Det første spark - ROCKPAPERDRESSES
Det første spark

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

The first kick, translations by Camilla

Lige meget hvor meget jeg har prøvet at sætte ord på, hvordan jeg har haft det, hvordan min krop har føltes de sidste to år, så tror jeg, det har været svært at forholde sig til for Adam. Han har kunnet se min smerte, tårerne, kunne se mig tage til træning og gøre noget godt for mig selv. Han har lyttet, forsøgt at forstå men ikke følt. Og det er en del af rejsen; ensomheden. At være alene med sin krop på dens præmisser og med resultaterne af alt det, vi sammen har udsat den for.

Sådan er det også at være kvinde. En form for ensomhed ved at være alene i sin krop, selv om man (måske) er to, der har besluttet sig for at ville et barn. Vi får regningen en gang om måneden, når den ikke er der, og har den ikke været der længe nok, så kommer vores krop i behandling. Og hvis den så er der, alle de hormoner, forandringer, kvalme, angst for hvert et niv der føles fremmed. Det er os, der sidder med den, og gid vi til tider kunne parkere den hjemme på hylden og tage på arbejde og trække vejret rigtig dybt uden bekymringer.

Den første halvdel er mere end gået, og den har været svær. Jeg husker, at jeg fik et par mails fra nogen af jer, som kort sagt sagde til lykke, men at I desværre ikke kunne læse med mere, da I selv kæmpede videre. Det var for hårdt. Og selv om jeg sådan set godt forstod det, ligesom jeg selv, med skam i livet, havde sværere og sværere ved graviditetsannonceringer, så tænkte jeg også “… men jeg kæmper jo stadig”.

Jeg var langt længere end nogensinde, men jeg følte mig klart mere som en i behandling end en, der var gravid. Følelsen af ren indbildning. Følelsen af ikke at have lyst til at dele nyheden om en mulig baby med nogen. Følelsen af at jeg løj, når vi sagde det højt, for vi havde jo sagte det før, hvor vi også bagefter måtte sige, “… ikke alligevel”. Det var bare en spøg. En virkelig dårlig en.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Gravid

Den første halvdel af denne her graviditet har været svær. Men nu er det begyndt at lysne. Jeg tror på det. Det hjalp at gå fra en ubestemmelig lejer til at vide, at det er et barn. Børn går ikke uden videre i stykker. Og ikke bare et barn, det er en dreng. Han er ikke en uhåndgribelig, sær størrelse, som i sin ubestemthed virker skrøbelig. Han er en ham. Og jeg kan mærke ham. Adam kan mærke ham.

Det begyndte som små sære bobler, da vi var i Paris for en måned siden. Det var ikke bare maven, der knurrede, det var noget nyt… Men altså. Hele kroppen føles på ny. Føles anderledes. Og jeg, som troede jeg kendte den efter 29 år i samme hylster.

“Jeg tror, det var ham”... Og over en uge, to uger, så tog det til. Og jeg gik fra at være usikker på min murren til helt klart og tydeligt at fornemme ham. Ikke konsekvent og hele tiden men nogle gange om dagen, hvis jeg fik ro til at mærke efter.

Som han blev mere insisterende, har jeg taget Adams hånd og lagt på de små skub, “kan du mærke ham?” og jeg har kunnet se forventningens glæde lyse ud af øjnene på ham, som hånden nærmede sig mit maveskind. Chancen for endelig også at mærke forandringerne. Men også en lille skuffelse og måske pinlighed over ikke at kunne mærke noget, “… nej…”. Som om det var ham, der ikke kunne finde ud af det. Jeg kunne mærke ham på indersiden af maveskinnet, men det var ikke kraftigt nok til at føle uden på.

Men i sidste uge, da vi sad på akutmodtagelsen på Herlev hospital på min fødselsdag, fik jeg et glas ordentligt isvand, og så kunne jeg mærke ham. Som sin mor hader han kolde gys. Og så prøvede vi igen. Adam sad ned og jeg stod foran, og så lagde han tålmodigt hænderne på maven. Jeg drak lidt mere. Adam var stille. Der gik et minuts tid. “Kan du slet ikke mærke noget?”. “Jo, jeg var lidt i tvivl om det var din mave, der knurrede, men det blev ved… Jeg kan godt mærke det. Jeg kan godt mærke ham”. Og så kom jeg til at tude ned i håret på ham. Og så stod vi der i venteværelset, der ikke har set stilskifte siden Arnoldi krævede stærke kontrastfarver og regnbueæstetik på kunsten (som nu er skidemoderne igen) og var for første gang sådan rigtigt sammen om det. Midt mellem folk med brækkede lemmer, hoste og sår. To år for fanden og det er det her, vi arbejdet på. Vi kunne begge to mærke det. Mærke ham. Måske jeg kunne give lidt slip på ensomheden? I hvert fald på angsten, ligeså stille.

