Så sagde vi, at jeg var gravid, og så kom lykken… ikke?

Jeg ville have sat mig lidt tidligere i går med computeren, lige slået hjernen fra i en times eftermiddagsmode. Men min mor var kørt herind for at hjælpe mig med at gøre rent, og al fokus var på at rydde op og gøre rent og slette sporene efter vores ellers kære, jyske håndværkere. Jeg ville gerne overraske Adam, når han kom hjem fra ski, med et rart hjem, som ellers har været i permanente ruiner i fire måneder. Og det lykkes. Første læs flyttekasser blev slået sammen, der blev vasket gulv, vasket paneler ned, vægge, trappe. Mødre og deres pertentlighed. Mon det er noget, man vokser ind i? Mon det også kommer til mig?

Jeg har tænkt lidt på, hvordan jeg kunne skrive indlæg også om graviditet uden at støde dem, der måtte have svært ved den del lidt endnu, men også give mig selv plads til at skrive det, jeg har lyst til. Hvis der er nogen, jeg under at bade i deres egen baby glory, så er det sgu os, der har arbejdet ekstra på at nå dertil, hehe, selvfølgelig skal vi kunne det. Men med omsorg og respekt for de, der er kortere på rejsen.

Så nu har jeg lavet en kategori, der hedder graviditet/baby, og det burde stå allerede på Bloglovin’ fx og lige oppe over titlen på indlægget på forsiden også. Så kan man vælge det til og fra uden at klikke ind.

Det her skriv kom ud af fingrene sent i går aftes, og jeg håber dog alle jer i behandling også vil læse det. Jeg ville i hvert fald gerne have læst det selv, så jeg kunne have været lidt bedre forberedt, hvis ellers man kan det. Alles rejser er jo forskellige. Men her er min. Gennem følelserne, de første mange uger (og stadig) af graviditeten.

photos ALONA VIBE

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fotograf Alona Vibe, IVF, ICSI, Ohayo Kimonoer,

my pretty maternity underwear is from COSABELLA (adlink) // robe OHAYO

Jeg kan godt mærke, at der er en forventning om, at NU er jeg glad. NU er jeg jo gravid. Det er jo det, vi har jagtet i to år! TJEK, for filen! Tjek den af på listen – og on to the next. Og jeg er også glad.

Men. Jeg kan huske at sidde i bilen med Adam efter min abort i sommer på vej til klinikken, igen igen – på vej mod næste forsøg. “Jeg tror ikke, det bliver nemt, når først den er der”. Det slog mig pludselig – prisen på det vi var igang med. Det gik op for mig, at alle de sår der allerede var kommet på min krop, mit hjerte, mit hoved og min sjæl – de ville jo efterlade ar. At alle de forgæves forsøg, de mange små sår, de ville blive til en bunke af ar, jeg altid ville slæbe med mig.

Hvordan kunne jeg ikke have tænkt det noget før? At alt hvad vi kaster os ud, det koster. I min ihærdighed for at nå målet, havde jeg slet ikke haft rum til skænke tanken “hvad så?”. Hvad så, når først den er der? Hvordan bliver det så? Og der er ingen andre, der har forsøgt at skabe det rum i mig. Forsøgt at forberede mig på det nok ikke ville være en “tjek-boks-graviditet”. “Så gjorde vi det. Og så var vi videre”. Ingen læger, ingen sagde noget.

Men altså… Så… Hva’ så?

Det var som sådan ikke noget ud over det sædvanlige, da jeg testede positivt tre dage efter ægoplægning. Det havde jeg gjort en håndfuld gange før. Godt nok ikke helt så tidligt og så kraftigt. Men altså… Ingen alarm. Efter elleve dage kom jeg til blodprøve. Den var sådan set også ganske flot. Faktisk flottere end nogensinde, et HCG på næsten 600 (det skal helst bare være over 100). Alle gange før, havde jeg ligget og rodet rundt i 20’erne, som er en værre lunken lort at lande i. “Du er lidt gravid“. Sådan lidt, bop-bop. Men altså ikke helt. Og så pludselig ikke.

Men nu var jeg det. Fuldt ud, helt gravid, og vi fik en tid til scanning tre uger efter – til første hjerteblink. Så langt havde vi aldrig været før. Jo den allerførste gang, da den endte uden for livmoderen – men der var så mange kontrolblodprøver, fordi det hele var så skævt og forkert. Og så kom vi aldrig til aftalen.

Men selv om lægerne på klinikken sagde “farvel og til lykke”, så var det ikke fordi, det faldt på plads. Den længeventede jubelscene, hvor vi faldt hinanden om halsen i lykkelig omfavnelse og beruselse udeblev. Vi var glade for at være kommet så langt. Men altså… Lang vej endnu. Ikke?

En god uges tid efter blodprøve bookede jeg min første private scanning. En hjerteblinksscanning omkring 6+0. Intet hjerte at se endnu, så jeg måtte tilbage ugen efter. Og der var det der. For fuld skrue. 188 BPM. En lille blinkende stjerne i min mørke intethed. Det der havde været så tomt så længe. Nu var der lys.

Så kom roen… Ikke? Nu var den der jo. Ægte.

Men nej. Roen har aldrig indfundet sig. Jeg har siden den første scanning max gået tre uger, men helst bare to, før jeg har ligget tilbage på stolen på den lille klinik. Hver gang lige overrasket over, at den er der endnu. Jeg var ikke bange for nakkefold. Jeg var bange for, at den slet ikke levede mere. Hver gang jeg har ligget der, så har mit udgangspunkt ikke været, hvad spændende der nu er sket derinde. For min bange formodning har været, at det nok slet ikke var noget. At den nok var gået i stå. Glemt hvordan den skulle være vokset videre. Vi var en af de 20 % der skulle i behandling. Jeg er en af de 15 %, der er rhesus negativ (som er lidt besværligt i graviditetssammenhænge). Jeg var en af de 1 %, der har en ektopisk graviditet. Det kunne lige ligne…

Jeg føler mig stadig som en af barnløse – one who just got lucky for a second. Og det sekund er omme ved et blink med øjnene. Jeg føler mig stadig som en, der kæmper – og det gør jeg egentlig også (man er vel også barnløs teknisk set, indtil man står med et menneske i armene, ikke?). Jeg kæmper. Ikke med sprøjter i flæsket men med mit indre, der ikke helt kan forlige sig med det, der sker i min krop. De to har jo ikke hilst på hinanden længe, hoved og krop. Hoved versus krop. Sådan har det været. Hovedet, der har sørget over kroppens tab, forsøgt at afkoble sig fra de små overgreb, kroppen har taget imod. Undersøgelser, læger, de smerter jeg selv har påført den med nåle. Tykke nål, skrå nåle, nålespidse. Kroppen der bare har kørt på, indtil den ikke kunne mere tilbage i november. Den har bare taget imod.

Selvfølgelig er de ikke på linje, det giver da næsten sig selv, kan jeg godt sige til mig selv. Selvfølgelig kan hovedet ikke helt forstå, hvad kroppen arbejder på. Den har gjort alt for afskærme sig mod smerter så længe. Men hvorfor var der ingen, der sagde det? At de to godt kunne have svært ved at komme på linje.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fotograf Alona Vibe, IVF, ICSI, Ohayo Kimonoer,

Jeg er selvfølgelig glad. Men når folk siger “til lykke”, og jeg kan mærke, at de samtidig er lidt lettede over, at de nu for fremtiden kan undgå at se mere på min smerte, så skulle de bare vide, at den stadig er der. I små lommer. Jeg er bare god til at skjule den. Eller også er jeg på mærkelig vis blevet venner med den, en roomie der har fundet bo i mig (mon den nogensinde flytter helt ud?).

Da min læge til første graviditetstjek spurgte mig, hvordan det egentlig gik oven på sommerens abort, så græd jeg. Igen. Det hele sidder stadig uden på, måske nu mere som en usynlig kappe ingen andre lægger mærke til, men jeg kan mærke vægten.

“Alle er nervøse, når de er gravide”. Det har jeg hørt en del, de sidste uger, når jeg prøver at forklare, at helt så lettet føler jeg mig ikke. Og det er der helt sikkert også mange, der ikke er. For faen, at skabe et helt nyt liv – og vi kan ikke engang gøre en skid undervejs fra eller til. Det er det sygeste kontrolsvigt på et tidspunkt, man ønsker alt andet. Vi vil have fucking kontrol, så vi ved, det går rigtigt til. Hvis man skal gøre tingene rigtigt, skal man gøre dem selv, ikke? Men de smukke ting i livet skal mennesket ikke blande sig i. Se naturen, dyrene og det lille menneskeliv. Vi ødelægger alligevel det hele med vores fede tommelfingre og storhedsvanvid, skulle vi have noget at sige i processen; “hvordan kan vi tune, nu vi er igang?!”. Godt, vi ikke kan flytte byggeklodser undervejs.

Vi får, hvad vi får, eller også gør vi ikke – og det er det sidste, jeg er så nervøs. Det bliver sværere og sværere at gardere mig mod smerten, hvis det går galt. Der er mere og mere på spil. Jeg har set de ti fingre, set de ti små tæer, de to hjernehalvdele. Jeg har set den møffe rundt og sluge en mundfuld vand. Jeg vil have den ud, så jeg kan passe på den, for jeg stoler ikke på min krop til at gøre arbejdet. Den har snydt mig så mange gange før.

Alle er nervøse –  eller mange er i større/mindre grad (blessed be de der tager en test og siger “SES OM NI MÅNEDER!”, helt nonchalant). Men jeg tror også, at de fleste gravide efter behandling har et ekstra gear. En nervøsitet der måske har sat sig om en angst. For faen. Vi er sårede krigere med granatchok. Det fortager sig ikke så let. Og slet ikke ved en positiv test. Det har kun gjort satset højere…

Jeg har for nu fundet ro i min uro. Og jeg har ikke noget imod at være hende, de kender navnet på nede på scanningsklinikken. Jeg har accepteret, at jeg gør, hvad jeg gør for at få ro. Jeg tager en dag ad gangen, og jeg er klar på små sejre; de små fine velskabte fingre. Det lille hjerte. Den fine nakkefold. Men jeg har også accepteret, at ligesom vores vej til at blive gravide ikke var gennemsnitlig, så er graviditeten det heller ikke (og det måtte nogen gerne have forberedt mig på, selv om jeg da godt kan sige, “hvad havde du regnet med?”).

