OOTD: Pink container + og nej tak til shaming

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

translations below by Camilla

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

Det foregik på denne her måde:

“Hey Jules, jeg tænkte på, om du ikke kom ud til mig i Carlsberg Byen og skyder i dag?”

“Joeh… Hvad skal vi skyde?”

“Jeg har fundet en lýserød container”

“Selvfølelig! Ses om lidt!”

Selvfølgelig skulle vi skyde billeder, Julie og jeg, ved en gigantisk lyserødlig container. Hvilket firma har fået lavet sådan en?? Jeg vil arbejde for dem, haha! Mega sejt. Jeg er dog lidt i tvivl, om der i virkeligheden er tale om installationskunst og ikke som sådan containere med et virke (andet end æstetik that is). Men altså, kønne var de!

Jeg har tænkt en del videre over det, vi skrev om forleden, det med at blive kommenteret på af andre mennesker. Når folk stikker til de sider af os, som jo er en del af os, som vi ikke rigtig kan gøre noget ved, som er en del af vores personlighed. Det kom sig af, at Adam, efter jeg havde givet ham, min kusine og hendes kæreste en rundtur i Carlsberg Byen, hvor jeg havde tegnet og fortalt, sagde til mig “Hold kæft hvor du snakker”. Og jeg fik sådan en hel barnlig skamfuld følelse i kroppen. Det gjorde mig så ked af det, og jeg endte faktisk med at sende en undskyldning til min kusine for at have jappet sådan. Adam har selvfølgelig ikke ment noget som helst med det, men det fik mig til at føle mig som et lillebitte mennesker.

Jeg husker det også fra, jeg var barn. Når min mor sagde, at jeg “skulle skrue lidt for charmen”, når jeg fx havde en veninde på besøg og bølgerne gik lidt højt. Hun sagde det typisk til mig foran hende, og jeg kan huske følelsen af at krympe indeni mig selv. Eller når min far bad mig om dæmpe mig lidt, fordi jeg talte for højt i forhold til de andre. Og Adam har også tit sagt noget lignende til mig; “behøver du tale så højt?” eller “shit, du snakker”. Og ja jeg snakker – og røven går. Jeg har altid taget kommentarerne til mig, skammet mig, følt mig som et lille bitte menneske – selv som voksen. At blive kommenterer på på den måde og blive super selvbevidst i en situation med andre mennesker – det er SÅ ubehageligt.

I var flere der genkendte det! Og så fik jeg tanken, at man da må kunne sige fra på en eller anden måde. Det endte med, at jeg faktisk sagde til Adam, at det for mig var rigtig ubehageligt at blive kommenteret på på den måde. Han havde også gjort det et par uger forinden. At sådan en kommentar – lille som den er for giveren og sikkert ligegyldig, fik mig som modtager til at føle mig lille som menneske. Det der med at kommentere på andre generelt med en slet negativ mine; “ej hvor er du tyk/tynd/rund/lang/rund/mellem”. Det er jo de betragninger, vi ikke kan bruge til en hujende fis. Hvad skal vi stille op med det? Vi er jo, som vi er. Sludrechatoller, de stille, de lange, de tynde, de runde, de korte. Det er jo de ting, vi ikke kan gøre noget ved, vi er jo som vi er (og det er godt nok). Og hvorfor skulle vi?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

Jeg tænkte meget over det Louise skrev. At hun har en 4-årig som snakker og fortæller meget. Hun var selv meget bevidst om ikke at kommentere det, problematisere det over for hende. Og det synes jeg var så fint! Jeg kunne helt sikkert godt være kommet til det selv, ubevidst om at jeg bare gav dét videre, jeg selv blev ked af. Mand! Det kan være svært at stoppe de mønstre, ordlyde og sætninger vi selv er opdraget med. Jeg kan selv grine af min søster, når hun til sidst i argumentationens hede siger til min store niece “… fordi jeg siger det!”. Jeg kan lige høre og se både vores mor og far stå og råbe det til slut, og mig der ikke fattede det, selv efter hundrede “hvorfor’er”. Vi bliver jo vores forældre, haha! På godt og ondt. Men jeg synes også, der kan være rum til forbedring fra generation til generation. Og jeg blev bare så dejligt klar over med jeres hjælp, at det altså er en ting, at det er noget, der faktisk gør trist – det er ikke bare mig, der er fintfølende. Det havde tydeligvis også sat sig spor i jer.

