Har vi skabt et konkurrencesamfund, der ødelægger unge kvinder?

translation below by Camilla

Kæreste piger – og drenge,

Til lykke med vores Internationale kvindedag i dag. Der er masser af skriv om, hvor godt det går med at få lønninger til at matche mellem kønnene (jeg hørte i morges på 24Syv, at vi snart har lukket hullet mellem mænd og kvinders lønninger (med mindre man går på barsel – så kan man lige blive sat 20 % tilbage)). Hvordan det går med at indtage fremtrædende stillinger og barselsdeling osv. Men jeg i dag vil jeg fokusere mindre på #bossladies og i stedet på noget af alt der, der foregår indeni.

Jeg fulgte med, da Den Nationale Sundhedsprofil 2017 blev fremlagt i forgårs (læs DR’s artikel her). Danskernes helbred går slet ikke fremad i den fart, myndighederne ønsker. Flere ryger, flere er overvægtige – og vi er stressede. Mere end før. Faktisk svarer 25,1 % af danskerne, at de har et højt stressniveau. Men i særligt én aldersgruppe slår det her tal ud. Blandt kvinder mellem 16-24 år svarer 40,1 %, at de har et højt stressniveau (til sammenligning ligger det “kun” på 23,4 % for mænd i samme aldersgruppe).

Nuvel, jeg er uden for målgruppen. Men jeg kender det. Nu er jeg i slutningen af mine 20’ere, og når jeg ser tilbage på de sidste ti år, så har de været præget af stress. Både for mig – men også for mine veninder og for nogle af jer (vi har trods alt “pennevennet” i snart syv år, jeg kender flere af jer). Det er et årti, hvor vi forventes både at flytte hjemmefra og få en stabil hverdag til at hænge sammen. Vi skal starte studie – og færdiggøre det. Vi skal få vores børn (I kan jo genlæse min mening om det pres politikerne lægger på os – uden at støtte op på behandlingsområdet). Vi skal gerne investere i fast ejendom, så vi ikke sakker helt bag ud. Og huske at starte pension! Vi skal så forfærdeligt mange ting på så klemt et årti. Jeg synes, det er vanvittigt. Og set med de briller på; no wonder at vi er en stor gruppe unge mennesker, der har det svært.

Jeg har haft det svært, og selv om jeg havde troet, jeg var blevet bedre til at sige fra, så er det ikke længere siden end tilbage i november/december, det gik rigtigt galt. Da jeg skrev det her indlæg om at få det godt igen, så var det den halve historie. Nogen af jer fornemmede godt alvoren, men jeg havde ikke selv lyst til at skrive den fulde historie.

I 2017 gik jeg fra lønmodtager til selvstændig. Vi fik besked om at skulle i behandling – og startede op. Jeg var gravid – og mistede. Jeg blev opereret. Og så kørte vi et byggeprojekt i stilling. Og jeg startede en ny virksomhed oven i den, jeg havde. Set udefra var der masser af god grund til, at jeg mistede pusten, men når den ene ting tager den anden, så er det svært at overskue mængden.

Og når jeg siger, jeg mistede pusten, så er det faktisk en tarvelig underdrivelse. Jeg gik i stykker. Jeg mærkede alarmklokker flere gange, forsøgte at skrue ned i tide men tingene tog igen fart. Da vi nåede slutningen af november, starten af december, så gik det galt. Vi skulle sove, og så var der hul. Detaljerne er rå, så dem vil jeg holde for mig selv, men jeg græd og græd og græd og hulkede. Adam vidste ikke sine levende råd, men han vidste, at det var bunden. Nu var der ikke mere tilbage for mig at give af. I al for lang tid var jeg blevet presset. I al for lang tid havde jeg skulle leve op til andre, levere til for mange – og leve op til mig selv. Han træf den beslutning på mine vegne, at jeg skulle ud af PODLANDs drift – hvorfor I heller ikke har hørt noget herinde siden lancering. Det var en sindssygt svær beslutning, men som min far, der har haft stress inde på arbejdslivet flere gange som chef, sagde, så var der to muligheder: 1) At stoppe op og skære fra NU. Eller 2) At fortsætte, måske en måned til, og så til gengæld blive så ødelagt, at jeg ville skulle bruge de næste mange måneder på at kigge ind i en væg og intet kunne.

Det var dét. Jeg skulle ud, og selvfølgelig har det påvirket drift og ekspansion osv.  men det var mig eller firmaet – og jeg skal nok vende tilbage til, hvordan det går det. Men nu vil jeg holde fokus. For det er ikke første gang, at jeg har været ude, hvor jeg ikke kunne bunde – selv om der aldrig har været så dybt, som i november. Hvorfor lærer jeg ikke noget? Hvorfor gentager historien sig?

Jeg kom til lægen, fik en henvisning til en psykolog med ordene “tegn på lettere depression”. Og så startede vi sammen hos en psykolog. Jeg vidste udmærket, at den helt store del af presset kom af fertilitetsbehandling. Ikke at have min krop for mig selv men til deling med læger på deres befaling. Alle reglerne at overholde og skuffelsen gang på gang. Og vi var jo to i behandling – selv om jeg følte mig så ensom. Så selvfølgelig skulle vi begge til psykolog.

Den første opgave hos psykologen var at svare på to skemaer med små 100 spørgsmål på hver. Og efterfølgende gik vi igennem det sammen. Det var meget spændende! Og hos mig slog det ud hvor vanvittig høje forventninger, jeg har til mig selv. Måden jeg kan straffe mig selv, hvis resultatet ikke er godt nok. Hvordan jeg arbejder til jeg segner, hvis ingen stopper mig. Hvordan jeg ikke kan sætte en barre og aldrig rigtig er tilfreds. Der er aldrig nogensinde noget, der bare er. Jeg vil langt hellere gå over min egen grænse end ikke levere til andres. Og det har jeg i eller anden grad godt været klar over. Det ligger i mig fra min barndom. Jeg kan huske, hvor vigtig karakterbogen var, så jeg kunne vise min far, der ‘forlod’ os, da jeg var barn, hvor dygtig jeg var med 11- og 13-taller. For mig en vej til at få accept og anderkendelse. Men ligeså vel troede jeg også, at jeg med alderen havde fået et mere afslappet forhold til mine egne forventninger. At jeg kunne tænde og slukke.

Det viser sig så bare, at det kan jeg ikke. Det ligger i mig, så dybt, det er mig. Det går stadig galt. Jeg slappede af i starten af fertilitetsbehandlingen, jovist, men efter et halvt års trial – og kun errors, så levede jeg på en knivsæg. Hvad jeg kunne og ikke kunne – både efter andres anbefalinger, men i høj grad også hvad jeg læste mig frem til. At lave en baby blev næsten et 12-tals projekt. Og det fejlede.

Men det er ikke kun dét at jeg er skilsmissebarn, der har sat den barre, jeg aldrig helt når. Jeg tror også på, at det er samfundet. Om vi er tilbage til at drenge gerne må lege og være vilde – og piger skal være rolige og have pæn håndskrift – det ved jeg ikke. Men der er tydeligvis noget galt i samfundet, når over 40 % af vores unge piger har et højt stressniveau. Det er ikke kun mig. Vi er en generation af unge kvinder, som er pressede. Og jeg synes, det er på tide, at der bliver gjort noget ved det. Og det er ikke bare noget, vi selv kan løse og springe op og falde ned på. Jeg kan sagtens sige til mig selv, at nogen gange er “godt nok” lige tilpas. Men jeg skal også tro på det. Vi har skruet et konkurrencesamfund sammen, som jeg tror, knækker unge kvinder. Og det er vi alle sammen nødt til at gøre noget ved. Det skal også ske udefra!

Så jo, jeg synes også, det er FEDT at læse artikler om kvinder i dag, der har kæmpet sig frem i bestyrelser. Det er FEDT at læse om seje kvinder i topstillinger til flotte lønninger. Men hvordan har de kvinder det på toppen? Og hvordan havde de det på vej derop? Med alt det fokus der er på #bossladies (og som jeg klart selv bliver både inspireret af og deltager i), så tror jeg også, at vi i forbifarten glemmer sindet, forventningspresset, hvad det koster – måske i langt højere grad for os kvinder end for mænd.

