sig under et træ, og venter på barnets sang, som når den “kommer til hende” hun derefter lærer sin mand/barnets far. Alt dette sker inden, at barnet fysisk er lavet. Jeg har tænkt meget på den opfattelse af at lave et menneske siden. At det ikke (kun) er den fysiske del af at få sit barn, men også den sjælelige rejse det er at blive forældre. Og for nogle af os tager den bare længere tid end andre. Som mor til en dreng, der tog knap to år at lave, har jeg også følelsen af, at han var ment to be. At universet gemte på ham, og derfor var vi nødt til at vente, til han var klar til at lande hos os. Det er en erkendelse, jeg først er kommet til, efter han kom, men du kan måske stadig følge mig lidt ❤️

  2. Er du sindssyg det er smukke ord ❤ Din overskrift er SÅ fængende og sigende “Livet skrives ikke i succeserne” ❤ Det er så spot on ! Det er i vores livskriser at vi lærer allermest om os selv ❤ Jeg står ikke i din situation men jeg har haft flere livskriser inde på mit liv og dit skriv rammer mig simpelthen lig i hjerte kuglen alligevel ❤ Jeg ville ikke være mine hårde år foruden fordi jeg lærte SÅ meget om mig selv , at få lov at dykke ned i en selv på den måde en krise/sorg kan, det kan ik beskrives ❤ Jeg sender jer en masse tanker, og vid du er en sej sej kvinde der kan vende dette ❤

  3. Puha. Det gav en klump i halsen. Jeg har fulgt med i jeres historie, og du har virkelig sat tanke myldre i gang: hvad hvis man ikke “bare” kan blive gravid? Derfor er jeg glad for din åbenhed! Jeg havde læst dit indlæg og sagde til min kæreste: vi bliver nødt til at prøve før… for jeg har læst hende bloggeren med mopsen (vi så dig en dag gå tur med Frida), og det skar i hjertet! Sikke en historie ❤️ Dejligt du tør dele dine tanker – også dem der er svære. Alt respekt herfra og det største ønke om, at i får et sundt og rask barn – snart! Det fortjener i!

  4. Så stærkt beskrevet:-)
    Ja I er forældre i hjertet og jeg håber alle universets kræfter hjælper jer til, at der kommer små guldklumper til i jeres arme.

  5. Du skriver så smukt og jeg bliver rørt hver gang 👐🏼 Du har hjulpet mig igennem nogle svære perioder i mit liv med fertilitets behandling og diverse nedture. Tak for det 👐🏼❤
    En masse tanker herfra 🍀🍀🍀🍀

  6. Så smukt et indlæg. ❤️

    Kunne I måske tænke at dele hvilke tanker I gør jer om adoption?
    Jeg synes Pelle Hvenegaard og hans kone er så skønne ambassadører for adoption.
    Og hvem husker ikke Charlotte i det sidste afsnit af “Sex & the City”, hvor hun ser billedet af deres datter, og med tårer i øjnene siger: “That’s our baby. I know it!” (jo jo, hun er fiktiv, men kæmpe klump-i-halsen-øjeblik)

    Jeg er helt med på at det ikke er for alle, at nogen vil have oplevelsen med graviditet med. Tænkte som sagt bare om I ville dele jeres tanker.
    Et stort fedt “Nej, det vil vi ikke”, kan jeg sagtens acceptere 😊❤️

    Mvh Anne

    1. Jeg har skrevet lidt om det i et par indlæg, fx her http://rockpaperdresses.dk/2017/11/hvordan-faar-jeg-det-godt-igen/ men ikke sådan et dedikeret indlæg. Jeg kunne i hjertet sagtens adoptere, men vi har kun været i behandling i et år, så jeg giver det i hvert et år eller to til. Adoption er nemlig ikke lige til, det er sindssygt kostbart (300.000-400.000 er ikke unormalt) og så tager det hurtigt 3-4 år – og alt endevendes. Økonomi, privatliv, omgangskreds, ens hjem. Det er ikke den nemme løsning <3 KH

      1. Tusind tak for svar. Du fortæller jo så fint om jeres tanker her. Og det er på ingen måde for at snage. 😊

        Jeg ønsker jer al held og god karma på jeres vej. Som du så fint siger, så er I allerede forældre i hjertet. Universet skal bare lige udvælge jeres barn – hvordan det så end bliver pakket ind. ❤️

  7. Der startede jeg lige med at tude ned i kaffekoppen. Du skriver simpelthen SÅ fantastisk og livsbekræftende <3 TAK !

  8. Hvor er det fedt for jer at det bringer jer tættere sammen. Jeg oplever nok ikke helt det samme. Selvom vi taler en masse og i store dele er sammen om den lange fertilitetsproces, så er der så meget man som kvinde skal igennem som manden ikke skal. Som manden aldrig rigtig forstår. Og det kan jeg godt føle mig meget alene i.

