OOTD: Mamacita - og lidt om arbejdsineffektivitet - ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Mamacita – og lidt om arbejdsineffektivitet

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

Er der ikke lidt mamacita over det der sæt tøj? Pufærmerne, bindebåndet – får lidt spanske vibes. Stråtasken. Lidt eksotisk?

Skal I se fodbold i dag? Apropos min glæde over energien i lørdags, i dag er det vores tur igen! Danmark mod Australien klokken 14.00. Og lige i dag kunne jeg godt savne at være en del af et stort kontor. Flere af mine veninder fortalte, at de måske har storskærm på arbejdet at kunne samles om i en stor heppeklub. Adam håber på det samme på sit kontor. Og det kunne jeg selvfølgelig godt selv klare – tænde for ipaden, tage Frida under mavsen og placere hende solidt foran skærmen sammen med mig. Men der mangler ligesom nogen til at heppe det op sammen med os, ikke? I folkeren mindedes jeg, at vi samledes ovre i den store hal med storskærm og med børnenumserne solidt plantet på det hårde, stribede halgulv i halvanden time, mens kampen stod på. Samme scenarium udspillede sig, da der var solformørkelse (eller var det måneformørkelse? Engang i 90’erne eller 00’erne?). Sammenhold om store begivenheder

Jeg har fået planlagt mig således, at jeg skal til zoneterapi klokken 14.00. Det var før, jeg huskede, at fodbold jo er meget fedt, når vi er rød/hvide. Så mere har jeg måske heller ikke prioriteret det…

reklamelinks: top GANNI skirt RABENS SALONER sandals FREJA WEVER FOR KOPENHAGEN FUR bag H&M necklace RPD X TINE LINDHARD photos JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

Men der er vigtigere ting. Zoneterapien (midt i arbejdstiden) er et forsøg på at få lidt energi ind i kroppen. Min træthed er stadig fuldstændig overvældende, så jeg er blevet lidt tvunget til at køre i allerlaveste tempo. Lidt frustrerende egentlig, når der er meget at nå. Mit hoved kan bare ikke samle sig. Jeg er virkelig bombet. Hver dag. Og det er ikke engang fordi jeg føler, jeg har for mange ting, jeg er bare træt. Da vi sad til forelæsning på Herlev i går, sad jeg og missede med øjnene det meste af seancen igennem. Klokken var kun 16.00. Det er måske også helt almindeligt i et iltfattig lokale, men stadig. Min løsning på eftermiddagstræthed er generelt at æde en masse for at holde mig vågen, haha! Ahh, det er SÅDAN, man pludselig ender med at springe vægtskalaen. Nårh, hul i det da.

Adam sagde forleden, at han syntes, mine arbejdsdage ikke var så effektive. Han foreslog jeg blev bedre til at arbejde fra 9-17, uden for meget rend om møder og kaffeaftaler, sådan at jeg kunne nyde fritiden bedre. Jeg forstår godt pointen. Men jeg har pt. ikke energien til at arbejde på den måde. Hvordan får jeg den, uden at skrue op for koffeinen? Jeg skal i hvert fald tidligere i seng. Det er helt sikkert. Men så er det måske også noget med at acceptere tingenes tilstand? I virkeligheden ikke gøre noget ved det? Jeg er ikke 100 % effektiv pt.

Vi er så indstillede på, at vi skal være effektive, at vi skal klare det hele på den halve tid. På den måde kan jeg godt tænke, at sydeuropas siesta er forbilledlig – især på de varme dage. Tag en pause. Helt legalt. Hvorfor er det, at pauser i vores hverdag ofte er fyldt med dårlig samvittighed og følelsen af ‘så må jeg knokle igennem, så snart jeg er tilbage? Hvorfor er vores samfund så ufleksibelt?

Jeg har skrevet om det før. Også her – hvordan unge piger er deciderede stressede ifølge nationale undersøgelser. Vi skal få vores uddannelse, investere i fast ejendom, finde en partner, få børn med den partner, lande et fornuftigt job – alt sammen inden vi er 30. Helst. Sådan er samfundet indrettet – både fra politikernes side med fremskyndelse på uddannelse, godbidder læser man med det samme (som de vist er ved at afskaffe igen? Det med at gange karakterer). Men også fra naturens side; vores fertilitet dykker markant fra de 30 år.

Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, vi løber efter? Og for hvem?

Jeg har flere veninder, der har måttet sygemeldes resten af graviditeten, fordi de havde for travlt til, at kroppen kunne følge med. Og det er jo ikke bare arbejde. Vi træner de fornuftige 3-4 gange om ugen, har venindeskaber at pleje og typisk også personlige projekter; renovering, bygge, frivilligt arbejde osv. Men det ‘smarte’ ved en graviditet? Den reagerer. Den siger fra. Plukkeveer i for store mængder osv. Der kan det godt være lidt mere lumsk, når man ikke er gravid at høre kroppen, når den siger fra. Det har jeg i hvert fald haft svært ved. Og i virkeligheden skal vi jo gerne kunne sige fra før, kroppen taler til os. Selv nå at tænke os til ‘det her kan blive for meget’.

Jeg fik at vide af en jordemoder til noget fødselsforberedelse i sidste uge, at som gravid skal vi til at sige meget mere nej. Det er ikke egoistisk at sige fra til aftaler. Skrue ned. Sove. Det er ikke dovent, noget at have dårlig samvittighed overfor. Det handler om, at passe på det lille liv. At tage et ansvar og prioritere det højere end vores egen pligtopfyldelse. Noget vi kommer til at fortsætte med, når de kommer. At sætte grænser og passe på dem. Hvis det er svært at sige fra på egne vegne, så kan det måske hjælpe at tænke det sådan, at vi siger fra på en andens vegne? Det har jeg i hvert fald tit noget mindre svært ved, når veninder beder om råd. Så er vi alle skidekloge, ikke? Haha, jeg er i hvert fald!

Det er nemmere, når man er selvstændig, vil nogen sige. At tage en lur midt på dagen, hvis der er behov for det. Omvendt er der jo ingen, der tager over og løser opgaverne, mens vi sover. Så de venter bare på os. Ligesom vi heller ikke kan ‘bare’ bliver sygemeldt. Så er der ingen løn, ingenting. Der er uden tvivl fordele og ulemper ved begge modeller; lønmodtager, selvstændig.

Men hvor kunne det være fint generelt, hvis vi havde sat nogle rammer, der i højere grad hyldede fleksibilitet – og måske også lidt ‘ineffektivitet’ i samfundet? Så ukorrekt, som det lyder. Tage den fodboldpause midt på arbejdsdagen – jeg håber, både Adam og veninderne får det break. Men også i det bredere perspektiv – at vi ikke hele livet igennem skal performe med 130 km/t. A vi i perioder også kunne køre stabilt med 50 km/t? Kan I forestille jer det? Og så kan andre få lov at løbe lidt hurtigere og få en chance for at vise, hvad de kan? Jeg er kæmpe fortaler for, at børnefamilier fx har færre arbejdstimer for en tid, og de ældre derimod, der er friske og raske og gerne vil arbejde får lov.

Det er helt sikkert ikke kun samfundet, der har ansvaret. Selv om det svært at se, hvem der skal gøre noget først? Os selv, samfundet? Hvem påvirker hvad, først? Måske vi skal starte med os selv. Jeg skal starte med at acceptere, at jeg ikke når det, jeg normalt når. Lige nu. Og hvis folk omkring mig synes, jeg slacker, så skal jeg ikke lade forfængeligheden råde og forsøge at knokle, men i stedet bare sige pyt. Og tage den lur. Al forandring starter med os selv, så jeg prøver lige lidt. Jeg kan lige give lyd, hvordan det går om nogle uger med de noble intentioner om at lade ineffektiviteten råde, hehe… Om det hele sejler og hvis det gør, om jeg har fundet ro i det?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Ganni Pine Top

32 kommentarer
  1. Jeg kan virkelig følge din tankegang. Jeg har besluttet mig for at bruge det ekstra års SU, jeg har fået i bonus for at starte “tidligt” på uddannelse og så bruge tre år på kandidaten også. Jeg ELSKER mit liv med fleksibelt studiejob, læsedage og muligheden for at skrue op og ned, nogenlunde når det passer mig. Men jeg er mange steder blevet mødt med, at jeg da skal hurtigt igennem systemet, når jeg kan, så jeg kan få et fast job og tjene nogle flere penge og “komme i gang med voksenlivet” – den tid, den sorg 😉

