At skulle have en dreng: Hvordan undgår man et røvhul?
translations by Camilla

“Du virker ærligt talt lidt skuffet…” sagde Adam, da vi kørte hjem fra vores kønsscanning.

Lige dér vidste jeg ikke helt, hvad jeg var andet end forvirret. Jeg grinede og grinede, for hvor er livet sjovt som det kan blive ved med at overraske.

“… Jeg skal bare lige… Vende mit hoved…” spruttede jeg i grinet.

Jeg var ikke skuffet. Kan jeg tillade mig at være skuffet efter den seje tur igennem sprøjter og blå mærker, når bare et hjerte banker? Alt det, jeg og vi har arbejdet for lige siden, vi under fugtige himmelstrøg og lysstofrørernes kolde skær på et apotek på Bali besluttede os for at droppe prævention. Jeg var ikke skuffet. Jeg var overrasket, og jeg skulle omstilles.

Fordi jeg er omgivet af kvinder, i familien, blandt venner (der er én lille dreng i hele Adams vennekreds – vildt ikke?), så kunne min fantasi ligesom kun række til piger. At få en pige, hvad piger kan lide, hvad de har på, hvad de synes er sjovt. Det er svært at forestille sig det ukendte, og selv om jeg godt er klar over, at det rimelig 50/50, hvad man får, så var mit hoved ikke kommet videre. Det havde på vanligvis grebet det velkendte. Jeg skulle omstilles, og så skulle jeg finde en indre styrke og tro på, at det kan jeg også godt finde ud af. Det ukendte.

rockpaperdresses, #rockpaperbaby, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

Overraskelsen var stor, og med den blev jeg også snigløbet af en lille frygt. Hvordan gør man det? 1. Passer på et barn. Men 2. Drenge? Frygten for hvad nu hvis jeg fejler? Jeg blev overvældet af en kæmpe ansvarsfølelse, som jeg ikke havde følt i samme grad, da jeg troede, jeg bar et pigehjerte, det indrømmer jeg gerne.

Igennem min opvækst har jeg mødt rigtig, rigtig mange træls mænd. Ubehagelige mænd, skal jeg være ærlig. Mænd der er gået over min grænse, mentalt eller fysisk. Mænd der har udnyttet deres fysiske overlegenhed til at overbevise og overfuse. Jeg har ikke så sjældent tænkt, “du er også nogens barn, hvilken mor har dog opdraget dig??”. Nu voksede der en dreng i min mave, og ingen mødre har vel lagt en slagplan for at lave et røvhul. Så hvad er der gået galt for dem? Og hvordan sørger jeg for, det ikke går galt for mig? For os, det er vores ansvar, mit og Adams.rockpaperdresses, #rockpaperbaby, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

I et samfund hvor mænd til stadighed får en række privilegier blot på baggrund af deres køn, så følte jeg et lidt uoverskueligt ansvar vokse frem i mig. “Jeg vil have have et rummeligt, kærligt, uselvisk lille menneske”. Hvordan gør man det? En veninde sagde kærligt, at det jo ikke er svært; han bliver ligesom os. Men han bliver også sin egen. Så hvordan opdrager man et menneske, en dreng til at være bevidst om de privilegier, han har, og til ikke at udnytte dem? Jeg kender også kvindelige røvhuller, ret skal være ret (og selvfølgelig helt fantastiske mænd). De findes også. Og de har også nogle mødre, som må sidde med røde ører. Men mænd har trods alt stadig en fordel i samfundet, selv om det hele rykker sig, og alt er under udvikling. Mænd er på sin vis også stakler, som de sakker bagud på uddannelser. Som de ikke ligestilles i forhold til barsel osv. osv. Mænd er på mange områder også udfordrede i dag, måske i højere grad end kvinder?

I sidste ende bliver de fleste af os jo egentlig født med det samme udgangspunkt, og hvordan vi så kan ende som alt fra diktatorer til Dalai Lama, mænd som kvinder, er et spørgsmål om, hvordan vi præges. Vores opvækst, de mennesker vi møder, det vi får med hjemmefra. Og vi vil jo bare gerne give dem det bedste. Indsigt – i sig selv og nysgerrigheden på andre.

Det var alle de tanker, der gjorde mig paf. Alle de spørgsmål, der dukkede op. For jeg vil så gerne gøre det ordentligt. Jeg vil så gerne lave et lille menneske til verden, som giver mindst ligeså meget, som han tager. Jeg vil gerne lave et lille menneske, der elsker sig selv og tør at elske andre mindst ligeså højt. Jeg vil så gerne lave et menneske, som opfører sig ordentligt og tør sige fra, når han oplever uret, over for sig selv og andre. Jeg vil så gerne lave et menneske, som er god, selvsikker, stolt og modig – men uden at drage nytte af sit køn eller sin fysik men i stedet for af sit vid, sin humor og sin følelser.

Hvordan bygger man sådan en?

rockpaperdresses, #rockpaperbaby, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

Jeg er ret sikker på, at det er helt menneskeligt og helt normalt at blive lidt lidt ramt af det nye ansvar, vi får, når vi får besked på, at vi skal være forældre. Om vi skal have drenge eller piger. Og når vi ved, hvad vi bærer på, så bliver alt pludseligt levendegjort. Det er ikke en ting, men et menneske som i kraft af sig selv kan gå ud i verden og skabe og ændre, både sit og andres liv.

Jeg er også ret sikker på, at det en følelse, jeg skal blive venner med, som jeg, som vi, bliver forældre om godt fire måneder. Gør vi det nu rigtigt? Gør vi det nu ordentligt? Jeg er nok ikke bange for at få et røvhul men for selv at fejle som forældre. Det handler i virkeligheden mere om mine egne evner end om ham. Det er velsagtens motoren, der kommer til at drive os fremad, der får os til at gøre os umage. Og så må vi håbe på det bedste. Er det i virkeligheden kernen i at være forældre? At gøre og håbe på det bedste?

rockpaperdresses, #rockpaperbaby, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

Der gik et par timer henad eftermiddagen, og så tog jeg Adam i hånden og græd. “… Vi skal have en lille dreng”. Vi skal have en lille dreng, og det føles helt rigtigt. Jeg skal være drengemor. Jeg kan godt lide at tænke på livet sådan lidt skæbnesbestemt. Det er også en måde at finde forståelse i galskaben. Jeg kan godt tænke, at der var en mening i, at lige vi skulle i er fertilitetsbehandling, så jeg kunne dele min rejse i det med jer og være med til at tale det frem. Jeg kan godt tænke, at der er en grund til at jeg, med alle mine piger omkring mig, alle mine tylkjoler og glimmer, at jeg skal have en dreng. Jeg har noget i mig, jeg skal give videre til ham, og han skal give noget til mig. For det er jeg ikke i tvivl om; han kommer til at lære mig meget mere om livet end den anden vej rundt. Og så håber jeg at spørgsmålene, som nu står i kø i mit hoved, enten vil give sig selv eller give mig grund til at udvide min egen horisont og forståelse for mig selv og verden. Jeg er nysgerrig. Og jeg er spændt. Og jeg håber, det er præcis sådan, han også kommer til at møde verden. Så skal det hele nok gå så fint.

***

 

“You honestly seem a tiny bit disappointed…,’ Adam said, when we were driving home from the gender scan

Right then and there I didn’t know what I was other than confused. I laughed and laughed, because how funny is life – to continue surprising you like that.

‘… I just need to… wrap my head around…’ I burst out mid-laugh.

I wasn’t entirely disappointed. Can I justify being disappointed after our rough journey through syringes and black bruises as long as a heart is beating? Everything I and we have worked towards ever since we, in humid air and cold fluorescent light on a Bali pharmacy, decided to drop contraception. I wasn’t disappointed. I was surprised, and I had to adjust.

As I’m surrounded by women, in my family, amongst friends (there’s one little baby boy in all of Adam’s circle of friends – crazy, right?), my imagination had only been able to produce girls. Having a girl, what girls like, what they wear, what they think is funny. It’s hard to imagine the unknown, and even if I do know that what you get is rather 50/50, my head just hadn’t moved past all of that. It had, quite habitually, reached for the familiar. I needed to adjust, and then I needed to find inner strength and belief that I can do this as well. The unknown.

The surprise was big, and with it I felt this sense of fear come creeping. How do you do it? 1. Take care of a child. But 2. Boys? The fear of failing. I was overwhelmed by this huge sense of responsibility, which I hadn’t felt to the same degree when I had thought I was carrying a girl’s heart, I’m happy to admit that. 

Throughout my life, I’ve met very, very many unfortunate men. Unsympathetic men, to be honest. Men, who’ve overstepped my boundaries, mentally or physically. Men, who have exploited their physical superiority to convince and overrule. I have often thought, ‘you’re also someone’s child; which kind of mother raised you??’ Now a boy is growing inside me, and I bet that no mother has ever made a plan to create an asshole. So, what went wrong? And how do I make sure that it doesn’t go wrong for me? For us, it’s our responsibility, mine and Adam’s.

In a society where men still are privileged just because of their gender, I felt this sense of unbearable responsibility well up inside me. ‘I want a tolerant, loving, unselfish little human being.’ How do you do that? A friend said lovingly that it won’t be hard; he will turn out just like us. But he will also be his own. So, how do you raise a human being, a boy, to become conscious of his privileges without exploiting them? I know female assholes as well, to be fair (and of course also completely amazing men). They exist as well. And they too have mothers who should feel ashamed of themselves. But men still have an advantage in society, even if everything is moving and developing. Men are poor things as well, in a sense, as they’re falling behind in terms of education, as they don’t have equal rights when it comes to parental leave, etc, etc. In many respects, men are also challenged today, maybe to a higher degree than women?