    1. Det er også rigtigt – og jeg har også følt mig helt vildt alene i det. Det er en af de rigtig store skygger, synes jeg. Især i et parforhold, da det jo lidt skriger mod præmissen. Ensomhed. Jeg vil aller ydmygst foreslå en psykolog, I kan gå til sammen. Det har vi gjort, og det har givet os en bedre forståelse. Adam gør alt hvad han for afhjælpe og aflaste og lytte, og selv om jeg ved, han ikke forstår det hele, så er det noget, der vækker kærligheden i mig. KH

  9. Hvor er det bare smukt skrevet! Du er et kæmpe forbillede, også selvom jeg er én af de heldige, der ikke har haft brug for fertilitetsbehandling. Jeg er blevet gravid på den ‘naturlige’ måde, og min kæreste og jeg skal være forældre til sommer. Vi glæder os helt vildt, men der er til gengæld noget andet jeg kæmper med.
    Jeg er vokset op i en socialt belastet familie, og har i mange år overvejet om jeg overhovedet vil have børn? ‘Hvis ikke jeg kan give barnet en bedre opvækst end min egen, vil jeg slet ikke have børn.’
    Det er svært at være gravid, samtidig med at man skal takle svære tanker. Kan jeg (og min kæreste) sørge for at vores barn ikke vokser op i alkohol-misbrug, svigt, sorg og økonomiske problemer som jeg selv gjorde? Det er især svært, når folk omkring én giver udtryk for holdninger som ‘at skabe og føde et sundt og raskt barn er det største og smukkeste i denne verden.’
    Du må endelig ikke tage det som en kritik af dig, det er bare en svært verden at manurere rundt i. Jeg tror det jeg vil sige er, at du er pisse sej, og at vi alle går og tumler med noget under overfladen.
    Al held og lykke til dig og Adam, I bliver (er) de sejeste forældre!
    Knus

  10. Tak for dine indlæg! De rører mig dybt ind i hjertet og gør mig klogere ❤️ Jeg har ikke selv oplevet samme kamp, men der er utroligt mange i vores omgangskreds som gør.

  11. Tårerne triller ned af kinderne. Jeg har fulgt dig længe, helt fra da jeg ventede vores 1. barn. Jeg har grint og grædt af dine personlige og fantastiske indlæg. Jeg sidder her og har termin med 3. barn om 4 uger, og kan slet ikke holde ud, at det for dig og så mange andre ikke sådan lige vil lykkedes at blive gravid. Her “fra den anden side”, får man næsten dårlig samvittighed, forstår mig ret, på en næstekærlig måde. Noget der er så naturligt, stort og fantastisk, og som på mange måder er enhvers kvindes “ret”, bliver i stedet til en tung uvildig sorg at bære rundt på. Jeg kan ikke forestille mig det reelle omfang af sorg og frustration, men du sætter så smukt ord på, at jeg alligevel fornemmer lidt af den smerte du/i går igennem. Jeg har stor respekt for at du deler så privat en del af jeres liv, og giver indblik i og forståelse for hvad det vil sige at være ufrivilligt barnløs. Jeg hylder jeres kærlighed til hinanden, og ønsker at jeres hjertebarn finder vej til jer, når tiden er <3

