‘Adam er ikke kommet hjem’

Jeg havde den mest håbløse nat i nat.

Adam var ude med kolleger til middag. Sådan en hverdagsaften, hvor han var usikker på, om det overhovedet blev, for alle var så travle. Men det lykkedes de samledes. Alt godt. Jeg skrev en godnat-sms ved 23-tiden. Og så lagde jeg mig. Omring klokken 02.45 vågnede jeg efter et mareridt. Jeg drømmer sindssygt levende og meget, og det har jeg altid gjort, så jeg er ret god til at vågne fra dem, faktisk allerede med en bevidsthed i drømmen om, at jeg da bare kan vågne. At det bare er fri fantasi. Det gjorde jeg også i nat. Men da jeg vendte mig om, så lå Adam der stadig ikke. Klokken lidt i tre om natten, natten til torsdag. Det var virkelig usædvanligt. For Adam der sjældent kommer hjem efter midnat og slet ikke på en hverdag. Og for det crowd, der var så travle, de knapt havde tid til at mødes. Så jeg sendte en sms; ‘er alt okay?’ … Stilhed i ti minutter. Så jeg sendte en til… Ingen lyd. Så prøvede jeg lige at ringe, den ringede ud.

Nu kunne jeg i hvert fald ikke sove. For hvad der var endnu mere ulig Adam udover at være ude til klokken 03.00 om natten, så var det ikke at reagere. Vi plejer at give lyd, når vi er ude. Bare sådan, ‘hjertesmiley’ eller ‘vi hygger’. Jeg prøvede et par opkald til. Et par sms’er om han ikke lige kunne give lyd, så jeg vidste, alt var okay. Ingen lyd. Og så gik der et eller andet i mig. Jeg gik fra at være bekymret til total panik. Hvad var der sket? Alt er så usædvanligt – der må være sket noget. Ingen livstegn, ingen reaktion.

Jeg tænkte, jeg skulle have fat i en af hans kolleger – men jeg havde ingens numre. Ikke en. Så jeg rodede hele hans arbejdstaske igennem. Ingenting. Hvem kan man ringe til klokken nærmest fire om natten til en torsdag? Mor. Altid ring til mor. Så jeg ringede til min mor. Og så snart jeg åbnede munden og fik sagt ‘Adam er ikke kommet hjem’, så tudbrølede jeg igen. På den der måde, hvor man dehydrerer sig selv og bliver helt tør i munden, som om man har slugt vat. Min mor sagde med det samme, ‘jeg kommer ind, så finder vi ud af, hvad vi gør’. Så hun kom i tøjet og gjorde sig klar.

Jeg begyndte at tænke tusinde tanker. Fuldstændig som jeg havde haft mylder og hulahop i hovedet i sidste uge. Men denne her gang var tankerne mørke. Er der sket ham noget? Alle var jo stressede og havde ikke tid til at ses – hvordan skulle de så kunne hænge ud til langt ud på den lyse morgen. Han går da aldrig ud til klokken 04.00. Hvorfor på en hverdag? Der må da være sket ham noget. Hvem skal jeg ringe til? Ringer man til Rigshospitalet og spørger, om de har fået en krølhåret mand ind? Eller politiet? Og har de været her, for vores dørklokken virker ikke, så hvad nu hvis de er gået igen? Hvorfor skrev han ikke godnat tilbage? Han har ikke givet lyd fra sig i otte timer. Kan han være væltet på cykel? Og jeg sagde jo, at jeg ikke var sikker på om Hövdingen virkede længere. Den bipper ikke helt rigtigt mere. Kan han være blevet stukket ned? Fået stjålet sin telefon?

Alt i mit hoved kunne kun komme tilbage til det mørke, at der var noget helt galt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

Jeg nåede at tænke, at jeg da ikke kan være alene nu. At det her var den værste timing nogensinde. At jeg slet ikke vidste, hvad man skulle gøre. Hvorfor har vi egentlig aldrig talt om, hvordan vi gerne vil herfra? Brændes? Begraves?

Goddamnit. Det hele kørte helt af sig selv, mit hoved stak af sted og kunne ikke indhentes. Jeg var så ulykkelig. Jeg var slet ikke i kontrol over hverken tanker, over mit bankende hjerte eller de tårer, der løb i en lind strøm ned af kinderne. Jeg var slet ikke i kontrol over mig selv.

Efter halvanden time fik jeg en sms; ‘hey’.

