Spørgerunde: Fertilitetsbehandling - ROCKPAPERDRESSES
Spørgerunde: Fertilitetsbehandling

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Julie Bjarnhoff

Det er i de her dage halvandet år siden, Adam ringede til sin læge og spurgte til resultatet på sine tests. Og derved også halvandet år siden vores rejse begyndte. Der var virkelig meget ulykkelighed sidste år. Uretfærdighedsfølelser, hvis ikke selvhad så i hvert fald en kæmpe skam over at have svært ved andres babylykke, total forvirring og ondt i hjertet. Men der har virkelig også været mange, mange gode øjeblikke. Som vores sommerferie igennem vesteuropa i bil sidste år, hvor vi gav los og drak hvidvin på karaffel og kyssede. De mange mørke tanker som vi turde dele med hinanden og derved også kom nærmere ‘os’.

Det tog os et år i behandling – nærmest på datoen. Og vi prøvede i alt i knapt to år. Eller, jeg var i hvert fald uden prævention i små to år, ‘que sera sera’. Men der sera så ikke så meget.

Jeg er i en proces nu, hvor jeg også forsøger at lægge det sidste år lidt på hylden. Det er min historie at skulle alt det igennem. Og det er altid med mig – og jeg kommer med stor sandsynlighed til at skulle igennem det præcis samme, når vi skal have nummer 2 og nummer 3. Joh, ‘jeg kender altså nogen, der kæmpede tre år i behandling med den første, og så blev de bare *vupti* gravide med nummer 2 af sig selv’. I så fald er det mere held end forstand. Lige nu indstiller jeg mig på, at fertilitetsbehandling er vores ‘sidegevinst’ i livet, og sådan har vi alle sammen noget. Men jeg forsøger også at lade det finde en hylde, så jeg ikke hele tiden føler for at genfortælle sorgen. Det er hårdt! Når folk kommer med kommentarer i forbindelse med graviditeten, så har jeg tit lyst til at sige ‘… men det skete altså ikke bare lige’ eller ‘vi har også kæmpet for det…’. Og så kommer jeg ud i en laaang historie og forklaring, og så er det som om, det aldrig får hvile. Og det må det gerne lige nu. Det næste års tid må det gerne vige til gengæld for glæden – for jeg ved, at sorgen nok skal indfinde sig igen ved næste forsøg. Jeg tror faktisk det er et helt nyt tabu – den sorg man føler, når man er i behandling for at få nummer to. Jeg tror, der er rigtig mange ‘men så er det godt, du/I har én’ eller ‘måske I så bare skal nøjes’. Jeg tror det er en helt ny sorg, når man ønsker sig søskende til sine børn og ikke bare kan give dem, som måske møder endnu mindre forståelse.

Nårh! Men den tid, den sorg. Vi er enige om, at der ikke kommer til at gå lang tid imellem søskende. Men vi vil også nyde roen og freden og kærligheden til den ene først og fremmest.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, It starts with the egg Rebecca Fett, ICSI, Fertilitetsbehandling

Men jeg får stadig rigtig mange spørgsmål her og der omkring behandling. Omkring alternativ behandling, klinik, følelserne, hvad kan man gøre for at gøre det nemmere i parforholdet – så jeg tænkte, at en spørgerunde kunne være en fin måde at komme omkring det på? Så får alle glæde af svarene – og alle kan også byde ind med deres erfaringer og gøre indlægget endnu stærkere!

I må stille spørgsmålene anonymt eller med navn. Helt som I har lyst til, og I må spørge om hvad som helst. Jeg skal nok sætte en grænse, hvis I kommer for nært. Men for faen, der er allerede delt ud af æghistorier og sprøjter – er vi ikke hinanden sådan rimeligt nært i det her emne?

Så samler jeg enten til ét indlæg eller deler op afhængigt af spørsgmålsmængden, og så udgiver jeg, mens jeg er i italien om to uger!