Jeg er selv ved at være ovenpå igen. Men hvor gør det ondt at tænke på den nat. Jeg får tårer i øjnene. I mit eget forsøg på at være iværksætterkvinden, der kan alt, skaberen, så overhørte jeg min krop, da den sagde nej tak. Hertil og ikke længere. Jeg tænker tit på noget, Emily engang skrev om, at vi har en tendens til at spørge hinanden, især dem med succes, hvad er så det næste? Hvad er det næste projekt? Hvad er dit næste skridt? Hvad skal der ske? Og nogen gange så er det mere end okay at stå stille. Ikke at have et næste projekt. Ikke at have et nyt mål. Og det nyder jeg ikke at have lige nu. Jeg vil bare gerne være lige her og nyde. Jeg vil bare gerne stå lidt stille.

Glædelig kampdag til os alle sammen – mænd som kvinder. Lad os blive bedre til at passe på hinanden.

OOTD, Dagens, Julie Bjarnhoff, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand,

Dearest girls – and boys,

Congrats on our International Women’s Day today. A lot has been written/said about how well it’s going in terms of achieving equal pay (this morning, I heard on the radio that in Denmark we’ve almost managed to close the gap between men and women’s salaries (unless you go on maternity leave – in which case you’re set back 20 %). Where we are when it comes to women in high positions and shared maternity/paternity leave. But today I want to focus less on #bossladies and more on some of all of that stuff that’s happening on the inside.

From the National Health Profile 2017, which was presented the day before yesterday, it appears that the health of the Danes is not improving as speedily as the government could wish for. More and more people smoke, a growing number of people are overweight – and we are suffering from stress. More than ever. As a matter of fact, more than 25.1 % of the Danes find that they’re living with a high level of stress. In one age group in particular is that number extremely high. Among women aged 16-24, 40.1 % reply that they have a high stress level (in comparison, the number is ‘only’ at 23.4 % for men in the same age group).

True, I am not in that target group. But I know the condition. I’m in my late twenties, and when I look back on the last decade, it’s been marked by stress. For me – and for my friends and some of you (we’ve been ‘pen pals’ for almost seven years; I know several of you well). It’s a decade in which we’re expected to move away from home and create a stable life for ourselves. We have to start our university studies – and finish them. We have to have children (you can reread my opinion on the pressure that the politicians are putting us under – without adequately supporting the treatment area). We are supposed to invest in properties. And set up a pension fund! We’re supposed to do so many things, squeezed into one decade. I think it’s insane. And seen through those specs: no wonder we’re such a big group of young people having a hard time.

I’ve had a hard time, and even if I thought I’d become better at saying no, we only have to go back to November/December to find an issue that was really off. When I wrote this post of recuperating, it was only half the story. Some of you picked up on the gravity, but I didn’t feel like writing the full story.

In 2017 I went from being an employee to self-employed. We received the message that we needed fertility treatment – and started it. I was pregnant – and suffered a loss. I went through surgery. And then we prepared for our construction project. And I started a new company on top of the one I already had. Seen from the outside, there were plenty of reasons for why I was out of breath, but when one thing leads to another, it’s hard to grasp the amount.

And when I say that I was out of breath, it’s actually quite an understatement. I broke down. I sensed the warning signs on several occasions, tried to turn it down a notch in time, but things just took off. By the end of November, early December, it went completely wrong. We were on our way to bed, and then it cracked. The details are raw, so I want to keep them to myself, but I cried and cried and cried and howled. Adam didn’t know what to do, but he knew I’d reached rock bottom. I had nothing left to give. For too long, the pressure had been too high. For too long, I had had to live up to others’ expectations, deliver too much – and live up to myself. On my behalf, he made the decision that I needed to withdraw from the management of PODLAND – which is why you haven’t been hearing anything in here since the launch. It was an insanely hard decision, but as my dad, who has been confronted with stress on several occasion as a manager, said, I had two options: 1) To stop and cut down NOW. Or 2) To continue, maybe for another month, and then conversely become so broken that I’d have to spend several months staring into a wall and being capable of doing nothing.

That was it. I needed out, which of course has also affected the operation and expansion etc., but it was me or the company – and I’ll get back to how it’s going. But now I want to keep my focus. I’ve been in too deep before, but never as deep as in November. When will I ever learn? Why does history repeat itself?

I consulted my doctor, was referred to a psychologist with the words, ’signs of a light depression.’ And then we started seeing the psychologist together. I knew that the majority of the pressure came from the fertility treatment. The feeling of not having my body to myself, but shared with doctors on their recommendations. All the rules to follow and the many disappointments. And we were two people in treatment – even if I felt so alone. So, of course we both went to the consultations.

The first task was to fill in a questionnaire of about 100 questions for each. After that, we went through them together. Very interesting! With me, it was clear how insanely much I expect of myself. The way in which I can punish myself if I don’t succeed. How I work until I fall over, unless someone stops me. How I can’t really put up a bar and never really am satisfied. Nothing ever just is the way it is. I’d much rather ignore my own boundaries than not meet other people’s expectations. And I was aware of that, to some extent. The seed was planted in my childhood. I remember how important my grades were, so I could show my dad, who ‘left’ us when I was a child, how smart I was with my As and A+s. To me, a way of achieving acceptance and recognition. To the same degree, however, did I also think that I’d developed a more relaxed relationship with my own expectations with age. That I could switch it on and off.

The truth is I can’t. It’s buried in me so deeply; it is me. It still goes wrong. In the beginning of the treatment, I may have been relaxed, but after six months’ trial – and nothing but errors – I was living on a knife-edge. What I could and couldn’t do – according to the recommendations of others, but very much also according to what I was reading. Making a baby almost became an A+ project. And it failed.

But it isn’t just the fact that my parents are divorced that set the bar I’m never gonna reach. I also believe it’s society. If we’re back to the fact that boys are allowed to play and be wild, while girls are supposed to be calm and have a nice handwriting; I don’t know. But something’s clearly wrong when more than 40 % of young women have a high stress level. It’s not just me. We are a generation of young females feeling pressured. And I think it’s time something was done about it. And it’s not just something we can fix quickly and forget about. I can easily say to myself that sometimes ‘good enough’ is just right. But I also need to believe it. We have created a competitive society, which, I think, is breaking young women. And we all have to do something about that. It has to happen from the outside!

So, yes, I also think that it’s GREAT to read today’s articles about women who’ve fought their way forward on boards of directors. It’s GREAT to read about cool women in top positions with great salaries. But how are these women feeling at the top? And how were they feeling on their way up there? With all of the current focus on #bossladies (which I’m also inspired by and participating in), I fear that we forget about the state of mind, the load of expectations, the cost – for us women more so than for men, perhaps.

I’ve more or less recovered. But thinking about that night still hurts so badly. It brings tears to my eyes. In my attempt at being the entrepreneurial woman, who is capable of it all, the creator, I ignored my body when it said no thanks. This is the limit. I’m often thinking about something Emily once wrote about our tendency to ask each other, especially the successful ones, what’s next? What’s the next project? What’s your next step? What’s happening? And sometimes it’s more than ok to stand still. To not have a next project. To not have a new goal. And I enjoy not having that right now. I just want to be right here and enjoy. I just want to stand still for a while.

Good day to all of us – men and women alike. Let’s get better at taking good care of each other.

 

70 kommentarer
  1. Tak for et godt indlæg. Hvor kan jeg nikke genkendende til det hele. Jeg står også stille. Ville ønske jeg ikke gjorde, men kan slet ikke overskue at starte noget i frygten for at blive skuffet. Jeg havde også en ordentlig breakdown i november. Midt i bachelorskrivning og køb af lejlighed og flytning og mit eget pres til alting, fandt jeg også mig selv liggende hulkende i sengen i flere dage. Kunne. ikke. mere. Fik slukket lidt for følelserne og fik afleveret den åndssvage bachelor med hjælp fra en god ven. Det lykkedes. Eksamen gik godt. Men nu er jeg bare træt. Helt træt og tømt for energi og lyst. Har kun lyst til at gå i fitness og drikke kaffe. Kan ikke overskue noget som helst andet. Er så bange for at fejle. Føler slet ikke jeg slår til, hvorimod alle andre kører derudaf med 120km/t og laver fede projekter og vinder priser. Alt står stille. Men det må det jo så gøre lidt tid nogen gange. Men hvor ville jeg også ønske, at det blev mere accepteret. At man ikke altid skal kunne svare på, hvad det næste projekt, det næste skridt, det næste mål er, som du selv siger. Jeg er lige kommet på dagpenge og kan hverken overskue at søge jobs eller blive selvstændig lige nu. Vil bare gerne have lov at trække vejret. Så det prøver jeg på. Tak for en dejlig blog! Og glædelig kampdag. Kh Katrine

  2. Jeg kan godt lide at følge med på din blog, men samtidig har jeg også altid tænkt ‘puuuh hvor kører hun i et højt gear’. Mange af dine projekter har altid virket lidt som ’12-tals projekter’ som du selv kalder det, og jeg har altid følt mig lidt mat, hvordan får hun så meget energi? Jeg husker specielt det år du skulle giftes og ville gennemføre et marathon (til!) kort tid efter brylluppet. Selvfølgelig er det pissesejt når folk lykkes med udfordrende og ambitiøse planer, men nogle gange er man også bare god nok selvom man bare er.

