Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt
translations below by Camilla

Godmorgen venner,

Nu ses vi snart på DK-tid igen. Tiden i New York er fløjet, og jeg har NYDT bare at være. Jeg brugte hele dagen i går (på nær et lille manicure-break) på at arbejde, og det generede mig ikke spor, nu jeg jo så og oplevede så meget på sidste tur. Til gengæld følte jeg mig nærmest indfødt, som jeg sad og klimpede på tastaturet på en smart bar med en cappuccino og en cookie. Jeg kunne godt vænne mig til det, og det er måske også meget godt, nu Adam nævnte for mig forleden, at det godt kan tænkes, at han skal tilbage igen i foråret. Og ellers vil jeg glæde mig til et besøg som ren turist, hånd i hånd ved senere lejlighed.

Nu til lidt hverdagsglimt som delvist var præget af sygdom og så lidt af New York – og nårh ja, den nye halskæde Tine og jeg har lavet sammen.

Good morning friends,

Soon, I’ll be back on Danish time. My New York time has been flying by, and I have ENJOYED just being. Apart from a short manicure break, I spent all of yesterday working, and it didn’t bother me one bit – as I saw and experienced so much on our last trip over here. On the other hand, I almost felt a little bit local, as I sat there, tapping away at my keyboard at a chic bar with a cappuccino and a cookie. I could get used to it, which perhaps is pretty convenient, as Adam mentioned the other day that he may be going back in spring. And other than that, I will look forward to a tourist visit, hand in hand, some other time.

Now; some everyday glimpses, partly shaped by illness and a little bit by New York – and, well, the new necklace that Tine and I designed together.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Tine Lindhard, The Heart venindehalskæde

At Tine, Katrine (som laver Tines PR) og jeg fik stablet denne her middag sammen  på nærmest rekordtid i forbindelse med den lille venindehalskæde – det var lidt et under. Jeg var syg halvdelen af ugen og fuldstændig uduelig. Vi fik først invites ud ugen før. Det var som om, alle detaljerne først faldt på plads på dagen og dagen inden – men sådan skal det nogen gange være. Og det blev SÅ godt alligevel.

Jeg havde booket det smukkeste, simple stel fra A Table Story – min go to’s for smukke borde (de leverede de smukkeste borde til brylluppet og igen; kaffestel til min 28-års). De der bonbonnière – wauw! Det gjorde hele forskellen for bordet.

Maden var lavet af Chefme, som er et ret smart koncept startet af to unge fyre, der fungerer lidt a la airbnb for hjemmekokke. Man noterer sit budget, dato og så kan man browse menuforslag igennem. Kokken kommer hjem til en – laver maden (og tager opvasken!). Jeg havde valgt vegetarisk 5-retters – med juicemenu til. Alt det der alkohol – jeg synes altså ikke, vi behøver det for at hygge os. Snakken gik så livligt uden. Det fungerede afsindig godt og jeg kunne meget vel forestille mig at gøre det til en særlig lejlighed igen (nu var det også lidt ekstra lækkert at være i den kæmpe lejlighed i Carlsberg Byen – det vil måske ikke have helt samme luksus feel i vores noget mindre køkken hjemme, hehe…).

***

The fact that Tine, Katrine (who’s behind Tine’s PR) and I were able to arrange this dinner at a record time in celebration of the little friendship necklace – that’s a bit of a miracle. I was ill for half of the week and completely useless. Invites only came out the week before. It was as if the details only fell into place on the day itself and the day before – but that’s how it’s supposed to be sometimes. And it still went just SO well.

I had booked the most beautiful, simple service from A Table Story – my go-to for beautiful table settings (they delivered the most stunning tables for the wedding and for my 28th birthday party). Those bonbonnières – wauw! They made all the difference for the table.

