Hverdagsglimt

Jeg er lidt en roderøv, for det indlæg jeg udgav i går efter frokost om et af de store emner, som flere af jer har spurgt ind til, donor/ikke-donor i fertilitetsregie, det endte jeg med at gemme som en kladde igen om aftenen. Altså jeg gemte det ned på computeren, i stedet for at have det udgivet.

Jeg gik og tyggede på det i løbet af dagen, og på en eller anden måde syntes jeg, at det passede sig bedst til den bog, jeg skriver på. Mit ongoing bogprojekt, som har varet mere end et år, og som ikke lige har en ende foreløbigt. Det var ligesom for stort og for omfangsrigt og for meget til en blogpost. Så altså – det lever stadig, men jeg prøver at gøre det lidt om og få det ned på mine mange sider, til den der bog jeg måske/måske ikke en dag udgiver. Sådan kan man godt være lidt kreativt ubeslutsom, og når det handler om de helt store følelser, så kan det nogen gange mærkes i maven, lidt forsinket, hvad der er det helt rigtige.

Men godmorgen <3 Har I påskeferie? Jeg håber på at kunne skrue lidt ned de næste dage, men nu må vi se ad. Jeg har så mange indlæg i mit hoved og for få hænderne og timer til at få dem ud. Apropos lavede jeg en lille spørgeundersøgelse på Facebook i går – hvor mange indlæg er en god rate for jer?

NU til hverdagsglimt!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Et styks solskinsmops på en af de dage, vi tænkte, det var forår, både Frida og jeg. Siden har det både været tåget, sneet og regnet, så vi er ærligt talt forvirrede.

På søndag har Adam og jeg 11-års-dag, og vi talte i går om, hvordan vi gik hjem fra en fest en lun forårsaften for 11 år siden for at blive kærester på et lille stykke papir, og for to år siden havde jeg bare ben, da vi spiste på Relæ. Vi mindes ikke, at det har sneet endnu.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Vores rum er næsten færdigt, og siden det her billede er der altså kommet vinduer i, gulvvarme og væggene er blevet malede. Det går så hurtigt nu, de er faktisk færdige i næste uge. Nu mangler vi kun den forbistrede trappe, der først kommer i uge 16. Men ellers – vi er snart i mål, så skal vi hjeeem!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Hobitten (Emsen) og kæmpen (jeg) hang ud til det mest fortryllende dessert-event, Maja havde inviteret til. De havde booket suiten på Nobis Hotel, og jeg havde det allerede vildt, da jeg så at toilettet havde to døre – et til dasset og et ind til badeværelset. Sørme flot. Og så faldt vi naturligvis i staver og de blomstrede leftovers fra borddekorationerne som pyntagtigt var lagt i badekarret.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Og så kan man være til nok så avanceret event med nitrogenhalløj og urter på desserter. Men når kokken serverer “barndomsminder” a la hjemmebagte teboller, hjemmelavet cocio (som smagte på en prik) og fed, fed hjemmelavet pålægschokolade, så behøver jeg ikke mere. Det var en drøm, og jeg var i himlen. 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Snip snip! I Sannes nye og egen salon… Mit hår vokser som ukrudt, så det hele skulle ligesom friskes op. Nu er jeg ikke specielt øm om håret, så jeg gav Sanne frie tøjler – og det blev lige en my kortere, end jeg havde regnet med, haha! Det er satme kort i nakken men ret så sejt! Jeg skal lige gå det til – kort hår kræver lidt mere føn og krøl, og det lærer jeg at blive bedre til hver dag (på et tidspunkt sikkert også uden at lave brandmærker i panden, som Chris bemærkede i går, “har du chokolade i panden?”)

Det her er det bedste billede, jeg fik, haha!