    1. Man er altid god nok lige som man er – det er nok det, der er udfordringen for nogen af os at se. En endeløs jagt på udmærkelser i et misforstået forsøg på at nå andres og egen anderkendelse. Men så har vi selvfølgelig også forskelligt overskud – både mennesker imellem og fra den ene måned til den næste. Jeg vil endda sige fra cyklusdag til cyklusdag – sådan kan jeg godt blive påvirket også 🙂 KH

  3. Sikke et fint indlæg – tak fordi du deler! Jeg øver mig selv rigtig meget i at finde balancen mellem bare at være til og at være igang. Ind i mellem må jeg simpelthen sige til mig selv at jeg bare skal sætte mig ned og være til, for ikke at kører i for højt et gear i for lang tid. Hilsen Katrine

    1. Det er bare så svært – også fordi tempoet i livet tit er så højt. Hvordan skal vi overhovedet nå at mærke efter? Men så skal man måske, som du siger, sætte os ned <3 KH

  4. Det her indlæg rammer mig faktisk ret hårdt, fordi det tapper ind i nogle tanker jeg selv går med lige nu, hvor jeg i den grad har behov for at mærke efter og måske endda – uha- få sagt fra. Det er simpelthen så svært for mig at gøre det, og det ender gang på gang med, at jeg spænder mig selv alt for hårdt for.
    Hvorfor er vi så styrede af vores præstationer? Det er virkelig noget, jeg tænker meget på. Jeg har svært ved at finde roen i bare at være mig.
    Jeg synes din pointe om, at vi hører den ene histore efter den anden om seje, succesfulde kvinder, der er nået til tops er vigtig. For hvad blev der lige af den anden del af historien, der fortæller, hvilke følelsesmæssige og sundhedsmæssige konsekvenser, som ræset kan have for nogle.
    Så derfor – sejt indlæg, Cathrine! Det inspirerer mig til at kigge lidt indad og få sat nogle grænser. Jeg må godt være den vigtigste person i mit liv.

    1. Du skal være den vigtigste person i dit liv, Sarah. Hvis ikke vi selv dur og hænger sammen, hvordan kan vi så være noget for nogen andre? Det er det allersværeste at sætte grænser, og derfor er jeg også meget taknemmelig for at Adam kunne det på mine vegne, nu jeg ikke selv havde lyst eller kunne overskue, at det var dét der var den rigtige beslutning. Mange tanker til dig Sarah! KH

  5. Jeg kan i den grad forholde mig til det du skriver, om alt det der skal opnås i 20’erne, og jeg bliver max presset af at tænke på det. Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg er få dage fra at fylde 29, men udefra ser mit liv endnu mindre organiseret ud, end da jeg var 20. Jeg bor i en et-værelseslejlighed og er studerende (selvom jeg har orlov lige nu) – ligesom da jeg var 20. Til forskel fra dengang er jeg nu også single (ihvertfald rent officielt – i praksis er det lidt mere blurred lines). Det eneste jeg ejer er mine (IKEA-)møbler og min cykel, og jeg lever fra løncheck til lønchek. Indtil for et par år siden var jeg hende, der gjorde alt det der forventedes af mig, fra stat, familie, osv. Hus, have, lang videregående uddannelse, job, partner og på vej til børn. Helt perfekt succes udefra. Men jeg er så meget gladere i dag, end jeg var dengang, og nu er livet ikke kun overlevelse, fordi jeg er ved at lære at fokusere mere på at trives i nuet, fremfor at skulle leve op til alle forventningerne. Jeg kan føle mig temmelig presset, og nemt blive lidt ked af det, når jeg tænker på, at jeg p.g.a. min alder i endnu højere grad risikerer ikke at kunne få børn, den dag, hvor jeg endelig bliver klar til det, men alternativet er ikke meget bedre, og jeg beder til på, at jeg har nogle år endnu at løbe på.

  6. Virkelig stærkt indlæg! Og oh et vigtigt fokus. Ikke kun for unge kvinder, men for hele samfundet. Med det sagt, så jeg er helt enig; der ligger et giga pres på (unge) kvinder stadig. Jeg er 25 og har følt den af mange omgange. Mange af vinklerne er fra politik og regering; jeg skulle gennemføre min uddannelse på normeret tid, jeg skulle også lige have et studiejob (og rage erfaring til mig), gerne et semester i praktik i udlandet (du ved, internationale erfaringer) OG hvis jeg lige kunne poppe et par unger og knald for Danmark og alt det. Øh jo, goddaw det er da så overhovedet ikke muligt. Men øj jeg har slået mig selv oven i hovedet om at løbe hurtigere mange mange gange. Og betalte prisen med et semester på studiet for nogle år siden hvor jeg brugte et halvt år på ren overlevelse; ingen søvn, op og på studie, hjem og græde og repeat. SHIT det var hårdt.

    Nu er jeg færdiguddannet og arbejder i et skønt job som jeg virkelig trives i (i en virksomhed der giver tid til privaten også) og det er virkelig virkelig rart. Men der er jo stadig alle tankerne; jeg er single (hvilket der er ENORMT meget fokus på når man er kvinde, fra omgangskreds og kollegaer, for hvorfor har man dog ikke en kæreste??), og hvad med børn kan min livmoder overhovedet finde ud af det, og er min opsparing stor nok, er min pensionsordning god nok, er jeg en god nok veninde/datter/søster/medarbejder ovs. ovs.

    Det blev en lang smøre. Jeg ville egentlig blot sige at du ikke er alene og hvor FEDT jeg synes det er at få fokus på at vi alle skal give plads til at være gode mod os selv og vores liv 🙂 Jeg øver mig ihærdigt på det.

  7. Fantastisk indlæg og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg føler, at jeg selv kunne have skrevet dette indlæg. Jeg har sindssygt, absurd høje forventninger til mig selv. På trods af fuldtidsstudie, min blog, tre jobs +20 timer om ugen, træning et par gange om ugen, er det bare aldrig godt nok. Jeg er aldrig god nok. Og jeg er ved at blive sindssyg. Jeg gik igennem et traumatisk efterår med tre hændelser på tre uger – min kæreste, som jeg har boet med i tre år, flyttede tilbage til NYC, fordi han ikke kunne få dansk visa. Jeg mistede min 13-årige hund og jeg fik en abort. Jeg gav ikke mig selv tid til at sørge og være ked af det. Men jeg var ked af det. Og nu har mit liv været præget af depression og stress i et par måneder og jeg føler mig dødeligt ensom, mens jeg scroller igennem Instagram og følger et hav af #bossgirls. De er smukke, tynde, glade, succesfulde De skriver så artikler om, hvordan de forholder sig til deres work/life balance – som giver endnu mere stress – for selvom de er på “toppen”, formår de da også at stå op klokken 5 og dyrke yoga, bruge essentiske olier, meditere om aftenen og gå i seng uden deres telefon. Det giver endnu mere pres og forventinger. Jeg er TRÆT. Træt af Instagram, træt af mine forventninger til mig selv og træt af at sammenligne mig selv med andre. For så er jeg aldrig god nok. Jeg skal til psykolog om en måned, og det er første skridt på vej til at få det bedre.

    Igen, tak for dette indlæg, der gav mig et (mystisk) behov for at dele – og puste ud. YNDLINGSblogger <3

  8. Fremragende indlæg! Måske man burde redefinere begrebet boss lady?! Og så skal vi måske blive bedre til ikke at spørge hinanden hvad vi laver, og hvad det næste er. Men i stedet spørge, hvad vi godt kan lide at lave – og hvordan vi har det.