Så når jeg en dag står med et lille plaprende menneske om benene, så vil jeg gøre mit bedste for at engagere mig. I virkeligheden siger det jo alt om, hvor tryg og tilfreds det lille barn er, siden det har så meget at fortælle (selv om de mere stille børn også sagtens kan være trygge og tilfredse). Jeg tænker, det er tegn på en livlig fantasi og måske en lille politiker, haha! Eller blogger, mor skal ikke dømme eller drømme. Det finder den lille helt selv ud af.

reklamelinks: sneakers NEW BALANCE jeans (similar) + coat H&M jacket VINTAGE bag COLETTE photos JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

This was how it went:

‘Hey Jules, I was wondering if you’d be up for a shoot in Carlsberg Byen today?’

‘Sureeh… What are we shooting?’

‘I found a pink container.’

‘Of course! See you in a bit!’

Of course, Julie and I had to do a photo shoot by a gigantic pink container. Which company ordered such a thing? I want to work for them, haha! Mega cool. I do wonder if it’s some sort of installation art piece rather than actually functional (other than aesthetically, that is). It was pretty, either way!

I have given what we discussed the other day some more thought, the thing about being commented on by other people. When people poke at those intrinsic sides of us, which we can’t really change, which form part of our personality. It happened when Adam, after I’d giving him, my cousin and her boyfriend a tour of Carlsberg Byen, during which I’d been explaining and gesticulating away, said to me, ’shit, you talk a lot!’ Instantly, I felt an almost childish shame spread through my body. It made me so upset, and I actually ended up excusing my yapping in a text message to my cousin. I couldn’t trace any deep irritation or blame in Adam’s exclamation, but it still made me feel like such a tiny person.

I remember it from when I was a child as well. When, for instance, a girlfriend was over at our house and our conversation got a bit heated, my mum would tell me to ‘turn down the charm a notch.’ Typically, she’d say it in front of my friend, and I remember the feeling of shrinking into myself. Or when my dad told me to tone down a bit, because I was speaking louder than everyone else. Adam has often said something similar – ‘is it necessary for you to speak this loudly?’ or ‘woah, you talk a lot!’ And, yes, I talk – and ramble on. I’ve always taken in the comments, felt ashamed, felt like a tiny person – even as an adult. To be called out on it like that and become super self-conscious in a situation with other people around – it’s SO uncomfortable. 

Several of you recognised it! This gave me the thought that it should be possible to put one’s foot down, somehow. Eventually, I said to Adam that it was extremely uncomfortable for me to be commented on like that. He had also done it a few weeks previously. Such a comment – small and probably insignificant for the commentator – made me, as recipient, feel like a tiny human being. The thing about commenting negatively on other people in general, ‘wow, you’re big/skinny/round/tall/in-between.’ Those observations are completely useless. What are we supposed to do? We are who we are. Chatterbox, quiet, tall, thin, round, short. We can’t really change who we are – and why should we?

I was thinking about what Louise wrote. She has a 4-year-old who chatters and explains a lot. Louise is very conscious of not commenting on it, of not making it seem as a problem. Which I really like! I could definitely have made the mistake myself, oblivious to the fact that I’d be passing on the very thing that used to upset me as a kid. Wow! It can be difficult to stop the patterns, phrasings and sentences with which we ourselves were raised. I laugh at my sister when she in the heat of an argument will tell me oldest niece, ‘… because I say so!’ I can just hear and see my parents shouting it and my sister and I not not getting it even after a million ‘but why’s. We’re becoming our parents, haha! For better and for worse. Yet we need some room for improvement from generation to generation. With your help, I became so wonderfully aware that it’s a general thing, something that actually upsets people – it isn’t just me being sensitive. Several of you have been marked by it as well.