Hverdagsglimt, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

38 kommentarer
  1. Kære Cathrine

    Den her spørgerunde kommet på det helt rigtige tidspunkt. Tak for det😊
    Jeg er på vej i IVF, og jeg har nogle spørgsmål som bliver ved med at dukke op.
    1. Jeg synes, jeg kan læse mig frem til, at man skal have hormonsprøjter i IVF. Hvor påvirket bliver man af de her hormoner? Altså, jeg er med på det sikkert er individuelt, men hvordan oplevede du det? Var du igennem hele følelsesregistret i den periode? Eller var det ikke “så slemt” som folk siger? Hvor lang tid skal man have disse hormoner inden et forsøg? Kan man passe sit arbejde uden problemer eller bliver man dårlig på nogen måde?
    2. Har du gode råd til, hvad jeg kan foretage mig, for at gøre det så nemt og “behageligt” for mig selv i processen? Jeg tænker fx at jeg vil fortsætte med yoga, gå ture osv. Er der noget, der har fungeret godt for dig, for at få styr på sine tanker osv?

    Vh. Louise

    1. Du har været så sej gennem hele jeres forløb til at dele offentligt. Tak for det! Du er nu en savnet stemme, når det gælder om at italesætte infertilitet i samfundet. Mit spørgsmål er, om du har følt dig alene om den “opgave”? Hvad kan vi andre, der stadig er i behandling gøre for at være med til at “råbe op”, så der bliver en større bevidsthed om, at børn ikke er bare noget alle lige får når det passer ind i kalenderen?

    2. Hej Louise. Du kan finde ret fine vejledninger på de forskellige klinikkers hjemmesider. På Rigshospitalets kan du fx finde en længere pjece der beskriver både et langt og et kort forløb. Du kan også hente appen “Steps”, som ret godt beskriver hver enkelt dag i et typisk forløb. Jeg har selv været gennem turen et par gange og har ikke oplevet store gener af hormonerne, dog hovedpine under nedregulering i lang behandling. Ægudtagning er det værste og den eneste dag i forløbet, hvor jeg ikke har været i stand til at arbejde.

      1. Tak for svar, Sabrina! Det vil jeg helt klart kigge nærmere på. Jeg er helt ny i denne verden, så der er mange ting, jeg endnu ikke ved.
        Kh. Louise

  2. Hvornår besluttede I jer for at kontakte en læge i forbindelse med udebleven graviditet? Og hvordan var det at skulle tage den samtale? Og lidt uafhængig af det emne, men hvordan var det at tage samtalen om at NU skulle I altså prøve at få børn? Har en af jer ønsket børn i længere tid end den anden?

    Jeg holder simpelthen så meget af dine dybe indlæg – jeg håber, at du en dag – ligesom Carry i SATC – bliver tilbudt en bookdeal med dine bedste/dybeste indlæg ❤️

    1. Hej Anette

      Måske dit spørgsmål er personligt til Cathrine, men nu deler jeg, fordi der desværre er få der ved det.
      Hvis man er over 30 (tænker det er kvinden), og man ikke er blevet gravid inden for seks måneders forsøg, har man ret til udredning i DK. Blot for at dele, at man altså ikke hverken er utålmodig eller har (for) høje forventninger til sin krop, hvis man ret hurtigt kontakter sin læge.

      1. Hej Anette,
        Blot lige for at få fakta på plads: men skal have forsøgt at opnå graviditet i 12 måneder, før man kan henvises – uanset om man er 23 eller 30. Dog er der selvfølgelig andre forhold gældende, hvis man lider af en erkendt sygdom, som gør, at fertilitetsbehandling er nødvendig (fx hvis du har pcos eller og ingen ægløsning eller slem endometriose fx, da vil de fleste læger jo selvfølgelig henvise før). Nogle lægee henviser da også “på alder”, hvis kvinden fx er 38, selvom man kun har forsøgt fx 6 måneder, da vi jo alle ved, at tid(=alder) er en ret afgørende faktor her.
        Kh lægen