  12. Sara skriver ovenfor om “sund og rask”. Det reagerer jeg også på – og det er heller ingen kritik af hverken dig, Cathrine, eller dit velskrevne og skide kloge indlæg. Men jeg vil godt slå et slag for det udvidede normalitetsbegreb. Jeg var ikke “sund og rask,” da jeg blev født. Jeg er født med en meget sjælden misdannelse i urinvejene. Der fødes ét barn om året i Danmark, og nu om dage vælges de ofte fra som senaborter. Det er ikke livsfarligt, men kræver omfattende kirurgi og er noget, der for altid vil følge mig med en følelse af ikke at være “normal”. Ikke desto mindre har jeg klaret alting på linje med alle andre børn, har fået en lang uddannelse, har et godt liv med mand, hus – og nu også en “sund og rask” datter. Føler mig skide stærk! Det er ikke noget folk kan se på mig, før jeg fortæller dem om det. Derfor tør jeg godt pirke lidt til perfekthedskulturen – at folk tror, at et godt liv kun kan rummes af det, vi kalder “sund og rask”. Jeg har selv stået i situationen og været sikker på, at mit barn i maven fejlede noget – og selvfølgelig ønsket, at det gjorde hun ikke. Men jeg kan sige så meget, at jeg aldrig har taget sådan noget som fertilitet for givet. Ligesom det at blive gravid ikke er en selvfølge, og man heldigvis kan blive det på flere måder end den såkaldt “naturlige”, så er der også så mange andre ting, vi ikke kan kontrollere -og det er måske faktisk meget godt. Jeg ville in the end of the day heller ikke have undværet den livserfaring, det giver, at fejle noget, der er så sjældent, at de færreste læger har hørt om det. På en måde falder det jo lidt i tråd med indlægget her… (og det her skal selvfølgelig ikke sammenlignes med situationer, hvor et foster har svære hjertefejl eller lignende. Fosterdiagnostik er fuldt af gråzoner!)

    1. Jeg har det lidt på samme måde. Er også født med en sjælden misdannelse, som man ikke kan se, men som jo alligevel er der. Jeg har oplevet, at en praktiserende læge har tilkaldt sin kollega, så de kunne “se giraffen”.. Når folk kommer med bemærkninger som “bare vent til det bliver jeres tur”, eller de gætter på hvor børneværelset skal være i det hus, vi er ved at bygge, har jeg af og til lyst til at skrige. Det samme når veninder bliver gravide. Det er ikke, fordi jeg ikke under dem det, og de tænker jo heller ikke over kommentarerne, og vi er ikke en gang i færd med at prøve – men nej, alle kan ikke blive gravide lige let, og alle børn er ikke uden fejl. Jeg er skidebange for enten ikke at kunne få børn, eller for at få et barn som arver min genfejl.

  13. Tak for et SMUKT, velskrevet og fantastisk indlæg. Et man mærker helt ind i hjertet på den anden side af skærmen. Ønsker dig og Adam alt det bedste på jeres rejse sammen i livet ❤️

  14. Jeg bliver bare nødt til at sige, at det her skriv simpelthen er så smukt og jeg fik helt tårer i øjnene til sidst ❤

    Min mand og jeg havde også svært ved at få børn, men det lykkedes lige præcis inden vi skulle til at starte i behandling. Lige nu ligger jeg med min 6 mdr gamle søn på brystet (han sover) og vil give dig helt ret i alt det du skriver: et sundt og raskt barn er det vigtigste. Når der har været hårde perioder tror jeg, at jeg er kommet nemmere gennem dem, fordi jeg trods alt sidder med det barn jeg kæmpede for. Så er et par søvnløse nætter, ingen alenetid og andet fuldstændig ligemeget. For jeg har muligheden for at kysse hans dejlige lille ansigt.

  15. Vores kan på ingen måde sammenlignes med jeres, men jeg kan 100 % sætte mig ind i at være forældre før man er gravid og før man står med barnet i armene eller den positive graviditetstest.
    Min kæreste og jeg er også allerede forældre, vi elsker det nærmest allerede, hvor mærkeligt det end lyder.

    Jeg krydser fingre for jer Cathrine og for os, og ønsker jer alt det bedste! <3

  16. Tak for fine ord! Min mand og jeg er netop startet i behandling, og jeg HÅBER at det kommer til at gå som med jer, at vi bliver knyttet tættere sammen.
    Mht. hvad man kan sige til nogle der er i behandling: Jeg har lige sagt det til min chef (hun skal vide det fordi jeg kommer til at være væk nogle dage) og hun sagde: “Tillykke med at I har besluttet jer for at blive forældre!” Det er det fineste nogen har sagt til det.