So, when I find myself in the company of a yapping little human being, I want to do my best to engage. In the end, the fact that he or she has so much to share is an indicator of how safe and confident the small child is (quiet children can be safe and confident as well, I know). It’s a sign of a good imagination and maybe a politician in the making, haha! Or a blogger – we shouldn’t judge or dream. The little one will find out on her/his own.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff, Carlsberg Byen

28 kommentarer
  1. Jeg har en veninde der snakker meget og jeg nyder at være i hendes selvskab. Jeg snakker selv okay meget, i sær når det er noget jeg interessere mig for, og så er jeg næsten ikke til at stoppe, men min veninde hun snakker og snakker, og jeg elsker det. Det er det bedste at være sammen med en der bare snakker, ligemeget hvad det handler om, så føler jeg mig bare bedre tilpas når der er en der snakker der ud af.

    Til gengæld kan jeg godt have det svært ved at grine sammen end andre, da folk ofte kommer med nedladende kommentarer om mit grin eller laver sjov med mit grin ved at imitere mig. Det har jeg det stadig svært med, så ofte jeg jeg more mig helt vildt imens jeg ser en film, men ligeså snart der er én der kommenterer på mit grin, så lukker jeg bare fuldkommen ned og ikke kan grine af noget resten af filmen, fordi jeg synes det er pinligt. Og selvom jeg ved jeg ikke kan gøre for det, så er det stadig noget der kan gå mig på. Så jeg tror jeg vil til at være mere åben med hvordan jeg har det, overfor dem som kommenterer på det.

    Super fedt og så rigtigt skrevet Cathrine 🌸😃

  2. Jeg har hele mit liv skulle høre på kommentarer som “hvorfor er du så stille?” “Sig noget mere” “du er meget stille” og jeg har hele mit liv skammet mig over det og grædt alt for meget over det. Kommentarerne gør ondt, selvom folk sikkert ikke mener det ondt. De ved bare ikke hvor mange gange jeg har hørt på det. Jeg har altid skammet mig over at være stille, og når det i forvejen er noget jeg er ekstremt selvbevidst over konstant, så hjælper sådan en kommentar bare på ingen måde. Det er ligefrem ødelæggende. Det var først da jeg startede på universitetet, at folk var voksne nok til at passe sig selv. Ellers har jeg hørt for det på alle institutioner, fra folk som bare ikke kunne tie stille. Jeg er så taknemmelig for dit indlæg, for det åbner min øjne for, at det ikke kun er stille mennesker der bliver shamet. Og jeg vil være virkelig bevidst om, ikke at kommentere på folk, uanset hvad det er. For som du siger, hvad fandme skal vi bruge sådan nogle kommentarer til? Vi er som vi er.

    Ps. jeg synes du er et fucking cool menneske.

  3. Jeg synes også det er svært med de der kommentarer fordi man kan komme til at føle sig dum og netop lille som du beskriver det. Aligevel vil jeg dog mene at det er vigtigt at ens nærmeste; kæreste/mor/tætte veninde, skal ku sige noget til en om noget man gør som er irriterende/ubehøvlet/kikset (selvfølgelig på en kærlig måde og helst ikke foran andre), fordi man har altså også brug for at høre det ind i mellem. Jeg tror ikke på at man aldrig kan forandres, vi kan godt forbedre os og vi kan godt lære at fx lade alle komme til orde, lade være med at afbryde eller tale så højt at det generer andre. Det handler jo netop om at indgå i et socialt spil hvor alle skal ku være med og det er jo svært at give alle plads når én fylder det hele. Jeg øver mig i hvert fald i at ikke afbryde og lytte mere end jeg taler, det går so so… men jeg prøver da 😅 Og jeg er glad for at min kæreste ind i mellem, på den mest kærlige måde, får spurgt om jeg vil høre hans svar til mit sprøgsmål eller om jeg bare vil tale videre med mig selv 😂🙈

