Tre år, tre børn og en skilsmisse - ROCKPAPERDRESSES
Tre år, tre børn og en skilsmisse

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Parisrockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

Three Years, Three Kids and a Divorce translation by Camilla

Jeg vågnede 03.50 i morges – efter fire-og-en-halv-times søvn. Det må være jetlag! Jeg prøvede ellers ihærdigt at lægge mig igen, slappe af i kroppen, tælle vejrtrækninger (laver sådan noget yoga-noget, hvor jeg trækker vejret ind på 4 og ud på 6, når jeg ikke kan falde i søvn). Lige lidt hjalp det og efter at have stirret i en times tid, greb jeg ud efter telefonen og slog tiden ihjel, og klokken 06.01 tillod jeg mig at vække Adam. Det var han ikke meget for, selv om jeg startede blid og rar. Til sidst skidesulten og utålmodig fik jeg revet ham ud af fjerene 06.45, og så hentede han ellers hveder til mig direkte fra bageren.

Det er jo ikke sådan, når man ikke er hjemme til store hvededag i morgen. For selv om jeg just er landet fra Californien, så har Adam og jeg siden jul haft planlagt en tur til Paris henover denne weekend. Det er egentlig ikke fordi, jeg har brug for den. I dag piller håndværkerne stilladset ned og lukker og slukker for deres arbejde – så jeg har mega meget lyst til at gå og arbejde og nusse og gå på plads. Men truth be told, så tror jeg vi har brug for det.

 

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

De sidste fire måneder har været en stor undtagelsestilstand. At pakke hus ned, flytte ud, pakke ud, pakke ned, flytte hjem, gøre rent. For ikke at tale om rejser – Adam tog til New York med arbejde, jeg fulgte efter (vi fik da to dage sammen), så tog Adam på ski, og ligesom han kom hjem tog jeg til Californien – og om lidt tager han til New York igen, igen. Jeg synes overhovedet ikke, vi har været særligt gode kærester. Der er gået totalt praktik i den. Vi har haft så meget at forhold os til og tage os til hele tiden. Vi har slet ikke prioriteret os.

Der der med at være gravid er en stor lykkerus og genforelskelse i hinanden – det synes jeg slet, slet ikke, der har været rum eller plads til. For et par uger siden var jeg faktisk så ked af det, at jeg fik sagt noget med, at hvis vi ikke lige spænder os an, så har vi tre børn og en skilsmisse mellem hænderne om tre år. Agtigt. Det er min frygt. Skilsmisse. Inde i mig bor et lille bitte skilsmissebarn på fem år, der stadig husker at sidde i mors og fars pink sofa i parcelhuset i 1994 og få besked om, at nu skal mor og far skilles. Uden helt at forstå, så følte jeg tydeligt den tunge luft på mine skuldre, og jeg tudbrølede derfor.

Det vil jeg ikke give mine børn. Og jeg ved godt, at det klarer man også. Og børn går ikke i stykker (for good). Og der findes gode skilsmisser. Og en af mine tanker om, hvorfor det skulle være Adam er,  at han er sådan et godt menneske – gode mennesker skal man lave børn med. For selv om hvis det går galt, så tager de ansvar. Jeg ved det godt, men jeg vil det ikke. Og vi står også foran en ny tid, vi ikke aner, hvad kommer til at betyde for os som par. Hvor pressede vi bliver, hvor trætte vi bliver. Hvordan alt kan forandres, al intimliv og kærestetid. Og det er også okay for en tid, men det skal ikke blive permanent. For så står vi der om tre år. Måske fem.

Jeg er også hormonel. Ad helvedes til. Jeg fik en giga klump præ-tårer i halsen (det er som om de starter der, før de rammer øjnene), da Emilie Lilja fortalte mig, at det var hendes 30-års fødselsdag i dag.

Men derfor er det godt, at vi ikke går og laver mere praktisk hele denne weekend men i stedet for tager hinanden i hånden og drager mod Paris. Der bliver man forelsket. Adam har lovet mig kys og massage på min trætte krop, og jeg har tænkt mig at holde ham op på det. Han må godt blive lidt forelsket i mig igen. Det trænger jeg til.

SÅ. Hej hej igen – og vi ses i Paris. Vi flyver engang sent i eftermiddag og lander sent. Og så har vi tre og en halv god dag til croissanter og deslige.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

I woke up at 3:50 this morning – after four-and-a-half hours’ sleep. Must be jet lag! I tried diligently to go back to sleep, relax my body, count my breath (I do this yoga thing of inhaling on a count to four and exhaling on a count to six when I can’t sleep). It didn’t help at all, and after having been wide awake for about an hour, I reached out for my phone to kill time, and at 6:01 I allowed myself to wake up Adam. He wasn’t loving it, even if I started out softly and nicely. In the end, super hungry and impatient, I got him out of bed at 6:45, and then he went and picked up bread straight from the bakery.