In the end, we are all born with the same point of departure, and how we then end up as everything from dictators to Dalai Lama, men as well as women, is a question of how we’re affected. Our upbringing, the people we meet, what our parents or caretakers instil in us. And we want to give them the very best. Insight into themselves and the ability to meet others with curiosity. 

Those were some of the thoughts that baffled me. All of the questions that appeared. Because I so want to do it right. I so want to make a little person for the world, who gives just as much as he takes. I want to make a little person, who loves himself and dares loving others at least just as much. I want to make a little person, who is well-behaved and dares speaking up when experiencing injustice, for himself and for others. I want to make a little person, who is good, confident, proud and brave – yet rather than by exploiting his gender or physics, it should be by virtue of his wit, humour and emotions. How do you build someone like that?

I’m pretty sure it’s totally human and normal to be struck by this new responsibility we get when we’re told that we’re about to become parents. Whether we’re having boys or girls. And when we know what we’re carrying, it’s suddenly so real. It’s not a thing but a person, who will be able to go out into the world and create and change his own as well as the lives of others. 

I’m also fairly confident that it’s a feeling with which I’ll be able to familiarise myself as I, as we, become parents in a good four months. Are we doing it right? Are we doing it properly? I may be less afraid of having an asshole than of failing as a parent. It’s really more about my own abilities, or lack thereof, than it’s about him. Which is probably the engine driving us forward, that’s incentivising us to make an effort. And then we’ll have to hope for the best. Isn’t that the essence of being a parent? Doing and hoping for the best?

After a few hours, when we were back home, I took Adam’s hand and started weeping. ‘… We are having a little boy.’ We’re having a little boy, and it feels completely right. I’m to be a boy’s mother. I like thinking about life as being a bit determined by fate. That’s also a way of finding meaning in it all. I sometimes think that there’s a reason why we had to go through fertility treatment so I could share my journey with you and be part of starting a conversation about it. I like thinking that there was a reason why I, with all of my girls around me, all of my tulle dresses and glitter, am having a boy. I have something inside me to pass onto him, just as he will give me something. That I don’t doubt; he will teach me so much more about life than vice versa. And then I hope that the questions, which are queueing in my mind, will either make sense as we go along or give me reason to expand my horizon and understanding of myself and the world. I’m curious. And I’m excited. And I hope that’s exactly how he’ll be meeting the world as well. And then it will all go so well. 

 

 

 

 

97 kommentarer
  1. Kære Cathrine. Øv hvor må jeg indrømme, jeg bliver ked af, at du tager #metoo op i anledningen af din graviditet. jeg ved godt, du ikke har nævnt #, men jeg føler det står mellem linierne. Jeg har selv en dejlig dreng på 2,5 og har følt mig så ramt under #meetoo. Da der er blevet sat fede streger under, at drengebørn er nærmest uønskede, med mindre vi som forældre gør en ekstra stor indsats for at opdrage den rigtigt. En tanke jeg slet ikke kan forstå. For i almindelig kærlig opdragelse, hvor det at være god ved sin næste er et vigtigt omdrejningspunkt, hvor skulle det så være nødvendigt at gøre det anerledes, når man har en dejlig dreng? Jeg har ikke i sinde at opdrage mine nu to børn (jeg er netop blevet mor til en pige) forskelligt fra hinanden. For uanset køn kan mennesket gøre forfærdelige ting. Og uanset køn kan mennesket være kærligt.
    Tak for en god blog.
    Bh Anne

    1. Det er jo også min konklusion – at det er mig som forælder det hele handler om. Det handler ikke om det lille væsen, det handler om, hvad vi giver. Det er mine egne kompetencer som forælder, der kickstarter nervøsiteten. Og det tror jeg er en ret almindelig tanke hos kommende forældre; kan jeg finde ud af det? Hvordan laver jeg et fint væsen? Uanset køn.
      Og alle kan være røvhuller. Nu tog jeg jer ærligt med ind i mine tanker, som fyldte og forsvandt igen.

      1. Jeg er helt enig i, at man gør sig sine tanker, og er i syv sind. Både i graviditeten og efter fødselen. Og at det er forældrenes kompetencer, der lægger grundlaget for barnets udfoldelse. Men kunne du forestille dig overskriften: at skulle have en pige: hvordan undgår man en kælling? Jeg er sikker på, I nok skal få jer en dejlig dreng. Ikke opdraget anerledes end hvis han var en hun.

        1. Haha ja da! Overskrifter er jo tit sat på spidsen, så det kunne jeg – selv om jeg nok ikke ville have skrevet kælling, men røvhul. Da den slags ikke kønsbestemt 😉 KH

    2. Og så kan jeg faktisk godt forstå dig omkring at føle sig ramt. Det er også noget andet, der lumrer i mig – der er ikke én følelse igang i mig, men tusinde, konflikterende garanteret, men sådan er det også. Der er enormt meget fokus på “future is female”, kvinder er stærke osv. osv. som på sin også er i fokus fordi der er et behov for at sætte kvinder lidt frem i køen. Men det sætter også drenge til at være mindre værd, synes jeg. Fremtiden er vel ligeværdig? Mere end et køn? Det er noget, jeg først har tænkt over siden vores scanning, fra jeg selv følte det fremmed til at omfavne og elske det lille væsen for sig selv. KH

      1. Det du siger her – at sætte piger foran i køen, at det gør drenge mindre værd. Hvad så med racial equality, black lives matter osv – det handler vel også om, at den historisk “mindre værd” karakteristik (andre hudfarver end hvid, alle andre køn end hankøn osv.) kommer “forrest i køen” – synes du det fjener værdi fra den/det “stærke”/mest værdifulde, nemlig at være hvid?

        1. Jeg siger ikke foran i køen – jeg siger lidt frem i køen, Sofie. Jeg må indrømme at jeg ikke heeelt kan følge dine tanker. Det bliver lige snørklet for mig og derfor ved jeg heller ikke, hvad jeg skal svare. Du skal være velkommen til at omformulere. Jeg er i al fald på ingen på måde inde på hudfarver i mit skriv, hvis det er det du hentyder til. Hvis det er det du tror køen består af.

          1. Jeg er helt enig i det, de andre skriver. Og tro mig: Som drengemor (og pigemor) har jeg oplevet alt andet, end at drengekønnet bærer privilegier med sig. Vores drenge er nu 6 og 8 år. Skønne, kærlige og omsorgsfulde drenge – men hold nu OP, hvor er småbørnsområdet kvindesomineret – og til tider også på den ganske ufede måde (og ja – lad mig slå fast, at jeg har et bredt kønsbegreb) – og hvor har vores drenge slået sig meget på det. Jeg får simpelthen myrekryb, når jeg hører #metoo blive brugt helt ned i den alder, i den kontekst.

          2. AV, det er altså også at misbruge det det hele drejer sig om i forhold til #metoo – hvis det bliver brugt i sammenhæng med småbørn. Av <3 KH

  2. Til en start kan vi stoppe med at fokusere så meget på køn helt fra barnet ligger i maven.
    Selvfølgelig er det naturlige tanker og man gør sig sine overvejelser, specielt hvis man havde ventet noget andet.
    Børn er bare deres egne og vokser de op i et hjem med respekt, kærlighed og åbenhed, så bære de også det med videre ud i livet <3

    1. Det er også min tanke – det ligger ikke hos barnet men hos os som forældre. Det er vores ansvar at gøre et barn til et helt menneske. Og det er også det ansvar der i virkeligheden freaker mig ud. Hvilket jeg tror rammer de fleste forældre før eller siden. Frygten for at fejle. KH

  3. Kære Cathrine,
    Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, men det her indlæg rammer mig. Du er SÅ meget mig. Bevares, jeg er ikke gravid, men når jeg forestiller mig min fremtidige graviditet og mit fremtidige liv som mor, så forestiller jeg mig en lille pige, der ligner mig. Jeg er også SÅ tøset, så tænker, det er helt naturligt, at man forestiller sig det, man kender. Jeg kan godt forstå, man lige skal omstille sig til en lille dreng, men wow – en søn! Det er da helt vildt spændende og en gave, at man får lov til at udforske en ny verden med et nyt lille liv. Kan godt forstå, I er SÅ glade.
    Med det sagt, så er jeg bare slet ikke i tvivl om, at du og Adam kommer til at opdrage en lille dreng, der en dag bliver til en omsorgsfuld, respektfuld, velbegavet og kærlig mand. Bare det, at du italesætter din bekymring og ansvarsfølelse over for ikke at opdrage et røvhul, tror jeg, kommer til at gøre en kæmpe forskel. Så er du jo allerede opmærksom på det! Jeg kender jer ikke, men I virker til at have en fantastisk åben, kærlig og nysgerrig tilgang til verden og helt ærligt – havde Adam ikke købt en t-shirt eller et telefoncover eller sådan noget med teksten “The future is female” for nyligt? Jeres søn kommer 100% ikke til at være et røvhul, simpelthen fordi I ikke er røvhuller, og fordi at ingen af jer nogensinde ville acceptere røvhulsopførsel. Så er den vitterligt ikke længere, tænker jeg. Han kommer til at vokse op i et hjem, hvor mor og far italesætter, at I alle sammen er lige meget værd, og han kommer til at se, at I behandler hinanden med respekt og kærlighed. Så kommer han også selv til at gøre det mod andre.
    Jeg ser på min kæreste og hans forældre og tænker, at deres enorme kærlighed og den måde, de har opdraget ham på, har gjort, at han aldrig nogensinde har været et røvhul over for en kvinde – og det samme må vel gælde for Adam og hans forældre – og dig og dine forældre.
    Jeres søn er bare en heldig lille dreng, han er <3 Glæææder mig til at følge din graviditet og din nye rolle som nogens mor. Knus herfra.