Jeg føler mig stadig mere barnløs end en med to hjerter, men indtil videre er det et meget langt sekund. Så jeg holder vejret, lidt endnu.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Fotograf Alona Vibe, IVF, ICSI, Ohayo Kimonoer,

86 kommentarer
  1. Præcis sådan havde jeg det! Vi har også været i behandling. Der jeg længt om længe blev gravid, ventede jeg kun på det gik galt. Jeg betalte mig til en scanning hver torsdag, det var det eneste som gav mig en smule ro. Tak fordi du altid skriver så fint!

  2. Så fint skriv! Jeg kan godt nikke genkendende til delen med at man fanme er så nervøs hele tiden, selvom man har fået de to streger. Der er jeg selv nu, i 8. Uge og venter på at kunne komme til lægen, så man lige kan slappe af i det, i et par dage. Men lur mig og ikke jeg bliver nervøs igen alligevel 🙄
    Jeg er så glad på jeres vegne ❤️

    1. Hehe, det er i hvert fald sådan jeg har haft det. Helt ovenpå i et par dage – og så rammer nervøsiteten igen. Men hey, til lykke Lise <3 Hvis ikke du har været det, så kan du betale dig til en tidlig hjerteblinksscanning på en privat klinik efter 6+0 - hvis man har set hjerteblink efter 7. uge stiger chancen til 95 %. Efter 12. uge er vi oppe på 97-98 %- Altså pænt flotte tal (og det til trods er jeg stadig urolig). Mega pøj pøj! Jeg håber, både du og jeg finder ro! KH

  3. Kære du,
    Jeg kan følge dig – fuldt ud – med dine tanker og bekymringer.
    Jeg har ikke været i behandling – men jeg har blødt i 12. graviditetsuge og ligget på en briks med lægeøjne, der måtte fortælle mig at der ikke var liv – længere.

    Da jeg blev gravid igen turde jeg ikke glæde mig. Jeg turde ikke tro på noget hele graviditeten. Der var en konstant bekymring.
    Da jeg fødte og fik min datter i armene overrumplede livet og verden mig – fuldstændig.
    Det barn jeg ikke havde turdet tro på – var i mine arme. Jeg skammede mig helt vildt over at være tom og forvirret.
    Hvor var den der sindssyge forelskelse alle talte om?
    Den kom.
    Og vælter mig omkuld flere gange om måneden – på den gode og livsbekræftende måde.

    Senere er jeg kommet frem til at det er helt naturligt, at jeg følte som jeg gjorde da hun endelig var hos mig – jeg havde ingen tro haft på det ville ske – og derfor ikke givet plads eller ro til de følelser der hos mange andre bobler og vokser med graviditeten.

    Det jeg prøver at sige er, at der er mange måder at være i en graviditet på. Og ligesom med livet generelt har vi alle små historier med os, som kan have tendens til at sætte kommaer de mest uhensigtsmæssige steder.
    Men det gør ikke noget i sidste ende – for vi bliver stærkere end nogensinde.

    Efter jeg fik min datter i armene for over et år siden, har jeg kunnet være i livet på en helt ny måde.

    Jeg ønsker dig alt det bedste – selvom det er tungt lige nu, så er alt det her med til at gøre dig stærkere og mere levende – men det ved du sikkert godt.

    1. Hvor har du ret Rikke. Jeg har heller ikke været i behandling men har været igennem en spontan abort ved min første graviditet. Under hele min næste graviditet havde jeg svært ved at glæde mig rigtigt og var konstant nervøs for baby. Det hjalp så heller ikke at vi havde et lavt nummer til Nakkefold og også skulle ud i moderkagebiopsi. Folk omkring mig var glade, men jeg lagde lå på. Først den sidste månedstid eller to kunne jeg rigtig glæde mig. Der var han stor nok til at han nok kunne klare den uden for mig.
      Fødslen var lang og hård og jeg var vågen men ikke til stede da han kom til verden ved akut kejsersnit. Han er nu to måneder og det er først for nylig at den der forelskelse er begyndt at komme, i ny og næ. Jeg elsker ham, men han er også et fremmede menneske som jeg først skal lære at kende. Og det er svært ikke at føle skam over det. Men det er altid rart at høre fra andre at de også har oplevet det og at det er helt almindeligt!
      Tak for dine fine posts Cathrine.

      1. Kære Cathrine, Mette og Rikke
        Jeg kan så meget genkende mig selv i ting I skriver. Min første graviditet endte desværre også med en spontan abort i uge 10 og da jeg så blev gravid igen var det så svært at finde glæden i det. Jeg turde næsten ikke fortælle det til verden, for hvad nu hvis det gik galt igen… Derfor var det også først de sidste måneder af graviditeten jeg for alvor blev tryg ved den voksende mave, og på en måde ville jeg ønske, at graviditeten havde varet nogle flere måneder, så jeg havde nået at nyde det lidt mere 🙂
        Ved fødsel blev jeg ikke overvældet af den store kærlighed, men siden vores datter kom til verden i januar 2017 – fire dage før termin, er kærligheden bare vokset dag for dag – det er så imponerende at se det lille menneske vokse og udvikle personlighed.
        Held og lykke til Cathrine med den voksende mave og det ekstre lille hjerte du bærer på, og tak for, at du deler dine tanker og følelser om et emne der ellers ikke tales om.
        Og tak til Rikke og Mette (og jer andre) for at dele deres, det er simpelthen så dejligt at opleve, at man ikke er alene.

        1. Åh I tre <3 Sikke en bagage også I render rundt med. Det glæder mig at høre, at den finder sin hylde, lyder det til. Også selv om den spøger i ny og næ måske.
          Jeg er glad for at høre jeres tanker om post-perioden, for den har jeg slet ikke forholdt mig til endnu. Jeg tænker faktisk at rykke min jordemoder for at komme til lidt før - har min første aftale ret sent, så vi måske kan vende nogle af de ting? KH

          1. Hej Cathrine. Jeg ved ikke, om det er noget, der overhovedet er behov for, eller du føler er nødvendigt. Men da jeg var gravid for to år siden, var der noget, der hed “Blåt Team”. Det betød, at man fik tilbudt dobbelt så mange (tror jeg. i hvert fald flere) undersøgelser og samtaler, end normalt. Det er et tilbud til “sårbare gravide” – det kan vel så være til fri fortolkning, om man synes, man er sårbar. Jeg havde døjet med angst og stress osv. før min graviditet (og havde i øvrigt også været i behandling). Jeg skulle lige sluge at være i “sårbar gravid”-kategori, men derefter satte jeg faktisk stor pris på de ekstra tider, jeg kunne få til at blive scannet og få talt med en jordemoder.

  4. Jeg er ikke gravid, har ikke planer om det i nærmeste fremtid, men jeg græd alligevel over det her indlæg midt i et overfyldt tog. Så smukt og følsomt skrevet!

  5. Først og fremmest stort tillykke!
    Jeg synes, du skriver det så fint med frygten, selvom vores forløb er helt forskellige, så kan jeg nikke genkendende til frygten og det med det er nemmere hvis man havde barnet hos sig end i sig.
    Jeg blev hurtigt gravid med tvillinger og er Rh negativ, men trods alt egentlig var lige efter bogen og jeg blev fulgt tæt hele graviditeten, nægtede jeg at købe noget som helst før uge 24+0, for før begynder de ikke aktivt at redde dem. Mine nærmeste synes, jeg var tosset og skulle tro på det, men jeg turde bare ikke tro på det hele gik.
    Nu er de over et år og løber rundt og nu er frygten en hel anden, men den er der stadig. Jeg tror, det jeg vil frem til er at frygten nok kommer med moderskabet, min gjorde i hvert fald.

    1. Jeg tror også langt henad vejen, at det er en del af det at være mor. Bekymringen. Det ved jeg da fra mine forældre – de bekymrer sig hver dag, kan jeg huske, jeg har talt med min far om. Er vi nu glade? Er vi der, vi gerne vil være? Med dem vi gerne vil være med? Har de nu fornuft i økonomien? Hvad med fremtiden? Så er der selvfølgelig nogen, der får en lidt hårdere medfart fra starten med bekymringer, men det er måske bare hardcore træning 💙 KH

  6. Hvor er det bare et godt indlæg! Personligt, ærligt og relevant!
    Selvom min historie slet ikke kan sammenlignes, så føler jeg mig alligevel “ramt”.

    Jeg begyndte at bløde i min graviditet i uge 7. Starten var kun pletblødning, men pludselig var det mere end det. Klumper. Tog på sygehuset og lå på briksen “Vi kan ikke se et foster…”. Jeg ved godt, at det kun var i uge 7 og at er nogen, som skal gå noget meget værre igennem. Men for os var det vores barn…
    Dette skete også 2. gang jeg blev gravid. Samme måde – blødning + briks.
    2. Gang var der dog et foster, som havde hjerteblink. Vi var så glade, men bange.
    Hele graviditeten gik jeg nærmest og ventede på, at der ville gå noget galt. Når jeg skulle på toilet tænkte jeg, at der nok ville være blod på papiret.
    Når jeg skulle til scanning var jeg ikke spændt, men bange!
    Tænk sig, at man kan gå i 9. måneder og være både lykkelig og bange i én stor pærevælling.
    Det blev dog til et fantastisk stykke pigebarn, som nu er 9 år og nu er jeg kun bange for, at hun falder og slår sig 😬

    Jeg vil sige tillykke til jer og ønske jer al held og lykke i fremtiden.

  7. Du skriver rammende. Min ældste er nu 15 1/2 men var længe ventet og en kamp at få. Kan huske det tydeligt især når jeg læser din tekst. Også det med nålene og at jeg var bange for at være ked af det og usikker for tænk nu hvis det lille hjerte kunne mærke det, og troede at det var uønsket? Det gjorde hun heldigvis ikke ♥️ held og lykke til jer. Der er en der er meget heldig at få jer som forældre.