    1. Enig!! Man skal også kunne tåle at høre nogen kommentarer, som at man feks taler for højt eller snakker sindssyg meget. Der er jo en årsag til at det bliver nævnt – så man lige kan have i tanke at tale lavere eller huske at holde en pause og lade andre komme med kommentarer osv. Synes det er super irriterende selv at få det atvide – men man tager det jo bare med – og tænker over det til en anden gang. Hellere ens mand nævner det end at ALLE ens venner tænker det samme hver gang.. 😀

  4. Jeg har virkelig tit fået den omvendte “Ej, hvor er du dog stille!” Eller “hvorfor siger du ikke noget?” Det kan altså også være en udfordring at få at vide, for hvad fanden skal man sige til det? Der er jo nok en grund til at jeg ikke taler. Enten har jeg ikke pt notet fornuftigt at sige, eller også er jeg for utryg. Jeg er reeet genert og mennskesky de første par gange jeg møder nye mennesker og det er bare som om det aldrig rigtig er blevet bedre af at folk drager opmærksomhed på det..!
    Det “sjove” er at jeg faktisk var et ret snakkende barn, jeg plaprede og plaprede og elskede at fortælle indtil jeg en dag i klassen fortalte om en ny bamse jeg havde fået og min daværende klasselærer sagde “Maria, snak ordentligt! Den der babystemme er der ikke nogen, der gider høre på!” ….jeg var 6-7 år! Og det var foran hele klassen! Klappede ret hurtigt i efter den kommentar..
    Selvfølgelig skal ens nærmeste kunne kommentere på hvis man snakker uhensigtsmæssigt meget (eller lidt), men det hele afhænger jo af hvordan det bliver sagt! Jeg tror aldrig sådan en stikbemærkning har haft den ønskede effekt, det virker jo never, det gør nemlig bare en trist og skamfuld og What have you.
    Udover det så synes jeg noget af det dejlige ved dig er lige præcis, at du er sådan et sludrechatol. Nu kender jeg dig naturligvis ikke personligt, men man får da alligevel lidt en ide når man følger med på diverse sociale medier, og jeg synes det er så skønt!

  5. Jeg synes det er så skønt at du tager det her emne op, Cathrine, for du rammer hovedet fuldstændig på sømmet for mig. Før nøj hvor har jeg også flere gange skammet over den slags bemærkninger. Ofte har jeg hørt fra veninder, at “du taler altså virkelig højt lige nu” ude i offentligheden, og skyndt mig at dæmpe mig og blive rød i kinderne af skam. Men det er nu ikke det værste for mig, for der er måske også noget om snakken (hø). Men de gange, hvor min kæreste kommenterer, at “hold nu op, hvor du snakker og snakker” eller “du siger simpelthen så mange ting”, så ikke bare skammer jeg mig, jeg bliver decideret ked af det, og brød engang ud i vræl midt i offentligehden, fordi jeg simpelthen bliver så såret af det – for JA! Jeg snakker. Men det er vel for søren det, han har valgt mig for?! Jeg KAN ikke se det negative i, at jeg er et dybt begejstret og gladt menneske, som har så meget godt at fortælle om. Så nu siger jeg det til ham hver gang: at jeg finder det nedladende og bliver enormt ked af det, og ikke vil tales sådan til, for det er ikke rart. Basta. (Og puha for en smørre, det må du næsten undskylde, jeg har bare så stærk en holdning til det med at skrue ned for andre – det er bare ikke okay).