Jeg er på vej ud af skyggen.

Nu ligger vi i sengen om aftenen, og jeg kan lægge Adams hånd på maven. Han danser i hulen. På alle mine organer. Og på Adams hånd. Er det mon sådan lykken føles?

***

No matter how much I’ve tried to verbalise how I’ve been feeling, how my body has been feeling for the past two years, I think that Adam has found it difficult to relate to. He has seen my pain, the tears, seen me leave the house to exercise and do something good for myself. He has been listening, trying to understand, but he hasn’t felt it. And that’s part of the journey, the loneliness. To be alone with your body on its terms and with the results of what we together have been exposing it to.

That’s what it’s like being a woman. A kind of loneliness from being alone in your body, even if (maybe) you’re two people, who together made the decision to have a child. We get the bill once a month, when it’s not there, and if it hasn’t been there for a long time, our bodies enter treatment. And when it’s finally there, it brings along hormones, changes, nausea, anxiety at every pinch that feels different. It’s stuck with us, and if only we could park it at home on the shelf sometimes and go to work and breathe deeply without any worries. The first part is over, and it has been tough. I remember receiving a few emails from some of my readers who briefly congratulated me but said that they couldn’t continue following me as they’re still fighting. It was too tough. And even if I understood the decision as such, just as I myself, feeling ashamed, found the pregnancy announcements increasingly tough, I did think to myself, ‘but I’m also still fighting.’

I was so much further along than ever before, but I still felt more like someone in treatment than someone who was pregnant. The feeling of pure pretend. The feeling of not wanting to share the news about a possible baby with anyone. The feeling of lying when we said it out loud, because we’d said it before, after which we had had to follow up with, ‘… not after all.’ It was just a joke. A really bad one.

The first part of this pregnancy has been tough. But now it has started to brighten up. I believe in it. It helped to move from an undefined thingy to knowing that it was a child. Children don’t just break. And not just a child, but a boy. It is not an elusive, strange thing, fragile in its anonymity. He is a him. And I can feel him. Adam can feel him.

It started as small funny bubbles when we were in Paris a month ago. It wasn’t just my stomach rumbling, it was something new… But, you know. The entire body feels new. Feels different. And I who thought I knew it by now, after 29 years in the same shell. 

‘I think it was him’… And over a week, two weeks, it increased. And I went from being uncertain about the rumbling to clearly and definitely sensing him. Not consistently and all of the time, but a few times a day, if I took the time to really feel.

As he has become more insisting, I’ve taken Adam’s hand and put it on the little pushes, ‘can you feel him?’ and I have seen the joy of expectation shine through his eyes as his hand would come closer to my belly. The chance of finally being able to feel the changes himself. But also a bit of disappointment and perhaps embarrassment about not being able to sense anything, ‘… no…’ As if he was the one who couldn’t do it right. I could feel him on the inside of my skin, but it wasn’t powerful enough to be palpable on the outside.

But last week, when we were sitting in the emergency room at Herlev hospital on my birthday, I had a big glass of ice water, and then I could feel him. Like his mother, he hates cold shocks. And then we tried again. Adam sat down and I stood in front of him, and then he patiently put his hands on my belly. I drank a bit more. Adam was silent. A minute passed. ‘Don’t you feel anything at all?’ ‘Yes, but I wasn’t sure if it was your stomach rumbling, but it continued… I feel it. I feel him.’ And then I started crying into his hair. And then we stood there, in the waiting room, which has undergone no change of style since Arnoldi demanded strong contrast colours and rainbow aesthetics on the art front (which has come back in style), and for the first time, we were together about this for real. Surrounded by people with broken limps, coughs and wounds. Two years, damn it, and this is what we are working on. We could both feel it. Feel him. Maybe I can let go of the loneliness? I can slowly let go of the anxiety, for sure.

I’m on my way out of the shadow. 

Now, when we lie in bed at night, I can put Adam’s hand on my belly. He’s dancing in his cave. On all of my organs. And on Adam’s hand. Is that how happiness feels?

38 kommentarer
  1. Jeg får helt tårer i øjnene! Det er så fint beskrevet <3 Hver gang vores lille pige giver lyd fra sig og min kæreste kan mærke det, bliver jeg simpelthen så fyldt med lykke – og ham ligeså. Jeg kan se det på ham! Jeg er taknemmelig for hvert spark, møffen og bevægelse – også dem der rammer blæren. Vi talte faktisk uger sammen i går aftes – min kæreste har kunnet mærke hende i tre måneder nu. Hver dag. Og det er simpelthen sådan en kæmpe glæde for os begge, at vi på den måde kan deles om hende. Det lyder måske lidt mærkeligt, haha. Men jeg føler nogle gange, at min kæreste bliver snydt, fordi jeg har hende ved mig hele tiden og kan mærke når hun har hikke og vender numsen rundt mod maveskindet. På den måde kan jeg godt følge dig i, at man står alene med det. For udenpå er det jo ikke samme følelse som indeni. Men begge dele er virkeligt livsbekræftende!