    1. Hvor skriver du fint Emma. Jeg tror også, der er rigtig meget at finde hvile ved at tænke over sin egen baggrund, alt det gode, det der har fungeret og det menneske man selv er blevet og den mand/kvinde man er sammen med. Skabt af kærlige forældre. KH

  4. Ved du hvad, Cathrine? Jeg har gjort mig præcis de samme tanker som du: Jeg følte også et ekstra stort ansvar for at opdrage en dreng, som forstår grænser og behandler andre med respekt. Det må da være enhver mors værste mareridt at få et barn, der vokser op og ikke behandler andre folk ordentligt.

    Som barn blev jeg mobbet frygteligt af andre børn. Pigerne var værst. Så på den måde tror jeg også, at jeg havde været meget bekymret for, om mit barn ville begynde at mobbe, hvis jeg fik en pige. Vi har jo alle oplevet lidt af hvert gennem livet, og det er klart, at vi som forældre for alt i verden ønsker at undgå, at vores børn bliver udsat for de samme slemme ting – eller er medvirkende til at andre bliver udsat for dem.

    Men det er simpelthen så nemt at opdrage sit barn til at lade sine respektfulde, kærlige og medmenneskelige sider vokse. Det er faktisk det nemmeste i verden at opdrage med kærlighed og respekt. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg har en SÅ sød dreng 🙂 I vuggestuen fortæller pædagogerne, at han er så god mod alle de andre børn, og jeg er ved at revne af stolthed. Og hvad er det lige, jeg gør? Jeg tror til mit inderste på, at min lille dreng er et godt menneske. Jeg respekterer hans meninger altid, og jeg respekterer, når han siger nej, og ikke vil kildes, krammes, kysses osv. Jeg lærer ham, at hans krop er HANS, og at hans meninger og tanker altid er noget værd. Også selvom jeg ikke er enig, og jeg bestemmer at vi skal noget andet, end han vil. Det kan godt være, at det er mig, der bestemmer, men jeg vil altid lytte til, hvad han mener om tingene.

    Jeg tror på, at vores børn lærer at behandle andre, ud fra hvordan de oplever at blive behandlet hjemmefra. Og helt ærligt, så kan jeg ikke forestille mig andet, end at du og Adam får meget nemt ved at lade alt det gode vokse i jeres lille dreng.

    1. Hvor er det fint skrevet Helle, jeg tænker præcis det samme omkring mobning – pigerne var nemlig modbydelige mod mig i folkeskolen. Der har jeg også tit tænkt, hvordan filen er I endt sådan? For jeres forældre kan da umulig have opdraget jer til det… Det ville klart bekymre mig, skulle jeg have en pige. Jeg har på baggrund af alt det besluttet mig for at prøve ikke at tænke mere over køn eller præge med baggrund i køn.
      Du får hele forælderansvaret til at lyde rart og nemt, og det kan jeg lide <3 TAK for at give dine tanker med. KH

  5. Kære Cathrine
    Tak for en dejlig og ærlig blog. Jeg ved, at I har ventet længe på dette barn og måske det er derfor, at du har så mange forestillinger og tanker allerede nu. Jeg ved godt, at folk og graviditeter er meget forskellige, men jeg synes du skal fokusere på at nyde det. Min datter er et halvt år og vi snakker tit om hvor ligegyldigt det er om hun er en pige eller en dreng. Hun har nemlig så meget personlighed, så hun er helt sin egen. En personlighed der ligeså godt kunne have haft en tissemand. Det jeg prøver at sige er, at kønnet ikke fylder noget som helst, når barnet først er der. Og jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk mor ligegyldigt hvilket slags barn du får.

    1. Det gør det heller ikke længere hos mig, altså kønnet. Det fylder intet. Det ved jeg ikke, om jeg har fået skrevet ordentligt ud i teksten, men I couldn’t care less, men sådan var det ikke til at starte på 🙂 Jeres lille lyder herlig! KH

  6. Tillykke med jeres lille dreng:-)
    Ham skal I nok få gjort til en velopdraget god fyr.
    Bare altid tal roligt og tag ting roligt.
    Struktur og ro er vigtigt for harmoniske børn, dyr, ja alt.
    Det bliver dejligt med en lille fyr i rigtig drengetøj:-)
    God søndag til jer.

    1. Det elsker jeg jo også selv, struktur og ro 😀 Det giver grobund for glæde – her i hvert fald. Rigtig god søndag til dig! KH

  7. Du bliver garanteret en skidegod mor 💕 Min dreng blev 5 i går, ov tro mig, drenge er fantastiske, sjove, anderledes 🦋men jeg undrømmer da gerne, at jeg stadigvæk helst ville ønske, at han var en pige 😄 Har I forresten tænkt på navne?

    1. Jeg glæder mig også bare så sindssygt til at møde ham. Det føles helt rigtigt, at jeg skal have ham og ingen andre. Omend jeg skulle omstille mine fantasier til at rumme noget andet end det den ligesom kendte. Ja vi har så, vi har fire navne og ét favoritnavn, som jeg glæder mig mega til at se om klæder ham <3 KH

  8. Kære Cathrine. Stort tillykke med den lille dreng. Drenge er fantastiske💙 jeg har selv to af slagsen og må indrømme jeg i en af dine tidligere indlæg følte mig ramt af “om jeg så skulle få 3 drenge tager jeg det med” (eller noget lignende og bestemt taget ud af en sammenhæng), fordi jeg selv er blevet mødt med megen “sympati” da jeg ventede dreng nr to og jeg blev virkelig ked af det… synes desværre der er en del “hype” omkring ønskede pigebørn. Men måske oplever andre kvinder der venter en af samme køn det samme…uanset om det er dreng eller pige? I hvert fald synes jeg egentlig ikke samfundet favoriserer drengeBØRN. Jeg synes vi skal fokusere på mennesket… og når folk spørger om ikke jeg havde håbet på en af hver, så er jeg begyndt at svare at jeg HAR en af hver, for selvom min yngste kun er 3 mdr så er han helt sin egen, ligesom storebror på 3 år. De er så forskellige og unikke, og det bliver din lille gut også😘💙 alt held og lykke!

    Og så kan jeg lige sige at min ældste lige er kommet ind og har plukket en masse lyserøde rosenblade fra haven og til sin far sagde: jeg synes mor skal have blomster HVER dag og ikke kun på mors dag😍

    1. Hvor er det bare et fint svar, Julie. Det er jeg vild med.
      Jeg har også oplevet en snert af det, sådan et glimt af skuffelse i folks øjne, når jeg har sagt dreng. Som om piger bare er lidt mere trendy og “oppe i tiden”, heh.. Sådan har drengebørn jo været før i tiden! Man håbede på en dreng, så han kunne føre forretningen videre osv. Det er sjovt, som den slags ændrer sig. På en eller anden måde er det kulturelle køn jo noget fanden har skabt – måske en dag når vi hen til, at det er uden betydning. Selv om det jo af klare biologiske årsager er forskelligt. Men altså – sådan at vi ægte, alle i samfundet, højner piger som drenge og drenge som piger.
      Og så lyder det til, at I har det fineste lille væsen! KH

  9. Kære Cathrine

    Det er mærkeligt, som folk skal gøre dine tanker til skamme. Det er jo som det er, tanker. Og hvis nogen må “have lov” til at være nervøs ved tanken om at få en dreng (det må alle, det var jeg også selv, for jeg kender piger meget bedre end drenge!), så er det da dem, der selv er blevet misbrugt af en sådan én.

    Men anyways, så tror jeg, at alene det, at du reflekterer over dig selv i rolle som mor, nok skal gøre dig til en glimrende mor. Og må jeg så i øvrigt anbefale dig DR2’s temalørdag fra i går med temaet ‘Mor er den værste’.

    Stort tillykke med din lille dreng.

    Kh.