  6. Tak! Det var rigtigt fint at læse lidt om. Herhjemme er det min mand, som er den, der “snakker meget” og jeg har nogle gange været den, der har nævnt det for ham, når gæsterne er gået. Men når jeg tænker efter, har det oftest været fordi, jeg syntes det var kikset, at han kom til at afbryde folk for meget. Det er bare uhøfligt. Som i “jeg hører hvad du siger, men det *jeg* har på hjerte er altså bare vigtigere!” Synes dog det er blevet mindre med årene, som om jo ældre man bliver, jo lettere er det at blive i sine egne sko og tænke “nåja, sådan er han jo.” For nyligt faldt jeg over et citat på Instagram, som jeg gemte og om man snakker lidt eller meget, synes jeg, det er værd at tænke over: “I never learned anything when I was talking.” ❤️

  7. Spændende “diskussion” som jeg ikke rigtig ved hvad jeg mener om. På den ene side skal man jo være sig selv, men på den anden side tænker jeg også man skal være nysgerrig på hvordan man påvirker sine omgivelser. Jeg er selv et sludrechatol og bliver let begejstret – ligeså gør min datter og forsøger virkelig at lære både hende og mig selv også at være lyttende og nysgerrig og give tid og plads til dem med et lidt roligere gemyt 😊

  8. Jeg vil rigtig gerne anbefale at læse lidt af Jesper Juul. Han har arbejdet med relationer i mange år og er netop inde på det med at skamme hinanden ud (særligt forældre overfor børn, men også bare alle relationer imellem). Men han lægger også stor vægt på at man er tro mod sig selv (autentisk) for at opnå gode relationer med omverdenen. Hans skriv giver i hvert fald mig et rigtig godt perspektiv på hvem jeg selv gerne vil være.

  9. Ih hvor det her indlæg rører mig. Jeg får helt vand i øjnene. Det gør nemlig super ondt med sådan nogle kommentarer! Og jeg har altid skammet mig over, hvor meget de har ramt mig- og tænkt at det var mig der overreagerede og “skabte mig”, når jeg blev såret. Tusind tak for et godt indlæg!

  10. Jeg ved godt det sket ikke har noget at gøre med det, du skriver (som bare er så vigtigt at få italesat): men du har simpelthen det skønneste smil. Jeg begynder næsten altid at smile når jeg ser dine billeder, fordi dine smil er så ægte og helt-ned-i-maven-glade 🙂

  11. Det er så fint skrevet❤️Jeg har lige været til skole hjem samtale hvor eleven ( min datter) også deltog. Og lærerne begyndte at fortælle, at hun jo var en stille pige, der ikke sagde meget og talte meget lavt. Jeg kunne høre, at det ledte hen til, at hun skulle være mere udadvendt men fik indskudt, at vi gjorde meget ud af at fortælle hende, at det var ok at være sådan, for vi er jo alle forskellige. Lærerne kiggede på hinanden og konkluderede, at det var vel rigtigt og måske skulle de andre børn være mere stille når hun talte i stedet for, at hun skulle tale højere. Jeg kunne se det gjorde min datter så glad❤️

  12. Du skriver som altid et superfint indlæg med rigtig gode pointer – og jeg tror vi er rigtig mange der kan genkende dét med at blive “skammet”. Hold nu op, hvor har jeg hørt meget fra både min far, mor og bror gennem min opvækst om hvor meget jeg snakker, hvor skærebrænderagtig min stemme har været, og hvor nærtagende jeg var. Og nej, de mente aldrig noget ondt med det. Selvfølgelig. Jeg tror bare, at folk, når de har nået en vis smertegrænse i forhold til noget, der irriterer dem, glemmer overskuddet og glemmer, at det faktisk tæller at sige tingene på en ordentlig måde. Så modtageren netop ikke føler sig lille og skammet.
    Jeg vil gerne lige knytte en kommentar til det med børn der snakker. Jeg har to styks (en på fire og en på syv), og ind imellem er mit hoved ved at eksplodere. Simpelthen. Ofte kan jeg mærke, at nu snakker de bare fordi de har misset en eller anden naturlig stopklods, så nu kører mundtøjet bare. Fuldstændig uhæmmet og relativt indholdsløst, men fedt for dem at høre deres egne stemmer. Knap så fedt for mig hele tiden. Og der siger jeg altså fra. Jeg beder om snakkepauser, jeg italesætter også, at nu synes jeg der går lidt for meget “hold snakken kørende, fordi jeg kan” i den, og jeg siger også direkte til dem, at mit hoved har brug for ro nu. Ind imellem siger jeg det pænt og overskudsagtigt – andre gange helt sikkert mere knurrende.
    Jeg synes, det er vigtigt at lære børn, at der skal være plads til andre. Plads til andet end lyden af dem selv og plads til andre menneskers sfære. Det skal selvfølgelig siges på en ordentlig måde, men det korte af det lange er, at jeg synes det er helt ok at bede sine børn om at klappe kaje nogle gange. 😁

