29 - og fødselsdagsforskrækkelse - ROCKPAPERDRESSES
29 – og fødselsdagsforskrækkelse

Cathrine Widunok Wicmand, Fødselsdag

Sikke en rodet dag i går. For fanden altså.

Det startede sådan set meget fint. Eller det vil sige natten til i går var jeg vågnet i et sæt. Et ordentligt jag i ryggen og jeg var i tvivl, om det var kramper, veer (dem har jeg ikke haft endnu, og det skulle være usædvanligt tidligt – jeg er kun halvvejs). Det jagede og bragede og jeg var i tvivl, om jeg skulle vække Adam. Men jeg har en rimelig høj smertetærskel, så jeg lod det være og efter en halv time faldt jeg i søvn igen.

Jeg vågnede sådan nogenlunde fit for fight – det er ikke usædvanligt, at jeg er oppe om natten. Kramper i underbenene. Den der blære, der bliver mere og mere presset. Alt sammen sikkert med til at forberede mig på mange søvnløse nætter. Adam kørte til Emmery’s for deres snegl til deling og et brød med fra Meyers. Imens fimsede jeg i køkkenet, og så sad vi der i idylen på tagterrassen i en times tid. Fuglesang, dyne om benene, røræg, kaffe – alt det gode, jeg kan lide. Og en flot, flot gave af Adam.

Adam kørte på arbejde, og jeg fik klaret et par voksenopgaver som at tømme opper, rydde op og gøre rent. Så fiksede jeg lidt mails – sådan ret chill i mit eget tempo. Jeg havde med vilje taget en fri dag, så jeg ikke blev booket ud til noget tam tam men bare kunne være mig selv, nu det var min fødselsdag. Og så havde jeg booket en ansigtsbehandling og gravidmassage hos Naturlig Smuk (havde set Youblush besøge Heidi flere gange og været så glad for det) klokken 12. Så lidt praktisk, lidt mails, lidt oprydning og så massiv forkælelse i to timer.

Det gik skidegodt. Massagen var dødlækker, og Heidi tog fat – gider ikke sådan noget nussemassage. Det var åndssvagt godt. Men efter fem kvarter begyndte jeg at få ondt i ryggen igen, samme sted som om natten, højre flanke helt ind mod rygsøjlen. Det blev bare værre og værre, og da jeg gik derfra kunne jeg næsten ikke stå op og var svimmel. Jeg skrev til Adam, at han godt kunne forberede sig på en tur på Herlev, og jeg fik det kedeligste flashback til samme tid sidste år, en junidag. Selv om det ikke føltes som om, der var noget galt med ham, det sad ligesom i ryggen, så tjekkede jeg alligevel konstant for blod. Sidste år med min ektopiske graviditet, så startede det som svage smerter mens vi skød de her billeder, og så gik det voldsomt ned ad bakke, og jeg kunne ikke stå til sidst, og så kom blodet fossende.

Altså det kunne jo ikke være en GUL (graviditet uden for livmoderen) igen –  han sidder helt rigtigt, der var bare mange dårlige minder, der væltede ud af den gemte kasse, som jeg har forsøgt at lægge låg på så ihærdigt.

Adam kom hjem, vi kom til den almindelige læge først, som sendte os videre på Herlev. Det store jag var egentlig overstået og jeg havde det sådan set fint nok. Bare træt. På fem timers hospitalsophold fik vi hørt hjertelyd – alt godt. Jeg blev trykket på, der blev taget alverdens blodprøver og en tese om nyresten kom på tale – så jeg fik også scannet nyrerne. Den ene etage til den anden til den tredje.

Jeg troede, det hørte sig ældre mænd til, nyresten, men altså gravide har åbenbart også en forhøjet risiko, da der er et større fysisk pres på nyrerne, som kan blive klemt lidt af. Så ældre herrer og jeg – nyresten. Ej, det er faktisk ganske almindeligt og 20 % af alle mænd og lidt færre kvinder vil mindst én gang i livet opleve det. Det var den mest plausible forklaring i min situation, en nyresten havde passeret, og den slags gør freaking ondt. Men alt er godt nu!

Vi kørte fra Herlev, direkte hjem og i bad med mig, og så kom vi alligevel ud at spise et par timer forsinket, to og en halv gode timer tilbage af min fødselsdag.

Så sådan blev min 29-års fødselsdag – slet ikke som forventet. Men jeg fik lov at se min bøf i maven, og han var mega livlig og med fuld hammer på hjertet, og det var vel egentlig den største gave, jeg kunne få.