  10. Jeg tror, du bliver en fantastisk MOR – dreng, pige, alien, enhjørning – man kan mærke jeres kærlighed til det ønskebarn – nu ønskesøn – så jeg er sikker på, det hele bliver lige, som det skal være.
    Forresten… Ved ikke, om du allerede følger med hos den amerikanske blogger Eat Sleep Wear (Kimberly Lapides), men hun og hendes mand har også været igennem hele IVF-møllen af flere omgange og venter nu en DRENG også.
    Hun har skrevet en smule om hendes tanker om at håbe på en pige og blive en lille smule skuffet først – også selvom man har ønsket sig en baby brændende i flere år: http://www.eatsleepwear.com/2018/04/02/pregnancy-gender-reveal/
    Hun har generelt været meget åben – ligesom dig – omkring hele hendes fertilitetsbehandling. Tænker, du måske vil kunne relatere til nogle af hendes tanker – ville i hvert fald lige dele det med dig <3

    1. Av det var også et fint lille skriv – og gud nogle lækre billeder, hva’? Hun skriver det jo så fint – det er helt okay at forvente én ting og skulle omstille sig til en anden. Nogen er der allerede mentalt, andre er ikke. Og kærligheden eller glæden er ikke mindre af den grund, men tankerne før er helt okay. Tak Laura, virkelig fint indlæg at læse! KH

  11. Tak for et virkelig fint indlæg!
    Jeg har mange af de samme tanker. Jeg er mor til en bulderbasse af en dreng, som har viiiiildt meget krudt bag i og samtidig er så kærlig og følsom. Jeg kommer selv af en familie med mange kvinder, og det kom også bag på mig, at jeg skulle have en dreng. Jeg ELSKER at være mor til lige netop ham. Han lærer mig så meget, og det er så vildt, hvordan der pludselig er magi i de små ting nu, fordi jeg oplever det hele på ny igennem min søns øjne.
    Men Uh, hvor jeg også bekymrer mig… vil han klare skiftet fra vuggestue til børnehave med større børn og dårligere normeringer? Vil han klare de krav, der stilles i skolen? Åh nej, en dag skal han selv bevæge sig rundt i trafikken uden mig!? Vil han mon behandle andre mennesker ordentligt? Vil han blive udsat for vold, når han begynder at gå i byen? Osv osv. Men det hører jo med til at blive forældre… bekymringerne og ansvarsfølelsen. Jeg tænker, at vi kan prøve at være gode forbilleder for vores børn, respektere dem og så håbe for resten. For man er bare ikke i kontrol over, hvad og hvem de også møder på deres vej i livet. Men man kan måske give dem ballasten til at stå ved, hvem de er og behandle andre godt.
    Jeg synes, I lyder som nogle gode mennesker, så mon ikke, jeres søn vil se det og efterligne det langt hen af vejen? Det tror jeg 🙂
    KH

    1. Jeg tror også, det kun er begyndelsen på et liv af bekymringer, haha! Min oldemor sagde, da vi kom til, at nu ville hun stoppe med at bekymre sig. Hun havde bekymret sig for sine egne børn, sine børnebørn – nu måtte det være slut. Det er vores lod i livet. Husker han nu sikkerhedsselen? Bliver hans hjerte knust? Klarer han sig fint i skolen? Hvad med omstillingerne, nye venner – det er en uendelighed herfra. Herlig dreng du har, lyder det til <3 KH

  12. Jeg kan sagtens følge din reaktion. Sådan ville jeg helt sikkert også have haft det, hvis scanningen havde vist en dreng. Altså at jeg skulle have brugt noget tid på at lade fakta bundfælde sig. Men når jeg tænker på min venindes dreng, så er det slet ikke svært at forestille sig at blive drengemor. Hun har en super kreativ, modig og nysgerrig lille fyr, som interesserer sig for kreative projekter, natur, dyr, mad osv og hans syn på og oplevelse af verden er bare inspirerende. Jeg tror det handler om at skabe nogle rammer hvor normalen er sådan en udadvendt nysgerrighed på vores omverden, naturen, kunsten, andre mennesker – og ikke et indelukket fokus på de der typiske drengeaktiviteter. Og ligeså hvis man får en pige selvsagt 🙂

    1. Jeg har en niece, som så absolut ikke gider perleplader og dukker og den slags. Hun er en kæmpe bulderbasse og har været det alle dage. Og så nysgerrig og fin. Børn er jo bare skidesjove, og hold kæft hvor jeg glæde mig til mit eget med sin helt egen natur og personlighed. KH

  13. Hej Cathrine
    Da jeg fødte min ældste søn for 15 år siden, havde jeg også næsten kun kendt til små piger i min familie. Så jeg var også rigtig meget i tvivl om, hvordan man skulle være mor til en dreng og brugte meget tid på at tænke over netop det – lige indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke var mor til en dreng, men til HAM min søn, som var helt sin egen lille personlighed.
    Rigtig god søndag til dig.

    1. Jeg glæder mig også til at møde ham, sådan helt vildt. At lære et andet menneske at kende, som jeg tror kommer med en hel lille personlighed før han møder os. SÅ spændende. Rigtig god søndag til dig! KH

  14. Jeg bliver ked af det og en smule suk og ÆV, når jeg læser dit indlæg. Jeg er selv mor til tre små varme og kærlige drenge, og jeg er både træt og ked af ord som ‘hvis bare mødrene gad at opdrage deres drenge ordentligt’ og ‘mænd er røvhuller’. Nej! Drenge og mænd er mennesker. Ligesom piger og kvinder er. Drenge skal ikke opdrages bedre end piger. Drenge er ikke større røvhuller end piger. Alle skal opdrages med varme og til at respektere hinanden. Det har ikke noget med køn at gøre. Mine tre drenge er helt vildt forskellige. De er mere end et køn. Jeg ønsker med hele mit hjerte, at vi kan sætte vores og hinandens børn fri. Se dem som hele mennesker og ikke som et køn. Drenge har præcis brug for lige meget kærlighed som piger. De er præcis ligeså følsomme, betænksomme, kærlige og sårbare.

    1. Men Stine, jeg skriver jo også mine tanker – altså de kommer og går igen, og vi har jo alle sammen forskellige historik i baggagen, som præger vores oplevelser og tanker. Jeg har de oplevelser med mænd, som jeg har, og de vil naturligvis præge mig i mit møde med andre mænd. Sådan er det jo. Jeg har ikke lyst til at tie tanker ned, fordi de ikke er korrekte – sådan er her ikke herinde.
      Så er jeg helt enig i, at kønnene skal sættes fri – jeg ved ikke om du læser hele indlægget. Men det meste tankemylder, som er ærligt med her, sker jo inden for et par timer. Jeg tænker ham ikke anderledes. I virkeligheden ligger ansvaret hos mig, og det er min egen frygt for ikke at slå til, som giver udslag. Og det forestiller jeg mig er helt naturligt. KH

    2. Jeg er meget enig her. Det er som om, man opfattes som en ‘andenrangs’ mor, når man har drenge. Jeg har selv to kærlige, omsorgsfulde, sjove, kloge og betænksomme børn. Tilfældigvis drenge. Og da jeg ventede min anden søn blev jeg altså mødt af op til flere “det var synd”, “I må få en 3’er så” og flere kommentarer i den dur. Mega sårende!
      Og i disse metoo tider er det sgu ik rart ofte at høre et helt køn omtalt negativt og stereotypt.
      Drengebørn er fantastiske på samme måde som pigebørn. For de er jo netop alle børn. Så selvfølgelig skal du ikke gøre dig mere umage med at opdrage en søn, end hvis du havde fået en datter. Du skal gøre præcis det samme – se dit barn for den, det er, og ikke som en repræsentant for et helt køn!
      Tillykke med din søn. Han bliver fantastisk fordi han er lige præcis den han er! 🙂

      1. Sofie, dit indlæg er så spot on! Som mor til en dreng gør det sgu ondt når ens barn er “andenrangs” på grund af sit køn. Og selvfølgelig skal man ikke gøre sig mere umage med at opdrage sit barn fordi det er en dreng. Som om drenge bare per definition er røvhuller. Av. Jeg håber der kommer en dag hvor alle vil se BARNET, det lille menneske, og ikke kønnet. For som det er i dag, så er der bare alt, alt for meget fokus på kønnet.

      2. Det kan jeg sgu godt forstå Sofie. Det bliver også hurtigt til generaliseringer! Jeg kan simpelthen så godt følge dig i at blive lidt truffet på din drengs vegne. Som mor til en lille kærlighedsklump.
        Men når det så er sagt, så er #metoo jo primært kommet ud af historier om ældre herrer, der har brugt deres privilegier til at opnå noget for egen vinding eller har udnyttet kvinder. Jeg tror også, der sker noget andet – nye bevægelser, nye måder at opdrage på osv. som gør at den slags oplevelser kommer til at høre historien til. Det håber jeg da. Det er jo det mine tanker går på – der skal vi hen. Jeg kan da mærke forskel på kvindesynet og mandesynet bare fra vores forældres generation til min. Der sker noget! KH

      3. Jeg ville lige indskyde, at jeg også tror, det handler meget om, hvem man taler med. Jeg har også oplevet veninder (og min svigermor!), der har set helt skuffede ud på mine vegne, da de fik at vide, vi ventede en dreng.
        Omvendt har jeg en del drengevenner, der er fædre til piger, som har betroet mig, at de er meget misundelige på mig – og nok især min kæreste – over, at vi skal have en søn.
        Så i virkeligheden handler det nok også meget om det, som mange andre skriver, at vi gør os en masse forestillinger udfra kønnet, der sjovt nok baserer sig på vores eget, i stedet for bare at se barnet som værende barn.

  15. Jeg har en lille dreng fra sidste sommer. Han er helt fantastisk, rolig og helt igennem et skønt lille menneske. Jeg håber at han vokser op og bliver en ligeså dejlig voksen, som hans far er. Er faktisk overhovedet ikke bekymret.