  2. Så sidder jeg lige her og fælder et par tårer. Du skriver så flot og fængende.
    Hvor er jeg glad på jeres vegne <3

  3. Tillykke med kærligheden og lykken. Jeres dreng vil I altid være sammen om, ligegyldigt hvad der sker, det er da om noget vidunderligt. Tak for dine fine ord, de fik mig til at græde (og lidt til at ønske mig endnu et barn).

  4. Jeg er så langt fra at få børn mentalt, at jeg ikke engang er sikker på, at det er noget for mig. Men det der. Det er så fint skrevet og smukt beskrevet, at jeg sidder med tårer i øjnene, og hårene har rejst sig på armene. Tillykke med alt <3

  5. Ej altså! Nu fik du mig til at sidde med tårer i øjnene midt på kontoret, midt i arbejdsdagen (det er måske derfor man ikke skal læse blogs i arbejdstiden…..) – altså af ren glæde på jeres vegne, og “rørthed” 🙂
    TILLYKKE!

  6. Jeg tuder lige lidt ned i min aftensmad, som i dag indtages alene ;)… Det er så vidunderligt, når man kan mærke det lille liv. Jeg synes, det med det samme gjorde mig meget mere sikker på, om min baby har det godt. Nu har jeg det sådan – 26 uger henne – at jeg bliver lidt bekymret, hvis jeg ikke lige har mærket hende i 3-4 timer. 😉

  7. Det er utroligt rørende at læse din fine måde at beskrive disse små – men utroligt smukke – øjeblikke på. Jeg glædes virkelig på jeres, og dine, vegne og håber, at du kan nyde denne anden halvdel af din graviditet til fulde. Bedste tanker herfra. 🙂

  8. Du beskriver det simpelthen så fint. Og det er virkelig den bedste følelse at kunne mærke det lille liv – og endnu bedre når man begynder at kunne dele de små puf med andre. Så føles det endnu mere virkeligt, og ikke bare som noget man måske bilder sig selv ind, fordi man virkelig gerne vil føle det <3

  9. Hej Cathrine
    Jeg kender ikke til det med at være i behandling i forhold til barnløshed…. Men kender til det at kroppen ikke samarbejder (for mit vedkommende et par sygedomme det skulle være under kontrol før lægerne ture sig GO’ til projekt baby). Jeg kender til det med at tro “nu samarbejder vi – altså kroppen og jeg” og at så gjorder vi det så ikke alligevel = jeg kender til det med at miste. Jeg kender derfor også til frugten for at miste igen og ikke at ture sige det højt – for hvad nu hvis…
    Så nået af det du skriver om, giver rigtig god mening for mig. Så tak fordi du sætter ord på.

    Jeg er selv i uge 22+(er eller andet) og de spark jeg mærker fra baby, gør håbet inde i mig større for hver gang. Og jeg elsker også at dele dem med min kæreste.

  10. Jeg bliver helt rørt. Der skal meget til, når jeg læser. Tillykke endnu engang Cathrine og Adam. Og selvom jeg lige selv er blevet både mor og gift tror jeg sagtens, at jeg kan få meget ud af jeres kommende bryllupsbog. Jeg glæder mig meget til at jeres koneklub bog udkommer. Nyd hans spark. Jeg savner af og til de spark, min datter kom med.

    1. Det kan du tro, jeg gør. Det det største og det er hyggeligt. Jeg behøver ikke musik i ørerne, en telefon at scrolle på, når jeg er ude og gå tur. At mærke ham er rigeligt for fantasien og tankerne til at blive grebet. Så dejligt. Og mega til lykke til dig, Maja! KH

  11. Det er Poul Gernes, der har udsmykket det. Det er sådan set et kunstværk ligesom Palads Bio. De havde i øvrigt rekonstrueret en af stuerne på en udstilling på Lousiana for nyligt.

    1. Mit favorit Palads! Totalt samme tid som Arnoldi må det være? Samme naive æstetik. Selv om Herlev trænger til et voldsomt ansigtsløft 😅 KH

  12. Åh vidunderlig beretning, så varm, nær , sårbar og ærlig – Så fin! Det må bestemt være følelsen af lykke.