  17. “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Jeg har altid hadet det ordsprog. For nogle ting er virkelig ikke andet end skidt, når man står i det til halsen. Men efter noget tid i skidtet, er det nok rigtigt nok. Præcist som du skriver.
    Det, du skriver om at finde en smukkere udgave af sig selv – det er så rigtigt, og noget jeg har prøvet at sætte ord på i lang tid. Når man har været nede i kulkælderens underkælder og hevet sig selv op igen, så ved man virkelig hvor fandens stærk man er. Hvad ens sind og krop kan. Jeg har aldrig følt mig mere smuk, sej og i kontrol, end jeg gør nu, efter min tur i skidtet. Tak fordi du er så ærlig og sætter nogle smukke ord på hvordan det er at være menneske nogle gange.

  18. Jeg er utrolig rørt over dit skriv i dag. Du skriver meget smukt. Jeg ved intet om hvad det vil sige at opleve den fase I er igennem og når det handler om barnløshed, men jeg ved hvad det gør ved et forhold når man kæmper for noget der er svært, og som fylder, fylder det hele! At føle sig lukket ude af fællesskabet af noget man ikke kan kontrollere. Og at være i det så længe, at det er en udfordring at finde gejsten til at blive ved hver dag. Vi er heldigvis også gode til at tale om det og tage nogle store ture.. Men selvom at vi kan føles os stærke i det sammen, ved vi også, at det måske har sat sine spor, når vi engang er ovre det. Ude på den anden side. Måske har det ikke. Børn er på mange måder limen i et forhold. Men lykke og trivsel vejer mere. Med og uden børn.
    Hvor jeg dog ønsker for jer at det lykkes.
    Havde jeg stået overfor dig og talt til dig, havde du fået et stort kram nu.

  19. Smukke, smukke ord Cathrine!
    Jeg kan nikke genkendende til dét , du skriver. Særligt dét med kommunikationen.
    Min kæreste og jeg har været i behandling fra 2011-2016, hvilket har resulteret i to smukke børn. Undervejs, når vi var modløse, nervøse og ulykkelige , blev vi nødt til at tale om alt dét, der var svært, for ikke også at miste os selv. Det har resulteret i mange alvorlige, ærlige men også fantastiske samtaler, hvor vi har kigget hinanden dybt i øjnene.
    Så sent som igår talte vi faktisk netop om dette – hvor gode vi var blevet til at kommunikere med hinanden – at melde klart ud, når der er brug for det. Dette pga fertilitetsbehandlingen.
    Det er fantastisk at tænke på – at noget så svært kan bringe noget så godt med sig!
    De bedste ønsker til Dig og Adam!

  20. Tak for (endnu et) smukt, rørende og livsbekræftende indlæg, der går lige i hjertet. Det tror jeg, at jeg kommer til at læse mange gange <3

  21. Wow Cathrine. Hårene rejser sig og tårerne triller; det er nok et af dine smukkeste indlæg.. Wow altså, bare wow ❤️

  22. Det er virkelig en flot tilgang til det hele – du har igen formået at beskrive det på den bedste måde. Det er en fantastisk tanke, at det er de her ting, der fører jer tættere sammen.

  23. Man må få det bedste ud af det. Og selvfølgelig bliver man klogere på en masse ting. Men jeg syntes prisen er høj og jeg havde gerne været alt det her foruden og levet videre i uvished. Uvished om styrke, sorg, ensomhed og vilje. Men når det nu ikke kan være anderledes så tager jeg med at jeg – indtil videre – hat overlevet mentalt. Men jeg er glad for at jeg ikke vidste hvad jeg ved nu, da jeg startede for tre år siden 💕

    1. Jeg forstår dig rigtig godt, Sabine. Jeg synes også, prisen er meget høj, og det ændrer så mange relationer, tanker om en selv osv. Men jeg må tro på, at alt vender tilbage til normalen, når det lykkedes <3 Krydser for os begge! KH