  2. Det her indlæg rammer mig så meget, og jeg er så enig i dine tanker.
    Blev gravid i efteråret, og jeg troede helt seriøst, at jeg da sagtens kunne fortsætte mit liv som hidtil med praktik på studiet (på mit studie må man have 0% fravær i praktikperioder… apropos stressede unge) sport på samme intensitet som før + alt det praktiske derhjemme, man skal have til at hænge sammen – og nå ja, så lige gro en baby on the side. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, og jeg blev hurtigt sygemeldt med plukveer og smerter. Jeg brugte efterfølgende så lang tid på at være ked af det, for jeg kunne jo pludselig ikke leve op til de forventninger, jeg følte, der var til mig. Så dumt, for hvad er lige vigtigst? Om jeg kommer et halvt år bagud på studiet, må skrue ned for konkurrencetræningen i en periode, eller om jeg giver min krop ro til, at ham den lille i maven vokser og har det godt?
    Pas på dig selv og bebs og lyt til din krop <3

  3. Du rammer hovedet på sømmet. Jeg venter nr. 2 til september- med storebror blev jeg deltidssygemeldt og havde det mildest talt presset. Efter barslen sagde jeg mit job op og har hjemmepasset lige siden. I denne graviditet har jeg haft det meget, meget bedre. Der er selvfølgelig forskel på graviditeter, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den langsommere livsstil og muligheden for at tage hvil samt indrette dagen efter vores behov gør en kæmpe forskel <3 Og så er naturen jo bare så smart, at den med graviditeten forbereder os på at sætte tempoet ned. Noget der er uundgåeligt når der kommer et lille vidunder hvis overlevelse afhænger af vores omsorg og nærvær <3

  4. Det indlæg rammer lige ned i de tanker, som jeg går og kæmper med i øjeblikket. Jeg har valgt at køre med 50 km/t i en periode. Jeg er mor til 2 små børn og arbejder 20 timer om – hjemmefra! Og jeg elsker det! Fordi det er for en periode. Men nøj, hvor jeg kæmper med at skulle forsvare mit valg både overfor andre (kvinder) og mig selv. At jeg har valgt at sætte min “karriere” lidt på pause for at give rum og luft til vores familieliv. Men altså vi skal jo være på arbejdsmarkedet til vi er +70, så mon ikke vi når det hele? Jeg kan godt lide at tænke på vores arbejdsliv i bølger fremfor en statisk linje, der bare peger skarpt opad. Og det er lige nu, i denne bølge, at jeg har muligheden for at være sammen med mine små børn – mens de stadig gider 🙂

  5. Nu er jeg ikke selvstændig, men der er desværre heller ikke nogen, der kommer og løser mine opgaver for mig, hvis jeg ikke selv gør det 😉 Så løber jeg dét hurtigere en anden dag eller inddrager lidt fritid (jeg kan så heldigvis godt lide mit arbejde!).
    Jeg har i begge mine graviditeter til gengæld kæmpet med noget lidt modsat: At blive fravalgt til store projekter eller vigtige opgaver, fordi jeg jo var gravid og måske ville tage det lidt roligt – uden at blive adspurgt først. Og jeg har virkelig ikke haft behov for at trappe ned. Jeg er en af de heldige, der har haft det strålende i begge mine graviditeter og havde hhv. 1 dags og 10 dages barsel inden mine fødsler. Og jeg foretrak den ene dag bare 🙈 Jeg synes egentlig bare, at gravide skal føle efter, sige fra, hvis kroppen fysisk gør det, og ondelyneme ikke sige fra, hvis kroppen heller ikke gør det. Så passer alle (forhåbentlig) på sig selv og ødelægger det heller ikke for andre…

    1. Men du ville højst sandsynligt kunne sige til en chef; “jeg har brug for en hånd, kan jeg få hjælp til mine arbejdsopgaver”, hvis du havde for meget <3 Det ville en god chef i hvert fald gøre sit til at ske.
      Men det er også super træls den anden vej, at blive valgt fra på projekter. Men det handler måske også om, at man inden længe er væk i en rum tid. Det kan jeg da i hvert fald forstå på Adam, der tager barslen her. Han bliver ikke sat på store projekter, fordi han alligevel er væk fra Januar og mange måneder frem. KH