    1. Åh det har jeg også tænkt – jeg har også sagt til Adam at vi ikke må skændes, for vi skal kun sende god energi <3 Hvor er du bare sød, jeg håber sådan, det vil gå den lille godt. KH

  8. Hvor er det et fint indlæg, og giver rigtig god mening at have det sådan – uden at være hverken med barn eller barnløs eller noget ind i mellem, men at være ung og et andet sted i livet, så synes jeg alligevel jeg kender lidt til følelsen: “Jeg skal bare ind på det studie efter års hårdt arbejde, så bliver jeg lykkelig”, “Jeg skal bare veje 5 kilo mere eller mindre, så bliver jeg lykkelig”.

    1. Det er så rigtigt, det kan opleves flere gange gennem livet. Som om lykken og roen kommer efter næste etape. Men i virkeligheden skal det vokse indefra og ud. Det er så rigtigt <3 KH

  9. Først, et tillykke med hvor langt i er nået nu. Som så mange andre herinde er vi også i bahandling, og det er dejligt at se det rent faktisk lykkes for nogen rigtige mennekser 😉 så tak fordi du deler igen❤️
    Det jeg egentligt vil spørge om er de graviditetstest du har taget efter ægoplægningen; jeg har fået afvide at man helst ikke må teste da den kan give en falsk positiv når man tager crinone? Har du ikke fået det efterfølgende? Knus fra en der snart skal i gennem icsi møllen igen :-)))

    1. Crinone giver ikke falsk positiv – det er bare progesteron. Men din ægløsende sprøjte, som du får inden oplægning i fryseforsøg og før ægudtagning, den kan give falsk positiv, da det er HCG. Det er lidt forskelligt, hvor længe den bliver i kroppen. Men for mig er det ca. 7-8 dage. Hos andre 10-12 dage. Jeg har flere gange testet den ud – dvs. testet fra at have fået sprøjten og så hver dag i en uge-ti dage. Så kan man se, den bliver utydeligere for hver dag. Hvis den så begynder at blive tydligere kan det tyde på en graviditet.
      Lægerne siger altid “lad være med at teste” – og det er mega sejt ikke at gøre det. Man kan nemlig fange en bio og blive så frygteligt skuffet. Det kan klart anbefales at lade være – men jeg kan ikke holde mig i skinnet. Jeg tester fra ca. 5 dage efter ægoplægning, dvs. et par håndfulde dage efter sprøjten. Denne gang testede jeg dog lidt før, fordi jeg havde en ny fornemmelse i kroppen, det føltes bare anderledes. Mega mega meget pøj pøj Helena, tanker til dig! Kram

      1. Tak fordi du deler dette tip. Vanvids-ventetiden æder mig indefra, og jeg skal denne gang vente 14 dage efter ÅO på blodprøve – vel og mærke efter oplægning af blastocyst. Jeg vil driste mig til at teste, og til at teste løbende så jeg kan følge lidt med i min krop. At have en smule vished i fraværet af kontrol er en meget lille trøst, men dog en trøst. Tak og knus til dig

  10. Aldrig har jeg læst noget der ramte så meget plet i mine følelser!
    Har ikke været i behandling, men følte mig godt nok barnløs. (Så gud, hvor må det værre forfærdeligt at vente endnu længere!)
    Jeg blev selv gravid i første forsøg, og vidste fra første sekund at jeg ikke ville være så heldig, da jeg bare er meget uheldig generelt – jeg fik ret.
    8+5 stoppede hjertet og jeg måtte gennem først medicinsk og derefter kirurgisk abort for at få det ud. Det hele var med en mand der på daværende tidspunkt boede i udlandet og en lejlighed der var til salg.

    Så startede ventetiden igen, og selvom der kun gik 7 måneder før jeg var gravid igen, var jeg bange til sidste sekund. Først da jeg lå på operationsbordet og fik lagt bedøvelse inden mit kejsersnit, troede jeg på det. Hun kunne da for pokker ikke nå at dø på den korte tid, og kunne mærke hende sparke.

    Nu når hun er kommet ud til mig er jeg så afslappet. Selv nu hvor hun er indlagt og har slanger over det hele, tager jeg det roligt. For hun er ude hos mig, og jeg kan passe på hende!

    Er så glad for at du endelig er gravid! Har fulgt med fra du første gang skrev om barnløshed og på det tidspunkt kæmpede jeg selv med mit tab.
    I øvrigt er vi lige gamle, bor ganske tæt på hinanden og har været sammen med vores mænd lige lang tid..

    Hepper på dig hele vejen 😀

  11. Du giver mig sgu tårer i øjnene Cathrine.
    Jeg skrev til dig på Instagram, da du offentliggjorde jeres fantastiske nyhed og at jeg nu havde håb for min kæreste og jeg, der mistede i december.

    Vi er nu (7-9-13) gravide igen, men som du skriver, så føler jeg mig ikke gladere eller lykkeligere, fordi jeg faktisk ikke rigtigt tror på den er der. For hvorfor skulle den være det?
    Vi skal til tryghedsscanning d. 4. maj, og har bevidst trukket den til at være slut uge 8/start uge 9, for at være sikker på at se hjerteblink, HVIS der er liv.
    Men jeg har det sådan at jeg nærmest ikke forventer noget, selvom jeg selvfølgelig håber det inderligt!

    Det er så dejligt at læse med hos dig. Og jeg ønsker jer alt det bedste <3

  12. ‘Så jeg holder vejret lidt endnu’ – Hvor er det stærkt skrevet Cathrine, jeg får helt gåsehud. Jeg sender dig alle de bedste tanker! <3

  13. Tak for de gode tanker – som jeg tror alle gravide kan spejle sig i på den ene eller anden måde. Under min første graviditet arbejdede jeg med børn med funktionsnedsættelser. Jeg gik konstant og var bekymret for at min barn også kunne have en alvorlig sygdom. Jeg drømte om det om natten og læste ind og ud på nettet. Til sidst slukkede min mand for forbindelsen, da han flere gange kom hjem til en grædende og bekymret kone. Min søn var velskabt. 3 år senere blev jeg gravid igen. Denne graviditet kunne jeg nyde og følte lykke for hver måned der gik – en “Alt for damerne” graviditet, som vi kalder det i min vennegruppe. Sådan som graviditeter er beskrevet når man læser i bladene, hvor LYKKEN fylder. Det var dejligt og ubekymret. Jeg kan da godt være ærgerlig over at bekymringer fyldte så meget under min første graviditet, men min søde og kloge mor plejer at sige, når jeg er bekymret for mine børn – ” Det kan ikke være anderledes”. Det er egentlig en meget god sætning til sig selv, når ens fornuft prøver at styre ens følelser. Objektivt set burde jeg ikke være bekymret, statistikken er jo på min side, men subjektivt så fylde den og det hjælper ikke at sige at den skal gå væk. Så omfavn den og lade den være tilstede, den flytter når du er klar. – det kan ikke være anderledes.

    1. Jeg tænker også, at det er det at være mor. At være så bekymret og til tider magtesløs over ikke at kunne gøre noget. Det går som det går – ligesom når de kommer ud, bliver større og selv begiver sig ud i verden. Nogen af os er bare i bekymrings-mor-træning længere end andre 😆 Alle dem med sorg fra aborter osv. osv. Kram til dig

  14. Et virkelig godt indlæg! Og jeg kan nikke genkendende til mange af dine tanker. Vi har ikke selv været i behandling men det tog 2 aborter på et halv år. og så blev jeg gravid allerede måneden efter den anden abort, som nu virker til at lykkes her 16+1. Selvom vi har været “heldige” og blive gravide hurtigt, flere gange, tror jeg også det gør det lidt sværere. Der har ligesom ikke været tid til at være ked af det. Så den er der stadig, frygten for at det ikke går, frygten for igen at skulle se det lille væsen men intet liv. Det er en mærkelig størrelse at rumme sorgen over tabet, samtidig med glæden over det liv som er. Og virkelig turde stole på det. Jeg venter stadig på den der ro.. Det føles også så forbudt at sige højt det hele, og forkert ikke at være 100% glad. nu lykkes det endelig, og nu skal man være glad! Men jeg kan mærke at den er der, mere og mere for hver dag der går, roen og lykken. 😊
    Min pointe er nok at jeg kan genkende det du skriver og selvom det er forskellige forløb er jeg glad for at følge med og høre at jeg ikke er alene om nogle af de følelser. Jeg ønsker dig alt det bedste og glæder mig til at følge dig igennem graviditeten! 😊

  15. Det er så fint skrevet. Jeg sidder (stadig) her 10 dage EFTER termin med samme følelse. Nervøs for at noget skal gå galt, selvom jeg jo er nået så langt og alle siger den lille baby er klar- er færdig produceret. Men så længe jeg ikke har ham i mine hænder føles det som om alt er på spil og at jeg ikke kan gøre så meget, end at satse på at kroppen klarer det.