    1. Bare som en lille tilføjelse: jeg tror det handler 100 % om, at den person der gør noget, ikke føler SIG forkert – men det er ok at reflektere over, at ens HANDLINGER kan tåle at blive kigget efter i sømmene nogle gange. Så man ikke føler, at der er noget galt med den man er, men (lidt og nogle gange) det man gør. 😊

  13. Jeg snakker også – meget, måske for meget – men når det er sagt så er det også nogle gange det folk falder for.
    Min kære mand og jeg mødte hinanden på tinder, en halv times tid inde i skriverierne skriver han ‘snakker du lige så meget som du skriver’.
    Jeg blev paf. Skal man sige ja eller nej? For jeg også fået tudet ørene fulde om at jeg snakkede for meget. Men så tænkte jeg at med ærlighed kommer man længst og responderede så at ‘ja det gjorde jeg’ og fik et ‘fedt for det gør jeg også’.
    Resten er historie ❤️…. men det var et KÆMPE skridt for mig at stå ved mig selv og så owne det i stedet for at undskylde det.

    Så high five til dig for at stå op for dig selv og for din ret til at sludre ✋🥐

  14. Jeg snakker selv ret meget, men jeg italesætter det også, og er selvironisk omkring det. Altså at jeg er bevidst om det, og at det både kan være en fordel og en ulempe. Jeg synes bare ofte jeg har en masse at fortælle. Og i nogle situationer, er det sådan mere eller mindre en bevidst strategi jeg bruger for at “redde” situationer, som jeg på en eller anden mærkelig måde vurderer vil have gavn af, at jeg lige tør lege “pauseklovn”.

    Lige for tiden ser jeg til en sød fyr jeg mødte på Tinder. Det er min første Tinder-date (og jeg har i det hele taget aldrig datet rigtigt). Vi har rigtig mange interesser og værdier til fælles, og han er sød og betænksom (og pæn). Men han har ikke det samme store snakke-behov som jeg har. Faktisk stammer han nogle gange en smule, så han fremstår i det hele taget lidt mere “forsigtig” i det. Og det var faktisk det eneste ved ham, som jeg synes var lidt “turn-off”, selvom jeg selv synes det er helt åndssvagt at have det sådan. Jeg plejer åbenbart at at blive mere betaget af meget udadvendte folk.

    Så det her er faktisk noget jeg spekulerer vildt meget over for tiden. Det der med at være meeeeget snakkende, og så være sammen med én som er noget mindre snakkende ^_^

  15. Spændende “debat” – ift at der skal være plads til at man kan sige til folk de skal skrue ned (som flere kommentere) så synes jeg faktisk ikke nødvendigvis at rumligheden til andre bliver større fordi en snakker mindre. Når Cathrine fortæller og fortæller om Carlsbergbyen på opfordring engagerer hun sig jo netop i gæsterne. Min pointe er at sludrechatolet måske ikke stjæler andres spotlight men engagerer sig i dem og spørger ind til dem. Men det er da en balancegang for der skal være plads til alle.