  6. Dejligt at læse om en der har gjort sig samme overvejelser som mig!
    Jeg har et barn, arbejder 20-30 timer om ugen, primært hjemmefra med 1-2 rejsedage om måneden. Min mand arbejder en del – også på skæve tidspunktet, så det et mig der hovedsageligt står for vores hjem samt aflevering/hentning af vores datter i vuggestuen. Og denne fordeling holder jeg rigtig meget af, selvom den ikke taler til den typiske fortælling om ligestilling for køn, karriereræs, selvrealisering osv.
    Jeg beskæftiger mig med et fag som jeg synes er spændende, noget jeg gennem min lange videregående uddannelse har kompetencer indenfor og som stimulerer mig fagligt. Men når jeg snakker med venner, bekendte og fremmede oplever jeg at de ofte fokuserer på de ydre omstændigheder ved min jobsituation – at jeg arbejder færre timer, arbejder alene hjemmefra osv. At dette er mærkeligt og uambitiøst. I stedet for at lade mig fortælle om mit faktiske arbejde med de projekter og udfordringer der ligger deri.
    Jeg synes det er ærgerligt at vi har en opfattelse at det “rigtige” karriereliv hvor travlhed og effektivitet fylder så pokkers meget. Dejligt med indspark og inspiration til en anden måde at gøre tingene på.

    1. Jeg er faktisk ret interesseret i at høre, hvad du laver? hehe! Jeg synes, det lyder spændende!

      Anette og Heidi, jeg kan i den grad genkende det, I beskriver. Jeg har valgt at hjemmepasse vores datter og arbejder også hjemmefra. Det er svingende med arbejdstid og opgaver, men det passer mig perfekt. Men alt, jeg møder, er egentlig, hvad jeg får min dag til at gå med, og hvad jeg skal “bagefter”. Vores datter er ikke i institution, så jeg passer selvfølgelig også hende, men jeg laver faktisk noget, der også har direkte relation til min universitetsuddannelse, og egentlig også var et drømmescenarie for mig, det er bare hjemmefra og ikke på fuldt blus på en større redaktion, f.eks. Jeg føler, folk antager, jeg sidder i søndagshabit derhjemme og lege billedlotteri, fordi jeg ikke “møder ind” et sted hver dag, tror jeg.. Nå.. interessante kommentarer i det her spor =)

    2. Jeg er også nysgerrig på, hvad du arbejder med. Lyder helt fantastisk og dejligt, at det kan indrettes på den måde. Jeg drømmer om det samme!

  7. Hvor er det bare utroligt fedt, at du tager dette tema op. Det er selv et, jeg indimellem er meget optaget af, fordi jeg generelt synes, at der bør være større frihed til at tilvælge fleksibiliteten i arbejdslivet. Jeg tror på, at en kortere arbejdsuge i perioder – for nogle – vil betyde mere glæde og overskud. Simpelthen. Og måske ovenikøbet give en meget mere effektiv medarbejder i arbejdstiden?
    Jeg kommer i fremtiden (hvis ikke jeg går selvstændig) til at møde en 9-16.30-arbejdstid de fleste steder i min branche. Da jeg er flyttet nord for Kbh – og mange af de gyldne arbejdspladser i branchen ligger i Kbh – kan det snildt betyde, at jeg ikke er hjemme før 18-tiden. Det er sent, synes jeg, især hvis man har planer om, at familien skal udvides på et tidspunkt, og at man derfor også gerne vil prioritere de frie timer i døgnet.
    Superfedt at du skriver om emnet!

