Taknemmelighed for hver dag der går - ROCKPAPERDRESSES
Taknemmelighed for hver dag der går

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperbaby, fotograf Alona Vibe, Fertillitetsbehandling, Barnløshed

Grateful for every passing day, translations below by Camilla

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperbaby, fotograf Alona Vibe, Fertillitetsbehandling, Barnløshed

Min uheldige it-karma vil mig, at min computer hele weekenden i går drillede – skærmen har fået en løs forbindelse, og det var lige ved at koste mig dagens indlæg i går. Og nu har jeg taget konsekvensen af den ældre sag, og i stedet for købt en ny i dag. MEN. Den er ikke heeelt oppe at køre endnu med blog og passwords, og jeg skal komme efter jer, så jeg håber at finde tid i morgen eller onsdag.

Derfor kom mit halvt forberedte lille glimt-indlæg ikke ud i dag, og I må derfor tage til takke med et vældigt sent et fra min hånd.

photos ALONA VIBE

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperbaby, fotograf Alona Vibe, Fertillitetsbehandling, Barnløshed

Dog virker det også kun passende, at jeg oven på sådan en fuldstændig overvældende og vanvittig modtagelse, vi fik i går, siger tak. Lige tager et øjeblik af min mandag til at takke jer kollektivt. Jeg brugte fire timer af min aften på kun at svare DM’s på insta (altså, de direkte beskeder) i går, og jeg er slet ikke nået til al jeres kærlighed på billederne endsige herinde. Det er så vildt og meget varmere og smukkere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.

Jeg vil gerne indvie jer i denne her tid i en eller anden grad og i en eller anden form – måske et søndagsindlæg? Er det ikke lidt søndagslæsning?

Men jeg må også sige, at jeg har den dybeste respekt for jer, som fortsat kæmper jer fremad – det er ikke sikkert alle orker det herinde. Det er faktisk noget, jeg har gjort mig en hel del tanker omkring. Hvordan katten laver jeg det skifte fra at være i samme båd, en medsøster til måske at føles fremmed og som en af dem. Jeg vil gerne finde balancen imellem at lade min glæde og rejse fylde, men heller ikke kværke nogen med babystads – for det var der mange, der kom her for netop ikke at få. Men hele det emne i sig selv, synes jeg, jeg har mange tanker omkring, nok til et indlæg for sig.

Jeg prøver at finde en balance mellem det hele, kan I tro.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperbaby, fotograf Alona Vibe, Fertillitetsbehandling, Barnløshed

Og til jer, der har spurgt til maven – ja, altså så meget af den er der ikke endnu! Men mine hofter har klart udvidet sig. Og der sker lidt med maven hver uge. De her billeder er halvanden uge gamle, og selv fra morgen til aften, sker der en del.

Jeg kan ikke være i mine bukser eller nederdele, men det er nu ikke så sært, når jeg plejer at være en 34 – der mangler jo slet og ret stof, haha! Den rigtige sådan runde mave er der endnu ikke – det meste sidder stadig under navlen, men det er tydeligt for mig, der plejer at være fladmavet, hvad der foregår. Og selv om jeg skal vænne mig til alle forandringer; større barm og bredere hofter, så er jeg taknemmelig for det hele, for evigt eneste dag jeg får lov at få som gravid.

Hverken træthed, køresyge eller madlede kan på nogen måde sammenlignes med det, jeg har været igennem det sidste år, og det relief er jeg på en sær måde taknemmelig for at have fået. Tiden i skyggen får mig til at værdsætte solen så endnu meget mere.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rockpaperbaby, fotograf Alona Vibe, Fertillitetsbehandling, Barnløshed

Unfortunate it-karma led to my laptop acting up all weekend – the screen didn’t work, which almost cost me yesterday’s post. I’ve now taken the consequence and purchased a new laptop today. BUT. It’s not totally up and running yet, what with the blog and passwords and everything, so I need to carve out some time tomorrow or Wednesday to sort it out.

Which is why my only half-way prepared Everyday Glimpses post wasn’t published today, and you’ll have to make do with a very late squeak from me.

