Hverdagsglimt - ROCKPAPERDRESSES
Hverdagsglimt

Godmorgen venner,

Det var virkelig spændende at snakke med jer i går. At komme frem til hvor prægede vi er i vores syn på verdenen ud fra vores bagage, vores forventninger til os selv og angst for ansvar – jeg er så glad for, at vi snakker sammen. Det må jeg altså sige. Det er med fin fin omtanke og nysgerrighed for hinanden – kæmpe tak.

Og så vil jeg lige sige, igen, igen, igen – al tankemylderet nedskrevet i går var noget der foregik i timerne efter – jeg er også en ægte tænker. Jeg bruger enormt meget krudt i mit hovedet på hele tiden at tænke, overveje, diskutere med mig selv. Sådan er jeg, hele vejen rundt. Det er både trættende men også min måde at blive klogere på mig selv på. Nogen gange er det sjovt at åbne op for maskineriet og lade jer se brudstykkerne – og fedest, hvis I kan følge galskaben en smule, haha! Men også helt okay, hvis ikke I alle kan det. Men det var også tankemylder som blev stille hen ad aftenen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at jeg glæder mig sindssygt meget til lige ham. At se ham, lære ham at kende. Jeg er ikke spor nervøs for ham, hvad jeg skal stille – han føles på ingen måde fremmed, han er jo min! Jeg er vildt forelsket uden nogensinde at have mødt ham, det er sgu ligesom at have en meget stille penneven, haha! Han giver et lille nøk i maven her og der, men ellers en stille partner, haha…

OG nu til sidste uge, som viste sig at være en ganske, ganske fin uge. Adam rejste på drengetur, jeg var alene hjemme og NØD det. Jeg havde planer om at være super effektiv og klare tusinde ting, men jeg stenede SÅ meget. Har egentlig ikke nået det store, men hold kæft hvor er det også dejligt. Effektivitet skal doseres og ikke være en konstant.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg startede sidste uge med noget så skørt som en løbetur med Lars Løkke. Jeg mødte op ved Marienborg klokken 07.30, og så begav vi os ud på 5,5 km’s løbetur, som var så smuk. Søen, naturen, wauw!

Jeg havde for halvanden måneds tid siden fået en mail fra sekretariatet, Barbara havde videresendt den til mig med et kæmpe grin. Hvorfor hun synes, det var så morsomt ved jeg ikke, haha! Tanken om at jeg skulle ud at løbe? Meget muligt. Jeg har ikke løbet i hvert fald i et halvt år. Jeg fik at vide i efteråret, at jeg skulle holde mig til træning med begge ben på jorden, og det har jeg gjort. Men kors jeg savner det! 

Jeg var skidenervøs og overvejede at aflyse til det sidste – jeg havde to dage forinden fået hold i nakken (som jeg stadig bøvler med), men altså det fede ved løb er jo, at man bare kan stoppe, hvis ikke man kan mere. Og jeg klarede det så fint! Selv om det var hårdt fordi det også var en snakkeklub, ha! Det havde jeg ikke sååå meget overskud til, da vi var godt halvvejs. Helt rød i bærret. Som I kan se. Men vi sluttede af med en præsentationsrunde, hvad vi laver, hvad vi brænder for, hvilke problematikker vi sidder med og så en omgang morgenmad. Ret vildt at sidde der, 28 år, blandt erhvervsledere der primært var 40+. Den kommer i mindebogen!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Vi baksede madrassen op på 2. salen i sidste uge – nu måtte vi ovenpå og sove i den nye etage. Og det er sgu lidt lejrskole romantisk. Den ligger bare på gulvet – vi skal have købt en her ny seng. Efter jeres anbefalinger 180 cm, men vi skal lige have fundet pengene (kors det er dyrt) og hvad vi gerne vil have.

Men bare at ligge der – magisk. De vinduer – det er sgu ligesom at sove under åben himmel. Vi skal også lige have nogle gardiner på et tidspunkt, haha! Men indtil videre må naboer lukke øjnene.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg købte denne her lampe (en vintage Hans-Agne Jacobsson) af Cathrine (@cathdelictenberg på insta) for flere måneder siden, og nu er den endelig kommet op! Kors den er fin og passer lige ind. Det er i øvrigt et af de for nu færdige hjørner. Glæder mig til der kommer flere af dem, haha! Så samler det sig vel på et tidspunkt til et færdigt hjem.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Glæden ved at være på vej til is, haha! Store smil (og store babser, I know – I er vældig gode til at kommentere dem, men what can I do, haha!). Kjolen købte jeg i øvrigt i Paris, noget lårkort, men så rar og luftig.