  16. Måske du skal begynde at spille Lotto?

    Når man alligevel tilhører den lille, ‘sære’, udvalgte promille, så kan man jo lige så godt forsøge at vende det til noget positivt

    Spøg til side, men det er måden jeg lidt selv forsøger at kapere tingene på. Der, hvor man hele tiden tilhører ‘det helt usandsynlige segment, hvor det simpelthen ikke kan ske’ og det gør det så alligevel og det ER bare fucking hårdt fordi det 1) skaber en konstant uro og tvivl og 2) at man fanme aldrig tør glæde sig over noget

    Måske det kan hjælpe at fortsætte hos psykologen ?( Og så at score sig de der lotto-millioner der bør tilfalde os , hvis der var rimelighed til :))

    1. Haha, jeg elsker den tanke C! Vi må da også kunne bruge det til noget godt for filan! Selvfølgelig skal vi da spille lotto 😀 Det er kun fair hvis de der slim odds også gælder i de andre mere lyksalige kategorier, hva’?
      Jeg havde en rigtig god afslutning hos psykologen, kender du det, hvor man kan mærke, at det skulle være sidste gang? Jeg tror resten er et spørgsmål om tid og accept. At nu er det min bagage, og det synes jeg på en måde også er ganske smukt. Jeg kan på sin vis også godt lide den dybde, jeg har fået af livet det sidste gode halvandet års tid. Kram

      1. Min bagage er, at jeg er født med en sygdom, som blandt piger optræder 1:60.000, dvs. én i hver anden årgang. Jeg har altid brugt lottojoken. Da jeg (efter en MA) blev gravid med min datter og fik tallet 1:90 ved nf-skanning, føltes det igen relevant – hun fejlede ikke noget, men jeg følte det som en bekræftelse af min skepsis mod, at det kunne gå godt. Jeg har aldrig været i behandling, men til gengæld har jeg haft begrundet mistanke om ikke at kunne få børn i 35 år. Derfor var det ekstremt svært for mig at tro på det, da det så skete. Jeg kan genkende alle dine beskrivelser og følelser af den fraværende lykke. Jeg syntes, det var ekstremt mentalt hårdt at være gravid. Jeg var indlagt stort set konstant de sidste to måneder (med infektioner), og på svangregangen tjekker de baby hver dag. Jeg var ved at gå til af angst hver eneste gang. Det handler selvfølgelig om selvbeskyttelse. Det kan være svært at forklare andre, hvorfor man er bekymret, når alt ser fint ud. Min pointe er, at livserfaringen, skepsissen, nervøsiteten, kan komme fra mange ting… Jeg åndede først lettet op, da hun kom ud.

        1. Jeg er også født med en sygdom – en genmutation, som heller ikke optræder så ofte. Vi er slet ikke i gang med at prøve, og jeg er allerede angst for 1) hvad hvis jeg ikke kan få børn 2) hvad hvis det har arvet mine kropsfejl eller det, der er værre (og 3) hvad hvis jeg venter til efter 30, er det så min egen skyld, hvis scenarie 1 eller 2 bliver virkelighed?).

  17. ❤️
    I en alder af 30 år har jeg allerede 2 år med 1 graviditet som gik til grunde, 2 graviditeter udenfor livmoderen og derefter 4 års fertilitetsbehandling bag mig. I løbet af de 4 år var der ingen æg som satte sig fast, indtil d. 4.oktober sidste år. Jeg forstår alle dine følelser. Min glæde udeblev og jeg havde svært ved at tro på at det ikke blot var indbildning. Hvordan kunne jeg være gravid! Og så var der lige tiden, 9 måneder er godt nok længe lige pludselig!!! Mange undersøgelser og ekstra tjek for at kunne få min hjerne til at slappe af. Men pludselig en dag er der en livlig baby der møffer rundt i min mave og den følelse er den bedste. Når man kan være bange for om der stadig er liv, er de små spark det skønneste og man tillader sig selv at tro mere og mere på det.
    Til juni bliver jeg mor til en lille pige💜Men jeg slapper nok først fuldstændig af når jeg sidder med hende i armene og det har jeg accepteret. Det følger med når man har så mange ar efter en hård tid.
    Kæmpe tillykke til dig. Jeg startede til gravid yoga for at få ro i min krop og det har hjulpet mig utrolig meget. Det kan virkelig anbefales. Og så får man samtidig nogle gode teknikker til fødslen.

    1. Jeg tror også, at når jeg om en måned kan mærke spark, så bliver det hele noget lettere. Det er jo så skræmmende at noget så stort og vildt vokser i ens krop – og man kan ikke gøre en skid. Og sikke en historie du også bærer rundt på Stinna. Hvor er det bare mega dejligt, at du er kommet i mål med din lille pige. God slutspurt til dig! Kram

    2. Ej, hvor pudsigt – vi har også prøvet og været i behandling i 4 år inkl. en SA; jeg fik også lagt æg op d. 4. oktober; jeg blev også gravid og vi skal også have en pige til juni 🙂

      Tak, Cathrine, for at sætte så godt ord På, hvad der sker efter en graviditet oven på en streng behandling. Jeg har sendt indlægget til mine nærmeste. Det har været utrolig svært at formulere for dem hvorfor jeg har reageret i perioder med angst, gråd, panik osv. Og dit indlæg burde være pensum for jordemødre!

  18. Åh et fint indlæg <3 Jeg er selv gravid med termin i oktober. Jeg har ikke været i behandling, men til gengæld har jeg en sygdom, som kan give barnet hjertefejl. Hvis det sker, er det typisk i ugerne 18-26 og kan i værste fald betyde, at barnet ikke kan overleve. Jeg er ved at dø af skræk over det og kan ikke bære tanken om måske at skulle miste det så sent i forløbet. Det er på ingen måde det samme som dit forløb, men du er i hvert fald ikke alene om at bekymre dig om det lille væsen. Men jeg er optimistisk, så mon ikke det nok skal gå godt for os begge <3

  19. Jeg havde det på præcis samme måde i min ICSI graviditet. Jeg gik hele tiden med følelsen af, at vi ville blive snydt på målstregen. Det var svært at finde lykken i noget, som man forventede ville blive taget fra en igen.
    Da jeg i uge 39 havde et uheld på cykel, var jeg sikker på at nu skete det, jeg havde frygtet hele graviditeten. Men han blev derinde en uges tid mere, og nu er han her.
    Jeg ville ønske, jeg kunne have nydt min graviditet mere, men frygten er nok en del af det at være i behandling, som du siger. For mig forsvandt behovet for scanninger, da jeg begyndte at kunne mærke liv.
    Held og lykke med resten af din graviditet, og jeg håber for dig, at du finder ro til at nyde den

  20. Jeg har selv været i behandling og da jeg endelig blev gravid, var jeg så nervøs. Først 2-3 uger efter jeg havde født, turde jeg give mig selv lov til at elske min søn. For jeg turde bare ikke blive fuldstændig forelsket i en baby, hvis nu han alligevel ikke overlevede. Og det ville jeg faktisk også gerne ha været forberedt på!!

  21. Det er et langt forhindringsløb, det ICSI! Først en masse medicin, så “er der æg nok?”, “duer de?”, “er der en sædcelle der er god nok?”, “kan den befrugte er æg?”, “hvor mange befrugtede æg er der så?”, “sætter det sig fast?”, “bliver det siddende?”, “sidder der rigtigt?”, “er der hjerteblink?” – og det bliver ved!!!
    Vi havde prøvet at fortælle os selv, at efter nf kunne vi slappe af… Men så havde barnet en gigantisk nakkefold, hvilket betød moderkagebiopsi, tidlig gennemscanning og uger mere i limbo. Vi var indstillede på, at et barn med downs var noget, vi godt kunne klare, men det var jo ikke det eneste, der kunne være galt…
    Gudskelov viste det sig, at nakkefolden var stor, fordi drengen var stor og måtte fødes ved planlagt kejsersnit…og så var han der endelig ❤️
    Bekymringen er der stadig, men den har et andet “navn”, og den er mindre og ikke smertefuld.
    ❤️ til dig

  22. Nogle meget smukke og velvalgte ord, der så smukt beskriver usikkerheden. Jeg selv er ikke i børnetanker lige pt, men jeg læser alle dine fine indlæg om barnløshed og graviditet med nysgerrighed og respekt for, hvad et menneske kan overkomme. Det er nu fantastisk. Som en lille forberedelse til, hvis det en dag bliver mig, som må igennem møllen af behandlinger, når jeg engang inderligt ønsker at videreføre mine gener.

  23. Først vil jeg sige: jeg forstår dig så godt. Da jeg blev gravid sidste april troede jeg slet ikke rigtig tro på at der ville komme en baby ud af det, fordi jeg tidligere havde aborteret. Jeg var SÅ nervøs, hele tiden, kunne slet ikke glæde mig over deg, og både min mand og jeg blev ved at sige (både til hinanden og familie): “nu tager vi det bare helt stille og roligt, det er ikke sikkert det bliver til noget”. Op til nakkefoldsscanningen var jeg overbevist om, at hjertet ikke slog mere. Men nu sidder jeg her med min fine lille pige, som bliver 4 måneder på søndag <3 i bagklogskabens lys ville jeg ønske, jeg kunne have glædet mig mere under min graviditet, men som du skriver er det ko det vildeste kontroltab, og det er svært. En veninde gav mig et godt råd om at stole på min krop: “du kan alligevel ikke gøre fra eller til nu. Tro på at din krop kan klare opgaven!”. Og jeg ved godt at det er noget andet for dig efter så langt et behandlingsforløb, men jeg vil alligevel håbe, at du kan prøve at slippe tøjlerne lidt og tro på at din krop nok skal kunne finde ud af at bygge den fine lille baby færdigt 🙂 h*n er jo faktisk næsten færdigbygget allerede og skal bare blive større og stærkere, så din krop har allerede gjort det meste arbejde 🙂
    Jeg ønsker jer i hvert fald al held og lykke med det lille liv <3
    Til sidst vil jeg spørge om du har fået tilbudt et særligt jordemoderforløb? Jeg har døjet med angst tidligere, og under min graviditet fik jeg tilbud om oftere JM-kontrol, så jeg kunne bruge JM mere aktivt, hvis jeg havde bekymringstanker etc. Jeg er sikker på, at du med din behandlingshistorie kan få lidt ekstra JM-love, hvis du spørger til det 🙂 “sårbar gravid” kaldte lægen det vist, og hvis man lige kan sluge at få dén mærkat klistret på sig, så er det faktisk ret fedt at få lidt mere JM-tid. Jeg fortryder i hvert fald at jeg ikke takkede ja til det fra starten af.

  24. Kære C.

    Alt for få omtaler de tanker, som du her adresserer. At blive gravid er, pludselig at have noget mellem hænderne, som man rent faktisk kan miste. Og det er mægtigt angstprovokerende! Man får lov at kigge ind på et liv, man måske har drømt længe om og en realisering af et fundamentalt ønske. Men man er kun “undervejs”. Her må vi hver især ty til det, der giver os ro i sindet. Min svigermor har flere gange (med skyld i stemmen) fortalt om hvordan hun i en af sine graviditeter ofte drak et stort glas isvand mega hurtigt fordi hun vidste det ville provokere baby til at give et spjæt. Og så var alt godt! Hver vores tricks. Og du skal gøre dit! For at blive i stand til at lade det lykkelige fylde mere og mere som ugerne går. For jeg lover dig – for hver uge, hver skanning, hvert lille spark som en kærlig hilsen derinde fra- så vil lykke fylde mere og mere. Jeg selv er i uge 28 og har oplevet det sådan.