Even if I just landed from California, Adam and I have had a trip to Paris planned for this weekend ever since Christmas. It’s not that I need it. Today, the contractors are taking down the scaffolding and finishing off their work – so, I really feel like being there and walking it all in. But truth be told, I think we need it.

The past four months have been one big state of emergency. Packing down our house, moving out, unpacking, packing, moving back home, cleaning. Not to speak of travels – Adam went to New York with work, I tagged along (we did have two whole days together), then Adam went skiing, and just as he returned, I went to California – and in a little while, he’s off to New York once again. I don’t think we’ve done a good job at being boyfriend and girlfriend at all. It’s been all about admin. We’ve had a lot to relate to and do at all times. We haven’t prioritised us at all.

The thing about pregnancy being one big rush of happiness and re-infatuation with each other – I don’t think we’ve had space for that at all. A few weeks ago, I was actually so upset that I said something along the lines of us having to make a real effort lest we end up with three kids and a divorce in three years. Something like that. That’s my fear. Divorce. Inside me is a little 5-year-old kid who still remembers sitting in her mum and dad’s pink sofa in the cookie-cutter house in 1994 and being told that now mum and dad are getting a divorce. Without really comprehending the impact, I clearly felt the heavy air on my shoulders and started weeping.

I don’t want my kids to experience that. And I do know that people get through it. And that kids don’t break (for good). And that there are good divorces. And one of my thoughts about why Adam was the one was that he is such a decent human being – you should only have kids with a decent human being. Because, even if it fails, they’ll take responsibility. I know all that, but I don’t want it to happen. And we have no idea what the coming time is gonna mean for us as a couple. How much pressure we’ll be under, how tired we’re gonna get. How everything can change, all intimacy and couple-time. And that’s okay for a while, but it can’t become permanent. Because then that’s where we’re headed. Three years. Maybe five.

I’m also hormonal. Like hell. I got a giant knot of pre-tears in my throat (it’s as if they start out there before reaching the eyes) when Emilie Lilja told me that it was her 30th birthday today.

Which is why it’s good we’re not doing more practical stuff this weekend but taking each other by the hand and heading to Paris. The place to fall in love. Adam has promised me kisses and massage on my tired body, and I’m planning on reminding him of that. It’s okay if he falls in love with me again. I need that.

Bye, bye, once gain – and see you in Paris. We’re taking off late this afternoon and landing late tonight. That gives us three and a half good days for croissants and similar pleasures.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris

18 kommentarer
  1. Ih hvor hyggeligt, vi flyver også til Paris i aften kl 19 og en masse gode tips fra dit Paris-indlæg er noteret 😉

  2. Har det på præcist samme måde. Min forlovede kigger ofte henkastet på jobopslag eksotiske steder. I går tudbrølede jeg, fordi jeg følte, han valgte mig og vores kommende familieliv fra. Så overdramatisk. Men indeni er der bare et skilsmissebarn, der er så bange for at blive forladt. Anyways, god tur til Paris! Længe leve kærligheden <3

    1. Det var blot som billede på, hvor hormonel og følsom jeg er – da jeg så hende i går og hun med fuld glæde sagde, hun havde fødselsdag i dag. Så blev jeg så rørt. KH

  3. Nyd Paris! Det lyder som en tiltrængt tur 🙂 Jeg kan nikke genkendende til mange af dine tanker i forbindelse med graviditet og forhold. Den der tosomhed, man har nu og nyder helt vildt, den bliver jo udfordret. Det sætter alligevel nogle tanker i gang. Jeg tror også det bliver en større udfordring at gå fra kærester til forældre, end jeg måske lige kunne have forestillet mig på forhånd. Mine tanker er heldigvis meget mere positive omkring det nu, end tidligere på året, hvor vi også stod med en flytning, afslutning på speciale og en lille spire i maven. Puha, der kunne mine hormoner heller ikke helt følge med.
    God forårsweekend i Paris! 😀

  4. Glæder mig til at følge med – og også gerne høre om nye tips. Tager afsted snart igen for fjerde gang om en lille månedstid.

    Nyd det og bliv forelsket på ny.

  5. Det er en udfordring at gå fra kærester og tosomhed til at være forældre. Især i den første tid hvor jeg i hvert fald fik et chok over, hvor stor forskel der var på mors og fars rolle og (mangel på) frihed. Men det er altså også det mest fantastiske, jeg har oplevet. Den der helt vilde glæde, kærlighed og stolthed, som man sammen svælger i, gjorde vores bånd tættere og stærkere ❤️

  6. Tak for dit fine, ærlige indlæg kære Cathrine!
    Nyd Paris og tosomheden, og gem praktikaliteterne af vejen, hvis muligt. Om ikke andet, så bare det at være bevidst om det, rækker langt!
    Kh et andet skilsmissebarn.