      1. JA ! Vi skal blive ved med at krydse.. Jeg er på mange måder, som oftes, enig med dig. Prisen er høj – men det er belønningen forhåbentlig også 🙂 – Og jeg er helt med på at det er når livet niver aller mest at man opnår den største indsigt og jeg syntes det er det du skriver, at dét (også) er det skal have fokus på.. al den indsigt man får og al den styrke man besidder. Som par og som kvinde. Jeg er slet ikke i tvivl om at alt bliver normalt og nemmere igen. Slet slet ikke. Og så vil det forhåbentlig være noget man kigger tilbage på med glæde. Glæde over alt det man også fik ❤️
        – og så lige to andre ting. Tak fordi du tager dig tid til at svare ! Det syntes jeg er overskud og optur !
        – og næste weekend skal min bedste veninde giftes (nøj hvor jeg glæder mig) – og jeg skal IKKE være i sort.., eller grå eller blåt, som ellers plejer at være det min garderobe består af. Men inspireret af dig og din fantastiske farvestålende stil, så springer jeg ud i det og kommer i, hvad der for mig føles som, en eksplosion af farver 😃 så tak for at sende lidt mod til “den sorte dame”

  24. Vi har også fået børn gennem behandling og det gør, at man bliver så taknemmelig når det lykkes og aldrig glemmer hvor stort et mirakel det er. Jeg håber sådan for jer, at det snart sker. Da vi selv stod i det, var jeg helt ulykkelig og jeg synes det er så flot den måde, du klarer det hele. Jeg ville ønske, jeg havde kunne læse en blog som din dengang. Jeg følte mig så alene. Jeg er sikker på, det hjælper mange at læse med hos dig. Det skal du være meget meget stolt af. Du er virkelig fantastisk !

  25. Du skriver simpelthen så smukt. Jeg sidder næsten og hyler her midt i s-toget! 😔 Masser af solstråler og varme sendes jeres vej!

  26. Så uendeligt smukt <3 Og du får mig til både at glæde mig helt ubeskriveligt og samtidig være utrolig ængstelig over når den dag (snart) kommer hvor jeg og min kæreste selv skal til at prøve….
    Men om så jeg overhovedet ikke gik i de tanker, så er det stadig bare universelt smukke ord du har skrevet . De rører. Tak!

  27. “Som barnløs bærer man sine børn i hjertet længe før i maven”. Hvor er det smukt og så rigtigt <3 Jeg føler allerede en kæmpe kærlighed over for de fremtidige børn, som ikke engang er skabt endnu. Og jeg har lovet mig selv at være evigt taknemlig, hvis blot vi kan få et enkelt barn, selvom det ikke bliver den store børneflok, som vi ellers drømmer om. Jeg ville langt hellere være denne kamp foruden, men jeg værdsætter det nye perspektiv, det har givet mig. Om at huske taknemligheden og ikke tage ting for givet <3

  28. Det er simpelthen så dejligt at læse dine smukke ord. Det er som om du sætter ord på mine tanker, men helt sikkert også mange andre ufrivillige barnløses tanker. Tak for det.
    Jeg håber og hepper på jer
    <3 Stine

  29. Jeg forstår godt, hvad der menes med det der, at man ikke ville have været en given skavank/sygdom foruden. Men så igen… jeg ville sørme utroligt gerne have været mine kroniske sygdomme foruden og været rask som før. Jeg forstår, at man finder lyspunkter i den situation, man nu engang er i – dét gør jeg også. Jeg har lært at sætte pris på andre ting – overse småproblemer – men ved Gud hvor ville det dog stadig være federe at være foruden. Men den mekanisme – at se på de positive sider, der kan være i noget, tror jeg, er nødvendig for at kunne komme igennem hårde forløb.
    Og så en anden ting: man kan ikke sammenligne smerter/dårlige oplevelser og negligere egne eller andres smerter. Det er jo kun sammenligneligt inden for eget liv; altså kan barnløshed være en lige så stor sorg for nogle, som en kræftdiagnose eller andet kan for andre. Den enkelte har jo måske ikke prøvet værre end det man nu engang står i. Det har jeg i hvert fald brug for at tænke.
    Der er ofte folk der siger til mig, hvis de kommer til at brokke sig over ondt i ryggen,migræne eller andet, at “Nåmen, det er jo ingenting sammenlignet med dig”. Som om de bliver flove over det. Så må jeg bare sige, at jeg jo godt forstår dem; det kan jo føles som noget af det værste lige præcis de, har prøvet.
    Nå, lang forvirret smøre.
    I hvert fald – jeg føler mig kæmpe privilegeret over at jeg så nemt har kunne få børn. For inden vi fik det, var jeg nemlig også bange for om sygdom gjorde, at vi ikke kunne. Det er bare et mirakel at kroppen kan reproducere – og jeg tror at mange tænker det,når det sker. Også selv om det har været en nemmere proces. Kærlige hilsener.