    Held og lykke med at lade lykken snige sig ind i sit eget tempo og tillykke med, at I er på vej og tættere på at blive en lille familie end nogenside før!

  25. Årh hvor jeg godt forstår dine tanker! Min proces og graviditet har været fuldstændig omvendt din, blev gravid i andet forsøg og alt gik fuldstændig efter bogen og jeg og min mand var ovenud lykkelige! Men så i uge 28+3 ville min søn ud og ingen ved hvorfor. Han kunne ikke have gået et bedre forløb igennem, trods sin alt for tidlige ankomst, vi blev udskrevet allerede 6 uger efter og han er fuldstændig helt igennem perfekt og har det rigtig godt og har haft det hele vejen igennem! Men på trods af det frygter jeg VIRKELIG min næste graviditet, for vi vil gerne have et barn mere, men er næsten sikker på at jeg vil være rædselsslagen næste gang, for hvad hvis det sker igen? Så er der jo ikke nogen der kan garantere for at det kommer til at gå ligeså godt. Og hvad hvis det er uge 24 jeg går i fødsel? Eller uge 20 hvor det med 100% sikkerhed vil dø det sekund det kommer ud? Og nogen gange kan jeg være så skræmt ved tanken at jeg tænker, det er da nok at have et barn, han behøver da ikke en søskende, selvom jeg virkelig virkelig gerne vil have et barn mere, ved bare nogen gange ikke om jeg tør? Nå, det blev en lang smøre, men du skal i hvert fald have en kæmpe virtuel krammer fra mig og ønsker jer alt mulig held og lykke med det hele ❤️

    1. ..Føler ikke helt jeg blev færdig med min kommentar. På trods af at alt er gået så mega godt med min søn som fylder 1 år d 23 juni, så kan jeg stadig være helt rædselsslagen når han bliver syg eller jeg bliver syg og er bange for at smitte ham, for han er jo for tidligt født, han kan jo ikke holde til det? som er det alle siger hele tiden, selvom der er Intet der tyder på at han ikke kan tåle nøjagtigt det samme som alle andre babyer på hans alder! Det er bare mega svært at finde en balancegang som passer til ham og os, for bør man lige spritte hænder, eller bør vi blive hjemme af risiko for dit eller dat? Årh, ved egentlig ikke hvad det er jeg prøver at sige, måske bare at jeg virkelig godt forstår dine tanker om at hvad nu hvis, selvom alt egentlig går godt og alle siger at det går godt! Måske det er en mor ting 😅 Håber du får en dejlig dag ❤️

  26. Av! Du rammer SPOT on ned i alle de følelser, jeg havde under min graviditet med min søn. Især de tanker du har med at placere sig i de uheldige procenter hele tiden. Først var vi næsten 2 år om at blive gravide, så aborterede jeg. Så blev jeg gravid igen, men blødte kraftigt i 8 uger (et “uskyldigt” hæmatom i livmoderen, som et fåtal gravide får, men SÅ skræmmende). Min søn vendte forkert (kun ca. 5 % gør det), og skulle vendes udefra. Jeg følte bare, at de uheldige procenter blev ved med at forfølge mig, og jeg føler det faktisk stadigvæk.

    For nu er jeg gravid igen. Uplanlagt og et lille mirakel med min historie i baghovedet. Men så opdagede jeg for en uges tid siden, at det er enæggede tvillinger med fælles moderkage. 4 promilles chance for den slags… det er en højrisikograviditet, og jeg er helt ulykkelig over det. Jeg føler næsten ikke, jeg har overskud til at gå igennem endnu en graviditet fyldt med bekymringer, men jeg vil prøve at følge mit eget råd, som jeg også gav dig sidste sommer: Behandle mig selv ud fra den tanke, at alt går fint!! Købe babytøj, gå i graviditetstøj, fortælle omverdenen om graviditeten osv. Tvinge mig selv til at opfatte mig selv som kommende mor til raske tvillinger og undgå at opfatte mig selv som et af de skrækscenarier, der er risiko for, at jeg kan ende i.

    Det er skidesvært. Men få af de lykkelige øjeblikke jeg havde i min sidste graviditet kom fra, da jeg tillod mig at hvile i, at det hele nok skulle ende godt.

    1. Vil faktisk gerne lige knytte en lille kommentar mere med et godt råd: Husk, at der ikke findes magi! Du kan ikke påvirke eller jinxe noget ved at give dig selv lov til at tro på det. Eller ved at turde glæde dig. Eller ved at “forberede” dig på det værste. Når jeg selv fik de tanker, delte jeg dem med min mand, og han sagde altid “jeg tror ikke på magi!”, og det var så befriende at give slip på forestillingen om, at mine tanker af den ene eller den anden art havde kraft til at påvirke noget som helst.

      1. Tak for at dele den tanke Helle, den giver så god mening (og ro) fpr mig. Tror den skal op på en post-it herhjemme!!

  27. Vi har ikke haft svært ved at blive gravide. Vi havde fået at vide af mødre og søskende at det “lå til familien” at blive lynhurtigt gravide. Tak for det pres. Det var bestemt ikke uden nervøsitet vi gik igang – virker det nu som det skal? Vi testede positive i første hug, og glæden og lykken væltede ind over os. Vi faldt hinanden om halsen, jublede og glædede os helt ind til benet. Vi havde snakket om det i hvad der føles som en menneskealder – nu skulle vi endelig være forældre. Vi nød vores lille hemmelighed sammen og drømmene fik lov at udvikle sig.
    4 uger efter mistede vi. En eftermiddag fik jeg frygteligt ondt og blødningen meldte sig. Læge og vagtlæge ville og kunne intet stille op. Naturen måtte gå sin gang. Det var jo en lykke-graviditet og sorgen over de tabte drømme var hård. Hvorfor er der ingen der fortæller om det? Det sker for 20-25% og aldrig er der én veninde eller søskende der har fortalt mig at det sker. At de har oplevet det samme.
    Vi blev hurtigt gravide igen. Faktisk så snart vi var klar. Men lykkefølelser, glædesrus og de store armbevægelser udeblev. På trods af et hav af symptomer og skrigende positive tests. Jeg var så bange for at miste igen at jeg ikke turde håbe. Det var så skrøbeligt.
    Scanning i uge 8 viste et lille hjerteslag. I øjeblikket drog vi et lettelsens suk, men allerede kort tid efter rullede bekymringerne ind over os igen. Ved alle skanninger har jeg holdt vejret indtil vi så et hjerteslag. Jeg har ikke været nervøs for tykkelsen på nakkefolden, eller om babys hjerte var udviklet korrekt, men for om hjertet nu stadig slog. Det er først efter uge 20, hvor jeg har kunnet mærket en livlig baby dreng lige under mit maveskind at roen har sænket sig. Jeg tror på det nu. Han fremstår ikke længere som skrøbelig i mine tanker, men som en robust baby dreng. Og så indtræffer bekymringerne om for tidlig fødsel og om han nu bliver der inde til termin. Alt sammen ting man ikke har kontrol over. Jeg har misundt mine veninder som virker bekymringsfrie og med en grundsolid tro på, at alt kommer til at gå godt. Jeg er bare ikke helt sikker på, at de ikke også vakler en gang imellem.
    At blive gravid er som at springe ud af et fly i frit fald. Man har ingen kontrol når man først er ude over kanten og må blot overlade sig til naturens kræfter. Prøve at fokusere på at gøre hvad man kan for, at lande på sikker grund til sidst.
    Og når man så lander med sin baby i armene har jeg ladet mig fortælle at en hel ny kaskade af bekymringer begynder. Jeg tror det hedder moderskab.

  28. Har selv været bib (bsrnløs i behandling), men havde ingen aborter undervejs, vi blev ‘bare’ ikke gravide.
    3 år tog det, og jeg tog mig selv i at ønske i det mindste bare at kunne se de to streger også selvom det gik til, bare for at vide at det virkede, at jeg kunne blive gravid. En helt forfærdelig tanke som jeg ikke kan finde nogen undskyldning for andet desperation og ikke at ‘virke ordentligt’.
    Da jeg blev gravid var lykke følelsen der med det samme, jeg kunne mærke i hele min krop at det var rigtigt og jeg den følelse gik aldrig væk heller ikke efter fødslen.

    Ved nr 2 blev jeg gravid i første icsi forsøg, nu vidste vi jo hvad der virkede og det gjorde det. Men det var mit hovedet slet slet ikke med på, der måtte være noget galt, det kunne ikke være så nemt…
    Jeg var helt sikker på at det ville ende skidt, på trods af min krop gav mig alle tegn på at baby trives og havde det fint. Først da han begyndte at sparke fandt jeg ro, især fordi han var så aktiv at jeg ikke kunne ignorere det, eller vende det til en fejl, og med tiden kom glæden, mest en glæde over at skulle føde og se det barn der var i maven (jeg elskede at føde).

    Har haft flere veninder der har investeret i en dims så de selv kunne finde hjertelyd, de er ikke så dyre, men hvad så hvis man ikke kan finde hjertelyden selv, den chance turde jeg ikke tage.

  29. åh manner hvor dine ord røre mig. Har selv været i det og jeg kan stadig 5 år og 2 børn senere blive meget overvældet over det. Jeg har lyst til at skrive til dig, at du bliver nødt til at tro og kære om det lille liv. At snakke med det og ae maven og græde med det – og grine og skrige og alt det andet. Som du engang skrev du havde masserede dine ar. For uanset hvad der sker, så er det med dig og er dig. Og nu skriver jeg det mest nederen: vær forberedt på at det ikke nødvendigvis, men også kan blive svært med livet i armene. Første gang freakede jeg sgu ud og anden gang helede jeg. Også rejsen med livet i hænderne er forskellige. Alt det bedste til jer tre bankende hjerter

  30. Det er så meget okay at have det som du har det😊 og sikken et fint indlæg.
    Jeg kan sagtens nikke genkendende til dine følelser selvom jeg ikke har samme historie som dig.
    Min første søns fødsel var meget kompliceret og forløbet efter var frygteligt + vi havde voldsomme ammeproblemer (ham og jeg). Under graviditeten med min anden søn havde jeg mange bekymringer om den forestående fødsel og forløbet efter. Jeg brugte meget min læge og jordemoder til at snakke bekymringerne igennem, hvilket hjalp rigtig meget. Her to måneder efter nr to fødslen priser jeg mig lykkelig over, at jeg fik prøvet den “gode” fødsel og ammeopstart.
    Bekymringer er en præmis, som jeg tror, at man forældre må acceptere – og så øve sig i ikke at sammenligne sig med andre. Det er pisse svært og jeg kæmper stadig med det. Men det skal lykkes, for jeg gider ikke slå mig selv oveni hovedet hele tiden med det jeg ikke kan, og om jeg nu føler noget forkert!