  9. Jeg kan virkelig også relatere til din indlæg. Jeg føler tit jeg kommer til at sammenligne mig med hvad andre kan og når I deres hverdag. Jeg læser medicin (hvilket kræver meget (!) af mig, jeg har arbejde ca 15 timer om ugen, jeg vil gerne se familie og veninder + min kæreste. Jeg vil også gerne træne og blive slankere. Og så har man kronisk pres på at man ikke læser nok og kommer bagud.. Åha. Der er ikke noget at sige til at man kan gå lidt ned..

    Tak for et skønt indlæg <3

  10. Du er simpelthen et af de mest inspirerende mennesker for mig. Ikke nødvendigvis på grund af alle de ting, du opnår (forstå mig ret, du er for vild!), men også fordi du formår at tage de vigtige ting op og gøre en verden, der ellers hurtigt bliver meget overfladisk, enormt tankevækkende og smuk. Når jeg læser igennem kommentarfeltet her, er det jo tydeligt, at vi alle sammen forventer alt meget af os selv – og at det er den kollektive mentalitet, der er skyld i det. Vi skal helst alle sammen score toppoint på alle parametre, inden vi fylder 25, og hvis bare ét punkt glipper er det det, vi bliver konfronteret med i stedet for alle de seje ting, vi har opnået. Jeg priser mig hver dag lykkelig for at være i en venindegruppe, hvor vi ofte italesætter den slags, så vi sammen kan nedbryde de forbistrede illusioner om, hvad vi alle skal kunne. Vi er nødt til at tale os ud af de her problemer (tale der fører til handling eller ikke-handling, forstås), så TAK for det du gør her!

    Knus <3

  11. Puha, sidder med tårer i øjnene for dit indlæg rammer, og det gør de andre kommentarer også. Jeg forventer også rigtigt meget af mig selv, og det har i min opvækst også været en “overlevelsesstrategi” at være dygtig. På mange måder har det virket, men det er også farligt altid at ville gøre det bedre.
    Jeg lyttede ikke første gang, jeg græd fordi arbejdet var for meget. Jeg tog mig sammen, for målet skulle nås! Og jeg blev ved med at knokle indtil min krop trak så hårdt i bremsen at jeg vitterligt ikke kunne få vejret. Jeg blev sygemeldt med stress i starten af august, og fuldstændig som din far forudså det ville gå dig, hvis du ikke satte farten ned, kunne jeg i et par måneder kun sidde og glo ind i væggen. Her et halvt år efter kan jeg arbejde 12 timer om ugen. Og ikke mere. end det Har lige prøvet med 14 timer. Det er for meget. Det er en ret lortet situation, som bestemt ikke bliver bedre af at så mange andre unge kvinder (jeg er selv 28) har det på samme måde. Det er simpelthen så skræmmende med de nye tal, der er kommet, og de viser virkelig, at stress – især blandt unge kvinder – er et samfundsproblem.
    En af de kommentarer, jeg oftest får, når jeg fortæller, at jeg har stress er: “Pas nu godt på dig selv!”, og den provokerer mig altid lidt – for ja, jeg skal passe på mig selv, men vi skal virkelig også passe på hinanden! Vi bliver nødt til at fortælle hinanden på job, i vennekredsen, på studiet, at vi gør det godt nok; at vi er mere end vores faglige og sociale præstationer. Og vi skal give vores venner og veninder anerkendelse når de vælger noget, der gør dem glade i deres liv, uanset om det er at være en bosslady eller stå stille!

  12. Glædelig kampdag, Cathrine. jeg har skrevet det før, og skrev også en mail til dig for længe siden om det; jeg synes du er modig. Du tager kampene op, også selvom de er svære. Du er modig.

    Og tak fordi du skriver om emner, som jeg ved, der er mange der har brug for, bliver taget op.
    Jeg har jo dagligt kontakt med unge mennesker i den aldersgruppe. Der er bestemt også drenge der har det skidt, men jeg tror også, der er en overflod af piger, der føler et urealistisk pres.
    Jeg tager det som en naturlig del af lærergerningen at se eleverne så godt jeg nu kan. Sådan rigtigt se dem. Tage fem minutter af en pause på at snakke forventningspres med dem, og prøve at skabe rum i min undervisning til at hjælpe med at sætte ord på det, der er svært. Jeg prøver at tage mine egne skrøbeligheder med ind i mit klasserum – altid med en professionel grænse, men alligevel. Hvis ikke jeg kan vise, at jeg også er menneskelig, hvordan kan jeg forvente det samme af mine elever? Hvis ikke jeg kan være modig, hvordan kan jeg så forvente det samme af dem?
    Jeg tror, at en af de første steder at sætte ind er, at skabe rum for at føle at det er tilladt at fejle – nej, scratch that. At skabe rum for at være menneskelig. Der er skabt en eller anden diskurs i samfundet om, at de unge skal skal skal. Og burde burde burde. Og så er gymnasietiden i øvrigt de bedste år i deres liv. Og kan de SÅ have det perfekt! Dét prøver jeg at tale imod og punktere. Livet er svært nogle gange, og det, skal vi kunne tale om. De skal huske dem selv. Og jeg hepper på dem. Hver og een.
    Men stress, angst og depressioner er en uhyggelig stor del af de unges hverdag, og problemets rødder spænder vidt og bredt – og det gror! Jeg ved, at det er værre i dag, end da jeg var på deres alder. Men vi skal til at tillade, at vi selv og andre træder et skridt tilbage fra presset. Og det gør vi blandt andet ved at tale om det. Så tak fordi du også taler om det.

  13. “Og nogen gange så er det mere end okay at stå stille. Ikke at have et næste projekt. Ikke at have et nyt mål.”

    TAK.

    Jeg læser til læge og har altid hørt fra andre, at de var stressede over deres karriere. Jeg har sagt “ej, der er så længe til, slap aaaaaf”. Så blev jeg bachelor og om ikke så længe er jeg kandidat. Læge. Og hvad filan vil jeg specialisere mig i?!?! Skal jeg vælge NU, hvad jeg vil resten af livet? Jeg kan aldrig vælge om. Og hvad nu, hvis jeg ikke kan få det speciale, jeg vil have – skulle jeg have startet med at forske for flere år siden, gjort mig dygtigere, arbejdet frivilligt?

    Men jeg VED, at jeg ikke burde stresse så meget over det. Tingene løser sig. Jeg bliver ikke dygtigere af at stresse, tværtimod. Og jeg hader at indrømme, at jeg tænker på det. Hver. Eneste. Dag.

    Når jeg stresser, er jeg ikke glad. Og det vigtigste er sgu at være glad. Så det fokuserer jeg på 🙂

  14. Virkelig et rørende indlæg, der sætter mange tanker igang hos mig. Jeg er 21, kom ud med et fantastisk gennemsnit i gymnasiet (hvis jeg selv skal sige det, jeg knoklede skam også for det), og jeg har valgt at tage 2 sabbatår for at gøre mig klar til at starte på et studie nu her til sommer. Gøre mig klar i den forstand, at der er/var nogle ting, jeg gerne vil, før jeg sidder på skolebænken igen 5-8 år. Når nogle folk hører ordet “sabbatår”, så kigger de automatisk bedrøvende på en, sukker højt og siger “du skal igang, du er så skoleklog og du har ikke en chance i dagens konkurrenceprægede verden uden en uddannelse.” – øh, jeg er sgu da igang!? Jeg bliver så provokeret, for jeg har jo ikke brugt de her 2 år på at spise chips og se netflix? Jeg har arbejdet fuldtid fra sekundet jeg fik min studenterhue og vil gøre det, til jeg holder en måneds sommerferie i august og så starter studie 1. september. Jeg er flyttet hjemmefra, gjort mig økonomisk uafhængig af mine forældre uden nogen form forældrehjælp til at skaffe boligen. Jeg har rejst (kun maks en måned ad gangen pga mit job og intet ekstra frihed eller orlov) og arbejdet med mine grænser og vokset som menneske. Og så tillader folk sig stadig at sige til mit meget modne væsen, at jeg holder ferieår, inden virkeligheden kalder. Det gør mig gal, at jeg lader dette påvirke mig og tilmed gør, at jeg glemmer, hvor sej jeg er, særligt i de små ting. At jeg selv ringer til forsikringsselskabet og forsikrer mig bedre af frygten for en trafikulykke, samme årsag til at jeg købte en cykelhjelm den anden dag. At jeg ikke kun handler hvidvin, chips og cigaretter i Netto men ordentlig mad, kosttilskud og godt toiletpapir. At jeg gik direkte fra gymnasielivet og alt dets hverdagsdruk, til et fuldtidsjob som jeg nu har haft 1,5 år og har fået en højere stilling på baggrund af min modenhed, engagement og gåpåmod – og jeg er den yngste i flokken. Men nej nej, jeg holder stadig “fri”år og skal huske at tage mig sammen… Min pointe er, at jeg helt enig med dig i, at der skal ske noget, og det skal ske udefra. Men noget så simpelt som de forskellige generationers fortsatte forståelse af, hvordan man skal leve sit liv, giver også os unge piger stress… og sagde jeg det til de mange mennesker, jeg møder på min vej og som får en kæmpe betydning for mit selvværd, håber jeg, at de ville ændre holdning til nutidens unge… Desværre er jeg så medtaget, at jeg holder det for mig selv, så længe jeg ikke selv synes, at jeg er rocker sej… Men indlæg som dette gav mig dagens reminder, så tak Cathrine <3