  13. Hvor er det en smuk beretning. Der er store følelser på spil, og det er i sandhed noget af det smukkeste. Jeg har selv en veninde, der netop er gået i fødsel, og jeg kan ikke vente med at få lov at se deres lille væsen, som hun har brygget på de sidste 9 måneder. Det er så vanvittigt surrealistisk, og samtidig helt vildt vidunderligt og livsbekræftende.

    1. Hvor er det bare så vanvittigt spændende Emma, jeg håber, det er gået så godt og den hårde del er overstået. Det er så smukt og syret og vanvittigt og forelskende på en gang! ❤️ KH

  14. Hvor er det fint skrevet <3
    Min kæreste og jeg har selv kæmpet for at blive gravide, og jeg er nu næsten lige så langt som dig i min første graviditet med en lille pige. 14 dage bagefter dig for at være helt præcis 🙂 Det er så fantastisk.! Jeg mærker også de små bobler i ny og næ, men min moderkage ligger åbenbart foran, så min jordemoder har sagt, at der nok går noget tid endnu før min kæreste vil kunne mærke hende. Og det glæder jeg mig sådan til at han kan. Kan mærke på ham, at det kommer til at betyde en del for ham, at han også kan fornemme hende og at det hele ikke kun sker inden i min krop. Tror det kan virke ret surrealistisk for den anden part, som "kun" kan lytte til når man fortæller om hvordan ens krop reagerer, og se den begyndende babybule. Jeg glæder mig sådan til det hele, og samtidig så nyder jeg virkelig hvor vi er lige nu. Jeg ELSKER at være gravid! <3

    1. Ej hvor er det bare stort Tine, stort til lykke med at være nået så langt. Og mega pøj pøj til midtvejsscanningen om lidt. Sådan en dejlig milepæl at nå ❤️ KH

  15. Jeg er en af dem som sagde et midletidig farvel da du annocerede din graviditet, men er nu tilbage 🙂 Jeg skulle bare have lidt tid til at tæmme mit indre misundelses-monster lidt.. Jeg har været gravid 5 gange og har stadig ikke noget barn. De første to gange var jeg lykkelig over graviditetstesten var positiv, de sidste tre har jeg været rædselslagen. For mig har de mislykkedes graviditetter frataget mig min “graviditets-uskyld” og umiddelbare glæde og erstattet det med bekymring.. Så det jeg ville sige var at jeg SÅ godt kan følge din bekymring og er så glad for at hører at du er på vej ud af skygge.

    1. Det er præcis sådan, jeg har haft det Camilla. Jeg har tit tænkt, ‘gid man var ganske uvidende og bare sagde ‘SES om ni måneder”. Men vi lærer jo at skærme os fra skuffelsen og sorgen (selv om den kommer alligevel).
      Jeg forstår godt, hvis du havde brug for luft. Det ville jeg også have. Og jeg er glad for, du er tilbage. Og så sender jeg rigtig mange tanker din vej. Hvis alt det her har givet mig noget, så er det den dybeste taknemmelighed for hver dag jeg får gravid (‘for man ved aldrig…’). Det er både hårdt men også hamrende smukt. Kram

  16. Min kæreste troede ikke rigtig på at det ville gå godt med vores graviditet i starten, han turde ikke rigtig tro på det og hans respons da jeg fortalte ham om den positive test var “ja, ja, lad os nu se”. Av, det gjorde ondt, men da han første gang mærkede spark, der tror jeg virkelig han begyndte at turde at tro på det. Og fra da af følte jeg mig lidt mindre alene om at vente et barn.

    1. Det lyder lidt som Adam, hehe.. Det er så dejligt at dele <3 Stort til lykke til jer i øvrigt! KH

  17. Åh, jeg fik tårer i øjnene. Det tager mig tilbage til sidste sommer, hvor jeg selv var gravid og lå og mærkede de små bevægelser. Helt helt magisk og fantastisk. Jeg mærkede ham allermest om morgenen, og jeg kom i en periode for sent på job fordi jeg simpelthen bare lå i sengen og mærkede mit barn og var lykkelig. Er så glad på jeres vegne.

    1. Hvor fint Lærke, helt vildt! Jeg kan heller ikke falde i søvn om aftenen. Det er så hyggeligt! KH

  18. Åhhh… Tak for et (endnu) et meget fint indlæg. Hvis jeg havde været tilstede i det venteværelse sammen med jer, så havde jeg med garanti også hylet. Alt det bedste til jeres lille trekløver❤️

  19. Og så kom tårerne. Den ensomhed du beskriver, mærkede jeg også da vi forsøgte at få vores søn, og vi var ikke i behandling. Men man er helt alene mens man venter på den positive test. Og som du skriver letter det først når de små spark kan mærkes på ydersiden 💙

Læg en kommentar