  31. Jeg har sådan haft lyst til at skrive til dig, men jeg er så bange for, at jeg ikke kan formulere mig rigtigt, så min pinte kommer igennem.
    Jeg er nervøs for, om mit skriv virker lyseslukker-agtig (det er lige det modsatte, jeg prøver på), men nu forsøger jeg mig alligevel.

    Jeg er selv heldig at have to børn.
    Børn jeg inderligt har ønsket, og som jeg elsker uendeligt.
    Da jeg blev gravid med den første, var tanken om tiden efter fødslen med violiner i baggrunden, hvide duer og bleer der duftede af roser.
    Jeg vidste bestemt godt alt om søvnmangel, at babyer græder osv., men inden i mig selv tænkte jeg, at min kærlighed til det her barn var så koloenormt, og at jeg følte mig mere end kompetent til at håndtere hvad end der blev kastet min vej.
    Nu vil jeg ikke liste en frygtelig række af hvordan virkeligheden viste sig at være en anden, men jeg ville ønske, at nogen indtrængende havde fortalt mig, at lykken ikke altid indtræffer ved første færd.
    Jeg slog mig selv så hårdt i hovedet af frustration over, at min kærlighed til mit barn tilsyneladende ikke var nok til at få hende til at stoppe med at græde. Jeg bebrejdede mig selv så meget, at jeg sommetider inderligt ønskede, at hun skulle forsvinde – bare lige et par timer. Jeg elskede hende jo stadig, for pokker! Virkeligheden var bare røv-hård, og jeg var slet ikke lykkelig.
    Jeg havde ikke en fødselsdepression, men det var tæt på.
    Jeg havde ikke været realistisk, fordi min drøm fyldte så meget.

    Med mit andet barn var historien en helt anden. Jeg havde indstillet mig på, at det første år ville være ben-hårdt, og at jeg måtte hænge i med neglene, og at følelserne nok måtte udvikle sig over tid.
    Jeg var meget neutral omkring efter fødselstiden, og jeg må indrømme, at efter mine tidligere erfaringer, så frygtede jeg det lidt.
    Ud kom den mildeste baby, som tog mig totalt med storm. Jeg var totalt overrasket og svømmede i kærlighed fra første sekund, og gør det stadig.

    Min pointe er nok, at skuffelsen kan være kolosal, hvis ikke man virkelig tager det ind, at det rent faktisk kan være, at babyen kører en ud et sted, hvor man ikke kan bunde, og at følelserne omkring barnet ikke nødvendigvis er der med det samme.
    Så kan man jo heldigvis blive positivt overrasket!
    Så vidt jeg ved, så er de kvinder som brændende ønsker sig børn i størst risiko for fødselsdepression.

    Jeg siger ikke, at det er tilfældet hos dig, men når nu du har kæmpet så længe, og endda med publikum på, så er der måske også et større pres på dig om at være ekstra taknemmelig og ekstra lykkelig, når nu du var en af de “heldige”, som rent faktisk lykkedes med at blive gravid.

    Kæft, Cathrine, jeg håber virkelig, at du fornemmer mine varme følelser for dig, og forstår, at jeg altså ikke står med en pose malurt, som jeg rundhåndet dele ud af.
    Jeg ønsker jer simpelthen bare den absolut bedste start på familielivet.
    Børn er vidundelige, og du bliver uden tvivl en fantastisk mor!
    De største knus fra en mor til en anden mor ❤️

    1. Jeg mener bare, at man måske kunne ændre overskriften om nogle måneder til:
      “… Og så kom baby sund og rask til verden, og så sagde vi, at jeg var lykkelig, ikke?”
      På samme måde som du ville ønske, at nogen havde forbedret dig på følelserne i tiden efter konstateret graviditet, så er det måske også rart at vide, at der måske kommer nogle følelser efter fødsel, som du måske ikke havde regnet med. Det er nemlig også helt normalt og helt okay 🙂

  32. Kære Cathrine
    Først og fremmest kæmpestort tillykke – selvom jeg også skrev det på dit første opslag om jeres graviditet. Det er så fantastisk for jer!
    Jeg kunne mærke at jeg blev en lille smule vred da jeg læste sætningen “hvis der er nogen jeg under at bade i deres egen babyglory, så er det sgu os der har kæmpet ekstra for at nå hertil”
    Det har egentlig ikke noget med dig at gøre. Jeg forstår sagtens sætningen fra dit perspektiv. Men det vækker nogle dumme følelser i mig.

    Jeg er selv gravid med termin i oktober. Jeg er rigtig “god” til at blive gravid. Med vores datter tog det 2 måneder før vi stod med en positiv test. Denne gang kun 14 dage fra vi smed præventionen. Til gengæld er jeg rigtig dårlig til at være gravid. Jeg er sengeliggende med opkast, svimmelhed, migræne og influenzasymptomer som er der 24/7.
    Det er mega hårdt. Jeg kan ikke være mor for vores datter, jeg kan ikke gå på arbejde. Det eneste jeg kan er at ligge i min seng eller med hovedet i toilettet. Jeg har aldrig i mit liv været mere syg end når jeg er gravid. Det har indtil videre stået på i 2 måneder.

    Jeg har en veninde der lige nu kæmper i fertilitetsbehandling. Hun har været i det i 6 måneder nu. Jeg vil ikke sammenligne hendes og min situation. Det kan man ikke. Jeg ved bare at begge dele er HÅRDT og begge dele har kostet mange tårer. Men hvor hun møder meget omsorg og forståelse, møder jeg istedet kommentarer om, at jeg bare skal være glad for at jeg i det mindste er gravid. Jeg føler ikke jeg må udtrykke, hvor fucking hårdt det her er, fordi jeg er gravid.
    På samme måde under jeg ALLE mennesker at sole sig i deres baby-glory. Om de har været 10 år eller 9 måneder om at opnå målet. Eller om deres graviditet har været en dans på roser eller et helvede. Alle fortjener det lige meget.

    1. Really?

      Og hvem siger i øvrigt at Cathrine (eller andre ivf-kvinder) ikke har kvalme, opkast – og det der er værre..

    2. Det forstår jeg godt – altså kommentaren, den var også skarpt skrevet og mit glimt i øjet med den blev tilføjet i “hehe” 🙂 Alle fortjener præcis den babyglory de får og mærker.
      Og så vil jeg sige, at der jo er mange måder at kæmpe på, som du også kan læse i kommentarfeltet. Dem i behandling, dem der nemt er blevet gravide men som har mistet, de der har kroniske sygdomme at bekymre sig om at videreføre. Og så er der jo også jer, der bogstaveligt talt bliver syge af at være gravide. Det er jo frygteligt! Jeg kan godt forestille mig, at det må være omgærdet af tabu og “i det mindste er du gravid”-agtige kommentarer. Det er jo så tåbeligt indrettet af naturen – ligesom med rhesus negativ. Hvorfor har naturen fundet på de krumspring, som ingen funktion har? Jeg forstår det ikke 😅
      Du må ikke tage på vej over sådan en kommentar – du lyder til at kæmpe på din helt egen og helt retfærdiggjorte måde. Ligegyldigt hvordan og hvor hurtigt det er kommet til værks. At skulle tage sig et lille år i sygesengen hver gang – det er sgu da en kamp.
      KH

      1. Jeg tog slet ikke på vej over DIN kommentar, som jeg skrev satte den bare gang i nogle lidt dumme følelser jeg oplever i øjeblikket 🙂
        Som jeg skrev kunne jeg sagtens forstå sætningen fra dit perspektiv, føler som beskrevet og som jeg også tænker du læste ud af det at alle kæmper hver deres kamp og ingen skal gøre sig til dommer over om man har det hårdt og alle fortjener graviditet og babylykke lige meget 🙂

  33. Graviditet (og morskab/forældreskab) er bare en lang bekymring – og lykke. Jeg kan umuligt sætte mig ind i, hvordan det er for jer, der har været i behabdling. Jeg er blevet gravid med det samme begge gange – nu i 27. uge med nummer to. Nervøsiteten er der dog stadigvæk. Behovet for at tilføje “der kan jo stadig ske så meget” når vi har delt nyheden med andre – bare for at de – og vi – ikke måtte sætte næsen op efter for meget. Bekymringen ved scanningerne; er der noget galt? For så er vi altså indstillet på abort. Pyh – det er da gået godt indtil nu! Og der var vist lige en periode her i andet trimester – efter misdannelsesscanningen, hvor jeg hvilede meget godt i det. Mærker ham sparke hver dag. Men nu begynder plukkeveerne at tage til (lige som sidst i øvrigt) og i takt med dem stiger min bekymring. Nu går det blot på for tidlig fødsel. Og jeg ved, fra min datter der er en sund og rask snart-tre-årig, at man fortsætter lidt, når barnet er der. Trækker de vejret i vuggen, spiser de nok, bliver de syge? Får de venner i vuggestuen og børnehaven – og GISP! skolestart. pyha. Godt de er så mega nuttede og man bliver helt rundt på gulvet af lykke når de smiler og siger søde ting og og og…. Og vigtigst; Lykke til! Jeg glæder mig til at følge dit dette kapitel også.