      2. Hej Malene. Jeg synes jeg har hørt at det er 12 mdr? Eller gælder der andre regler hvis man er over 30 pr gammel?

        1. Hej Marie,
          Det hedder 12 måneder på papiret uanset om man er 22 eller 32. Dog kan egen læge henvise (og gør det oftest gerne), hvis man fx er 38 år og har forsøgt i kortere tid, da alle ved, at tid (og altså alder) er den meste afgørende faktor for fertiliteten (hos kvinder). Man kan også blive henvist tidligere, hvis en af parterne har en erkendt sygdom, som gør, at fertilitetsbehandling er nødvendigt.
          Kh Anna (som er læge)

          1. Hmm, bliver da i tvivl 😐.

            Men min pointe var egentlig også, at man ikke skal tøve med at kontakte lægen, hvis man har regelmæssigt menstruation og ægløsning samt samleje, eller hvis det modsatte – at man ikke får menstruation efter stop med eks. p-piller.

  3. Jeg har ingen spørgsmål, men er selv ramt af “sekundær infertilitet”. Fik to børn uden problemer. Vi havde altid drømt om tre. Men jeg må erkende, at vi aldrig bliver en familie på fem… IvF behandlingerne gav ikke pote. Vi kører nu på 5. År uden prævention og har Netop fået konstateret endometriose. Vi får ikke flere børn. Har opgivet, tror ikke på det. Det har været en Kæmpe sorg og det har været meget svært at stå på sidelinjen, når vores venner meddelte at de ventede nummer 3. Kunne slet, slet ikke rumme det, og jeg skammmede mig over min misundelse. Vi havde jo for fanden to børn, nu måtte jeg tage mig sammen. Og Det var nok det sværeste… At man ikke følte det var ok at være i sorg over det barn, man aldrig fik. For vi havde jo to i forvejen. Det er lidt forbudt, lidt utaknemmeligt faktisk!!! Men tiden heler heldigvis. Og selvom jeg ind imellem godt kan blive lidt trist over, at min familie ikke bliver så stor, som jeg havde ønsket den, så kan jeg mærke, at jeg er ved at være afklaret med, at det er sådan det er.

  4. Hvornår følte du dig klar til en ny graviditet efter din gul? Både følelsesmæssigt og fysisk. Eller var det et valg der blev taget for dig, når I var i behandling?
    Er der absolut ingen chance for at i kan blive gravide den naturlige vej?

  5. Åh Cathrine, dine indlæg rammer altid, selvom man er milevidt fra din situation ❤️ Jeg har ikke rigtig nogen spørgsmål, men synes det er så sejt, du åbent fortæller I er klar til at kæmpe for både nr. 2 og nr. 3! Jeg er enebarn og jo jo, det er da hyggeligt og jeg har intet at klage over, men hold da op, hvor kan det også være ensomt.. Venner kan gøre rigtig meget, men familie og søskende er altså bare ofte noget andet! Jeg frygter da den dag min mor går bort og jeg dermed er forældreløs og skal stå med det hele selv, for uanset hvor gerne andre vil hjælpe en, så er den proces enormt svær, når de ikke har lidt samme tab ❤️ Så go go go for alle de børn I overhovedet kunne ønske jer! Det er så sejt og hvorfor pokker ‘nøjes’? (I øvrigt grimt ord, når man taler om børn..)

  6. Hvor mange æg fik du ud 2. og 3. gang? Jeg har været igennem 2 ICSI med i alt 13 modne æg – ikke et eneste har været befrugtet. Lægerne ved ikke hvad det er der går galt, de siger det er meget sjældent der slet ingen befrugtning er. Det er så knusende at få opkaldet med aflyst ÆO. 🙁

    1. Jeg har netop oplevet det samme i dag. Ingen befrugtede æg med ICSI (første forsøg). Det gør simpelthen så ondt at få det opkald. Og ja, de ved heller ikke hvorfor. Jeg havde kun 3 æg så det er ikke meget. Det er svært at holde modet oppe!