Hey? For mig måtte det betyde, at der måtte være sket ham noget, så kollegerene havde hans telefon. Oven på ti sms’er med ulykkeligheder – han skriver da ikke bare hey. Og så ringede hans telefon mig op. Og så græd jeg. Det var ham. Han havde bare været på bar og talt med kolleger og ikke ænset klokken. Jeg kunne kun fremstemme, at jeg havde været så bekymret, så græd jeg og lagde på. Flot. Jeg var selvfølgelig ikke i nærheden af at kunne kick back og relax. Men jeg skyndte mig at ringe til min mor, der ikke var nået alt for langt ind mod byen.

Og så følte jeg mig dum. Dum fordi jeg ikke havde stoppet den spiral af ulykkesaligheder. At jeg ikke følte mig særlig voksen, sådan at lade alle følelserne og angst løbe af sted med mig. At jeg havde siddet i køkkenet i knap halvanden med de mørkeste tanker og pudset næse, mens Adam havde drukket øl og diskuteret business i byen.

Goddamnit. Jeg kunne ikke engang skælde ud, da han kom hjem. For jeg var bare så lettet over, at han var hjemme. Jeg græd og græd og græd, som om jeg ikke var helt ude af det mareridt alligevel, som om det bare var fortsæt efter jeg satte mig op i sengen.

‘Det gør du aldrig igen’. Ikke giver lyd. Jeg kunne ligeså godt være kommet til skade, have fået det dårligt – man skal kunne få fat på hinanden.

Alt var ulig ham. Jeg var vågnet helt forvirret midt om natten. Og ja, så er der nok nogle følelser, der ikke sidder hvor de plejer i mig. Og de er større end før. Åbenbart. For når nogen har spurgt, om jeg har kunnet mærke noget emotionelt? Altså ikke mere end min sædvanlige grådlabilitet… Men i nat var det hele usædvanligt, og jeg fik testet både følelser og hvor ‘grådens rand’ egentlig befinder sig. Jeg var way beyond.

Jeg er tydeligvis helt off på følelsernes front. I hvert fald lige dér, klokken lort om natten. Angsten for at miste handler ikke kun længere om en lille dreng, som for guds skyld skal blive siddende og helst danse på organerne hver dag. Fanme også Adam. Jeg vil ikke miste ham. For nu er det ikke kun min kæreste længere, min mand, men nu er han også nogens far. Nu er vi to, der kan miste.

31 kommentarer
  1. Åh det kan jeg nikke så genkendende til. Jeg er ikke gravid, men jeg kan heller ikke kontrollere mine følelser, hvis min kæreste ikke kommer hjem om natten eller giver lyd. Jeg ser cykelstyrt, trafikuheld og død som det første.

    Nogen finder det måske lidt stalker-agtigt men vi har tilføjet hinanden i “find friends” appen på iPhone. Ikke for at kontrollere hinanden, men så kan jeg nemt spotte, hvor han er, selv hvis han ikke er opmærksom på sin telefon.

  2. Jeg har prøvet præcis det samme. Den eneste forskel er, at min kæreste dagen efter fortalte, at han havde kysset med en pige. En kollega, som han var taget hjem med og var faldet i søvn hos. Det er det sværeste, selv i dag et år efter; at han lå og sov op af hende, mens jeg var ude af mig selv af bekymring, tænkte katastrofetanker og tjekkede hospitalernes skadesrapporter. Klem til dig!

    1. What? Hold kæft, et tillidsbrud. Hvordan kommer man videre efter den slags? Jeg havde mistet respekten for ham, tror jeg..

      1. Man forsøger at tilgive. Og finde tillid i at han selv fortalte det næste morgen. Og i angeren i hans øjne. Men ironisk nok har det været respekten for mig selv, som har været det sværeste at tackle. Kan man stadig hævde at have selvrespekt, når man bliver sammen med en, som har såret dig så dybt? Nogen gange bliver jeg stadig i tvivl.

        1. Det er komplekst – det kan jeg godt se. Men der er ikke noget galt i gerne at ville kærligheden.

        2. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, det du har oplevet, men ved at stjernepsykologen Esther Perel faktisk snakker om lige præcis den følelse, du beskriver der.
          Hun siger, at det, nu om dage, kan være sværere, at blive, selvom man ønsker det, fordi omgivelserne ikke forstår. For der er jo ikke noget samfundsmæssigt, som tvinger en til at blive.
          Måske tjek hendes podcast “Where should we begin” ud eller hendes bog “Erotisk intelligens”?
          Jeg har ikke selv oplevet utroskab, men synes det var nogle interessante dynamikker i forhold, hun arbejder med. Og hun er meget specialiseret i folk, som bliver sammen efter utroskab.
          Ps. jeg synes, det er så sejt, at man giver det en chance.