Jeg havde (næsten) hele Vinklubben (mine studieveninder) til mad i sidste uge, og Annette havde sin sygt lækre franske med – Egon. Egon var så bare fuldstændig tosset med Frida, som billedet næsten afslører. Han slap hende ikke af syne, og de var så kære, fordi de gentagne gange kyssede. Ej, jeg dør! Det var det SØDESTE, jeg længe har set. Sådan hundetungekys! Det lyder klamt – men det er så cute. De var begge to fuldstændig færdige til sidst, og Frida brugte et par dage på at komme sig, haha!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Emoji-damen!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Så havde vi lige godt den bedste lørdag, hvor vi ikke anede, hvad vi skulle finde på, da vi stod op, men som endte som verdens bedste det-vi-har-lyst-til-dag. Vi stod tidligt op og spiste morgenmad. Jeg kom ned og trænede, og Adam og Frida fulgte mig hele vejen derned. Adam kom ud og løb. Så tog vi i Tivoli Food Hall til smørrebrød – og der var vi jo så tæt på Glyptoteket, at vi da ligeså godt kunne gå ind til en kaffe. Og der sad Adam og smizede alt, hvad han kunne til mig, på den anden side af kagerne. Og man sidder virkelig godt og taler på bænkene, der ved det lille bassin. Og så tog vi hjem til en lur og så ud til pizza og drinks…Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

… Til Københavns bedste pizza faktisk… Og til de af jer der spurgte – Københavns bedste pizza er en nummer 1 med stracciatella fra Bæst, og den er fuldstændig uden sammenligning. 

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt, Mopsen Frida

Jeg havde ingen problemer med at kværne den selv. Den og en cocktail og et charcuteriebræt og så var jeg klar til at rulle direkte hjem i seng til Sopranos (som vi endelig har taget os sammen til at se) – bare for at slutte vores italienske eventyr med maner. Faktisk heldagseventyr, som om vi havde brændt alt det gode af på én gang – smørrebrød og kager og pizza og træning og hånd i hånd på en af og samme dag. Men man skal ikke altid spare.

 

16 kommentarer
  1. Godmorgen

    Jeg havde ellers lige tænkt, at jeg ville ligge en kommentar til dit meget fine og personlige indlæg i går.
    Vi har været igennem det samme som jer, et æg en sædcelle, og har fået to børn ud af det. Men det er så sært, dejligt, øjenåbnende og hårdt at læse det du skriver, for du beskriver så tit de selv samme følelser jeg har haft – det er ret vildt at se det på skrift hos en anden. Det er modigt og stærkt gået af dig, at dele med så mange. TAK!
    Vi mistede vores lillebror på et år i år, han var født med en alvorlig hjertefejl og det lille hjerte kunne ikke mere, til trods for at han har haft det så godt. Jeg har også skrevet om hele vores forløb og det har hjulpet rigtig meget. Vi har oplevet så meget støtte, hjælp og omsorg fra fjern og nær og alle siger, at det er nemt at være der for os, fordi vi har været så åbne. Så åbenhed ftw hele vejen rundt er min erfaring – det er vel også din agenda.
    Og så lige en sidste lille ting, folk siger tit, at vi var modige at få vores lille hjertebarn og modige gennem hele forløbet, det har I sikkert også fået af vide, men hey, vi prøver bare at leve i det liv og de vilkår der er vores ikke? Og allerhelst ville jeg slet ikke være modig, men bare få børn på den nemmeste måde, at få raske børn der overlever og ikke skulle forholde mig til alt det svære. Men som du skriver, det giver også noget til forholdet og en selv, men hvor ville jeg til hver en tid være det foruden hvis jeg kunne få det andet.

    Ønsker jer alt det bedste – mette

    1. Åh Mette. Det gør mig ondt at I har mistet jeres lille. Det må være det mest forfærdelige, man kan opleve som forældre.
      Mange kærlige tanker til jer

  2. Øj, glæd jer til Sopranos! Jeg blev fanget af den, da min kæreste så den, og for et halvt års tid siden fik jeg set den selv fra start. SÅ god!

  3. Jeg nåede at læse dit fine fine indlæg, og jeg ville så gerne knytte en lang kommentar, så den får du her. Håber ikke, det er alt for rodet, for det er bare en lang tankestrøm.