    1. Det er så rigtigt – det vi bokser med hver især, det måles jo ud fra vores egen skala. Og den kan andre hverken forstå eller føle. Derfor må vi i stedet forsøge at forstå andre uden fordomme eller egne forestillinger.
      Jeg forstår fanme godt, du ville være foruden kronisk sygdom. Det må da også være en mærkelig kommentar at komme tilbage på “nårh ja, det er jo ikke ligesom dig…” altså… Det er selvfølgelig sagt i en form for skam, men stadig… Det lyder til gengæld som om du også finder lyspunkter og positive sider i din situation <3 KH

      1. Jeg er i samme båd som dig Camilla, og både dine og Cathrines ord rammer simpelthen bare plet.
        Jeg føler jeg er blevet klogere på mig selv som menneske efter at have fået en kronisk sygdom. Hvor går min grænse? Hvad kan jeg holde til? Hvad kan min kæreste og mit forhold holde til? Hvordan lever jeg et lykkeligt liv med de omstændigheder jeg er i? Og hvordan fokuserer vi på det positive når det er aller sværest..
        Før jeg fik sygdommen tror jeg ikke at jeg på noget tidspunkt havde stoppet op og virkelig mærket efter hvordan jeg havde det og hvem jeg var som menneske.
        Jeg ville også hellere være foruden min sygdom, men det har lært mig så utrolig meget om mig selv og min familie og venner. Nogen kan håndtere at tale om de svære ting i livet som de måske ikke selv kender til, andre kan ikke.
        Min kæreste og mit forhold har aldrig være så fantastisk som efter jeg fik min sygdom. Vi har været igennem så meget, og vi kender hinanden på et helt andet plan end før sygdommen. Og det er vel i høj grad det positive ved at have sygdommen. At være 100% sikker på at have fundet ens soulmate.
        Livet er en værre rutsjebane-tur og, som i nævner, måles det efter egen skala.
        Vi er alle forskellige. Vi har hver vores problemer og lykkelige øjeblikke, men med accept og forståelse kan vi måske bedre kommunikere med hinanden om de svære ting i livet.

        Tusinde tak for et åbent, rørende og ærligt blogopslag! <3
        KH

  30. Så smukke ord, Cathrine. Jeg har sagt det før, men det kan ikke siges nok: TAK for at dele, også når det er uendelig svært. Det åbner nogle smukke døre af empati i mig, som jeg er meget taknemmelig for, at du giver.

  31. Hej.
    Har læst flere af dine indlæg, men følger dig ikke fast. Min kæreste gør derimod troligt. Du skal vide at du gør en kæmpe forskel for hende og dermed også os som et par.
    At kvinder som min kæreste har denne slags fællesskab i en kaotisk hverdag omgivet af gravide veninder og pårørende som stiller spørgsmål når det er det sidste man kan overskue. Og mig i samme båd som forsøger at holde sammen på det hele når det er “den” tid på måneden. Den sætning har fået en helt anden betydning i denne barnløse verden. Du har evigt ret i styrken man får i kriser som denne.
    Tak og respekt til dig!
    Mvh J

  32. Wauw. Jeg har ikke lagt en kommentar hos dig før, men hold fast hvor skriver du fantastisk. Så smukt og rørende skrevet, jeg er VILD med det. Tak for et fint, fint, fint indlæg. På trods af, at jeg ikke selv har været i et sådant forløb som dit, så er du enormt god til at beskrive de facetter af fertilitets-rejsen, som udefrakommende kan have svært ved at forstå. Jeg hepper enormt meget på dig, ligesom jeg ved at resten af dine læsere gør!