After the completely overwhelming and crazy reception we got yesterday, it’s only appropriate for me to spend a moment of my Monday on thanking you collectively. I spent four hours last night just responding to direct messages on insta; next step is thanking for all of the love given to the photos themselves and in here as well. It’s so insane and so much warmer and more beautiful than I’d ever imagined.

I want to share this time with you, to some degree, in some form or shape – maybe Sunday posts? Isn’t it sort of Sunday reading material?

It’s also important for me to mention that I have the deepest respect for those of you who continue to fight – you may not have the energy to keep following this forum. That’s actually something I’ve given a lot of thought. How the heck do I make the shift from being in the same boat, a sister even, to perhaps seeming like a stranger and like one of those. I want to find the balance between letting my joy and journey take up space, without suffocating anyone with baby stuff – since so many of you came here to avoid exactly that. I’ve got so many thoughts about that topic in itself, enough for an entire post on its own.

I’m trying to find a balance, believe me.

And for those of you who’ve been asking about the bump – yeah, well, it’s not really there yet! But my hips have clearly expanded. And week by week a tiny bit is happening with the belly. These photos are from a week and a half ago, and even from morning to evening a lot is happening.

I’ve outgrown my trousers and skirts, but that’s not too strange, seeing as I used to be a size 34 – it’s a pure lack of fabric, haha! The real round bump isn’t there yet – most of it is still below the belly button, but it’s pretty obvious to me, who usually has a completely flat belly, what’s going on. And even if I need to get used to the changes; bigger boobs and wider hips, I’m grateful for all of it, for every single day I get to be pregnant.

Neither fatigue, carsickness nor loss of appetite compares the slightest to what I’ve been through the past year, and in some strange way, I’m really grateful for having developed that perspective. The time in the shade makes me that much more appreciative of the sun. 

 

41 kommentarer
  1. Armen altså, hver er jeg glad på jeres vegne. Skal nok selv starte i fertilitets behandling efter sommerferie, så dejligt, at vide at der er håb forude, selvom det har været hårdt. Endnu engang tak fordi du deler, dine glæder og sorger i denne proces…. stort tillykke endnu engang:)

    1. Det er der nemlig. Hvis der var nogen, der gav mig håb, så var det andre i behandling, der blev gravide. Så tænkte jeg at statistisk måtte jeg hver gang rykke frem i køen for at blive min tur. Mega pøj pøj – og pas godt på dig selv, Karin <3 Det er det vigtigste - dig. KH

  2. Hvor er det bare fint at du tænker over at det selvfølgelig er svært for de af dine følgere der stadig kæmper. At du tænker på det siger rigtigt meget om dig som person og hvor sød og omsorgsfuld du er.

    Da Sneglcille var gravid lavede hun ugentlige videoindlæg omkring graviditeten, og da jeg på det tidspunkt selv prøvede at blive gravid var det, på trods af at hun er en af mine favoritbloggere, “for meget” for mig og gjorde for ondt. Men i og med hun gav alle indlæggene samme overskrift med skiftende ugenumre (så vidt jeg husker) kunne jeg nemt hoppe de indlæg over i Bloglovin. Så det vil være mit forslag at du på den måde markerer så det er nemt at springe over hvis man ikke kan rumme den slags indlæg.

    1. Smart! Det var også noget a la det, jeg tænkte, jeg ville gøre – så man kan springe dem over. Det er i hvert fald vigtigt for mig, at man kan det! KH

  3. Jeg er en af dem, der stadig står i det. Ufrivilligt barnløs på 2. år, diagnosticeret med PCOS efter 1. år og om lidt på vej i første IUI-forsøg. Jeg har rigtig svært ved at rumme andres babylykke og har identificeret mig meget med dine indlæg, men selvom du nu er gravid (og stort tillykke med det!), så sluger jeg også alle de nye og mere positive indlæg. Netop fordi du ved, hvordan det er at stå på den modsatte side, og du formår at reflektere med det i baghovedet, selvom du nu er i langt lykkeligere omstændigheder. Jeg GLÆDER mig til også at følge med her i din graviditet, samt når du til oktober står med det lille vidunder i armene – og så krydser jeg bare fingre for, at det måske også bliver min tur lige om lidt <3