  7. Paris er virkelig en magisk og romantisk by, så det skal I helt sikkert få en dejlig tur ud af ❤️ Jeg vil lige tippe om min yndlingsrestaurant i Paris, Chez Vous. Den ligger relativt tæt på Moulin Rouge. Min kæreste og jeg var der to gange på vores første tur sammen i Paris og igen en gang på vores tur for en måned siden, og det holder bare! Der er dejlig hyggelig stemning, fyldt med franskmænd og et helt fantastisk menukort. De gør sig (blandt andet) i delevenlige små retter, og de gør det godt! Min kæreste og jeg deler gerne fem, og hvis vi er heldige, er der også plads til dessert. Så det tip er hermed givet videre til dig og til hvem der nu ellers end måtte læse min kommentar 😊

  8. Der sker så meget med både én selv og ens forhold under en graviditet og ikke mindst dét der følger efter. Jeg var altid sikker på, at jeg ville have mere end ét barn, men da min mand og jeg havde fået vores første, brugte vi nærmest hele det første år på at kæmpe os ud af den undtagelsestilstand det var. Hold kæft, hvor var jeg sur og skuffet og frustreret over mange ting, og der gik lang tid, hvor vi var helt enige om, at vi (alligevel) ikke skulle have flere børn. Jeg var helt overbevist om, at det ville betyde et brud for os, og hvis jeg nu skal være hudløst ærlig, så tror jeg vores datter var halvandet, før det sådan for alvor begyndte at vende. Da hun nærmede sig to år, begyndte vi lige så stille at åbne for snakken om, at et barn mere måske alligevel ikke ville være lig med katastrofe og ødelæggelse. Og så gjorde vi det – fik nummer to.
    I dag er vores børn hhv otte og fire, og vi har det GODT. Helt, helt ærligt. Vi har været igennem hele det granatchok det var for os at gå fra kærester til forældre, og vi er kommet ud på den anden side med ar, der langsomt – men sikkert og kærligt – er blevet mindre og mindre tydelige.
    Jeg kan godt huske den slags følelser du beskriver, og de kan komme på alle tidspunkter af den slags livsændrende (og hormonelle) forandringer. I er stærke og gode, og det er så fint at høre, at I tager jer af hinanden og jeres kærlighed, også når det hele koger lidt sammen. ❤️

  9. Det er fucking hårdt for parforholdet at blive forældre. Men det er også fucking dejligt at kunne dele alle sine glæder med et andet menneske, som synes ens afkom er præcist ligeså dejligt, som man selv synes. Husk det, når bølgerne går højt 😊 I elsker jeres barn præcis lige højt, og I er dem i verden som elsker det allerhøjest ❤️

  10. Jeg kan så godt relatere til frygten for skilsmisse. Jeg er også skilsmissebarn – og min ene forælder er pt gift for 5. gang…! Jeg har det også bare sådan, at jeg bare IKKE VIL skilles. Håber så meget, at jeg bliver bedre end ovenfornævnte forælder til at arbejde gennem problemerne og ikke bare smutte, når det bliver lidt svært.
    Håber I får en dejlig tur til skønne Paris!

  11. Sikke et ærligt indlæg – virkelig befriende et eller andet sted. Jeg håber, at Paris bliver lige præcis hvad I har brug for – jeg kunne næsten ikke forestille mig andet
    Du har desuden virkelig ret, tror jeg, i at alle os skilsmissebørn forbliver netop det – lige meget hvor gammel man bliver, vil det altid sidde i én og frygten for at ende i en skilsmisse selv bliver jo bestemt ikke mindre med årene.

  12. Tak for at dele dine fine tanker!

    Jeg kan genkende rigtig meget fra graviditeten med min første og det indre skilsmissebarn. Generelt tror jeg at man kan gøre sig selv en rigtig stor tjeneste ved at (prøve at) slippe ideerne om hvordan det “bør” være. Hvordan man bør være nyforelsket og lykkelig som gravid, hvordan man bør føle for sin partner, sit barn osv HELE tiden. Hvordan den første tid med baby bliver. Nogle elsker sit barn ubeskriveligt allerede inden fødslen, for andre kommer det snigende i løbet af måneder. For nogen er graviditeten nem for andre et fysisk eller følelsesmæssigt helvede. For nogen er starten som forældre rosenrød, for andre ikke. Og det hele er super normalt er mit indtryk. Men min erfaring er at ideer om hvordan det bør være kan ødelægge rigtig meget af oplevelsen af det der ER. Og så tænker jeg SÅ vigtigt at tage sig tid. Til hinanden og til sig selv og til at fordøje alle de nye ting. Både alene og som den tosomhed man også er. Der er I godt med meget af tiden lader det til 🙂

    Rigtig god tur!

Læg en kommentar