  33. Så fint indlæg 🙂
    Men succes historierne sker også. Vi fik at vide at jeg pga PCOS ville få svært ved at blive gravid. Vi opstartede i fertilitets behandling, for at undgå at skulle prøve selv i mange år og så skulle i gang med fertilitets behandling som også kunne trække ud i mange år. Jeg havde på forhånd sat mig i hovedet, at det med at blive gravid nok ville tage mange år.
    Jeg blev så på mirakuløs vis naturligt gravid, efter 1 forsøg uden held med inseminering.
    Efter sådan et forløb, kan man ikke andet end være taknemmelig over livet og sidde tilbage med en tro på at det nok også vil ske for andre som kan have svært ved at blive gravide.
    Rigtig god kamp til jer, jeg hepper bag min skærm <3

  34. Av, hvor er det fint skrevet. Jeg kneb en tåre (okay, mange. Ret mange). Nogle af dem fordi jeg synes, det er så strengt, at I ikke får lov at blive de fantastiske forældre, I helt sikkert bliver, lige så hurtigt, som I ønsker. At I skal igennem al den modgang. Nogle af tårerne kniber jeg også af ren selviskhed (sådan er vi jo desværre også som mennesker). Fordi du skriver, at du og Adam har det bedre end nogensinde, at I har opnået en connection og samhørighed, som er så dyb. Det har jeg ikke selv med nogen, har aldrig haft, og tvivler også på, at jeg nogensinde får det. Ligesom I brændende ønsker jer et barn, ville jeg virkelig ønske, at jeg havde én, jeg havde samme tilknytning til, som du og Adam. Jeg vil også gerne have børn, selvom jeg vist desværre nærmer mig deadline for at muligheden forpasser, men det er en anden sag. Allerhelst vil jeg dog gerne prøve at opleve den kærlighed, som så tydeligt kommer til udtryk i dit indlæg. At have ‘nogen’ og være ‘nogens’. Og præcis som med graviditet, skal man høre på en masse kommentarer ala “det skal nok komme” og “en dag møder du den rette”. Det håber jeg. Men hvad hvis jeg ikke gør? De kommentarer har du jo også så fint forholdt dig til tidligere. Jeg ikke er ensom, ikke bange for at blive gammel alene, jeg har et godt liv. Men den dér samhørighed, forståelse, at blive nogen tætteste tætte – det misunder jeg jer! Så uanset om/hvornår I bliver forældre, er I heldige, at I i hvert fald har fået lov at opleve det. Og fantastisk at du, trods al modgangen, værdsætter det. Det lader til, at limen holder jer sammen, børn eller ej 🙂 Alt det bedste!

  35. Dine ord er som taget ud af mit hoved. Jeg mistede sidste år min datter få dage før termin. Forinden havde min kæreste og jeg talt om det værste, der kunne ske. At vi fik et grimt barn eller et med kolik… årh, hvad jeg nu ikke ville give for 1000 søvnløse nætter med mit barn.
    Jeg ønsker jer alverdens held og lykke.

  36. Kære Cathrine. Min kollega anbefalede din blog til mig. Min kæreste og jeg er nemlig selv i fertilitetsbehandling – og vi har forsøgt at få børn i 3 år, det 1,5 år gennem (IVF) behandling. Vi har også fået en søn. Men han blev desværre født for tidligt og kunne derfor ikke overleve. Så vi er i behandling igen – for vi vil gerne have flere børn.

    Denne post er din første, jeg læser. Og den gav mig lyst til at skrive til dig. Det var sætningen “Det er jo ikke kræft”, der triggede det. Kommentaren fra en uvidende, du havde fået.

    For der er faktisk lavet forskning, der viser, at “det at leve i fertilitetsbehandling” som kvinde svarer til det at leve med en cancerdiagnose. Det viser forskning, når man fx kigger på livskvalitet og stress. Uanset om det er livet i cancerbehandling eller fertilitetsbehandling, lever man nemlig et liv med kontroltab og frihedsberøvelse. Hvor læger og medicin styrer din tid, din kalender, din fleksibilitet, din krop og dit humør. Behandlingens op- og nedture – med håb og styrtdyk, med lettelse og med bekymringer og med glæde og lykke og sorg … alt dette påvirker hvert eneste sekund af dit liv … på ubestemt tid.