    Da jeg var gravid var jeg derimod sindssygt bange for at det var en pige der gemte sig. Hvis jeg ser på mennesker jeg har mødt gennem mit liv og udelukkende deler dem op på køn, så er det klart pigerne der har været de ledeste, mobbet og været direkte ondskabsfulde. Jeg kan se at drengene i høj grad har været mere “simple” mens vi har yngre, der skød de rundt med en bold eller spillede computer og havde ikke særlig mange kriser, hvor at det mildest talt ikke har været tilfældet i de pige-omgangskredse jeg har været en del af eller set på udefra. Faktisk helt indtil starten af 20’erne har det været sådan her. Nu har jeg heldigvis en masse fantastiske damer (og mænd, for den sags skyld) omkring mig, så jeg er sikker på at en pige også var endt ud med at være ligeså dejlig som min søn, men da jeg var gravid og fyldt med spirende mor-bekymringer, så var det en ting der fyldte sindssygt meget. Frygten for at få en pige der lignede mange af de piger jeg mødte fra folkeskolen og frem til jeg bevidst droppede en “veninde”gruppe 20 år senere.

    1. Det er jeg godt nok ked af at høre, at du har været udsat for L.
      Det kan jeg sagtens sætte mig ind – hvis man har en masse svære oplevelser i bagagen med piger, så er det det, der præger ens tanker og minder også nu. Piger kan sørme også være ondskabsfulde, især i folkeskoletiden. Det er også det jeg kan tænke – altså, hvordan kan forældrene ikke have haft større føling med deres børn? Hvordan kunne nogen piger ende med at mobbe – det er jo ikke noget man opdrages til, tænker jeg… Det er sindssygt spændende. KH

  16. Jeg vidste slet ikke hvilket køn barnet i min mave havde førend det var i min favn. Fordi vi synes det var sjovt at vente og kønnet kun for os betød om det var det ene eller andet navn der skulle i spil. Jeg har slet ikke tillagt kønnet nogen værdi i sig selv eller haft nogen forestillinger om, at min adfærd overfor barnet vil være forskellig.
    Derfor er det mega spændende og få lov at høre lidt med på hvilke tanker der er fløjet gennem dit hovede i denne forbindelse. Tak.

    1. Om de så er brugbare eller ej, haha! Men altså, jeg er også en tænker, der kan lade det hele flyde og blæse det op i mit hoved for så at lade det flade ud – heldigvis! KH

  17. Først og fremmest stort tillykke med at I endelig kommer til at opleve at blive forældre 😊 Når man selv har været en del af fertilitetsmøllen, kan det ikke undgåes at der fældes en lille tåre når det endelig lykkes for andre ❤️

    Da vi for små 2 år siden fandt ud af at vi skulle være drengeforældre, havde jeg det på præcis samme måde som dig! Med udelukkende søstre, kusiner, niecer og veninder med pigebørn var det lidt et chok at få bekræftet at vi skulle have en lille dreng.

    Og selvom jeg nu har været drengemor i 16 måneder og elsker det, kan “skrækken” for fremtiden og hvordan en teenagedreng håndteres stadig ramme 😊 Men tror det er meget normalt og ville nok ikke være meget anderledes hvis det var en pige der havde gemt sig inde i maven ❤️

    1. Og også til lykke til jer Mona <3
      Og så har jeg faktisk hørt fra flere, at teenagepiger kan være noget sværere end drenge 😉 Jeg er ret sikker på, at vores frygt for ikke at slå til som forældre helt sikkert også havde været der, havde det været små piger, der gemte sig <3 KH

  18. Som mor til både en dreng og en pige kan jeg godt forstå dine tanker…

    Uanset barnets køn vil man dig altid gerne at de vokser op og bliver nogle ordentlige mennesker. At de værdier de tager med sig ud i livet gør dem omgængelige og rare.

    Da jeg som ny mor stod med vores søn i armene var der mange ting jeg ikke vidste hvordan jeg skulle forholde mig til. Hele det maskuline univers som man som kvinde ikke rigtig har fuldt indblik i. Han viste sig dog at være præcis som mig af sind, og ofte er det mig der forstår ham bedst. Stik modsat er det med lillesøster der af sind meget mere minder om sin far.
    Og det gør det faktisk nemt at relatere til dem begge…

    Så uanset kønnet må man jo se hvilken personlighed det lille væsen kommer med. Og så skal man være indstillet på at skulle lære noget hver eneste dag.

    At være nervøs for forældrerollen og det kæmpe ansvar man påtager sig tror jeg alle kæmper med…det er bare stort! Man må gøre sit bedste, lytte til mavefornemmelser og finde ud af hvilke værdier man som minimum gerne vil have at børnene får med sig.

    1. Det er også det jeg glæder mig så vanvittigt meget til – altså se, hvordan han bliver. Udseende er jeg egentlig ret ligeglad, men hvordan bliver han, hvem kommer han til at minde om, mig, farfar, farmor, mormor, morfar, Adam. Ej det er så spændende at se personligheden udvikle sig. Og skideskræmmende 😂 KH

  19. Jeg kan virkelig, virkelig sætte mig ind i dine tanker. Jeg er ret glad for, at det er en pige, som jeg fik.
    Jeg ville også føle, at der lå et større arbejde foran mig, hvis vi havde fået en dreng. Mange undskylder tit drenges voldsomheder med det simple svar “jamen sådan er drenge jo”. Og jeg har lidt en følelse af, at det er der, at det allerede begynder at gå galt for nogen. At drenge simpelthen må slå mere, må larme mere osv – bare fordi de er drenge. Det bliver senere i livet andre ting, som vi så undskylder mændenes opførelse med. Igen bare “fordi de er mænd”. Vi skal simpelthen holde op med at opdrage piger og drenge forskelligt i forhold til grænser, hvis vi ønsker at de skal være lige senere i livet.
    Når det er sagt, så kan jeg slet ikke forestille mig, at I opdrager et røvhul ❤️

    1. Jeg synes godt nok, at du omtaler drenge kedeligt stereotypt. Og sætter “drenge-forældre” i bås som dårlige opdagere, der ikke er i stand til at sætte grænser. Der er godt nok mange “pige-forældre” man kan sige det samme om. Hvorfor skal det ene køn fremhæves negativt fremfor det andet? Det synes jeg, er meget lidt klædeligt for debatten!

  20. Jeg har det som dig – bare med omvendt fortegn. Så jeg forstår det så udemærket! Jeg var så sikker på dreng – men venter en lille pige. Og damn et ansvar, jeg pludseligt føler! For nu skal jeg indgå i en relation, jeg selv har indgået i – og hvad vil jeg så gøre anderledes end min egen mor? Hvordan skal jeg undgå, hun arver mine komplekser? At hun ved, hun er god nok? At et pænt ydre ikke alt – og da bestemt heller ikke er nok? Mænd kan være nogle røvhuller, bestemt – men det kan kvinder også. På det område har vi alle et ansvar for både den nuværende og kommende generationer;) Det kommer sgu nok til at koste et par søvnløse nætter (når vi er ‘færdige’ med at bekymre os om alt det andet, der kan gå galt)

    1. Også sindssygt spændende J! De tanker kan jeg simpelthen så godt følge! Du kender jo dig selv, dine egne komplekser, som du skriver – hvordan undgår man at give dem videre. Meget meget spændende tanker, synes jeg! Og der er bekymringer nok at tage af herfra og for evigt 😂 KH

  21. Jeg har altid været sikker på, at jeg skulle have en pige. En lille Marie i rødt, lyserødt og lilla, men for 12 uger siden blev jeg mor til tvillingedrenge, og det er det bedste jeg ved!! Men jeg forstår godt dine tanker, og at det lige skulle bundfælde sig, men tro mig, lige om lidt har du glemt alt om piger og pigetøj 😉😘 Og han (og mine), bliver jo bare opdraget til at være søde og omsorgsfulde mennesker, og så skal det hele nok ende godt

    1. Det har jeg allerede – det tog et par dage, og jeg glæder mig for vildt til at lære ham at kende <3 Stort til lykke med dem 😍 KH

  22. When I was pregnant with my first child, I was told that it was girl. I spent the remainder of the pregnancy believing that I would be the mother to a girl. When the baby was born, my “girl” ended up being a boy. It was a shocker but, as you have written, it felt right.
    I now have 3 boys and- I can tell you- they LOVE their mothers. I know that you are a strong woman who can show them how to be good, selfless, loving men.They will become as they are raised. Stort tillykke!

    1. TAK Celena. I don’t think there’s any shame in the shock or having to reroute your thoughts for a moment.
      Three boys <3 That's a lot of love! Several women have told me about that very special love between a son and a mother - it's unlike anything else in this world. I can't wait to experience that!