    1. Hvor er det mega spændende Linnea, så sker der noget nu! IUI er fysisk ikke et ligeså stort indgreb, som IVF/ICSI, så forhåbentligt vil du opleve færre gener – selv om hovedet jo stadig kan løbe af med en. Gør så meget godt du kan og har overskud til for dig selv <3
      Jeg føler mig stadig mere barnløs end en af dem med, og det tror jeg sidder længe i kroppen. Som om jeg bare lige var heldig en enkelt gang - og derved kan det ligeså godt gå den anden vej.
      Jeg krydser fingre for dig, og jeg håber, håber, håber <3 Kram

  4. Hvor er det bare fantastisk! Jeg er så rørt over at det endelig er lykkedes jer, og så er jeg også så lykkelig på jeres vegne – I bliver de bedste forældre, uden tvivl!
    Mange hilsener og virtuelle kram fra Line <3

  5. Hvor er det fantastisk at det er lykkedes for jer! Og nogle gode refleksioner du gør dig <3 Personligt kan jeg slet ikke få nok af graviditetsindlæg, men jeg kan godt forstå. hvis du holder lidt igen 😉 Og sikke en fin begyndende mave du har fået!

  6. Har sjældent været så rørt og glad på “fremmede” menneskers vegne – selvfølgelig for Adam og dig, men også over den kærlighedsstorm, der har ramt dine platforme de sidste dage. Wow! Og så må jeg bare sige, at det er nogle fine tanker, du gør dig her. Svær balancegang! Tillykke ❤️

  7. Hvor er du en vidunderlig person, Cathrine 💖 Jeg er en af dem, der hoppede med på din blog for at få fri fra baby’er, men når det gælder dig, så er babysnak mere end velkommen 🤗
    Tillykke med graviditeten, og 7-9-13 og alt det der 🍀💫

    1. Hvor er du sød Kajsa, tusinde mange tak <3 Jeg føler stadig, jeg har brug for bank under bordet og 7-9-13 og alt det andet! KH

  8. Jeg tænkte faktisk det samme – gad vide hvordan hun kommer til at agere ifht de mange læsere som er her fordi de kan identificere sig med behandlingsrejsen og som nok har det sværere med babylykke end de fleste? Personligt er jeg på “dit hold” nu. Efter flere års behandling og nu endelig en fremskreden graviditet, så ser jeg faktisk stadig mig selv langt mere som en “ivf-survivor” end en der bare vupti er hoppet over grøften på “happy-preggo” holdet. Mit hjerte bløder stadig for de der kæmper og jeg kan se – kan jeg konstatere efter første gruppemøde med andre gravide omkring min bopæl – at der er stor forskel på at være blevet naturligt gravid og have kæmpet den lange kamp. Jeg har i hvert fald svært ved at identificere mig med de emner og perspektiver jeg møder. Jeg ville foretrække at udveksle med nogen der faktisk har erfaringen og kampen i rygsækken, for det er DET der har præget min graviditet mest. Angsten for at give slip, tankerne om hvor vildt det hele er efter al den smerte, transformationsforsøg fra at være et vingeskudt menneske til at turde se fremad.. Og ikke et ondt ord om at blive naturligt gravid! Det har jeg jo bare ikke oplevet.

    1. Tak for den kommentar – den sætter virkeligt nogle tanker igang hos mig! Jeg glæder mig sådan til at vores behandling fører til glade følelser, men egentlig er jeg glad for at høre, at alt det her ikke bare forsvinder. For det er for stort og vildt, til at det bare må forsvinde. Når det lykkes for mig, er der stadig en masse der kæmper, og jeg har i de seneste år opbygget en ukuelig tålmodighed og evne til at se det vigtige og kalde bullshit på dét, der fylder desto mindre, og de evner vil jeg gerne holde fast i med alt den smerte det indebærer.