    1. Det gør jeg også, totalt Katja! At kunne være fleksibel i perioder af sit arbejdsliv, det giver så god mening for mig og mange andre tror jeg. Det er jo så svært for de fleste, at nå en 9-16.30 arbejdsuge – og så nå institution inden lukketid. Selvfølgelig kan man tale om at institutioner skal kunne flekse ligeledes – længere åbningstider for at afhjælpe skæve arbejdstider. Men det er de færreste, forestiller jeg mig, der har lyst til at deres barn skal være i instuation meget mere end de 37 timer om ugen. KH

  8. Tak for dette indlæg. Selvom jeg ikke er gravid, kan jeg virkelig se mig selv i det, du skriver. Jeg har dog været gennem en meget svær periode, følelsesmæssigt, og det har gjort mig så træt, så træt. Men som selvstændig har det været SÅ svært at rumme. Sygedage er svære, for så kommer der jo ikke penge ind på kontoen, og hvem skal så betale huslejen, aftensmaden og, og, og … Og når man så ovenikøbet ikke er fysisk syg, men bare er virkelig ked af det, kan det være svært at forsvare en dag under dynen.
    Jeg ved godt, at lykken ikke nødvendigvis er et fast job – kender flere i fast arbejde, der også kæmper – men jeg oplever tit, at folk tager betalte sygedage, gratis sygeforsikring, psykologhjælp osv. for givet. Som selvstændig føler jeg mig lidt alene med det hele. Men som du så fint skriver, kunne mange drage nytte af mindre fokus på konstant effektivitet og mere fokus på fleksibilitet, både for os selvstændige, alle lønmodtagerne derude og dem, der er fanget i sygdom eller arbejdsløshed og trælse systemer. Mere fleksibilitet i forhold til sygedagpenge, barsel og dumme regler. Og måske mere støtte os mennesker i mellem, mere hjælp, mere “Det kan jeg godt forstå” og mindre “Men hvordan skal du så klare dig?”, når man melder ud, at man har brug for lidt space og tid til at komme sig over noget svært.

  9. Heja! 💪 Kan så godt følge dig. Jeg har termin slut juli og har også gennem graviditeten været ramt af alvorlig træthed, i en periode i en sådan grad at jeg kun lige akkurat kunne rumme timerne på studiet (læste kun 20 ud af 30 ects), passe mit studiejob og så ellers bare sove. Venindeforhold blev sat lidt på standby, familieaftaler udskudt og de fleste praktiske opgaver i hjemmet gik til kæresten. Meldte simpelthen hen ud til min omgangskreds at jeg ikke magtede særlig meget og at vi måtte ses når jeg havde overstået mine eksaminer. Her i juni har jeg ‘deltidsbarsel’ i og med at eksaminerne er afviklet og jeg kun skal passe mit studiejob to dage om ugen. Det er dog også rigeligt – og jeg mangler virkelig min middagslur de dage jeg er på job! Jeg føler mig vildt priviligeret i kraft af at jeg er studerende og ikke skal passe et fuldtidsjob helt op til barselstart her i næste uge – har et par gravide veninder med fuldtidsjob, de har det altså lidt hårdt!
    Nyd at du er i en situation hvor du har mulighed for at tilpasse dit liv efter dine behov! Sæt forventningerne ned til dig selv, afstem med omgangskreds, kunder og arbejdsrelationer. På den lange bane er det virkelig lige meget om du har arbejdet 25 eller 37 timer om ugen i månederne op til din barsel! Plus, hvis du alligevel ikke er produktiv, så er det altså bare spildte timer som du ellers kunne bruge på en dejlig lur, og så oven i købet måske have lidt overskud til at være kæreste når Adam kommer hjem.
    Pas på dig selv og lille baby! <3

  10. Er så enig! Måtte selv sygemeldes før tid, fordi jonglering med arbejde, nyt hus og syg hest gav for mange plukkeveer. Jeg troede også sagtens jeg kunne det hele, men mental stress er lige så slemt som fysisk.
    Jeg formoder, du har styr på det, men få evt. tjekket din blodprocent. Måske du er en af de gravide, der skal bruge mere jern tilskud end normalt?

    1. Ja i den afdeling er jeg heldigvis godt dækket ind – jeg behøvede faktisk ikke tilskudet. Men jeg tager det nu alligevel. KH

      1. Jeg tænkte nok, du havde styr på det 👌🏼😊 Jeg har også fin blodprocent, men tager alligevel Kräuterblut hver morgen. Og det kommer jeg også til et stykke efter fødslen, så kroppen lige kan finde balancen igen.

  11. Hvor har du mange gode pointer. Hvad er det vi skal nå? Har selv været sygemeldt under begge graviditeter og efterfølgende med stress! Det er saftsusme ikke sjov. Noget af ansvaret ligger helt sikkert hos mig selv, men er samfundet helt skyldsfrit? Det er svær debat, men også en meget vigtigt en, som vi alle er nødt til at forholde os til. Så tak fordi du tager det op.

