Hvor mange ostemadder er der plads til? - ROCKPAPERDRESSES
Hvor mange ostemadder er der plads til?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

… Og andre sære spørgsmål, der kører rundt.

Kors, hvor er jeg bare træt.

Klokken 05.13 ringede mit vækkeur, og selv om jeg formåede at slukke det helt, vågnede jeg alligevel op til dåd 05.43 for at springe i bad, så jeg kunne være på Hovedbanen 06.20. Jeg har, ligesom sidste år, brugt min dag med IKEA i Älmhult med muligheden for at få et kig ind i, hvad fremtiden bringer for IKEA. På de højere planer men også, hvad vi kunder kommer til at kunne købe. En sindssygt spændende dag.

Sidste år sad jeg på toget hjem fra selvsamme tur og googlede “lavt HCG”, grænseværdier, hvad katten det kunne betyde med et HCG på 1080 (det var den GUL), og nu et år senere sad jeg og forsøgte mig med en lur, helt udkørt og udspilet. Det føles som en evighed siden, alt det der gik så galt. Og alligevel i går. Det er kun et år siden. Det føltes undervejs som for evigt, som om tiden var en uendelighed, der nægtede at løbe i mit tempo, som om jeg skulle pines med vilje. Jeg husker at føle, jeg nåede at være gravid og tænke mig gravid (og så alligevel ikke), men jeg nåede kun de 6-7 uger. Og nu et år senere er jeg i lige gået ind i sjette måned. Sådan er det gået sindssygt hurtigt. Det er smukt og håbefuldt, men gid man kunne vide det dengang, da man sad i det sorte.

Der er så mange tanker i mit hoved i de her dage. På den ene side vil jeg gerne køre business as usual, køre på, cykle rundt til alt, kunne det hele. På den anden side har jeg lyst til at lægge mig fladt ned i tre måneder og sove. Min krop er allerde træt. Mit hoved er overvældet.

Jeg er overvældet. Og forundret. Over hvordan jeg på så relativt kort tid kan være så dybt ulykkelig og nu lidt lykkelig. Det er ikke kun en baby min krop forsøger rumme, også kemien i kroppen der får mig til at græde, når Adam læser et kort men sødt kort op fra sine kolleger. Eller da vores barnevogn kom i går. Så græd jeg også lidt. Der skal ligge et menneske. Som vi har lavet.

Jeg er også bare træt i kroppen for tiden. Som om min mave ikke er lavet til så meget fyld, og mine spisevaner i øvrigt ikke har forstået, at de ikke kan blive ved sådan her. Der er ikke plads til al den mad i verden, jeg vil spise. Jeg får det decideret ubehageligt, som når man har overspist i buffeten en ferie igennem og håber, at man enten kan sove det væk (eller gå på toilettet). Hver dag. Jeg skal spise mindre. Og oftere. For jeg får for helvede sidestik af at spise (siger det nok om mit aktivitetsniveau? haha!), og det varer en hel dag. Det har jeg kun prøvet en jul år tilbage – at spise så meget at jeg fik sidestik. Det er en grim vestlig luksussidegevinst. At æde til man har ondt.

Jeg er træt. Og alligevel har jeg ligget og stenet de sidste to timer i sengen – egentlig klar til at sove, men kemien i kroppen, alle følelserne og dagens ostemadder pumper rundt. Riberhusen ruser i blodet. Og jeg tænker på sidste år. Og på hvor jeg er i år. Gid jeg vidste dengang, hvor fint det kunne gå så kort tid efter. Jeg tænker på, at han er ved at få sit fingeraftryk. Tænk hvis han bliver forbryder og skal have sværte på dem, fingrene. Bruger man egentlig stadig sværte? Er fingeraftryksdelingen digital? Jeg tænker på, hvor mange ostemadder man kan have plads til. Ligger de i lag i min mave? Hvad kan man egentlig gøre mod sidestik? Og er det farligt? Hjalp det egentlig at klemme ind på det, som jeg gjorde til gymnastik? Jeg skal huske at få lavet den madras til hans seng, og jeg vil gerne få købt noget reb til min hængekøje, så den kan komme lidt længere ned, så jeg selv kan komme op. Jeg er også tørstig. Og så skal jeg tisse. Mine hænder er tørre. Og nu har jeg åbnet computeren. Men jeg skal jo bare sove. Men mit hoved har hulahopring på, og det er som det ikke vil stoppe.