Østerberg der serverede is til vores bryllup er endelig åbnet på Tullinsgade, og den har vi allerede nået at frekventere et par gange. SÅ god is – især vaniljen!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Et lille postkort til Adam, der var på vej i luften og på drengetur. Familien har det godt! 

Jeg må altså bare indrømme, at jeg elsker, elsker, elsker at være alene hjemme. Det er jo det bedste. Jeg endte med ingen aftaler at have nærmest, selv om min mor syntes, jeg skulle komme til bøffer og Eurovision. Men at være hjemme, selv, hygge om sig selv, gå og snakke med Frida. Det er så dejligt. At have det godt i sit eget selskab – det er sgu en gave, som min mor siger.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg fik besøg én gang – af Josephine fra Elle, som er en kær veninde. Vi så Eurovisions 2. semifinale – hun var nærmest noob og ikke særligt imponeret, haha! Men hyggeligt havde vi det, selv om det endte med at blive vel meget snak og ventetøjsshopping – vi er begge gravide, og hun havde fundet et par lyserøde jeans, som jeg altså måtte eje. Mine første gravidebukser. Så må vi se, hvad det kan. Måske er det meget rart med elastikliv? Vi prøver.

Terrassen begynder også at samle sig – så noget har jeg da lavet i den sidste uge. En ting, haha!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Om lørdagen blev det dog til Eurovision helt alene. Lige som jeg ønskede det. Adam gider godt at se det med mig, han synes også, det er meget sjovt, og han er helt med på den fulde koncentration omkring det. Sådan som det skal være. Men de fleste andre veninder jeg har, de dyrker det ikke. Så vi ender med at snakke om alt muligt andet, og jeg skal sgu se det. Ordentligt!

Så I det? SHIT en lang pointgivning, var lige ved at gå død, men de sidste ti minutter var jo heart pounding exciting. Shit! Det hele vendte bare. SÅ spændende!! Vi endte på en 9. plads – og kom fra en 25. plads. Takket være seernes stemmer, der røg i puljen til sidst!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Jeg har to madmodus, når jeg er alene, 1. rugbrødsmadder/takeaway/knækbrød. Den helt dovne facon, eller 2. kæmpe kræs. Her lavede jeg frisk pasta med en sauce på smør, salvie, citronskal, peber og frisk parmesan. SÅ smagfuldt! Lidt grillede asparges til og en simpel tomatsalat. Og så sad jeg der i en solstråle på terrassen. Det var magisk. Så simpelt, så godt.

Vi taler stadig om Italien på sommerferie, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at finde noget. Jeg prøvede forleden at søge sommerhuse i norditalien, og jeg fandt intet. Jeg har på en måde også bare lyst til at være hjemme, få lidt ro på. Der er sket alt, alt for meget i flere måneder. Men jeg ved også, at når det har regnet 12 dage i streg i juli, så fortryder jeg mega! Hm… Måske kommer det over mig! Men hvis I kender noget lejlighed med pool eller lille stenhus med pool, fra Parma og nord for – do share!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Og så mødte jeg i går Camilla! Hurra for et outfit. On point!

Camilla har oversat bloggen det sidste gode halve år og mere til. Vi har aldrig mødt hinanden, men skrevet en del mails – nærmest lidt penne-agtigt. Hun bor normalt i Singapore sammen med sin kæreste, men var hjemme på visit, og der fangede vi hinanden til morgenmad og kaffe, inden hun skulle flyve hjem igen. Nøj hun er sød! Fantastisk pige, glad, sød, smilende, rar, åben. Alle de eventyr hun har i sit liv. Sindssygt spændende, når man som jeg er super rodfæstet. Jeg bliver så inspireret!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Findes der noget bedre?