    2. Jeg har det akkurat ligedan – det et ikke et trylleslag, og så er jeg en af “dem”. Selv om jeg fornemmer at mange tænker, familie, venner, nogle af jer, at det må jeg da være. Nu er det jo lykkedes…
      Jeg har hele tiden sagt, at hvis det nogensinde lykkes, så bliver det ikke en almindelig graviditet. Selv den dag jeg står med fin mave – det er ikke glemt. Jeg kan ikke og min krop kan ikk glemme, alt det, den har været igennem, håbløsheden er ikke smidt ud men flyttet ind som en lille angst. Og jeg har hørt flere nu sige “jeg var også nervøs, da jeg var gravid”, kvinder der ikke er i behandling – men jeg tror, at det er reelt nok for mig at føle, at den nervøsitet har altså en anden dybde hos mig. Hos andre i behandling. Og så er der omvæltningen, følelserne; lettelsen, angsten, styrken, sårbarheden, at vende hele kareten om, fordi man har levet i lægers intervaller så længe. Der er ikke noget der er lige til og bare, men et stort virvar, som vokser inde i mig, og som ingen forstår, med mindre de selv har været der. KH

  9. Det er så fint, at du stadig husker at reflektere over, alle de mennesker som står i samme båd som du tidligere har gjort, og derfor vil tage hensyn til det. Det er altså kæmpe stort, når man befinder sig i sin egen babylykke.
    Jeg ser frem til de kommende søndagsindlæg, for så vel som jeg ser frem til alle de andre 🙂

  10. Ej, et fint indlæg og en smuk mave! Jeg jublede højt da jeg så din instagram-post, kæmpe, kæmpe, kæmpe stort tillykke ❤️ selvom jeg ikke er et sted hvor jeg skal til at have børn, er der en eller anden form for tryghed i at vide alle din tanker omkring barnløshed og graviditet ligger herinde, klar til den dag, det kommer til at ske, hvis det nu viser sig at blive svært. Generelt set skriver du med sådanne fine ord og formuleringer, at alle dine indlæg er en fryd at læse. Jeg ser frem til at læse mere om dit forløb som gravid, men forstår virkelig godt de tanker du har gjort dig omkring hvor meget det skal fylde herinde (ret smukt at du har gjort dig dem, som andre også skriver). Al lykke jeres vej! ✨

    P.S min kæreste synes at Adam har en sindsygt fed stil; så hvor jeg fangirler over din, gør han det over Adams 🙈 og så fangirler vi begge over verdens cuteste Frida🐶

    1. Haha, det skal jeg sige til ham, så bliver han helt forfjamsket <3 Og tak for dine søde ord, jeg føler, der ligger et stort ansvar på mig, som jeg meget gerne vil leve op til. KH

  11. Kæmpe stort tillykke til jer begge. Jeg har været i behandling fra starten af 2016 til det endelige lykkedes her i januar, så vi er nærmest lige langt. Og jeg spejlede mig så meget i dine helt utrolig gode perspektiver på livet i behandling. Dit indlæg fra slutningen af november blev et vendepunkt for mig, det var først der jeg endelig gav mig selv lov til at være ked af det og ulykkelig over, at det bare ikke ville lykkes. Og så ved det allersidste forsøg – et fryseforsøg, som jeg havde opgivet, så lykkedes det endelig. Så da jeg så dit instaopslag i søndags blev jeg simpelthen så glad for at opdage at du var samme sted, at du sikkert havde gennemgået de første uger med delt glæde og frygt, havde passeret den længeventede nakkefold og så kunne tro lidt mere på det, og nu oplever glæden ved at maven buler 🙂 Glæder mig til at følge med.

    1. Det lyder som om, vi har rejst parallelt, Maria <3 Jeg håber på det bedste for dig og din lille mave! KH

  12. Tusind, tusind tak for din tanke til os, der stadig er i skyggen. Jeg under jer lykken så inderligt, men som du ved er det et stort væld af blandede følelser. Jeg har aldrig rigtigt været i tvivl om at du tænker en masse på os, som længe har været dine medsøstre, men det skal heller ikke være en hemmelighed at det betyder rigtigt meget at du skriver det her. Tak.

    1. Og, lige en opfølgning fra mig: Brus ud med alt din lykke, alt hvad du orker. I fortjener at få lov at være glade (og sikkert også bekymrede, sommetider), og så kan vi, der stadig har det svært, stå lidt på egne ben eller holde en lille pause fra bloggen. Det sidste jeg ønsker er at vi bliver dét der lægger en dæmper på lykken.