The food was made by Chefme, a pretty neat concept started by two young guys, which works a bit like Airbnb for home cooks. You type in your budget and date and then you can browse through menu suggestions. The cook comes to you – to do all of the cooking (and the dishes!). I had picked a vegetarian 5-course menu – accompanied by a juice menu. All that alcohol – I didn’t think we needed it to have a good time. The conversation was lively without. It worked incredibly well, and I could very well imagine doing it for another special occasion sometime (being in a giant apartment in Carlsberg Byen did make it feel particularly delicious though – not sure it would have the same exclusive feel back home in our relatively small kitchen, hehe…). 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Før jeg kunne rejse, havde jeg en mega praktisk dag med Frida-aflevering (jeg har købt en gaaaave til hende herovre, som Adam selvfølgelig synes er dybt åndssvag) og hospital. 

Hvad er der med Herlev, som bare gøre det til sådan et nedturssted? Er det mine dårlige oplevelser derude eller det faktum, at det har fuldstændig samme vibe som gamle KUA? Hvad der synes at være en bunke midlertidige barakker, som med (spare-)tiden er blevet permanente. Det er fint nok som undervisningslokaler med sådan en omgang papplader med tag på – men et sted de opererer og helbreder? Det virker ikke som toppen. Og måske er det bare mig, der er dum, men jeg kan heller ikke finde rundt derude, så jeg undgår stedet all together såvidt muligt… Sorry til jer, hvis arbejdsplads til måtte være. Jeg håber, kantinen er god? (hvis ellers I overhovedet når den, som I løber fra patient til patient, underbemandede og overbebyrdede <3)

Anyways påtænker jeg at blive bloddoner, så snart jeg har fået et normaliseret forhold til hospitaler igen – jeg er jo allerede donor af korpus, og ved gud om jeg ikke har lært at få et par nåle i armene det sidste år. Jeg tænker faktisk at skrive et indlæg om det, for det er noget, der lægger mig på sinde – at være donor.

***

Before I was able to travel, I had a mega practical day, taking Frida to her grandmother (I’ve bought her a giiiiift over here, which Adam obviously thinks is really dumb) and hospital.

What is it about Herlev that just makes it such a depressing place? Does it have something to do with my bad memories from the hospital or the fact that it has the exact same vibe as the old Faculty of the Humanities? Something that seems to have started as a bunch of temporary barracks, which with (savings) time has become permanent. Cardboard with roofs on top is acceptable for a school setting – but as a backdrop for surgery and healing? It just doesn’t seem ideal. And maybe it’s just me being stupid but I always get lost there as well, so I just avoid it all together as far as possible… My apologies to those of you who work there. I hope the canteen is good? (If you even get to have breaks between patients, understaffed and overburdened <3)

Anyways, I’m considering becoming a blood doner as soon as I’ve obtained a normal relationship with hospitals again – I already agreed to being a body donor, and god knows I’ve gotten used to needles in my arms during this past year. I’m thinking about writing a post about it, as it’s something that’s on my mind – being a donor.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Og den ene halvdel af ugen gik med ren sygdom og dyne – her dog i et sjældent makeuppet antræk på dag 4 i sygdomsugen. Fagre nye menneske! Tøj, der ikke er lavet af uld og glimmer på kinderne! Meeen… dynen skulle ikke for langt ude af rækkevidde.

***

And one part of the week was all illness and duvet time – the makeup in this shot is a very rare sight, from day 4 in the week of illness. Fair new human being! Non-woollen clothes and glitter on the cheeks! Buuuut… the duvet wasn’t too far out of sight. 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Fordi jeg havde så travlt i dagene op til afrejse, så nåede jeg slet ikke til at savne ham her. Udover lige den tirsdag aften, hvor jeg brugte store dele af dagen på at se sørgeligt demens-fjernsyn og true crime om kvindemordere… Det var liiidt stramt at vide, at jeg var den eneste i Bohrs tårn fra ca. 25. etage og opefter. Lige dér måtte jeg facetime, før jeg faldt i søvn og så bad jeg til, at Frida ville galpe, hvis der skete noget uhensigtsmæssigt i kæmpelejligheden (et glimrende eksempel på hvordan fantasi overgår virkelighed).