  7. Jeg er 21 år nu, og jeg har hverken lavet børn eller forsøgt på det, men det er så småt ved at gå op for mig at jeg kommer til at skulle forholde mig til min egen reproduktion i, i hvert fald, de næste 20 år. Jeg oplever på minimum månedlig basis at skulle forholde mig til spørgsmål om, hvorvidt jeg vil have børn, hvornår, med hvem, hvordan, ‘gode’ råd om at jeg jo skal huske at starte tidligt mm., og jeg forestiller mig kun at det bliver værre!
    Dertil er der så hele mediebilledet, politiske debatter osv., som gør det klart at det med at skabe nye små skattebetalere er MIT ansvar som kvinde. Der er så uendeligt mange artikler om at ‘kvinder (KVINDER?) får børn for sent’, for få og på den forkerte måde. Jeg synes også, at det spøjst at Danmarks Statistik opgør antal børnefødsler pr. kvinde i stedet for pr. næse.
    Mit spørsmål er derfor, om du/i har oplevet, at omverdenen ser det at lave børn, og måske især at have svært ved det, som mere dit end jeres issue og måske automatisk også antager, at det er din krop, snarere end hans eller jeres begge, der gør at i har brug for en hjælpende hånd.
    Kh, og thanks for sharing 🙂

  8. Hej Cathrine. Jeg har tænkt på hvor mange gange skulle I igennem behandling før det lykkedes for jer? Og var der nogle æg til frys eller var det med en ny ægudtagning hver gang?
    Knus

  9. Du har tidligere været kort inde på muligheden om donorsæd (da jeg forstår det som at “problemet” ligger hos Adam?). Vil du fortælle lidt om jeres overvejelser ang. det? Var det en mulighed? Så hellere ingen børn eller forsøg på adoption eller?

  10. Det der med omgivelsernes kendskab til jeres situation, hvordan taklede I det? Vi er lige startet i udredning, og jeg ved simpelthen ikke om vi skal fortælle det til især familien. Jeg er bange for at de blander sig mere end jeg kan magte når jeg samtidig prøver at fokusere på alt det positive for ikke at miste modet, men samtidig er jeg ved at være så dødtræt af at stå på mål for “Hvornår skal I have børn?”, “Nu er det vist jeres tur?!” og “hvad skal I bruge de to tomme værelser i huset til? Hva hva hva?” Det er så nærgående og jeg er usikker på hvordan jeg siger fra og om det nødvendigvis kræver en omfatten forklaring af sædkvalitet, æggeledere og hvad dertil hører.

    1. Håber det er ok, jeg kommer med en kommentar på denne:
      Jeg har lige været igennem et ret sejt fertilitetsforløb, og min kæreste og jeg har varet ret åbne. Delt med familie, nære venner men faktisk også et par udvalgte kollegaer og arbejdsgiver, da man jo bruger meget af sin energi dér. Alle er selvfølgelig forskellige, men for os har det fungeret så godt at være åbne. Folk har været sindsygt søde og meget, meget omsorgs-og hensynsfulde. Noget man kun kan være, hvis man kender til situationen.

      Når det er sagt er der selvfølgelig også opstået situationer, hvor folk har spurgt, på tidspunkter, hvor jeg ikke har haft lyst til at tale, men det positive har klart opvejet.

      Held og lykke:)

  11. Du har været så sej gennem hele jeres forløb til at dele offentligt. Tak for det! Du er nu en savnet stemme, når det gælder om at italesætte infertilitet i samfundet. Mit spørgsmål er, om du har følt dig alene om den “opgave”? Hvad kan vi andre, der stadig er i behandling gøre for at være med til at “råbe op”, så der bliver en større bevidsthed om, at børn ikke er bare noget alle lige får når det passer ind i kalenderen?