  15. Tak for at dele din historie og dine tanker! ✨❤️

    Godt du fik stoppet i tide! Jeg hørte desværre ikke min krop i tide og det er 1,5 år siden filmen knækkede helt – stressens onde ansigt og dens klamme fætre angst og depression fik fat! Min krop et træt og min hjerne på overarbejde! Men jeg kæmper mig tilbage en dag af gangen! Jeg troede jeg skulle være noget jeg ikke er for at kunne være og være accepteret her i verden. Jeg lagde flere og flere lag uden om mig for at prøve at passe ind og skjulte hvem jeg virkelig var. Jeg mærkede alt, tog alt til mig og higede efter at please alle omkring mig for at gøre et godt job, både privat som mor og ægtefælde, og i mit arbejdesliv. Men i alt det glemte jeg mig og glemte at passe på mig selv.

    Husk at sige stop – husk hvem du er, pas på dig selv og lær at stå i dit lys. Jeg vil ønske jeg havde set hvad jeg kan se nu meget før. For så ville jeg havde kunne stoppe før Jeg miste mig selv. Men nu er jeg på vej – på vej tilbage til mig med et stærkt hold af fantastiske mennesker ved min siden. For at erkende at jeg som dig have brug for hjælpe er det bedre jeg har gjordt for mig selv. ❤️

  16. Jeg vil gerne stå stille. Men hvordan står man stille, når man ikke har fast job? Vikariat min bare! Bolig, bil, pension, familie, fritid – alt afhænger af økonomisk fundament. Jeg er også typen, der kører med 200kkm/t, men jeg øver mig i at lade være. Ganske vist aner jeg ikke, hvad jeg så skal foretage mig, men så må jeg kede mig. I går googlede jeg vitterligt ‘eksistentiel kedsomhed’, fordi jeg havde forbudt mig selv at arbejde. Shit hvor er det tragisk! Jeg håber, at det er en fase. Jeg håber, håber, håber at mine vikar-dage snart er talte.

  17. Tak for et rigtig stærkt og vigtigt indlæg, Cathrine.
    Jeg kan genkende et par veninder og kvindelige bekendte i din beskrivelse. Beskrivelsen af en kvinde der vil det hele, fordi mindre er ikke godt nok. Særligt historien om en bekendt, der pressede sig selv så hårdt at hendes krop sagde fra, så hun ikke fik sin mens og måtte sygemeldes fra arbejdet, har sat sig i mig. For hvordan når man dertil?

    Jeg er på ingen måde psykolog, men jeg tror, det er det indre pres, der er det værste og farligste. For ingen arbejdsgiver ønsker, at deres medarbejdere går ned med stress og det er bestemt heller ikke et gode for det øvrige samfund. Men hvad løsningen er? Det har jeg ikke svaret på.

    Personligt kan jeg sige, at jeg forsøger ikke at blive målt af andre. Forstået på den måde, at jeg måler min succes ud fra mine egne parametre. Eksempel: I sommeren afleverede jeg mit speciale. Jeg er enormt stolt over både min arbejdsproces og færdige produkt. Til bedømmelsen fik jeg 10. Og jeg indrømmer gerne at jeg havde forventet et 12-tal. Ændrede karakteren ved stolheden over min præsentation? Nej! For jeg havde ydet mit absolut ypperste. Et halvt år efter er selve karakteren nærmest glemt, men ikke den stolthed, jeg stadig har over min præsentation. Jeg ved ikke, om det sidste overhovedet giver mening for andre end mig selv.

  18. Virkelig flot og stærkt indlæg, dem er du gode til Cathrine!:) en læser har kommenteret at hun kunne blive forpustet af at læse med. Det kan jeg godt følge hende i, og som du beskriver er livet ikke altid et glansbillede, så slip endelig tøjlerne og de perfekte billeder lidt-det tror jeg vil være en befrielse og for mig personligt vil jeg nemmere kunne spejle mig i det:):)

  19. Wauw, et stærkt indlæg Cathrine! Tak for det. Jeg kan så godt kende mig selv i din tekst. Desværre. Men hvor er det vigtigt at tale om!

    Knus

  20. https://www.frokenkraesen.com/opskrift-marmorkage/. Jeg kan anbefale at læse Linns indlæg her. Der er godt nok en opskrift på marmorkage i bunden, men hun skriver ret fint om, hvordan vi hylder travlhed og hvor forskruet det netop er. Og selvom jeg synes travlhed for det meste er selvforskyldt, og den eneste der i sidste ende kan gøre noget ved det, er en selv, så kan det være svært når det er som om, det er forkert ikke at have travlt. At travlhed er den nye norm.

  21. Sidder med tåre i øjnene og en klump i halsen! Efter endnu en travl arbejdsdag, der ser ud til at vare et par timer endnu, for liiiiiige at kunne nå at lægge den sidste finish -Er dit indlæg lidt af en mavepuster. På den gode måde, hvis en sådan kan være det….
    Jo jo, dagen er gået med skulderklap og kollegiale high-five’s, sådan er det ofte. Men den er også gået med lidt små ondt i maven, og tvivl over om de beslutninger og valg jeg har fået truffet i løbet af dagen var de rigtige. Er jeg glad for at få ros? Tjoh, alternativet er da træls, men god ros sætter sig bare ikke helt fast. En bommert tilgengæld ligger konstant i baghovedet, på trods af at ingen rigtigt bemærker den…. Og så løber jeg lige lidt hurtigere, for at sikre at fejl ikke sker.

    Der er et eller andet galt, men jeg kan ikke rigtigt sætte en finger på det. Har jeg en god uddannelse? Ja. Har jeg et godt job? Ja. Har jeg en god familie, kæreste og venner? Ja.
    Men jeg er ikke rigtig glad. Nu hvor arbejdsdagen igen, igen trækker ud er jeg bare træt, træt, træt -Og sådan lidt halv neurotisk for ikke at have truffet de rigtige beslutninger i løbet af dagen!

    Så ja, dit indlæg er en mavepuster. Men tak alligevel. Vi er altså nogle fjolser! Nogle af os mest af alt overfor os selv. Tak fordi du sætter fokus på så vigtigt et emne netop i dagens anledning.

    Husk at være god ved dig selv, du gør det godt og er en fantastisk inspiration Cathrine!

  22. Tak for et fantastisk indlæg. Jeg gik for lige over et år siden selv ned med stress i en alder af 25 år. Jeg græd og græd, og kunne ikke sove om natten for hjertebanken og tanker om alt jeg ikke gjorde “godt nok”. I dag har jeg det godt efter et forløb hos en psykolog og masser af støtte fra familie, kæreste og venner, men det er utroligt hvor mange kvinder jeg har talt med der har oplevet det samme i forskellige grader. Der er et enormt pres i dag for at få styr på sit liv og gøre det hele rigtigt før man overhoved ved hvad det er man vil. Både konkurencesamfundet hvor vi som individer har alle muligheder (så hvis vi fejler er det vores egen skyld!) og sociale medier hvor alle lever det perfekte liv med 12-taller, eksotiske rejser, dyrt tøj og perfekte boliger spiller efter min mening en rolle, men det er uhyggeligt hvordan det især rammer os unge kvinder så hårdt.

  23. Et vigtigt emne du tager op, her. Hvornår mon der kommer en modbevægelse..? 40% er godt nok et højt tal i denne sammenhæng.
    Jeg føler at arbejdsmarkedet stresser mig, fordi jeg kun kan få projektansættelser, dvs. tidsbegrænset. Mange lejligheder har tidsbegrænset lejeperiode. Jeg synes det er svært at få ro, når man ved at store faktorer i ens liv, som job og bolig, er midlertidige. Hele tiden på vej videre, omstille sig.