      1. Jeg forsøger at finde en mellemvej – og så består jeg ikke af 100 % lykke, men virkelig meget af bekymring, angst, stadig åbne sorg. Det er ikke en stor omgang lykkelige omstændigheder, og det kommer klart af behandlingen – og det synes jeg også, skal med i indlæggene. Kram til dig!

  13. Tillykke! Jeg så din opdatering på Instagram i søndags, og min reaktion var et højt “Jaaa!”. Jeg nøjedes dog med et “like”, for jeg syntes, det var lidt underligt at lykønske en “fremmed”. Men jeg læser jo med herinde, mere og mere hyppigt, og føler jeg kender dig en smule, og så er jeg helt oprigtigt glad på jeres vegne!:)

    1. Tak Sanne, tusinde tak <3 Det har været så overvældende med al jeres omsorg og kærlighed vores vej. Meget smukt !KH

  14. Først og fremmest; Mega meget tillykke! Er simpelthen så glad på jeres vegne. Jeg har selv været en tur igennem “møllen” og ud på den anden side med en helt fantastisk dejlig datter som nu er 2 år. Den dér balance mellem babylykke og hensyn til andre i behandling er så sindssygt svær. Under vores behandling fandt jeg enormt meget støtte gennem en gruppe på 5-6 piger som også var fertilitetsudfordrede. Jeg var den første i gruppen som blev gravid og var sindssygt bange for at afsløre det overfor de andre. Man vil så gerne dele sin lykke, men man ved også at det kommer til at gøre dem ondt. For mig selv var graviditetsannouncements dog noget anderledes når jeg vidste at parret selv havde kæmpet – det gav mig håb når det lykkedes for nogen som havde været igennem det sammen som mig. Og som en anden skriver, så går man ikke “over til fjenden” og bliver “happy-preggo” bare fordi det lykkedes at opnå en graviditet. Jeg opfatter stadig til dels mig selv som ufrivilligt barnløs eller fertilitetsudfordret selv om jeg er blevet mor – og angsten for at noget skulle gå galt fulgte mig gennem det meste af graviditeten. Hvis jeg skulle være så heldig en gang at blive gravid igen, håber jeg at kunne slippe det lidt mere og nyde hele rejsen. I dag glædes jeg heldigvis over min dejlige datter hver eneste dag <3
    Jeg synes du skal glæde dig 100% og dele så meget du har lyst til – jeg vil i hvert fald glæde mig til at følge med og evt. læse dine reflektioner over post-behandlings livet.

  15. Endnu engang tillykke!! Jeg har virkelig fået meget ud af at læse dine indlæg om fertilitet og behandling herinde – det har givet mig et perspektiv på et emne, jeg ikke selv har erfaring med. Det hjælper til at forstå, giver forklaringer og åbner generelt for en ny måde at se ting på. Jeg forestiller mig, at dine indlæg om det der venter nu – baby, forandringer i kroppen osv – vil give det samme, så det vil jeg meget gerne læse med om! Jeg er ikke tæt med andre, der er gravide lige nu, så som gravid har jeg oplevet, at jeg har fået virkelig meget ud af at læse om andres oplevelse, se videoer og tale med fx min svigerinde om det.
    I hvert fald kæmpe stort tillykke med baby!!! <3

  16. Du er så fin og god, Cathrine. Empatisk og hensynsfuld. Din bevidsthed om, hvad andre går igennem, at andre også kæmper, tror jeg gør, du også kan (og skal) dele din og Adams lykke. Jeres historie giver forhåbentlig andre, der står i samme situation, håb. Og dine ord er velovervejede og fulde af omsorg.

    Jeg håber hvert fald, du vil dele lykken – ligesom du delte sorgen.