          1. Tak. Bare tak! <3 Jeg er helt rørt over, hvor rare I er – og hvor rart det føles at blive hørt og ikke dømt.

  3. Det der kan jeg så godt genkende. Nu er jeg godt nok ikke gravid eller noget der ligner, men jeg kan også hurtigt blive ramt af katastrofetanker angående min kæreste, når han ikke er til at få fat på. Jeg når også at tænke på alverdens trafikuheld og lignende. Og når jeg har misset to opkald fra en af mine forældre, når jeg virkelig ofte at tænke “hvem er død” – der har været lidt meget sygdom i familien på det sidste. Det er virkelig stressende med sådan en tankegang.

  4. Årh…. søde! Det er af i heller ikke i orden! Kl. 4.00 om natten en hverdag, det ER usædvanligt. Det ville det også være herhjemme. Jeg husker en lign. episode, hvor min mand havde været ude med nogle venner (hjemme hos en ven) og var faldet i søvn på sofaen, de andre havde ladet ham sove videre, da de gik hjem og han havde ikke selv hørt telefonen…. Jeg var så bange indtil han gav lyd. Klem til dig!

  5. Jeg har aldrig været den bekymrede type, som k slet ikke! Men jeg husker alt for tydeligt pludselig at stå med en gravid mave og en mand der var lidt længere tid væk på rulleskøjter end jeg havde forventet. Det var virkelig en voldsom og overvældende og uvant følelse som jeg slet ikke kunne stoppe igen. Det der med at blive forældre…. Det er fuldstændig magisk og forfærdeligt på samme tid!

  6. Åh hvis du vidste, hvor mange gange jeg som yngre har haft samme reaktion – dog var det i forhold til min mor, hvis jeg ikke kunne få fat på hende. Jeg var helt ude af mig selv, ringede og ringede, tudbrølede, panikkede indvendig og forestillede mig begravelse og det hele i hovedet. Det er så ubehageligt, for man ved jo godt, at det er helt ude af proportioner at reagere så voldsomt. Og når jeg så endelig fik fat på hende, grædende, så var hun helt forvirret, for i hendes verden var der jo intet galt. Jeg tænker det bunder i noget angst for at miste – jeg har ikke særlig meget tæt familie, har primært min mor og min bror, så jeg har tidligere været SÅ bange for at miste særligt min mor. Jeg har heldigvis ikke oplevet det i mange år eller i forhold til andre personer, det stoppede vist efter jeg flyttede sammen med min kæreste og hun selv har fået en kæreste.

  7. Åh hvor jeg kender det! Jeg skyder faktisk skylden på mobiltelefoner og den der ‘altid tilgængelig’-verden vi lever i! Svarer min kæreste ikke på en SMS når han er på arbejde (!) eller den næste så kan jeg også begynde at panikke eller min far, som altid tager telefonen så pludselig ikke gør det! Og det er altid (heldigvis) pga noget harmløst.

  8. Puha det satte lige gang i tårerne! Jeg kan 100 % følge dig, jeg har stået i den situation en del gange efterhånden, fuldstændig overvældet af katastrofetanker og med max hjertebanken. Vågnet kl 5-6 om morgenen og så er han ikke kommet hjem, har ikke svaret på godnatbeskeden og tager ikke tlf. Og så viser det sig, at han bare har været ude med drengene og glemt alt om tiden. Jeg er all for at man skal give hinanden plads til at tage i byen og have det sjovt, men det er bare ikke i orden slet ikke at give lyd eller reagere, når man bliver ude så meget senere. Det har vi haft mange diskussioner om hjemme hos os. Og jeg har også tidligere sagt, at hvad hvis jeg havde ringet, fordi der pludselig var sket mig noget alvorligt? Min kæreste begyndte først rigtigt at tage det seriøst efter at jeg en nat desværre måtte ringe til ham med en rigtig dårlig nyhed. Derefter er han blevet lidt bedre til lige at reagere på sms/opkald. Håber I får snakket det godt igennem <3 knus til dig

  9. Shit, nu sidder jeg også med tårer ned af øjnene og drypper på min lille Niels, der ligger ved brystet og spiser. Jeg havde reageret på samme måde som du gjorde i nat.