  24. Tak er et fattigt ord, men Cathrine du gør det igen, du skriver, alle de tænker der flyver rundt i hoved på mig! som Sarah længere oppe kommenterer “Jeg må godt være den vigtigste person i mit liv”, og det skal jeg også lærer at jeg gerne må, jeg skal lære at være stolt af mig selv, og ikke blot sige, men også erkende at det er mere end okay, at trække stikket ud i ny og næ og sige PYT!

  25. Tak for indlægget. Min erfaring er egentlig, at 30’erne er værre end 20’erne (Sorry). Der skal man have de børn, og mens de er små, skal man gøre karriere, og hvis man ikke følger med, så er man sat af. Samtidig skal man helst løbe et maraton og spise sundt (de børn skal jo også have grøntsager og ikke for meget sukker!). Og.så.videre.
    Jeg lavede også 1000 projekter i 20’erne, rejste, studerede, arbejdede. Men jeg har aldrig haft mere frihed og flexibilitet end i det årti – til at gøre lige præcis det, der var fedt og sjovt og udfordrende.

    1. Jeg er uenig. Jeg har aldrig følt mig mere stærk og balanceret end nu her i mine 30’ere. Jeg laver hele tiden noget, og det er selvfølgelig krævende med børn, fuldtidsarbejde, venindedates, fritidsinteresser etc. Men pt sætter jeg selv kravene, og jeg føler ikke, at samfundet forsøger at presse mig til noget som helst. For mig har dét at få børn virkelig givet mig pondus, fordi jeg har en helt anden autoritet og vigtighed for et andet menneske nu, end jeg tidligere har haft. I 20’erne følte jeg et kæmpe pres for at leve op til alle andres forventninger. Nu er det kun mine egne, og jeg føler mig endelig moden nok til selv at kunne sætte barren og blæse på, hvad andre mener.

      1. Og det var et svar til Signe og ikke Cathrine 😊 Bare for også lige at skabe en lille smule håb for fremtiden på den front 😉

    2. Jeg vil bare sige, at jeg sagtens kan følge dig, Signe. Det er enormt meget pres på småbørnsforældre i dag, og det kan være pisse hårdt. Netop fordi der er nogen i verden, der er vigtigere end én selv, og hvis lykke man kæmper for hver eneste dag. Og samfundet modarbejder helt vildt med sin sindssyge indretning. Jeg kan også godt følge dig, Helle – der er også en grundlæggende ro, fordi man ved, hvem man selv er. Men hvad nytter det, når man har dårlig samvittighed konstant – enten over for sin chef eller over for sine børn (eller sin pension!!).

      Hvis man synes, dét emne er spændende (altså ikke pension, men børn og arbejdsliv og balance i det hele taget) kan jeg virkelig anbefale bloggen majmy.dk. Hun er (ligesom Cathrine) enormt reflekteret, hendes livssituation er bare en hel anden, og jeg har personligt fundet det meget inspirerende og måske endda livsforandrende at følge hende.

    3. Jeg syntes, 30erne mentalt er lettere end 20erne! Jeg hviler mere i mig selv og er (endelig) ovre 12-taltsyndromet. Men gosh mand, 30erne er et hækkeløb rent aktivitetsmæssigt! Børn og arbejde i smukt parløb. I 20erne styrer man bare showet selv, og gør mere eller mindre, hvad man har lyst til. Sådan har det i hvert fald været for mig:-)

  26. Jeg er enig i meget af det – og har så den tilføjelse, at jeg er overbevist om, at de sociale medier er skyld i enormt meget i den retning. Forestil jer, hvis vi ikke sammenlignede os med hinanden hele tiden… For det gør vi. Bevidst og ubevidst. Det betyder ikke, at de sociale medier ikke kan noget godt (jeg læser jo f.eks. med her), men de billeder, vi ser, de tekster, vi læser – de påvirker os helt enormt. Jeg har desuden flere gange læst om bloggere, der skriver noget i retning af: “Jeg er glad for, at I læser med, for så kan jeg bedre overholde det…” – dvs. leve op til egne forventninger til, hvordan man skal leve sit liv, i den ene eller anden retning. Dét er tankevækkende. Og vi er afhængige af det, fordi vi vil være “med”, være rigtige.

    Tak for et godt og vigtigt indlæg.

    KH

  27. Av. Det gjorde faktisk lidt ondt at læse. Især fordi jeg selv kan relatere. Det der er begyndt at virke for mig, som jeg minder mig om hver eneste dag er, at nedsætte mine egne forventninger- og det positive er, at jeg faktisk mærker mere glæde i min hverdag. Det er et lille skridt på vejen til at komme ovenpå, men et vigtigt et!
    Og nu vi snakker alder og stress: jeg er 26 og har været i mit første job i 1 år.

    Tak fordi DU bringer de emner på banen, som er svære at tale højt om <3

  28. Jeg har og vil altid beundre din ærlighed – du er så modig gang på gang at stille dig op og fortælle om både livets store op- og nedture og bruger din stemme!
    Derudover har jeg kæmpe respekt for, at du formåede at sætte dig selv højere end arbejdet – jeg kender tonsvis af kvinder, der ikke har gjort det og hvor det er endt galt. Jeg tror vi kvinder er nødt til at blive bedre til at lytte til de indre tegn og nogle gange kaste håndklædet i ringen for at fokusere mere på os selv. Glædelig kampdag og rigtig meget held og lykke med det hele – og god tur til NY for søren! <3

  29. Super stærkt indlæg! Sejt og sårbart!
    Jeg er fuldstændig enig. Jeg oplevede mine 20’ere som mega hårde det meste af tiden.. Tage de rigtige valg, gøre de rigtige ting! Alt der blev forventet af en og af en selv. Synes jeg i slut 20’erne blev mere rolig og fik mere selvsikkerhed.. men begynder at mærke 20’er Uroen igen her i mine start 30’er..
    nu har jeg fået to børn og skal tilbage i karrieregamet (fordi jeg rigtig gerne vil have en spændende karriere, ligesom min mand har det). Men samtidig vil jeg også være den bedste mor jeg kan være for mine børn. Give dem nærvær, tryghed og sikre at de vokser op med en tryg base herhjemme. Desværre er hverdagen præget af konstant dårlig samvittighed, tvivl om man gør det godt nok, om man overhovedet er det rigtige sted i karrieren, om man er en god nok mor, god nok kone, en god nok veninde, en god nok søster, en god nok kollega fordi man hele tiden halter bagefter! fordi man vil være den bedste altid hele tiden. Ligesom dengang man kom hjem med 11-13 taler.. synes ikke det er blevet mindre presset😩

  30. Fint indlæg! Du er simpelthen fantastisk til at sætte ord på følelser.

    Jeg deler din historier.
    Jeg fik stress og en depression, da jeg var 24 år. Det hang sammen med for høje forventninger til mig selv fra mig selv. Men de forventninger er jo udsprunget et sted fra, nemlig samfundet.
    I dag er jeg 31 år. Jeg har ikke været decideret “ramt” siden det, men jeg har været nede et par gange og hver gang undrer jeg mig over, hvorfor jeg stadig ikke har lært at passe på mig selv. Men der bliver længere og længere mellem de perioder, og jeg kan mærke, jeg lærer noget hver gang. Måske man på et tidspunkt vil komme i mål?
    Uanset hvad så har jeg “de høje forventninger” i mente, når jeg tænker på, hvordan jeg vil opdrage min 1-årige datter.

  31. Så fint, og ikke mindst vigtigt, skriv. Jeg kan ind imellem falde i fælden. Eller, nærmest have lyst til at skulle mere, gøre mere og opleve mere. Jeg er dog så heldig at have en naturlig stopknap. Den stopknap, har jeg lært at respektere. Jeg bliver, fra naturens side, meget hurtigt drænet og mættet af indtryk, når jeg har gang i for meget og har back-to-back aftaler. Min særlige sensitivitet gør, at hvis jeg ikke tager mine små pauser, bliver hverdagen hurtigt for overvældende. Før i tiden forstod jeg ikke, hvorfor jeg kunne være grædefærdig pga. 3 dage i træk med fuldt program. Det forstår jeg nu, og så respekterer jeg det. Jeg har også oplevet, hvordan det ofte er en kilde til respekt, når nogen siger: “jeg har så travlt for tiden med X, X og så har jeg også sat gang i X”. Folk bliver imponerede og siger: “Wow, hvor har du gang i meget – og hvor er du sej”. Men sådan burde det ikke være. Vi burde ikke nøvendigvis sætte folk, der har travlt, op på en pidestal. Vi burde i stedet for sig: “Jeg håber ikke du tager for meget over på din tallerken. Pas på dig selv”.