    Lina / http://www.selvskabet.dk

  12. Dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, der kæmper med energien. Vi er næsten lige langt og de sidste 1-2 uger har jeg været total drænet for energi – er gået tidligt hjem fra arbejde næsten hver dag, fordi jeg har haft brug for en middagslur, og er alligevel træt om aftenen. Men jeg forsøger at lytte til kroppen og reagere, når det ellers er muligt – men arbejdet skal jo stadig passes og det er desværre ikke lige til bare at tage en lur på kontoret, når man føler for det 🙂

    1. Jeg håber, det bare er perioder – jeg er i hvert fald lidt mere oppe i gear i denne uge. Selv om jeg uden tvivl kan mærke, jeg skal rende om færre ting. Det passer mig også glimrende 😀 Håber, du har fået lidt mere energi, J. KH

  13. Jeg kan virkelig også godt relatere til de tanker, du går rundt med (ligesom mange andre i kommentarfeltet, kan jeg se). Efter mange år med tilbagevendende vinterdepression er jeg blevet meget bedre til at lytte til min krop, der siger fra meget hurtigt, hvis jeg ikke husker at slappe af. Jeg har altid (især i de sidste par år) haft et lidt slattent immunsystem og er blevet forkølet og har fået influenza af det mindste – det er først i år, at jeg har koblet det sammen med min mentale tilstand, og det tror jeg virkelig kan gøre en stor forskel på sigt.
    Jeg sidder lige for tiden i en meget lang eksamensperiode, der heldigvis snart er slut, og her har jeg igen skulle lytte til mig selv, selvom det er alt for nemt at lytte til andre, der snakker om hvor meget de når og hvor hurtigt de gør det. Igen siger min krop fra, hvis jeg har lagt for mange planer eller lagt for meget pres på mig selv på anden vis – og selvom det bestemt ikke er rart at vågne op med kvalme og ondt i maven (og at det sætter gang i andre tanker: er der mon noget galt, kan jeg være gravid, har jeg spist noget, jeg ikke kan tåle?), så er jeg taknemmelig for at min krop tager sig af mig, når jeg ikke er helt god til det selv. Som du skriver, så er det vigtigt at lytte til sig selv først og mærke efter. Det kan man selvfølgelig altid blive bedre til – men det er også altid en dejlig følelse, når man mærker forbedring efter at have gjort det!

  14. Hej, må jeg ikke spørge dig om, hvor du har købt nederdelen? Og evt. om du har et navn på den? Den er så flot!

    Og hvor kan jeg godt følge dig i trætheden. Venter nummer tre og er mere træt end nogensinde før 😂

    1. Jeg har ikke et navn, men du kan finde den inde i deres butik i byen, hvis ikke den er udsolgt <3 KH

  15. Kære Cathrine
    Jeg kan kun stemme i. Jeg fik klump i halsen da jeg læste det, da jeg selv havde et alt for stressende arbejde da jeg ventede mit andet barn for to år siden. Jeg lyttede ikke til min krop og ignorerede tegn på at det nok var for meget (klasselærer i to klasser, hvoraf den ene var en 1.klasse hvor jeg gentagende gange måtte lave fastholdelser på en udadreagerende elev). Graviditeten endte næsten 3 mdr for tidligt, og vi tilbragte resten af tiden på neo-afd. på Rigshospitalet. Alt er godt og vores lille pige er et år nu og lader til at have sluppet for følgerne af den for tidlige fødsel, men jeg ville for alt i verden ønske at jeg havde lyttet til min krop. Der er INTET arbejde som er værd at gennemgå det vi har gennemlevet det sidste års tid med al den skræk og angst som fulgte i kølvandet og stadigvæk til tider er der. Dette er ikke for at skræmme dig eller andre gravide og det var helt sikkert en kombi af flere ting der gik galt. Men som gravid får man i dag at vide at “det er ikke en sygdom at være gravid” og lægen og jordemoder råder til at fortsætte ens vante llivsstil. Det er helt sygt at det at gro et barn ikke er nok i sig selv, men at man, hvis det står til samfundet, skal være lige så effektiv indtil en måned før der kommer et barn ud af ens krop.