Glæden var dog at føle, da han kom hjem på hotellet og vækkede mig fra min eftermiddagslur. Sødeste, kære mand. I elleve år har vi kysset. Tak!

***

As I was so busy in the days leading up to the trip, I didn’t even get around to missing this one. Except for Tuesday night, after having spent most of the day watching sad dementia tv and true crime about female murderers… It was a biiiit tough knowing that I was the only one at home in Bohrs Tårn from about 25th floor and above. At that point I had to facetime before falling asleep and then I prayed that Frida would howl if anything out of the ordinary was to happen in the giant flat (a brilliant example of how fantasy sometimes beats reality).

The happiness was palpable when he came home to the hotel and woke me up from my afternoon nap. Sweetest, dear husband. For eleven years, we’ve been kissing. Thank you!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Lige til en kikset Søstrene Grene-plakat med en gul taxa på (såfremt den altså havde stået frem som gul – I kender godt plakaterne, ikke?). I know. Ikke desto mindre er det her min alltime favorit bygning i New York. Den og så Chrysler-bygningen. Simpelthen den smukkeste arkitektur på dem begge. At finde på at bygge en kæmpemæssig Trivial-ost til en bygning for at udnytte en skæv matrikel – det er genialt tænkt, og når jeg ser den, så føler jeg, jeg er i New York. Lidt ligesom neonskiltene ved Søerne.

***

Perfect for a tacky pound shop poster featuring a yellow taxi (in case it had been emphasised as yellow – you know the kind I’m talking about, right?). I know. This is, nonetheless, my all time favourite building in New York. This and the Chrysler Building. Just the most spectacular architecture, both of them. To think of constructing a giant Trivial Pursuit-cheese of a building to take full advantage of the crooked grounds – it’s genius, and seeing it, I feel like I’m really in New York. Like the neon signs by the Lakes in Copenhagen. Iconic.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Et KÆMPE tilløbsstykke på en søndag i Soho. En installation eller reklamestunt? Måske begge. Men yndigt var det – og umuligt var det at få et billede uden at nogen slængede sig op ad den. Især en ung pige tog prisen; i 3 graders varme stod hun i jakkesæt og 15 centimeters Louboutiner med en fotograf og twirlede og twirlede til vi alle blev søsyge omkring hende. Fjollet tænkte jeg, indtil næste tanke indtraf – havde det været København, så havde det været mig, haha! Yndig var bilen  (og pigen) og selvfølgelig skulle den foreviges. Af mig og alle andre i miles omkreds. Godt tænkt, Intermix.

***

A HUGE attraction on a Sunday in SoHo. An installation or an advertising stunt? Perhaps both. But pretty, indeed – and virtually impossible to get a shot of without someone lounging against it. Especially one young female won the prize; in 3 degrees celcius, she was twirling around in a suit and 15 cm Louboutins in front of a photographer, making everyone else sea sick. Silly, I thought, until the next thought entered – had this been Copenhagen, that girl would have been me, haha! The car (and the girl) was lovely, and of course it had to be captured. By me and everyone else. Well planned, Intermix.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Forår i New York kan noget – selv om det kun er for show, at jakken står åben, så har jeg mærket varmen på kinderne. Den varme kun solen giver. Og kun på de dage, hvor den har taget tilløb. Det føles livsgivende og forkuldrende (som er opfundet til lejligheden), og vi endte med at sidde først på en stor sten på Union Square og se senere på en bænk på Union Square. Uden at foretage os en døjt andet end at være fortryllede og lammede af solen og dens gode væsen (jo måske også et kig ud til højre for egerne i parken, hvor fem-seks hjemløse stod forsamlet til lyden af Eminem på ghettoblaster med et ihærdigt forsøg på at følge rytmikken trods en vis tyngde og tung-i-røven-snøvlen). Alle var kulrede og i korte bukser. Om så bare for en stund.