    Nu var det mig som nævnte min skønne 4 årige, og jeg er helt enig med en i kommentarfeltet i at man kan få brug for en pause, men det var netop min pointe at det er vigtigt for mig hvordan jeg italesætter det. For jeg vil ikke skamme hende. Men selvfølgelig snakker vi (ofte) om at man altså også skal vente og høre folks svar ellers er det ikke en samtale. Men kommentaren at man snakker for meget, er bare så.ukonstruktiv og ubrugelig. Jeg mener hvor meget for meget? Hvor meget.må man så snakke? I stedet.bør.man måske tale om i hvilke situationer man skal være.mere opmærksom på at lytte. Ligesom at vi taler om små og store stemmer herhjemme. Små stemmer i offentlige rum for at alle kan være der, små stemmer når.lillesøster på 4 mdr skal sove. Store stemmer når.far kilder og kaster en op i luften 😄😉
    Ja, ens nære bør.kunne tale med en også om den sociale relation men ens nære bør også tænke over måden det bliver italesat.så.man ikke skammer folk.

    Hav en dejlig fredag og weekend.❤

  16. Åh, de lyserøde containere er da SÅ smukke!!! 😍 og mega fine billeder, også.
    Og derudover vældig fint indlæg om et vigtigt emne. Der er så mange måder at sige tingene på, og hvis ikke vi selv kan være rollemodeller for, hvordan vi gerne vil snakkes til, ja så er der lang vej førend der kan komme en løsning på problemet.

    Hav en dejlig weekend.

  17. Åh hvor er det rigtigt! Jeg har aldrig tænkt over den slags kommentarer som noget giveren burde tænke over, jeg har altid bare tænkt: “tjah, de har ret, den er helt gal med mig”

    Jeg kan tydeligt huske til min konfirmation, min mor holder tale og siger så: “Molly, hun snakker for meget, som i nok alle ved. Men det arbejder vi på.” Den sidder fast den dag i dag, og jeg kan tydeligt huske hvordan den satte en dæmper på min fest og min selvfølelse generelt. Ja, jeg snakker meget! Men jeg har heldigvis veninder der er på samme måde, og når vi ender med at sidde og nærmest råbe i munden på hinanden, griner vi bare af det.

    Dog synes jeg det er en vigtig ting at blive opmærksom på i forhold til at lade andre, mere tilbageholdende mennesker komme til orde. Selvom jeg stadig flover mig over kommentaren til min konfirmation, tror jeg den slags stikpiller har gjort mig opmærksom på at jeg ikke altid behøver sige alt jeg tænker, og at det nogen gange er federe bare at holde mund og lytte.

  18. Hold nu op hvor er det godt skrevet. Jeg kan virkelig genkende det du skriver – den der skam og “lille”-hed. Jeg fik netop kommentaren “Du spørger altid og snakker meget generelt” af en veninde overfor en stor flok fælles venner. Puuh jeg blev helt ked af det, for det er jo ikke sådan jeg vil fremstå. Heldigvis konfronterede jeg hende med det et par dage senere og hun havde slet ikke ment det sådan. Men er virkelig glad for at jeg fik sagt fra, for det der for nogle er en lille ubetydelig kommentar er for andre et ordentligt stik, der sætter spor på den lange bane.

  19. Jeg kan godt genkende følelsen, du beskriver – om at andre kommenterer på en del af en selv, som man har svært ved at lave om på – jeg har dog altid været ovre i den anden grøft og har været hende den stille (og generte) så længe, jeg kan huske. Jeg har selvfølgelig udviklet mig gennem årene og er ikke nær så tilbageholdende nu, som jeg var, da jeg var barn, men jeg husker også at have fået kommentarer – jeg var FOR stille, FOR genert – og da jeg kom op i teenageårene for kedelig, fordi jeg ikke snakkede lige så meget (eller højt) som de andre. Der var da også ofte situationer, hvor jeg gerne ville sige noget, men fandt det svært at få det sagt – ordene kom bare ikke ligefrem nemmere ud af at andre prikkede til mig og sagde at jeg skulle huske at jeg også havde en stemme.
    Jeg tror du har ret i, at vi skal blive bedre til at tænke, at folk er som de er – om de er stille eller et sludrechartol (eller en kineser fra New York) – og bare nyde at vi ikke alle er ens. Der er jo (forhåbentlig) ingen, der ønsker at irritere andre – så bare man bevarer situationsfornemmelsen og lytter til andre, så går det nok alt sammen.