  12. Hej Cathrine. Tak fordi du deler, har overskud til det og til samtidig at svare på spørgsmål fra alle os andre – kæmpe tak ❤️ Jeg skriver den her kommentar aftenen før min mand skal ned at have tager hans prøve. Jeg har været til første fertilitets test og nu er det så hans tur.. Jeg har to spørgsmål: 1) Hvornår fortalte I/inddrog i familie og venner I jeres rejse? 2) Overvejede I nogensinde at adoptere istedet for behandling? Jeg er selv der hvor jeg føler min krop er så meget imod mig, at adoption måske er en muligheder istedet for behandling. Mest fordi jeg ikke stoler på min krop nogensinde kommer til at kunne samarbejde om det her projekt.

    1. Hej N

      Hvis du overvejer adoption, vil jeg anbefale dig at tjekke nogle af de adopteredes historier ud, fx på adoptionspolitiskforum.org.

      Vh

  13. Seje Seje dig! Så dejligt i snart bliver forældre 🙂 Jeg har selv været igennem IVF, Blev gravid, og endda med enæggede tvillinger, hvilket åbenbart er meget sjældent, LUKY ME <3 Anyways, jeg ville bare sige at jeg blev gravid 10 måneder efter pigerne, så pludselig var vi den levende cliche på "jeg kender nogen som tog 3 år om den første og så anden gang skete det bare af sig selv" – Så det sker altså <3 Alt held og lykke til jer! 🙂

  14. Hej Cathrine. Tak for din åbenhed om emnet. Vi er ramt af såkaldt (uforklaret) “sekundær infertilitet”, da vi har en dejlig søn på 3 år, som blev lavet hjemme, men nu har prøvet at lave en toer i 2 år. Vi har lige overstået første IVF-forsøg, desværre uden held. Forud for det 4 IUI. Udover sorgen over ikke at kunne levere en søskende til vores dreng og den opslidende udredning og behandling, har omgivelsernes reaktion klart været det sværeste. Vores venner og familie, som ved at vi prøver, har måske godt kunne forstå lidt af frustrationen, men vi er konstant blevet beroliget med, at “I har jo et barn” (så det skal nok lykkes, i skal bare se tiden an, slappe mere af, være glade for at I i hvert fald fik én). Bekendte, kollegaer og forældre fra børnehaven, som ikke ved det, spørger enten direkte ind til, om der snart komme en to’er eller undgår emnet (det sidste er selvfølglig ok), så man konstant skal finde en passende grimasse, og mens alle andre yngler videre, føler jeg vi er “det underlige par, der ikke får en toer”. Meget af det er dog sikkert mest i mit hoved, og vi har også fået mange støttende ord med på vejen ved at være åbne om det overfor de nærmeste. Men mit spørsmål til dig er: Du har tidligere skrevet om omverdenens reaktion, men hvordan håndterede du den helt konkret? Hvad svarede du på folks velmente, men sårende “det skal nok gå”? Og var I åbne overfor ALLE, eller hvad svarede du på hentydninger fra “kollegaer”/forretningsforbindelser og andre mere udenforstående? Jeg synes, det er svært at passe på sig selv og samtidigt give et ærligt svar, som ikke kalder på en masse (flere) kommentarer.

  15. Hej Cathrine.
    Vi har det seneste år fulgt “kampen” fra din side ift. hormoner, sprøjter osv. (hvilket er forståeligt, når det er din, og ikke Adams, blog). Kan du åbne op for hvordan behandlingen ser ud fra mandens side? Har Adam også været igennem hormonbehandling mm. eller er det kun kvinden, der udsættes for det?
    Og så forresten stort tillykke med jeres kommende søn.

  16. Sikke en fin idé, er sikker på det må være en meget opslidende omgang, så hvor er det dejligt du alligevel har overskud til at hjælpe andre med et overblik (:

    Hvem ved, når jeg engang skal have børn, kan det jo være det er sådan en liste, jeg lige sidder og mangler.