  23. Det er så sjovt – jeg var også helt sikker på at jeg ville få en pige, og det – indrømmet – nok også fordi jeg rigtig gerne ville have en pige. Jeg gik faktisk og var oprigtigt bange for at blive skuffet, hvis det var en dreng, hvilket jeg skammende mig meget over oven på et år i fertilitetsbehandling! Men da det så var en dreng, var det som om at det jo overhovedet ikke kunne være andet. Jeg havde gjort mig så mange forestillinger om at få en pige, at jeg nu pludselig lagde mærke til alle de små drenge på gaden – jeg havde åbenbart kun lagt mærke til de små piger indtil da – som om drengene ikke rigtig vedrørte mig! Skørt!
    Jeg tror faktisk også, det kan være en fordel at få noget andet end man “satsede” på. Nu møder jeg ham virkelig fordomsfrit og uden en masse forestillinger (også selv om jeg er vokset op med en bror og derfor udmærket ved, hvad drengebørn godt kan lide).
    Men bottom line er, at jeg bare – ligesom dig – glæder mig mega meget til at møde ham – se hvordan han ser ud og ikke mindst finde ud af, hvordan han er.
    Kæmpe tillykke med jeres kommende dreng – jeg er sikker på at han bliver alt andet end et røvhul ❤️

    1. Det er præcis sådan jeg har det. Jeg har kun kunnet forestillet mig en pige, af ren og skær manglende fantasi, men nu det er en dreng, så kan jeg slet ikke forestille mig andet, sgu da lidt sjovt <3 Og så tror jeg faktisk jeg har haft helt samme følelse som dig - at jeg kun så én ting, og nu er min verden også så meget mere åben <3 Det er sgu da smukt. KH

  24. Hold kæft, hvor kan jeg sætte mig ind i alt det du skriver. Fra den overrumplede men bestemt ikke skuffede følelse da vi kom ud fra scanningen til de mange tanker om at opdrage hvad der gerne skulle blive en dejlig mand en dag!
    Her 20+2 (og også en lille ICSI bebs) kan jeg simpelthen ikke forestille mig andet end at skulle være mor til lige præcis den lille fyr!
    Ps. Og hjælp så lige med noget lækkert “graviditets”tøj tak 😉

    1. Hvor er det bare dejligt Charlotte, så er vi næsten lige langt. Det er præcis også sådan jeg har det. Jeg kan ikke forestille mig andet <3 Stort til lykke til jer! KH

  25. Jeg er mor til verdens dejligste dreng på snart 3, og bliver snart mor til endnu en dreng. Jeg siger dig, at være drengemor er det bedste i verden. Jeg ville aldrig bytte ham med noget andet. Selvom jeg bestemt også skulle vende mig til tanken om 2 drenge og ikke en dreng og en pige, så håber jeg bare på at nr. 2 bliver ligeså god, mild og blød som den første, og som min mand siger, at det påvirker vi jo heldigvis selv. Glæd dig og tillykke 🙂

    1. Tak Louise, du kan så meget tro, at jeg glæder mig. Jeg har også hørt, at det skulle være noget helt helt særligt. Der var end er sagde “velkommen i klubben” og det kan jeg vildt godt lide <3 KH

  26. Jeg er fan af dine ærlige tanker om det her, og at du tør at dele det! Men føler lige et behov for at pointere en enkelt ting ift denne paragraf: “I sidste ende bliver de fleste af os jo egentlig født med det samme udgangspunkt, og hvordan vi så kan ende som alt fra diktatorer til Dalai Lama, mænd som kvinder, er et spørgsmål om, hvordan vi præges. Vores opvækst, de mennesker vi møder, det vi får med hjemmefra”.
    Selvom miljø vs arv er den ældste snak nogensinde og der (især inden for medicinens verden) sjældent er et endegyldigt svar på, hvad der dominerer mest, så synes jeg nu du lidt underkender hele den genetiske del i dette indlæg. Forældre spiller en stor – KÆMPE – rolle i hvordan børn udvikler sig til mennesker, men de (og andre mennesker, som barnet møder) er ikke ene om at forme dem. En stor del af dem man bliver er altså også det man er født med. Dermed ikke sagt, at man ikke skal gøre sig enormt mange tanker om hvordan man vil opdrage sit barn og hvilke værdier man vil videregive, for det skal man bestemt! Men man må også huske, at det ikke altid er forældrene alenes skyld, hvis barnet udvikler sig til at blive et “røvhul” (eller psykopat eller whatever). Jo, manglende omsorg eller dårlig opdragelse kan være en trigger, men jeg kender altså også røvhuller, der kommer fra de mest velfungerende og kærlige hjem.
    Bare en strøtanke herfra. Man kan give sit barn alverdens kærlighed og forudsætninger og alligevel kan de rammes af depression, vredeproblemer eller andet. Det betyder ikke, at man ikke skal prøve som forældre, men derimod at man skal acceptere, at det aldrig er 100 % i ens magt.
    Håber, du har en skøn søndag! Mvh Maria

    1. Jeg er fuldstændig enig.
      En kæmpe del af det at være forælder er netop, at man skal lære at give slip og se sit barn for alt det, det er, og ikke kun komme til at se på barnet som et produkt af det, man som forælder har givet/ikke givet – der er så meget andet, der spiller ind. Selvfølgelig skal opdragelsen ikke underkendes, men jeg synes, din kommentar er vigtig i en verden, hvor vi har utrolig travlt med “rigtig og forkert”, særligt også på et område som opdragelse.

  27. Hvad mon Adam tænker i alt det her… mange mænd bliver jo også ret “stolte” over at skulle have en dreng?

  28. Det sjove er, at når han kommer ud så vil han ikke være “en dreng”, men helt hans egen unikke lille skabning der slet ikke passer ind i noget skema. For sådan er vi mennesker når vi er små, vi finder først vores plads.
    Ved barn et ønskede jeg mig en dreng, for jeg er en drengepige og kan slet ikke forholde mig til drengeting. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det var en pige, efter kønsscanningen…. hvordan skulle jeg opdrage en lille lyserød pige, når jeg ikke kan lide pigeting?
    Så kom hun ud og var alt andet end en typisk pige. Hun minder om mig.. hader lyserød, elsker drengelege, klatrer i træer og har ben i næsen.
    Så skulle vi have et barn mere, og jeg håbede at få endnu en pige, fordi det vidste jeg jo nu hvordan man gjorde.
    Så kom den her lille dreng.. min sarte følsomme søn, som er pigernes ven, elsker lyserød og er alt hvad jeg ikke er….
    Og ved du hvad, de er begge helt unikke, fantastiske og uundværlige i vores familie ❤️

  29. Jeg er sikker på, at jeres søn bliver så fin, så fin og så rummelig, skøn og empatisk 🌸💫
    Jeg er så glad for, at du og din blog eksisterer, Cathrine!

  30. Jeg er meget enig i de fleste af kommentarerne her på bloggen – og synes, alle refleksioner er så skide fine og præcis, som jeg selv ville tænke, hvis det var mig, der var på nippet til at blive forældre til en dreng eller pige.
    Dog er jeg 22 og år fra børn – til gengæld arbejder jeg rigtig meget med udskolingselever i folkeskoler, også sammen med deres forældre. Og lige gyldigt hvor søde og forstående og engagerede og ordentlige forældrene er, oplever jeg så ofte, at deres børn – både drenge og piger – stadig kan være skidestrenge og tarvelige.

    Jeg oplever det især ift. hele sende/dele nøgenbilleder-debatten, der er et kæmpe problem, og apropos #metoo, som Anne nævner og du ikke gør, Cathrine, så oplever jeg udelukkende (!), at forældre fortæller deres døtre, at de for guds skyld ikke må sende nøgenbilleder, men ingen af drengene har fået af vide af deres forældre, at de skal sørge for at holde det for sig selv, hvis de modtager ét.

    EJ MEN HELT ÆRLIGT.

    Lige dér er der en kæmpe skævvridning i køns-opfattelsen, især fra forældresiden – pigerne kan måske nok finde på at sende et nøgenbillede, men ingen forældre kan forestille sig, at deres barn (primært drenge) kunne finde på at DELE et nøgenbillede. Og de fleste forældre synes, at problemet er løst, hvis pigerne bare lærer, at de skal lade være – men problemet er jo, at både pigerne og drengene, men mest drengene, ikke har lært af deres forældre, hvordan man respekterer andre(s tillid og privatliv), især når det overføres på vores virtuelle verden. Og fordi jeg er farvet af mit arbejde, så synes jeg det er ekstra vigtigt ift. at skulle være forældre til drenge (selvom samme pointer i høj grad også gælder piger). Er sikker på, I nok skal finde ud af det – min pointe er bare, at jeg virkelig ofte oplever, at selv de bedste forældre (hvad dét så end indebærer), så sker der nogle ting i vores samfund, som kompromitterer den gode indflydelse, og det kræver lidt ekstra.

  31. Jeg har to børn – en dreng på snart tre og en pige på snart 1. Min fornemmeste opgave som forældre er at opdrage to “gode” mennesker, som hvile i sig selv, og har plads/respekt/rummelighed ift andre mennesker. Jeg forstår udemærket dine overvejelser og har dem også selv, for hvordan skaber man de bedste rammer for sine børn, så de ikke vokser op og blir et røvhul…. dreng såvel som pige. Jeg har læst et par bøger, fordi google er ikke altid din ven som bekymret forælder. “Kærlighed er ikke nok” kan varmt anbefales. Når det så er sagt, er jeg fuldstændig overbevist om, at I blir et par absolut skønne forældre, hvis I bare er halvt så søde in real life, som på insta.

  32. Jeg tænker på, at det er lidt af forbandelsen ved, at man kan vide så meget i dag. Altså da jeg var gravid første gang, valgte vi ikke at kende kønnet, og mine tanker gik derfor mere på, hvordan jeg ville være som forælder til et barn (ikke et køn). Jeg fik en dreng (havde altid ønsket mig en pige), og han var og er verdens dejligste. Selvfølgelig. Sådan er det jo.
    Nu er jeg gravid igen, og denne gang valgte vi at få kønnet at vide. Vi skal have en pige. Og nu, nu kører mine tanker rundt, om hvordan jeg opdrager en pige, hvordan hun mon bliver og så videre og så videre. Jeg er allerede (uden egentlig at ville det) begyndt at tage stilling til hende som køn, ikke bare som mit barn. Kan du følge mig? Det synes jeg egentlig er ærgerligt, og jeg kæmper imod, så godt jeg kan. Kunne jeg gøre det om, tror jeg ikke, jeg ville kende kønnet.