  34. Puha, hovedet på sømmet lige der…

    Jeg har også været i behandling meget meget længe (det er 2,5 år siden henvisning), og bærer lige nu på en graviditet. Men også på en kæmpe angst for at miste. Igen. Har været til 8-uger scanning på klinikken, og der var sgu’ (mod al min forventning) et flot, blinkende hjerte derinde, men sådan et har jeg set før og alligevel mistet i 12. uge, så jeg tør.ikke.tro. Tør ikke håbe. Overhovedet.

    Burde egentlig være blevet afsluttet ved den scanning, men de kunne godt se, at jeg overhovedet ikke var lykkelig, så jeg har fået en ekstra om fem dage, hvor jeg er 10+0. Og jeg har bare sådan en dårlig fornemmelsen. Men det havde jeg også ved 8-ugers. Er helt sikker på at den er gået til igen. Fuldstændig sikker.

    Og hvis den mod forventning er derinde, er der ikke længe til NF. Og så burde jeg jo sige det højt derefter. På arbejdet, til de af mine veninder og familie det ikke kender til og har fulgt mit behandlingsforløb. Men det tror jeg ikke jeg kan. Det tror jeg ikke, jeg tør. Men den her mave bliver ligesom ikke mindre. Det virker bare alt alt for skrøbeligt til at kunne sige det højt.

  35. Jeg var aldrig i behandling, men det tog os to år at lave vores første. Og nu er jeg gravid igen, hvilket skete super hurtigt kontra første gang. Der har ingen forskel været på de to graviditeter i forhold til hvor skide bange jeg er for at miste eller at der skal gå noget galt. Jeg tror måske at denne gang ved jeg, hvor meget der er på spil og hvor meget kærlighed man får til det lille menneske. Så jeg er mindst lige så nervøs og urolig denne gang. Vi kan desværre godt vænne os til det, for rollen som mor er en evig bekymring. Bare vent til dit lille pus er syg første gang. Bekymringen bliver en del af hverdagen, men den er også god, for det betyder at vi elsker <3 Tak fordi du deler Cathrine!

  36. Kære Cathrine,
    Spot on på indlægget. Jeg har selv været igang med projekt baby i to år, et år i fertilitetsbehandling og er nu gravid med termin til oktober – ligesom dig. Jeg er blevet chokkeret over, hvordan bekymringerne nu er fordoblet på alle parametre. Dertil gik vores nakkefoldsscanning knap så godt. Dvs. selve scanningen var perfekt: Meget lille nakkefolk, fint næseben, to arme, to ben, fint hjerte, to hjernedele osv. Men min blodprøve stak ud. Så vi er i forhøjet risiko for, ja… alverdens ting åbenbart. Dét må jeg bare sige, lige tidobler den der evige uro, man i forevejen har. Forhåbentligt er alt godt. Svar på NIPT-test om FEM DAGE! Vi har allerede ventet EN UGE!!

    Kh Sofie

  37. Først og fremmest stort tillykke, alt det bedste til jer!

    Da jeg selv blev gravid igen efter en mislykket graviditet, som vi måtte afbryde i uge 16, væltede mange ting hjemme hos os. Vi var selvfølgelig lykkelige over udsigten til et barn. men angsten og de uforløste følelser fra sidste runde, sad dybt i os begge.

    For mit vedkommende gik, der faktisk ret mange måneder af min lille piges liv, før jeg holdt op med at tro, at vi havde hende midlertidigt.

    Derfor er det også godt at formulere sin angst, for sig selv, for sin anden halvdel – og hvis den ikke fortager sig, måske over for nogen, der kan hjælpe til med at bearbejde den.

  38. Først og fremmest – kæmpe stort tillykke! Da jeg læste du var gravid udbrød jeg et kæmpe yes, af lettelse på dine vegne! Min kæreste forstod slet ikke hvorfor jeg blev så glad! Men jeg synes alle fortjener det og især dem der kæmper mere end os andre. Og så vil jeg lige sige at jeg kan fuldt ud relatere til det selvom jeg ikke har prøvet at miste eller kæmpe for det. Vi blev gravid uden at prøve og det hele har gået godt fra starten, men jeg har hele tiden haft følelsen af at der ville komme nogen og sige snydt – du skal da ikke have et barn. Jeg har været sikker på hver gang jeg skulle til scanning eller jordemoder at hjertet ikke slog mere eller ikke voksede nok så det måtte stoppes. Men alt har bare været i den skønneste orden og vi har fået ordene “alt er helt normalt” så sindssygt mange gange, og så er jeg da også vildt glad, men ugen efter er frygten der igen. Jeg vil sige at når man mærker liv hver dag så hjælper det en hel del, men så kommer der satme den der frygt for at gå i fødsel for tidligt. Det er bare ikke en nem tur psykisk at producere en baby. Men hvor er det dejligt at høre at man ikke er alene om de følelser for de der scanningsklinikker kan godt få en til at føle sig lidt tosset med ens mærkelige spørgsmål og påstande. Men igen kæmpe tillykke, du er bestemt ikke alene med de tanker! Men lad os krydse fingre for at vi alle står på den anden side med sunde og raske børn. Jeg synes at trods alt frygten så er jeg simpelthen så lykkelig på samme tid, især efter at jeg kan mærke hun vender sig og sparker mod min hånd, det er bare noget helt særligt.

  39. Jeg er snart 20 uger henne, hvor man siger, at man kan begynde at mærke liv som førstegangsgravid. Jeg er så utålmodig for at kunne mærke noget, og jeg forstår derfor godt, at du ofte går til scanning. 🙂 Glæder mig så meget til at kunne mærke min baby, så jeg ved, at hun har det godt. <3
    At læse alle de andre kommentarer gør mig dog mere rolig, og det er virkelig skønt at se – sort på hvidt – at jeg ikke er alene. 🙂

  40. Så fint skrevet! Jeg kender ALT til de følelser og har i mine to ICSI graviditeter først rigtig kunne slippe glæden løs efter midtvejsscanningen. Efter sammenlagt 5 år i behandling for at få vores tre guldklumper, tror jeg – som du skriver – at man er mærket for livet. Jeg synes at min “happy go lucky” tilgang til livet, som var en stor del af mig før al behandlingen, på en måde blev mere afdæmpet – og stadig er det. Det er nok sådan det bare er at leve, man får skrammer og sår på sjælen, og for os “barnløse” er det så i forhold til graviditet, eksempelvis.

    For mig begyndt boblerne i maven og glæden og den brusende fornemmelse af lykke langt senere – når maven er stor, man mærker baby/babyerne pusle derinde og ens hoved HAR vænnet sig til tanken om at den sgu er god nok. Det er en svær, svær rejse, det der behandling, så det er helt ok at du ikke hopper rundt i en lyserød sky – endnu.

    Det tror jeg er prisen for at være fertilitetsudfordret – man får ikke den der bekymringsløse, afslappede graviditet. Men så får man til gengæld den dybe, dybe taknemmelighed og et ekstra lag af livsindsigt, som vi følge dig altid.

  41. Tak altså!
    Det har taget os 2 år og 5 måneder at nå til, hvor vi er i dag: i 8. uge.
    Lettelsen er stor, men forvirringen og frygten desværre større. Det sker, at vi taler om babyen, som en reel ting der kommer til at ske, men oftest stopper vi hinanden, for vi må endelig ikke ‘jinxe’.
    Du beskriver det så rigtigt, og har gjort det hele vejen i gennem. Vi har været i behandling samtidig, og de følelser som jeg ikke har kunnet forstå og rumme, har du beskrevet så fint. Det har været betydet meget.
    Uge 8 er ikke langt, og meget er usikkert endnu. Jeg synes det er rigtig svært, at de som har været indviet i behandlingen også har spurgt til hvordan det gik denne gang. Fortæller jeg ikke noget, føler jeg mig som en kujon – for de hepper jo også, og vil også gerne have den gode nyhed. Og fortæller jeg det, så rummer de en glæde som jeg ikke selv er klar til. Jeg håber, at vi begge når til et punkt, hvor vi kan glæde os og nyde. Vi har glædet os så længe til graviditeten, så det ville være synd, hvis den bare skal overståes.
    Stort tillykke til jer og os!

  42. Jeg kan virkelig godt relatere.. Vi har mistet tre gange tidligere. I uge 13, en dreng i uge 14 og et sæt tvillinger i uge 12. Til sidst endte vi på Rigshospitalets enhed for gentagne tab som havde 12 måneders ventetid. Jeg er gravid igen og skal føde virkelig snart, men angsten har jeg stadig. Og nu har jeg faktisk accepteret at den måske faktisk aldrig går væk…
    Alle mine tanker til dig! Kh

  43. Stort tillykke med graviditeten og tusind tak fordi du har sat ord på alle de følelser som jeg selv har haft gennem behandlingsforløb og graviditet de sidste to år.
    Kh fra en som netop er blevet mor til en lille ICSI dreng 💙

  44. Åh, Cathrine! Jeg har det på helt samme måde. Tak fordi du sætter ord på det. Det gør det måske lettere for andre at forstå. Jeg er selv i 7. uge og har aldrig været så nervøs og angst, som jeg er nu. Jeg håber, det lille hjerte slår i næste uge og vokser sig stor, sund og rask <3

  45. Tusind tak for dit indlæg, Cathrine. Det fik tårer til at falde på min kind, da det gav genlyd og et realitets tjek hos mig som tidligere barnløs. Granat splinterne sidder stadig i mig trods for jeg sidder her med min datter på 3 mdr. Lykken fandt jeg lidt i min graviditet, men ikke ‘nok’. Troede den vilde lykkerus ville komme når hun blev født, men angsten sidder stadig i mig (åbenbart) og som en dør, kun lukker lykken ind via den lille åbning. Venter stadig på den vilde lykke følelse, selvom jeg elsker min datter – men forstår dog stadig ikke hun er her efter 5 års kamp og utallige aborter. Tak fordi dine ord vækkede noget i mig og gav mig en erkendelse af at jeg bør gøre noget ekstra for den kommer.. men at det er helt okay at jeg har det sådan, når man nu sidder med granatchok og splinter ❤️

  46. Kære Cathrine,
    Tak fordi du har været medvirkende til, at min kæreste og jeg har haft mod på at være åbne omkring dét at være i fertilitetsbehandling – det har simpelthen været så befriende.
    Også tak for her at sætte ord på hvordan jeg også havde det de første maaange uger af graviditeten med vores ICSI-baby.
    Nu efter en tidlig gennemscanning (16+0) og en masse levende billede af vores lille gut tør jeg endelig at tro på det og føler mig langt om længe gravid.
    Glæder mig til at følge(s) med dig.
    Kærligste hilsner Charlotte

  47. Årh søde Cathrine,
    Bare jeg kunne sige, at det nok skal gå og du ikke er alene med de tanker.
    Men graviditet er fucking ensomt! Der sker så meget i ens krop og det første lange stykke tid aner man ikke om man mister forstanden (eller baby undervejs)
    Jeg har været, hvor du er nu.. og det er så hårdt, så svært og føles som en ulidelig ørkenvandring.
    Jeg blev gravid på en hormon spiral – det er der 0,3 pct sandsynlighed for. Sandsynligheden for, at graviditeten ender i en abort er 50 pct.
    Jeg blødte nonstop de første 2,5 mdr af min graviditet, var en tur akut på sygehuset, hvor ordet abortering også blev nævnt.. og jeg er også rhesus negativ, så det var pludselig også en bekymring. Jeg blev reduceret til et nervevrag, der blev kastet rundt i systemets hænder.