***

There’s something about spring in New York – even if my coat is only open in honour of the camera, I did feel the warmth against my cheeks. The kind of warmth that only the sun is capable of giving. And only on those days when it’s been warming up. It feels invigorating and thrilling, and we ended up sitting down first on a big rock on Union Square and later on a bench on Union Square. Without doing anything but feeling enchanted and paralysed by the sun and its good being (well, perhaps also glancing to the right to spot squirrels in the park, where five-six homeless people were grouped around an Eminem-blasting ghettoblaster in an eager attempt at following the rhythm despite a considerable heaviness). Everyone was elated and wearing short pants. Even just for a moment.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

… Den er IKKE lavet på menneskeblod, skal det lige siges, selv om framingen kan forvirre. Mit livs tredje cruller (fra Daily Provisions som vi faldt tilfældigt over ved sidste besøg). På ingen måde en dårligere oplevelse en sidst. Mage til bagværk skal man lede længe efter, så det vil jeg gøre – lede længe. Eller bare snart tilbage.

***

… It WASN’T made on human blood, it has to be said, even if the framing may be confusing. The third cruller of my life (from Daily Provisions, which we stumbled upon on our last trip). By no means a less amazing experience than last time. You’d have to search far and wide for pastry as good as this, so that’s what I intend do – search far and wide. Or just return very soon.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, New York

Så glad kan man se ud, når man sidder over for sin bedste ven, klar til at gå ombord i sit yndlingsmåltid morgenmaden. På en solskinsdag på en miniferie. Heldigvis går der kun godt og vel en måned – så sidder vi i Paris. Så gentager scenariet sig.

***

You can look as happy as this when you’re sitting across from your best friend, ready to embark on your favourite meal, breakfast. On a sunny day on a mini break. Fortunately, we’ll be in Paris in about a month. Repeating the scenario.

19 kommentarer
  1. Jeg har det på præcis samme måde med Irmahønen og co.! Jeg bor max 25 meter fra neonskiltene, og da jeg rejser omtrent hver anden uge med mit arbejde, er den bedste følelse at komme gående over Dr. Louises Bro på vej hjem fra lufthavnen og se de skilte. Essensen af at føle sig hjemme for mig 😊

      1. Ejjj jeg har tit tænkt på dem, der måtte bo lige under dem – det må være magisk! Og enig, Nemlig er ikke så originalt – den kunne de godt have lavet lidt sjovere. Jeg mener – tænk på Zulu-hønen, der ligger æg på Bryggen. Den er sej 😀 KH

  2. Vil meget gerne høre dine tanker om at være (eller ikke at være) blod(- og plasma)doner. Det er virkelig en hjertesag for mig. Jeg har selv en meget sjælden blodtype, så jeg donerer sjældent blod, da de ikke har brug for mig, men giver gerne plasma hver måned. Jeg tænker, der kunne komme mange gode betragtninger i kommentarfeltet.

    1. Hvor er du sej Line! For mig er det allervigtigste, at man tager stilling. Også hvis man ikke vil være donor – her tænker jeg efter døden. For mig har det været lidt en proces at gå all in – det vil jeg så gerne skrive om snarest 😀 SEJT du gør det – du ved garanteret også, hvor vigtigt det er med donorblod <3 KH

  3. Hverdagsglimt er virkelig mit yndlingsindlæg. Det er så fint og gennemført og så godt til at huske på det gode i ugen – jeg blogger ikke, men søndag/mandag hver uge ruller jeg lige gennem min kamerarulle og kigger på weekplanneren, der afslører, hvad jeg egentlig fik hele sidste uge til at gå med, det er en fantastisk lille øvelse.

    God tur i NY!