    Det handler om min definition af forældreskabet, for ligesom du har jeg gjort mig rigtig mange tanker om, hvad det betyder at have et barn. Jeg har jo så lykkeligvis fået mit, men jeg har, som du ved, også stået på den anden side – i uvisheden og desperationen over OM jeg blev mor – og hvordan.

    At være forælder er først og fremmest en følelse. Og som med alle andre følelser kan de være svære at beskrive med ord. Men det føles i hvert fald, for mig, som en langt mere dyb tilknytning end blot genetik. Genetik er en gimmick: “Ej, han har din næse! Og mine øjne”, kan vi af og til sige om vores barn herhjemme. Men det er for sjov, og det er uendeligt ligegyldigt i vores relation til vores søn. Først og fremmest er han ikke mine øjne og min kærestes næse. Han er en lille sjæl. En lille sjæl, som vi har været så vanvittigt priviligerede at få lov at følge helt fra starten. En lille sjæl, som er 100% afhængig af os og vores kærlighed til hinanden og ham. En lille sjæl, som vokser dag for dag og som VI kan få lov at lære om livet. Forældreskabet er for mig netop det privilegium at have fået det lille menneske ind i mit liv. Det føles af og til som om, at frøet til hans eksistens har eksisteret langt længere tid, end han har levet. Det er følelsen af, at hans sjæl har flydt rundt oppe i universet, og da tiden passede, blev han kastet ned til os. På den måde, var jeg hans mor, langt tid før han kom. Det er dén følelse.

    Derudover har jeg også nogle tanker ift. din og Adams forskellige vikler på jeres kamp. Jeg tror, der er noget biologi i kvinder, som gør længslen efter et barn anderledes. For mig føltes det som et hul inden i. Et stort hul af savn og længsel efter noget, jeg jo egentlig ikke anede, hvad var. Der manglede bare noget af mig, og jo længere der gik uden resultat, des mere markant blev det hul. Det er ikke min opfattelse, at min kæreste havde sådan et hul. Han ville virkelig gerne have et barn, men det var ikke for at lukke et hul inden i – det var for at bygge noget ovenpå, hvis man kan sige det sådan. Min oplevelse af at blive mor er, at det jeg fik, var præcis det, jeg manglede. Det passede spot on i hullet. Og vores søn har gravet sig ind præcis samme sted i min kærestes indre nu. Først nu forstår han, hvad det var, jeg længdes sådan efter dengang.

    Jeg kan desværre ikke andet end at heppe på jer i jeres kamp. Jeg hepper på, at I holder ud og kæmper videre, for jeg lover, at forælderskabet er det hele værd om og om igen. Og jeg tror med hele mit hjerte på, at der er en lille sjæl til jer derude, og hvor ville den være heldig at havne hos jer ❤️

  4. Bliver helt glad af at læse dit indlæg, stort tillykke med jeres 11-års dag. Det er simpelthen sejt og beundringsværdigt! Hurra for jer to 🙂

  5. Jeg e.l.s.k.e.r det første billede af Frida! Hun troner ligesom på den helt rigtige måde! Haha.
    Rigtig god weekend! 😊

    1. Selen er fra Hurtta og mange år gammel, så størrelsen er simpelthen slidt af, haha! Men hvis du køber plejer du at få ret god vejledning. Tænker du skal fokusere på vægten og ikke så meget øjemål i forhold til Frida. Hun vejer kun 6,5/7 kg. KH

  6. Åh, jeg håber, at du på en eller anden måde alligevel kommer til at berøre emnet om æg/sæddonation herinde. Ikke at jeg ikke gerne vil læse det i en bog, herinde har det også bare mulighed for at danne grundlag for en dialog, som jeg synes er mega vigtig:)
    Jeg håber, at I får en skøn 11 års-dag – med eller uden sne;)

    1. Det kan du tro, jeg gør. Det er i hvert fald planen, for emnet er hammer vigtigt. Det skulle bare ikke lige være i den skrivestil, synes jeg. Det passede ligesom ikke ind 🙂 RIGTIG dejlig påske til dig! KH

Læg en kommentar