Men nu lukker jeg og lægger mig fladt ned og strækker mave. Får maven gelejdet hen, hvor den skal. Og så tager jeg den mod ro i morgen. Både på rend og på ostemadder. Mindre af det hele. Mere ro. Ro i mit hoved. Ingen hulahop. Godnat og sov godt.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand

16 kommentarer
  1. Fantastisk beskrivelse af tankemylder!
    Jeg læser “dig” dagligt, skønt jeg er udenfor målgruppen (kan forestille mig at du ikke synes at du har en sådan) :-)))
    Jeg kommenterer bare ikke rigtig (for hvem gider læse dét), men nu skal du alligevel ha’ en gevaldigt stor virtuel high-five….fordi du er så sød og sjov. Og fordi jeg kan sætte mig ind i søvnløshed. Og fordi jeg er mor til drenge. Og fordi jeg ønsker dig og din familie det bedste 🙂

  2. Alle de tanker man kan have, når man har et lille menneske i maven. Stakkels dig, håber du fik sovet. Da jeg ventede min første, spekulerede og bekymrede jeg mig også konstant, de sidste uger frygtede jeg pludselig, at han havde albinisme – virkelig mærkelig og meget specifik frygt (; Tænkte på, hvordan vi mon skulle skærme ham mod solen osv. Han havde ikke albinisme…

    1. Ej altså, man skulle have en sluk-knap da 😀 Det er da også en skør frygt, men den slags er jo ofte irrationel! Også lidt sødt at tænke på, hvordan med solen og sådan. Altså, så er man da mor, alle de bekymringer 😂❤️ KH

  3. “…mit hoved har hulahopring på” – genialt udtryk! He he. Det skal jeg huske, næste gang jeg ligger min seng og tænker underlige tanker i halvsøvne.

  4. Et lille tip til at gelejde maven et behageligt sted hen, når den fra nu af kun bliver større: graviditetspuden fra bbhugme. Den reddede mine sidste måneder! Pricy men hver en krone værd. Den er lang og kan være mellem ben, under mave og ved hoved på samme tid. Ge-ni-alt.
    Den kan også bruges som ammepude bagefter (fik jeg så ikke brug for) – og nu bruger vi den i toppen af dobbeltsengen, så vores 1-årige ikke ryger ned i revnen mellem seng og væg😂

    1. Ejjj smaaaaart! Køn er den ikke, den pølse, men det er da lige meget. Den er bestilt – selv om jeg har købt ammepude fra Fossflakes. Helt sikkert virkelig rart at sove med 😀 KH

  5. Åh, Cathrine. Jeg er så glad på dine vegne, over hvor du er nu! Og som den irriterende “erfarne” mor (et år inde i projektet) kan jeg kun sige: udnyt AL den tid, du kan, til at slappe af, være dig, drikke kaffe i stilhed, gå ud at spise, og hvad du ellers elsker. Drop alt det, du “burde” – arbejde osv. kan vente! Sidste år udskød jeg en eksamen, som jeg egentlig godt lige havde kunnet klemme ind inden termin, havde jeg sat det lange ben foran. Men det gjorde jeg ikke. Jeg smækkede benene op, efter jeg var gået på barsel fra mit job, og nød de sidste fire uger i tosomheden og mit eget selskab. Det var den bedste beslutning nogenside! Selvom jeg nu sidder og sveder over eksamen og skal få det til at harmonere med institutionstider, så var det det hele værd. For det der med kun at have ansvar for sig selv (og den lille i maven, bevares) og kun være to mennesker i jeres lille familie, det kommer jo aldrig nogensinde igen. Aldrig. I får det for fedt om tre måneder, men det I har lige nu, det er sørme også værdifuldt.