    1. Ejj sådan en dejlig øvelse du gør dig, Emilie. En lille værdsættelse af hverdagen og de gode ting, så vi tager dem videre til ugen efter og glemmer alle de skæve ting <3 KH

  4. Vil bare lige give thumbs up til Herlev, hvis det er der i skal starte i fetilitetsbehandling. Ja, det er ikke det smukkeste sted, men de var simpelthen så søde derude og de lavede den fineste lille dreng til os 🙂 Jeg fødte også derude, havde en milliard (sådan føltes det ;)) komplikationer og vi var indlagt en uge efter fødslen – min mand og jeg snakker stadig om hvor god maden var. Bevares, det er sovs og kartofler og risengrød, men det er lige hvad man har brug for ovenpå en fødsel. Herlev gemmer i sandhed på overraskelser 😂

    1. Og det er jo det vigtigste – altså at personalet er fantastiske men mest af alt at de lavede en lille lækker dreng 😀 Og hvor er det bare flot at høre, at I måtte være på hospitalet så længe. Der er så mange historier om, at man ryger ud på røv og albuer. Og så er jeg da vild med menuen, haha! Hvem kan ikke lide risengrød?! (udover Adam…)
      Vi har faktisk valgt at komme på Hvidovre, så det er der vi evt. starter. KH

    2. Ja maden er sindsygt god!!! Vi havde 3 dage efter fødslen af mit 2. barn og overvejede næsten at blive en ekstra nat pga maden, haha!!

  5. Herlev er så nedtur, beskidt og grimt (ja undskyld). Vi har lige været indlagt på børneafdelingen med vores yngste, da hun havde RS-virus, det var rædsomt. Sygeplejerskerne og læger er søde, og de gør deres bedste, men de har alt for travlt. At jeg hørte til Herlev, da jeg skulle føde mit andet barn, var faktisk en af årsagerne til, at jeg valgte at føde hjemme (det var en dejlig, smuk og hurtig fødsel). Jeg har virkelig dårlige erfaringer med onkologisk derude, som havde min nu afdøde mormor i behandling, det hører nok også med til mit dårlige forhold til Herlev…

    1. Jeg tænker til gengæld, at det er godt, vi brokker os over arkitekturen og rammerne – mere end de kære ansatte. Det er i hvert fald også det, der forvirrer mig. Det føles bare utrygt, når jeg ikke kan regne det ud – det siger måske også lidt om min stedsans, hehe… Jeg håber, I er kommet jer fuldstændig oven på sådan en omgang, Marie, det må have været en kæmpe forskrækkelse! KH

      1. Jeg har også en dum historie med Herlev. Desværre. Men hey, ved I, at det er Poul Gernes, der har udsmykket det? Jeg er begyndt at holde af farverne!
        Jeg husker også maden som det bedste på Herlev. Jeg fødte mit barn på Riget og var indlagt fire uger op til kejsersnit og en uge efter. Og maden derinde er det, jeg husker som det aller værste. Det er så stygt at min mand til sidst måtte komme med mad hver dag. Føj føj føj!

  6. Du er simpelthen skøn! Elsker din blog – du er virkeligt noget helt (HELT!) specielt! Det er så skørt som man kan føle man kender dig efterhånden 😀

    Tænkte lige tilbage på den tid du var “væk fra os “… bare så berigende at du deler dit liv og tanker med os igen!

    Tak for dig 🙏🏻

    Virtuelle kram fra en meget trofast læser gennem mange år, Mette

    1. Mette for faen, hvor er du bare sød og kærlig. TAK for at give mig et kæmpe smil midt i lobbyen på ACE fyldt med morgensure og travle mennesker. Kæmpe kram til dig og tak fordi du har fulgt med så længe!

  7. Jeg elsker at læse dine hverdagsglimt, det er så hyggeligt 🙂
    Glæder mig til at høre dine tanker om bloddonation, er selv bloddonor, selvom det er lidt besværligt for mig da mine blodåre er sindsygt dårlige at stikke i, men jeg insistere stadig på at være det, for synes det er så vigtig at vi hjælper hinanden.

Læg en kommentar