    Allerbedste hilsner <3

  17. Selvfølgelig skal der også være plads til, at du kan dele jeres store glæde med verden (kæmpe stort tillykke!!) – det manglede da bare, når nu du har delt så meget af den svære sorg <3 Er slet ikke i tvivl om, at du mestrer at gøre det på en hensynsfuld måde og også kan give perspektiv til de følelser, der følger med at blive og være gravid efter en lang kamp.
    Og hvis du på noget tidspunkt får lyst til at brokke dig over graviditetsgener og søvnløse nætter (når den tid kommer), så håber jeg også, at du vil give plads til det – jeg synes, at det er en vigtig pointe, at man godt kan være dybt taknemmlig over både graviditet og baby, uden at det bare er 100% lykke hele tiden – og det er en følelse alle mødre skal give sig selv – og alle andre mødre – lov til at omfavne og acceptere.

  18. Jeg kommenterer egentlig aldrig på blogs, men jeg kan simpelthen ikke lade være her. Jeg har fuldt med lige fra start i alle dine indlæg omkring fertilitetsbehandling, og jeg synes simpelthen det er så sejt, at du har delt en så skrøbelig og personlig rejse. Er sikker på, at du har hjulpet rigtig mange, som går igennem det samme. Min kæreste og jeg har en datter på ti måneder nu, men der gik et år før jeg blev gravid. Vi nåede lige at få beskeden om, at vi ikke kunne blive gravide på naturlig vis, da det så mod alle odds skete. Så selvom jeg ikke har været i fertilitetsbehandling, så rører dine indlæg mig dybt. Og jeg har så kæmpe stor respekt for den måde du/I har taklet det på. Jeg kan ikke lade være med at være nervøs for, om vi ender i behandling, når vi engang skal have barn nummer to. Men hvis det sker, så vil jeg finde herind og læse om jeres kamp. Og derfor; tak fordi du har delt jeres rejse. Og mange gange tillykke med graviditeten! Hvor er det fantastisk for jer, at det endelig er lykkes. Jeg har heppet på jer mange gange, og glæder mig til at følge med i jeres nye kapitel <3

  19. Jamen, Catherine.
    Kæreste og jeg er på vej i fertilitetsbehandling og du har været en veninde hele forløbet igennem. En jeg har kunne spejle mig lidt i og snakke ud fra. En storesøster der lige er skridtet længere fremme – og det synes jeg stadig du er..

    Fordi det lykkes (forhåbentligt) også for os

  20. Jeg glæder mig til at følge dine stilindlæg og få noget gravid-inspiration 🙂 Jeg er nok en måned længere henne end dig, og jeg synes, selvom min mave stadig er lille, at meget af mit tøj sidder anderledes. T-shirts er for korte (Thank god for de lange Nørgaard-trøjer ;-)) og tøj med talje duer ikke rigtigt. Og det skal altså ikke forstås som brok, sådan er det jo bare 😉
    Jeg kan dog godt forstå, hvis du ikke vil gå helt gravid-amok her inde, hvis det kan støde nogle – men jeg vil i hvert fald lappe hvert et indlæg i mig 🙂 Jeg er den første i min venindegruppe, og det bliver dejligt at få tips her fra.

  21. Kæmpe stort tillykke, det er vidunderligt for jer. Tak, fordi du tænker på os i skyggen. Jeg tænkte lige, at det gik stærkt med hænder på maven billeder, storesøster Frida med scanningsbilledet i munden, og fuld fart på preggo lykke – og så skammede jeg mig. Skammede mig, fordi jeg er så utrolig misundelig efter over 3 års ventetid og massere af IVF behandlinger. Det er ikke rart at have det sådan, men du kender jo godt de grimme følelser, fordi du har beskrevet dem så smukt. Tak for alle dine indlæg om dette emne, de har hjulpet så afsindigt meget og jeg er meget taknemmelig. Jeg glæder mig enormt til at træde ind i solen med dig ‘på den anden side’ og ønsker jer alt det bedste.

  22. Cathrine og Adam – det største tillykke<3 Jeg har fulgt med herinde i mange år, men har endnu ikke kommenteret. Men det her kunne ikke få mig til at scrollet forbi kommentarfeltet. Jeg er SÅ oprigtigt glad på jeres vegne, hold nu fast hvor har i fortjent det.