    – A

  17. Først og fremmest, tusind tak fordi du har overskuddet til sådan en spørgerunde. Jeg har lige afsluttet en ICSI-behandling uden resultat, og mit håb om et barn er i høj grad styrket af, at du og Adam nu skal være forældre efter jeres kamp.

    Mine spørgsmål er garanteret ikke originale, så du må bare sortere lidt 😉
    1. Hvor mange behandlingsforløb (både ægudtagning og ægoplægninger) har I været igennem i jeres år i behandling?
    2. Hvad er dine erfaringer med alternative behandlinger som akupunktur og zoneterapi? Ikke at det nødvendigvis har ledt til graviditet, men mere om du mærkede en forskel på din krop og mentale velvære.
    3. Har du taget kosttilskud og hvilke?
    4. Hvad er din generelle holdning til alle de forskellige ting, man kan gøre under behandling (alternativ behandling, kost osv.) og alle de ting man må/ikke må? Du nævnte på et tidspunkt i et indlæg, at du havde fundet stor glæde i at tage den med ro og leve mere frit i forhold til alle de regler og restriktioner, man får lagt.

    Igen, tak ❤

  18. Har det været svært at håndtere at det var Adam der “ikke kunne” men det alligevel var dig der skulle igennem hele møllen med sprøjter, hormoner osv? Du kan selvfølgelig kun svare for dig selv, men tænker også han må have været påvirket og følt sig “skyldig” selvom han overhovedet ikke kunne gøre for det. Det er nogle af de tanker jeg selv tumler med.

  19. Først og fremmest tillykke med graviditeten ❤️
    Mit spørgsmål går på; hvorfor valgte I privat regi frem for eks riget? Mindes at du engang har skrevet noget med ventetider, var det udelukkende derfor?
    Ønsker jer alt det bedste!

  20. Så fint indlæg! Dejligt at du er “klar” til ikke at lade det fylde og bare give los af glæden.!

    Jeg har egentlig ikke nogle spørgsmål – har selv været i behandling i sammenlagt 4 år for at få vores tre børn (i to omgange – der kom to sidste gang) og jeg må bare sige at det er virkelig spot on set at kampen om nr. 2 eller 3 sgu (desværre) ikke er super-meget lettere. Til den kamp skal nemlig tilsættes en MASSE “så er det godt i har xxx” og “man kan sagtens nøjes med eet barn” – og ja, det kan man måske. Men det er STADIG en kæmpe sorg når man ægte sådan helt ned i maven kan mærke at der mangler nogen i ens familie. Nu ved man pludsellig hvad det helt konkret er man savner – og det er fandme svært! Heldigvis er oddsne med jer, og det skal man bare huske sig selv på. Vi startede allerede med nr. to da vores ældste var 1 år. At de to næste så først kom da han var 5, er så en anden sag.
    Det lyder ekstremt klogt bare at nyde nyde nyde nu og så lade alt det andet komme senere. Endnu en gang stort tillykke – det er så dejligt for jer!

  21. Jeg synes det er så fint, at du har delt så meget. Et spørgsmål, der måske ikke handler specifikt om fertilitetsbehandlingen, men en af de afledte reaktioner: du har skrevet et eller andet sted, at det var svært at glædes på andres vegne/ ses med venner, der blev gravide eller fik børn, når det var aller sværest under jeres behandling. Hvordan har folk reageret på det? Og hvordan tror du folk ville reagere, hvis en single kvinde – for hvem det også kan være svært at glædes, når man selv er så langt fra babylykken – udtrykte det samme? Jeg kunne nemlig forestille mig, at det ikke ville blive taget godt i mod…

  22. Utrolig belejligt og hjælpsomt med sådan en spørgerunde om fertilitetsbehandling – når nu det er så aktuelt for utrolig mange par. Jeg har i hvert fald et par spørgsmål, men måske de allerede er blevet spurgt.. i så fald må du selv sortere ☺️
    1) Vil gerne høre hvad du syntes om jeres forløb hos Danfert? Kan du anbefale klinikken?
    2) Hvordan skal manden forholde sig i forhold til behandlingsforløbet, som jo i størstedelen af tiden mest involverer kvinden?
    Glæder mig til at læse indlægget, og alle de gode råd der kan komme ud af dette ☺️ Kh

  23. Med den erfaring og de oplevelser I har fået denne gang, er der så noget I vil gøre anderledes, når/hvis I skal i behandling igen?