Cathrine Widunok Wicmand, Fødselsdag

25 kommentarer
  1. Åh hvor træls-og hvor er der bare godt at det bare var en graviditetsgene der “kun” generede dig:) jeg er selv lidt over halvvejs med en lille dreng, og du har lige beskrevet det jeg oplevede for et par uger siden. Det gjorde SÅ afsindigt ondt, kunne næsten ikke være i min krop når smerterne i ryggen var der, fik kvalme og kunne ikke gå pga smerterne. Det strakte sig ca henover et døgns tid on and off, i den ene side nederst i ryggen. Hverken jordemoder eller læge gad og se mig, “så vi så tiden an” (“juhuu”). Det kom midt om natten i den gode søvn, og opstod også om dagen mens jeg lå helt stille i min seng. Det mest fornuftige svar jeg kunne google mig til var nyresten, avavav. Vil bare trøste dig med at jeg INTET har mærket til det siden, thank god:) jeg er den heldige vinder af hyperemesis, så jeg gider faktisk ikke have flere gravid-gener lige nu;)

    Der er bare så mange spøgsmål når man er førstegangsgravid:/ ovenpå en meget aktiv periode i maven var der pludselig mærkbart stille, men stadig liv, så jeg fik en tryghedsscanning hos moderliv, der kunne se at han bare havde lagt sig så jeg ikke kunne mærke sparkene. De kan virkelig anbefales, søde, afslappede, smadderpæne rammer og den billigste tryghedsscanning jeg kunne google mig til.

    1. Det er så vildt det der med at de ikke vil se en!! For to uger begyndte jeg at bløde ret meget og få ondt (da var jeg 14 uger henne med tvillinger). Og hospitalet ville ikke se mig til en scanning!! 😯😯😯 Først da jeg ringede grædende 4. gang og spurgte, om det var almindelig praksis, at jeg skulle abortere 14 uger gamle fostre på badeværelset, fik jeg lov til at komme ind.

      Alt var heldigvis okay – det var min moderkage, som lå foran åbningen, der var synderen. Så intet alarmerende, heldigvis! Men helt ærligt – hvor er det vildt, at der i vores sundhedssystem i dag ikke er plads til at undersøge en blødende gravid i 15. uge. Man er jo ikke selv læge, men ender med at måtte sidde og google sig til, hvad der mon kan være galt, fordi dem der kan hjælpe ikke “vil”.

        1. I lige måde 😘 De burde have taget dig ind til tjek – om ikke andet så for din trygheds skyld.

    1. Klart – men så tidligt i graviditeten havde begge dele velsagtens været skidt. Jeg var lige så bange for at være gået i fødsel, hvorfor jeg overvejede at vække Adam – altså ikk plukkeveer. KH

      1. Nej, plukveer er ikke noget skidt så tidligt i graviditeten :). Du er jo også halvvejs? Det er helt og aldeles normalt med plukveer på det tidspunkt, og det er også helt normalt tidligere. Enig med Mia i at det trods alt er vigtigt at kende forskellen på plukveer og veer, det er to helt forskellige ting.

        1. Når det så er sagt, så KAN plukveer meget tidligt i graviditeten være noget skidt. Men så er vi ude i meget jævnlige plukveer meget tidligere i graviditeten. Plukveer i uge 20 er faktisk helt forventeligt og man kan sagtens have dem uden at opdage dem.

          1. Jeg er helt med på forskellen – men jeg var nu bange for at det var rigtige veer – altså en fødsel. Ikke plukkeveer 🙂

      2. Tænkte mere at hvis du ringer til fødegangen/jordemoder og siger du har veer og fortæller dem, at du er halvvejs, så går alle alarmklokker igang. Hvorimod plukveer er meget almindeligt. Ikke sagt at plukveer kan være ubehagelige og at du måske er mere påpasselig pga. Din historik

  2. Nyresten er ikke at spøge med!
    Jeg fik en nyresten da jeg var i uge 15, og de kunne ikke fjerne den pga. graviditeten. Jeg fik lagt et nefrostomikateter, som aflastning for blæren, og det har gennem hele graviditeten krævet masser af indlæggelser, heftige doser antibiotika pga. gentagne infektioner, smerter og bekymringer for baby.
    Nu er hun heldigvis godt ude på den anden side, og nyrestenen fjernet med laser ❤️
    Må tilføje at på smerteskalaen, så vil jeg til en hver tid hellere føde end at have nyresten.