    Og Cathrine, du med dine fantastiske indlæg om at livet kan gøre ondt ind i mellem, er noget der hjælper mig rigtig meget i øjeblikket. Ikke i forbindelse med fertilitet, men med livsvalg, studie, arbejde, hvad søren der lige skal ske på den lange bane (jeg er 26 år), og det hele. Og det er så rart at læse, at der faktisk sidder andre, der har ondt i hjertet ind i mellem – vi er ikke alene <3 <3

    Så TAK og kæmpe TILLYKKE – jeres guldklump er den heldigste trut i verden at have jer som forældre! <3

  23. Jeg forstår godt overvejelser om, hvor meget man vil dele for ikke at såre andre. Faktisk har jeg selv haft den indstilling, at jeg slet ikke vil poste graviditetsbilleder/offentliggøre graviditet på fx Facebook, fordi jeg ved, hvor ondt det kan gøre. Men så sagde min kæreste (som er ret klog og rimelig velovervejet), at det samme kan siges om alt andet, du poster: nyt job, ny lejlighed, motionspræstationer, hvor pæn og slank du er mv. Jeg kan mene, det ikke er det samme, men jeg har heller aldrig haft udfordringer med job, penge og folks marathons er jeg ligeglad med. Jeg har ikke noget svar. Jeg har lyst til at læse ALT om graviditet, men jeg er ikke den rette til at bedømme det.

  24. Kære Cathrine! Hvor betyder det her indlæg virkelig meget for, at jeg har lyst til at læse videre med her på bloggen. Jeg har været igennem fertilitetsbehandling i nogenlunde samme periode som dig, og jeg har virkelig været dig dybt taknemmelig, for at hjælpe med at sætte nogle meget præcise ord på den heftige følelsesrutsjetur, man er igennem i sådan en proces. Du har været med til at belyse nogle ekstremt vigtige ting, som er svære at snakke om, og jeg tror bestemt du har været med til at rykke på et tabu-belagt emne. Jeg synes det er mindst lige så vigtigt at tage dette emne med ind i en voksende graviditet. Hele forhistorien er jo ikke forsvundet som dug for solen – og for alle os, som har været/er igennem en sindsyg fertilitetsbehandlingsproces, er det interessant at forholde sig til dette ret vilde mentale skift fra ‘potentielt barnløs’ til kommende forældre. På godt og ondt. Der er jo så meget sårbarhed i sådan en situation og det synes jeg er også virkelig vigtigt og interessant ikke at gemme (helt) væk i en lyserød ‘baby-sky’! Stort tillykke og ønsker jer det bedste.

  25. Jeg tror dine graviditetsindlæg vil være rigtig vigtige og relevante for mange kvinder. Alle dem, som er i en angstfyldt graviditet vil kunne få meget ud af at følge med og blive støttet i deres følelser. Jeg følte mig så alene, da jeg blev gravid, fordi jeg ikke kendte andre med angst under graviditeten. Og jeg nød ikke mange sekunder af min graviditet sådan for alvor. Men jeg vil virkelig gerne støtte med mine erfaringer her i kommentarfeltet på den slags indlæg. Desuden tror jeg, at barnløse ofte har en større tolerance overfor gravide, som selv har kæmpet – som om at de “fortjener” det mere. Sådan havde jeg det i hvert fald selv. Det er en grim følelse, men jeg kunne ikke udstå gravide, som var kommet meget let til det, men jeg følte et vist bånd til gravide, som kendte min kamp, og de gav mere håb for fremtiden end frustration, hvis du forstår. Så ja, jeg tror, at dine indlæg kan være gode og opløftende for de fleste herinde. Især hvis du også spæder dem op med dine refleksioner som ufrivilligt barnløs. Hvis du altså stadig har lyst til det 😊

  26. Sådan et stort tillykke til jer! Vi var igennem 10 forsøg og jeg blev gravid i sidste forsøg og fik en datter. Jeg glemmer aldrig tiden. Den forsvinder aldrig. Men den er blevet mindre og mindre skarp med årene. Pludselig stod jeg og var gravid igen. Naturligt. 14 dage efter Danfert havde sagt vi skulle i behandling igen! Så nu har vi også en lille dreng. Behandling gav mig en stor rummelighed og en meget stor taknemmelighed, som jeg vitterligt tror er anderledes end andres, netop pga forløbet. Held og lykke videre!

Læg en kommentar