  24. Øj, det er svært. Jeg skriver engang i mellem på Instagram, og hepper meget, og har så meget jeg vil sige, men jeg ved ikke om det er rigtige spørgsmål. Vi når snart 2 års forsøg og er igang med behandling. Lige nu ret konservativt med kun medicin og tæt følgning af cyklus, men skal snart igang med IUI. Vi er i USA, så tingene er lidt anderledes, men efter 12 måneder blev vi henvist. Æggestokkene rasler hver måned (seriøst, jeg kan mærke dem når jeg går), hormonerne raser og hold på jeg er udmattet, men den pokkers pind bliver ved med at være negativ. Hvad sagde du til dig selv hver måned? Hvordan kom I ud på den anden side? Hvilke samtaler havde I i den tid – jeg tænker tit vi burde tale mere, planlægge nu vi har alt den her tid vi ikke ville have, men life happens. Hvad gjorde at I tog beslutningen om IVF? Prøvede I IUI? Hvilken medicine/tilskud tog du? Har du andre problemer end en mistet ovary? (ok, det er svært at spørge på dansk, når alt her foregår på engelsk). Jeg har PCOS, en død æggestok og en hydrosalpinx. Min mand er fit for fight, men vores chance for graviditet er lav (under 5) og vores chance for at miste er høj (forventet 50%+ pga PCOS og hydro). Hvad siger man til sig selv? Jeg er så bange for at blive gravid og miste, og det ville være min skyld. Min dumme krop, der ikke vil det jeg allermest vil i verden. Det er uretfærdigt. Hvordan holdte i modet og håbet oppe? Hvordan turde du? Det er mange spørgsmål, og ikke alle så fertilitetsfokuserede, og du må gerne bare ignorere dem – men nu fik jeg lige det hele ud, og har det lidt bedre. Idag er ægløsningsdag, så det gør det også lidt sværere. Men nøj hvor jeg under dig det. Alt held og lykke og knus og kram til dig – især for at dele, og for at gøre den her svære rejse lidt mindre tabu i samfundet. Tak <3

  25. Ingen spørgsmål lige nu.. bare et gigantisk tak fordi du har brugt din platform til at dele ud om så følsomt et emne. Dine indlæg har faktisk haft rigtig stor betydning for mig, som er i behandling, bl.a. fordi flere veninder har læst med og det har hjulpet dem til at forstå “grimme” følelser og vise hensyn på en rigtig god måde, når de fx skulle fortælle om en graviditet. Så bare et gigantisk tak! Tak for dig, vi vil savne din stemme om barnløshed,, men kæmpe pøj pøj til jer alle tre<3

  26. Først tusind tusind tusind tak for at du sætter ord på følelser som en masse damer (og mænd) går rundt med! Det er simpelthen så rart at læse dine ord, når jeg og min kæreste står i samme situation som I har været i. Det trøster og bringer håb og giver mest af alt viden om at alle de følelser det bringer med sig er okay og naturlige – og så føler jeg mig ikke helt så alene med dem. .
    Mit spørgsmål: har du og Adam altid været lige afklarede med hvornår I skulle have børn? Hvis ikke, hvordan har I håndteret at den ene var mere klar en den anden?
    Og så vil jeg høre om dit bedste råd til, hvordan man som par bedst kommer igennem de udfordringer, der venter. Hvordan har Adam kunne støtte dig bedst? Og hvordan har du støttet Adam bedst?

Læg en kommentar