  20. Uh, det er lidt et ømt punkt for mig det her. Jeg synes ofte det er anstrengende at være sammen med mennesker, der taler meget og bliver helt bombet i hovedet efter kort tid i deres selskab.

    Hvor meget vi snakker er helt sikkert relateret til vores personlighed (om man er et sludrechatol, stille eller noget midtimellem), men jeg synes også det handler lidt om dannelse. Om en grundlæggende fornemmelse for balancen ml. det at tale og at lytte.

    Jeg kender ikke dig personligt og aner derfor ikke, om det er en balance du mestrer (det tror jeg nu det er), men forbavsende mange gør ikke, oplever jeg. De er mest optaget af sig selv og deres eget. Og bliver så grebet af det, de taler om, at de glemmer deres omgivelser og er uopmærksomme på andres signaler.

    Bastian Overgaard har lige frem opfundet et udtryk der dækker fænomenet: ORDnani. = at tale uden at forholde sig til andre i en samtale, at tale længe og/eller om sig selv.

    Det gør altid ondt at blive kritiseret for noget, der handler om ens personlighed, og man kan også blive lidt desorienteret (det gør jeg i hvert fald). Men måske er det meget sundt (selv om det føles farligt). Måske gør det netop ondt, fordi det er sandt. Og måske betyder det, at det er sandt ikke nødvendigvis, at vi er forkerte eller at vi skal lave os selv helt om. Men er mest af alt en anledning til, at vi kan lære noget om, hvordan vi virker på vores omgivelser (eller dele af dem – for mange mennesker elsker jo fx folk der taler meget, ingen tvivl om det). Og har vi først lært det, kan vi jo evt. efterfølgende vælge at øve os på at skrue op og ned for det ene eller andet i forskellige situationer. Eller lade være. Men så er man om ikke andet blevet klogere på, hvordan der ser ud ovre på den anden side af bordet.

    KH Maria

  21. vi skal ikke daempe os- de andre skal skrue lidt op- vi skal da ikke indrettes efter at vaere kedelige alle sammen. elsker larmende charmerende mennesker <3
    tak for det her emne, jeg foeler mig- igen- helt bekraeftet i at charmere saa meget det lyster mig-bäm!

  22. Umiddelbart skal man ikke kritiseres for den, man er. Men man kan godt kritisere folk for det, de gør, altså deres handlinger

    En god relation er vel kendetegnet ved, at man kan være ærlige overfor hinanden og hvis jeg har en adfærd, der er vildt irriterende, så vil jeg da hellere vide det før folk begynder at vælge mig fra

    Hvis man nu kun taler om sig selv, og sig selv og sig selv, så andre ikke har mulighed for at komme til orde, så er det jo både irriterende, uopdragent og en mangel på interesse for andre mennesker ( hvis det er den form, det antager , det er bare et eksempel )

    Og så synes jeg at det er helt ok, at man får at vide at man skal lukke munden og åbne ørerne. På en pæn måde.

    Hensyn til andre og interesse for andre har aldrig skadet nogen, tværtimod og der skal jo være plads til alle, både de stille og de talende

  23. Nej, hvor jeg kender det! Jeg taler også ret højt, når jeg er i godt selskab og bliver revet med, og min kæreste kommenterer det også ofte med et “du snakker altså virkelig højt!” Jeg bliver helt paf og flov hver gang. Så den snak har vi også haft herhjemme, og jeg har fortalt ham hvor meget det går mig på. At jeg midt i rart samværd pludselig har lyst til at krybe hjem under dynen af bare skam.
    Faktisk har jeg altid fået at vide, at jeg taler højt. Af min mor, klassekammerater, veninder og kærester. Jeg tror sågar det står i min blå bog. På afstand kan jeg sagtens grine af det, men når jeg på den måde bliver bedømt i situationen, slår det mig altid helt ud. 🙂

Læg en kommentar