    Jeg var blevet scannet 3 gange på 3 uger før min nakkefold og alligevel lå jeg og GRÆD på lejet, fordi den var helt sikkert død siden sidste uge.. jeg har samlet store klumper blod op af toilettet og stået og trykket på dem for at være sikker på, at der ikke var et foster i..

    Jeg har været indlagt på svangre 4 uger før fødsel, de længste uger i mit liv, mit vand gik alt alt alt for tidligt. Det ved jeg ikke hvad procentdelen er for, men jeg følte mig ihvertfald alene.
    jeg har kørt med patienttransport, fået lungemodner, kørt hjertestrimmel/vemåler hver dag i 4 uger, hvor jeg var så skidebange for at miste min dreng.
    Som en ud af 4000 på årsbasis kom min dreng til verden alt for tidligt, og han er så en af de 10 pct af 4000, der er meget for tidligt født.
    Men mit livstykke af en bulderbasse har sku hængt sig højt og flot i alle hans dårlige statistikker og her 10 mdr efter hans fødsel er han i fuld gang med at opdage verden og tygge på alting.
    Jeg kan jeg stadig tage mig selv i at kigge på ham, og være bange for det hele er en drøm..
    jeg tror alle dine bekymringer og tanker er fordi du er blevet mor – helt ind hjertet er du blevet mor!

    Og selvom det er svært, ensomt og surrealistisk at forholde sig til, så kommer erkendelsen henad vejen.. når det første puf kommer, når der diskofest i maven osv osv osv.. tror bestemt der er en årsag til, at man får 9 måneders forberedelsestid 😊

  48. Tak🙏 Tak fordi du beskriver helt præcis mine følelser…. og nej, det stopper heller ikke selvom du står med barnet i armene- du er en gang for alle blevet klar over vejen dertil var så utrolig hård og lang, at du ikke fatter at set virkelig lykkes…. og samtidig er du blevet så bevidst om livets skrøbelighed, at du stadig føler dig sårbar.

  49. Så smukt, og sårbart, og stærkt <3
    Jeg er ikke gravid, og heller ikke engang i gang med at prøve endnu, men noget i dine ord fik tårerne til at trille ned af kinderne på mig. Om det er det med hoved og krop der ikke er på linje, det med at alt ikke er 100% perfekt og lykkeligt fordi man har fået det man ønskede, det med at være en såret kriger, det med at være god til at skjule smerten….noget af det fandt genkendelse inden i mig. Tak for det, for ordene, for følelserne. På trods af tudeturen…som nok egentlig bare var meget tiltrængt <3

    jeg ønsker alt, alt, alt det bedste for jer!

  50. Tak 🙂 Jeg er pt i uge 12, efter 20 måneders hård kamp, med fertilitetsbehandling og hvad der følger med. Jeg troede og tror forsat ikke på at det er lykkedes. Så hjerteblink i uge 7, og dagen efter var jeg sikker på at det var gået galt. Scanning igen i uge 10. Var rolig og glad i 2 dage, så var jeg igen usikker på om alt nu er som det skal være. Lige nu venter vi på nakkefoldsscanning i næste uge, og jeg er sikker på at der er noget galt. Ikke at jeg har nogle beviser, men roen og sikkerheden kommer bare ikke. Mit hoved er fyldt med bekymringer.
    Så tak fordi du sætter ord og fokus på de svære tanker. Det er virkelig en trøst at vide, at man ikke er den eneste der har det på den måde, og at det måske endda er en helt normal reaktion på alt det man har været igennem.

  51. Hold da op hvor skriver du fint og hvor er det bare rørende læsning. Jeg har ikke været i behandling men jeg kender til at være gravid og nervøs og kunne levende forestille mig at nervøsiteten kunne få et ekstra gear når man har en baggrund som jeres. Tak for læsningen og tak for at give mig et lille indblik i hvad fertilitetsbehandling også kan gøre for graviditeten.

  52. Jeg var PRÆCIS samme sted som dig. Med behandling i bagagen. Jeg ville ønske nogen havde gennemskuet mig (læge, jordemoder, bare nogen) og set at jeg på baggrund af min nervøsitet var et oplagt emne for en fødselsreaktion!! Som også kan vise sig INDEN fødsel. Just saying. For her, 11 uger inde i livet som mor – er det fuc…. hårdt. Og hårdt ikke bare at være lykkelig på barsel når det længe ventede barn endelig er kommet. Det er svært. Meget svært. Kontakt mig endelig hvis du vil have uddybet.

  53. Cathrine!!!!!
    Nu får du mig til at græde igen. Altså wow hvor bliver jeg rørt.
    Jeg tror at ægte lykke kommer i små glimt, som f.eks. når jeg bliver rørt og kan mærke mig selv helt ud i alle celler. Det sker ikke så tit, men når det sker, er det bare så stærkt. Man kan have et skønt liv og føler glæde, men lykken, den giver sug i maven. Jeg ønsker dig alt det bedste, ej og nu græder jeg imens jeg skriver dette hahahaha. Jeg håber at du vil blive puffet til af lykken. Kæmpe hep her fra!

  54. Jeg tilmelder mig koret af dem der havde det som dig! Det er en så sårbar tid, og man har fået et par ekstra skrammer i forløbet op til graviditeten når man har været i behandling, og med stadig frisk sårskorpe skal der ikke så meget til at angsten tager over. Og sådan er der helt sikkert også nogen der er blevet gravide i første forsøg hjemme på matriklen der har det, men det har jeg ikke prøvet.
    Jeg fik desværre en forskrækkelse ved NF scanningen, der medførte moderkagebiopsi og ekstra misdannelsesscanninger, så istedet for at blive tryg ved en scanning, er det nu mit største angstpunkt skulle jeg være så heldig at blive gravid igen.
    Jeg er så glad for alt det du deler Cathrine for det gør at andre tør dele også, det er så rart at se at man ikke er alene i denne verden med de der følelser det kan være svært for venner og familie at forstå ❤️

  55. Kære Cathrine

    Kæmpe stort tillykke med jeres graviditet – hvor er det fantastisk! 🙂 Jeg tænker på, om du mon kunne have lyst til at dele, hvilke tanker du har gjort dig (hvis du overhovedet har skænket det en tanke) i forhold til at genoptage kontakt med de veninder/bekendte, du eventuelt har valgt at “tage afstand fra” pga. deres graviditeter eller babylykke? Ved ikke om du overhovedet har haft taget afstand fra nogen i din omgangskreds, så hvis du ikke har – eller hvis du ikke har lyst til at dele dine tanker omkring det – skal du selvfølgelig bare ignorere min kommentar 🙂

    Grunden til jeg spørger er, at jeg selv har en veninde, der går igennem fertilitetsbehandling (på 3. år), og som har valgt at tage afstand fra mig efter jeg er blevet gravid. Det er nu 5 måneder siden vi sidst har set hinanden. Jeg har fuld forståelse for, at hun har brug for plads (og respekterer det fuldt ud), og hun kan for min skyld holde en lang lang pause fra vores venskab, hvis det er det, der skal til for at jeg ikke mister hende på sigt. Det er det sidste, jeg ønsker. Men mit spørgsmål er så (hvis ikke vi genoptager kontakten foreløbig); hvad så når hun på et tidspunkt bliver gravid? Hvad har hun da brug for? Har hun brug for at det er mig, der genoptager kontakten og lægger den største indsats? Eller har hun mon brug for selv at gøre det, i eget tempo? Hvis der går lang tid før vi ses igen, kan jeg godt frygte, at man i hendes situation måske vil have svært ved at genoptage kontakten pga. skamfølelse? Eller hvad?

    Ved ikke om man overhovedet kan sige noget generelt om emnet, eller om det afhænger af hvem man er, ens indbyrdes venskab osv. Men enhver tanke omkring dette emne, vil jeg virkelig sætte pris på 🙂 Vil så gerne gøre det bedst mulige.

    Tusind tak for dig <3

  56. Jeg havde det helt lige sådan. Vi havde ikke været i behandling, men jeg havde haft en missed abortion – været gravid i 12 uger, hvor fostret var gået til (men stadig var derinde) i uge 6.
    Selvom jeg var til scanning i uge 6, 8 og 12 gav det mig kun ro et par dage. Jeg følte ikke jeg kunne stole på min krop, for den havde snydt mig før. Først da jeg begyndte at mærke liv begyndte jeg at slappe af, og jeg oplevede slet ikke at være nervøs til 20 ugers scanningen – for jeg var aldrig nervøs for små misdannelser eller lignende – jeg var udelukkende for om der var liv, og det kunne jeg pludselig mærke dagligt der var.
    Jeg håber du finder roen til at kunne nyde det hele på et tidspunkt.

  57. Jeg forstår dig fuldt ud. Det tog også mig to år at blive gravid, og det var først, da jeg begyndte at mærke liv derinde flere gange om dagen, at jeg var mere rolig og ubekymret. Kærlige tanker i din retning.

Læg en kommentar