  3. Av – det lyder som noget af en omgang! Og hvor ser du fin ud med den lille babybule – som godt nok ligner min almindelige topmave. 😀

  4. Sikke da en forskrækkelse . Det kan sagtens være nyresten eller måske galdesten som rigtig mange gravide døjer med. Forsat rigtig god graviditet ig sikke en fin mave altså

  5. Hej Cathrine, – prøv at google “hydronefrose gravid”! Det kunne sagtens være en gene, af denne meget normal graviditetsbivirkning, du har oplevet. Havde det selv, da jeg var gravid med 2.barn og blev pissebange…men det er som sagt meget normalt, men dog ikke særlig velkendt på udenfor “jordmoderland”, – i akutten foreslog de også nyresten til mig, men fandt efterfølgende frem til hydronefrose, som jeg nu er sikker på var årsagen. Det er livmoderen, der trykker på på nyrelederen (typisk i højre side) og de fleste gravide har denne tilstand, dog uden at mærke noget til den. Det opstår som regel mellem 20. og 30. uge, hvor livmoderen åbenbart ligger og fylder dumt🤔 Mine smerter aftog over en uges tid, og det hjalp at ligge på siden, modsat af smerten, så den angrebne nyreleder blev aflastet og så med varme omslag/varmepude på den dumme side.
    Kh Karin

  6. Du er altså bare sådan helt vildt ufattelig smuk, og det er en ualmindelig flot kjole! Bare wauw <3 Håber jeg bliver ligeså smuk gravid som dig.

  7. Stort tillykke!
    Jeg ville bare lige sige, at jeg havde lignende smerter, da jeg var gravid med min ældste. Blev indlagt i uge 27 til observation for blindtarmsbetændelse. Det viste sig dog at være nyren, der gjorde ondt, fordi min søn lå på den og klemte urinlederen – så det kan det også være. Helt ufarligt men afsindigt smertefuldt. Kirurgen viste mig nogle stillinger, der kunne få sønnike til at flytte sig, og efter et par uger gik det helt i sig selv igen, da han blev for stor til at møffe sig ud på nyren. Så helt helt ufarligt – men fik fornyet respekt for folk med nyresten. Synes det gjorde mere ondt end begge mine fødsler!

  8. Stort tillykke med dine 29 år:-)
    Så smuk du er i den kjole og de sko:-)
    Av ja nyresten gør ondt, jeg har ikke selv prøvet, men kender de som har.
    Så må du drikke godt med tranebærsaft, det renser.
    Pas på dig og nyd den sidste halvdel af graviditeten:-)

  9. Må altså lige komplimetere: Det er så fedt, at du altid laver et ekstra indlæg de dage, hvor du også udgiver et sponsoreret indlæg. Jeg er fund af beundring! 🙂

  10. Jeg har også haft nyresten for en del år siden (ikke ifm. graviditet). Det gjorde f* ondt!!! Jeg kastede også op – lige ud i min mors nye kærestes spritnye alfa romeo sportsvogn, hæ hæ… stakkels ham!…
    Kan godt forstå, du blev nervøs :-*

  11. Øv for en forskrækkelse, men hvor er jeg glad for at alt var ok med din lille baby!
    Du ser så smuk ud og stråler virkelig. Synes det er vidunderligt at gravide kan se ud på så mange forskellige måder og bare alle sammen være mega flotte og seje.
    Rigtig meget held og lykke med den sidste halvdel af din graviditet ❤️

  12. Gamle mænd og gamle mænd, hmm… min kæreste har haft nyresten 2 gange og han er kun 20! Så jeg ved hvor ondt det kan gøre af at se ham! Og sikke en forskrækkelse det må have været – godt at alt er som det skal være!
    Jeg startede egentlig for nogle år med at følge dig på grund af din geniale tøjstil og som inspiration til min egen, men du er så hjertevarm og venlig at jeg slet ikke kan lade være med at følge helt med, så at have fulgt med i din kamp indtil nu med den lille sejr du har i maven er så kæmpestor en oplevelse at følge med i! Du stråler og dine solstråler lukker alle ind og får alle til at føle sig velkomne – selvom det er igennem en skærm.
    Kæmpe krammer fra Sofie

  13. Åha sikke en forskrækkelse – og så på din fødselsdag!! Her må der sørme være tale om dårlig timing.. Men det ser ud til, at dagen trods alt både startede og endte dejligt 😉 Og sikke en smuk kjole

Læg en kommentar