    Når det er sagt, så kommer det jo hen ad vejen. Man starter måske med nogle grundlæggende principper/holdninger, og så tager man det, som det kommer 🙂

  33. Man er så spændt, når man venter på sit lille menneske. Ansvaret, forventningen, nysgerrigheden og det hele. Børn er helt deres egne. Mange ting kan man præge men ikke deres personlighed. Det er vildt at se og opleve, hvordan de ligner os forældre på nogle punkter og på andre er helt anderledes, og hvordan man bliver vidne til, at et menneske udvikler sig. Forældreskabet er også at lukke øjnene og håbe på, at barnet kan klare verden med det, man har givet det. Det starter sgu allerede i vuggestuen:-)

  34. Sådan undgår du at opdrage et røvhul: Hvis du gør lige det, der falder dig naturligt og lytter og ser dit barn.
    Opdragelse er ligesom at lære at cykle; man glemmer det aldrig, men man kan fare vild og vælter af og til 😄

    I er de perfekte forældre for jeres barn/børn.

    Masser af kærlighed, omsorg, trøst, mad, søvn og leg.
    Når barnet føler, at det bliver hørt og imødekommet, når det ytrer et behov, så lærer barnet at stole på egne impulser, og når behovet bliver imødekommet af forældrene, så dannes empatien hos barnet.

    Dine tanker viser virkelig, at du allerede i høj grad er mor ❤️

    Glædelig mors dag til dig!

    Ps. Man kommer utroligt langt med at puste, når det gør ondt 😚

  35. Det fede ved at være drengemor er, at han højst sandsynligt ikke kommer til at låne sin Mamas tøj, tasker og dullegrej…. 😉😂 Hæhæ!
    Har læst de fleste af kommentarerne til dit indlæg, og tænkt lidt over det. Jeg har jo selv en skøn børnehavedreng, og har godt nok aldrig tænkt over at han skulle have et sæt ´andenrangsforældre´! 😳
    Da jeg fandt ud af at jeg ventede en dreng, tænkte jeg faktisk ikke så meget over det (kønnet) – men inderst inde troede jeg også at jeg skulle `have en pige´, fordi jeg på det tidspunkt ikke helt forstod drenge! 🤔
    Nu er jeg heldigvis blevet klogere, og jeg er selvfølgelig superglad og lykkelig for at være blevet drengemor! 😍
    Jeg glæder mig stadig meget over at du lader os følge med på jeres rejse – han skal nok blive en `god dreng´ med sådan et par skønne forældre! Til lykke igen! 💙

  36. Kære Cathrine. For det første et stort tillykke!!!!
    Jeg er nybagt mor til 7 uger gamle Eddie og gik, og går, med præcis de samme tanker som du.
    I bund og grund tror jeg det handler om at barnet er et andet køn end os selv. Far vil ha’ drenge, mor vil ha’ piger, er det ikke tit sådan? Det er som om man tror det er “nemmere” hvis det er ens eget køn.
    Jeg ved ikke hvordan man undgå at få formet et røvhul, men jeg tror på at han kommer til at “ligne” sine forældre. Noget andet er, hvordan får jeg ham til at turde vise følelser? At det er okay at græde, at det er okay at sige man føler sig ensom, skuffet eller noget tredje. Det vil jeg gerne at mine børn kan, uanset køn. Men jeg har en formodning om at det er svære for drenge. Jeg rettede min kæreste forleden fordi han sagde: “Nemlig Eddie, store drenge græder ikke!” Men det må de altså gerne. Jeg kunne også selv ha’ fundet på at sige sådan, for det er ligesom bare altid sådan at man siger, forstår du? Det er svært. Men det leder til nogen gode snakke med ens partner, og vi er heldigvis enige.
    Og jeg siger det bare, bekymringerne og tankerne bliver der også efter man har født – de bliver næste værre. For så er han her, og hvad gør man så? Men så gør man det bare og når man nu flere gange dagligt modtager store tandløst smil, så bliver man overbevist om at det nok skal gå.

    Vi skal nok få nogle skønne drengebørn og jeg tror de kommer til at lære os SÅ meget!

    – Katrine

  37. Sikke et fantastisk dejligt indlæg! Da jeg lige så oversigten blev jeg selvfølgeligt (hvilket vil var intentionen) provokereret. Men jeg synes, du så fint og tydeligt påpeger, at det er strukturene i samfundet, der stadig skaber en statistisk forskel mellem piger og drenge, kvinder og mænd. Du er jo ikke bange for, om den lille personlighed indeni jeres kommende barn er et undertrykkende, masochistisk, magtliderligt røvhul, men for hvilken verden, han fødes ind i og mødes af. Ligesom nogle ville være der med en lille kommende pige. Jeg synes, det er vigtigt, at du påpeger, at der stager er magtstrukturer og andre ting, der afgør faktorer i vores liv. Om det er biologisk køn, hudfarve, vores forældres erhverv, området, vi bor etc. Du er sej, Cathrine! Og jeg er slet ikke i tvivl om, at du bliver en fantastisk mor til et fantastisk menneske!

  38. Kære C.,

    Tak for et rigtigt fint indlæg. Jeg er så glad for at læse, at du er landet godt i det hele, og det er flot, at du formår at dele dine tanker omkring hele den kæmpe omstillingsproces, det er at blive gravid på en så fin og nuanceret måde. Også når det kommer til de svære emner.

    Jeg fik lyst til at skrive til dig, for jeg tror faktisk, det har en stor betydning for dine tanker, at du ikke kender/har kendt så meget til drengeuniverset.

    Jeg er storesøster til tre yngre brødre og har været pædagogmedhjælper i en SFO og en klub i en årrække ved siden af studierne, og jeg havde lige lyst til at komme med nogle pointer omkring drenge 🙂

    For at starte med det sidste først. Som pædagogmedhjælper mødte jeg hundredevis af børn, og jeg havde masser af gøre med både piger og drenge, for jeg arrangerede både rollespil og kreaværksted.

    Jeg mødte gennem årene helt utroligt mange fantastiske børn af begge køn. Jeg var helt klart mest på hjemmebane i pigernes univers, men når jeg ser tilbage i dag, er de to børn, jeg kom til at holde mest af, – de to, hvor jeg ind i mellem tænkte, gid jeg kunne få dem med hjem – begge drenge. Jeg kan ikke forklare hvorfor, de blev mine yndlingsbørn (det må man jo ellers ikke have), men det er bare dem, jeg altid vil huske 🙂

    Som pædagogmedhjælper må jeg også indrømme, at jeg havde svært ved at holde ud og se, hvor onde pigerne kunne være ved hinanden. Jeg kommer aldrig til at glemme den dag, hvor jeg sad med hele pigegruppen i hobbyværkstedet. Pludselig bippede der en sms ind på alle pigernes telefoner – undtagen en. Det var en invitation til den mest populære pige i klassens fødselsdag, og hun havde med vilje skrevet rundt til alle på en gang, undtagen hende hun ikke ville have med, mens hun var til stede, så hun kunne mærke, hvor uønsket hun var. Pigen sad og kæmpede for ikke at græde, mens alle de andre jublede over, hvor sjovt det ville blive med fødselsdag. Det er jeg stadig i chok over den dag i dag, og jeg har lige siden frygtet de der pigegruppedynamikker helt vildt, skulle jeg en dag få en pige.

    Jeg tror heller ikke, du skal være så bekymret for det, man hører med, at drengene sakker bagud i skolen og på uddannelser i forhold til piger. Ingen af mine brødre har fået topkarakterer i skolen, og de har ikke haft travlt med at finde ud af, hvilken uddannelse de skulle vælge. De har haft det vildt sjovt med venner, rejser og fritidsinteresser i starten af deres 20’ere. Nu er de allesammen i gang med solide kortere uddannelser (socialrådgiver, håndværker, forsvaret), og jeg kan ærligt sige, at deres ungdom helt sikkert har været en del sjovere end min, der gik ud på at få høje karakterer, få en uddannelse der lød godt på papiret og please alle andre end mig selv.

    Som mange andre skriver, så får man jo et barn og ikke et køn, og jeg er ikke i tvivl om, der kan siges lige så meget godt om piger, som man kan om drenge. Men fordi du tydeligvis allerede ved en masse om, hvor fantastiske piger er, så skulle du lige høre lidt om, hvor dejlige drenge er fra en, der har været omgivet af drengebørn i årevis <3

    Og skulle I få en pige senere hen, kan jeg skrive under på, at der ikke findes noget bedre end at have brødre! (Sagde hende, der har aldrig har haft en søster ;))

    Knus

  39. Kære Cathrine
    En lille hilsen herfra med et stort tillykke oveni. Dertil skal du have et stort tak for dit indlæg. Jeg forstår og har selv haft dine tanker omkring det at blive mor til en dreng. Jeg er selv den “tyl-pailette-glimmer-glitter-agtige type” (hårdt skitseret op), som endte med at blive mor til tre styk drenge. Jeg kan ikke andet end tro på, at det er helt naturligt at gennemgå en form for følelsesmæssig rutsjebanetur, når man får kønnet at vide, og det ikke er det, man umiddelbart havde forestillet sig. Med min nummer to dreng græd jeg sågar i det øjeblik, hvor vi fik kønnet at vide, og ja, jeg skammede mig helt ind i knoglerne, for hvad fanden bildte jeg mig ind?! Der er bare så mange tanker, drømme, bekymringer m.m., der knytter sig til det at få et barn, pige/dreng, rask/syg osv., og det kan man ikke bare lukke af for. Derfor er jeg så glad for, at du åbner op og deler, for nogle af de tanker, man kan sidde med som kommende mor er så tabubelagte, at man bare holder dem for sig selv (og hvad godt kommer der lige ud af det?). Som du selv er inde på, så er der så meget eventyr, der venter på dig (og Adam) forude på trods af, at man som forælder aldrig slipper af med diverse tanker og bekymringer omkring sit barns ve og vel – det er åbenbart en del af pakken 🙂 Jeg glæder mig som så mange andre til at følge dig fremover, for ved du hvad, Cathrine? Du bliver en AWESOME mor!!!