    1. Sådan en fin kommentar, Louise, tak! Der er så mange, der taler om alt det, jeg skal skynde mig at nå inden, “for når de først kommer”…
      Mega sejt at du tog en beslutning, som var rigtig for dig. Selv om nogen folk sikkert også har rådet dig til det modsatte. Det er bare det allervigtigste.
      Jeg er lidt udfordret på den der selvstændig-del, for jeg er nødt til at løbe lidt hurtigere nu, for at have råd til at tage nogle måneder med ro. Men altså, jeg tager det oppe fra og ned. Jeg nyder mest af alt ro og hjemmetid lige nu <3 KH

  6. Jeg skulle også virkelig øve mig på at spise mindre og oftere. Er et vanedyr og har altid troligt spist tre måltider om dagen. Så det med pludselig at få kvalme og ubehag af den rytme var lidt svært fx at skulle indtage morgenmad over flere omgange, var meget uvant. Nu kører det dog! 1 lille skål havregryn kl 7-8 og så en bid brød kl 9.30-10. Samme med frokost. Og så aftensmad noget tidligere end normalt for at give kroppen en chance for at have fordøjet før sengetid (Ellers: Hej, halsbrand og ingen søvn!). Pøj pøj 🙂

    1. Skørt at det er så svært med det nye vaner altså 😀 Det er også irriterende at maven og hovedet ikke er lige hurtige til at fange, når man er mæt. Mindre mad – det er vejen, flere gange. Tak for tip <3 KH

  7. Kanfuldt ud tilslutte mig kommentaren om bbhugme som sovemakker i sidste trimester. Jeg havde ikke overlevet uden, og den var også min bedste ven under veerne (yoga-bold og alt andet smart kunne rende og hoppe 😜). Bruger den heller ikke som ammepude (den er lidt for blød), men fortryder på ingen måde købet. Måske den kommer i brug, når min bebs og jeg er blevet sejere til amning (3 uger i dag).

  8. Tankemylderet følger med. Det fortsætter bagefter du har født. Men det er jo kærlighed til din lille dreng. Og fordi du ikke kender din me verden.
    Men du er allerede en fantastisk mor, for du tænker på ham og passer på ham. Og du kan godt det hele ❤️
    Og drengebørn er det fedeste 😉

  9. Hvor er dine indlæg om alle dine tanker fantastiske! Og lige det her, giver mig en masse håb og fortrøstelse. Jeg har nemlig lige mistet mit lille kommende menneske i uge 10. For 3 dage siden. Og jeg tvinger mig selv til at tænke, at næste sommer er det mig der sidder med mave på, og det hele er bedre.
    På en eller anden måde, giver dine indlæg håb, og på trods af at jeg er uendeligt ked af alt hvad i har været igennem, er det trøstende at vide at ulykke kan vendes til en lille smule lykke på så kort tid (som føles som lang tid)!
    God weekend til jer.

  10. Jeg har sovet med bbhugme i flere måneder, også selv om jeg på daværende tidspunkt ikke var besværet i min søvn. Nu er jeg i 38. uge, og sover stadig fint om natten mens jeg krammer puden 🙂
    Jeg har i øvrigt splittet mine måltider op i 2. Så morgenmad (men mindre portioner) både når jeg står op og om formiddagen. Frokost både til middag og midt på eftermiddagen. Aftensmad til normal tid, men så med en sund dessert/snack hen af aftenen. Så får jeg stadig ok med mad indenbords trods meget lidt maveplads.

  11. Ååh den mentale omvæltning er virkelig undervurderet! Man snakker så meget om alt det fysiske, fordi det er så obvious. Men hvor sker der bare meget mentalt oppe i ens hoved! Tankemylder – stress – uoverskuelighed – bekymringer – glæder – tvivl – kærlighed. Det kan virkelig være svært at rumme det hele!

Læg en kommentar