  32. Jeg stemmer i koret: Stærkt skriv!! Sejt og modigt at dele – meget rørende for en som mig, der kun følger blog og insta, som let bliver lidt glansbilleder. Imponerende, som du viser din sårbarhed. Kæmpe respekt.

    Og så har jeg lyst til at sige, at din indre bosslady og din store succes måske også afspejles i dit valg af partner – han er fandme også stærk og sej at turde træffe beslutninger på dine vegne for at passe på dig.

    Tillykke med ham!

  33. Tak for et godt indlæg! Jeg kommenterer aldrig, men jeg får sådan lyst til at sige at jeg er fuldstændig sikker på, at det blandt andet, hvis ikke især, har noget at gøre med, at vi i samfundet sætter en meget højere barre for, hvad kvinder skal kunne og have styr på end vi gør med mænd. Kvinder skal gøre, kunne, være meget mere end mænd for at blive set som lige så gode.
    Hvis en mand er forrygende til sit arbejde så er det nok. En kvinde skal gerne både være en god veninde, kæreste, evt. mor og samtidig have styr på sit hjem, sit tøj, sin krop osv, for at det er “nok”. Og det er jo et vanvittigt pres! Jeg mærker det også selv og jeg mærker også både på min kæreste og andre drengevenner, at de ikke oplever det pres på samme måde.

    Det er en af bivirkningerne af at de patriarkalske strukturer stadig er dybt indgroet i vores samfund – om vi vil det eller ej. Det samme er tilfældet når man ser på unge mænds overrepræsentation i selvmordsstatistikker i mange vestlige lande. For selvom unge mænd “nemmere” kan opnå anderkendelse og være “nok” på overfladen, så lider de også under patriarkalske strukturer som skaber en forventning om at mænd ikke er sårbare, ikke vise følelser.

    Så mit “kvinderneds-kampdag-forsæt” (nu hvor jeg ikke har nytårsforsæt) er at minde mig selv og mine veninder om at man ikke kan eller skal kunne alt og at vi ikke behøver leve op til samfundets forventninger til kvinder. Og samtidig minde mine drengevenner (og kæreste ) om at jeg ser det som en stor styrke at være sårbar og vise følelser. Og når jeg en dag får børn vil jeg forsøge at lære dem at det nogle gange er sejt bare at prøve, selvom man ikke når sit mål. Og at det er sejt indimellem at trække sig fra alle andres forventninger og tænke over, hvad der er godt for en selv og ens kære. Og at det er sejt at arbejde for ting og gøre det godt og være flittig – men at det ikke behøver være den de er. At de altid er gode nok. Og, især hvis jeg får en pige, at de er smukke uanset, hvordan de ser ud og at ens udseende derudover heller ikke er så vigtigt men at de i stedet skal se deres krop som et redskab og et hjem, der skal behandles godt og fungere godt men som ikke skal leve op til andres billede af skønhed.

    Hold da op – det blev lidt en kamptale og en lang smøre haha. Men altså tak for et god og ærligt indlæg. Lad os være sødere ved os selv men lad os også være sødere ved andre. Og lad især forsøge indimellem at tjekke om vi måske også kommer til at dømme andre kvinder hårdere end andre mænd. Det gør de fleste af os for det er det vi har lært fra vi var helt små. Men lad os forsøge at stoppe os selv i det og i stedet give hinanden ros og rummelighed. Søster solidaritet og det der 😉

  34. Fantastisk inglæg! Jeg genkender mig selv i meget af det, du skriver. For fire år siden valgte jeg at flytte fra Danmark, godt nok kun til lillebror Norge, men alligevel. En stor grund er netop det pres, du skriver om. Jeg oplevede det selv, og når jeg så på mine norske kolleger, især kvinderne, var det samme pres slet ikke til stede. Selvfølgelig eksisterer det her også, bevares, men i Danmark oplevede jeg, at jeg gerne skulle svare “jeg er lidt stresset”, når folk spurgte, hvordan det gik. Til det fik jeg ofte et anerkendende nik – men det var jo slet ikke godt. Hvis du siger det samme i Norge mere end en gang, kan du være ganske sikker på, at der er en – enten din chef eller din kollega, som tager fat i dig og faktisk spørger ind til, hvordan det går og lytter (selvfølgelig med undtag – det er ikke bare rosenrødt). Og selv om jeg savner mit land og egentlig gerne vil tilbage, så kan jeg ikke forestille mig at skulle ind på det danske arbejdsmarked igen – slet ikke nu hvor jeg har fået et barn og oplever forskellen på min meget frie arbejdshverdag, og mine veninders tilsvarende arbejdsdage med hjem og familie i Danmark. Måske var der noget at lære herfra alligevel, selv om de ER meget glade for deres hytter 🙂

  35. Virkelig et godt indlæg!
    Jeg kan selv nikke genkendende til det – jeg er 23, igang med 2. semester på studie og kan tydeligt mærke presset. Jeg vil gerne klare mig godt – også selvom vi ikke her snakker 10- eller 12-taller, så kræver det en indsats, der både har brug for energi og kræfter. Med eksamen hver 7. uge føles det som om man hele tiden er i beredskab. Derudover er der et hjem, fritidsaktiviteter, familie, en kæreste, veninder og ydermere et arbejde der skal passes ved siden af – for at jeg kan blive ved med at betale husleje . Jeg tog mig selv i at sidde og kigge, helt opgivende, ud i luften igår. Jeg er ved at miste pusten, men jeg synes det er svært at stoppe op – for hvis andre kan få alle disse ting til at hænge sammen, hvorfor kan jeg så ikke?

    1. Du rammer noget her, Sidsel. “For hvis andre kan få alle disse ting til at hænge sammen, hvorfor kan jeg så ikke?” Det lyder præcis som noget, min kære lillesøster kunne have sagt, de dage hun mister pusten. For hun tror, at alle andre kan få det til at hænge sammen – det er, hvad det ser ud som, udefra set. Og så sammenligner hun sig selv med andre på alle parametre. Men opgørelser og ikke mindst dette kommentarfelt, viser jo noget andet mht. at kunne klare pres og forventninger.

  36. Sådan et dejligt indlæg – tak! Man mærker nærmest et lettelsens suk gå igennem alle kommentarerne. Jeg er selv en usikker 12-talspige, og min største kamp også helt klar at TAKE IT EASY ON MYSELF. Hvorfor giver jeg ikke mig selv noget af den snor, som jeg giver alle andre? Jeg tror måske at jeg efterhånden er ved at lære det… Ikke at lytte helt så meget til samfundet og instragram men mere til mig selv og min egen mavefornemmelse. Jeg har tre børn, den yngste er 11 måneder – og jeg har sgu lige sagt mit job op. Min titel er nu officielt hjemmegående. Jeg har nærmest skammet mig over at sige det til omgangskredsen og føler mig som den dårligste feminist. Men jeg er så lykkelig for beslutningen! Og mine dage er slet ikke seje, og nogle gange er den største præstation at alle børn både fik børstet tænder OG rene underbukser på, og mit hår er SLET ikke Instagram-egnet (som i overhovedet ikke). Men jeg føler mere mening i det her liv end jeg har gjort på noget andet tidpunkt. Så AMEN til dine overvejelser, og TAK fordi du gav en skamfuld feminist lidt værdighed tilbage 😉

    Og så vil jeg bare sige, at jeg synes du er så modig og generøs, når du deler sådan ud af dig selv. TAK. Man mærker virkelig at du vil dine læsere det bedste. Du virker som et rigtig skønt menneske og jeg øsnker alt det bedste for dig.

    1. Hey, du er da en god feminist 😘 Man skal ikke arbejde for at være feminist. Du har taget dit frie valg om at gå hjemme med dine børn. Good for you!! 😘 Jeg synes, det er mega fedt, at du vælger efter, hvad der er rigtigt for DIG og din familie. Ligestilling handler jo (også) om, at man har alle muligheder for at leve sit liv, som det gør en glad.