  10. Jeg har oplevet det der så mange gange. Min kæreste går meget i byen og det bliver til morgenfester og jeg ved ikke hvad. Det er så ubehageligt. Jeg bryder mig ikke så meget om fulde mennesker på det niveau og jeg bliver så flov over, at min kæreste kommer slingrende hjem, mens andre mennesker kører på arbejde. Han forstår det ikke, og vi har brugt så meget tid på at diskutere og prøve at lade den anden forstå hver vores. Nu er vi ved at give op. Og det er virkelig hårdt. At gå fra hinanden, fordi vi synes vi kæmper for meget og ikke fordi kærligheden er forsvundet. Det gør virkelig virkelig ondt.
    Det rart at læse denne tekst, fordi det minder mig om, at jeg ikke har fortjent at opleve sådanne nætter mere.

    1. Kære A, jeg kender det. Du har ikke fortjent de nætter! På den anden side kan man se det endnu klarere.

  11. Følelserne sidder et andet sted end de plejer, når man er gravid og man er slet ikke i stand til at tænke rationelt midt om natten. Da jeg var gravid vågnede jeg også en nat, hvor min kæreste var i byen, og jeg havde drømt at han havde forladt mig. Da han så heller ikke lå i sengen og ikke svarede på sms’er eller opkald gik jeg også i panik. Hvordan var det meningen, at jeg skulle kunne være alene med vores 2 ufødte babyer i min mave?!
    Jeg satte mig i bilen og kørte hen til ham, da jeg havde ventet og ventet og var blevet bange nok. Og dér sad han, fuld i snaps og glad for at se mig. Og jeg græd og græd. Skræmt, bange og stadig lidt sur på ham.
    Siden havde vi også en klar aftale om tilgengængelighed 😉

  12. Tror i mindre grad det har med din mand at gøre og i højere grad med dit morinstinkt. For selvom alt ikke er i vores kontrol, er din mand jo et voksent menneske. Det er din ufødte søn ikke, og de første lange tider, er han jeres ansvar, I er hans værn mod verden og farerne, der lurer überall. Så måske er du i træningslejr? Jeg kan i hvert fald genkende din reaktion fra mit mor-liv, og nu er mine børn så store (10 og 11), at jeg skal lære at give slip og ikke overreagere, når der er ambulancer, vilde aktiviteter osv., mens de er uden for min synsvinkel. En kommende konflikt mellem dig og din mand kunne være, hvor beskyttende man skal være. Shit, det er svært. Jeg bor i en storby uden for Danmark, hvor der ikke er cykelvenlig trafik. Min mand insisterer på at gøre børnene trafikansvarlige – på cykel. Det er sindssygt angstprovokerende, men hvornår kan man nedlægge veto? Og hvornår skal man sætte andre fri? Heldigvis tager man langsomt tilløb. I begyndelsen er baby jo heldigvis ikke udsat for nogen bevægelsesfrihed 🙂

  13. Kan sagtens sætte mig ind i det du har været igennem i nat. Er ikke selv gravid eller noget, men efter at jeg mistede min søster for 5 år siden (godt nok til et længerevarende sygdomsforløb og ikke lige pludseligt) skal der ikke så meget til før jeg får katastrofetanker mest ift at miste mine forældre (har ikke nogle kæreste/mand pt). Det er forfærdelig at blive overvældet af. Jeg har endda måtte slå notifikationer ang trafik fra TV2 news på mobilen fra fordi jeg hver gang ser der er en ulykke bliver så bange for at det er nogen jeg kender der er indblandet.

  14. Kram til dig! Jeg kan så meget genkende det med at blive bange for at manden pludselig aldrig kommer hjem – og jeg blamer min graviditet! Forleden ville han hente slik, og idet han gik ud af døren, fik jeg sådan en følelse af at han ville blive kørt over i krydset henne ved tanken. Så måtte jeg bare holde de ti minutter ud, og bede til at min fornemmelse bare var noget pjat. Hvilket det jo var. Han kom selvfølgelig hjem – var gået i kiosken i stedet for tanken og havde derfor ikke engang udsat sig selv for det store farlige kryds!
    Jeg tror, det er så naturligt at blive bevidst om at man kan miste sin mand, når man er gravid – hormonerne spiller sgu en et puds! Bare vent, lige om lidt står du og hulker midt på cykelstien, fordi I har haft en lille bitte diskussion! Det skete for mig forleden, og jeg er ellers på ingen måde en dramaqueen!

  15. Havde fuldkommen samme oplevelse da jeg var gravid med vores nummer to! Jeg vekslede mellem at tro der var sket ham noget og at han lå og knaldede med en eller anden pige.