De hvideste fødselsdagsboller med tandsmør ventede mig i Søborg til min fars fødselsdag. Fordi der var marathon (løb nogen af jer? Og hvordan gik det?? Jeg var så bekymret med den varme!!), og vi lå inden for jernringen, så tænkte jeg, at jeg umuligt kunne køre. Derfor; cyklen. Jeg cyklede hele vejen til Søborg, 24 km tur/retur, og det var så hårdt (og det skriver jeg i sammesætning som marathon, haha, sorry – ikke helt sammenligneligt på skalaen)! Bagende sol og så ligger Søborg jo på en bakke?! ALT var op ad bakke hele vejen. Det endte med at tage mig noget længere tid end først antage og jeg kom lidt vel sent. Men frem og tilbage kom jeg. De sidste 7 km hjem havde jeg til gengæld så ondt bagi af sædet, at jeg overvejede at hoppe på toget. Jeg er tydeligvis ikke vant til at cykle så længe!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

Og se så lige det her forårssyn. Må jeg igen, igen konkludere, at maj er en helt helt fantastisk måned. Nøj, hvor jeg elsker den. Alle blomsterne. Al solen. Al glæden fra folk. Jeg kan slet ikke forestille mig, at de kolde dage nogensinde skal komme igen. Det kan de næsten ikke. Maj fylder mig med en grundtaknemmelighed, som jeg kan trække på på de våde dage, yndlingsmåned (og så har jeg fødselsdag i næste uge, for bare lige at toppe lykken!).

Mon jeg når at få min julegave (den fra 2017) fra Adam før han giver mig fødselsdagsgave? Tsk tsk tsk…

28 kommentarer
  1. Jeg synes også det var et meget interessant kommentarfelt at følge – særligt det med, hvordan folk har mødt mennesker indenfor køn, de frygter, de selv ville have sværere ved at opdrage pga. egne fordomme. Jeg bebrejder slet ikke tankerne, for de er altid ens egne og helt ok – selv har jeg dem bare ikke lige på den facon. Måske fordi, jeg har været meget forskånet – jeg er vitterligt ikke blevet behandlet modbydeligt af mænd, blevet mobbet, rendt ind i dårligt selskab eller blevet forrådt af en veninde. Jeg har set andre falde ind i det, men aldrig været fanget selv – så heldig har jeg været (:
    Min mor mener, det har noget med min relativt gode mavefornemmelse at gøre – kan jeg lugte fare, lunter jeg af i tide. Og jeg har ellers ikke levet beskyttet, overhovedet, som mit blogindlæg igår indikere har jeg nærmere altid blevet lært, at nysgerrighed er godt, verden ikke er farlig og at man skal tage ansvar, og har haft friheden hertil (:
    Så ja, en interessant debat – min ‘frygt’ ved at få et drengebarn vil kun bestå i, at jeg muligvis har en kæreste der vil have, han skulle blive AaB spiller – så skal jeg jo til at lære off side reglerne, medmindre han gør oprør og vælger at blive sygeplejerske i stedet :p Dét kunne man jo håbe på.

    – A

  2. Er selv gravid og 28 😉 (færdig til november). Kan allerede ikke så godt passe mine almindelige bukser nu, så jeg er rimelig interesseret i de der lyserøde bukser du taler om!!!!
    Link?
    Be om 😉
    Og eg elsker at følge dig og har gjort det i mange år nu. Venter stadig spændt på at (tilfældigt!) møde dig 🙂

  3. Jeg synes det er så hyggeligt hvert år, at komme i tanke om, at du jo har fødselsdag samme dag som mig. Det er sjovt fordi jeg lige er et par år yngre(fylder 22), men igennem de år jeg har læst med på bloggen, har jeg identificeret mig enormt meget med dig og tænkt at du levede en ret god version af det “voksen”liv jeg drømmer om. Så da min mor og jeg begyndte at nørde stjernetegn for et par år siden, gav det jo pludselig mening; at mit virtuelle forbillede havde fødselsdag samme dag som jeg, fordi så har jeg forhåbentlig lidt af det samme i mig (hvis man tror på den slags, høhø.) Nå men fjollet historie aside, så vil jeg også bare lige benytte lejligheden til at sige, at jeg synes du er den sejeste og jeg nyder altid at læse med herinde!