    2. Hej Lisa – jeg vil bare lige erklære mig enig med Helle (jeg har endda selv lige skrevet et indlæg om præcis dét: http://lovefromus.dk/?p=682 ). At være feminist handler ikke om at have det sejeste job. Det handler om lige muligheder for alle – og at alle har lov til at vælge det, der er bedst for dem. Det har du gjort, og det er beundringsværdigt. 😊

  37. Hej Cathrine. Først: tak for et godt indlæg. Dernæst: jeg vil bare sige, at du har inspireret mig til at slappe mere af omkring andres forventninger, når du f.eks. er rigtig god til at tage i byen uden at drikke alkohol, og når du ikke er bange for at tage hjem inden midnat! Det kan godt være det er en lille ting, men det er noget jeg synes er svært, selvom det er det, jeg har aller mest lyst til! Så tak for at vise at det også er helt ok 🙂

  38. Dejlig kvinde inspiration! (Som så ofte kommer fra dig). For tiden inspireres jeg også dybt af min mand i denne sammenhæng- da han er ved at blive kørt i stilling til er nyt job og sidder i benhårde lønforhandlinger. Han skal om 9 måneder et halvt år på barsel, da han står på sin ret til at være ligeså meget hjemme hos vores kommende lille som mig. Og når bosserne spørger til evt barsel osv i forhold til den kommende tid, så svarer han bestemt og med et smil, at det ikke har relevans for hans ansættelse og værdi. Og jeg synes det er så sejt! Så på sådan en kampdag er det en fornøjelse både at inspireres af dem med ét og to x-kromosomer❤️

  39. Fantastisk indlæg.
    Jeg har selv kæmpet meget med lignende ting (jeg kender ikke mange unge kvinder som ikke har), og det får mig til at tænke på mine år i gruppeterapi og hvad jeg lærte der.
    Vores terapeut afsluttede altid vores møder med “pas på jer selv som i passer på andre”. Og nu jeg sidder og læser dine svar på andres kommentarer hvor du siger alle de rigtige ting som “du er den vigtigste i dit eget liv” understreger det bare hvor plet det rammer. Vi er sindssygt gode til at fortælle andre at det er ok ikke at være perfekte – men vi kan ikke finde ud af af sige det til os selv (og tro på det ikke mindst).

    Jeg blev færdig med min kandidat i oktober, og har ikke fundet et job endnu. Nøj det prikker til ens stolthed og ‘du er ikke god nok’ følelse. Jeg er sikker på det er lignende følelser og tanker der bliver sat igang når jeg skal være mor, får min første lederstilling, bliver fyret, og hvad der ellers kommer af udfordringer og forandringer igennem livet. Det ville være fedt at være bedre rustet til at takle dem – men vi må jo bare håbe at man lærer det lige så stille henad vejen

  40. Stærkt skrevet, og dejligt, at du tør bruge din stemme midt i dette univers, som måske kan opfattes som perfekt. Jeg gik selv ned med stress i 2015. På den hårde måde, hvor jeg intet kunne. Sad bogstaveligt talt og stirrede ind i en væg, som din far beskriver det. Jeg får ondt i hele kroppen, når jeg tænker på det.
    Jeg kom tilbage på arbejde, og efter lidt tid blev jeg tilbudt en chefstilling, jeg pænt sagde ja tak til, fordi “jeg er jo rask nu” og det er jo “meningen” at man skal blive ved med at stile efter noget mere. Noget højere.
    Efter et år med konstante tårer, mangel på søvn og utallige fysiske symptomer “gav jeg op”, og sagde op. Og nu arbejder jeg sammen med dem, jeg tidligere var chef for. Og det e r skønt 😄
    Alle symptomerne forsvandt fra dag ét jeg ikke var chef længere. Det er svært fordi der er ikke noget prestige i det, og mange kommenterer, at jeg er den fødte leder, og at jeg ikke udnytter mit potentiale.
    Men jeg bliver nødt til at være ligeglad og bare gøre, hvad der føles rigtigt.
    Nu drømmer jeg om at blive yogalærer og undervise stresshold og lære folk (mest kvinder), at trække vejret og mærke deres krop. Og midt i alt dette kan jeg stadig mærke den der stress og de der forventninger. Er der mig, der sætter dem? Min omgangskreds? Samfundet? Jeg er usikker, men jeg mærker dem.
    Og det er bare SÅ svært at lære at administrere det. Balancen.
    Men jeg høre, at du gør det rigtig godt, og alt det rigtige. Og det er mere end nok ❤️ Vi bevæger os hele tiden i retning af den der balance.
    Tak for din ærlighed, fordi GUD, hvor er det vigtigt, at vi snakker om det.

  41. Jeg læste en dag et interview med en kvindelig leder, mener det var fra Børsen. Men hun sagde: ‘Jeg er en god mor, chef og kone – bare ikke på den samme dag’. Og det, tror jeg, er så vigtigt at minde sig selv om. Jeg prøver i hvert fald

  42. Tak! Bare tak.
    Det er så vigtigt det du berører og fortæller om her.
    Jeg blev sygemeldt med stress i sommers. Efter 3 (!!) uger bad min arbejdsgiver mig om, selv at sige op og så ville jeg få et outplacement forløb betalt af dem. Seriøst.
    Jeg var helt i kulkælderen men fandt min kampgejst og gik i forhandling med dem, for efter den omgang ønskede jeg på ingen måde at komme tilbage.
    Frem og tilbage over en uges tid. Jeg endte med at takke ja til 2 ugers varsel og 6 måneders fritstilling.
    Jeg er lykkelig over at være fri fra dem. Ærligt talt, hvordan er det lige man behandler en syg stressramt? Hvor blev menneskeligheden af?
    Nå, men nu står jeg så her et halvt år efter, jeg har gået til psykolog. Lært at sætte grænser (i hvert fald i forhold til min familie – jeg har af gode grunde ikke øvet mig arbejdsmæssigt endnu).
    Jeg har kigget ind i væggen.
    Jeg har været jobsøgende i en uge og knuden i mit bryst er igen lige så stram som før…. alle de forventninger.
    Fra mig selv, min familie, samfundet. Jeg brækker mig.

    1. Mega sejt, Julie. Sikke en lortearbejdsplads! Hvis jeg må give dig et godt råd, så brug den næste tid på at føle efter, hvad der gør dig glad her i livet. Vælg job og branche efter, hvad DU ønsker at beskæftige dig med. Jeg har selv lige skiftet fra en frygtelig arbejdssituation, hvor min (kvindelige) chef chikanerede mig og hele tiden fortalte mig, hvor uduelig jeg var (mellem linjerne – ikke direkte). Det satte mig i en proces af at mærke efter, hvad jeg gerne vil fylde mit liv og arbejdsliv med.. Og hvad der motiverer mig. Nu laver jeg noget helt andet, og jeg er lykkelig! Jeg tror på, at du kan blive det samme. Så sejt gået med at passe godt på sildig selv i det her! ❤️

  43. Sikke et fantastisk indlæg ❤️ Hvor må det have været en hård tid for dig, det gør mig ondt at læse!
    Jeg synes du beskriver så rigtigt hvordan det er at være ung kvinde i 20’erne, sådan var det også da jeg var i 20’erne (er 37 nu) og dengang var der ikke sociale medier som i dag, der desværre gør det så målbart hvor meget man opnår! Selvom det kan være smerteligt og gøre så ondt at leve med det pres, så tror jeg også en del af det er nødvendigt. Altså forstået på den måde, at det er en del af den proces man skal igennem for at blive voksen! Det skal selvfølgelig ikke ende ud i stress og depression, men ligesom at være teenager og i et virvar af følelser, så er 20’erne også fyldt med at finde ud af hvem man er, og det er mega hårdt!
    Jeg tror desværre at det, der skubber mange ud over kanten til stress og depression, er følelsen af at de andre når mere og har mere, men der er jo ikke noget loft for hvad der er nok, og derfor bliver man ulykkelig! Man er nok nødt til at møde en del af den smerte, før man kan mærke hvad der gør een lykkelig, og først der kan virkelig få ro til at leve sit liv!
    Jeg håber min lange smøre giver mening, jeg synes ihvertfald du er mega sej, og om 10 år når du tænker tilbage på dine 20’ere, så vil du være så mega stolt af dig selv, ikke over alt det du fik sat flueben ud for, men for alle de kampe du tog og overvandt, og alle de hårde tider du klarede og kæmpede dig ud af ❤️

Læg en kommentar