    Det viste sig at han var gået hjem inde fra byen (vi bor ca 10 km fra København) og snakket med en af sine medarbejdere med telefonen på lydløs som altid 🙄🙄🙄

    Shit en forskrækkelse! Og så med kroppen fuld af hormoner…

  16. Ej, det er lidt pudsigt. Jeg prøvede præcis det samme da jeg var gravid med min søn i vinters, og havde samme katastrofetanker og reaktion. Det må være en kombination af hormoner og redebyggeri, der gør en ekstra sårbar 🤔 Jeg tror ikke at jeg ville have reageret helt så voldsomt før jeg blev gravid/mor, på trods af at jeg altid har bekymret mig 😆😉

  17. Ej C. For pokker. Jeg var blevet så TOSSET!
    Jeg er altså ikke gravid, men da min kæreste og jeg var på ferie sidste år og var ude og svømme (i noget der ligner en lagune – ikke ligefrem vildt og voldsomt hav), og jeg så pludselig ikke kunne se ham gik jeg i så full-on panik at jeg hyperventilerede og begyndte at dykke så jeg kunne redde ham (??).
    Han var selvfølgelig bare svømmet lidt længere ind mod kysten og fattede slet ikke hvorfor jeg var så sur på ham 😉
    Seriøst, jeg følte mig som en kæmpe idiot. Jeg kan slet ikke forestille mig de enorme følelser der følger med forældre- og mor-rollen.

  18. Der var jeg også blevet bange. Det gør ekstremt meget ved en at skulle være mor/være mor… jeg blev sågar bange for at et monster eller noget andet havde spist min mand forlede aften, da han havde været væk halvanden time, da han sku putte vores datter (det tager normalt ik SÅ lang tid). Men han havde bare siddet med hende hos sig til hun sov, fordi hun savnede mig 😍fandme sødt og så skørt af mig at tænke sådan noget tosset noget.. jeg slev trissede rundt med vores lille babysøn hehe.:

  19. Jeg forstår dig fuldt ud. Jeg havde en lignende oplevelse for et par uger siden, hvor min mand var ude med kollegerne en torsdag. Han er ikke den store festabe, og havde sagt, at han ville være hjemme ved midnat. Vores søn og jeg var ikke hjemme, sov hos bedsteforældrene, men næste morgen kunne jeg slet ikke få fat I ham. Jeg kunne se, han havde ringet til mig kl. 4 om natten, men der var ingen besked om, at han var hjemme eller noget, så da han ikke gav lyd fra sig næste morgen, og jeg jo vidste, han skulle op og på arbejde, nåede jeg også at blive mega-bekymret og sende en masse beskeder, inden han endelig ringede tilbage, og sagde, at han havde sovet over sig, og at han var kommet en del senere hjem end planlagt. Han fik også ordre om at huske at give lyd fra sig næste gang.

  20. Jeg oplevede noget lignende, da jeg var i sommerhus med en flok veninder, og min mand ikke reagerede på mine smser og opkald i ret mange timer. Det er meget ulig ham, og den gik direkte på svareren. Han var alene hjemme med vores datter, og jeg kunne slet ike finde ro. Jeg endte med at ringe til nogle af vores naboer, som fik fat på ham. Hans telefon var bare ved at opdatere. Åndssvagt, men hellere det end at der var sket noget frygteligt og vores datter pludselig var helt alene. Såeh…. det går altså ikke over når graviditeten er slut. Så begynder en hel ny runde bekymringer…..

  21. Jeg kan så meget forstå dig… og jeg er ikke gravid! Jeg får samme katastrofetanker når min kæreste ikke svarer. Jøsses, det er frygteligt… men samtidig “livsbekræftende” på en måde. Man har virkelig noget at miste.. dét er jo i virkeligheden en god ting.. men det er svært at føle når man er i panik og helt overbevist om at der er sket noget forfærdeligt.

  22. Jeg havde lignende oplevelser da jeg selv var gravid. Mine følelser var bestemt større, og jeg tænker at selvfølgelig er de det, de drejer sig jo ikke længere kun om en selv, men om en selv og ens lille barn. Jeg havde nogle voldsomme gråd-fyldte skænderier/udbrud overfor både en nær veninde og min søster, fordi jeg af forskellige grunde blev vildt bange for at de ikke ville være der når baby kom. Intet kunne være længere fra sandheden, men i øjeblikket blev jeg bare så fyldt op af de følelser der ❤️

Læg en kommentar