  40. Jeg synes du akal læse lidt om forældredeterminisme og slappe af omkring det hele. Måske er det ikke kun forældrenes skyld, hvis børn bliver røvhuller eller kællinger? Vi kan kun gøre så meget som vi kan, og håbe på det bedste. Vi har virkelig ikke brug for at bebrejde forældre for alle dårlige egenskaber. Det synes jeg desværre vi har tendens til i vores samfund. Er dit barn egoistisk og kan ikke dele? Forældrenes skyld! Eller er det måske en adfærd der oplæres i et institutionsliv, hvor kun de få bliver hørt?
    Her er et link til en fantastisk artikel: https://www.zetland.dk/historie/s8yvEaYA-aeW04Gvq-dfec4
    Jeg er også sikker på, at I bliver fremragende forældre. Jeg er selv mor til en 6 årig pige, der bestemt ikke er som piger er flest. Perlekæder og dukker? Nej tak! Træer og samle på sten og lege vildt? Ja tak! Nogle gange forstår jeg ikke mit eget barn, men jeg bliver klogere hver dag. Og hun er helt perfekt 😍

    1. Jeg er så enig.
      Der er kommet en lidt mærkelig idé om, at det hele kommer fra forældrene, og det er jo noget vås og på sin vis en ret egoistisk tankegang, der samtidig gør forældre alt for selvbevidste om rigtigt og forkert, i stedet for bare at se på deres børn.

      1. Jeg synes ikke det er en egoistisk tankegang, jeg synes det handler om, forældre, der så gerne vil tage ansvar for at gøre det godt og bliver overvældede. Meget kommer hjemmefra og noget kommer udefra, men som forældre kan vi kun tage ansvar for os selv, og det vil alle da. Det er da ikke egoisme på nogen måde.

  41. Selvfølgelig gør man sig mange tanker om at blive mor generelt, men da bestemt også i forhold til barnets køn. Som kvinde kender man i sagens natur til, hvilke glæder, sorger og udfordringer der kan være forbundet med at være kvinde. Jeg må derfor bryde sammen og tilstå, at jeg i allerhøjeste grad ønskede at blive mor til en pige – både første og anden gang jeg var gravid. Jeg fik mine ønsker opfyldt! Jeg ved med mig selv, at hvis jeg havde været så “uheldig” at få to sønner (og sådan tænkte jeg faktisk!), så ville jeg være lige så lykkelig for dem. Jeg ville skulle sætte mig ind i en helt anden verden – rent kønsmæssigt – men som pigemor er jeg – overraskende nok – heller ikke udelukkende på hjemmebane. Vi er jo alle forskellige på alle tænkelige måder, og de udfordringer specielt min ene pige har haft, har jeg ikke selv haft erfaring med. Så uanset om det bliver en pige eller en dreng, så tror jeg, at man vil opleve at træde ind på ukendt land. Glæd dig 🙂

  42. Hej Cathrine., tak fordi du deler dine tanker og din proces, det er helt fantastisk dejligt at følge med i! Jeg ved ikke, om du har læst den her artikel fra Zetland om forældredeterminisme? https://www.zetland.dk/historie/s8yvEaYA-aeW04Gvq-dfec4
    Den er ret spændende, synes jeg – en god reminder om, at selvom forældre selvføglelig(!) er afgørende for barnets udvikling, så er der også alle mulige andre faktorer, som betyder noget for, hvem vi bliver til og hvordan vi opføres os. Dén tanke kan være både skræmmende og lettende, synes jeg, og den fjerner lidt af den “motherblaming”, som ellers er allestedsnærværende. Næste gang, du møder et røvhul m/k, kan du måske tænke: Hvilke strukturer har dog formet dig? 🙂

  43. Først og fremmest stort tillykke med jeres graviditet ❤️ Som mor, til først en pige og så en dreng, vil jeg blot lige komme med en hurtig anbefaling – hav altid en stofble ved hånden når du skifter en drengeble, sådan nogle små tissemænd kan godt nok skyde langt 💦😅😘 #tingjegikkevidste #førjegblevmortilendreng 💙

  44. Jeg har to (icsi) børn, en af hver, og ved den først var det utroligt vigtigt for mig at finde ud af kønnet, vi føder nemlig ikke drenge i min familie, så hvis det var en dreng, så havde jeg brug for tid til at vænne mig til tanken, for jeg havde aldrig forestillet mig andet end at det skulle være en pige, det var jo sådan det var i familien.
    Den ældste er en pige og yngste en dreng, og der var aldrig nogen tvivl om at det var helt rigtig, også med min søn, det var bare ikke det billede jeg havde i hovedet 🙂

    Første gang tænkte jeg ikke så meget over det med at vores lille baby bliver et voksent menneske engang, men anden gang var jeg meget optaget af det. Og jeg var/er mindst ligeså bange for at min datter bliver en kælling som min søn et røvhul.
    For faktum er at vi kan kun præge dem et vist stykke tid, bagefter udvikler de sig uden os som konstant indflydelse (håber dog på fortsat kunne få en del i livet), og det er skræmmende synes jeg, og fantastisk…
    Jeg kan kun gøre grundarbejdet, lære dem respekt for andre mennesker, næstekærlighed, at elske, at hjælpen aldrig er langt væk og at lytte (eller prøve at lytte), og så håbe på at det er nok…
    Det skal nok gå alt sammen, håber jeg <3

  45. Jeg har fire drenge. Jeg elsker, elsker, elsker, elsker dem, men oj, jeg ville gerne have prøvet at have en pige. Det er hamrende skamfuldt, for jeg har fire raske og dejlige drenge, og jeg vil ikke undvære dem for noget, men jeg føler et afsagn, fordi jeg aldrig får en ‘mini-Katrine’. Jeg havde også ønsket mig, at få en pige i søskendeflokke, så de ville vokse op med et naturligt forhold til hinandens køn. Og så gør jeg mig mange tanker om, hvordan det er at have fire voksne sønner. Jeg kommer fra en søskendeflok, hvor det er os piger, der holder tæt kontakt med vores forældre og os piger der er omsorgsfulde, så jeg tænker over, om drengene overhovedet vil os, når de bliver voksne mænd. Ja, jeg ved det, der er mange år til, men jeg ønsker mest af alt altid, at have et tæt forhold til dem.

  46. Kære Cathrine
    Stort tillykke med jeres graviditet, det er skønt at følge. Som flere har skrevet så er børn jo deres egne og man finder jo hurtigt ud af, at det er en lille personlighed der kommer ud, og ikke bare et “rent lærred” som man som forældre så kan pøse på from scratch (gisp, tænk hvis det var!). Jeg kan sagtens følge dine overvejelser og tanker, jeg synes det er naturligt og fint det du tænker, og som mor til to piger har jeg også tænkt meget over om vi ville have opdraget/reageret anderledes hvis en af dem eller begge havde været drenge. Desuden er min oplevelse at det er utroligt svært ikke at tage stilling til om man har en dreng eller pige i mange situationer, som man egentlig måske helst er fri for, men simpelthen fordi man bliver nødt til at tage et valg om det så drejer sig om store eller små ting. Jeg synes at ALT er meget kønnet når det kommer til tøj og legetøj for eksempel. Du har valget om dit barn skal have en Elsa/Anna eller spidermanudgaven af madkasse/badekåbe/sutsko what ever (sat på spidsen), og i min datters vuggestue får drengene en figur af en traktor og pigerne får en hest til fødselsdag. Så at sige at et barn er et barn og ikke et køn er ideelt og fungerer i den ideelle verden, men jeg har måttet sande at det er svært at praktisere. Men jeg bilder mig ind at så længe vi reflekterer over det og også inddrager vores børn i nogle af de overvejelser på sigt, så går det nok – opdragelse behøver ikke at være hemmelig 🙂

  47. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor nogen farer op om dit skriv. Jeg har “kun” en bonusdreng – og ikke eget biologisk barn, som jeg har båret og “ventet” på. Jeg tænker 100% det samme – hvordan kan vi hjælpe min bonusdrengs udvikling, udvide hans horisont, lære ham om respekt etc. så han vokser op og bliver en respektfuld mand. Bliver jeg en dag gravid med en pige, vil jeg da også tænke “Hvad gør jeg for at hun vokser op og ikke bliver en bitch?”. Bevares, mænd kan være på én måde – men jeg bliver skræmt af, hvordan unge og ældre kvinder behandler hinanden. Kan man mon opdrage “imod” den “kultur”?
    Det er så spændende for jer – og jeg, lige som maaaaange andre, hepper også på jer <3

Læg en kommentar