    1. Hov, jeg vil lige understrege, at jeg ikke er stresset – altså jeg er bare dødtræt. Jeg tager den virkelig med ro også selv om andre så må synes jeg, jeg overdriver det. Bare lige for at understrege 🙂 Jeg er bare dødtræt – og derfor ineffektiv i arbejdssammenhænge. Det er det handler om for mig er både mit eget syn på effektivitet – måske er det okay? Ikke at være effektiv altid. Måske handler den lidt dårlige samvittighed også om samfundets fokus på effektivitet. Men altså – jeg er dødtræt. Men ikke stresset <3
      Hvor er jeg glad for, at det gik jer godt! Og så er jeg helt enig med dig i at det burde være meget mere et budskab 'skru ned, slap af' i stedet for 'fortsæt din vante livsstil'. KH

      1. Nej, nej, det er ikke fordi jeg synes at du virker stresset, det skriver du jo heller ikke – jeg skriver ud fra min egen situation, som jeg kom til at tænke på ud fra dine tanker om effektivitet som gravid. Og der var det et, for min krop, streseende arbejde, som ikke tog hensyn til graviditet.

        1. Æv, det er så kortsigtet af arbejdspladser ikke at passe på sine medarbejdere. Man er gravid så kort tid, men det man vinder ved at værne om sine folk – det har så kæmpe værdi. Loyalitet, effektivitet – på andre tidspunkter i livet osv. KH

  16. Kære Cathrine,
    Du har så ret i dine pointer. Og det gælder ikke kun gravide men i allerhøjeste grad også, når vi har små børn at passe på. Min barsel er slut om lidt, og hvis vi ikke gør noget, kan vi se frem til en hverdag med to forældre, der arbejder mere end 37 timer om ugen og et lille barn, der alle dage vil blive hentet fem minutter i lukketid. Det er slet ikke derfor, vi har sat et barn i verden. Vi ønsker mere tid. Mere ro. Barndommen er så kort, arbejdslivet så langt. Vi når nok det hele. Men alle de forventinger, der ligger på vores skuldre. Kan man sige op den første uge efter barsel? Hvad med vores økonomi? Hvad for et familieliv vil vi gerne have?. Så mange beslutninger. Så meget ansvar. Så meget en pleaser for andres forventinger, at at det giver ondt i maven. Av. Håber vi finder en løsning.
    Pas godt på dig. På jer.
    Kh

    1. Det hænger jo bare slet ikke sammen. Jeg kan så godt forstå jeres frustration! Og hvor jeg godt kan forstå den ondt i maven. Det er så meget de samme tanker vi går med – hvordan kan vi arbejde mindst muligt, bruge mest tid på vores børn – men tjene bedst muligt. Og her tænker jeg tjene smartest. Jeg ønsker mig smarte løsninger, som tager hensyn til os mere end arbejdsgiver – generelt set, for jeg er jo heldig selv at kunne bestemme. Men jeg hører dine frustrerede tanker gå igen hos både Adam og så mange venner og veninder. KH

  17. Hej Cathrine! super spændende tanker, du gør dig! Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre om, hvordan dig og Adam gør i forhold barsel. Både hvad han tænker at tage, men måske især også, hvordan du planlægger den som selvstændig osv.? det er selvfølgelig meget personligt, men det kunne være spændende at høre om (måske i et indlæg). Jeg er selv ny-selvstændig og andengangsgravid, og jeg er overrasket over, hvor bøvlet man er stillet, hvis man, som mig, ikke arbejder, hvad der svarer til fuld tid. Og samtidig kan man jo heller ikke bare lige pause sine samarbejdspartnere bare lige sådan i en længere periode, tænker jeg. Nå, det er i hvert fald tanker, jeg går med, som jeg synes kunne være spændende at høre om fra en prof + det med jeres fælles barsel =) KH

    1. Det vil jeg helt sikkert også fortælle om, Marie, det kan du tro. Vi er ved at lægge en plan men mangler de sidste detaljer. Det er nemlig SÅ bøvlet at finde en løsning som selvstændig, så når jeg forhåbentligt selv er i mål med en holdbar løsning, så deler jeg også mine erfaringer, kan du tro! KH

Læg en kommentar