  4. Jeg nyder dine hverdagsglimt, og jeg nyder virkelig også at læse med – både indlæg og kommentarspor – om din graviditet. Jeg ved ikke om jeg skal have børn selv, men jeg har så mange veninder og venner med børn, og det giver mig et ekstra indblik i sådan et liv at læse med hos dig, og de tanker der bliver vekslet er virkelig interessante.
    Jeg har ofte joket med, at hvis jeg selv bliver gravid en dag, så vil jeg gerne også høre om alt det dejlige ved at blive mor. Jeg er ofte en skulder for det hårde, for det har de brug for. Men du giver også plads til glæden, og det elsker jeg. Du rammer sådan en fin balance.

  5. Jeg vil gerne følge trop med ønsket om tip om graviditetsbukser – og generelt fint graviditetstøj. 🙂 Jeg synes desværre, jeg med min normale størrelse 40 hurtigt kommer til at ligne et telt, haha.
    Jeg erindrer, at du delte nogle gode links på din Insta-story for noget tid siden, men jeg kan simpelthen ikke finde den story længere.

  6. Altid en fornøjelse at læse dine indlæg. Der er så mange punkter hvor jeg kan se mig selv I dig. Og mht julegaven… Regn ikke med det. Min kæreste mangler stadig at give mig min 30-års fødselsdagsgave – det var tilbage i januar 🙈

  7. Et lille pro-tip herfra til dem der ser ESC alene (og egentlig måske også sammen med andre): Se den britiske version med Graham Norton som kommentator. Man føler sig simpelthen i SÅ godt selskab! Han fortæller ikke bare om konkurrencen, men sender også små sjove og hyggelige stikpiller af sted undervejs, og han er nærmest ligeglad med om han taler ind over værter og præsentationsvideoer. Det giver en følelse af, at man ser det sammen med ham. Næsten ligeså genialt som hans talkshow!
    Ha´en go´uge:)

  8. Nu lyder jeg måske lidt skrap, men altså… Jeg stejler lidt på den der “Jeg har ikke lavet en skid” – udmelding, for det HAR du da. Og det skal du give dig selv credit for. Især når du ind i mellem har været ved at smage på noget stress.

    Som jeg kan læse ud af indlægget her, så har du mødtes med to veninder, været til fødselsdag, lavet fancy mad, været til træning 2 gange, incl netværk med statsministeren, samlet en terrasse OG passet dit fuldtidsjob.

    Det er da langt mere end jeg kan få klemt på en uge, ja nærmest 14 dage faktisk.

    Så udover, at jeg synes, at du faktisk skal anerkende dig selv får det, du får gjort, så synes jeg også at det er liiiiiiidt et uheldigt signal at sende til andre, der måske ikke magter helt så stort et program som dig, af den ene eller anden grund, apropos dit eget indlæg om det præstationssamfund, vi er ved at skabe.

    For hvis man laver så meget, som du reelt har præsteret i foregående uge, og stadig udtrykker, at det “Ikke er at lave en skid”, så kan det måske netop være med til at lægge et pres og skabe nogle forventninger om at “man” skal lave meget mere end man gør for at det “tæller”.

    Forstår du hvad jeg mener? Og det er ikke ment som en kritik, men som et indspark til overvejelse

    KH C

    1. Jeg melder mig lige ind i der kor også, tænkte PRÆCIS det samme! OG så er du endda gravid oveni hatten (det er jeg også – med en ligeså bøvlet vej dertil som dig, inkl. to tab mere). Udover det C skriver, så har du også lige cyklet 24 km – det er fandme flot når man er 2. trimesters gravid.

      Store knus!

    2. Haha, jeg forstår fuldt ud. Måske er det derfor jeg har været så stenet alle andre tidspunkter. Helligdagene har været super stenede – dog har jeg kun hængt med én veninde. Har jeg ikke…? Jo det tror jeg… Jeg skal helt sikkert give mig selv credit, men jeg har også virkelig, virkelig stenet. I forhold til antallet af flyttekasser der bare står og venter, gulvet der skal vaskes – jeg har ikke lavet en skid af det. Måske har jeg bare mest af alt hygget mig med gode ting? Og så ikke lavet så meget praktisk? Hm… Fint indspark i øvrigt, det er sjældent man selv kan se, hvor travlt man har, før det er for sent <3 KH