    Efter vores overlæge fortalte mig om resultaterne af denne forskning, dette bruger jeg det indimellem som en reminder til folk, når de udtrykker sig lidt for uvidende om, HVOR meget fertilitetsbehandling RENT FAKTISK påvirker ens liv. Og deres respons er ret interessant, for jeg bliver altid mødt af et “wow”, når jeg fortæller om denne forskning. Af en eller anden årsag har folk lidt nemmere ved at sætte sig ind i livet med cancer end livet i fertilitetsbehandling, også selvom de ikke har haft cancer.

    Så det er godt, du skriver offentligt om det! Tusind tak for det 🙂 Og det er dejligt, at folk som min kollega – der ikke selv er i behandling – læser med. For emnet er vigtigt for langt flere, end sådan nogle som os, der lever med det.

    Jeg ønsker jer al held og lykke – og en hel masse børn! <3 Kærligst, Laura

  37. Det er det smukkeste og bedst skrevede indlæg jeg nogensinde har set ❤️
    Jeg er rørt helt ind til benet!
    Det er virkelig dejligt og befriende at læse om det positive i at være i noget der er så hårdt som ufrivilligt barnløs. Hvor er jeg bare glad for at jeg har fundet din blog! ❤️
    Tak for et super fantastisk indlæg og for din skønne personlighed.
    Jeg håber at det lykkes for dig, for du og din mand fortjener det mere end nogen anden.❤️

  38. “At man som barnløs bærer sine børn i hjertet længe før i maven.”
    Det er virkelig det smukkeste der nogensinde er skrevet om barnløshed.
    Igen tusind tak ❤️ Du er et forbillede og en stor støtte for mange kvinder igennem dine ord.

  39. Kære Cathrine
    Hvor er det bare smukt skrevet! Jeg har her til morgen siddet og genlæst dine indlæg om barnløshed med en kæmpe klump i halsen. Min søster og hendes kæreste har selv haft meget svært ved at blive gravide, men det er nu lykkes for dem, og det er jo helt fantastisk. Efter at have set hvad de har været igennem og efter at have fulgt med i jeres proces, er jeg selv begyndt at overveje, om min kæreste og jeg selv skal til at gå igang. Jeg er selv forfærdeligt skruk, men jeg er kun 24 år, og det lyder i mine ører for tidligt. Min kæreste er et par år ældre. Har du i hele denne proces fortrudt eller overvejet, om I skulle have begyndt før? Jeg håber ikke, du misforstår mit spørgsmål som et “pegen-fingre-spørgsmål”, for det er det så absolut ikke. Jeg føler helt igennem meget med jer og alt det, I har gået- og fortsat går igennem. Mange kærlige tanker.

    1. Hvor er det dejligt for dem Ditte, stort til lykke – så skal du være moster <3 Det er stort!
      Jeg tror ikke på, der findes tidspunkter der er rigtige og forkerte - man har lyst og er klar, når man er det. Det er forskelligt fra os alle. Der er ikke rigtig noget at fortryde i det der, du ved, man skal være nået dertil. Og du kan ikke bruge fortrydelse til en pind. Hver ting til sin tid. Sandsynligheden for at I skal have hjælp er ikke så stor, nu du har en så tæt på. Tænk det sådan, at det kun er 20 % - din søster tog den. Du gør det, når du har lyst <3 I dag eller i morgen. KH

  40. Man siger, at tid læger alle sår, men for mig har dine ord bidraget til at hele mit. Du formår at beskrive de følelser, som jeg ikke selv er i stand til at identificere endnu. Min mand og jeg har lige fået besked om, at han aldrig kommer til at blive biologisk far. Vi var og er i chok over at få den besked allerede efter 6 måneders behandling. Men dette såvel som dine andre indlæg om barnløshed sætter ord på den smerte og giver håb og mod til at drømme om den “nogen” vi venter på – uanset at min mand ikke bliver biologisk far. Det bliver VORES familie og VORES barn. Og som du så fint har skrevet i et tidligere indlæg, så kommer vores barn fra mors mave og fra fars hjerte. Selvom det hele verden lige nu er uretfærdig, så har jeg for en stund fået pusten og håbet om en familie tilbage.
    Tak for dine ord og tak for at dele det. Det gør en kæmpe forskel. Hvis du en dag får lyst til at dele dine tanker om evt. donor vil jeg personligt meget gerne læse det. Jeg ønsker dig og din mand alt det bedste for fremtiden.

Læg en kommentar