  9. Tip om seng – vi har netop købt seng fra Bedre Nætter (flere er nedsat med 60% nu her).
    180cm og virkelig skøn at sove i (man kan få forskellige madrasser efter vægt, så min kæreste har en, jeg en anden) 🙂 KH Celina

  10. Jeg ELSKER simpelthen de her indlæg! Kan kun sige god for Østerberg – tak for anbefalingen 😉 Super god betjening også! Kunne ikke beslutte mig for hvilke jeg skulle vælge, så pigen endte med at give mig 4 “halve” kugler frem for 2! Så fik prøvet både hyldeblomst, jordbær og rabarber sorbet, samt den med brownie. Ingen tvivl om at jeg forbi igen snart!!

  11. Og vil du forøvrigt ikke på et tidspunkt lave et indlæg med fine sandaler? Lever i mine Birkenstocks, selvom jeg godt nok ikke synes de er helt så gode til kontoret! TAK <3

  12. Elsker de her indlæg – så hyggelige altså!

    Min kæreste og jeg var i Italien sidste uge og vi nåede både at besøge Torino, Barolo/Barberesco, Cinque Terre, Bologna, Valpolicella, Verona, Franciacorta (Italiens svar på Champagne) & Bergamo og havde booket hos ind på de mest vidunderlige B&B’s. De skilte sig alle ud på hver deres måde: smukke udsigter, lækker mad, ombygget fra gamle Castello’er (altså slotte) osv. Linker gerne til de steder vi sov, hvis det skulle have interesse 🙂 KH

    1. Kan man lokke links ud af dig, Fie? Vi snakker om bryllupsrejse til Italien til sommer, men kunne virkelig godt bruge lidt inspiration ☺️

  13. Jeg har holdt ferie mange gange det samme sted i Italien. Når der er gået et par år er jeg nødt til at komme tilbage igen. Det er et lille agriturismo som ligger på en bjergside med udsigt over den lille by Barga. Det ligger tæt på Lucca, som er verdens fineste by og en times kørsel fra både Firenze og Piza, hvis man føler for det. Værelserne er ikke det helt vilde, men francesca som har stedet er mega sød, laver sin egen honning og olivenolie, har de sødeste hunde og er man heldig inviterer hun på pizzaparty i sin have, hvor hun har en stenovn bygget ind i et af husene. Det er ikke noget fancy og smart, men det er afslappende og poolen har den smukkeste udsigt, så man bliver på ingen måde træt af at ligge der og glo ud i luften. Og så kommer byens bager hver morgen ind på gårdspladsen og sælger brød fra sin bil. Book en af de store lejligheder – den med altan eller den med terrasse – ikke kælderen. 😉
    https://www.booking.com/hotel/it/agriturismo-al-benefizio.da.html?aid=313140;label=agriturismo-al-benefizio-DgVFZiSQFEzuEMdfDW9q_QSM203205853839%3Apl%3Ata%3Ap1%3Ap2%3Aac%3Aap1t1%3Aneg%3Afi%3Atikwd-307822735816%3Alp1005010%3Ali%3Adem%3Adm;sid=3bbb1b6addf3e6efe884ddbe2f05b171;cdist=1%2C2%20km;dest_id=-111248;dest_type=city;dist=0;hapos=1;m_occ=2;room1=A%2CA;sb_price_type=total;type=total;ucfs=1&amp;

    1. Haha, det har vi ikke plads til, så vi må “nøjes” med 180 cm som alle tippede om 😀 KH

  14. Hvor sejt med en løbetur med statsministeren 😉 Det må have været en spøjs oplevelse.
    Apropos det med cykling, så oplever jeg altså selv, at det gør mere ondt at sidde på sædet, nu jeg er gravid. Det er ligesom mere ømt… Måske er det det samme for dig 🙂
    Kh.

  15. Nu hvor du overvejer sommerferie i Italien, er jeg nødt til lige at anbefale Como søen. Jeg er kommet der i mange år da min familie har et feriehus der. Nogle områder ved Søen er ret turistede, men ikke overalt og generelt er der bare vanvittigt smukt med både gamle byer, sø og høje bjerge. Meget romantisk faktisk! Og så er der for det meste en behagelig temperatur pga sø og bjerge. Og så behøver man jo ikke pool, når man kan bade i det klare søvand 😉

Læg en kommentar